Jeg blev vist ind til den lokale politimester. Han rejste sig smilende op, og bød mig velkommen.
   "Jeg ved ikke," sagde han, "om Roveren vil tale med nogen, men da jeg så Dem komme, sendte jeg bud til ham for at fortælle, De var her."
   Hans Engelske var godt og let forståeligt. Jeg tog imod den kaffe han bød mig, og satte mig på en ledig stol der blev anvist mig.
   "Kender De Roveren?"
   "Nej, ikke personligt. Jeg har naturligvis søgt de oplysninger der er tilgængelige, det er ikke mange. Måske kunne De hjælpe mig?"
   Jeg var høflig som han, følte nærmest han ville vide, hvorfor jeg havde taget den lange vej fra hovedstaden og her ud. Det kunne ikke være for kun at tale med Roveren. Der måtte være en anden grund. Han var på vagt. Jeg var ikke i tvivl om de beskyttede ham.

Jeg var diplomat, det var min diplomatiske status der gjorde, jeg havde fået tilladelse til at se ham...
   "Roveren!" begyndte han, efter at have studeret mig i et par minutter.
   "Er ikke alene en mand vi kan lide. Han betyder noget for os. En slags skytshelgen, en beskytter. Han færdes frit i vore lande, alle stoler på ham. Han er altid venlig, rar, hjælper hvor han kan.
   Tag nu for eksempel konflikten mellem Albanere og Serbere. Der har han ved flere lejligheder hjulpet med at få tilfangetagne rebeller fri, fra begge sider. Han har erfaring med at forhandle, det har mange gange ført til resultater. Fordi vi alle kan stole på hans ord, er han en velkommen gæst i vore lande, nærmest en legende, en helgen.
   Han går aldrig forgæves til nogen af os, for at bede om mad eller husly. Vi kender ham. Men han er en særling, det ved vi alle. Roveren, det kalder vi ham..."
   "Hvorfor?..." spurgte jeg, og så deltagende, nysgerrigt på ham.
   "Det ved jeg ikke, han bevæger sig rundt på landevejene, føler sig vel på en vis måde som hjemme her. Han lever det liv vi alle ville leve, hvis vi havde mulighed for det.
   Der går mange historier om ham, men det kan De selv spørge ham om, hvis han vil tale med Dem." Han smilede jovialt.

Den funktionær der havde været nede for at melde min ankomst til Roveren, kom tilbage. Han talte ganske kort med politimesteren, denne vendte sig imod mig og sagde:..
   "Min herre, Roveren vil ikke tale med nogen. Jeg beklager, men sådan er det, og sådan bliver det. Vi er et frit land, respekterer borgernes ønsker, også overfor turisterne, eller gæsterne, om De vil. Jeg beklager," sagde han igen og smilede undskyldende.
   Jeg tænkte mig om i et par sekunder, og svarede:...
   "Hr. politimester, jeg bliver her et par dage og ser mig omkring. Er der et hotel eller et sted de kan anbefale?..." Han så mistroisk på mig og svarede dæmpet:...
   "Ja, hotellet på torvet er et godt sted at være. God betjening, god mad og den bedste service. Jeg tror dog De spilder tiden." Audiensen var forbi. Jeg takkede og gik mod døren.
   "Undskyld!" Politimesteren talte igen til mig.
   "Vil De ikke have mig tilladt, at vise Dem hvor hotellet ligger?... De har rejst langt for at komme her og møde Roveren." Jeg nikkede...
   "God ide, Hr. Politimester, det er venligt af Dem. Det vil glæde mig, hvis de vil være mig til hjælp."
   "Vent et øjeblik, så er jeg klar."
   Jeg satte mig og ventede på Politimesteren blev klar. Efter et par minutter gik vi den korte vej, der var hen til hotellet.
   Det var et venligt sted, med et godt værelse. Portieren var venlig, var tilsyneladende ikke vant til der kom så fine gæster.
   Jeg sagde farvel og tak til politimesteren, efter at have tilbudt en øl, som han smilende takkede nej til, og gik op på mit værelse. Jeg måtte tænke over det næste skridt. Hvordan jeg kom til at tale med Roveren. Fik ham gjort begribelig, at jeg kun ville hjælpe ham.
