Erik skød genvej over engen. Familiens hus lå ved Jodaelven og snart kunne han se toppen af skorstenen. Det var højsommer og dejligt varmt. Eriks familie var beskæftiget med skovhugst i den omkringliggende skov, og fiskeri i søen et par kilometer fra hjemmet mod nord. I den modsatte retning lå skolen. Fuglene sang om kap med hinanden, og et kønnere stykke musik kunne Erik ikke forestille sig på denne varme sommerdag.
   Han nåede hjem og hilste muntert på sin mor, der bar hans lillesøster på armen. Erik var nu 12 år gammel og lillesøsteren næsten 1 år. Erik elskede sin lillesøster, og glædede sig altid til at komme hjem fra skole. Han vidste, at der ventede dejlig koldt saftevand og syltetøjsmadder.
   Moderen smilede, og spurgte om det havde været en god dag i skolen, Erik nikkede. Snart var det sommerferie, og så var de næste mange uger den rene frihed fra morgen til aften, med strejfture i skoven hvor hans onkel Jens arbejdede sammen med hans far. Erik glædede sig til at opleve hvordan hans far og onkel arbejdede med de små skovheste, der i øvrigt stammede fra Danmark. De kunne uden besvær trække de tunge tømmerstokke ned til elven, så de var klar til at flyde med strømmen ned til savværket, når det blev forår.
   De små, men stærke heste lød deres kusks mindste vink. Det havde altid imponeret Erik, når faderen gav ordre til hesten om at standse. Så stod den lille hest helt stille, mens hans far lagde den svære kæde om den stamme der skulle til elven eller til stabling længere væk, for derefter at blive kørt til savværket for opskæring.
   Erik forstod ikke forskellen på det træ der havnede ved elven, og så det der skulle ud til den grusbelagte vej.
   "Du drømmer min dreng!" Moderen smilede til sin søn. Erik nikkede og kneb sin lillesøster i kinden så hun hvinede af glæde.
   "Jeg smutter ud til far når jeg er færdig med saftevandet og syltetøjsmadderne." Moderen nikkede og rejste sig. Lillesøster Nana pludrede et sprog vist ingen forstod. Men at hun var tilfreds med tilværelsen, var nemt at se.

På vej til sin far og onkel, mødte han tyske soldater. Der var krig i verden og tyskerne havde besat Norge. Erik havde fået strenge ordrer om ikke at kontakte de tyske soldater. Ej heller måtte han modtage slik eller andet af soldaterne.
   Han skød genvej for at undgå de mange uniformerede mænd, og efter en tid fik Erik øje på onklen og råbte til ham, at han havde frisk kaffe med. Onklen svingede sin arm til hilsen og trak den lille hest hen til et faldefærdigt skur, det tjente som frokoststue.
   Erik satte sig på en afskåret klods der var formet som et sæde. Onklen piftede på hans far, råbte at der var kaffe.
   Snart dukkede faderen op og daskede venskabeligt sin søn på skulderen.
   "Nå knægt, glæder du dig til straffeanstalten holder sommerferie?" Erik grinede og nikkede.
   "Skulle hilse fra mor og sige, at Anna ikke kom i går, men hun kommer i aften eller i nat."
   Al den snakken om navne og tider irriterede Erik. Hvorfor kunne de voksne ikke bare sige tingene lige ud? Han vidste da godt at Anton fra Søbjerg var forelsket i Anna, og at de ofte mødtes i skoven.
   "Ja, Ja," sagde Eriks far stille.
   "Så skal vi have fat i de andre." Det sidste mumlede han nærmest for sig selv.
   Ha, tænkte Erik, så får Anton nok nogen på tuden. Og det har han godt af. I sidste uge havde han møde med Stine i skoven, havde Erik hørt sin far fortælle, og det kunne Anton ikke være bekendt, når han havde en kæreste i forvejen. De voksne var ind imellem underlige, tænkte han.

Ved sekstiden var aftensmaden klar. Erik havde i den sidste time leget med sin lillesøster. De legede tit-tit og gemme. Lillesøsterens hænder var bløde, og Erik elskede når hun satte dem foran hans øjne.
   Efter aftensmaden fortalte hans onkel Jens en godnathistorie for ham, moderen lagde søsteren til at sove i forældrenes soveværelse. Hun var stadig for lille til at flytte ind på Eriks værelse, havde hans mor sagt. Selv syntes han det var noget pjat. Han kunne sagtens varme en flaske til hende, hvis hun vågnede om natten. Det var dog efterhånden sjældent.
   Erik puttede sig i dynen efter morderen havde kysset ham godnat.

Højrøstede stemmer og hundeglam vækkede Erik. Det var mørkt udenfor. Hvad skete der?
