1.

Vækkeuret på Saras smartphone udgjorde dagens første hån denne mandag morgen klokken seks. På trods af at hun selvfølgelig selv havde valgt ringetonen, så var der bare ikke noget mere provokerende end ens vækkeur. Sara rakte en sløv hånd hen til telefonen og orkede kun at trykke på sluk knappen, således der nu gik hele fem minutter før den igen ville begynde at synge sin morgenfriske sang. Hun lukkede øjnene for en kort stund - hun kunne ikke huske hvad hun havde drømt, om end hun havde nået at drømme i hendes konstante afbrudte søvn, men følte alligevel at hun stadig var et sted i drømmeland. Hun magtede ikke dagen, særligt ikke i dag, men vidste også godt at der ikke var nogen vej udenom. Op skulle hun, og hun kunne ikke trække den længere. Hun sukkede og tog telefonen for at annullere hendes alarm. Hun kiggede flygtigt over på den tomme side af dobbeltsengen, hvilket udgjorde dagens anden hån.
   Det er alt for fristende at lægge sig til at sove igen, tænkte Sara søvnigt og gabte. Øjeblikket efter kunne hun mærke at hendes blære var fyldt og skreg på at skulle blive tømt. Hun sov altid med lange tykke sokker som et værn mod en ny potentiel hån, nemlig det ellers kolde gulv der ramte hende idet hun tvang dynen væk fra hende og gik mod badeværelset. Da hun kom ud på badeværelset opdagede hun kun alt for sent, at hun havde glemt morgenkåben i farten, hvilket betød at hun med klaprende tænder måtte tømme hendes blære mens hun tilmed sad på det iskolde toiletbræt. Det var som om hun bare skulle fryse for alt i verden. Dermed dagens tredje hån på kun få minutter.
   Forbandet være Brian, den torsk til visevært har sgu ikke repareret termostaten som lovet, tænkte Sara idet hun skyndte sig ind i brusenichen og tændte for det varme vand. Hun tog trusser og sokker af og hoppede ind i badet for at gøre sig mere klar til dagens udfordringer, om end ingen kunne rigtigt forberede sig på hvad der måtte komme ud af hendes forestående møde med jobcenteret.
   Det varme vand var et behageligt modstykke til hvad de få minutter af morgenen havde budt hende, og begyndte at falde i staver. Hun havde ikke lyst til at tænke på at hun skulle på kommunen og udstille sig selv, men kunne ikke holde det tilbage og alene tanken fik hendes hjerte til at banke hurtigere end hun havde lyst til. Fuck mand, får jeg nu igen et lorte angstanfald her midt i badet?! Sara skyndte sig at vaske shampoo ud og balsam ind og væk igen, for derefter at kunne tørre sig. Hun kunne mærke at hendes vejrtrækning var hurtig og overfladisk og hendes mave begyndte at gøre ondt. Hun hastede med håndklædet om hende ind i soveværelset igen - nu uden varme sokker på fødderne, så det kolde gulv fik det til at gyse endnu mere i hende. Hun lagde sig hurtigt under dynen og slog det våde håndklæde væk fra sig. Hun klaprede med tænderne.
   "Tænk positivt," havde hendes psykiater sagt til hende, mens hendes psykolog havde sagt "prøv at være i følelsen og lad den komme helt ud." Lige nu vidste hun ikke hvad hun skulle gøre andet end at hun måtte tilbage til badeværelset hvor hendes angstmedicin var gemt. Der gik små ti minutter hvor Sara lå som lammet i sengen og kunne bare ikke røre sig ud af flækken. Hun tog dog modet til sig og skyndte sig ud til medicinskabet og famlede sig frem til et pilleglas med angstmedicinen i. Hun åbnede låget og tog pillen i munden og slugte den med vand fra vandhanen. Der ville gå lidt tid før virkningen indtraf hvorfor hun vendte kursen tilbage mod den stadig varme dyne.
   Godt tyve minutter efter kunne hun mærke hvordan hendes vejrtrækning blev nogenlunde normal igen og hun begyndte at gabe. Angstanfaldet havde været hårdt ved hendes krop og havde allerede tappet hende for energi der ikke var der fra starten af. Angsten denne morgen udgjorde den fjerde hån som Sara bare ikke kunne ignorere.
