I dag var det sidste dag hun var alene. Hendes mor kom først hjem. Hendes far havde lige et par dage mere fri, og der var noget han skulle hjælpe farfar og farmor med.
   Hun gik ned i gården med affaldsposen, der var godt fuld. Hun syntes ikke den plejede at være så tung, men det var måske fordi hun havde ventet flere dage med at tømme den end hun plejede.
   Knap nok var hun kommet ud af affaldsskuet før hun fik øje på formanden. Hun kunne ikke undgå at han så hende, så han råbte hende lige an.
   "Jeg ringede på hos jer i går og der var ingen hjemme, jeg ville jo ellers gerne snakke med jeres far."
   "Mine forældre er i Jylland, min mor kommer hjem ind under aften i dag, min far kommer om to dage."
   "Godt, jeg vil jo meget gerne snakke med ham, det er meget vigtigt."
   "Er det alvorligt?"
   "Der er jo nogen her i huset, der konstant gør vrøvl, det er et mindretal, men hvis der er for mange der bliver væk fra møderne, kan de ske at få overtaget, det er jo meget vigtigt, at der kommer flere og giver deres stemmer."
   "Ja ja, om to dage er han her."
   "Hvad med din mor?"
   "Det ved jeg ikke rigtig."
   "Hvad er din holdning?"
   "Jeg er jo hjemmeboende barn, så jeg kan ikke gøre så meget, men som sagt, min far er hjemme om to dage."
   "Jeg har jo også lovet ham at gøre noget ved de latinamerikanere og deres musik, der generer ham."
   "Den kan kun høres ude på vores toilet."
   "Det er lige meget, man må ikke genere naboerne med støj."
   "Ja tak, du kan høres gennem væggen til mit værelse, når du skændes med nogen."
   Hans øjne blev vidtåbne af panik og han udstødte et mindre hyl. "Kan du høre ordene jeg siger?"
   "Tydeligt."
   Han stod lidt og så ud som om han samlede sig sammen. "Godt, jeg snakker med din far om et par dage." Med disse ord gik han med hastige skridt.
   Anita stod lidt og måtte tænke over det. Det var vist første gang hun havde snakket med ham. Han kunne tydeligvis ikke lide at han kunne høres gennem væggen.
   Hun satte sig på sin stambænk ikke for at få fred denne gang, men for at nyde solskinsdagen, som var sjælden i efteråret.
   Hun for forskrækket sammen, da en hundesnude pludselig kom ind i hendes synsfelt. Det var en lys golden retriever. Hun blev først lidt nervøs, men så at den logrede med sin hale.
   "Dav med dig," sagde hun. Hun lagde en hånd på dens hoved og strøg blidt hen over dens ryg. Den logrede endnu mere. Hun kunne ikke lade være med at smile.
   "Jeg har ikke noget mad jeg kan give dig," sagde hun.
   En mørkhåret mand kom gående med en hundesnor som han satte på hunden. "Nå, så du har fundet en ny veninde, Bongo," sagde han. Anita smilede til ham.
   "Han kom jo lige og ville hilse på mig."
   "Han er selskabelig, men kom så, Bongo, nu skal vi gå tur."
   Bongo fulgte med ham. Anita sad lidt og tænkte. Den havde ikke de holdninger, som mennesker ofte havde.
   Nu tænkte hun lidt på den familie med den søde hund. De måtte jo bo i baghuset med de små lejligheder. Det var godt nok lidt trangt med to børn og så en stor hund. De burde have en af de store lejligheder, som den Anita boede i med sine forældre. Tænk hvis hun kunne få deres lejlighed og de kunne få hendes. Men hun vidste godt at der var nogle år til deres pensionering.
   To ens udseende piger løb rundt i gården. Anita kunne kende dem, det var de to piger, der hørte til familien i baghuset, dem med hunden. Deres mor åbnede lige vinduet på klem.
   "I kan lege et stykke tid, så skal vi spise."
   De to piger spænede hen imod Anita.
   "Du blev gode venner med Bongo," sagde den ene af dem.
   "Ja, det gjorde jeg vist, jeg hedder Anita, hvad hedder I?"
   "Emma."
   "Lea."
   "Det er jo lige om jeg kan kende forskel på jer," sagde hun med en lille latter.
   Lea pegede på et ar, som hun havde på kinden lige der hvor hendes lange lyse hår begyndte. "Det der har min søster ikke."
   "Hvordan har du fået det?"
   "Jeg faldt ned ad et klatrestativ ovre i parken."
