Det fremmede rumskib
   Inddokningen til det store og svært armerede kejserlige rumskib var begyndt. Soki og Sali havde vækket Li og Armand, og bedt dem om at gøre sig klar til at møde kejserens repræsentant om en lille time. De nåede at få lidt mad inden de mærkede den friske luft fra det kejserlige rumskib strømme ind i deres lille fartøj. Først nu bemærkede både Armand og Li, at luften i det lille fartøj havde været ildelugtende og kvalm.
   De var de første der gik fra borde fulgt af Soki. Soki blev af en vagt bedt om at blive på transportfartøjets rampe, det var de fremmede man ville hilse på. Men Soki insisterede på, at Kejseren personligt havde befalet ham at ledsage de fremmede over alt og virke som tolk for dem.
   Efter en del parlamenteren frem og tilbage, hvor Soki stod fast på sin kejserlige ordre, accepterede man hans krav. Sali fulgte dem på afstand, diskret. En velkomstkomite på to, modtog dem, og ledsagede dem til et lille toglignende køretøj, der fragtede dem til den del af rumskibet hvor ledelsen opholdt sig. Efter få minutters ophold i et venteværelse gik væggen til side, og de så høje menneskelignende væsner med glinsende klæder stå og kikke på dem.
   Velkommen om bord på Kejserens rumskib! Det var Soki der oversatte de fremmedes hilsen. Armand bukkede for de forsamlede og svarede:
   Min familie takker for jeres velkomst. Vi er beærede over Kejseren kan afse tid til at hilse os. Vi har med glæde set frem til dette besøg. Vi takker for den gestus Kejseren og hans folk viser os. Derefter bukkede de igen dybt for velkomstkomiteen.
   Soki virkede urolig da han talte med den fremmede velkomstkomite, det bemærkede Li til Armand på deres eget sprog. Begge så de spørgende på Soki, hvis øjne hele tiden flakkede rundt i det fremmede fartøj, som søgte han noget bestemt.
   Pludselig trak han et skjult våben frem fra sine klæder, og skød på velkomstkomiteen. Før nogen nåede at reagere, var de ramte og lå på gulvet, stille.
   Soki løb hen til et panel og trykkede på flere knapper. Den voldsomme larm fra skjolde der forseglede rummet, var smertefuldt for ørerne. Armand tog Tao-Sen op på armen for at beskytte ham. Li så spørgende på Soki, der nu talte hurtigt.
   Vi er gået i en fælde. Det er rebeller der styrer dette rumskib. Men vi har en chance for at forsvinde i rumskibets korridorer, det giver os lidt tid til at handle. Følg mig!
   Hurtigt trykkede han igen på knapperne ved en lysende søjle. Frem kom en stor blå tavle med mange blinkende knapper. Soki trykkede på flere af dem. Døren der var kommet til syne i væggen, gled stille til side. De hastede gennem rumskibet ad smalle korridorer, de ikke vidste hvor førte hen. Hele tiden kaldte Soki på Sali, i noget der lignede en radio, men de hørte ikke hun svarede ham. Pludselig kom Sali løbende imod dem, hun havde endelig sporet dem til en reparationsafdeling i det store rumskib. I hånden havde hun en monitor, på vis skærm de kunne se rumfartøjet i detaljer. Forsigtigt åbnede de dør efter dør, men så ikke fjender eller tegn på aktivitet.
   Vi er i affaldssektionen nu, men det er kun et spørgsmål om tid før de har lokaliseret os. Vi skal nå en basestation i en af yderenhederne med hurtige små jagere, før de når at slå skjoldene til. Sali rakte et kraftigt våben til Soki, der gav sit mindre våben til Armand med besked om, han skulle bruge det mod alt han så bevæge sig. Også selvom det så aldeles ufarligt ud.
   Li havde overtaget Tao-Sen. Igen hastede de ad gange de ikke kendte, med Sali som vejviser. Fra det øjeblik Soki slog alarm om de var gået i en fælde, havde hun dræbt de to soldater der havde fulgt efter dem. Taget deres monitor og gemt sig for senere at finde Soki og flygte.
   Det fartøj de var ankommet i, var nu tilintetgjort. Soldater og piloter havde ødelagt fartøjet, efter en kort men hård kamp som de tabte. De var alle døde. De to små krigsfartøjer var det lykkedes at flygte. De var et sted i rummet, hvor de ventede på hjælp fra Imperiets kejserlige krigsflåde.
   Foran den lille flygtende gruppe dukkede der pludseligt soldater op. Soki skød på dem, og også Armand brugte sit våben, selvom han ikke vidste hvordan det uskadeliggjorde fjenden. Hver gang en blå stråle fra hans våben ramte sit mål, sank soldaten sammen. Men han så ingen skader på deres kroppe.