   Rædselsslagen løb han mod forældrenes soveværelse, men til hans store skræk var der ingen i sengene, men de var stadig varme, kunne han mærke. Erik skyndte sig ned i stuen. I det svage månelys kunne han skimte tre til fire personer der havde jagtvåben i hænderne. Hvad skete der? Moderens stemme fik ham til at fare sammen.
   "Skynd dig her hen, Erik. Det er Tysken der er her."
   Inden han fik tænkt sig om, lød der flere skud. Døren splintredes og han så en af mændene falde om på gulvet. Bøssen gled ud af hænderne på manden og gled hen mod Erik, men standsede ved det væltede bord hvor moderen havde søgt tilflugt med hans lillesøster i armene.
   I de næste sekunder hørte han flere skud. Tysken råbte på et sprog han ikke forstod. Den ene tysker råbte hele tiden på Svein. Hvor kendte han ham fra? Svein var skovfoged og boede ved møllen der lå mindst tredive kilometer væk.
   Han hørte mange skud lige efter hinanden, og splinter af træ føg om ørerne på ham. Moderen lænede sig frem for at beskytte ham.
   Pludselig skreg hun og sitrede. Hans lille søster gled ud af moderens arme. En mørk væske løb ned over lillesøsterens ansigt. Moderen faldt tungt ovenpå Erik. En rallen kom fra hendes mund. Erik så hendes angste øjne, og blev selv meget bange.
   "Ingelil! Skynd dig ned til elven med børnene. Brug den lille løbegang ved stensætningerne, den kan tysken ikke se om natten." Det var Eriks far der råbte til hans mor. Men hun svarede ikke, kunne ikke. Lå bare helt stille i en forvreden stilling med hans lillesøster ved siden. Også hun var stille. Erik ruskede i moderen, men hun reagerede ikke. Var hun død? Og hans lillesøster?
   Med rædslen malet i ansigtet løb han det bedste han havde lært, hen til trappen der førte ned til stalden under huset. Fra stalden kunne han gennem en lem i væggen komme uset ind i den gang faderen havde omtalt, og som han og onklen havde bygget i løbet af sidste sommer. Om dagen var den svær at få øje på, lignede store grene der var lagt op som hegn for at dyrene ikke skulle ødelægge køkkenhaven. Om natten var den nærmest usynlig.
   Erik så ikke håndgranaten der blev smidt ind gennem et af vinduerne oppe i stuen, hørte kun braget da den eksploderede. De sidste trin på trappen tog han i et spring. Hurtigt løb han over stengulvet i stalden og ramlede ind i en mand. Manden brokkede sig højlydt, men Erik forstod ikke hvad han sagde. Hastigt løb han videre mod lemmen i væggen, der var stor nok til en voksen gris kunne komme igennem.
   Manden han var løbet ind i var væltet. Nu lå han og lyste med en lommelygte væk fra hvor Erik befandt sig. Hurtig og stille som en kat, sprang han de sidste meter, åbnede lemmen og forsvandt ind i den mørke gang. Så stille han kunne, satte han slåen for, hængte snoren om slåen så kun dem der kendte til systemet kunne åbne lemmen indefra. Erik hastede på alle fire hen ad den kulsorte tunnel. Han hørte hundeglam og skud. Vrede ord på et sprog han ikke forstod, og så Tumpe-Lars stemme.
   "Bare skyd de svin, de vil ikke lade mig ride på hesten, så de har fortjent at blive skudt." Fregne-Ejnar tyssede på ham.
   "Du skal nok få lov til at ride på begge hestene, Tumpe-Lars, men så hold din mund i, forstår du? Vi skal først finde våbnene og det der blev kastet ned til dem fra de engelske flyvere, så får du dine heste som tak for oplysningerne.
   Erik kunne tude. Tumpe-Lars havde sladret om et eller andet, det var han sikker på. Men hvad, det vidste han ikke. Men det skulle han få betalt, det var sikkert.
   Nu havde en af hundene tilsyneladende fået færden af ham. Den voldsomme gøen kom hurtigt nærmere. Som en undsluppet mink sprang han i store spring ned til broen og lod sig stille glide i vandet. Sekunder efter Erik nåede den tætte sivbræmme og skjulte sig mellem sivene, kom en person med en kraftig lygte ud på broen. Han lyste rundt, men så ikke Erik der trykkede sig mellem sivene. En sidste gang lyste han rundt, men fandt ikke noget mistænkeligt.
   Personen tabte sin lygte da hunden gav hals og trak i snoren. Nu så Erik i lygtens lyskegle, at det var en mand i uniform med et gevær over skulderen. Han skældte på sin hund på et sprog Erik ikke forstod. Så samlede han sin lygte op, og trak af sted med den gøende hund efter sig.
