Ved det sidste møde i Rådet, havde man vedtaget, at Sorte Jærv skulle være den der talte først, efter høvdingen og Shamanen. Sorte Jærv var stolt af sin plads i stammen, og de rettigheder han derved fik. Grå Hare havde med årene efterfulgt den gamle Shaman i embedet, i den nye stamme, efter Shamanen var død af alderdom.
   En aften kom Grå Hare til hans Tipi, ville tale med ham. Sorte Jærv og den kloge og magtfulde Shaman gik ud på sletten, for at tale sammen i fred og ro.
   Grå Hare begyndte:
   "Sorte Jærv. De hvide har afsluttet deres indbyrdes krig, og rider nu mod vort folk i syd. De vil drive alle indianere sammen i noget de kalder reservater. Der, og kun der skal vi bo fremover.
   Men reservaterne er så små, at de ikke kan give os den mad vi behøver. Hverken ved jagt eller fiskeri. Mange Høvdinge har talt de Hvide imod.
   Blåfrakkerne har angrebet og dræbt mange af vore brødre fra stammerne; Lakota, Hunkpapa, Sioux og Cheyenne. Jeg kan ikke længere holde de unge krigere tilbage, de vil i krig med Blåfrakkerne.
   Du kender Hurtige Pil, der er søn af Røde Ørn. Han vil samle de krigere der vil tage med ham til syden. Jeg er blevet fortalt, at din ældste søn er blandt dem der vil drage af sted.
   Hurtige Pil har i foråret talt med høvdingen Gall, fra Sioux stammen. Han byder dem mere end velkommen, har brug for alle de mænd der vil kæmpe med ham.
   Høvding Gall, er forenet med vore store Høvdinge; Crazy Horse og Sitting Bull. Jeg er bange for vi denne gang bliver slagtet igen. De hvide, Blåfrakkerne, er mange flere end vi er, og så har de alle de våben der er nødvendige til at føre en krig. Kun få af vores krigere, kan bruge et våben, og færre har et.
   Jeg har brug for et godt råd til at vejlede de unge, fra en der har stor erfaring med de hvide, og som ved hvad han taler om." Grå Hare tav og satte sig på en græstue. Det var tydeligt hans ben ikke var så gode mere. Han virkede også trist, træt.
   Sorte Jærv kløede sig i håret, så tænksom ud over den efterårsbrune præries bølgende græs i et par minutter, og sagde så:
   "Jeg nærer stor respekt for dig, Grå Hare. Du er en viis, dygtig og tænksom Shaman. Uden dig, var folket ikke nået dertil hvor de er i dag.
   Når du har talt med de hvide, har de altid lyttet til dig, også selvom det var mig der var årsagen til balladen. Mange er de konflikter vi har undgået, ved dit altid kloge råd, og din evne til at forstå den hvide mands tankegang. Du kan tale til ham på det sprog der er hans, og som jeg af et godt hjerte hader.
   Men netop nu ved jeg, at Hurtige pil, som jeg godt husker fra da vi var på flugt fra de Blå, Hvide, ikke er til at stoppe.
   De der var unge den gang, er dem der har lidt mest. Ingen forældre, ingen fremtid uden os, til hvem de har stor kærlighed og respekt.
   Jeg ved, føler, du er en fredens mand, der vil gøre alt for at vi skal stå os godt med den hvide mand. Du er blid som en kvinde, når du taler vores sag med deres tunge. Det tiltaler de hvide, de lytter til dig.
   I de unges hjerter er et isbjerg der ikke kan smelte, før de igen kan sige til de hedengangne Ånder, at de med værdighed har hævnet den uret de hedengangne forældre var udsat for.
   De hvides angreb den gang, Grå Hare, var kun for at slå ihjel, det er jeg sikker på, og det ved du godt.
   Jeg forstår de unge krigeres vrede mod den hvide mand, forstår de vil kæmpe for de rettigheder, der nu tages fra vore brødre i syd.
   Hvor nødig jeg end vil de skal i kamp, så ved jeg, de vil kæmpe med ære og værdighed, se døden i øjnene som tapre krigere skal.
   Hvis de falder i kampen mod de hvide, forenes deres sjæle med forældrenes, på de Hellige Sletter...
   Mit råd til dig er, at lader du dem rejse, giver du dem et håb om fred i deres sjæle. Modsat! vil den is de har i hjerterne, altid fylde deres sjæle med kulde og had.
   Du ved jeg ærer dig, respekterer dig som en dygtig og viis Shaman. Men jeg kan ikke holde de unge tilbage, end ikke min egen søn kan jeg forhindre i at tage af sted.