   Det lykkedes dem at kæmpe sig forbi soldaterne, der måtte trække sig tilbage. Igen hastede de gennem lange gange og over en stor hangars gulv, hvor der stod mærkelige små firkantede kasser der pulserede med orange lys, som var det sovende væsener. Soki lagde en lille pyramideformet tingest ved en af de mærkelige små kasser, trykkede på den så den blinkede.
   Våben, frygteligt våben! sagde han og morede sig højlydt.
   For enden af den store aflange hangar gik de gennem to små sluser. Armand gættede sig til det var sektionssikringer, der kunne lukkes hermetisk til, hvis rumskibet blev beskadiget. De måtte være i en af yderzonerne nu.
   Soki greb en klynge mærkelige dåser fra et skab de passerede, og efterlod dem enkeltvis på gulvet efter sig. De hastede videre, mødte nu hård modstand fra soldater. Konstant blev de beskudt, men svarede igen efter bedste evne. Til nu var det lykkedes dem at nedkæmpe soldaterne og komme videre. Soki trykkede på sit bælte, og høje eksplosioner rystede rumskibet. De mærkede en kraftig rystelse, lige før døren til endnu en hangar smækkede bag dem. Soki talte, mens de alle løb af sted i hangaren.
   Rumskibet er beskadiget af de granater og våben, jeg har detoneret. De har en selvforstærkende virkning, og er ekstremt farlige for os, hvis vi ikke kommer væk i en fart.
   Ødelæggelserne jeg har iværksat betyder, de må spærre de beskadigede sektorer af omgående, eller forlise. Det tager tid, og giver os en chance for at undslippe. Fartøjet vi er i lige nu, er ikke så svært armeret som det så ud til, men har dog våben der er dødelige for os. Rebellerne er højt udviklede Alians der ligner mennesker, men de er meget fjendtlige overfor Kejserens rige. De afslørede sig, da jeg nærmest tilfældigt bad om mødested, navn og kode på et af vores kendteste krigsfartøjer, som jeg påstod skulle møde os senere. De svarede forkert på mit spørgsmål. De nævnte et forkert tal og mødested.
   Det krigsfartøj jeg nævnte er kendt af alle i Imperiet. Det er forlist for mange år siden. I dag er det en legende hos os, det reddede nemlig imperiet og Kejserens familie under en voldsom interstellar kamp, ved at ofre sig selv og sin besætning. Det gav den kejserlige familie mulighed for at flygte til et sikkert sted i universet. Han smålo over sin åbenbart geniale ide, om at bede om navn og sted for mødet i rummet.
   Vi hastede mod en lille jager der stod på en rampe i hallen. Hurtigt kravlede vi om bord. Soki og Sali lukkede alle døre og luger.
   Som havde han aldrig lavet andet, bevægede Sokis fingre sig over styrepanelet med de mange lamper og knapper. Kort efter svævede vi. Soki gav en kort kommando til Sali. Hun satte sig i et sæde bag ham, og greb om nogle stænger der ragede frem foran hende. Vi gættede på, det var kanoner hun betjente. Ville de skyde sig vej ud af rumskibet?
   En jager magen til vores kom på tværs foran os, men forsvandt i et inferno af ild og røg, da Sali tilintetgjorde den med et enkelt skud. Vi mærkede fartøjet rystede voldsomt, da vi passerede den ødelagte jager. Så var alt pludseligt helt stille. Vi var fri af det store rumskib, og bevægede os bort fra det i voldsom fart.
   Soki kaldte på sit sprog, og fik svar. Igen og igen gentog han monotont sine sætninger, og vi kunne tydeligt både høre og forstå, der var andre af vores folk der svarede ham. At det var andre Kentauere han havde forbindelse med, var vi ikke i tvivl om, vi genkendte flere af de ord der blev sagt som: Fjender, kamp, og fremmede Alians.
   Sali kæmpede med de våben hun havde kontrol over, i det tårn hun betjente. Mange små fartøjer var nu omkring os. Små rystelser mærkedes hele tiden.
   Soki løb hen og satte sig i en lille stol i siden af fartøjet med masser af håndtag. Også det var våben, der kunne forsvare den lille rumjager vi befandt os i. Efter flere minutters kamp med konstante og meget voldsomme rystelser råbte Soki, vi skulle tage rumdragter på. Fartøjet var alvorligt ramt, og det var kun et spørgsmål om tid før det ville kollapse.
   Vi gjorde som befalet, men kunne ikke finde en dragt der passede Tao-Sen. Efter heftig aktivitet fandt Sali en dragt der godt nok var for stor, men den kunne bruges. Hvis Li bar ham på armen skulle det nok gå.
