Smerter fra hullerne efter jagthagl vækkede Christian efter et par timer. Han tumlede om af udmattelse i det gæsteværelse hans onkel insisterede på han hvilede ud i mens politifolkene rendte rundt i hans hus.
   Svage lyde af nogen der talte sammen tydede på der var andre end ham, der var vågne. Han stod forsigtigt op for at høre om de kunne skaffe et par panodiler. Det havde han ikke tænkt på at spørge efter inden han tumlede om midt på natten.
   "Selvfølgelig" lovede Kurt. Han så veloplagt ud og skænkede frisk kaffe til både ham og de politifolk, der både skulle bevogte ham og gerningsstedet.
   "For en sikkerheds skyld beder vi doktor Nielsen kontrollere din ryg. Det fik han også sin kollega til på sin egen forrige år. Han ville ikke gå glip af jagtfrokosten da han også fik et par haglhuller, på grund af sjusk. Han er morgenmand og kan sagtens nå at kikke herud inden han åbner konsultationen."
   Det bekræftede doktoren selv en time efter mens han desinficerede Christians sår med medicinsk godkendte midler, istedet for den vodka Kurt havde brugt.
   "Kik ind til kontrol for betændelse om en par dage. Der genopfrisker vi også din vaccination mod stivkrampe, hvis den ikke er alt for gammel." lovede han og modtog, af kollegiale hensyn påstod han, et glas af den snaps med samme navn Kurt havde sat frem.
   Christian takkede og fortalte hans sidste vaccine kun var et år gammel.

En time efter ankom en meget træt Eigil.
   "Selvom vi ikke var meget for det tog vi ud til Poul Erik da vi mente han burde være stået op. Hans samlever fortalte hun ikke set ham siden i går. Hun er vant til han sover på kontoret når hans møder trækker alt for meget ud, fortalte hun. Hun troede han og Martin havde planlagt nye bygge- og anlægsarbejder, det meste af aftenen."
   "De aflagde altså mig besøg i stedet. Jeg ved stadig ikke nok om de skuffeselskaber de skjuler overskud fra deres byggesvindler i. Det har jeg kun sagt til Kurt. Et af de selskaber optrådte som långiver i hans kontrakt for de marker de vil bygge på."
   "Nede på havnegrillen sagde du det også til mig igen i forgårs." mindede Eigil ham om. "Dem der sad ved siden af kan sagtens have lyttet med og startet rygter om det."
   "Jeg gætter kun på de sorte penge forsvinder under rundture i de skuffeselskaber når de har betalt de bestikkelser, de anså for passende, til de dræbte."
   "Og det skulle du åbenbart helst ikke gætte så meget videre på, vi blev nødt til at undersøge det, mente de. Har du fortalt det til andre end mig og Kurt?
   "Hvad sagde Martin?" spurgte Christian og rystede benægtende på hovedet.
   "Ikke alverden. Der forstyrrede vi kun en rengøringsdame som gav os en skideballe for at svine de gulve til hun lige havde vasket." sukkede Eigil og tog mere kaffe. "Fruen, som hun ironisk kaldte hende, var ikke hjemme. Hun svarede heller ikke på sin telefon."
   "Så fortsatte på den gode frues kontor, nu vi var i gang alligevel. Det nåede vi ind til samtidig med de første mødte. Hun lå bag en låst dør med et gevaldigt hul i baghovedet. Det så ud til at stamme fra hjørnet på lågen til brandskabet. Det stod pivåbent."
   "Er hun stadig i live?"
   "Kun lige akkurat mente lægerne da de havde undersøgt hende. Hvis ingen af de herrer kommer til syne i dag med fornuftige forklaringer er de flygtet. Så kan vi efterlyse dem. Når teknikerne er færdige her fortsætter de på hendes kontor. Det har vi lukket og forseglet indtil videre og sat en mand på vagt."
   "Det mærke de tre kilo kobber efterlod, hvis det var Poul Erik de ramte, skal han have en ret god forklaring på." mente Christian. "Kan der findes fingeraftryk på den snes afskudte haglpatroner, der er spredt over hele området."
   "Dem overlader vi til teknikerne sammen med det andet. Nu skal jeg have et par timers søvn." sagde Eigil bestemt.
   "Du kan tage den seng jeg lige har forladt." foreslog Christian. "Har du noget imod jeg spørger mine kolleger om de kan kan spore Martins og Poul Eriks telefoner."
   "Dem har de nok slukket. Hele idioter er de jo ikke" sagde en træt Eigil, da Kurt viste ham ovenpå.