   Hvor gerne jeg end ville, er det min faste overbevisning, at de har ret til at tage af sted, har ret til at få den hævn, der kan tø deres sjæle, give dem fred." Sorte Jærv så på sin Shaman, der mødte hans blik med værdighed og respekt.
   "Jeg takker dig, Sorte Jærv, for dit kloge råd. Kan godt se, at skal isen brydes, smelte, må vi lade dem rejse."
   Sammen, men tavse, gik de tilbage til lejren.

Lille Due sad med et skind af hjort over knæene. Sammen med den yngste datter, var hun i gang med at sy det til tøj, da Sorte Jærv kom ind i tipien. Begge kvinder rejste sig. Lille Due så bekymret på sin mand, men sagde ikke noget. Sorte Jærv vidste godt, hvorfor hans kvinde var bekymret. Datteren hilste ærbødigt sin far, og gik uden for Tipien. Det var klart for hende, at forældrene skulle tale alvorligt sammen, derfor forlod hun Tipien.
   "Lille Due! Du har sikkert hørt fra andre, at de unge vil rejse sydpå, og kæmpe sammen med vore brødre mod blåfrakkerne." Hun nikkede, men så ikke på sin mand. Ventede helt klart han skulle fortsætte.
   "Jeg vil lade dem rejse, også vores ældste søn... Måske er det en forkert beslutning, men jeg føler i mit hjerte, at skal de få fred i deres sjæle, så må de rejse." Hun nikkede og vendte sig mod ham. Hendes øjne var bange.
   "Og du? Sorte Jærv. Hvad gør du?" Han kom til at smile. Tog om sin elskede Lille Due, og så ind i hendes smukke, men bange øjne.
   "Jeg er snart en gammel mand. Ikke så stærk længere. Bliver der krig med de hvide, og kommer de her, vil jeg kæmpe for dig, børnene og stammen.
   Lige nu, vil jeg lade de unge om at kriges med blåfrakkerne." Han knugede hende ind til sig.
   Lille Due så igen på sin mand. Store tårer løb fra hendes øjne.
   "Jeg ved du gerne vil følge dem. Ved du har kræfterne til det, og viljen til at kæmpe. Ved du hader de hvide." Hun gjorde et lille ophold, smilede gennem sine tårer.
   "Jeg ved også, at du elsker os alle meget højt, og at det er os der forhindrer dig i at tage af sted. Det takker jeg dig for, min elskede mand.
   Du skal vide, at jeg er stolt over vi betyder så meget for dig." Hun så igen ned, og rystede let, som i et kuldegys...
   De blev afbrudt i deres samtale. Hurtige Pil kaldte dæmpet på Sorte Jærv.
   Sorte Jærv trak skindet fra døråbningen, og inviterede den unge kriger indenfor. De satte sig ved ilden. Sorte Jærv så på den stolte og krigsbemalede unge mand.
   "Høvding! Jeg tager til vore brødre i syd, sammen med ti andre af vores stamme, heriblandt din søn, Vilde Puma.
   Før vi drager i krig mod den hvide mand, sammen med vore brødre Sioux og Cheyenne, vil jeg takke dig, for du lærte mig at blive mand. Du har altid været i en fars sted for mig.
   Jeg vil fortælle alle, om den tapre og meget unge høvding der førte os til vore brødre i nord, da vi var på flugt for de blå, hvide. Fortælle dem, at du alene gjorde det af med fire af soldaterne i ærlig kamp.
   Når jeg slår soldater ihjel, vil jeg tænke på dig, broder og far. På min høvding Sorte Jærv, der er en stor og tapper kriger." Han vendte blikket mod Lille Due.
   "Lille Due, din hustru, takker jeg for at være i en mors sted. Jeg takker for du lod Hjorteløber lære mig at blive en god og tapper kriger. Jeg vil altid huske på den kvinde der trøstede mig, tog mig til sit hjerte, når sorgen var størst...
   Sig til mig, at jeg har truffet det rigtige valg." Han så begejstret på dem begge. Sorte Jærv så på sin kvinde og nikkede. Hun tog ordet.
   "Hurtige pil. Du har vores velsignelse til at drage i krig mod de hvide. Pas på dig selv og dine brødre. Kæmp med ære, og vis de fremmede brødre, at også vi kan kæmpe for den frihed vi elsker. Gå med Åndernes fred, og glem aldrig dine Totem." Hun rørte let ved hans pande.
   "Hurtige Pil! Min kvinde siger kloge ord. Lyt til dem, så vil det gå dig godt. Farvel min broder, tænk på os når du møder den hvide mand. Fortæl ham før han dør, at landet altid har tilhørt os, Det Oprindelige Folk." Hurtige Pil rejste sig. Slog Sorte Jærv venskabeligt på skulderen, nikkede til Lille Due og forlod tipien.