   "Uha da."
   "Min far fik mig hurtigt på skadestuen."
   "Går I i første klasse?"
   "Børnehaveklasse," sagde de begge to.
   "Kan I lide det?"
   "Ja, det er sjovt, og vi laver mange sjove lege der."
   "Hvad leger I?"
   "Bro bro brille, Tornerose."
   "Dem har jeg også leget i børnehaven."
   "Vi kunne måske lege en af dem nu," sagde Emma.
   "Vi er for få," sagde hendes søster. Anita rejste sig.
   "Jeg kan en, hvor man ikke behøver at være så mange, kom, vi tager hinanden i hånden."
   De stillede sig nu i rundkreds og begyndte at gå rundt.
   "Så går vi rundt om en enebærbusk," sang Anita, og efter et par omgange kunne de to piger melodien og sang med. "Så står vi stille... så gør vi sådan når vi vasker vores tøj..."
   Anita viste dem bevægelsen, og de to piger fulgte med under latter.
   "Så gør vi sådan når vi stryger vores tøj..."
   De to piger var meget hurtige til at lære bevægelserne og de kunne næsten ikke synge for bare latter. Da de kom til verset med at gå til kirke tidlig søndag morgen, kunne Anita se, at de vist lige var en for lidt, men hun tog dem i hånden og gik hen ad gården med dem mens de sang.
   De to små piger grinede. "Den skal vi lære dem i børnehaven," sagde Lea.
   Nu gik der et vindue op og deres mor stak hovedet ud. Anita lagde nu rigtig mærke til, hvordan hun lignede en voksenudgave af de to små piger, det samme lyse bølgende hår, den samme ansigtsform, bare større.
   "Så skal vi spise, piger," råbte hun, og de to piger løb mod døren, mens de vinkede farvel til Anita. "Tak fordi du kunne underholde vores piger lidt, Anita... det er sådan du hedder, ikke?" Anita nikkede, og så blev vinduet lukket.
   I det samme kom der en SMS ind på hendes mobil. Det var hendes mor, der meddelte at hun nu var stået af ved Nørreport station og snart var hjemme. Anita gik nu op og begyndte at finde noget mad frem, som hun havde planlagt. Hun havde lyst til at hoppe lidt rundt, hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt det sådan.
   Nu arbejdede hun på maden så godt hun havde lært det i hjemmekundskab i skolen. Det var nu også lidt hyggeligt. I de dage hun var alene, havde det været frostretter, der skulle opvarmes i mikroen. Det var ok, men lidt kedeligt.
   Hendes mor ankom da hun var næsten færdig med maden. Så skulle hun tilbringe aftenen og de næste dage alene med sin mor. Det var til at holde ud, for selvom hun ikke lige var den, der snakkede allermest, så var det til at holde ud fremfor hendes fars råberi og surhed.
   Mor og datter sad nu ved aftensmaden, det var stille og roligt. Anita nød det.
   "Der er en ting, der undrer mig, mor, jeg har fået at vide, at vi har boet et andet sted her i hovedstadsområdet og vi først flyttede hertil, da jeg var i fire eller femårsalderen."
   Hendes mor rynkede panden. "Hvem har sagt det?"
   "Vores nabo."
   "Fru Larsen?"
   "Ja, eller Ellen som hun hedder, jeg faldt i snak med hende en af dagene her, og hun inviterede mig ind til kaffe."
   "Uha, fortæl ikke det til din far, han vil gå helt amok, han holder jo meget hårdt på, at vi ikke skal have noget at gøre med nogen her i huset."
   "Hvad kan han dog have imod en sød ældre dame?"
   "Han er principfast."
   Anita var ved at sige, at hun også havde besøgt den brasilianske familie ovenpå og snakket med familien i baghuset, men kunne mærke, at det skulle hun vist ikke.
   "Ok, men det korte af det lange, hun fortalte at hun boede her da vi flyttede ind og så os, da vi kom, og jeg var så lille så jeg ikke kan huske det."
   "Vi har med vilje ikke talt højt om det."
   "Men nu har jeg fået det at vide, så det kan vel ikke betyde noget, at jeg ved hvor vi boede før."
   "Nej, det kan det vel ikke, det var Greve, vi havde et rækkehus, hvor vi også havde en have."
   "Så flyttede vi i en lejlighed her i byen? Det lyder lidt usædvanligt, men det var måske fordi I havde en lang tur at pendle til arbejde?"
   "Ja, og siden du jo var lille, gik vi ud fra, at du efterhånden ville glemme huset og haven."
