Endnu en kraftig ve sendte smerter igennem hendes mave, hendes krop. Langsomt vågnede Julie, kikkede på uret ved sengen, og så de selvlysende visere stå på tolv og tre, for den lille visers vedkommende. Klokken var altså tre nat. Hun lyttede og opfattede Johns sagte snorken ved sin side. Julie smilede. John hævdede stadig hårdnakket, at han ikke snorkede.
   Så stille hun kunne, satte hun sig op, svingede benene ud over kanten af sengen, men måtte knibe læberne sammen, for at dæmpe et sagte smerteudbrud, da en voldsom ve igen fik hende til at krumme sig sammen.
   Hun havde været til jordmoderen tidligere på aftenen, der havde undersøgt hende og beroliget hende med, det var normalt med så mange plukveer før fødslen.
   Med barn nummer tre på vej, tilrådede hun dog Julie at tage ind til hospitalet, hvis hun følte sig usikker, utryk, eller vandet det gik.
   Julie tændte den lille lampe, som stod på natbordet ved hendes side af den store dobbeltseng. Skærmens top vendte mod hende, så lyset ikke vækkede John, hendes mand, der stadig sov trygt i den store dobbeltseng.
   Julie smilede, da hun så på ham. Glædede sig over den kærlighed de begge nærede for hinanden, og over det barn de ventede sammen.
   Med natkåben hængende løst over sine skuldre, listede hun ind i stuen, tændte lyset ved den store lænestol, og rettede på puderne... Tørstig? Hun smilede af sit eget tavse spørgsmål, gik ud i køkkenet og drak et glas koldt vand fra den kande, de altid havde stående i køleskabet.

Inde i stuen faldt hendes blik på billederne på det store chatol. Billedet af drengene, da de fyldte henholdsvis et og tre år. Hun strøg med en kærlig hånd over det kolde glas, smilede til dem, og sendte dem et fingerkys.
   Hendes blik søgte et andet billede. Billedet af en mand i uniform, der glad smilede til hende. Billedet var i brune nuancer og nogle år gammelt. Forsigtigt tog hun det i sine hænder, kærtegnede det, og viskede en tåre bort fra sin egen kind.
   Hun tog det med hen til sofaen og satte sig, knugede det til sit hjerte. I et kort øjeblik hulkede hun ganske let.
   "Hvorfor? Hvorfor?" Igen og igen gentog hun sagte sit spørgsmål, og så tomt ud i luften. Stille, krammede billedet, og græd tårer der var salte, tårer som kom fra et engang blødende og knust hjerte.
   En kraftig ve fik hende til at krumme sig sammen igen og snappe efter vejret. Et sagte "av", undslap hendes læber...

"Så, så, lille skat. Græd du kun, det letter den svære smerte, du har dybt i dit hjerte. Jeg er hos dig, elsker dig, passer på dig."
   Den voldsomme sjælelige smerte, som sorgen gav hende lige nu, var næsten ikke til at bære. Men Johns beroligende stemme, hans kærlige ord til hende, gjorde godt, hun følte en behagelig varme brede sig i hele hendes krop. Hun følte han vuggede hende blidt. Trygt hvilede hun i hans arme, og lod sig langsomt glide længere og længere ind i søvnens befriende og kærlige favntag.


