Da jeg vågnede, var jeg først lidt forvirret. Hvor var jeg? Så huskede jeg pludselig alt fra dagen før.
   Jeg var alene i teltet. Jeg lå lidt og spekulerede på hvad klokken mon var, da Riza kom ind.
   "God morgen, Lisa, har du sovet godt?"
   "Ja, trygt og godt, men hvad er klokken?"
   "Den er halv ti. Hvis du står op nu, er der morgenmad om ti minutter, hvis du vil, kan du godt nå et bad i søen."
   Rizas stemme var varm, lige så blid og rolig som i aftes. En kvinde der er tilfreds med livet, og som hviler i sig selv, er i balance.
   Jeg tog et håndklæde og min toilettaske med ned til søen. Den så kold ud, som den lå der for mine fødder. Jeg besluttede mig for kun at vaske mig i dag, så måtte det med bad vente til senere, der måtte da være en mulighed der hvor de boede.
   Glad og spændt gik jeg tilbage til dem. Morgenmaden bestod af brød, hjemmebagt, kunne jeg smage, det var lunt endnu. Kaffe og et stykke ristet kød fra dagen før. Jeg var ikke vant til at få så tung og kraftig en kost om morgenen, men fandt det bedst ikke at kommentere det. Riza og Jægeren havde spist, de gik begge i gang med at bryde lejren ned.
   Telt og andet grej blev pakket på en vognlignende tingest der lå på jorden. Den havde to hjul, der ikke var større end et par trillebørhjul. To lange stænger der endte i en bøjle, og et kraftigt net der var spændt ud imellem dem. Jeg spekulerede på hvordan dette køretøj fungerede, og så Jægeren lægge ting på nettet. Han hentede en af hestene og spændte den for vognen, som om det var en gig eller jumpe. Det var smart, en nem måde at transportere det hele rundt på.
   Jægeren lagde også den lille ovn oven på nettet, så langt tilbage, så dens vægt ville blive så lille som muligt. Det hele var sådan arrangeret, at den tungeste vægt blev fordelt over hjulene, så den lille hest kun skulle trække læsset, ikke bære på det.
   Resten af deres udstyr kom de i to sække eller poser, som de hængte over rumpen på den anden lille hest.
   Jeg følte mig sat tilbage til det forrige århundrede, men kunne med det samme se, det var en uhyre praktisk måde at gøre tingene på, når man nu havde valgt at leve på denne måde.
   De tilbød mig, da jeg også havde fået pakket mine ting, at de kunne komme i den ene pose. Så var vi klar til at gå mod det sted de kaldte deres hjem.
   Forrest gik Jægeren med den ene hest, så kom jeg, til sidst Riza med den anden hest. Det var sådan Jægeren ville have det, det var den bedste måde at kontrollere på, om jeg nu også var med, havde han sagt med et smil til Riza.
   Vi gik mod nordøst, og brugte tilsyneladende nogle for mig usynlige stier. Det var hverken besværligt eller anstrengende for nogen af os. Det var som om træer, både væltede og stående, gav plads for os. De måtte kende skoven godt, Riza og Jægeren.
   Efter et par timer kom vi til en elv. Jægeren gjorde holdt, nu skulle der fiskes. Han tog en fiskestang fra en af poserne og en lille æske, lod hestene stå på bredden ved elven og nikkede til Riza. Henvendt til mig sagde han:
   "Vi plejer at fiske engang imellem, at spise fisk er sundt, og så smager det godt. Har du fisket før, Lisa?"
   Jeg svarede, som sandt var, at jeg aldrig havde stået med en fiskestang, og vel nok var lidt bange for at få en fisk på krogen, da jeg ikke ville vide hvad jeg skulle stille op med den. Men det var da spændende at se på.
   Han smilede til mig for første gang, og så over på Riza. På sit interskandinaviske sprog sagde han til hende:
   "Det er en stenbropige vi har fået med os, men med lidt tålmodighed, kan det vel ændres."
   Jeg blev lidt betænkelig ved hans bemærkning. Hvad mente han? Var jeg en slags fange, et gidsel hos dem? Hvorfor havde de ikke sagt et ord mens vi gik?
   Efter deres holdning at dømme, den var venlig, skulle jeg ikke frygte noget. Men hvad var det her egentlig for noget?
   Jeg må helt klart have overreageret med min mimik og mit kropssprog, for pludselig lo Jægeren højt.
   "Du ligner en der lige er faldet ned fra månen, men bare rolig, vi vil lære dig at fiske, hvis du selv vil, Riza kan fortælle dig hvordan. Men hvis det skal blive til noget, må jeg se at komme i gang."
   Hans stemme var dæmpet, jeg spekulerede på, om jeg havde lignet et skræmt barn. Riza tog mig blidt i armen.
   "Du skal ikke tage dig af hans drillerier, han mener ikke noget med det. Det er klart du bliver urolig, når han sådan driller, det er kun sjov. Kom, så laver jeg os en kop te, så kan han fiske så meget han vil. Måske fanger han noget, måske ikke, det er lige så meget for sin fornøjelse han fisker, som det er for at skaffe mad på bordet."

