Hitchcock tog fejl, da han antog, at vi er mest sårbare i badet. Det passer ikke. Det er vi, når vi sover. De sidste seks år har jeg sovet som en fugl, fordi Dominics ustabilitet som oftest kom til udtryk om natten. Jeg kunne vågne ved pludselige bastoner fra aggressiv, afrikansk rap et sted i køkkenet, min krop som tråden i et elektrisk hegn, udspændt og plaget. Det var aldrig til at forudse. Selv hvis jeg havde lavet hans livret og tilbudt mig seksuelt, kunne han slå soveværelsesdøren op med et knald og skælde mig ud over en side i en gammel dagbog, han havde støvet frem af mine gemmer og læst. Altid om natten, bogstaveligt talt taget på sengen, når jeg var mest uforberedt, søvndrukken og desorienteret.

Så da jeg vågner i en fremmed seng, med fremmede lugte og en fremmed, blinkende brandalarm over mig, så er det alligevel med følelsen af, at jeg har sovet bedre, tryggere, end jeg har gjort længe. Telefonen er slukket og gemt af vejen i et lille skab med kode, mest af alt for symbolikkens skyld, og så fordi Sophia syntes, det var spændende, at vi har vores egen bankboks.

I dette tomrum, inden børnene vågner, tillader jeg mig selv at blive liggende under dynen og nyde visheden om, at det ikke er mit eget soveværelse. Sengetøjet har en skarp lavendellugt, som jeg aldrig selv ville bruge, fordi Sophias hud er så sart, og alligevel sniffer jeg den ind som kokain og mærker forandringen tage form i mit system.
   På væggen over min seng hænger et akvarelmaleri af Noas ark i blå og lilla toner, der får én til at tænke på rolige, harmoniske ting. Motivet er slående. Selvfølgelig. Intet her er placeret tilfældigt. Tag nu for eksempel vagtværelset, som ligger nedenunder og derfor står imellem os sovende beboere og de mulige farer, der måtte banke på og kræve vores værdighed udleveret, og jeg nyder den indsigt, der er lagt i den indretning. Nyder den, fordi jeg ikke selv har været nødt til at tænke på den, men fordi min underbevidsthed allerede har samlet op på den og belønnet i form af søvn.

Jeg lister ud på badeværelset og står lidt og læner mig mod kanten af håndvasken, inden jeg tør se op. Du gjorde det, tænker jeg og smiler bekræftende til mig selv. I årevis har jeg undgået spejle, deres ufiltrerede sandhed og konfrontation. Ladet dampen fra badet sidde på, så den virkelige refleksion nedenunder kunne formes sådan, som jeg havde lyst til.

Foran mig står en kvinde i starten af trediverne, med dybe furer mellem øjenbrynene. Jeg har stadig mit lange, kakaobrune hår, men det er blevet tyndere, fordi jeg fælder som en hund, når jeg er stresset, og jeg kan ikke huske hvornår, jeg sidst har haft mascara på. Mine hænder skal konstant holde på ting, som om de alene ved, at jeg er kravlet op i det højeste træ og nu hænger i en gren, der til hver en tid kan knække. Mine venner, de få der er tilbage, har nogle gange lavet sjov med mig og mine altgribende hænder. De har kaldt mig "den blinde dame", fordi jeg famler mig frem i sit eget hjem, og jeg har hele tiden vidst, hvor god den beskrivelse i virkeligheden er. Ikke kun fordi jeg i flere år fornægtede at være i et voldeligt parforhold, men fordi mine øjne ser syge ud med deres lyseblå iris, inderkredsen en anelse grålig. Når alle andre i ens selvskabte familie ingen irisfarve har, men derimod pupiller, der går helt ud til kanten og ligner, at de er konstant på amfetamin, så virker mine egne blege og skrøbelige, og understreger så meget desto mere et sind i kaos og blindhed.

På værelset er børnene vågnet. Victor kalder på mig uden konsonanter, og jeg går ind og hiver i snoren til de sorte persienner. De hviner i modvilje på vej op, og lukker et matteret lys ind, så vi for alvor kan se hvilket rod, vi har efterladt os på gulvet i går. Ekstra sengetøj, beskidte strømper, bamser og lego flyder sammen som et Asger Jorn-maleri mellem de indbyggede skabe og sengene. På sin vis er det rart. Som om vi fra starten har forsøgt at erobre dette rum ved at sprede vores lugte og rod.

Jeg skraber en sti hen til køjesengen, hvor Victor sidder og gnider øjne. Gaber. Med en øvet bevægelse løfter jeg ham op, sætter ham på min underarm og rækker op til overkøjen for at ae Sophia henover ryggen.
   Det første Victor gør, er at slå mig i ansigtet med sin buttede knytnæve.
   "Av for Helved!"
   Fra sin ophøjede del af sengen griner Sophia af hans frækhed. Han stirrer meget insisterende på mig, som om lange monologer er låst fast inde i hans hoved og nu maser på hinanden for at komme ud. Så langer han ud efter mig igen, men denne gang griber jeg om hans arm i luften mellem os.
   "Vil du så holde op!"
   Han forsøger at rykke sin hånd til sig, men jeg holder den fast. Sådan har han aldrig gjort før. Så kaster han sin anden hånd efter mig og rammer henover mit ene øre. Trommehinden klapper, og havde jeg ikke set hans arm i svinget, ville jeg tro, at han havde stukket en farveblyant derind. Sophia begynder at heppe, og jeg smider Victor fra mig, så han lander på den uredte dobbeltseng, mens jeg tager mig til siden af hovedet. Smagen af citroner popper op i min erindring.
   "Hvad laver du?" hvæser jeg og må krympe mig sammen ved lyden af min egen stemme inde i hovedet.

