Der skulle aflægges rapport. Tre mand fra CIA, ville vide hvad jeg havde foretaget mig, på min tur hjem, som de sagde. Det tog det meste af dagen. De var meget professionelle, de gav mig ret i det måtte havde været en drøj tur. Det var først da jeg havde været tæt på et par af deres folk, at de vidste jeg var i live.
   "Vi kunne af efterretningsmæssige grunde ikke kontakte dig."
   Men jeg fik ballade over at have sendt, som de udtrykte det:.. En sindssyg hollandsk krampe, der kun havde givet dem problemer... Selv den hollandske ambassade, havde klaget over det indgreb i hendes frihed, som hun mente hun var udsat for af mig. Jo, det havde været en oplevelse, de gerne havde været foruden. Ellers var de tilfredse med mig, jeg var nået hjem, sagde de og smilede.
   Jeg havde ikke noget at lave nu, der var heller ikke brug for så mange agenter mere. Jeg kunne få en god pension, eller lade dem pensionere mig, så ville min bonus være lidt mindre. Jeg valgte det første.
   "Jacos! nu skal du først have en lille ferie, på tre måneder, derefter skal du hjem til USA og pensioneres. Det hele vil være overstået i løbet af fire måneder," hvis jeg accepterede den løsning.
   "Hvor vil du hen?" spurgte de, og jeg svarede jeg gerne ville spendere et par måneder i Thailand, og en måned i Grækenland, men de skulle nok få adressen, når jeg vidste hvor jeg tog hen. Det aftalte vi, de ønskede mig en god ferie.

Min gamle ven og kammerat gennem hele min opvækst, negeren John, var på basen. Han var næstkommanderende, ham tilbragte jeg de næste to dage med, mens jeg fandt mig et sted at bo.
   "Jacos! du skal hjem til fort Alamo Bragg. De vil gerne hilse på dig. Det vil tage dig tyve timer, da du skal med en af vores transportfly. Jeg har sagt til dine chefer, det er en tjenesterejse du foretager. Hold lidt ferie derovre, og kom så tilbage til os når du er klar til det.
   John! hvad vil de mig derhjemme?"
   "Medaljer, og måske et job som lærer ved en af de militære skoler."
   "Ha, det kunne du li'?.. Nej, det vil jeg ikke, jeg er ikke aktiv mere, og det vil jeg blive ved med ikke at være, så længe der ikke er akut brug for mig.
   "Ja, ja, lad os nu se tiden an." Han smilede, "og du kommer tilbage hertil, inden du begynder din ferie, det ligger helt fast." Han klappede mig på skulderen, venskabeligt og beroligende. "Kom, lad os få noget at spise."
   Vi gik over i messen og tog for os af retterne.

Jeg blundede. Det store transportfly brummede monotont, det virkede døsende på mig. Jeg var nu på vej hjem, og glædede mig til at hilse på mine venner. Det var længe siden jeg havde set noget til dem. Vi skulle mellemlande på en af vore baser i Stillehavet. Der skulle vi være i et par timer, derefter videre. Dagen efter var vi hjemme.
   Der ventede en vogn på mig, med chauffør. Fem timer efter ankom vi til fortet, der var kaserne og uddannelsessted for elitestyrkerne. Min gamle oberst tog imod mig.
   "Velkommen tilbage. Det var en lang tur du var ude på, men det er godt at denne forbandede krig nu er slut. Der er mange der gerne vil hilse på dig, og høre om hvordan du klarede dig. Måske jeg kunne få dig til at fortælle vores elever, hvordan man klarer sig derude?"
   Jeg smågrinede, men indvilgede i det, og blev indkvarteret på mit gamle kvarter.
   Al virakken var overstået på et par uger, min beretning for de nye elever var et tilløbsstykke. Der var mange indenfor vores regiment, der gerne ville høre hvad jeg havde bedrevet i Vietnam, og om min tur hjem gennem junglen til Thailand.

