Sommeren var varm. Mere end sædvanlig, vi var så tit det lod sig gøre på stranden. Vandet var tredive grader varmt, vi nød hinandens selskab så ofte vi kunne. Vi havde efterhånden kendt hinanden længe, var stadig meget glade for hinanden. Vi sagde det ofte til hinanden, det bandt os sammen. Xenia bar sørgedragt, hun var endnu under behandling af både lægen og Susanne. Også præsten hjalp hende. Det var en hård tid for os alle at komme igennem. Sammenholdet blev styrket blandt øens beboere, men det var ikke den måde vi ønskede det skulle ske på.
   Susanne havde efterhånden lært sproget godt. Der var ikke nogen der grinede af hende bag hendes ryg mere. Det var hun glad for. Hun havde syntes det var svært i begyndelsen, men var glad nu. Især da jeg besluttede jeg kun ville tale græsk med hende. Nu bag efter kunne hun godt se, det var det eneste rigtige jeg kunne gøre for at hjælpe hende.
   Mine bedsteforældre besøgte vi så ofte det kunne lade sig gøre. De var hos os lige så tit. De forgudede Susanne. Igen og igen truede de mig med ballade, hvis jeg ikke behandlede hende ordentligt. Susanne morede sig.
   "Jacos! du er en lykkelig mand med en dejlig familie."
   Kun et splitsekund så jeg hendes smerte, så smilede hun til mig, forsikrede mine bedsteforældre om jeg var det bedste der var hændt hende. Hun elskede mig. De gamle morede sig.
   "Ja, ja,"sagde min bedstefar, "det er også kun en advarsel til ham, men han får stryg hvis han ikke behandler dig godt."
   Jo, jeg havde en dejlig og kærlig familie.
   Susanne var meget på fastlandet, for at supplere sin uddannelse som sygeplejerske. Det var nødvendigt for hun kunne følge med i alt det nye der kom på banen. Det måtte vi selv betale, men hun kunne tage ekstra vagter derinde, det gik fint. Vi levede af min pension og Susannes løn, og håbede på vi kunne blive ved med det. Økonomisk havde vi ikke mange problemer.
   Mine forældre besøgte os, jeg var spændt på om de ville synes om Susanne. Men mine bange anelser blev gjort gevaldigt til skamme. Både min far og min mor var begejstrede for hende. Mange gange sagde de til mig, det var det bedste der var hændt mig i de sidste mange år. Susanne glædede sig over hun var vellidt, sagde til mig jeg havde nogle vidunderlige forældre og bedsteforældre. De var hos os i flere uger, og rejste hjem til staterne med det løfte fra os, at vi ville besøge dem så snart som muligt.
   Mine bedsteforældre var Susanne særlig glad for, hun hjalp dem så godt hun kunne. På en vis måde kunne man sige, Susanne havde fået en ny familie som hun elskede. Vi holdt øje med dem. De var blevet gamle, men klarede sig stadig selvom bedstefar ikke mere kunne gå så langt som han ville.

Jeg kunne mærke på Susanne hun var ked af det. Mine bedsteforældre var netop gået ind til sig selv, da jeg så hende tørre en tåre bort. Jeg tog om hende, hviskede kærligt at jeg forstod hende. Hun så på mig, og sagde hun somme tider blev ked af det. Hun tænkte på sin egen familie. Længe stod vi bare og holdt om hinanden. Susanne græd lidt. Vi talte om hendes sorg det meste af natten.
   "Jacos," sagde hun og knugede mig ind til sig. " Jeg er så ulykkelig somme tider, men din kærlighed, din families kærlighed til mig, hjælper mig til at komme videre. Forstår du hvad jeg mener?.."
   "Ja," hviskede jeg og puttede hende ind til mig. "Læg dig til at sove i mine arme, det vil hjælpe dig."
   Hun nikkede og puttede sig.