***
   "Telefonernes SIM-kort kan nemt aktiveres eksternt og spores" lovede Domnic. "Telemasternes servere gemmer de transaktioner i mindst fireogtyve timer. Jeg bliver nødt til at starte hos deres udbydere for at få numrene på de kort. Så kan jeg spore de sidste opkald, de har registreret."
   "Det ene telefonnummer brugte du til at finde Bekhtis telefon og spore den fra." mindede Christian ham om. "Det andet kommer her." Han dikterede begge numre langsomt.
   Dominic mente det kunne klares på et par timer og lovede at ringe tilbage.
   Derefter satte Christian sig i den mest magelige lænestol der var i stuen for at blive den sidste træthed kvit. Efter lidt overvejelse kontaktede han Karsten for at orientere ham om hans sidste halve døgn.
   "Hvordan går det med ryggen og resten af dig?" spurgte Karsten. "Chefen havde åbenbart ret da han påstod vi er lige så omvandrende magneter for øretæver som de kolleger der rekognoscerer helt ude i den spidse ende er."
   "Sådan er det jo når vi har rodet os ind i et job, der går ud på at finde ting, nogen ønsker at skjule for enhver pris."
   "Hvordan fanden fangede du det med skuffeselskaberne?"
   "Fællesnævneren i begge ender er ham der hedder Bekhti. Vores hold i Spanien sporede en udbetaling fra et af de skuffeselskaber til Bekhtis påståede familie" mindede Christian ham om. "De skulle jo finde kontanter, der ikke kunne spores til bestikkelserne."
   "Hvis Bekhti er kassemester for de indsamlinger, der kommer på afveje til våbenkøb i stedet for den landbrugshjælp, de officielt samler ind til, risikerer vi vel også at få ham på nakken?"
   "Sikkert. Det har vi jo været vidst hele tiden. Hvad med at koncentrere gruppen hos dig og bede om et par mand ekstra, til sikring?"
   "Jeg spørger Obersten og Enckhuisen om det med det samme." lovede Karsten. "Du kan alligevel ikke bo i et hus, der ligner Bin Ladens efter Navy Seals sidste visit."
   "Helst ikke" medgav Christian og nikkede træt. "Jeg dukker op når jeg har hvilet lidt mere ud. Her er der både politifolk og en jagthund til at passe på."
   Et par minutter efter sov han trygt.

Ved middagstid ruskede Eigil ham tilbage til hverdagen for at fortælle han lige havde hørt fra Svendsen. Ingen af de mistænkte havde indtil videre svaret på deres telefoner eller var dukket op.
   "Så er de flygtninge og mistænkt mere, end de var i forvejen." sagde han tilfreds. "Jeg skal ind og være med til at sætte en landsdækkende eftersøgning i gang."
   "Måske kan vi begrænse den en smule" gabte Christian og ringede til Dominic.
   "Den første telefon er registreret af et par telemaster mellem Kolding og grænsen. Da den fik forbindelse med det nummer den ringede til i Harrislee tog den samtale kun et par minutter. Nu kan det SIM kort slet ikke aktiveres." meldte Dominic.
   "Det har han nok destrueret." sagde Christian. "De nye sporingsmetoder er jo ikke så ukendte som vi kunne ønske. Hvad med den anden telefon?"
   "Den røg også af nettet efter et opkald fra den første."
   "Det var nok en advarsel om de sporings- og aflytningsmetoder der findes."
   "Sikkert. Men inden da nåede den at kontakte SAS' døgnåbne billetkontor i København."
   "Det kan politiet tage derfra. Du behøver ikke spore mere." sagde Christian og så på Eigil.
   "Poul Erik blev registreret af et par master i retning mod stråmanden for skuffeselskaberne i Harrislee. Der er han sandsynligvis på vej hen for at gemme sig og få hjælp til at komme videre. Martin ringede til SAS døgnkontor." forklarede Christian. "Hvis han bestilte flybillet kan i måske nå at snuppe ham, inden han bruger den."
   "Det går vi videre med" lovede Eigil og skyndte sig ud mod døren. "Jeg regner med du er her eller hos dig selv når teknikerne frigiver dit sommerhus. Det skulle ikke tage så lang tid."
   "Det kan være jeg flytter ud til Karsten et par dage og hjælper til derude."
   "Har normale lovlydige og følsomme politifolk godt af at vide hvad du hjælper med til med derude?"
   "Ikke hvis de er i tjeneste."