Katastrofen i rummet
   Armand var ikke rigtig astronaut, sådan som man forstod ordet i daglig tale. Han havde aldrig fløjet et rumfartøj eller et fly. Armand var videnskabsmand. Og selvom videnskabsmænd ikke var det man forstod ved rigtige astronauter, kaldte man dem alligevel for astronauter. Alle der skulle arbejde i rummet, fik en teoretisk uddannelse som rumpiloter, og kunne så kalde sig astronauter.
   Hans forskningsresultater gennem de sidste mange år, havde skaffet ham en plads på det rumprojekt, han nu var en vigtig del af. 33 år gammel, og allerede kendt i den akademiske verden for de resultater han havde opnået, gennem sin forskning i planternes biologiske udvikling i rummet.
   Det var efterhånden mange timer siden katastrofen var indtruffet. Rumstationen var kollapset, og Armand var nu på vej ud i rummet, alene, i det modul han til daglig arbejdede og opholdt sig i.
   Otte mænd og fire kvinder havde udgjort besætningen på den store rumstation der nu var splittet i tusindvis af små og store dele, der hver især var på rejse i universet.
   På den interne radio havde han opfanget de sidste ordrer om evakuering. Også at der var fire astronauter der manglede at komme oplysninger fra. Ingen vidste på nuværende tidspunkt hvad der var sket med dem.
   Armand var blandt de savnede, sammen med den kinesiske læge Li og to franske astronauter. Alle havde de opholdt sig i nærheden af det modul der var kollideret med en ældre satellit, man havde forsøgt at dokke ind til reparation. Det umulige var sket, hele stationen var kollapset i en kædereaktion der ikke skulle være mulig. Som dominobrikker var rumstationen bukket under, ødelagt.
   Rumstationen havde været opbygget som et hjul, med seks enheder i den yderste ring, samt sikkerheds og kontrolmodul i centrum. Armand havde arbejdet i et af ydermodulerne, da alarmerne havde lydt. På mindre end fem minutter havde alt været kaos. Meget tidligt var det modul Armand opholdt sig i, blevet adskilt fra resten af rumstationen.
   Enhed for enhed var brækket af, til der kun var grundmodulet tilbage. Alle døre og åbninger var øjeblikkeligt blevet forseglet og spærret, og Armand havde været fanget. Han havde set hvordan han i langsomt tempo havde fjernet sig fra centrum af rumstationen. Redningsmodulet havde med en metallisk stemme igen og igen fortalt ham, at det ikke nyttede noget at afskyde modulet, det kunne ikke nå tilbage til det store sikkerhedsmodul hvor de overlevende lige nu befandt sig, dertil var hastigheden han bevægede sig med allerede for stor.
   Det var nu 26 timer siden katastrofen var sket, og Armand var usigelig træt. Alt var blevet kontrolleret, alle nødprocedurer fulgt. Det havde været et hårdt arbejde for ham, at gå over til manuel kontrol og styring af modulet. Der var nu kun at vente. Vente på den sikre død, som han egentlig ikke frygtede, blot ærgrede sig over skulle overgå lige netop ham på denne ligegyldige måde.
   Han prøvede at sove. Men tankerne var mange og forvirrede. Hvor længe kunne han holde sig i live? Han vidste, at det kunne vare mange måneder før alle hans forsyninger ville slippe op, men også at han nu bevægede sig i en bane der gjorde al redning umulig. Så meget havde han trods den korte uddannelse, dog lært. Han vidste også, at i det ydre rum var chancerne for kollision med fremmede meteorer, støv og vildfarne fragmenter endog meget stor.
   Han tænkte på sin mors sidste ord, inden han forlod hjemmet for at rejse til centret i Kina, hvor han skulle trænes til netop denne tur.
   Turen havde allerede varet i mere end et år og otte måneder, så han var ubetinget det besætningsmedlem der havde været længst på rumstationen. Mandskabet fra flere af de andre moduler, var allerede på vej mod jorden i en større rumfærge for udskiftning, da katastrofen skete. Nu var det hele lige meget. Kun døden ventede på ham, smilede til ham, men den gjorde ham ikke bange, kun trist.
   Husk på din skytsengel, min dreng, den gode Gabriel vil passe på dig! Hans mors stemme lød stadig lige klar i hans erindring, hendes bekymrede smil overbeviste ham om, at skæbnen ville være til at bære.
   Armand tænkte på Li, den kinesiske læge der var om bord. På Sen, hendes kollega der var jaloux på ham, fordi Li havde blinket koket, og gjort ham sin opvartning ved flere lejligheder. Han og Li var lige gamle. Hun læge, han Biolog, begge var de forskere. Han smilede halvt i søvne, huskede for år tilbage, i drengeårene, den begejstring der havde været hjemme, da Kineserne havde sendt deres første mand ud i rummet. Han erindrede hvilket indtryk det havde gjort på ham, og de drømme han dengang havde haft om at deltage i ekspeditioner i rummet.