* * *
   Glade jul, dejlige jul.... Den gamle julesalme nåede helt ud på gaden, hvor Julie gik med sin søn i hånden. Hun smilede af hans glædesudbrud, da de passerede et vindue, hvor nisser af alle slags bevægede sig med forskellige gaver og redskaber i hænderne. Små elektriske tog futtede rundt, med nisser og pakker på de overlæssede vogne. Snelandskabet var smukt, med rigtige søer der var "tilfrosset", og hvorpå andre nissebørn skøjtede rundt og rundt på den blanke is. Drengen trykkede sit ansigt mod ruden og bankede begejstret på den.
   "Mor, mor, se!... Når far kommer hjem til foråret, skal han købe en nisse til mig. En der selv kan bevæge sig. Så har jeg også en lillebror eller lillesøster at lege sammen med."
   Han puffede til hendes store mave, der helt tydeligt strittede frem, så hun ikke længere kunne knappe sin frakke, men måtte bruge en snor til at holde den sammen om maven. 14 dage tilbage, så havde hun termin, skulle føde. Om det blev en dreng eller en pige, var ligegyldigt, bare barnet var sundt og raskt. Hun glædede sig. Måske blev det et julebarn, det kunne kun tiden vise.
   "Kom nu, min dreng, vi skal hjem og spise. Så går vi her ind igen i morgen eftermiddag, når mor har talt med jordemoderen." Kun modvilligt fulgte drengen med.
   Hjemme tog Julie overtøjet af sin søn, og gik i gang med aftensmaden.
   Det ringede på døren. Hun slukkede for gassen på komfuret og tørrede sine hænder i håndklædet ved vasken. Drengen råbte spændt:
   "Mor! Tror du, det er far?" Hun smilede af hans iver, rystede på hovedet.
   "Nej, Peter, det er ikke far. Han kommer først om nogle måneder."
   Julie gik ud i entreen, åbnede døren og fik et chok.
   "Åh nej, NEJ!!" Hulkede hun, og trådte et skridt tilbage. Gemte straks ansigtet i sine hænder. Uden for gadedøren stod to personer i uniform. Den ene genkendte hun, som sin mands chef fra kasernen. Den anden havde et kors på sin skjortes krave, han måtte være feltpræsten. Endnu en uniformeret person dukkede frem ved siden af de andre, en kvinde.
   "Må vi komme indenfor?" Det var kvinden, der spurgte. Julie nikkede automatisk, men ønskede de ikke var her, at det hele var et mareridt, og at hun ville vågne om lidt. Instinktivt vidste hun, at de kom med onde nyheder. Kvinden tog Julies søn ved hånden, og sammen gik de alle ind i stuen.
   Julie satte sig tungt ned i lænestolen. Kvinden tog spontant Julies hænder i sine, så hende direkte i øjnene og sagde:
   "Julie! Jeg hedder Grethe Petersen, er sygeplejerske på din mands kaserne. Sammen med mig er oberst P.S.Jensen og Feltpræst Kurt Jørgensen. Vi har en meget kedelig meddelelse til dig... Din mand er alvorligt såret efter et attentat. En bombesprængning i Irak, ikke langt fra den Danske lejr. Lige nu er han på et engelsk militærhospital, hvor de kæmper for at redde hans liv."
   "Har du noget familie vi kan ringe til?... Vi vil blive her, til du får kontakt med familie eller andre, der kan hjælpe dig, støtte dig."
   Julie bare stirrede tomt ud i luften. Kvinden i uniformen fortsatte:
   "Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvor svært skadet din mand er, men det er alvorligt. Jeg vil ikke give dig falske forhåbninger, men være ærlig over for dig. Du må være forberedt på, at kvæstelserne kan koste ham livet."
   Julie prøvede at rejse sig, at sige noget, rakte hænderne frem for at gribe for sig, men sank med et enkelt og næppe hørligt suk sammen. Hun mærkede ikke, at hun delvist blev grebet i faldet og lagt på sofaen.

Da hun vågnede, lå hun i en seng på hospitalet, havde en dundrende hovedpine og plaster i panden. Hun erindrede kun svagt, hvad der var sket.
   Det hele føltes, som et langt mareridt, der bare kom til hende igen og igen.
   Flere måneder gik, hvor dagene slæbte sig af sted. Ens, grå, triste.
   Julie nedkom som forventet, men glæden ved den lille ny, var for Julie kun smerte. Hun var helt alene om fødslen, havde ingen familie til at støtte sig, og sansede efterhånden ikke noget omkring sig, levede i en klokke hvor intet kunne nå hende. Fremmede mennesker måtte tage sig af hende, den nyfødte og hendes store søn. Julie var brudt sammen, kunne ikke længere klare en tilværelse for sig og sine.
   Uden familie var hun ensom, følte kun intens kulde, smerte og tomhed.
   Hendes mand var endelig kommet hjem fra det fremmede. Han var meget alvorligt kvæstet, og blev derfor anbragt på et plejehjem i hjemkommunen, hvor daglig pleje var mulig. Her lå han bevidstløs hen. Hjerneskadet, med en brækket ryg, to brækkede ben og en venstre arm, der var sat af ved albuen. Han var lam fra brystkassen og nedefter, en levende død, som måske kunne holdes kunstigt i live i nogle måneder.
   Julie havde set trist og deprimeret på sin mand, de få gange hun havde besøgt ham på plejehjemmet, sammen med deres andet barn, der også blev en dreng. Hun så med rædsel på, hvordan livet langsomt forlod det menneske, hun elskede. Hun så han ikke mere evnede at kæmpe for hende eller deres børn, men bare sank dybere og dybere ned i det intet, der var dødens ukendte land.
   Hendes mand døde et halvt år efter, hun var nedkommet med deres andet barn.
   Julie følte, at hele verden havde forladt hende. Hendes egne forældre var døde af sygdom. Svigerforældrene var begge omkommet ved en tragisk trafikulykke, det år hun fødte sit første barn. Julie var nu helt alene, havde intet at leve for, følte hun.