   Jeg ringede til ambassaden, og fortalte dem jeg var vel fremme, men havde endnu ikke talt med Roveren. Jeg ville rapportere til dem hvordan det gik, og om jeg havde behov for hjælp, til at komme i forbindelse med den underlige Rover. Da jeg var meget sulten, gik jeg ned i krostuen, bestilte noget at spise.
   Værten på hotellet var fra første færd mistænkelig, så snart han erfarede mit ærinde. Da han senere hørte jeg var fra en ambassade, kun ville hjælpe, tøede han dog lidt op...
   "Så De vil gerne tale med Roveren?... Det kan De godt opgive. Han er sin egen, og kender jeg ham ret, er det spild af tid at vente." Han smilede...
   "Undskyld, men vil De ikke nok fortælle mig hvordan han er?... Jeg mener: Vi fra Ambassaden vil kun hjælpe, det er svært hvis han ikke vil tale med os." Jeg gengældte hans smil. Han så indtrængende på mig...
   "Min herre. Hvis De vil vide noget om ham, skal De besøge et af de klostre han normalt besøger, når han er på farten på disse kanter. Der ved de noget om ham. Det jeg ved, er kun hvad jeg hører, det er nu bedre at få oplysningerne fra kilden. Er De ikke enig i den betragtning?..." Jeg nikkede samtykkende. Var sat skakmat af en simpel hotelejer, langt ude på landet.
   "Kan De ikke give mig navnet på et af de klostre han besøger?... Så vil jeg prøve at kontakte dem." Han smilede...
   "Jo, her er en seddel med navne, god rejse. Det nærmeste ligger over tredive kilometer herfra. Jeg kan godt skaffe Dem en dygtig bjergfører, der kan ledsage Dem til klostret, hvis De er interesseret i det." Jeg takkede, og aftalte føreren skulle komme næste dag.
   Maden var fortræffelig, med den lokale vin til. Det kunne et dyrere hotel i storbyen ikke have leveret bedre.

Om morgenen, efter jeg havde spist et solidt morgenmåltid, kom en ung mand og fortalte mig, det var ham der skulle bringe mig til klosteret i bjergene. Jeg havde taget det tøj på, jeg mente var passende og egnet. Men med det tøj ville han ikke gå med mig i bjergene. Jeg måtte have noget andet.
   Da jeg ikke havde det, foreslog han, jeg købte noget i den lokale butik. Det var billigt og meget varmt. Jeg kunne godt se, det jeg selv havde med, ikke var egnet til at gå med i bjergene.

Med nogle timers forsinkelse kom vi endelig af sted. Min fører var i begyndelsen tavs, men spurgte mig omsider, hvad det var jeg ville vide. Jeg svarede som sandt var, at jeg var sendt hertil for at hjælpe Roveren. Han smilede...
   "Han kan sagtens klare sig uden dig. Han er en af vore egne. Vant til at færdes i vore bjerge, har i hvert fald ikke brug for din hjælp... Hvad ved du om ham?"
   "Intet, men loven i det land jeg og Roveren kommer fra, foreskriver, at ambassaderne skal hjælpe vore egne statsborgere, det er derfor jeg er her."
   "Du spilder din tid, men dig om det."
   Sådan i tavshed gik vi videre.
   Jeg prøvede at få mere at vide, selvom han fra begyndelsen havde virket negativ, når talen faldt på Roveren.
   "Ved du noget om ham? Jeg ved det ikke er nødvendigt at hjælpe ham, men han interesserer mig, fordi han tilsyneladende ikke er helt almindelig. Er han vellidt?... Er han ensom?... Og ved du hvad det er der driver ham til bare at vandre?..."
   "Du er sgu underlig, ambassademand. Men på en eller anden måde føler jeg, du ikke vil snage i hans liv.
   Lad mig sige det sådan: Han er en af vore, er kendt af selv den mindste dreng her i bjergene. Han lever det liv vi andre gerne ville leve, hvis vi kunne. På én gang fattig, og dog så rig, at jeg misunder ham hans frie liv... Nu vil du måske sige: Hvad forhindrer mig i det?... Mit svar vil være: I det liv han fører, er der ikke plads til kone og børn, og da jeg gerne vil giftes, jeg er forlovet, må jeg nøjes med drømmene om det.