Tiden nærmede sig, hvor vi skulle til Thailand. Vi havde lovet John og Nettie at komme. Vi bestemte os for at tage af sted når vinteren kom. Jeg aftalte med Andreas han kunne råde over båden, hvis det blev nødvendigt. Det var han glad for. Det var en ekstra sikkerhed. Vi tog til Athen og var der i to dage. Susanne havde aldrig set byen, var glad for vi havde taget os tid til at se den. Vi tog en flyver til Bangkok, hvor vi landede om aftenen.
   John var i mellemtiden blevet chef for de enheder der var i Thailand. Vi blev modtaget af ham alene. Nettie var hjemme, ventede på os. I en helikopter fløj vi til den base i det nordlige Thailand, hvor han nu havde sit hovedkvarter. Susanne var urolig.
   "Hvad er der med dig min ven?"
   "Det ved jeg ikke, men der er noget ved John der er anderledes."
   Jeg beroligede hende med det nok var fordi han var steget i graderne, det hørte med. Men over for os ville der ikke være nogen forandring.
   Vi landede og kørte den korte vej til hans kvarter. Nettie var overstrømmende. Hun var glad som en lille pige der havde fået sin yndlingsdukke. Vi fik et dejligt måltid mad, John sagde efter middagen.
   "Jacos, har du tid et øjeblik?.."
   "Ja," svarede jeg og rejste mig. Susanne klemte min hånd. Da jeg så på hende var det angst jeg så. "Susanne?.. Hvorfor tager du nu sådan på vej?.."
   Hun så ned og slap mig, der var noget i hendes fremtoning jeg ikke kunne lide. Jeg kyssede hende, bemærkede hun rystede. Jeg kikkede på John, han var allerede på vej ind i det andet værelse, jeg fulgte efter. Han lukkede døren og var alvorlig.
   "Jacos," begyndte han. "Vi skal have en delegation til Vietnam, for at se på, og om muligt få løsladt de fanger vi tror der stadig er i landet. Jeg har foreslået det bliver dig der skal lede den militære del. Du er den bedst egnede. Vi har i de sidste år forhandlet med dem, er nu nået til en slags enighed om hvordan vi skal forhandle, gribe sagerne an."
   Jeg var målløs. Det var det Susanne havde kunnet mærke på John. Var jeg blind, eller havde hun synske evner?
   "John, hvad tror du Susanne vil sige til det?.."
   "Nej!!" sagde han, "det er det hun vil sige, et klart nej. Det er jeg ikke i tvivl om. Men vi kan beordre dig af sted, selvom vi helst ser du gør det frivilligt. Du kender landet, taler flere af deres dialekter, er den bedst egnede militærperson vi kan sende. Du har styrken til at gennemskue dem, kan nå resultater. Det er dig jeg satser på. Hvad siger du selv?.."
   "Jeg siger ja. Så må jeg tage slagsmålet med Susanne senere."
   "Det er der ikke tid til. Du skal af sted allerede om tre dage, det vil tage dig mindst to dage at sætte dig ind i alt det materiale vi har. Var du ikke kommet til mig i dag, havde vi hentet dig i aften i Grækenland."
   "Så er det afgjort John. Lad os gå tilbage til pigerne."
   Susanne vidste besked da vi kom ind til dem. Nettie havde fortalt hende det, også at jeg ville blive beordret hvis jeg ikke accepterede frivilligt. Hun var ked af det, men smilede dog da jeg satte mig i sofaen ved siden af hende. Stemningen var trykket, det var der ikke noget at sige til. Vi fortalte hvad vi havde lavet, hvad vore planer for fremtiden var. De var glade for at se os, og ville senere, når min opgave var løst, tage på ferie med os til Hawaii.
   "Og vi betaler," sagde Nettie bestemt.
   "Hvor lang tid tager det i Vietnam?"
   Det var Susanne der spurgte.
   "Det ved vi ikke," svarede John. "Det kan ingen sige."
