Sorte Jærv gik mod medicinkvindens skjul. Telte, ville ingen kalde de midlertidige boliger de havde flikket sammen, af resterne fra de tipier de havde fået med.
   På nær få rejsetelte, var ordet skjul det ord, der ville være den rigtige betegnelse for de lasede beboelser han passerede.
   Medicinkvinden stod uden for sit tarvelige skjul og modtog ham, også hun var alvorlig.
   Hun pegede på skoven mod nord, og sagde de kunne tale sammen der, fri for nysgerrige blikke.
   Efter nogle minutter hvor hun førte an, så han tre kvinder forsamlede om et mindre bål. Medicinkvinden gjorde plads for ham. Alle kvinderne rejste sig, og bøjede ærbødigt hovedet for ham. Blandt kvinderne var Lille Dues mor, der stadig bar sorg over at have mistet sin mand, Gule Vinge.
   Sorte Jærv satte sig på et tæppe, han vidste var bragt hertil fra hans eget telt.
   Da alle havde sat sig, bragt høflige hilsener og anerkendt ham som deres leder, rejste Medicinkvinden sig og tog ordet.
   "Tillad høvding, at jeg simple medicinkvinde har kaldt ældste kvinder sammen, og at jeg nu tager ordet." Hun skævede til Sorte Jærv, rømmede sig, virkede nervøs.
   "Blandt de sårede der kom til os i går, er din fjende Hjorteløber. Bragt hertil af andre sårede mænd.
   Vi betvivler ikke din ret til at dræbe ham, men beder om, at du viser mod og barmhjertighed ved ikke at gøre det. Vi mangler mænd, der kan beskytte os og børnene i fremtiden.
   Du har vist stort mod, ved at kæmpe og sejre for den kvinde du elsker, det anerkender vi alle. Rådet af ældste kvinder, beder dig vise barmhjertighed, spare hans liv.
   Vi ved vi handler mod de gamle love og regler. Du kan med rette straffe os for vores ulydighed. Din kvinde ber dig være forstandig, storsindet, og spare Hjorteløbers liv. Høvding! Tilgiv os vores egenrådighed, men situationen byder os at tænke på fremtiden, tænke på, at du som vores tapre høvding, snart vil udnævne en ny Shaman, der kan lede og vejlede os til at gøre det rigtige.
   I vore hjerter føler vi Ånderne er hos os, med os, men vi har ingen der kan formidle deres tanker og visioner... Som vores tapre høvding, beder vi dig træffe din beslutning.
   Uanset hvad den bliver, ved vi den vil være retfærdig, forstandig og klog. Vi bøjer os for dig." Hun satte sig ned, ventede på hvad Sorte Jærv nu ville sige.
   Han så på hver enkelt af kvinderne. Ingen af dem slog blikket ned, men mødte hans øjne med respekt.
   "Ældste kvinder. I har handlet mod gammel skik og sædvane, truffet beslutninger bag min ryg, og holdt en fjende af jeres høvding skjult i hans egen lejr.
   Situationens alvor byder mig ikke at straffe jer, for den ulydighed i har begået. Børnene har lidt nok, at straffe jer, vil kun forværre deres trængsler.
   Jeg vil se bort fra denne ulydighed, træffe min beslutning om min fjende senere...
   Du har ret i, Medicinkvinde, at vi ikke har en åndelig vejleder der kan tolke Åndernes budskaber til os. Lille Grå Hare er måske ung, men han har altid været en god elev af vores Shaman, der nu er hos de hedengangne Ånder.
   Bed ham komme til mig ved solnedgang. Jeg vil tale med ham om de opgaver vort folk behøver at få løst, for at overleve i den nye verden.
   Den hvide, blå mand, med torden i hånd, er vores fjende nu. Jeg vil vie mit liv til at jage ham bort fra folkets skove og græsmarker. Kun med vore brødre i nord og syd, kan vi jage ham bort, hævne den massakre han har øvet mod vort folk.
   Har du mere at sige, Medicinkvinde?"
   Sorte Jærv så atter på hende, derefter på de andre.
   "Nej!" Svarede hun højt og så ned... Så hviskede hun så stille, at kun Sorte Jærv kunne høre det.
