Jeg var træt, så efter teen sagde jeg godnat. Da jeg var på vej ind til mig selv, hørte jeg telefonen ringe. Jeg vidste de havde en telefon, men at de faktisk aldrig brugte den. Jægeren tog den. Han talte langsomt, tonefaldet virkede muntert.
   Hvad de talte om kunne jeg ikke høre, men det var vel Reko. Bare der ikke var sket noget. Jeg puttede mig ned under dynen, men kunne ikke sove, den telefon tænkte jeg meget på, også selv om Jægerens tonefald havde været muntert, kunne jeg ikke lide det.
   Næste morgen, efter jeg havde været i bad, sagde Riza hun ville tale med mig. Jægeren gik ud til dyrene.
   Vi satte os ned ved det store bord. Jeg så på Riza, det må have været med bange øjne, for hun så på mig, brast i latter og sagde:
   "Lisa dog, du ligner en der er forfærdelig trist! Hvad er du nu bange for?"
   Jeg vidste det ikke, Riza måtte have gættet det, for hun fortsatte:
   "Er det den telefon i går aftes?" Jeg nikkede.
   "Det var fra vores arbejdsgiver, de vil besøge os. Det jeg vil tale med dig om, er det tøj som jeg gerne vil have du tager på, ikke andet!" Hun lo, og jeg slappede af.
   At se de kongelige, være sammen med dem, var nyt for mig, jeg både glædede mig og var nervøs.
   De skulle komme i dag, ved middagstid, men vi skulle ikke tænke på frokost, det havde de fået.
   Vi tog alle det fine tøj på, det vil sige jeg lånte noget Sametøj af Riza, vi var klar til at modtage de prominente gæster.

Lidt over middag kom de. To kassevogne, vist nok terrængående Volvo biler, det var militærets. Ud trådte først dronningen, så hendes følge. Hun smilede til Riza, omfavnede hende og så på mig.
   "Goddag, Lisa," sagde hun, smilede og rakte mig hånden.
   Jeg nejede så godt jeg kunne og gengældte hendes varme smil. Derefter gik hun hen til Jægeren, omfavnede ham, smilede til ham, og sagde noget jeg ikke kunne høre.
   Dronningen og Jægeren tog hinanden under armen, og gik ned mod elven. Jeg så på Riza, men hun var optaget af at hilse på alle de andre.
   Det var et rent dameselskab, bortset fra de tre militære vagter, der var bevæbnet til tænderne, de holdt sig diskret i baggrunden.
   Der vat tre andre damer med, også de var som dronningen i praktisk tøj. De hilste alle pænt på mig, smilede til mig, jeg følte mig ikke længere så nervøs.
   Et par militærfolk gik hjemmevant ind i vores hytte med bagagen. Riza sagde, vi lige så godt kunne følge efter.
   Vi gik alle ind, jeg sidst. Damerne var dronningens hofdame og to af hendes veninder. Jeg forstod på dem, de ville blive et par dage, de ville gerne ud i naturen og slappe af. Nyde Rizas gode mad, og i det hele taget tage den med ro.
   " Lisa!" sagde Riza, da vi var kommet indenfor.
   "Dette er dronningens hofdame, hun hedder Gunilla. Her er så en god veninde til dronningen, hendes navn er Birgitta, og det er Sanne, også en veninde.
   Den unge dame som i ikke har set før, det er vores nye datter Lisa. Hun er journalist fra Danmark. Hun har besøgt os i nogle måneder, og er mere eller mindre blevet en del af huset, som en datter.
   En god og gæv pige, som under jeres besøg ikke er her i embedes medfør. Altså intet skriveri, i kan tale frit, hun er en del af huset."
   Alle smilede til mig, og hver især præsenterede de sig, fortalte om de var gift, og om de havde børn. Snart gik snakken livligt iblandt os.
   Riza og jeg lavede te til alle, vi hyggede os.