   To til seks måneder mente han ville være realistisk. Susanne og jeg gik ind til os selv og i seng. Det ville være sidste gang i lang tid vi ville være sammen. Hun var ked af det.
   "Susanne, det er ikke værre end når du er på et andet hospital på fastlandet, for at blive dygtigere. Det varer ikke længere."
   "Jo, det er det jeg er bange for. Jeg kender det folk, det gør du også, du ved godt det er noget sludder du siger. De er stædige, det er politik. Du skal have en uniform på, det er det jeg frygter mest. Der sker noget med dig i en uniform. Jeg er bange for dig når du har den på."
   Hun skuttede sig. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at forsikre hende om jeg ville handle ud fra hendes indstilling, og ikke den hun kendte mig fra, som jeg vidste hun hadede af et godt hjerte.
   "Jeg lover dig jeg vil opføre mig ordentlig."
   "Ja, det er jeg ikke i tvivl om. Hvad der er ordentligt er noget du selv afgør, også hvad der er ret og uret, det er det der bekymrer mig. Åh Jacos, nu havde vi det lige så godt, så kommer det og ødelægger det hele. Jeg havde sådan glædet mig til den ferie med dig og vores venner."
   Hun puttede sig ind til mig.
   "Det havde jeg også, men det har vi ikke nogen indflydelse på, det har de høje herrer besluttet. Susanne, min elskede. Tænk på der er ensomme soldater i fangelejrene. Hjemme venter deres kvinder på en som mig, der kan hjælpe dem med at få deres elskede mand, søn, eller hvad ved jeg hjem til dem. Tænk på dem, de lider stadig."
   Hun nikkede tavst, jeg tror ikke hun hørte efter hvad jeg sagde. Hun var knust og bange, var helt i sin egen verden. Hvad der skete der, det fortalte hun mig ikke, jeg ville ikke spørge. Vi lå tæt sammen, men jeg følte vore tanker var langt fra hinanden.
   "Susanne. Er der noget du vil jeg skal gøre når jeg er derovre?.."
   Hun så på mig og græd.
   "Jacos! er det for meget forlangt at bede dig om at besøge mine svigerforældre og min svigerinde?.."
   Jeg så på hende. Det hun bad om var mere end en opgave. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller svare. Jeg tænkte.
   "Susanne," sagde jeg så. "Med dig og din kærlighed i mine tanker, vil jeg kunne klare alt.. Ja, min elskede, jeg vil besøge dem, det lover jeg."
   Hun sukkede.
   "Tak," sagde hun og græd stille.
   Jeg tog om hende, spurgte om hun stadig tænkte på sin døde mand. Hun så længe med tårevædede øjne på mig, så sagde hun stille:
   "Jacos!!.. Forstår du når jeg siger jeg elskede ham meget højt?.."
   Jeg nikkede..
   "Gør du Jacos? "
   Jeg kikkede på hende og svarede:
   "Jeg ved det ikke, Susanne. Jeg er i vildrede nu."
   Hun græd stadig.
   "Jacos. Jeg elskede ham meget, han var en god mand og meget kærlig overfor mig. Jeg ved det er forkert lige nu at ribbe op i alle de sår, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hans familie. Klarer de sig?.. Hvad med barnet?.."
   Hun hulkede.
   Jeg tog om hende, vuggede hende mens jeg sagde jeg prøvede at forstå. Hun så igen på mig og sagde:
   "Jacos. Jeg elsker dig det ved du, det er os der er sammen nu. Det skete, fortiden, må man slippe, det har du lært mig. Som du har sluppet din vil jeg slippe min. Jeg elsker dig Jacos, det må du aldrig tvivle på."
   Jeg krammede hende, fortalte det var svært for mig.
   "Men jeg tror nok jeg forstår hvad du mener. Jeg vil gerne besøge dem, og fortælle du tænker på dem. Er der andet du gerne vil have jeg skal gøre?.."
   Nej, Jacos. Kun at du handler som jeg vil du skal handle, og ikke som den mand jeg er bange for. Vil du love mig det?.."
   Jeg nikkede.
   "Ja, min elskede, det vil jeg, det lover jeg."