Et kort øjeblik, ikke mere end et enkelt sekund, er jeg sat tilbage til et badeværelsesgulv, de hvide klinker, der rammer min tinding, undersiden af håndvasken, fuld af pletter og kalk, og smagen af afmagt.

Så er jeg tilbage igen og ser ned på ham. Tænker, at jeg burde sætte mig ved siden af ham på dynen og tale til ham med så rolig en stemme, forklare ham ting, han ikke forstår. Han ser på mig med døve øjne, der også er sat andre steder hen, end der, han i virkeligheden er. Et sted i mig er en lille dør sat på klem, og bag den dør står jeg bare og ser ned på ham, som om han var sin far og ikke sig selv.

Hele dagen bevæger vi os rundt i huset som spøgelser. Der er fire etager. Stueetagen, hvor køkkenet, spisestuen og dagligstuen skal danne ramme om nogenlunde normalitet, derudover kontoret og vagtværelset. Etagen ovenover udgøres af beboernes værelser og øverst oppe hersker lederen og den administrative og forsøger at glemme, hvad de sidder ovenpå. Men det mest interessante er kælderen. Den har et møderum og et kreativitetsrum, hvor malerklatter og afklippede papirstumper er altdominerende; sakse, perler, syæsker. Derudover varmtvandsbeholderen, vaskerum og kummefryser. Det interessante er, at hernede går en dør fra mødelokalet ud til redskabsskuret udenfor forbundet af en betontrappe, som er den eneste anden indgang til huset bortset fra hoveddøren. Da jeg opdager det, tænker jeg det som en brandtrappe, men det kunne også være en flugtvej, eller måske en dør for mulig indtrængning. En lækage, som for resten af vores ophold nager mig, uden at jeg kan sætte fingeren på hvorfor.