   "Nej, høvding. Må Ånderne vejlede dig, vise dig hvor din fod skal træde, for at være os en god og retfærdig høvding."
   Sorte Jærv bandede indvendig. Medicinkvinden var fræk nu, men han vidste, at irettesatte han hende, ville han miste anseelse. Hun var meget indflydelsesrig, kunne sagtens gøre livet og fremtiden besværlig for ham.
   Han valgte at tie, hilste kvinderne med sin arm, og gik tilbage til sit telt.

Blide Vind, hans lille søster, ventede på ham uden for teltet. Hun fortalte ham, at Lille Due var ved de sårede mænd der sidst var ankommet, hjalp Medicinkvinden med at ordne deres sår.
   4 mænd var kommet til lejren mere døde end levende. De havde fortalt de var de sidste overlevende af stammen.
   Sorte Jærv lagde sin hånd på Blide vinds skulder, og spurgte om hun også vidste, at Hjorteløber var blandt de overlevende. Hun nikkede, og undgik omhyggeligt at se på sin ældre bror.
   "Høvding!" Sagde hun stille.
   "Lille Due ville det sådan. Hendes kærlighed til dig, bød hende at røbe sin viden til os andre, at sende mig med bud til dig. Hun ved du kan gøre det af med ham, som det er din ret.
   Hun beder mig sige til dig, du skal tænke på kvinderne og børnene. Beder mig sige hun er overbevist om, at Hjorteløber fremover vil være som en tvillingebror for dig, når han ser du vil spare hans liv, at du har brug for ham som en erfaren kriger.
   Hjorteløber ærer dig som den forstandige høvding du nu er. Siger han selv vil bede dig skåne ham, så han kan hjælpe med at sikre vore liv, til vi når de frelsende bjerge. Derefter må du gøre med ham hvad du vil, det er din ret, det vil han acceptere.
   Når jeg, din kødelige søster beder dig skåne hans liv og høre på os kvinder, er det for folkets skyld.
   Lille Due bærer med stolthed jeres barn under sit hjerte. Du må ikke straffe hende, men tage mig i stedet, straffe mig." Blide vind knælede foran ham, støttede begge sine hænder på jorden.
   Sorte Jærv trak hende op at stå. Så på den lille søster han elskede så meget. Nu havde hun også forrådt ham, havde vendt sig mod ham. Han rullede med øjnene, slog opgivende ud med sine arme.
   "Lille søster. Jeg vil lytte til dig og Lille Due. For jeres skyld, og for folket og børnene, vil jeg spare Hjorteløbers liv. Bed ham gå til skoven i morgen tidlig, før solen kommer på himlen. Der hvor jeg mødte ældstekvinderne, vil jeg møde ham. Men han skal komme alene."
   Blide vind så bestyrtet på sin bror, og vred sine hænder. Hun fortalte ham, at Hjorteløber ikke kunne gå så langt, at han stadig var svag, alvorligt såret. Sorte Jærv smilede og afbrød sin søsters tale.
   "Blide Vind, jeg har talt. Det bliver som jeg vil." Derefter gik han ind i teltet.

Om aftenen kom Lille Grå Hare til hans telt. Sorte Jærv mødte ham uden for teltet. Lille Grå Hare satte sig, og så med sit ene øje på sin høvding.
   "Høvding! Du har bedt mig komme. Hvad kan jeg, en dværg og invalid gøre for dig?" Sorte Jærv smilede til ham, og rørte venligt ved hans skulder.
   Ofte havde han i smug set på den lille dreng, der som spæd var lagt ud til Ulv og ræv. Krøblinge havde man ikke brug for i stammen.
   Ørn var omgående slået ned ved det lille barn, men havde ikke taget ham med sig. Da Ulv nærmede sig, havde Ørn skreget så højt og vildt, at det løb koldt gennem marv og ben på alle i indianerlejren. Ørns udfald mod Ulv havde skræmt ham. Han var flygtet langt væk.
   En dag og en nat, blev Ørn hos den lille. Beskyttede ham med sine udbredte vinger mod den brændende sol. Ved solens første stråler over de vildsomme bjerge bag skoven, lettede Ørn og fløj direkte mod Shamanens tipi, kredsede over den og skreg, til den gamle Shaman viste sig, fortsatte derefter ud på græssletten og landede ved siden af den lille bylt.