Vi lukkede ikke et øje den nat. Vi talte om vores kærlighed, vi vidste den var stærk nok til at modstå denne udfordring. Vi nussede hinanden, lå bare i hinandens arme. Nettie bankede på døren, det var tid for mig at stå op. John og jeg skulle have det første møde om en halv time. Det var en tårevædet afsked. Susanne græd endnu da jeg kyssede hende farvel.

Det var to hektiske dage, om morgenen på den tredje dag, sagde jeg farvel til John. Pigerne ville ikke komme og sige farvel, det accepterede jeg.
   "De er for kede af det," sagde John og smilede til mig. "God tur!" var det sidste han råbte inden flyet lettede.

Vi var tre officerer fra den amerikanske marine, hær og flyvevåben der tog af sted. Vi udgjorde det team, der skulle forhandle den militære del af de løsladelser, vi håbede det ville ende med. Vi skulle mødes med den civile del i Hanoi, hvor vi ville koordinere vores indsats.
   Det var hårde forhandlinger vi måtte igennem. Specielt jeg og min kollega fra flyvevåbnet måtte høre på uhyrligheder. Vi havde lavet megen ravage i deres så fredelige land. Jeg var benhård over for de ting de anførte, foreholdt dem jeg gerne ville hjælpe med at udpege de lejre, som de åbenbart ikke vidste eksisterede.
   Vi havde dokumentation i form af foto og mange andre ting, der pegede på at de lejre virkeligt eksisterede. Vi rejste meget rundt i landet, så på det hele. De havde ryddet lejrene når vi kom, eller også var det andre nationaliteter der var i dem. Der var charlataner, der i krigens sidste dage havde regnet med de kunne lave en masse dollars. I stedet var de blevet fanget og smidt i fængsel.
   De nordvietnamesere der var til stede, vidste udmærket hvem jeg var, de benyttede enhver lejlighed til at fortælle mig hvor ond og led jeg havde været, hvor mange liv det havde kostet. De fortalte også der var mange krøblinge, efter de amerikanske nedslagtninger, som de udtrykte det. Vi havde hørt på dem i flere timer, i det møde vi havde med den politiske del fra begge sider, da jeg bad om ordet..
   "Mit navn er Jacos," begyndte jeg. "Jeg er officer og elitesoldat i den amerikanske hær. Jeg har været i dette dejlige land i flere år. Det er ikke nyt for nogen af de tilstedeværende, det ved jeg."
   Jeg så rundt.
   "Men det nye er, at det åbenbart kun er amerikanerne der er grusomme. Vietcon har jeg set begå flere mord på civile vietnamesere, end vi der var i bjergene begik under hele krigen. Al krig koster ofre. Al krig kunne skylles væk, af de floder af tårer som kvinder og børn græder. Intet i denne verden er så stærkt, at det kan bære den sorg krigen tynger med.. Det ved vi, og det ved i.. Jeg er ikke kommet her for at høre på hvad jeg og andre har gjort. Jeg er her for at få afsluttet et grufuldt kapitel i jeres og vores historie.. I morgen er der stadig nogen der græder over os. I er de ansvarlige for den brutale krig, vi er de ansvarlige med jer. Tænker vi på dem derude?.. Se på din sidemand!.. Ved du hvorfor du hader ham?.. Kender du ham?.. Sødsuppe mentalitet vil nogen mene, men det er ikke det jeg siger der er interessant. Det er det jeg er kommet her for. I er ansvarlige for Vietnam, vi for Amerika.. Kun vi, og vi alene, kan få vore lande til at komme videre.. Så stop det hykleri i lægger for dagen. Det er ren retorik, det kan jeg ikke bruge til noget som helst. Det er resultater der tæller, det er resultater vi er samlet her for at opnå.. Min egen kvinde mistede sin mand. Han var officer i den nordvietnamesiske hær. Han blev dræbt af Vietcong, der ikke var tilfredse med ham. Også hun har grædt over den krig og de tab der var."
   Jeg så på hver enkelt rundt om bordet, det var de færreste der ikke slog øjnene ned, når jeg så på dem. Selv var jeg vred over al den retorik, der ikke virkede på nogen vesterlænding, men nu havde jeg fået nok. Jeg satte mig. Der var tavshed længe, så rejste den vietnamesiske delegationsleder sig, han takkede for mine ord, dem ville han huske...
   "De var kloge!" sagde han og så over på mig. Det var det gennembrud vi havde ventet på.
   "Der er middag," fortsatte den vietnamesiske leder, "jeg beder alle om at deltage, så kan vi sludre videre under den."
   Det var en god middag de serverede, der blev talt om alt muligt under den. Min sidemand, der var marineofficer i den vietnamesiske flåde, sagde det var godt der var nogen der kunne stoppe det politiske hykleri.
   "Men du er ikke populær hos politikerne, det kan jeg se. De kunne ikke lide din tale!"
   "Det er jeg ligeglad med, "svarede jeg og smilede til ham.
   "Jeg er som dig soldat. Jeg er her for at nå resultater, ikke for at snakke."

