"Så han eller hun holdt tæppet op foran og gav vinduet et spark?"
   Kirsten nikkede. "Det vil jeg tro. Der er et mærke i gruset hér og hvad skulle det filttæppe ellers lave her?" sagde hun og pegede på den store plastikpose med bevismateriale.
   Han tog en tår af sin kaffe. Karamel Macchiato, Venti. - Til det hvide ud af øjnene, men nogen luksus kunne han unde sig selv klokken seks om morgenen.
   "InterAdd, Slow Cooking..." Han lod blikket løbe rundt på dørene i den lille gård. "Kun firmaer... Uforstyrret." sagde han til sig selv og lavede en note på sin blok. "Ellers nogen spor?" Han var sikker på et nej, men syntes han skulle spørge.
   "Nej. Og tak for kaffe."
   Den syrlige tone prellede af. Han havde ikke taget kaffe med til teknikkerne, kun til Madsen. Der måtte være en grænse og han fyrede ikke 500 kroner af på kaffe til hele holdet. Han forlod gården og gik om til fronten af butikken, mens han nød bismagen af den varme karamel og skuttede sig i kulden. Det var i starten af marts, men det var ikke meget forår over vejret. I det mindste regnede det ikke.
   Før han nåede at træde ind, fik han øje på chefen selv. Pustende. Dampen stod ud af munden som et lokomotiv og det var ham atter en gåde, at manden havde formået at passere de fysiske krav til tjenesten i alle de år.
   "Kaffe?"
   "Behøver du at spørge?"
   Han rakte ham koppen i holderen og Madsen så dybt taknemmelig ud.
   "Jan, du er Vor Herres udsendte! A popos - det er sgu' et helt ukristeligt tidspunkt!"
   "Ja. Jeg var lige omme på bagsiden. Ser ud til at nogen sparkede et vindue ind, ved at bruge et af de der billige filttæpper fra et byggemarked. Så formentlig planlagt i et eller andet omfang... medmindre det lå der i forvejen, hvad faktisk også er muligt, der var efterladt en del; emballage, paller og alt muligt ragelse."
   Han skubbede til hoveddøren og løftede i det gule markeringstape, så Madsen, med besvær, kunne komme under båndet og ind i butikken.
   "Det her kommer jeg sgu' ikke til at savne." sagde han fladt.
   "Antikvariater?"
   "Gerningssteder!"
   "Åh!"
   Madsen gav ham et skævt smil, før han fulgte retningen af lyden fra et baglokale.
   "Husk tøfferne!"
   Han tog et ekstra sæt op af lommen og rakte ham dem over skulderen.
   "Det er sgu' for tidligt på morgenen! Skulle tro jeg havde vænnet mig, men..." sagde Madsen og trak, med tung pusten, de hvid overtrækssko ud over sine egne.
   "Madsen? Er det dig, dit gamle røvhul?" De kom inden for synsvidde og så Peter 'Guldfisken' Holstein. "Og du har protegéen med!"
   "Skyldig! Og du skal nok stoppe med at kalde Jan for protegéen; han bliver Senior, når jeg stopper."
   Guldfisken fingerede et overraskende blik mod Jan. "Startede du ikke sidste år?"
   Jan smilede anstrengt. Guldfiskens notoriske vid var muligvis charmerende i små doser, men ikke i længden.
   "Hvad har du til os?"
   "Ikke meget. Gerningsmanden trængte gennem vinduet, uden at efterlade sig DNA. Hverken blod eller hud, så vidt vi lige kan sige. Der er masser af hår, men næppe fra gerningsmanden. Han går fra rummet ved siden af og formentlig direkte til dette rum... " Han trådte baglæns og trak en delvis lukket dør til sig. "Sparker til døren. Dér! En billig dør af to lag spånplader. Den slags lort man lavede i 70'erne. Hårdt nok til at ødelægge det yderste lag. Døren rammer Ingolf Jensen, den afdøde, han tumler baglæns, falder og rammer baghovedet mod skrivebordet dér."
