Roveren... En vandringsmand der er kendt over det meste af Balkan. Her havde han opholdt sig i adskillige år. Efterhånden havde man glemt hans rigtige navn. Det var anderledes, fremmed, og rygterne ville vide, at han kom fra det kolde nord. Men det vidste ingen med bestemthed.
   Han vandrede altid alene. Men hvem er han egentlig?... Jeg tror, at det er der mange der har prøvet at finde ud af, men det er ikke rigtigt lykkedes. Roveren er utilnærmelig...
   Han er ikke en stakkel, siger de lokale der kender ham, er accepteret af de fleste som en harmløs vagabond. Der vel nok er det udtryk, vi andre ville bruge om ham. Veluddannet er han, taler flere sprog flydende. Selv et par af de slaviske sprog, har han lært sig. Ikke mindst takket være de klostre han besøger, på sin færd rundt i de forskellige lande på Balkan.
   Lige nu sad han i et lokalt fængsel, men ikke fordi han var kriminel.
   De lokale politimyndigheder havde anbragt ham der, for at beskytte ham mod journalister og andre, der kunne tænkes at ville tale med ham, få hans historie om, hvad han havde med den berømte rumænske skuespillers søns så mirakuløse redning at gøre, efter sønnens flyver på mystisk vis var forsvundet.
   Der havde været mange eftersøgningshold ude at lede, de havde ikke fundet noget, heller ikke det savnede fly.
   Da den lokale politimester hørte, at Roveren var kommet med den overlevende til et ensomt beliggende kloster, gav han ordre til han skulle beskyttes mod nysgerrige, der nu helt sikkert ville prøve at komme i kontakt med ham. Politimesteren vidste, Roveren var en særling, men også at han var elsket af den lokale befolkning. Blandt Paterne på de lokale klostre, blev han anset for en meget hellig mand. Politimesteren ville beskytte ham, koste hvad det ville.

Det var de lokale munke der havde ringet til politimesteren, og fortalt det var Roveren der var kommet med den sårede, og at han selv trængte til hjælp og pleje. De mente ikke de kunne give ham den pleje og beskyttelse han behøvede, havde derfor bedt politiet om hjælp.
   Nu sad han i det lokale fængsel, alene. Der havde været læger for at behandle og tilse ham. Efter omstændighederne havde han det godt. De forfrysninger og skader han havde, var ikke livstruende, dem ville han komme sig over med tiden. Lige nu behøvede han fred og ro til at blive rask. Så kunne myndighederne altid spørge ham senere, hvordan og hvor han havde fundet det forulykkede fly.

Alle hans papirer var i orden. Han havde tilladelse til at opholde sig i landet, men måtte ikke arbejde. Det gjorde han nu alligevel, for at betale de mennesker der gav ham mad og husly. Myndighederne havde set gennem fingrene med det, det var harmløst. Han arbejdede ikke for at tjene penge.
   Passet var i orden, opholdstilladelsen var udstedt af de lokale myndigheder, så der var ikke noget fordækt i hans ophold i de forskellige lande på Balkan.

Han er ikke religiøs, men troende. De fleste klostre og kirker kender ham, giver ham mad og husly når han kommer og ber om det. Han hjælper altid i et par dage med det ene eller det andet, for derved at fortælle han gerne vil betale for mad og ophold.
   Nu er han i en celle i det lokale fængsel, og det er mig, der på vegne af det danske udenrigsministerium, skal hjælpe ham. Han er Dansk Statsborger, har krav på vores støtte og hjælp. Min ambassade har sendt mig.
   På vejen til den afsidesliggende landsby i de uvejsomme bjerge, havde jeg tid og mulighed for at læse om ham, og han er usædvanlig. Det var nærmest en roman jeg havde foran mig. Ikke antallet af sider, men hans liv.
   Jeg havde fået mange oplysninger om ham, både fra Danmark og fra vores ambassader i de forskellige lande, han havde opholdt sig i. Vi havde fra ambassaderne på hele Balkan kontaktet alle, der kunne tænkes at vide noget om ham.
   Det blev til mange samtaler og en meget usædvanlig historie, vi havde fået fortalt om ham og hans lange vandring.

Han havde været gift tidligere, havde to voksne børn. Det var nu femten år siden han havde forladt Danmark, for at vandre på de landeveje og i de områder, han efterhånden kendte så godt. Han havde bare meldt fra. Ville ikke mere. Direktør i en mellemstor virksomhed, med en glimrende karriere.
   Da han gik, havde han netop forhandlet et trecifret millionbeløb til ejerne af virksomheden, den var blevet købt op.
   Han skulle fortsætte som leder, men ville ikke. Ingen havde haft den mindste anelse om, hvad der rørte sig inde i hans hoved. Ikke en sjæl vidste, han bare havde fået nok af det samfund, han havde været en del af.
   Penge i banken. Sød kone og velopdragne børn, der allerede var godt på vej til at gøre karriere selv. Det hele var kommet som et lyn fra en klar himmel. Han gik bare.

Et brev var alt hvad han efterlod sig, det var vel det korteste brev jeg havde set i mit liv. Det lød:..
   Min elskede familie. Jeg kan og vil ikke mere, og beder jer alle om forståelse for min beslutning. Farvel, hav det godt alle sammen... Og så hans navn.
   Ikke mange ord, men vel det der skulle siges, var blevet sagt i det korte brev.
   Hans familie led ikke nogen nød. Der var mange penge på bankbogen, han havde givet sin kone fuld råderet over deres konti i banken, både hjemme og i udlandet. Huset var betalt, bilerne og sommerhuset ved Vejers strand, ligeså. Alt i alt en vel fungerende familie der ikke manglede noget.
   Også det lokale politi, kontaktede han, sagde det var af egen fri vilje han ville på landevejen. De skulle ikke søge ham, eller interessere sig for hvor han var. Det var hans beslutning, den stod ikke til at ændre, derefter var han bare væk.
   Dog havde han for nogle år siden, fået fornyet sit pas på en af ambassaderne på Balkan. Hans papirer var i orden, og vi vidste nogenlunde hvor han var. Jeg var spændt på at møde ham, få at vide om han over hovedet ville tale med mig.

Det var hamrende koldt. Vinter, men militæret havde indvilget i at transportere mig det sidste stykke vej i et bæltekøretøj.
   Nu skramlede vi af sted mod den lille by, hvor han opholdt sig i det lokale fængsel. Vejene var vanskelige at køre på, der var meget sne. Det stormede, men soldaterne var ferme til at køre, jeg havde det varmt og godt, følte mig tryg og glad. Selvom det kun gik langsomt fremad, var jeg ikke i tvivl om de vidste hvad de gjorde.
   Endelig var vi fremme, jeg takkede varmt for deres hjælp, og gav dem et par halvtredskronesedler som tak for behageligt selskab. For dem var det mange penge.
   Da de var kørt, gik jeg ind på politistationen, og meldte min ankomst til den vagthavende betjent.