   Nu arbejdede Europa, USA, Rusland og Kina sammen, og de havde opnået mange bemærkelsesværdige resultater. Ikke mindst rumstationen der nu var ødelagt, havde de sammen bygget op, til det mest fantastiske rumlaboratorium der nogensinde havde set dagens lys.
   Nu var det hele slut. Verdens største og mest alsidige rumlaboratorium eksisterede ikke mere. Det var skrot, der med vanvittig hastighed fortsatte i al evighed ud i det store rum, det store intet. Eller måske ville den brænde op i en fjern atmosfære.
   Over 200 meter i diameter havde rumstationen været, og med seks moduler i den ydre kreds. Hvert modul udgjorde en selvstændig forskningsenhed.
   Hvorfor pokker havde de også ladet den satellit komme så tæt på? Og med den hastighed? Hvorfor skulle de netop lige nu, dokke en for længst udbrændt satellit ind til reparation? Den havde længe været moden til at skrotte, men Kineserne ville åbenbart reparere den, deres første satellit til kommunikation. Den havde vejet mere end ti tons, og han fattede ikke interessen for en så gammel og umoderne satellit, men det kunne også være lige meget nu.
   Armand faldt endelig i søvn, en drømmeløs søvn der gav hans krop den hvile, han behøvede. Efter times dyb søvn vågnede Armand langsomt, han frøs noget så gudsjammerligt. Temperaturen havde været for nedadgående i de sidste mange timer, mens han havde sovet. Han skulle alligevel være blevet i redningsmodulet, der var temperaturen altid konstant.
   Alle hovedmoduler var selvstændige enheder med eget kraftværk og energi. Han havde selv skiftet al automatik til manuel styring, og sat det på de standarter der normalt brugtes i nødsituationer. Havde han gjort et eller andet galt? Glemt en vigtig procedure? Han kom i tanke om, at dagen før katastrofen var alle antenner og paneler taget ind i modulet for eftersyn. Solopanelerne var slået sammen, derfor manglede han strøm til varmen, og til styring af temperaturen i modulet.
   Armand havde tidligere set hvordan det blev gjort, og begav sig opad i modulet iført sin rumdragt. Ekstra ilt havde han i en flaske på ryggen. Han vidste, at på den øverste del af modulet var der lækager ud til rummet, derfor var det afspærret fra resten af modulet. Men han kunne godt komme til etagen gennem de sikrede sluser, han kendte de koder der gav adgang overalt i det beskadigede modul.
   Med en lampe i hånden fandt han vej til trappen der førte op til den øverste etage, der hvor han havde mulighed for at få antenner, solpaneler samt paraboler på plads igen, så han i det mindste kunne klare sig fremover med den energi de producerede. Han mente det havde været et stort held at alle antenner var taget ind. Så var de ikke beskadiget ved den voldsomme kollision.
   Pludselig tændte alt lys. I sine øretelefoner hørte han en stemme der kaldte på ham.
   Det var Li, det var han ikke i tvivl om. Hvordan i alverden var hun kommet hen til det modul, hvori han var? I et sekund blev han glad, følte befrielsens triumf over ikke at være alene. Men i det næste sekund var han også klar over, at Li befandt sig i den samme fortvivlede situation som ham, på vej ud i det store intet.
   Eller var der mon også andre i nærheden?
   Han satte sig ned. Prøvede at få kontrol over sig selv. Han vidste, at i rummet var det muligt at tale sammen over meget store afstande, selv med meget småt udstyr. I det tomme rum var der intet der kunne bremse signalet.
   Armand svarede Li, og spurgte hvor hun befandt sig. Hun fortalte, hun var i kontrolrummet i hans modul, havde endelig fået antenner og andet udstyr på plads, men at det havde taget hende mere end 30 timer at nå så langt, og at balancen i modulet snart ville være som før ulykken.
   Da katastrofen indtraf, havde hun været på vej til hans modul, for at give ham information om, han skulle hjem med den rumfærge der var på vej med afløsningen til stationens faste mandskab. Alt hvad hun havde kunnet gøre var, at skynde sig gennem mellemgangen og op i det modul hvori han var, og så vente på hvad der skete.
   Den interne kommunikation virkede ikke. Først da det var lykkedes at få gang i generatorer og alt det elektriske udstyr, var hun i stand til at kommunikere med ham. Lige nu var hun i slusen der førte ned til etage 2, der virkede iltanlæggene upåklageligt. Hun brugte af reserverne under reparationerne, men havde husket at generere den brugte luft tilbage til basisenheden.
   Hun fortalte ham, at hun var meget træt, og bad ham hjælpe sig med at komme til den del af modulet, de brugte som opholdsrum, og der hjælpe hende af med den tunge rumdragt.
   Armand var glad, pludselig forstod han, han ikke var alene, men havde en at tale med. Han skyndte sig hen til slusen hvor Li var, og fandt hende sunket sammen af udmattelse.
   Forsigtigt bar og slæbte han hende til basisenheden, tog hendes hjelm og dragt af hende, og puttede hende i seng. Li mumlede kun uforståeligt på kinesisk, men alene hendes stemme opmuntrede ham, han var ikke alene i det store intet.