   "Ja, men nu har jeg jo fundet ud af det ved et tilfælde, og det er ikke ligefrem noget jeg græder over nu, så jeg kan ikke forstå hvorfor det skulle være så hemmeligt."
   "Det vil din far altså helst have, jeg håber du forstår."
   "Ja, ja, vi har jo altid skullet indrette os efter hvad han helst ville have, det ved jeg jo."
   "Nu må du ikke køre for meget op, min pige, jeg har aldrig kunnet lide skænderier, men ok, hende vores nabo, hvad er hun for en?"
   "Hun er enke hun har været skolelærer i sin arbejdstid."
   "Uha, det skal du slet ikke fortælle far, han kan ikke fordrage skolelærere."
   Anita gav et ryk. "Det er da noget underligt noget, ikke for det, jeg havde også lærere jeg ikke brød mig om, men de fleste var da flinke."
   "Ja, men din far hadede at gå i skole, han syntes det de lavede der var tidsspilde."
   Anita tænkte lidt. "Jeg kan også huske, at når der var forældremøde på skolen, så var det dig, der var alene derhenne."
   "Ja, din far ville ikke bruge tid på det, han syntes det var unyttigt pjat, dine lærere talte jo pænt om dig, du gjorde dine ting og var med i timerne, men din klasselærer sagde flere gange til os, at du vist ikke havde det godt.
   "Det er jo ikke forkert."
   " Det ved jeg, og jeg kan også blive lidt gal over, at vi ikke gjorde mere ved det, men når jeg snakkede med din far om det sagde han, at lærerne skulle koncentrere sig om at lære jer at læse, skrive og regne og ikke blande sig i sådan noget."
   Anita sank flere gange, inden hun var i stand til at sige noget igen. "Jeg har også undret mig over, at far aldrig var med hjem og besøge din familie, det var altid kun os to."
   Nu kunne hun se, at hendes mor var ved at blive lidt trist. "Han har aldrig rigtig kunnet med min familie, de kom altid op og skændes, når de var i stue sammen, så derfor er det blevet sådan, at det kun er dig og mig, der besøger dem."
   "Synes du ikke det er ubehageligt?"
   "Jo, men sommetider må man vælge en løsning, som ikke er god, men er den bedste i den givne situation."
   "Det er selvfølgelig rigtigt."
   "I din fars familie er der jo noget lignende, din onkel Leo har også svært ved at klare din far nogle gange."
   "Det har jeg observeret."
   "Han er jo ellers flink og rar, men din far kniber det for ham at tage."
   "Men Bent og Lisa, hvordan har de det?"
   "Ja, Bent hænger mest ud med sine kammerater, vi ser ham ikke så meget, Lisa er blevet så genert, det er nok teenageproblemer, hun er jo blevet tretten."
   "Det er helt underligt, at jeg har en fætter og kusine, der er så tæt på mig i alder."
   "Ja, din faster er jo en efternøler."
   "Det ved jeg, og så mine kusiner i din familie, de er godt nok voksne i forhold til mig."
   "Ja, far og mig havde jo været gift længe inden jeg blev gravid med dig, vi var ved at tro, at jeg måske ikke kunne få børn."
   Anita gav et ryk. "Hvem siger det var dig, der ikke kunne? I fik jo så vidt jeg har forstået ikke undersøgt det."
   Hendes mor blev noget rød i hovedet og rømmede sig. "Nå ja, det kunne det selvfølgelig også, det var bare en fortalelse."
   "Men det lød som om du var helt sikker på, at min far kunne få børn."
   "Nej, nej, jeg kom bare til at sige forkert, det skal du ikke tænke på."
   Anita opgav at bore mere i det. Hun tænkte lidt. Det var meget hun havde fået at vide nu, men der var stadig meget hun ikke forstod.
   Hendes mor lo nu. "Der er mange gange din far og mig er blevet taget for at være dine bedsteforældre."
   "I nåede vel lige akkurat at få mig inden du ramte overgangsalderen."
   "Det er rigtigt."
   Anita sad nu og tænkte. Det var nogle gode oplevelser hun havde haft i de sidste dage, hvor hun var alene hjemme, hun havde lært nogle beboere at kende. Det var bare svært at følge op på det, når hendes far kom hjem.
   Så var der ham formanden. Hun ærgrede sig over, at hun var hjemmeboende barn før myndighedsalderen. Hun kunne ikke gøre en indsats for at skride ind, hvis der virkelig var misforhold i huset.