   Erik ventede til manden og hunden var forsvundet bag nogle træer. Langsomt bevægede han sig langs sivkanten, og lod strømmen stille føre ham ned ad elven. Selvom det var højsommer, og Erik var vant til det kolde vand, frøs han så tænderne klaprede i munden på ham. Han vidste, at han hurtigt skulle finde et sted at komme i læ og få varmet sin rystende krop, hvis han ikke skulle blive meget syg. Det havde moderen formanet ham om mange gange.
   Efter det der føltes som timer, kravlede han op ad en stejl skrænt ganske tæt på et nyopført betonhus. Han måtte finde et menneske han kunne betro sig til. Men hvem? Erik følte sig alene i verden. Han småløb hen mod beton kolossen, selvom hans led smertede efter det ufrivillige og lange ophold i det iskolde vand.
   "Hvad laver du her så sent om natten, knægt?" Erik for sammen. Det var nattevagten der havde opdaget ham, tårerne pressede sig på. Hvad skulle han gøre? Vagten tog ham hårdt i armen og lyste på hans ansigt.
   "Er du ikke Gudmunds søn?" Erik kneb læberne sammen.
   "Så svar dog, dreng!"
   "Jo, men jeg faldt i elven og fryser meget, ville bare hen til dampmaskinen for at få lidt varme." Han håbede på, den lille løgn ville få vagten til at slippe sit tag i ham.
   "Nu følger du med ind på vagtstuen og fortæller mig sandheden. Det med elven kan jeg se er sandt, men du lyver. Du faldt ikke i vandet, og slet ikke så sent om natten." Erik krympede sig, vidste ikke om han skulle fortælle sandheden eller…
   "Knut! Ham tager jeg mig af!" Erik blev afbrudt i sin tankegang og så op. Foran ham stod en meget stor og kraftig mand. Han var klædt i sort tøj, og meget bestemt tog han Eriks arm og trak ham hen til sig. Vagten protesterede, men slap sit tag i Erik.
   "Eino! Det er ulovligt det du gør, jeg fortæller det på vagtstuen, det var mig der så ham, fangede ham. Jeg er sikker på han er spion, og det er ulovligt. Så det er mig der skal have dusøren for at fange en spion."
   "Klap i din lille snog, eller jeg klemmer al livet ud af dig. Kan du ikke se det kun er en dreng, og at han ryster af kulde, trænger til varme og tørt tøj? Jeg vil råde dig til at holde mund om dette her. Forstår du hvad jeg siger?" Den store mand viste en knyttet næve foran vagtens ansigt, og pegefingeren svingede truende foran hans næse. Denne nikkede næppe synligt, og skyndte sig hen mod hegnet for at genoptage sin runde.
   Den store og sortklædte mand trak af sted med Erik. Efter nogle minutters rask gang, stoppede han op. Tog et tæppe fra en rygsæk og svøbte det omkring ham. Han bar Erik ubesværet i sine stærke arme.
   Men hvem var den fremmede? Erik kendte ham ikke. Vagten havde kaldt ham Eino, men han kendte ikke navnet. Og havde den fremmede sortklædte mand ikke talt dårligt norsk? Den svage vuggen fik Erik til at føle sig rolig, men træt. Selvom han var våd, frøs han ikke længere, og snart sov han trygt i den fremmedes arme.
   Men søvnen gav ham ikke fred. Det ene mareridt afløste det andet. Han så sin elskede lillesøster prøve på at sige noget, men hver gang hun åbnede munden, flød der sort klæbrig væske ud af den. Moderens ansigt var forvredet i smerte. Hun åbnede og lukkede munden, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Manden med hunden trak Erik op af vandet og pudsede hunden på ham. Den bed sig fast i hans strube og Erik skreg af angst.

"Erik! Erik! Vågn op, du drømmer!" Moderen så på sin lille søn der var badet i sved.
   "Det er også forkert af onkel Jens at fortælle de uhyggelige historier fra krigens tid, da han selv var barn." Erik rystede stadig lidt. Den drøm var bare så virkelig. Men kunne hans onkels godnathistorie være skyld i det frygtelige mareridt?
   Lillesøsteren pludrede og trak i hans hår. Hun puttede sine små fingre i hans mund og sagde lyde Erik ikke forstod, men de var beroligende. Moderen strøg ham kærligt over håret.
   "Så, så, min dreng. Du får ti minutter med lillesøster, men så skal du også stå op. Hører du?" Moderen så smilende på ham, og Erik nikkede. Morgenstunden med lillesøsteren var det bedste han vidste.