Jægeren og dronningen kom ind. De smilede begge, dronningen sagde:
   "Jeg måtte lige se til, at det hele bliver passet ordentligt... Vi roede os en lille tur, gik langs elven og havde det rart. Her hos jer kan jeg rigtigt slappe af.
   Det er en dejlig mand du har, Riza, jeg glæder mig hver gang til at besøge jer, få din gode mad og blive rigtigt forkælet."
   Hun smilede varmt til Riza og fortsatte henvendt til Jægeren:
   "Jeg forstår ikke, Jæger, der bliver ikke mere af dig, selvom du får Rizas gode mad, du er vel nok heldig at have sådan en kone, det håber jeg du værdsætter... Er der te til os?"
   Der var krus til dem også, snakken var hyggelig og rar. De talte om hvor de ville tage hen, hvad de ville se, og hvordan de havde planlagt at hygge sig og rigtigt slappe af.
   Jeg blev spurgt om mange ting. Hvordan jeg var havnet her hos Riza og Jægeren. Hvad det var jeg ville skrive. Kort sagt var de lidt nysgerrige, angående hvad jeg var for en. Dronningen mente vi på en måde begge var fremmede, at vi begge kunne sige vi var blevet godt modtaget af rare mennesker i dette land.
   Jeg bekræftede og fortalte, at jeg endnu ikke havde skrevet ét eneste ord om mine oplevelser her, selvom der sagtens kunne skrives romaner om det jeg allerede havde oplevet.
   Jeg havde også lidt besvær med det ugemagasin, hvor jeg var ansat, fordi jeg var så lang tid væk. Men jeg følte af hele mit hjerte, at den tid med Jægeren og Riza, den aldrig ville komme tilbage igen. Jeg nød hvert minut, jeg var her hos disse helt vidunderlige mennesker. Dronningen nikkede, sagde hun håbede jeg ville tage det med hjem, jeg havde lært, og så bruge det i hverdagen.
   Hun lovede mig et lille interview. Det skulle nok blødgøre min redaktør. Billeder måtte jeg også gerne tage. Hun skulle nok sørge for jeg fik en god historie med hjem.
   Her ude var de ellers fredede. Der var nok nogle journalister og fotografer der ville blive lidt stødte, når de opdagede jeg havde fået et interview. Men det måtte så være.
   "Jeg har talt meget med Riza og jægeren om dig, Lisa, og mener derfor at kende dig en lille smule. Jeg har også glædet mig til at møde dig."
   Hun smilede til mig, jeg var både glad og genert på samme tid.
   Jægeren smuttede udenfor til dyrene, han var ligesom i vejen. Stakkels ham, så mange kvinder og alligevel i vejen, det måtte være hårdt.

De næste par dage var der ture for alle, aftenerne blev brugt til snak om alt muligt, og til bål ved elven, som dronningen elskede.
   Vi hyggede os rigtigt sammen, tiden fløj af sted. Dronningen gav mig det interview hun havde lovet. Alle hjalp til med at lave mad under Rizas kyndige vejledning, selvom jeg nærmest opfattede vores hjælpsomhed mere, som vi alle gik i vejen for Riza, end vi var til nogen hjælp, men hun tog det nu helt afslappet.
   Vi sagde farvel, dronningen forsikrede Riza og Jægeren om, det havde været tre dejlige dage, hvor de alle havde slappet af.
   Også veninder og hofdame mente, det havde været en dejlig afslappende miniferie de havde haft, de glædede sig allerede til det blev næste gang.

Det var nu hverdag igen, vi fandt hurtigt ind i de gamle vaner. Vi gik mange ture, og den dag jeg frygtede, nærmede sig.
   En aften bekendtgjorde jeg, nu var det tid til at tage af sted. Vi talte meget længe om, hvad jeg havde fået ud af mit ophold.
   Tre dage senere gik vi mod landevejen, her tog jeg en tårevædet afsked med Riza og Jægeren.
   Jeg lovede at skrive så snart jeg var hjemme, og at komme igen når jeg havde mulighed for det. Riza kneb en tåre, mens Jægeren ønskede mig alt godt fremover. Det var første gang jeg så ham så alvorlig.

Jeg var knust og virkelighedsfjern hele vejen hjem, der gik tre dage med at komme til mig selv.
   Mine forældre forstod ikke, at min ferie havde været et fantastisk eventyr, når jeg sådan hang med hovedet.
   Jeg skrev ikke noget om Jægeren og Riza, men min artikel om, og min oplevelse med dronningen, var en bragende succes.
   Jeg var i vildrede med mit liv, skrev et langt brev til Ayla, hvor jeg bad hende om råd. De afsavn jeg følte for Riza og Jægeren, var større end jeg havde forestillet mig.
   Der gik over en uge, før jeg fik taget mig sammen til at skrive til dem. Jeg lavede mange kladder, men ingen af dem syntes at udtrykke hvad jeg virkelig følte.
   Jeg sov dårligt, en nat stod jeg op, satte mig ned og skrev:

Allerkæreste Riza og Jæger. (Mor og far).

Det falder mig utroligt svært at skrive til jer. Hver gang jeg får begyndt, kasserer jeg det igen, det er ikke godt nok til jer, det er der ikke noget der er.