   Men han er en mand vi alle respekterer. Han klarer sig selv, er ikke til besvær for nogen, og så kan man stole på ham. I disse urolige tider er det den side af ham, vi holder mest af. Han er en af vore, nærmest en broder eller far, og er altid velkommen hos os."
   Vi fortsatte, min bjergfører sludrede om alle de dagligdags ting der optog ham. Selvom jeg forsigtigt prøvede, ville han ikke sige mere om Roveren. Uden at virke uhøflig, lod han mig forstå det emne var uddebatteret.

Vi nåede vores kloster efter mørkets frembrud. Jeg afregnede med min fører, og takkede ham for hans venlighed og hjælp til at finde her op i bjergene.
   Munkene tog pænt og høfligt imod mig. De var venlige, men blev mistænksomme da de erfarede mit ærinde. Da jeg forklarede dem jeg var fra ambassaden, blev de lidt mere meddelsomme, men vogtede over hvad de sagde, følte jeg. Jo mere jeg så og hørte, jo mere interessant blev denne Rover.
   Efter min velkomst blev jeg anvist et værelse. Værelset var venligt, lyst, og meget spartansk indrettet. Det var koldt udenfor, så de havde tændt op i en lille ovn, der var rigeligt med brænde ved ovnen.
   Det bankede på døren. En munk kom ind og sagde til mig, at deres Abbed gerne ville hilse på mig. Jeg fulgte ham, og befandt mig lidt senere i et stort og lyst rum. En langskægget abbed sad for enden af et bord, og bød mig sidde...
   "Fremmede! Jeg hører fra din bjergfører, du vil vide noget om Roveren. Fortæl mig først hvorfor, og fortæl mig hvem du er, så vil jeg tage stilling til, om jeg vil imødekomme dit ønske!"
   Jeg vidste, at den måde jeg nu formulerede mit ønske om Roveren på, var afgørende for om han ville åbne for den viden han havde.
   "Hr. Abbed. Jeg er her, fordi Roveren ikke vil tale med mig. Jeg er medarbejder ved den Danske ambassade, min opgave er at hjælpe ham i hans nuværende situation. Jeg ved han ikke har behov for min hjælp, men de historier jeg har hørt om ham, er årsag til jeg nu er her.
   Mit ærinde er at vide så meget om den mand som muligt. Jeg skal senere indberette til vores ambassadør, hvad jeg har gjort fort ham. Jeg beder Dem derfor hjælpe mig.
   Jeg vil ham intet ondt, og det at han vandrer som han gør, er i sig selv ikke noget der vil få os til at reagere, eller at sige det er ulovligt ifølge vore love. Jeg vil kun give ham den hjælp han har krav på, ifølge vore love i det land jeg kommer fra.
   Men jeg er blevet nysgerrig, vil gerne vide hvem han er, og hvad der er årsagen til i passer på ham, beskytter ham som i gør.
   Forstår De hvad der driver mig hertil?... Mit motiv?..."
   "Unge mand," svarede Abbeden med alvorlige øjne.
   "Det er et stort ønske du her fremfører, jeg behøver tid til at tænke over, om jeg vil imødekomme det ønske. Lad os tale sammen i morgen, så vil jeg sove på det."
   Audiensen var forbi, en munk jeg ikke havde set komme ind, viste mig ned til deres spisesal.
   Det var her alle deres måltider blev indtaget, også med de gæster der måtte være i klosteret. Her hilste jeg igen på min bjergfører der ville overnatte, for så at tage hjem i morgen tidlig. Maden var velsmagende, efter maden var jeg overladt til mig selv.
   På mit lille værelse var der en bibel, og andre skrifter jeg ikke kunne læse, selvom jeg havde villet. De var alle med kyrilliske bogstaver. Efter et par times kiggen på billeder i den hellige bog, vaskede jeg mig, børstede mine tænder og krøb i seng.
   Jeg havde fået at vide, at der klokken halv syv i morgen tidlig var messe, klokken syv morgenmad. Jeg havde ikke noget besvær med at falde i søvn den aften. Turen herop havde været besværlig for mig, jeg var træt, meget træt.