Der var blevet tid til et par dages ferie. Der var otte dage til jeg skulle tilbage til Thailand. Jeg tog ud i bjergene, for at være lidt alene. Susanne havde plaget mig en del, men jeg vidste ikke hvorfor jeg tænkte på hende. Måske var det hendes vrede mod mig, der fik mig til at tænke på hende. Måske det at hun havde mistet sin mand?.. En mærkelig kvinde var hun. Ung, smuk, kunne få den mand hun ville, og så havde hun valgt en vietnameser!, hun var ikke helt almindelig. Jeg kørte af sted ud i bjergene. Midtvesten var varm, op til fyrre grader om dagen. Jeg slog lejr ved en kløft, et par hundrede kilometer ude fra al lands lov og ret. Den gennemgående vej, der forbandt de to nærmeste byer, var et godt og øde sted. Det var sparsomt med bevoksning, men kryb og slanger var der nok af. Jeg lavede aftensmad, nød min ensomhed her ude i naturen. Stilheden, og den ro det gav mig, var en lise for mine forvirrede tanker. Hvad ville jeg med mit liv?.. Jeg vidste det ikke. Jeg ville besøge mine forældre, og senere mine bedsteforældre. Hvad der så skulle ske, det måtte tiden vise.
   Der var gået et par dage, hvor jeg strejfede rundt uden mål eller med. Jeg bare nød det. Jeg lagde mig til at sove, efter at have kontrolleret mit leje for diverse kryb. Solen var gået ned, alt var tyst, bortset fra et par enkelte vildhundes hylen.
   Jeg hørte en bildør smække. Jeg havde slået lejr hundrede meter fra vejen i en klippespalte, det var vel derfor alle lyde trængte så klart op til mig. At en bil passerede mig i løbet af natten, det tog jeg ikke notits af, men nu var der en der havde stoppet. Jeg rejste mig og gik i skjul. Jeg ventede ikke nogen, det var vel bare en der skulle forrette et ærinde på naturens vegne, og så væk igen. Det var bælgmørkt nu. Jeg kunne lige akkurat ane i det sparsomme lys, at der var nogen på vej hen imod min lejr. Lygter flaksede rundt. Jeg trak mig tilbage, ventede...
   "Her skulle det være," sagde den ene.
   "Det er en vagabond, ham kan vi få lidt sjov med," de morede sig højlydt. De var nået til lejren, og lyste på mit telt og min udrustning.
   "Hvad satan! han er her ikke!.."
   "Han gemmer sig nok," svarede den sidste. Det var tre mænd. På stemmerne kunne jeg forstå de ikke var ret gamle.
   "Se hvad han har her. En riffel, den tager jeg."
   De rodede i min udrustning. Jeg nærmede mig langsomt. Lydløst tog jeg den ene og bandt ham. Jeg kunne mærke han var skrækslagen. En af de andre kaldte på ham. Han turde ikke svare, kunne jeg mærke. De to andre ledte efter ham. Da den ene fandt ham udstødte han et råb.
   "Her! han er her, han er bundet!"
   Jeg taklede den anden før han nåede hen til sin makker, lige så lydløst som den første. Også ham bandt jeg og lagde ned.
   "Joe?.. Hvor er du?"
   Den sidste var nu i panik.
   "Joe, for helvede, sig noget!"
   Men han var alene. Han fandt sin kammerat, og ville tage båndene af ham da jeg sagde:
   "BØH!"
   Han for sammen og tabte sin lygte. Jeg fangede ham og bandt ham.
   "Så, drenge, så kan man måske få nattero?.. God nat," sagde jeg, efter at have lagt dem ved siden af hinanden, og kontrolleret deres bånd.
   "Sov godt."
   De havde endnu ikke set mit ansigt, så de vidste ikke hvem jeg var, eller kunne sætte et ansigt på mig. Natten gik, hvor de bange hviskede sammen. Da solen stod op gik jeg ud til dem.
   "Nå! skal vi så lave lidt skæg med mig?"
   De havde ikke sovet, de var meget bange kunne jeg se.
   "Har I sovet godt?"
   Jeg så rundt på dem, der var ikke nogen der havde lyst til at svare.
   "Jeg spurgte jer om noget," råbte jeg, "og jeg er vant til at få et svar. Nå!"
   De skulede til mig men sagde intet.
   "Jeg ser lige til jeres bil."