Jeg kom godt herned, og min artikel om dronningen blev en stor succes.
   Jeg har ikke skrevet noget om jer, det vil jeg ikke. Det er umuligt at udtrykke med ord, hvad jeg føler for jer, endsige beskrive den intense oplevelse, det var at være sammen med jer. Måske ad åre kan det lade sig gøre.
   Selvom min redaktør siger, det var det jeg tog derop for, så har jeg sagt til ham, at tiden ikke er moden endnu. Det har han accepteret.
   Om den nogensinde bliver det, ved jeg ikke. Jeg savner ord for at beskrive min taknemmelighed, til jer og min søster Ayla, for hvad i har gjort for mig, lært mig.
   Uden opholdet hos jer, havde mit liv været meget fattigere.
   Jeg er stadig forvirret, og jeg savner jer. Det er som om jeg er flyttet fra mit hjem, og nu skal klare mig selv.
   Jeg har fortalt min familie om jer, men jeg tror ikke helt de fatter, hvad i betyder for mig.
   Jeg har tænkt meget på den gamle shaman, var i dag på biblioteket og lånte nogle bøger om samer.
   Jeg vil vide mere om det folk hvorfra du stammer, Riza, og det folk som Jægeren elsker, er en del af.
   Jeg lover at skrive så tit jeg kan, også til Ayla. Jeg vil helt sikkert besøge jer igen, når lejligheden byder sig.
   Jeg har lært meget om livet hos jer, det vil jeg prøve at bruge i dagligdagen fremover.
   Jeg har det allerede bedre nu, hvor jeg har fået mig taget sammen til at skrive til jer. Det føles ligesom vi er sammen igen, at det nu er mig, og ikke Jægeren eller dig, Riza, der fortæller noget.
   Jeg vil også fortælle jer om mig selv, min hverdag og de almindelige dagligdags ting der sker her nede.

Elskede Riza. Du må tilgive mig, men jeg lovede Jægeren at undersøge, om hans familie havde det godt, og jeg ved du forstår når jeg siger, at det løfte hverken kan eller vil jeg løbe fra. Jeg beder om din forståelse for, at jeg handler sådan.
   Men jeg elsker også Jægeren, som en datter vil elske sin far, og jeg ved han vil blive mere glad, når han ved han kan stole på mine løfter, selvom det er med bange anelser og uro for dig, jeg gør det. Prøv at forstå, vil du ikke nok? ...

Elskede Jæger! Jeg var i dag ude for at finde ud af, hvordan din tidligere familie har det. Jeg kan fortælle dig, at de alle har det godt.
   Din tidligere hustru er gift igen, de har en datter sammen. Dine børn bliver store og er meget velopdragne.
   Jeg kan umiddelbart se det er en lykkelig familie, for hvem det går godt.
   Hendes nye mand er i det danske folketing, valgt for partiet venstre. De virker alle lykkelige og glade for hinanden.
   De ved naturligvis ikke, jeg har været hos jer, eller at du lever.
   Mandens position gjorde, at jeg, uden de fik mistanke, kunne besøge dem for et interview. Det er meget brugt her i landet, at kontakte kendte folk, det var det jeg gjorde. Jeg leverede også en artikel om dem til mit blad.

Jeg sender jer artiklen om dronningen, jeg synes selv den er god. Jeg er specielt glad, for det billede jeg tog af jer og dronningen sammen.
   Jeg har et billede af jer, både på mit kontor og derhjemme. Det tager jeg tit i hånden, og drømmer mig tilbage til den vidunderlige tid, vi havde sammen.
   Står det til mig, og det gør det vel, får vi mange af de vidunderlige timer sammen, de timer jeg for alt i verden ikke vil undvære.
   Billedet af os alle fire, det har jeg fået forstørret op, det hænger i min lille stue på hæderspladsen. Jeg har også et mindre på mit natbord, så kan jeg hele tiden se på jer, og have vores dejlige tid sammen, i tankerne.

Jeg vil slutte mit brev nu, men lover der vil komme mange efter dette.
   Jeg ser med glæde frem til, at i også vil skrive til mig.

De allerkærligste og hjerteligste hilsener fra jeres datter: Lisa.


P.s. Hils Ayla og resten af familien, dem vil jeg også skrive til.
   Jeg læste det igennem, og puttede det i en kuvert. Gik ned og lagde det i postkassen.
   På vej tilbage tænkte jeg over, hvad de ville tænke om mig, men jeg blev enig med mig selv om, at det nok var det helt rigtige jeg havde gjort. Jeg ville så gerne de skulle være stolte af mig. Lige som de var stolte af Ayla.

Den aften gik jeg i seng med en følelse af, at endelig var jeg kommet til en skillevej.
   Der var ikke nogen jordisk magt, der kunne få mig til at ændre det liv, som jeg vidste vinkede forude.


Slut