Måneder senere kom der bud til lejren. Tre Indianere var udpeget som særlige udsendinge fra Høvdingen Sitting Bull. De takkede Ojibwa folket, for deres indsats i kampen mod de hvide, Blåfrakker.
   Også de havde hørt om den tragedie, der var overgået en af stammerne i nord. De havde hørt om den kloge og vise, Sorte Jærv, der havde ført de overlevende til brødrene i nord.
   Sitting Bull havde bedt dem overbringe en pibe og noget tobak til Sorte Jærv, som tak for hans indsats for Det Oprindelige Folk.
   Høvdingen hos Det Oprindelige Folk i nord, fik en riffel og 100 patroner, der havde tilhørt en af blåfrakkerne, som tak for de mænd der havde hjulpet dem med at fordrive de forhadte Blåfrakker.
   Levende fortalte de om den tapre; Hurtige Pil, der med flere af krigerne fra både Lakota og Sioux havde forfulgt Blåfrakkerne, og jaget dem over en flod og til et bakkedrag, hvor de hvide forhadte soldater havde forskanset sig.
   Høvding Gall, havde bedt nogle af krigerne følge med ham tilbage, for at nedkæmpe de blåfrakker der havde angrebet deres lejr mod sydvest, ved Little Bighorn.
   På bjergryggen her, lykkedes det dem at drive Blåfrakkerne på flugt. I ly af bjergryggen flygtede nogle af soldaterne til et andet højdedrag, og forskansede sig bag deres heste, som de dræbte.
   Hurtige Pil førte en lille styrke an, der igen og igen angreb og fastholdt Blåfrakkerne på bakketoppen.
   Flere gange forsøgte soldaterne at sende en kurer af sted efter forstærkning, men hver gang blev kureren dræbt, inden han var nået 100m væk. Vilde Puma havde egenhændigt dræbt to kurerer.
   Hurtige Pil og hans brødre fra Ojibwa stammen, stormede nu bakkekammen. Under vilde hyl, og med frisk krigsmaling på kroppen, angreb de, og opmuntrede alle de mødte, til at storme Blåfrakkernes skanse sammen med dem.
   Sammen med Cheyenne og Sioux krigere angreb de igen og igen. De dræbte de sidste Blåfrakker med deres knive.
   Hurtige Pil søgte efter blåfrakkernes leder, og fandt ham død af flere pile i kroppen. Han skalperede ham, og rakte skalpen til en Sioux kriger, med besked om at give den til sin høvding, som trofæ over de hvide Blåfrakker.
   Han snittede derefter soldatens tøj op, og blottede brystet på den mand han så tydeligt kunne genkende, som leder af den rytterflok der havde hugget sablen i hans slægtninge, i den lejr de hvide soldater havde udslettet i nord for mange år siden. Det lange bølgende hår og det kraftige overskæg ville han aldrig glemme.
   Nu stod han over for sin dødsfjende og forbandede ham. Hurtigt skar han et stort omvendt V i hans bryst, og flåede hjertet ud af det. Triumferende og med krigshylet fra sin strube, viste han de omkringstående brødre sit trofæ.
   Efter at have takket den store Ånd for sejren, red han hurtigt tilbage mod lejren. På vejen kastede han sin fjendes hjerte til en ræv han mødte. Den greb det og jog ned i sin hule imellem klipperne.
   Om aftenen, to dage efter det store slag, havde Hurtige Pil, stadig indsmurt i blodet fra de døde Blåfrakker, danset med ilden og deltaget i sejrsdansen over de hvide og forhadte Blåfrakker. Han havde, sammen med andre Indianere, med stor ære og respekt deltaget i dansen for de hedengangne Ånder.

Deres brødre i syd: Lakota, Hunkpapa, Sioux og Cheyenne, havde i mellemtiden slået den hvide hær af soldater på flugt.
   Hurtige Pil og Vilde Puma, var af høvdingene Gall og Crazy Horse, blevet rost meget for deres tapperhed, da de nedkæmpede de flygtende soldater. Mange havde de dræbt.
   De havde været i forreste linie, da de dræbte general Custer og alle hans mænd.
   Lejren fejrede sejren i tre dage, ved at danse og hylde stammens Ånder og Totem.

Langt senere, tog den hvide mand en frygtelig hævn, og spærrede alle Indianere inde i fængsler og reservater. Ikke mindst sad der mange Indianere i det nybyggede fængsel, Alcatraz, i San Francisco bugten.