Jeg havde lovet Susanne at besøge hendes svigerforældre og svigerinde, det løfte fremførte jeg for lederen af den vietnamesiske delegation. Han var forundret.
   "Vil De besøge Deres venindes svigerforældre?.."
   "Ja. Selvom vi har kostet Deres land mange døde og sårede, er vi også mennesker," sagde jeg og så på ham.
   Han nikkede.
   "Oberst Jacos," sagde han og så direkte på mig. "De er i mange henseender en usædvanlig mand og soldat. Jeg har svært ved at forstå Dem og Deres motiv til at besøge vore statsborgere. Jeg respekterer Dem som soldat, men forstår ikke Deres ønske!"
   "Jeg skal fortælle Dem en hemmelighed," svarede jeg og lænede mig ind over ham.
   "Hr. Minister. Jeg er kæreste med den afdøde officers enke, det ved De nu.. Det er et løfte jeg har givet til hende. Jeg har altid holdt mine løfter, dette vil jeg også holde, derfor min anmodning til Dem om Deres hjælp."
   Han så på mig og smilede.
   "Hr. Jacos. Det er mig en gåde, at en højtstående Amerikansk officer beder mig om hjælp. Men jeg tror på Dem, vil arrangere det besøg, som en gestus til Deres forlovede der har gjort så meget for vores land."
   Han smilede. Jeg takkede ham for hans venlighed.

Dagen efter var alt klart. Jeg fløj sydpå og besøgte Susannes familie som lovet. Med mig havde jeg både amerikanske og vietnamesiske officerer. Familien genkendte mig, var venlige overfor mig. Jeg bragte hilsener og gaver fra Susanne. De var dybt rørte over den gestus, at jeg var her igen på Susannes vegne. Vi talte sammen i flere timer, jeg fotograferede dem alle sammen, for at Susanne kunne se jeg havde været der.
   Mine venner i den amerikanske delegation var rasende på mig. Jeg gik mine egne veje, det passede dem ikke. Vi havde et opgør, hvor jeg måtte love ikke mere at gøre ting på egen hånd. Det skulle dog senere vise sig, at det besøg var guld værd for os.