* * *
   På en parkeringsplads i en skov nord for København, tog hun begge sine børn ind til sig.
   Kyssede og knugede dem, og puttede dem på bagsædet af den bil, de havde købt, før hendes mand var taget til Irak. Hun gav den ældste søn en kop mere af den chokolademælk, hun havde blandet op med et lettere sovemiddel. Begge børn var tillidsfulde. Hun fortalte dem, de skulle vente med at gå tur, til det var holdt op med at regne og sne. De skulle møde deres far, og alt ville blive godt igen.
   I aften var det juleaften, hvor alle hjem festede og glædede sig med deres børn. Men Julie følte ingen glæde, kun sorg og fortvivlelse over sin tunge skæbne.
   Den lille forstod ingenting, den store så med store blanke øjne på sin mor, der kærligt smilede til ham, og puttede dynen om hans lille krop. Hun lagde sig, så godt det nu lod sig gøre, ved siden af ham, holdt hans lille krop tæt til sit bryst, og hviskede beroligende og kærlige ord til ham.
   Da begge børn sov trygt, forseglede hun alle vinduer med tape udefra. Satte støvsugerslangen til udstødningsrøret, tapede den fast og lod den gå gennem bagagerummet og ind i kabinen. Hun stoppede et tæppe i sprækken til bagagerumsklappen, og satte sig ind på førersædet.
   Længe sad hun og græd stille. Hviskede børnenes navne, og sin elskede afdøde mands navn. Bad dem om tilgivelse for det, hun nu gjorde.
   Julie startede bilen, og mærkede den søde duft af udstødningsgas ramme sig. Dybe åndedrag, havde hun læst et sted, ville gøre pinen kort.
   Julie døsede, følte hovedet blive tungt, følte intetheden komme nærmere, og smilede.
   "Vi kommer nu! Min elskede. Vi har savnet dig. Kom, se, vi er lige her!"...


* * *
   Julie hørte langt borte sin ældste søn græde hjerteskærende. Selv havde hun en dundrende hovedpine. Hun mærkede, at en eller anden blæste luft ned i hendes lunger. Så brækkede hun sig. Opkastet kom i kaskader, der nær havde kvalt hende. Men den fremmede vendte hende sådan, at opkastet løb ned på jorden under hende. Igen blæstes der luft i hendes lunger, og en stemme sagde bydende og vredt til hende:
   "Så træk for helvede selv vejret, din åndssvage kvinde, så jeg kan tage mig af den mindste."
   Julie åbnede med besvær øjnene halvt, så en mand i konditøj trykke hendes brystkasse sammen, og så bøje sig over hende og blæse luft i hendes lunger. Hun protesterede, tog om hans hænder, ville sige noget, men kastede op igen. Atter vendte han hende på siden, slap hende og lod hende ligge i sideleje, da han så hun nu kunne klare vejrtrækningen selv, og tog den lille op i sine arme.
   Med hurtige tryk på den lilles nøgne brystkasse med et par fingre, og hurtige små pust i hans mund, fortsatte den fremmede med at blæse liv i hendes yngste søn.
   Julie satte sig besværligt op, tog om den ældste søn, der grædende og bange havde klamret sig til sin mor. Hun knugede ham ind til sig, og græd hjerteskærende.
   "Så hjælp mig dog!" råbte hun fortvivlet, men ingen svarede.
   Langt borte hørte hun sirenerne fra de ambulancer der var på vej. Hun opfattede blot, at der var mennesker omkring hende, og genkendte reddernes og politifolkenes uniformer. Så blev alt igen sort omkring hende.