   Jeg gik ned til bilen der holdt i vejsiden. Det var en gammel spand, en benzinsluger. Den var dyr at køre i, og pengene fik de vel ved at røve enlige vandringsmænd som mig. Jeg gennemsøgte den, og fandt mange ting der ikke kunne være deres. Våben, ammunition, penge, tøj, og et par tomme tasker. Der var flere kørekort, og en del kreditkort som garanteret ikke tilhørte dem. Der stod også en kasse. En firkantet en, da jeg åbnede den var der en klapperslange i den. Jeg smækkede låget i og tog den med. Den måtte de fortælle mig hvad var til.
   Jeg gik tilbage til dem. De havde prøvet at komme fri, men det var dømt til at mislykkes. Jeg var ekspert i det jeg var i gang med.
   "Nå, I vil gerne fri?"
   Jeg så på dem.
   "Men så må i først fortælle mig hvad i bruger slangen til... Dig!" sagde jeg til ham der var nærmest. "Hvad er den til?"
   Han så på de andre, men sagde ikke noget.
   "Nuvel, så må jeg prøve noget andet."
   Jeg gik hen til ham der var nærmest, tog om hans arme og vred til, samtidig med at jeg rykkede hårdt i dem. Han skreg, det gjorde ondt.
   "Svar!" råbte jeg.
   Han var rædselsslagen, og stammede:
   "Til at få folk til at aflevere tingene til os."
   De andre protesterede, men jeg slog dem over munden, hårdt, og sagde de ikke var blevet spurgt.
   "Nå?.. Ville i røve mig?"
   "Ja," stammede den første, "det ville vi."
   De var ikke andet end halvvoksne drenge, mellem tyve og femogtyve år gamle.
   "Hvor mange har i så røvet i de sidste dage?"
   "Tre!" svarede han, de andre holdt mund.
   "Og hvor er de tre så?"
   De krympede sig, ville ikke svare. Jeg tog min kniv frem, og sagde:
   "Du der. Nu er det din tur til at svare, hvis det ikke går hurtigt nok, snitter jeg i dig." Jeg så på ham, han så på sine kammerater. Jeg snittede ham let i ansigtet.
   "Nå?.."
   Han skreg. Ikke af smerte, for det var kun et lille rids, men af angst.
   "Svar!" brølede jeg, "eller jeg snitter dig i småstykker."
   "De er døde"
   hulkede han.
   "Døde?.. Hvor?.. Jeg vil vide mere!"
   "Vi har smidt dem ned i en slugt, smidt klipper og sten over dem."
   Jeg viftede truende med kniven.
   "Hvor mange har I dræbt?"
   "Kun de tre," sagde den første. Jeg sparkede ham hårdt i maven, han skreg af smerte.
   "Kun tre?" brølede jeg. "Kun tre?"
   "Nej," sagde ham jeg havde snittet i ansigtet. "Nej, fem seks eller sådan noget!"
   "Og hvad havde I så tænkt jer at gøre med mig?"
   "Ingenting," svarede han med rædsel i øjnene.
   "Løgner," brølede jeg, og rettede et spark mod hans ben. Lyden af brækkede knogler var ikke til at tage fejl af. Han hylede af smerte.
   "Nå så I vil ikke svare?"
   De skreg af rædsel. De var bange. Meget bange.
   "Godt, jeg vil gøre som jer. Men først skal jeg se om slangen vil hjælpe mig, så er det jo ikke mig der er den der slår jer ihjel... Vel?"
   De hylede, var bange, tudede og bad for deres liv.
   "Ha, hvor mange af jeres ofre bad for deres liv?.. Og skånede I dem?.. Tror I jeg vil skåne jer?"
   Jeg så rundt på hver enkelt af dem, de græd som piskede og bad igen for deres liv. Jeg tog en kæp der lå ved siden af mit telt, og bankede dem eftertrykkeligt. De hylede og skreg om kap, men de fandt ingen nåde. Jeg gik hen til den ene og lagde kniven på hans strube.
   "Dø!!" skreg jeg. Han besvimede. Det samme gentog sig ved de andre. De kunne jo ikke vide, at før jeg trak kniven over halsen på dem, vendte jeg bladet så der ikke skete dem noget. Men virkningen var effektiv. De var alle tre besvimede af skræk.
   Jeg forlod dem og gik ned til vejen igen. Efter en tid kom en bil forbi. Jeg talte med chaufføren, der lovede at tilkalde politiet fra den nærmeste benzinstation, der lå tre kilometer herfra. I mellemtiden så jeg til mine fanger, de 'sov' stadig.