Næste morgen, stod jeg op og vaskede mig. Jeg gik uden for min dør for at finde det sted de holdt messe. Jeg havde besluttet mig for at deltage. Ikke fordi jeg var særlig kristen, men den måde de havde sagt det på, gjorde at jeg fornemmede de gerne så jeg deltog. En munk henvendte sig til mig...
   "Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Han var venlig, bukkede let for mig.
   "Ja. Vil De venligst fortælle mig, hvor det er der er morgenmesse?"
   Han nikkede, tog mig i armen og ledte mig ad gange og rum til et stort rum, en kirke. Han nikkede igen venligt til mig og forlod mig.
   Overladt til mig selv, så jeg mig omkring i det store lokale. Ikoner og Kristus figurer prydede alle vægge. Enkelte munke lå på knæ i dyb bøn.
   Jeg satte mig bagest i rummet og nød den stilhed der var. Abbeden kom og messede. Flere af de lokale kom til stede, der var stille salmer efterfulgt af bøn og ritualer jeg ikke kendte.
   Efter en halv time kom en munk hen til mig, smilede og sagde der var morgenmad i fælles salen for mig også.
   Han gik foran, jeg fulgte efter ham. Igen gennem mange gange og værelser. En hel labyrint, hvor jeg garanteret, uden ledsager, ville være faret vild.
   Spisesalen var den samme som i går. Jeg blev anvist en plads, der blev serveret for mig. Morgenmaden var god og nærende, jeg sluttede af med kaffe. Den var stærk men ikke bitter, som jeg havde hørt det normalt var tilfældet i klostrene.
   Efter maden kom Abbeden hen til mig, og bad mig følge med. Jeg fulgte ham gennem flere korridorer, endte på det kontor, eller værelse, hvor jeg i går havde talt med ham.
   "Hvordan har De tilbragt natten?..." Han var venlig, jeg svarede jeg havde sovet som en sten...
   " Hr. Abbed. Jeg ved ikke om det er passende, men jeg deltog i morgenmessen, selvom jeg ikke er ortodoks kristen... Hvis De ikke mener det er passende, vil jeg naturligvis rette mig efter det."
   Han smilede, og svarede det kun kunne være sundt, at lære andres religion og måde at praktisere den på. Det at jeg søgte kirken, kunne ingen laste mig for, også selvom jeg ikke var kristen som ham. Han accepterede jeg var til stede.
   At jeg blev bagest i kirken, var vel min egen måde at deltage på. Jeg var velkommen længere oppe i kirkelokalet, men det måtte jeg selv bestemme...
   "De vil vide noget om Roveren?.. Jeg vil fortælle Dem en lille historie, der forhåbentlig kan få Dem til at forstå, hvorfor vi holder af ham, og hvorfor vi betragter ham som en slags helgen, en budbringer. En omvender, selvom han ikke selv kan lide det udtryk."
   Abbeden begyndte:..
   "For fire år siden gik han i bjergene ikke langt herfra. Altid alene, altid med et frejdigt udtryk i ansigtet.
   Der var fremmede på egnen, tatere. Jeg vil ikke kalde dem for røvere, for de manglede vel til dagen og vejen. De levede af de rejsendes penge de kunne få fat i. Vi undgik dem, vore myndigheder jagede dem. Sigøjnere kaldes de af andre folkeslag. De var fattige, og heller ikke velkomne i klosteret, selvom vi til dato aldrig har sagt nej til rejsende. Taterne var voldelige, og derfor ikke vellidte nogen steder.
   De havde fået øje på Roveren, og besluttede sig for at passe ham op, når det blev aften. De fulgte ham, sendte en af deres gamle i forvejen for at spærre ham vejen. Det er et tricks de ofte benytter. En gamling, eller morlil der beder den rejsende om en almisse eller hjælp til at komme videre.
   Som det gode menneske Roveren er, stoppede han op, og spurgte hvad han kunne hjælpe med. Den gamle bemærkede den høje unge mand han fulgtes med, og sagde han kun bad om en almisse. Det fik han.
   Ikke mange penge, men netop den dag havde Roveren et par mønter i sin lomme. Normalt var han altid uden penge, men tilfældet ville, han denne dag kunne hjælpe den gamle mand.