   De to små Kentauere kæmpede tavse videre med stænger og håndtag. Rystelserne tog til.
   Følg mig! Råbte Sali kort, og forlod sit tårn. Vi fulgte hende. Hun kravlede ad en stige i siden af jageren, op gennem en lem i loftet. Vel oppe beordrede hun os til at lægge os ned, forholde os rolige og vente. Hvis fartøjet kollapsede, ville vi være sikre i denne sektion i en lille uge. Den fungerede som et kombineret skjold og redningsmodul. Rumdragterne ville beskytte os mod stråling. Hun forklarede os hvordan genereringsanlægget til ilt det virkede, og hvor nødrationerne var placeret. Viste hvordan vi forseglede den lem vi var kravlet igennem, hvis de blå lamper på væggen blinkede. Derefter forsvandt hun igen ned til Soki og lukkede lemmen efter sig.
   Fra den plads vi havde nu, kunne vi ikke følge med i hvad der skete. Der var ingen vinduer i det lille rum vi opholdt os i. Vi mærkede kraftige rystelser af og til.
   Pludselig mærkedes et voldsomt skub, der sendte Armand ind i væggen. Han hamrede hovedet ind i en trekantet stolpe, og gik ud som et lys. Li skreg op, kravlede hen til ham. Han var såret, alvorligt, det var hun ikke i tvivl om. Et gabende sår i hovedet bekræftede hendes værste anelser. Blodet løb fra ansigtet og ned over dragten, der farvedes rød af det udstrømmende blod. Hun fandt forbindinger frem og stoppede hans blødninger, men liv i ham, det kunne hun ikke få. Ligegyldigt hvad hun gjorde, forblev han uden bevidsthed.
   Li arbejdede hurtigt, med at skrue hjelmene fast på deres dragter. Hun anbragte Armand på den ene køje, og spændte ham fast med remme der var i siden. Hun spændte Tao-Sen fast på den anden køje, samtidig med hun talte beroligende til ham.
   Nu var der kun at håbe på, deres mareridt snart var forbi.
   Lemmen gik op, Sali kom kravlende op til dem. Hun blødte fra flere sår i ansigtet og på kroppen. Hendes dragt hang i laser om hende. Hun lukkede lemmen og drejede håndtaget i lås, nøjagtigt som hun havde bedt dem om at gøre, når de blå lamper blinkede. Derefter armerede hun lemmen med en lille kasse der havde mange mærkelige tegn, og som blinkede rødt og grønt. Sali forklarede Li, hun ville tilintetgøre fartøjet, hvis det lykkedes fjenden at føre dem tilbage til det store rumskib. Det skulle den lille kasse der nu stod over lemmen og blinkede, sørge for. Rumjageren var nu så voldsomt beskadiget, at de ikke længere havde kontrol over den. De havde tabt kampen. Soki var død, sagde hun grædende.
   Li tog hurtigt sin hjelm af, fandt forbindingskassen frem og forbandt Salis sår, der alle var alvorlige og dybe. Nu kunne de kun vente på deres endeligt i rummet. Tankerne var mange, men Li var afklaret med det nu var forbi. Blot håbede hun på, de ikke ville lide når de endelig skulle dø.
   Sali gav Li en lille æske med piller og hviskede svagt, at hun skulle tage en, give en til Tao-Sen og lægge sig ned og være tryg, vente. Armand var bevidstløs, kunne ikke bruge en pille til noget som helst. Hun og Tao-Sen ville ikke mærke noget, pillen ville bedøve dem, så de ikke følte smerte når rumskibet blev ødelagt. Hun trykkede Li's hånd, og sank sammen på gulvet. Li anbragte forsigtigt Sali i en stilling på gulvet, så hun ikke blev kvalt i det blod der langsomt sivede fra hendes mund. Hun tog hjelmen af Tao-Sen og gav ham pillen. Slugte sin egen, og lagde sig sammen med sin søn på køjen. Langsomt mærkede hun tomheden bemægtige sig hendes hjerne. Li og Tao-Sen sov.

Li mærkede stærke arme der løftede hende op og lagde hende på en båre. Kentauere smilede til hende, pludrede til hende. Hun ville dreje hovedet, men det blev holdt fast af en skinne der omsluttede hendes hals, nakke og pande.
   Armand? Tao-Sen? hviskede hun grædende. Kentauerne nikkede, og sludrede videre på et sprog hun ikke forstod. Hun så dog ud af øjenkrogen to Kentauere løbe med Tao-Sen i deres arme. De måtte være reddet, på en eller anden måde. Men var de andre i live? Hun døsede, og mærkede hun langsomt igen mistede bevidstheden.