   Endelig dukkede der en bil op i det fjerne med blink på taget, det var politiet. Jeg standsede bilen og satte betjentene ind i situationen. De var rystede, kaldte på forstærkning. Da vi kom op til mine fanger, var de to vågnede. De rystede af skræk. Betjentene løste deres bånd, og tog dem i håndjern ned til den ekstra politibil, der i mellemtiden var ankommet. De blev afhørt. Var deres svar for tøvende, rejste jeg mig og kikkede på en af betjentene, der nikkede. Det kunne få tungerne på gled.

Det tog tre dage med afhøringerne på den lokale politistation. Der var fem dræbte og tolv røvede. Hele egnen var rystet. Alle tre drenge, eller unge mænd, var fra velstillede familier, de savnede spænding. Var jeg ikke kommet forbi og havde stoppet dem, ved ingen hvor længe de kunne have fortsat deres kyniske og voldelige opførsel.

Jeg skulle tilbage til Thailand. Min lille ferie var forbi. Jeg glædede mig til at komme væk fra den heksekedel, det havde været at være her. De oplevelser ville jeg gerne have været foruden. Jeg tog turen tilbage, den var lige så triviel som turen herover. To dage senere landede jeg på en militærbase i Thailand. John tog imod mig, og sagde med et glimt i øjet:
   "Jacos, man kan da heller ikke sende dig ud på egen hånd."
   Jeg grinede. Det var rygtedes jeg havde været i kløerne på tre unge mordere, der savnede spænding i deres tilværelse. Det var også rygtedes, at den spænding de søgte, havde de fået i rigt mål ved at møde mig. De ville alle få livsvarigt fængsel, eller blive dødsdømt.

Min første destination i Thailand var i Pataya. Det var lastens by, men jeg kunne godt nære mig. Jeg ville bare slappe af. Jeg lejede mig ind i en lille bungalow ude ved stranden, lidt nord for byen. Jom Tien hed området, der var et godt og venligt sted at være. Thaierne er venlige mennesker, jeg befandt mig godt i deres land. Her var varmt og venligt. Hver morgen løb jeg mig en tur på ti kilometer langs stranden, for at holde formen ved lige. Jeg var først og fremmest soldat, professionel soldat, det måtte jeg ikke glemme.
   Jeg var i byen for at handle, på second road i Pataya, var lige blevet færdig. Nu var jeg på vej hjem, da jeg tilfældigt mødte Susanne. Jeg stoppede op og ville hilse. Hun så iskoldt på mig, og hamrede sin taske i hovedet på mig.
   "Svin," råbte hun, og svingede tasken igen. Uheldigvis stod der en færdselsbetjent ved siden af mig, da jeg dukkede mig røg han hen af gaden, ramt af hendes taske. Han blev helt ystyrlig, råbte op og anholdt hende på stedet. Hun blev lagt i håndjern. Han spurgte mig om der var sket noget med mig.
   "Intet, bare lidt øm, men det var et herreslag. Jeg vil beklage det sidste slag ramte dig, det var beregnet på mig."
   "Gadeuorden," sagde han bestemt. "I må begge følge med."
   Der havde allerede samlet sig et opløb. Der var mange der grinede af, hun havde knaldet mig en på hovedet.
   "Din kone er tosset," sagde en, der kom mange sådanne bemærkninger til os. En politibil hentede os begge, det var besværligt. Susanne gav ikke op så hurtigt. På vej ind i bilen knaldede hun mig en lussing, så det sang for mit øre. Trods hendes håndjern, der gav mig en rift, var den lussing placeret lige på min kind, det gjorde ondt. Betjentene lagde hende med magt ned i bunden af vognen, jeg blev placeret på forsædet. Vi kørte ind på den nærmeste politistation, hvor vi blev anbragt i hver sin celle. Jeg kunne høre hun brokkede sig, men kunne ikke se hende.
   Jeg blev hentet ind først, til en kommissær. Han ville vide hvad det var for noget bøvl vi havde lavet. Jeg sagde, som sandt var, at vi var gamle bekendte fra Vietnam, at hun anklagede mig for at være indirekte skyld i, at hendes mand der var Vietnameser var dræbt.