   Klosteret var kun et par mil længere fremme, så Roveren tilbød den gamle at ledsage ham dertil. Den gamle afslog, takkede Roveren for hans gavmildhed... >Mine frænder kommer denne vej forbi, så kan jeg følges med dem.<
   Roveren havde nikket og var gået videre.
   Længere fremme ventede den gamles familie på, at Roveren skulle dukke op. Ingen ved hvad der fik ham til at gå en lille omvej. Da taterne så det, skyndte de sig efter ham, men de blev bange, da de så han havde følgeskab af ikke mindre end tre høje lyse mænd, der hver gik med en stor knortekæp. Taterne fulgte ikke efter ham mere.
   En ung Tater ville dog lige se, hvad det var for en fremmed, da hans bedstefar havde fortalt der kun var én der fulgtes med ham.
   Lige før Roveren nåede klostret, indhentede den unge tater ham, og spurgte til hans ledsagere...
   "Hvilke ledsagere?" svarede Roveren ham...
   "Den unge høje mand!.. "
   "Jeg går alene, der er ikke nogen der følger mig. Kan du se nogen?..
   Da den unge mand vendte sig og ikke kunne se nogen, blev han bange. Hvem var denne mand?
   Han fulgtes med Roveren til klosteret, opholdt sig der i to dage sammen med ham. Abbeden i klostret fik den besynderlige historie fortalt om Roveren, han fortalte de andre munke om den unge mands mærkelige oplevelse, som ingen nogen sinde har kunnet forklare.
   Derfor, unge mand, passer vi på ham, selvom vi er overbeviste om, der er andre fra de højere magter der ledsager ham. Han behøver ikke vores beskyttelse.
   Måske forstår De nu, hvorfor han er en legende, en slags helgen, hos os?...
   De er vel ikke overtroisk, men for os er der ikke tvivl om, han er noget særligt. De er naturligvis velkommen til at forhøre Dem om den historie i andre klostre, men De kan også selv tale med den unge mand, der med egne øjne har set hans ledsager. Han er her i klostret, det er ham de ved flere lejligheder har mødt, når de skulle til messe, og derfra til den fælles spisesal."

Jeg havde fået noget at tænke over. Jeg havde før hørt lignende historier om hellige mænd, men aldrig om helt almindelige mennesker. Den historie gjorde mig endnu mere opsat på at møde den mand, der åbenbart var beskyttet af det overnaturlige, eller det hellige.
   Engle?... Jeg havde hørt om dem, men troede ikke på dem. Jeg var forvirret.
   Jeg kontaktede den unge munk, der tidligere havde fulgtes med Roveren...
   "Undskyld, men har De tid til at tale med mig et øjeblik?" Han så på mig og smilede...
   "Jeg har længe ventet på, de ville henvende Dem til mig. Vores Abbed fortalte mig, de sikkert gerne ville tale med mig om Roveren. Hvad er det jeg kan hjælpe Dem med?"
   "Roveren. De har tidligere mødt ham, hvor han var ledsaget af andre. Vil De fortælle mig hvad der skete?" Han kikkede på mig og sagde så:..
   "Hr.?... Jeg kender Dem ikke, men De skulle være fra en ambassade, vores Abbed siger De kun vil hjælpe Roveren. Hvad er det De vil vide?"
   Jeg fortalte den historie Abbeden havde fortalt. Han så igen med venlige og klare øjne på mig, smilede...
   "De er fra det kolde nord, er her for at hjælpe en af vores venner, siger man. Andre har sikkert sagt til Dem, han ikke har hjælp behov. Det er sandt.
   Han er en farende mand, der lever det liv han vil, som vi ikke stiller noget spørgsmål ved. Det skulle De heller ikke gøre.
   Jeg ved hvad jeg så, det fik mine øjne åbnet for noget, jeg ikke har fortrudt. De få minutter jeg var sammen med ham på den øde landevej, overbeviste mig om, der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår.
   Derfor er jeg i dag munk, tjener herren og den hellige moder.
   Hvad De selv tror på, er mig i denne sag ligegyldig. Jeg er ikke i tvivl om, det var den hellige jomfru, eller vor herre Jesus, der den dag passede på ham. Hans skytsengle stod også den dag vagt ved ham.
   Er det svar nok på Deres spørgsmål?." Han smilede.