   Det havde Shamanen og medicinkvinden taget som et godt varsel fra Ånderne. De havde taget den lille til sig. Selvom høvdingen havde ytret mishag, turde ingen sætte sig op mod Shamanen og hans magtfulde medicinkvinde.
   Gennem årene var den lille dreng vokset op i lejren. Han talte med Ånderne, og kunne helbrede med sine hænder.
   Det ene øje, havde under leg taget skade af et fald i en busk. Nu var det hvidt og blindt. Det havde givet ham et udtryk alle var bange for. Særligt børnene var meget bange, når han vredt slog efter dem med en kæp, fordi de drillede ham.
   Dette var nu længe siden. I dag var han en respekteret lærling af den gamle og nu afdøde Shaman.
   "Grå Hare. Jeg beder dig holde en ceremoni. Beder dig være vores nye Shaman, hjælpe det folk der er dine brødre og søstre.
   Medicinkvinden tror på, du er udvalgt til at følge efter de hedengangne Shamaner, der var kloge og udvalgte til at vejlede folket.
   Som høvding ligger det mig på sinde at tænke på stammens fremtid. Dertil mener jeg også, at du er den der er kaldet til at afløse min onkel, som de hvide så kujonagtigt slog ihjel.
   Vil du hjælpe dette folk? Hjælpe de børn der er uden mødre og fædre? Hjælpe stammen videre til de beskyttende bjerge?" Grå hare så med sit ene øje på sin høvding, så svarede han:
   "Ja, Høvding. Jeg vil gøre mit bedste. Giv mig tre dage alene i skoven. Jeg behøver ensomheden for at forstå den tragedie der er hændt vort folk. Jeg vil komme til dit telt, når jeg er klar." Grå Hare rejste sig, så på sin høvding, hilste ham ærbødigt og forsvandt ind i skoven.

Sorte Jærv lagde sig træt ned på sit leje. Så ung, og så meget at tage hensyn til. Så stort et ansvar følte han, at hans mave trak sig sammen i krampe.
   Han bad Ånderne hjælpe sig, så han kunne være dem værdige til at være den leder, der skulle føre folket videre mod bjergene i nord. Han bad om forstandighed. Om klarsyn til at se den vej eller sti hans fod skulle betræde, for at lede de overlevende af det oprindelige folk i sikkerhed. Om mod til at kæmpe mod den hvide mand i det blå tøj.
   Han så sin far kæmpe mod de hvide, blå soldater. Så ham falde for deres geværers ild. Sorte Jærv ville rejse sig, men smerten fra den sårede fod fik ham tilbage til virkeligheden.
   Atter sank han tilbage på det leje af skind, der var hans seng. Ville han være stærk nok? Blidt masserede han sin ankel, der stadig var meget hævet. Det dybe sår i foden lægedes fint. Han takkede stille for den medicinkvinde stammen havde. Uden hendes viden om medicin, planter og behandling af sår, ville mange være døde, det var han ikke i tvivl om.
   Før angrebet på stammen, talte den over tre hundrede voksne krigere. Alle med familie, kvinder og børn. Nu talte stammen på flugt: 4 kvinder, 12 børn og 8 krigere. Han var den eneste af krigerne der kunne kæmpe, de andre mænd var stadig for svage til at deltage i egentlig kamp.
   De behøvede flere heste for at komme hurtigere frem. Han besluttede sig for at tage den ene af de tre de havde, og ride tilbage for at indfange flere og tage dem med tilbage. Måske kunne han tage nogen fra de blå, hvide. Deres egne heste vidste han, var et sted ude på den store prærie. Her var de ikke til at nå.
   Når han i morgen havde talt med Hjorteløber, ville han ride af sted.
   Træt krøb han sammen på sit leje. Savnede sin mage, Lille Due. Han smilede, følte hun kom ind til ham og lagde sig tæt til hans krop. Halvt i søvne lagde han armene omkring hende, nussede hendes voksende mave og smilede kærligt. Sorte Jærv var faldet i søvn.