   "Jeg er soldat. Amerikansk soldat der har ferie," sagde jeg til kommissæren. Jeg gik i forbøn for hende.
   "Det er virkelig et uheld, hr. kommisær, at politimanden har fået hendes taske i hovedet. Det slag var beregnet på mig, jeg dukkede mig, så skete skaden. Undskyld, hvis nu politimanden får ethundrede dollars for svie og smerte, kan vi så ikke bare glemme denne sag?.. Og hvis jeg betaler bøden for gadeuorden her på stationen, hvad den så måtte være, kan vi så ikke bare slippe med et par advarsler?.. Jeg mener, det er en frygtelig redelighed vi har lavet, men hun er lidt uligevægtig for tiden."
   Jeg smilede til kommissæren, der grinede.
   "Først får du et par på hovedet, og så vil du lade hende slippe med det, og du påstår du knapt kender hende?.."
   Han rystede på hovedet og sagde:
   "Det med svie og smerte, må du aftale med betjenten der blev ramt om. Men bøden for gadeuorden! Den bliver på tohundrede dollars, som du kan betale med det samme."
   Han kaldte på den betjent der var ramt af hendes taske, forelagde ham mit tilbud. Det tog han imod, jeg betalte det skyldige beløb.
   "Hr. kommissær. Jeg beder om en tjeneste mere."
   Han kikkede på mig, og sagde opgivende:
   "Hvad nu?.."
   "Lad mig smutte nu, og lov mig du ikke lukker hende ud før om ti minutter. Giv mig et lille forspring."
   Han grinede og slog sig på lårene.
   "Hold da helt op hvor er I tossede. Men for venskabs skyld, så er det en aftale, og lad mig ikke se jer igen."
   Han hoppede af grin i stolen, rakte mig hånden og ønskede mig alt vel. De lukkede mig ud af bagdøren. Jeg skyndte mig hjem. Var jeg bange for Susanne?.. Tåbe, tænkte jeg. Jeg måtte hellere finde mig et andet sted at opholde mig. Susanne var farlig og uberegnelig, hende ville jeg helst ikke møde igen. I aften ville jeg se mig om efter noget andet at bo i, et andet sted.

Sidst på eftermiddagen gik jeg ned på stranden og badede. Jeg lagde mig i sandet efter badet, på et håndklæde og solede mig . Jeg må være faldet i søvn, for jeg vågnede ved der løb vand ned over mig. Ikke regn, men i stride strømme. Det var Susanne der tømte en flaske over mig. Jeg satte mig op. Kikkede på hende, og sagde:
   "Holder den krig da aldrig op?.. Susanne, hvorfor?.."
   Hun kikkede på mig, fnyste hånligt, og knejsede med nakken.
   "Det havde jeg lyst til," sagde hun og så på mig. Hun var kampberedt.
   "Sæt dig ned, og lad mig sige dig noget."
   Hun satte sig, to meter fra mig.
   "Jeg ved jeg lugter, jeg har pest og kolera," begyndte jeg, "men jeg er et menneske der vil være i fred. Der er ikke nogen der siger vi skal være venner, men vi kan da for hulen opføre os som voksne. Jeg er ked af den forbandede krig kostede dig så dyrt, men det kan jeg ikke gøre noget ved... Jeg skal hilse dig fra Thieu, der var en af de unge mænd der fulgte mig, da vi tog ind i Laos. Han er meget interesseret i hvordan det går dig, siger han kender dig fra tidligere, hvor du hjalp med pleje i landsbyen."
   Jeg så på hende, men hun lod sig ikke mærke med min sidste bemærkning om Thieu.
   "Kender ham ikke, erindrer ikke jeg har haft fornøjelsen. Ellers noget?"
   "Ok. Hvad kan jeg gøre, for at vi bare kan lade hinanden være i fred?.. Hvad forlanger du af mig, for ikke at råbe svin efter mig?"
   Hun så hovent på mig, og svarede:
   "Jeg har endnu ikke kaldt dig for et svin, selvom du er et, men både dig og det du repræsenterer, er skyld i alle ulykkerne, i er selv ude om det..."
   "Susanne for helvede," sagde jeg højere end jeg egentlig ville.