   Jeg grundede lidt over, hvad han havde sagt, og forstod at yderligere information ikke var mulig. Jeg takkede ham, og gik ind på mit værelse. Jeg havde fået noget at tænke over. Han var mærkelig, den Rover. Hvordan skulle jeg komme i kontakt med ham. Jeg måtte vide mere, og bruge tiden til at tænke over tingene.

Næste dag talte jeg med Abbeden for klostret. Han anbefalede mig at rejse længere sydpå, og på min vej besøge de klostre han vidste, Roveren havde opholdt sig på, når han var på de kanter. Der ville jeg muligvis få mere at vide om Roveren, men han garanterede intet.
   For min egen skyld, gav han mig en skrivelse til de forskellige klostre med, en slags hyrdebrev og fortalte mig, han nu havde gjort hvad han kunne for at hjælpe mig. Jeg spurgte høfligt, om der ikke var noget jeg kunne gøre til gengæld for hans venlighed?
   "De kan donere et beløb efter Deres evne til vort kloster, det vil vi være taknemmelige for."
   Jeg gav dem eettusinde kroner, det var efter Abbedens mening et stort beløb. Med de penge kunne de få nogle af deres ønsker for klosteret opfyldt.

Næste dag drog jeg videre, med en fører der tilfældigt skulle samme vej. Jeg var lidt mistroisk, men Abbeden garanterede mig, det var den rigtige mand til den opgave.
   Vi blev enige om prisen for turen, inklusive mad, da det ville tage os tre dage i det vejr, det var vinter, sneede en del.
   Jeg pakkede mine ting, vi drog ud i den kolde vinter, der her nede var både streng og barsk. Min fører var ikke snaksalig, så vi gik i vore egne tanker.
   Midt på dagen gjorde vi holdt. Han lavede mad til os, og te. Teen smagte bittert, men han garanterede mig, den var nærende og nødvendig for mig, hvis vi skulle holde bare et nogenlunde rimeligt tempo.
   Han fik ret. Flere timer senere var jeg så udkørt, at jeg måtte bede ham om et hvil...
   "Det bliver kun ganske kort, ellers kommer De ikke i gang igen," sagde han og smilede.
   Jeg pustede i et kvarter, så fortsatte vi op over de uvejsomme bjerge.
   Hvad der var stier og ikke stier, var jeg for længst holdt op med at spekulere over. Jeg var for udkørt, havde store problemer med at følge med. Hvis vi skulle have samme tempo på i morgen, var jeg i tvivl om jeg kunne klare strabadserne.
   Endelig dukkede der en primitiv hytte op forude. Vi gjorde holdt, min fører sagde til mig, jeg skulle tænde op, så ville han finde vores mad frem.
   Det lykkedes mig at få ild i det lille komfur, der også skulle udgøre det for varmeovn. Efter en halv time havde han fremtryllet et måltid. Jeg var segnefærdig af træthed, fortalte det til min fører. Han grinede og sagde:..
   "I morgen har du vænnet dig til bjergene, så går det lettere!"
   Jeg håbede han havde ret, jeg var meget udkørt lige nu, havde en dundrende hovedpine. Vi krøb i vores soveposer, jeg faldt udmattet i en dyb søvn med det samme.

Min fører vækkede mig, og fortalte han havde ladet mig sove længe. Udenfor var det stadig mørkt, jeg havde ondt alle vegne. Han grinede, sagde jeg nu bare skulle spise hvad jeg kunne, så ville resten komme af sig selv.
   Videre. Efter et kvarter var benene bedre til at følge med, min fører satte tempoet op. Jeg halsede efter ham, kunne kun med besvær følge ham. Ofte vendte han sig om, for at kontrollere om jeg var med, det var jeg glad for.
   Nogle timer senere rakte han mig en lille termoflaske med ordene:..
   "Drik dette, det vil gøre dig godt, men drik langsomt, ikke i for store slurke."
   Det var bittert, men varmede og gjorde mig godt.
   Nu sneede det voldsomt. Sigtbarheden var på under ti meter. Sneen var yderligere med til at gøre mine strabadser værre. Jeg syntes efterhånden alt var et kaos. Stien blev mere og mere utydelig for mig.