En massiv styrke af psykologer og psykiatere, blev sat på den lille familie. Julie fik at vide, det var en kondiløber der havde fundet hende og børnene i skoven. Han havde hørt bilens motor arbejde, og havde med det samme set der var noget galt. Hans hurtige indgriben havde helt sikkert reddet hendes og børnenes liv. Kondiløberen havde ønsket at være anonym, det havde både presse og politi respekteret.
   I de næste seks måneder var Julie og børnene konstant under observation af myndighederne. Hver dag mødte de op på et psykiatrisk hospital til samtaler og behandling. Ofte var det den samme falckredder, der kørte hende og børnene til behandling, når hun skulle tale med psykologer og andre professionelle behandlere.
   Julie og børnene fik det langsomt og sikkert bedre.
   Julie var blevet glad for falckredderens selskab. Han smilede altid til hende på en måde, der gjorde hende varm om hjertet og tryg. Han talte altid meget venligt til børnene, fik dem ofte til at le, til at glemme det alvorlige ærinde de var her i...
   "Du er en køn pige, Julie, jeg kan rigtigt godt li´ dig!" Sagde han en dag, han afleverede dem hjemme efter endt samtale med psykologer og behandlere.
   "Jeg ved, det ikke er videre originalt fundet på, det jeg siger nu. Men må jeg ikke invitere dig og børnene på aftensmad, hjemme hos mig selv?...
   Du kan være helt rolig, jeg har de bedste hensigter, kan lide dig og børnene. Men du bestemmer selv. Hvis I hellere vil spise på en restaurant, så gør vi bare det. Og anledningen, Julie?... Jo! I dag er det min sidste tur som afløser i persontransporten. Fra i morgen skal jeg igen køre ambulance og akutvogn. Så jeg vil gerne fejre sammen med dig og børnene, at det er sidste dag jeg kører for jer. I har været et dejligt bekendtskab for mig."
   Hun havde smilet, tjattet venskabeligt til ham, og takket ja.
   De havde en vidunderlig aften sammen, hvor de legede med drengene, og sludrede om dagligdags ting, som gode venner. De lovede hinanden, de ville ses af og til.

Julie så efterhånden sin redder ven et par gange om ugen, hvor de talte om hverdagen og dens problemer. Spiste sammen, og var ofte på små ture med børnene, som en lille familie. Båndene imellem dem, blev stærkere for hver dag der gik, følte Julie.
   Hun kyssede ham spontant på munden, da hun en aften sagde farvel til ham.
   Hun havde inviteret på kaffe og hjemmebag, inden han skulle på aftenvagt.
   "Du er så rar, John. Gør det noget jeg kyssede dig på munden?" Han havde smilet, det drengede smil hun elskede, havde taget om hende, set kærligt ind i hendes øjne.
   "Nej! Julie. Og det må gerne blive en vane, det med at kysse. Det føler jeg er rigtigt."
   Da hun igen sad alene efter deres afsked, tænkte hun på, at han havde fået hende til at føle glæde ved livet igen. Givet hende mod på at fortsætte sin tilværelse, og så var han god ved drengene. De forgudede ham, kaldte ham af og til for far, når de ofte var dybt involveret i leg med ham, uden at tænke nærmere over det.
   En dag de var på tur i tivoli alle fire, stoppede John pludseligt op. Han havde set direkte ind i hendes klare, glade øjne og spurgt:
   "Julie! Jeg elsker dig og børnene. Vil du være min kæreste?" Hun havde fældet en tåre, og sagt det ville hun gerne, men at hun ikke var klar til at have et kærlighedsforhold til ham endnu. Han havde taget hendes ansigt imellem sine hænder. Set kærligt på hende og svaret:
   "Julie! Jeg bad dig ikke om at elske med mig, kun om du ville være min kæreste. Det andet!.... Det må så komme hen ad vejen, når du er klar til det. Indtil da, gør du mig mere end glad, hvis du siger ja til at være min kæreste." Hun havde nikket, og glad fortalt begge drengene, da de kom hjem til sig selv, at John og hende nu var kærester, men at han ikke kunne bo hos dem endnu, de havde så meget at tale om først.
   Den nat græd hun længe, vred sine hænder, og bad sin afdøde mand forstå, hun skulle leve sit liv videre. Ikke mindst for børnenes skyld, måtte hun videre. Hun følte i sit hjerte, han sagde ja.
   Julies og Johns venskab og kærlighed, voksede sig med tiden større, og gav dem rammen om en tryg tilværelse. John flyttede året efter ind i Julies lejlighed, der var den største. De giftede sig, og ventede nu barn sammen.
   En aften, efter børnene var lagt i seng, spurgte Julie sin mand:
   "John! Var du en af de reddere der var med til at hente mig og børnene i skoven?" Spørgsmålet kom aldeles bag på ham. De havde aldrig, i den tid de havde kendt hinanden, talt om ulykken.
   "Nej, Julie, det var jeg ikke. Jeg havde ferie den uge." Hans kærlige øjne fik hende til at sukke tilfreds. Hun puttede sig ind til ham, og fortsatte:
   "Skat! Er det forkert af mig, at jeg gerne vil vide hvem der fandt mig og børnene i skoven, reddede vores liv. Og takke ham for det?" Hun så spørgende på John.
   "Det er mere end to år siden, min elskede. Det synes jeg ikke, du skal rode op i nu. Og helt ærligt, så tror jeg heller ikke kondiløberen vil blive glad. Han havde nok meldt sig på banen for længe siden, hvis det havde interesseret ham. I rapporten står der også, han ønsker at være anonym, det mener jeg, vi bør respektere. Det har både pressen og politiet været enige i." Han krammede og kildede hende.
   "Dumme mand, stop med at kilde mig, det får mig til at hikke. Hvis du ikke opfører dig ordentligt nu, sparker den lille i min mave til dig." Hun kyssede ham kærligt, puttede sig ind til ham, og forsikrede ham om, det kun var for at sige tak, hun ville møde sin redningsmand. Hun vidste, at hun nu var stærk nok til det, at sige ham tak for det vidunderlige liv, hun og børnene nu havde fået foræret.
   Ægteskabet med John var godt og trygt, børnene elskede ham lige så meget som hun, og glædede sig til at blive storebrødre, til en lille pige eller dreng. Hun følte livet havde fået mening.