Vi skulle møde tre fanger. Det havde holdt hårdt at komme til at se dem, men det var endelig lykkedes for os, da vi sendte fire af vores fanger retur. Udvekslinger var altid svære. De vidste vi var mere humane end dem, at vores fanger fik bedre lægehjælp end deres, at flere af vores fanger havde søgt om asyl og fået det, men alligevel var det vanskeligt at forhandle med vietnameserne.
   Der var mange traditioner omkring det at kommunikere. Dem var jeg godt bevandret i, for mig var det nemmere end for mine politiske kolleger. Det tog lidt længere tid for dem, selvom vi generelt opnåede det samme. Jeg lavede ofte aftaler på mit glatte ansigt, det forstod politikerne ikke. De ville have alt på tryk. Men Vietnameserne var et stolt folk. En aftale mundtlig, var lige så god som en på papir.
   Én gang løb en af min modparts forhandlere fra de aftaler, han havde indgået med mig. Jeg foreholdt dette for deres leder, og forlod mødet med en bemærkning om de ikke var til at stole på. Jeg ville ikke forhandle mere.
   "De stolede på mig, da jeg ville besøge deres borgere, og jeg stolede på deres hjælp som jeg fik. Men der er andre der åbenbart ikke er til at stole på."
   Det var muligt de kunne komme igennem med politikerne på den måde, men ikke med mig. Jeg havde ære, jeg var chefen. Jeg trak mine militære kolleger tilbage fra alle forhandlinger.
   Vietnameserne havde et problem. Løsningen blev, at jeg ikke mere så den officer der havde snydt mig, de bedyrede overfor mig det havde været en misforståelse. Det skabte respekt hos dem, at de kunne stole på mig, ikke mindst at jeg regnede et ord fra dem for et ord. Den tillid glemte de ikke mere. Som deres leder sagde til mig:
   "Hr. Oberst Jacos, de er til at stole på, selvom de er amerikansk officer, det værdsætter jeg."

Nu var vi på vej til en lejr lidt nord for Hanoi. Vi var to fra den amerikanske delegation, tre fra den Vietnamesiske. Jeg hilste på kommandanten for lejren, meget høfligt, han gengældte min hilsen. Tre amerikanske fanger kom ind i lokalet hvor vi sad. To sergenter der var navigatører og en pilot, piloten var officer. Alle tre var de fra en nedskudt transportmaskine, havde siddet i lejren i fire år. De var tynde, men ved godt mod. Jeg bad om min ledsager, der var politiker og læge, fik lov til at være alene med fangerne.
   Kommandanten så på den politiske kommissær, der igen så over på min modpart der nikkede ja. Vi gik ud. Det var rygtedes vi var i lejren, der var mange andre der ville tale med os. Jeg indvilgede i at tale med dem der havde fået lov. Vel vidende det var ren propaganda. Det var en del af de spilleregler jeg benyttede, i mine bestræbelser på at få så mange fanger fri som muligt.
   Jeg talte med dem der fik lov til at mødes med mig. De var alle forbavsede over jeg talte det sprog der tales i højlandet. Mine modparter var imponerede over, jeg talte den dialekt en af de udvalgte fanger talte. Det var Thieu jeg stod overfor, men det kunne jeg ikke sige til nogen lige med det samme. Da samtalerne med mig var forbi, omfavnede jeg ham og sagde, jeg ville se hvad jeg kunne gøre for ham.
   Vi fik de tre amerikanere med tilbage. De skulle sendes til Thailand. Det var en gestus fra vores modstandere, for at vise deres gode vilje. Jeg takkede varmt, lovede de ville blive sendt til deres familier så hurtigt det kunne lade sig gøre.
   "Hr. kommandant. Må jeg bede dem om en tjeneste fra den kvinde jeg lever sammen med?.."
   Han studsede..
   "Hvad?.. Hvordan?.."
   Jeg smilede til ham.
   "De har en fange min kvinde kender. Han hedder Thieu, han skulle være her. Min kvinde var gift med en af jeres officerer. Han faldt med ære for sit land Nordvietnam. Min kvinde hedder Susanne Hollænder!"
   "Hende kender jeg ikke," sagde han kort. Den politiske kommissær blandede sig, forklarede ham det var oberst Liams hustru der var min kvinde, hun ledede de hjælpeorganisationer der hjalp dem under og efter krigen, og jeg netop var vendt tilbage fra et besøg hos den faldne nordvietnamesers familie, som jeg havde æret. "Jeg vil tænke over det,"
   sagde kommandanten til mig.
   "Hr. kommissær! det er kun for hendes skyld jeg spørger, ikke for min egen. Jeg ved, hvis det stod til hende og dem, var alle fanger løsladt."
   Jeg smilede til ham og fortsatte:
   "Det ved jeg, at den generøse Vietnamesiske stat overvejer, så hverken min kvinde eller jeg skal blande os."
   Han smilede tilbage. Vel vidende han havde fået løst et pinligt etikettespørgsmål af mig. Jeg vidste, at fra nu af havde jeg også hans tillid og respekt. Jeg havde talt til ham på hans præmisser.