   Min fører stoppede op og gav mig et reb om livet, han fortalte mig, det var for jeg ikke skulle blive væk i stormen. Den kunne ind i mellem være så tæt, at vi kun kunne se en til to meter frem.
   "Bare gå efter mig, er der noget, så ryk i rebet, så stopper vi."
   Vi fortsatte. Jeg pustede og lovede mig selv, at dette gjorde jeg aldrig mere. Sneen piskede mine kinder til blods, små ridser der smertede, jeg trak hætten tættere sammen.
   Endelig stoppede vi, ved et lille klippefremspring der ydede os en smule læ. Han fandt mad frem, rakte mig noget brød og lidt pølse. Også hvidløg rakte han mig.
   "Bid i det, og spis det langsomt til dit brød. Det giver styrke, holder myggene væk." Han grinede som en flækket træsko.
   Også jeg grinede, da jeg fandt situationen og hans bemærkning morsom...
   "Det går godt nu. Vi hviler i en halv time, men ikke noget med at sove, det er det for koldt til." Jeg mente det mindst måtte være femten minusgrader, men min fører sagde det var nogle grader koldere, ville dog ikke fortælle mig hvor meget.
   "Du må ikke svede. Hvis du gør det, skal du ventilere din dragt, dertil er der åbninger."
   Han viste mig hvordan, forklarede mig, at hvis jeg frøs kunne det være farligt...
   "Underafkøling har kostet mange livet. Man bliver bare sløv, falder i søvn og vågner aldrig igen. Så ved du det!"
   Han sagde både du og De til mig, det var min opfattelse han ikke rigtigt kunne kende forskel på de begreber.

Mange timer senere sagde han, vi i de sidste to timer var begyndt nedstigningen, og vi var tættere end han havde forventet, på det kloster hvor vi skulle overnatte. Jeg var træt. Han løste båndene imellem os, det var næsten holdt op med at sne. Jeg var udmattet og ventede på han ville holde et hvil.
   Pludseligt stoppede han op, lagde sin hånd over min mund...
   "Stille!" Hviskede han.
   Vi ventede, jeg vidste ikke på hvad. Han virkede ikke bange for noget, så jeg tog det nogenlunde roligt. Han løftede sin stav, og satte en skarp stålspids på den ene ende, vinkede mig ind til siden og krøb forsigtigt fremad... Nu var jeg nervøs.
   Jeg knugede min stok ind til mig, holdt mig parat til at slå med den. Han var nu bag det næste hjørne. Jeg hørte et vildt hyl, efterfulgt af endnu et. Det isnede igennem mig. Så kom han grinende rundt om hjørnet, med en stor bjergged slæbende efter sig...
   "Mad! Til flere dage, dejligt."
   Jeg slappede af og sundede mig. Hvordan vidste han der var ged i nærheden? Han grinede...
   "Hannen her brølede, det var det jeg hørte. Vinden var rigtig, jeg var heldig."
   Han sprættede den op, tog indvoldene ud og tog den på nakken.
   "Kom! der er en lille halv time til vi holder hvil." Vi fortsatte.
   Endelig var vi fremme ved endnu en lille hytte. Den var tarveligere end den forrige, og mindre, men den ydede læ, det var det vi trængte mest til...
   "Vi overnatter her. Det vil tage os for lang tid at nå klostret, vi vil ikke kunne være fremme før efter mørkets frembrud.
   Geden er tung, jeg tror ikke du kan hjælpe mig med at bære den." Han grinede og fortsatte:..
   "Vi pakker ud."
   Igen var det ham der lavede mad til os, og igen var jeg fuldstændig udmattet. Også denne nat sov jeg den udmattedes søvn.

Næste dags middag var vi endelig fremme, jeg kunne slappe af. Jeg afleverede mit budskab til den lokale Abbed, der tog imod mig som var jeg en kær og velkommen gæst. Igen var jeg til messe inden aftensmaden, tidligt gik jeg i seng. Jeg var fuldstændig udmattet og udkørt, af de for mig uvante strabadser.
   Om morgenen efter morgenmessen, fortalte Abbeden mig, det kun var sjældent Roveren overnattede hos dem, men længere nede i dalen var der en lille gård, hvor han altid opholdt sig, når han var på disse kanter. På gården talte folkene kun den lokale dialekt, så det var måske så som så, hvad jeg kunne få ud af et besøg.