Spisestuen er et nøgternt, gråligt rum ved siden af køkkenet. En fransk dør med glas åbner væggen ind til stuen, men den bliver holdt konstant lukket for at børnene ikke skal løbe frem og tilbage. Alle vinduerne har ruder med sløring, ligesom på værelset, selvom der egentlig kun ville være udsigt til hækkens grenfilter, og det gør, at spisestuen er dæmpet allerede i middagssolen. Nu, i det tidlige februarmørke, er der decideret dunkelt herinde. Over hvert bord hænger lysebrune IKEA-lamper af flettet siv, men de formår ikke rigtig at lyse det hele op, som ved de hvor skræmmende, virkeligheden kan være.
   De frivillige bliver skiftet ud med få timers mellemrum, alle med samme gråsprængte pagehår og brillestel.
   "Nummer 7," hvisker Rebecca til mig, idet hun bærer dampende kartofler ind i en stor suppegryde og nikker i retningen af den frivillige, der har aftenvagten. Hun sidder allerede klar ved et af de bagerste borde og venter på at blive serviceret.
   Børnene og jeg vælger det første ledige bord indenfor skydedøren indtil køkkenet, fordi der står en triptrap-stol, som Victor kan bruge. Mens kaster vi generte blikke til de andre borde, hvor de andre beboere sidder op af de nærmeste vinduer og higer efter lyset som natsværmere. Den ene kvinde ser ud til at være på min alder. Hun har asiatiske træk og en stor, bulende mave, der spænder hendes stramme, hvide top helt ud. Stolen har hun skubbet langt bagud for at gøre plads til maven, så hun kan kun lige nå bordpladen. Hun smiler genert til mig, da vi sætter os, men ellers har hun øjnene rettetmod gulvet, som er det et maleri, hun vil nærstudere. Ved siden af hende sidder en lille dreng uden fortænder. Hver gang han taler, åbner et gab sig midt i hans ansigt, og jeg forudser, at man kan se den halvtyggede mad, når han spiser. Kvinden hisser noget til ham på et sprog, jeg ikke kender, og drengen retter ryggen og lægger hænderne på hver sin side af tallerkenen, mens han venter.
   Ved et andet bord sidder en ung, somalisk pige og en ældre grønlandsk dame overfor hinanden. De nikker blot til os, for at anerkende vores tilstedeværelse snarere end for at hilse.
   Under min bachelor i Århus boede jeg på uni-kollegiet en overgang. Der var vi 14 lettere alkoholiserede studerende til at dele et køkken. Der var altid høj musik fra mindst seks værelser på samme tid, tv i baggrunden, lugt fra fire forskellige retter lavet samtidig, og snak hen over hinandens tallerkener. Jeg elskede det. Livet på en banegård, som min mor kaldte det, passede mig fint, for jeg ledte ikke efter et hjem, men et fællesskab at høre til.
   Det er alt andet end den følelse, jeg sidder med her, mens jeg øser mad op på børnenes tallerkner. Måske har jeg bare ikke lyst til at identificere mig med kvinderne her, med deres traumer og ødelagte børn. Måske er jeg så fordomsfuld, at jeg end ikke har lyst til at tage del i fællesskabet, hvis der da er ét.
   Rebecca sætter sig overfor mig ved siden af Sophia, som smiler til hende og spørger til hendes navn. Victor sidder lidt og ser på de kartofler, jeg har skåret ud til ham. Så skubber han sig selv og stolen væk fra bordkanten med et højt skrab henover det slidte linoleum. Det har jeg forudset, så jeg blokerer bagbenene med en øvet fod, og siger til ham, at han skal spise. Hans svar er et skrig, så skingert, at de andre kigger op.
   "Victor, hold nu op."
   Han læner sig bagover ryglænet med armene over hovedet og hyler videre. Sophia spiser upåvirket. Han retter sig op igen og griber kartoflerne med begge hænder og kaster de mosede klatter hen mod væggen som en knivkaster. Klumperne bliver siddende, hvor de har ramt.
   "Kan du ikke få din søn til at sidde stille?"
   Det er den frivillige, der har sagt det. En harme breder sine vinger i mig, som en drage, og trangen til at spy ild er næsten ukontrollerbar.
   "Victor har et problem med aftensmåltider," siger jeg så ætsende, jeg kan, mens jeg kæmper for at tørre hans hænder. Han spræller og skriger og hopper ned på gulvet, der bliver klistret af hans berøring.
   "Så skulle du tage at opdrage på ham. Når der er flere her, der gerne vil have madro, så kan vi jo ikke have sådan noget påstyr."
   Mine stikflammer skal slikke hendes kinder til de bobler, og brillerne bliver så rødglødende, at de brænder et perfekt aftryk af forkullet kød rundt om hendes øjne. Jeg vil se høre hende skrige, som han gør.
   Vores øjenkontakt har fået alle de andre til at stivne. Victor skriger stadig på gulvet.
   "Kan du ikke bare tage din mad med dig ind på vagtværelset, hvis du ikke kan holde ud at være her?"
   Den frivillige ser rundt på de andre kvinder. Rebecca tygger langsomt.
   "Nu er det jo ikke kun mig selv, jeg synes, der skulle tages hensyn til. I er jo mange her." Hendes gaffel peger rundt på de andre borde. Jeg forsøger at få Victor op i den høje stol igen, men han kaster sig ud til siden og falder ned igen. Per erfaring ved jeg, at det er bedst at lade ham ligge. Sophia har også brug for en mor, der spiser med hende.
   Den frivillige svajer lidt i sædet, lægger bestikket fra sig på kanten af tallerkenen med et knald, og rejser sig så stolebenene skraber. Det lyder som en rundsav.
   I tre skridt er hun over Victor og løfter ham op. Jeg har undervurderet hende i den siddende stilling. Hun er høj og bred som den mejetærsker, hun sikkert har skullet køre for farmand allerede som barn. I en slåskamp ville jeg nok tabe. Hun tager fat under hans arme, placerer han med et buap i stolen og skubber ham ind til bordpladen, så han bliver holdt på plads. Jeg kan se den mase sig ind i hans buttede mave. Fortumlet ser han op på hende, og da han ikke genkender hende, sætter han i et nyt vræl. Damen går tilbage til sin plads og ser på de andre for bifald. Hun bliver mødt af rygge, bortset fra den lille, asiatiske dreng, der stirrer måbende på hende med sin tandløse mund.

Havde jeg været en anden, i en anden tid, ville jeg rejse mig op, stille mig foran hende med spredte ben og en knytnæve svævende lige foran hendes næse, mens jeg sænker tonelejet til et lavt, intens leje og hvæser:
   "Du rører ikke mit barn igen."
   Men jeg siger ikke noget. Ikke fordi, jeg er hævet over det, men fordi jeg ligger under for en langt ondere og mere kynisk verden.

Sophia har skovlet maden ind, og jeg siger til hende, at hun skal gå op på værelset. Så løfter jeg min søn og lader ham græde på min skulder, mens jeg bærer ham op af trapperne.
   "Bare rolig, " råber Rebecca efter os inde fra spisestuen, mens vi skynder os op af trappen. "Hun bliver fyret, så snart vi fortæller de ansatte om det."
   Det er en ringe trøst. Den frivillige kunne ligesåvel have sparket mig i maven, knækket mine ribben ét for ét mod sin skosnude.

Oppe på værelset tænder jeg for fjernsynet, og så snart børnene er optaget af en tegnefilm, lister jeg ud på toilettet. Der sætter jeg mig på brættet og tillader gråden at ryste min krop som spasmer. Måske er det alligevel ikke i søvnen, vi er mest eksponerede. Måske er det i skammen. Sådan sidder dragen i mig med udslukket kæft og hulker ned i sine forbrændte hænder, mens tegnefilmen raser i baggrunden.