Vores besøg hos fangerne der var blevet løsladt, havde skabt røre i den amerikanske delegation. Politikerne vejrede morgenluft, pressede på, også selv om jeg sagde til dem det først og fremmest drejede sig om tillid, forståelse af modpartens kultur og traditioner, så dummede de sig igen og igen. Jeg kunne ikke gøre andet end se til. Vi var uenige om hvordan de videre forhandlinger skulle føres, det var mig der trak det korteste strå.

Thieu kom dagen efter, han takkede mig for at have forkortet hans ophold med fem år. Det var den straf han havde tilbage.. For at have hjulpet amerikanerne, havde han fået otte et halvt år i arbejdslejr. Vietnameserne gjorde et stort nummer ud af de løsladelser, de var overalt i tv og radio. Jeg fik ballade for at have gået mine egne veje igen, med hensyn til Thieu. Mine amerikanske politiske kolleger advarede mig. De ville ikke tolerere jeg lavede andre aftaler end dem de kendte til.

Vi var i hver en afkrog af Vietnam, besøgte lejre hvor der naturligvis ikke var amerikanere. De fik lister over alle de savnede, og lovede os højtideligt, når der kom mere ro over det betændte forhold, ville de måske tillade en frigivelse af dem der var begravede, de døde amerikanere. De var døde af deres sår sagde de, eller også af de sygdomme de havde medbragt. Der var mange hårde nødder der skulle knækkes, mange kameler der skulle sluges.

Vi var i Vietnam i otte måneder, så tog vi hjem for at aflægge rapport. Der skulle skrives to rapporter. En fra de civile forhandlere, og en fra os, den militære del af gruppen. Vi takkede vore værter, igen tog jeg kegler hos dem, ved at holde en takketale på deres sprog. Den havde jeg nu lært af den tolk der altid fulgte os.
   Vi fløj tilbage til Thailand, til det arbejde jeg hadede, skrivebordsarbejdet. Vi havde dyngevis af notater der alle skulle gennemgås, det ville tage uger før vi var igennem det hele. Den første rapport skulle foreligge to dage efter vi var tilbage i Thailand.
   Susanne var blevet hentet af den amerikanske marine, og fløjet til Thailand for at tage imod mig. Vi havde fået vores egen lejlighed, i det kompleks hvor officererne boede. Jeg var major da jeg tog af sted, men oberstløjtnant da jeg vendte hjem. Ganske vist kun af reserven, men det betød otte hundrede dollars mere om måneden i pension, det var vi glade for. Det var for mit arbejde med at få fangerne fri, jeg var blevet forfremmet. I Vietnam var der mange der ikke vidste hvilken rang jeg havde, det havde vi haft megen morskab over. Ofte brugte de ordet: Oberst! om mig, men det var kun enkelte der tog notits af den forkerte rang.

Jeg viste Susanne alle de billeder, jeg havde taget af hendes familie i Vietnam. Jeg fortalte hvordan de havde det, hvad vi talte om. De havde behandlet mig godt, sørget for mig i de par timer jeg havde været der. Susanne så på mig, bedende, og spurgte om hun måtte være alene med billederne. Jeg nikkede og kyssede hende kærligt.
   "Giv dig tid! al den tid du behøver. Jeg vil vente på dig. Jeg elsker dig," sagde jeg, omfavnede hende og forlod stuen.