   "Bliv for fanden voksen, i stedet for at opføre dig som et barn. Der er en ting jeg ikke forstår, og det er: Når du er så forlovet med de Vietnamesere, hvorfor er du så ikke taget tilbage til dem?.. Hvis du er så utilfreds med alt og alle, så forstår jeg ikke du stadig er her?.. Kan du svare mig på det?"
   Jeg forbandede mig selv, fordi jeg havde tabt besindelsen, men hun var røv irriterende, nu måtte det stoppe. Hun så ned. Tavst, derefter så hun op på mig. Sådan sad hun længe, jeg var urolig for hvad hun nu kunne finde på, var klar til at parere et angreb.
   "Jacos! du vil have fred med mig?"
   Jeg nikkede og ventede.
   "Godt. Jeg ved hvad du vil, men jeg har også et krav til dig, for at slutte vores lille krig."
   Hun så intenst på mig. Øjnene lynede, ikke af vrede, men koncentreret.
   "Tag med mig til Vietnam. Så vil jeg vise dig hvad det er du har taget fra mig. Hvad du og dine krigsgale soldater, har gjort ved det vietnamesiske folk. Måske vil du så forstå hvorfor jeg er så vred som jeg er. Intet mere eller mindre."
   Hun fastholdt mit blik, det var mig der slog øjnene ned først. Da jeg igen så på hende, så jeg triumf over at have mulet mig rent åndeligt. Jeg blev usikker og prøvede at fatte mig, men inden jeg fik sagt noget sagde hun:
   "Kylling. Det er hvad du er."
   Der var triumf i hendes øjne, hun nød det.
   "Du turde ikke, hvad?"
   Jeg fik ikke en chance til at samle tankerne. Hendes betingelser kom helt bag på mig...
   "Susanne," sagde jeg og så op på hende.
   "Jo, det vil jeg godt, men kan du garantere for min sikkerhed?.. Er det ikke bare en måde endnu engang at triumfere på, når jeg bliver pint og plaget af dine såkaldte venner?.. Det vil du vel nyde?" Jeg var ovenpå igen, troede jeg. Men hun svarede:
   "Jacos! det er anden gang jeg siger dit navn. De ved du arbejdede for CIA, at du er elitesoldat, dræbersoldat. Men jeg har også venner på højt plan, hvis de garanterer for din sikkerhed overfor mig, så er du sikker. Naturligvis skal din regering være underrettet, det er en betingelse jeg vil stille, der skal gives garantier for din sikkerhed, det er klart. Siger du ja?"
   Jeg så på hende. Hun var ikke helt almindelig, men jeg mente ikke jeg løb nogen risiko ved at sige ja, de garantier kunne hun formentlig ikke skaffe...
   "Ja, hvis du og Nordvietnam, overfor den amerikanske regering giver de garantier, så er det en aftale. Ingen publicity overhovedet. Intet tv eller udnyttelse af vort besøg. Ingen propaganda! Du ville vise mig hvad det var der betød noget for dig, det vil jeg gerne se..."
   "Nej," sagde hun skarpt.
   "Du har misforstået!.. Ikke hvad der betød noget for mig... Nej... Jeg vil vise dig hvad du og dine krigsliderlige soldater, har taget fra mig og det vietnamesiske folk, hvad i har ødelagt for os. Det er hvad jeg vil vise dig. Og det er kun dig jeg vil vise det til. Så er det jeg kan håbe på, at du vil kunne forstå hvorfor jeg hader dig som jeg gør."
   Hendes øjne var iskolde.
   "Våbenhvile," sagde hun og rejste sig. "Hvor bor du henne?.."
   "Der ovre," svarede jeg og pegede på de små bungalows, der lå ved siden af hotellet. "I det hus hvor der er lagner til tørre. Hvorfor?.."
   "Fordi jeg skal vide hvor jeg kan finde dig, når alle garantier er i orden. Nu får du ikke lov til at løbe fra dit ansvar, som du..." Hun bed sig selv af, "undskyld, jeg glemte vi har våbenhvile, undskyld."
   Hun vendte sig om og gik, uden at sige farvel.

Hvad havde jeg nu rodet mig ind i?.. Nå, tænkte jeg, det går nok. De tilladelser og de garantier, dem kan hun ikke skaffe. Jeg gik hjem og tog mig et forfriskende bad, i stedet for den klistrede cola hun havde hældt ud over mig.