   Da hun fik samling på sig selv kiggede hun over mod klædeskabet og spekulerede på hvad der mon var passende påklædning til offentlig ydmygelse denne oktober dag. Hun kiggede sløvt igennem hendes noget begrænset udvalg af tøj og valgte at tage en sort T-shirt på samt en pæn sort sweater. Hun fandt et par nylonstrømpebukser og tog dem på, samt en sort nederdel. Hun huggede nogle lange sorte benvarmere ud fra tøjskuffen og tog dem over strømpebukserne. Det må være sådan som det skal være, tænkte hun idet hun tvang sig ud til spejlet for at gøre sit udseende præsentabel.
   Hun kiggede sig i spejlet og følte væmmelsen komme op i hende. Alene synet af hende selv fik hendes selvlede til at vokse til uanede højder og straks måtte hun gribe efter makeuptasken ved siden af vasken. Omverden ville nok sige at hun var en ganske nydelig ung kvinde på niogtyve år, men Sara kunne ikke se noget nydeligt ved hende. Jo måske - hvis det altså var en god dag, og det var det bestemt ikke i dag - så kunne hendes lange bølgede mørke hår lige netop være acceptalt nok. Hurtigt kastede hun sminke i ansigtet for at skjule de tunge rander under hendes øjne og hendes blege hud som afslørede, at hun sjældent begav sig udenfor husets fire vægge. Hendes lange hår smed hun op i en hestehale med en tyk sort hårelastik som holdte håret fast.
   Hun begav sig ind i stuen og tændte tv'et idet hun kort efter nåede hendes lille køkken. Ud fra fjernsynet lød nyhedsværtens sædvandlige monotome stemme. Der blev vist sagt et eller andet omkring listeria i rullepølse der havde krævet en gammel mands liv. Elkedlen blev tændt med koldt vand og frem tog hun resten af franskbrødet fra om fredagen og skar et par tørre skiver. Hun kiggede i hendes ud-i-et køle-fryseskab og ledte efter mælk, smør og ost hvad hun let fandt. Hun måtte fjerne den åbne pakke med rullepølse for at nå osten og kunne ikke lade være med at lytte til nyhedsværten endnu engang. "Sundhedsstyrelsen har derfor været ude og fraråde enhver at spise rullepølse, da det kan indeholde listeria." Ja hva' fanden gør det af forskel? tænkte Sara dystert og lukkede køleskabet igen. Hurtigt fik hun baksede hendes morgenmad sammen og morgenkaffen var også klaret. Hun kunne nu bedst lide filterkaffe men det var alt for omstændigt. Nej frysetørret kaffe var let og ubesværligt.
   Hun satte sig ved sofabordet foran fjernsynet og slog benene over kors imens hun hældte kold mælk i hendes varme kaffe. Den første bid af ostemaden kom også i munden da nyhedsværten sprang videre til næste nyhed.
   "Og så videre til den internationale sikkerhedspolitiske scene," begyndte den velklædte herre på den anden side af skærmen, der lykkeligt ikke kunne høre hende smaske let. "Rusland har opstillet store dele af sin hær langs den norske, svenske og finske grænse. Russiske jæger- og bombefly bliver nærmest konstant afvist i dansk luftrum, som også er tilfældet for det engelske og det skandinaviske generelt. To store russiske slagkrydsere samt en atomubåd og tre destroyere er ligeledes detekteret i Østersøen lige nordvest for Skagen. Vi fangede forsvarschef Hans Jørgen Hansen her til morgen, inden han skulle til hastemøde i forsvarsministeriet..." Sara orkede ikke at høre mere og sukkede. Hun zappede over til en anden kanal idet endnu en bid af ostemaden blev kørt indenbords.
   Hvad der ventede hende var selvfølgelig en hån mod hendes nu inaktive liv. Den femte af slagsen denne morgen. Ud fra skærmen kunne man se fem alt for unaturligt morgenfriske atletiske kvinder som alle havde fancy sportstøj på og dyrkede noget Sara mente var en mellemting mellem umenneskeligt svært yoga, let aerobics og gammelmands morgengymnastik. Så kunne seeren ligesom selv indplacere sig selv i hvilken kategori der passede til ens fysik og formåen. Sara orkede det ikke. Hun blev bare endnu mere træt i sjælen end hun allerede var, og valgte at slukke fjernsynet - end ikke om hun turde skrue over på en anden kanal, for sandsynligheden for at hun blev mindet om en af hendes mangler, eller hendes angst skulle reaktiveres var alt for stor. Resten af morgenmaden blev indtaget i stilhed. Og så dog, for det var først nu at Sara lagde mærke til efterårsregnens konstante små dryp på ruderne inde i stuen. Great tænkte Sara og trak ekstra op i de lange benvarmere så de nåede op til hofterne. Pissekoldt og regnvejr. Det er som skabt til en snak med det offentlige i dag.