Kirken har den fineste røde farve, ikke hvidkalket som de fleste. Jeg sidder udenfor og småfryser sammen med mor. Jeg skulle have taget trøje med. Gåturen fra gården i morges var et forvarsel, allerede der mærkede jeg kulden. Jeg valgte at mødes med mor i Holbæk og drikke formiddagskaffe. Det føltes som det rigtige at gøre.
Vi har talt uafbrudt i to timer. Om far, om drømmene der brast, og om volden og afmagten. De var forelskede de gjorde et forsøg, men det røg af sporet. Mor forstår ikke hvad Louise så i far. Det var jo hos mor hun voksede op.
"Ja", siger jeg: "Men tænk på hvor meget far hjalp da barnet døde".
Mor ryster på hovedet: "Hun kunne bare være kommet, jeg ville også have taget mig af det".
"Mor", jeg ser på hende: "Du havde mange problemer selv, det havde aldrig fungeret. Far var der virkelig. Hun flyttede bare ind og han tog sig af det hele".
Mor roterer på stolen fingererer ved koppen, hun har triste øjne og tunge øjenlåg, sådan var det vist også dengang i weekenderne. I glimt ser jeg hende i køkkenet med hænderne i opvaskebaljen, når jeg tændte lyset havde hun tårer på kinden. Hun vendte sig væk og tørrede ansigtet i viskestykket. Der var flere af den slags situationer, og når jeg prøvede at tale om det slog hun det hen. Lad os tale om noget andet, jeg ser ud på hovedgaden. Nostalgi på højt plan: "Mor", siger jeg: "her har jeg drukket mange øl".
"Ja sikkert også for mange", hun klapper min hånd: "Jeg er ked af at Louise og jeg har det på den måde".
"Det er nok svært at lave om på".
"Ja jeg håber bare vi får det lidt bedre. Hvad er det hun er så vred over".
"Skilsmissen", siger jeg: "Den har jeg også været vred over".
Mor ryster på hovedet: "Det havde da været værre, hvis vi var blevet sammen".
"Men i skilte os ad, det var ikke sjovt".
"Nej, selvfølgelig ikke." vores øjne mødes over bordet inden vi rejser os. Ja hold kæft hvor jeg savnede Louise, og mor, og alt det jeg kendte. Pludselig var der kun far, farmor og farfar. Frygtelige farfar, dumme far og søde farmor. Jeg fryser der er skide koldt på bænken. Da Louise kommer ser jeg mor rejse sig og gå hende i møde, men Louise undviger og iler op til mig på bænken: "Hej", siger hun med hæs stemme: "Det ser koldt ud", hun peger på mine bare arme. Jeg nikker tavst, mens mor og Christian nærmer sig, da de når op til os, flytter Louise sig igen og Christian går hen og lægger en arm om hende. Mor ligner en øde ø. Selv om jeg har ondt af hende har jeg ikke lyst til at stille mig hen ved siden af. Jeg bliver sammen med de andre.
Kirkeklokken starter og vi går ind, vi hilser på kirketjeneren tager salmebøger og bevæger os op foran.
Kisten er smukt smykket med blomster og bånd, og orglet spiller bløde toner der uventet rammer mig i maven. Et lille gys fylder, måske er det startet af kulden udenfor, eller måske er det far der puster på mig. Kisten står midt i rummet, der ligger han så, det er slut. Jeg forstår stadig ikke helt hvorfor. Mor med hendes tungsind, det havde været nemmere at forstå. Måske skal det ikke forstås?
Der er ganske mange mennesker i kirken, genboen og en kvinde der sikkert er hans kone, Astrid og lidt forbavsende Hannas forældre. Sikkert også flere jeg kender fra barndommen. Præsten holder en smuk tale, hun har fanget essenserne. Astrid græder højlydt og mor der sidder ved siden af mig fælder også en tåre. Jeg er underlig følelsesløs også da vi rejser os og går op til kisten for at bære den ud til rustvognen. Mor og jeg Christian og Louise vi er alle med til at bære og så genboen og bedemanden.
Vi står sammen udenfor og ser ham køre væk, mor griber min hånd og klemmer den hårdt, Louise sender vrede øjne, før hun vender om og som den første begynder at gå mod parkeringspladsen sammen med Christian.
Vi skal drikke begravelseskaffe i forsamlingshuset. Mor har et fast greb i mig. Vi har haft en dejlig formiddag. Og jeg kan mærke at jeg ikke gider Louises vrede. Hun skal holde den for sig selv, i hvert fald i dag. Uanset hvad der er at sige om far, så fortjener han en rolig begravelse.