   Jeg forklarede ham, jeg gerne ville prøve alligevel, og bad om en lille introduktions skrivelse for at komme i kontakt med folkene på gården. Det lovede han mig og sagde, at en af munkene ville følge mig derned, min fører i de sidste dage, var allerede taget af sted tidligt om morgenen.
   Jeg betalte for natten og maden, en ældre munk fulgte mig ned til gården i dalen.

Det tog over otte timer. Da vi endelig var fremme, blev der taget godt imod mig. Jeg fik et usselt værelse, hvor der hverken var varme eller lys, men det var godt nok til mig.
   Jeg sendte min første fører en venlig tanke, det var ham der havde sørget for mit udstyr. Nu kunne jeg se, at uden for lands lov og ret var jeg prisgivet, hvis han ikke havde hjulpet mig, med at købe det rigtige udstyr.
   Familien på gården bestod af et ældre ægtepar, og to sønner med deres koner, hver af sønnerne havde et barn. Otte mennesker under det samme tag var mange. De havde dog hver sit værelse, stue og køkken var fælles. De var nøjsomme.
   Den ene søn talte lidt tysk, han havde lært det i skolen. Der var over en kilometer til den nærmeste nabo, og fem til den lille landsby hvor der var en lille købmand, der på bestilling bragte de varer de ikke selv producerede.
   Munken blev til næste middag, og hjalp med at introducere mig, så de ikke ville afvise mig som fremmed. De var tilfredse med min forklaring, men lovede intet. Roveren var deres ven, de talte ikke så gerne med fremmede om ham.
   Familien var venlig, efter et par dage kom der gang i snakken. De kunne fortælle mig, han en sommer havde hjulpet dem med at bygge den lade, hvor de nu havde hø, som de om vinteren skulle bruge til at fodre deres får og geder med.
   Han ville kun have kost og logi, men resultatet af hans hjælpsomhed var en stor lade, der var lidt anderledes end de var vant til. Til gengæld kunne den med tiden bruges til at udvide deres husdyrhold som stald også.
   Han var med i skoven efter tømmer, hans løsninger var nok moderne, men til at klare for den lille familie. Økonomisk havde de sparet mange penge, ved at lade ham være konstruktør på byggeriet.
   Børnene var glade for ham, han både legede med dem og fortalte historier.
   Det var utroligt som den mand havde energi. Han var aldrig til at køre træt. Fattig var han, også set med deres øjne, men han klarede sig. Han ville aldrig have penge for de råd eller den indsats han gjorde, så de havde givet ham noget tøj og sagt til ham, han altid var velkommen hos dem.
   Sådanne venskaber havde han mange steder, det værdsatte de mere end en der bare ville nasse, ikke yde noget for fællesskabet.
   På sin vis var han en vagabond, og på en anden måde var han et familiemedlem, som både unge og gamle satte pris på. Han var en af deres egne, som de udtrykte det.
   Jeg var hos familien i lidt over fjorten dage, fik mange oplysninger om ham. Hvordan han var, tænkte og talte. Altid var han venlig og gavmild overfor de lokale, der så til gengæld gav ham mad, husly og tøj.
   Jeg drog ned til den landsby der lå nogle kilometer væk. Der var et lille gæstgiveri, der indlogerede jeg mig. Min Ambassade havde givet mig frie hænder, men forstod ikke rigtigt hvad jeg ville. Den måde jeg havde grebet tingene an på, var for dem fremmed.
   Jeg havde besluttet mig for, jeg ville vide mere om denne Rover, inden jeg tog tilbage til den landsby, hvor han opholdt sig, for at møde ham. Jeg håbede på den måde, jeg kunne dokumentere, via et brev til ham, at jeg var seriøst interesseret i at hjælpe ham, hvis det var muligt.
   Han havde efterhånden en alder der gjorde, der kunne blive tale om pension af en eller anden slags, men det var et åbent spørgsmål. Ville han tage imod mit tilbud?... Ville han overhovedet tale med mig?...
   Det måtte tiden vise. Jeg ville gøre mit forarbejde ordentligt, det ville sikkert give det bedste resultat, når jeg med tiden skulle møde ham igen.