   "Så uagtsomt manddrab?" sagde Madsen drevent og skyndte sig at komme teknikeren i forkøbet. "Altså den foreløbige konklusion."
   "Ja, meget foreløbige. - Vi har ikke været i gang så længe."
   "Nogen spor fra døren?"
   "Der er et lille sort mærke, som formentlig kunne være fra en skosål, men om der er nok gummi til at vi kan identificere skoen, kan jeg ikke svarer på endnu. Men det er tvivlsomt. Gummi til skosåler er uhyrligt generisk. Det bedste du kan håbe på, er et bud på typen af sko."
   "Som sneakers... Som i en narkoman, der håbede på hurtige penge." sagde Madsen, for det var det de tænkte alle tre.
   "Området ér hårdt ramt." medgav Jan.
   De fik mange sager om indbrud, på et forsvindende lille område i det indre København. Mere end otte gange over landsgennemsnittet.
   Selvom forklaringen lå ganske fint til højrebenet, brød han sig ikke om at hoppe til en konklusion uden videre. Noget som Madsen syntes at gøre med stigende lethed. Problemet var, som Madsen selv havde erkendt, at 'erfaringen står i vejen'. Han kunne ikke se forbi, hvad erfaringen fortalte ham, hvad der i Jans øjne blev endnu en grund til, at hans chef skulle på pension. Tankerækken måtte på en eller anden måde have været synlig, for Madsen rømmede sig og kiggede direkte på ham.
   "Lidt for tidligt at lægge sig fast på noget."
   "Helt enig!"
   De trak sig ud til kundeområdet, for at give teknikerne mere plads.
   "Motiv?"
   "Svært at se. Det er et antikvariat! Bøger kan være værdifulde, men rigtigt værdifulde bøger ville de næppe finde her i biksen." Han kiggede op mod loftet, hvor malingen hang i store flager. "Og penge i kassen, kan af samme årsag heller ikke være store... Men måske vidste personen der brød ind, ikke hvad han brød ind til. De andre vinduer i gården var armeret med ståltråd, så det kan være et simpelt spørgsmål om, at have valgt det lettest sted at bryde ind... Og i øvrigt, det vindue det blev brudt ind af, er det eneste der vender mod gården. Vinduet på kontoret, det lille aflange, vender mod sidegaden, så personen der brød ind, kan nemt have troet, at alt var forladt, når det lå hen i mørke."
   "Så en narkoman, ude på at score nemme penge, ser et vindue der er nemt at komme ind af, tager et tæppe der ligger der i forvejen, knalder ruden, kravler ind og opdager lyset, da han åbner døren ud til mellemgangen. Før Ingolf når at komme ud, sparker vedkomne til døren." sagde Madsen og vuggede med hovedet fra siden til side, så han ufrivilligt fik et anstrøg af noget Indisk.
   "Besnærende plausibelt, men vi ved stadig ingenting om Ingolf jensen." sagde Jan.
   "Nej. God pointe! Det kunne være langt mere personligt. - Gæld, familiefejde, narko... Folk gør sgu' de underligste ting, på det mærkeligste grundlag."
   Jan smilede ned i sit kaffebæger.
   Han ville gerne tro, at der var mere i sagen, end hvad det umiddelbart så ud til, men havde på fornemmelsen at det nok ikke var tilfældet. Tæppet i gården nagede dog. Det kunne være efterladt, men hvis det ikke var efterladt, betød det at nogen havde taget det med. Og havde noget taget det med, så var det planlagt og var det planlagt, så var døren åbnet for andre motiver, end et simpelt tyveri der gik galt.
   "Du får Cecilie Petersen, fra Ålborg." sagde Madsen, ud af det blå.
   "Undskyld?"
   "Din nye makker, når jeg skrider på pension til den første. Hun skulle efter sigende være ret god. Høj opklaringsprocent... men lidt speciel."
   "Speciel?"
   Madsen smilede og drak resten af sin kaffe.