Vi var i en lejlighedspark, et par kilometer væk fra Københavns centrum. Min far, sammen med min søsters kæreste og min bror, løftede en masse IKEA- møbler ovenpå. Min mor stod allerede og lavede mad til os alle sammen. Det første der blev sat op, var alle ting til mit værelse, og så kom møblerne til stuen og køkkenet. Vi havde endda købt møbler ud til terrassen, og min mor havde skaffet krydderplanter, så jeg kunne få lov til at spare på noget i København. Det duftede af lasagne.
   Jeg havde selv samlet skrivebordet og stolen, sat hylderne op og klargjort min seng hurtigst muligt. Min søster, Asa, var kommet med alle mine bøger, studie og frilæsningsbøger. Ifølge hende, havde jeg for mange af dem. Hun overdrev. Det gjorde hun virkelig. Jeg havde ikke for mange bøger. Kan man da ikke have. Hun har for meget tøj, det vil jeg sige. Mindst dobbelt så meget som jeg har.
   Alt pap blev mast sammen og smidt ned i traileren igen. Far lovede at finde en losseplads selv, mens vi andre spiste. Der var en købmand ikke langt væk, må nok hellere købe en sixpack til ham, vil han sætte pris på, og vin til mor, tænkte jeg.
   Klokken var omkring halv syv om aftenen. Vi var kørt allerede klokken fire om morgenen. Så jeg var stået op allerede klokken tre for at pakke de sidste ting ned. Det var sådan en underlig følelse at pakke sit værelse og liv ned i en masse kasser og så skulle vænne sig til tanken om at bo alene i en kæmpe stor by, uden ens familie. Men jeg ville finde folk som jeg kunne blive venner med. Der måtte også være folk i denne bygning som var aktive mennesker, som ville være med på noget socialt, som at grille eller bare drikke. Måske de havde børn, og jeg kunne dem passe til tider.
   Det meste pap var allerede væk nu. Jeg havde dog ikke IKEA-porcelæn. Nej, jeg havde fået det gamle Royal Copenhagen med. Hvor det hører hjemme, i sine forfædres land. Hvad fanden er det for noget at sige, mor? Måske vi var for jyske. Jeg vidste at min oldemor i 1930'erne var flyttet til Ribe fra København med hendes mand, som senere havde fået min mormor, og så kom min mor jo. Så den fortabte søn vender hjem, eller datter, hvordan den nu foregår.
   "Dit værelse ser så fint ud." Min mor stod og kiggede helt fascineret rundt.
   "Jeg skal huske at poste det her. Det er jo så vildt. Den første fugl, fløjet fra reden og hjem til moderlandet." Jeg kiggede underligt på min mor.
   "Ærlig talt mor. Olde fortalte os altså, da hun var i live, at hun ikke snakkede med sine søskende efter hun flyttede."
   "Jo, det gjorde hun. Hun snakkede med dem når de ringede efter penge, og det altid kort, fordi hun sagde nej." Jeg ville rulle øjne af min mor, men hvad ville det dog hjælpe? Hun var sygeplejerskeleder på et psykiatrisk bo, og var ikke skræmt, eller irriteret over noget som helst. Nogle gange, kunne jeg ikke forstå at jeg var hendes datter, for jeg var ikke ligefrem så hærdet som hun var, da hun var på min alder. Hun var jo allerede som sygeplejerske omkring min alder, lige efter gymnasiet. Hun havde også undervist i Århus da vi var små. Hun ville være væk, og min far ville tage fri fra arbejdet, for at passe os børn. Eller nej, det passer jo ikke. Han tog fri fordi han var chefen. Vi mærkede aldrig han holdt fri, eller var på arbejde, han havde altid overskud til det hele, og han prædikede tit, da vi var små, hvor vigtigt det var at nyde sit arbejde.
   "Du er så fjollet, mor. Behøves du virkelig billeder? Der er så rodet lige nu." Tiggede jeg.
   "Åh, min skat, kom nu. Jeg oplever kun én gang i mit liv, at du bliver voksen." Hvad skulle det betyde?
   "Du har Asa og Halfdan endnu." Sagde jeg.
   "Halfdan er en dreng og din søster flytter sammen med den dreng så snart hun fylder atten, hun kommer ikke til at ane hvad at bo alene betyder."
   "Du kan godt bruge hans navn, mor." Sagde jeg med et smil.
   "Jeg bruger hans navn når du lader mig tage nogle billeder." Jesus. Jeg vidste hun var blevet skør af at være leder. Hun var altid så rar, kærlig, omsorgsfuld, og kunne holde tusind ting på engang. Men hun brød sig ikke om Asas kæreste. Christoffer var en skidt fyr, åbenbart. For han havde tatoveringer. Faktisk kun en på hans ankel. En tatovering af en hotwing. Måske var det fordi det var en pinlig tatovering hun ikke brød sig om ham, hvem ved.
   "Okay. Nogle billeder, herinde fra. " Hun fandt straks sin mobil frem og begyndte at tage billeder. Med et smil, uden, med hage på, med flere hager på, mine øjne der ikke blinkede samtidigt. Det. Hele.
   "Har du nok nu? " Spurgte jeg så. Hun smilte og gav mig et kys.
   "Jeg tror også maden er klar nu. " På en måde, kunne jeg måske godt sætte mig ind i det. Jeg var den første fødte. Det var noget med alderen. Det var langt væk, ja. Det var måske heller ikke helt gået op for mig.
   Vi satte os omkring spisebordet, selvom der ikke var så meget plads. Jeg havde fået mine forældre overtalt til et lille bord, som kunne slås ud. Jeg ville jo ikke have brug for et bord til seks mennesker hver eneste dag. De fleste dage ville jeg jo spise alene.
   "Det smager godt, mor." Sagde jeg og puttede mere parmesan ovenpå. Man kan ikke få for meget parmesan, næ nej.
   "Jeg tænker vi kører i morgen tidlig, er det okay med dig?" Spurgte min mor. Jeg nikkede. Selvfølgelig var det okay.
   "Kan vi tage ud og handle først? Du ved, rengøringsmidler, osv.?" Spurgte jeg. Hun nikkede.
   "Du skal jo også ud og finde ting selv til din lejlighed. Du ved, pynt, og du kan tage ind Illum Bolighus, og måske bestille en ny dyne, hvis du vil. Det skal du bare gøre, hvis du vil. " Jeg er ikke lavet af penge, ligesom din mand, min far.
   "Mor... Min dyne er fin nok." Sagde jeg så lidt stille.
   "Skat, du skal ikke bruge dine penge på det. Bare ring til far og bed ham overføre nogle penge til dig. " Hvordan kan det være min mor har kunne holde os alle på et stramt budget i flere år?
   Jeg sagde intet og fortsatte med at spise. Jeg vidste jo godt hun var sådan her. Men jeg ville bare helst have en ny kikkert, og få en af de der turkort til Sverige, de har så flot en natur, og større dyreliv end i Danmark, og større chance for fugle.
   Så kunne jeg også læse en af mine nye bøger i bussen eller toget derover til.
   "Så, din far har lige skrevet, at han er på vej tilbage. Husk at gem lidt mad til ham. Vil du gerne jeg laver noget mere mad inden vi tager hjem i morgen?" Spurgte min mor. Jeg rystede på hovedet.
   "Det er fint. I har gjort rigeligt. Godnat."