Jeg tilbragte de næste timer hos John og hans dejlige kone Nettie. De var venlige og forstående overfor Susannes behov, for at være alene med billederne. Flere timer senere kom Susanne ind til os. Hun havde grædt kunne jeg se. Hun smilede og satte sig ved siden af mig. Tog mig i hånden og gav den et klem. Vi hyggede os og spiste sammen, efter middagen tog vi hjem til os selv.

Indenfor, vendte Susanne sig imod mig og sagde:
   "Tak, Jacos, fordi du er så dejlig en mand. Jeg elsker dig, det må du ikke være i tvivl om, men jeg måtte være alene."
   Jeg nikkede og svarede:
   "Det er det gode ved dig min ven, du har fået styr på mig. Uden dig var den rejse ikke blevet den succes den blev. Det var tanken om dig, og hvad du ville jeg skulle gøre, der ledte mig til de rette beslutninger. Det er mig der takker dig. Jeg føler jeg nu kan se mig selv i øjnene."
   Hun smilede.
   "Vi har begge lidt meget, men er nu sammen igen, det er det der tæller. Jeg er træt Jacos. Hold om mig, vær kærlig ved mig, elsk med mig, det trænger jeg til.."

John hjalp mig med papirarbejdet, det var jeg meget glad for. Det havde jeg ikke forstand på, men med hans stab af dygtige folk tog det to uger, så var det af vejen. Susanne og jeg var igen sammen, hun var glad for jeg havde fået Thieu fri. Han havde skrevet til den organisation hvor hun havde arbejdet, og takket for deres indsats. De havde sendt det videre til hende.

"Du er bedre til Susanne, end til de forbandede papirer," sagde John grinende, da vi lagde sidste hånd på de bilag der skulle arkiveres.
   "Hende kan du styre, men et skide stykke papir kan bringe dig ud af fatning."
   Han morede sig højlydt over mit manglende kendskab til det simpleste papirarbejde.
   "Jeg forstår godt de hjemme i Pentagon rev sig i håret, når der kom post fra dig. Du er ikke nogen ørn til det. Slås, det kan du. Så må vi håbe for dig det ikke er en papirtiger du ramler ind i, næste gang du går i krig."
   Jo han morede sig over mig, men det gjorde ikke noget, jeg syntes selv hans vandede vittigheder var morsomme.
   Vi blev i Thailand i tre måneder. Susanne ville gerne tilbage til sit arbejde, men hun ville have mig med. Da det ikke kunne lade sig gøre blev hun. Vi var som nyforelskede, igen spurgte Nettie, om vi da ikke snart giftede os?..
   "Kommer tid kommer råd," sagde Susanne, "det haster ikke. Han løber ikke nogen vegne, men han har ikke friet endnu."
   Det tog Nettie som et godt varsel. Ikke friet endnu! kunne kun betyde at Susanne ventede på jeg skulle fri, det skulle Nettie nok ordne. Vi var meget sammen med dem, også vores venskab blev stærkere og dybere, for hver dag der gik.

Det var til tider et ensomt job at være chef. Det var ikke alle John og Nettie kunne komme sammen med, der var megen repræsentation de skulle stå for. Mange møder, John var ofte ude at rejse over hele verden. Han havde nok at gøre. Men nu tog han den tid han kunne, for at være sammen med os. Nettie havde stukket til mig flere gange, om jeg dog ikke snart kunne fri til Susanne, men jeg var upåvirkelig.
   "Vil du ikke gerne giftes med hende?.."
   "Jo, men det kommer nok."
   Hun blev ved med sine små hentydninger, daglige drillerier der efterhånden gik min lidt på. Jeg var glad da vi endelig kunne tage af sted. Pentagon havde endeligt godkendt det materiale, som John og hans folk så dygtigt havde lavet. Jeg var igen civil, og kunne rejse hjem på militærets regning. Nettie og John ville besøge os når de fik tid til det, vi lovede hinanden vi ville skrive så ofte vi kunne.