* * *
   Langt borte hørte hun melodien: Glade jul, dejlige jul. Veen der kom nu, var voldsom. Hun vågnede, mærkede hun var våd mellem benene, åbnede øjnene, og mødte Johns kærlige øjne.
   "Elskede Julie, vandet er gået mens du blundede i mine arme. Jeg har ringet efter en ambulance, og en kollega, de er på vej. Jeg ved det bliver et julebarn. Jeg glæder mig til at blive far." Hans varme øjne beroligede hende.

Det gik stærkt nu, fødslen var i gang, og lige før de nåede hospitalet, måtte ambulancen holde ind til siden. John og kollegaen hjalp deres datter til verden. Så fortsatte de til hospitalet.
   Drengene var hos Johns forældre. De ville komme på besøg i morgen, for at se deres nye lillesøster.

Efter den veloverståede fødsel og klargøring af Julie og barnet, kom Overlægen ind til dem. Han smilede og ønskede dem tillykke med en sund datter, samt en glædelig jul.
   "Ja, John, som tiden dog går. Det slog mig pludseligt, at det i dag er præcist tre år siden, du sendte din kone til hospitalet. Også den gang, hjalp du liv til verden som i dag, og gjorde julen til noget særligt for andre mennesker... Han så eftertænksomt ud i stuen og fortsatte så:
   "Tillykke til Jer begge med en vidunderlig datter!" Så smilede han igen til dem, rakte dem hånden og forlod stuen.
   Julies øjne fortalte John, hun var aldeles forvirret. Hun rakte ud efter hans hånd, tog den, og krammede den hårdt.
   "John! Jeg erindrer, du tidligere har fortalt mig, du ikke var med, da de fandt mig og børnene i skoven. Hvad mente lægen så med det, han sagde? At du sendte mig til hospitalet for tre år siden?"
   "Søde Julie. Jeg havde ferie for tre år siden, du må tro mig, når jeg siger det. Jeg var ikke en af de reddere, der kørte dig til hospitalet. Overlægen forveksler mig sikkert med en anden." Han smilede til hende, klemte hende kærligt.
   " Tak, Julie! Tak for en dejlig datter. Det kan jeg ikke takke dig tit nok for..." Men Julie var ikke tilfreds med det svar John havde givet hende.
   "John!... Se på mig! Der er noget du skjuler for mig, du undgår at svare på mit spørgsmål. Hvad skjuler du for mig? Se på mig, John!"
   "Julie! Jeg ber dig!"...
   "NEJ!! John. Sandheden, den vil jeg kende... Jeg tror på dig, når du siger, du havde ferie, ikke var blandt de reddere der kørte mig og børnene på hospitalet. Men så vil jeg spørge dig på en anden måde...
   Er du kondiløberen? Var det dig, der fandt os? Ydede os førstehjælp? Tilkaldte læger og ambulancer?" Julia så på sin mand, han så ned, nikkede svagt og hviskede:
   "Ja, Julie. Jeg er kondiløberen... Kan vi ikke lade det ligge?" Hun knugede ham så hårdt til sig, at den lille vrælede, da hun kom i klemme mellem sin mor og far.
   "Tak!" Hviskede hun næppe hørligt, og tørrede en tåre bort, lagde den lille til sit bryst, og smilede glad.
   "Tak, min elskede og dejlige mand, for at skænke os alle livet. Tak for, at du igen fik julen til at få mening i mit hjerte. I morgen tager vi alle hjem og holder en dejlig jul med børnene. Den første jeg glæder mig rigtigt meget til, efter den tragiske situation jeg bragte både mig selv og børnene i, for år tilbage.