Jægeren var gået længere ned langs elven. Riza havde taget en pakke frem hvori hun havde både te og tændstikker, hun samlede lidt tørt kvas, og inden man kunne tælle til tre, havde hun lavet et bål. Lidt større stykker træ blev hentet i skovkanten. En kedel vand taget fra elven, blev sat ind i ilden.
   Nu havde jeg Riza for mig selv, og jeg besluttede mig for at få noget mere at vide om hvem de var.
   "Riza! Hvor længe har i egentlig levet sådan som i gør nu? Er der andre der lever lige så spartansk som jer?"
   "Jo, ser du Lisa, vi har truffet hinanden under dramatiske omstændigheder, det lå lige som i livets kort, det skulle være ham og mig. Selvom der er en del års forskel på os, går vi godt i spænd sammen, han er en god mand. Ingen kvinde kunne ønske sig en der er bedre.
   Egentlig ejer han mig, men det er en historie det vil tage alt for lang tid at fortælle, det må vente til senere... Og om der lever andre som os? Nej, det tror jeg ikke, selvom Samerne lever med deres dyr oppe i nord, og følger dem overalt både sommer og vinter, er der vist ingen der lever så spartansk som os. Men det er et liv vi begge holder meget af, man kan med rette kalde os for særlinge, og det gør ikke noget. Vi er som vi er, og kan andre ikke lide det, må det blive deres sag.
   Vandet koger, min pige, det skal blive rart med en god kop varm te. Teen er også noget vi samler her ude i naturen. Jeg er vel den sidste kvinde af os Samer, der får det meste fra naturen. Det er både nemmere og hurtigere at købe de varer man skal bruge, i en butik, men vi er ikke sådan, det er vi begge helt enige om. Det naturen giver, det er næsten altid det bedste, så kan det da godt være det er mere besværligt, men det smager bedre."

Imens hun talte, lavede hun te til os begge, det hele så, så ubesværet ud, at jeg for en tid faktisk glemte, vi var udenfor lands lov og ret, som vi siger, der hvor jeg kommer fra. Teen der smagte let krydret, lidt sød og af gran, var lavet på grankogler, honning og vilde blomster. Jeg havde aldrig smagt noget der blot lignede den smag. Da jeg roste teen smilede Riza og sagde, at det kun var en af de mange teer hun lavede. Faktisk kunne hun lave flere hundrede teer af de planter, rødder, blomster og andre vækster man kunne samle sig ude i naturen.
   For mange år siden samlede alle Samer planter i naturen, de havde også en religion der var nært knyttet sammen med den. Hun fortalte at flere af de unge var begyndt at dyrke de gamle sæder og skikke, for på den måde at komme tilbage til naturen, til de værdier der gjaldt dengang. Det var, sagde Riza, et sundhedstegn, selvom det ikke var de gamle strenge tider man ønskede, men de værdier den havde, og så prøve at kombinere det med den moderne tid vi nu levede i. Det var ikke det gamle, hverken hun eller Jægeren ønskede, men noget der lignede. Jægeren ville selv fortælle mig hvorfor, når tiden var til det.

En tid sad vi og kikkede ind i ilden uden at sige noget, der var så meget jeg gerne ville vide, men hvordan få begyndt? Uden at virke påtrængende?
   "Du siger han ejer dig, Riza. Betyder det, han kan gøre med dig hvad han vil? Og kan du ikke gå din vej, hvis du ikke vil være sammen med ham? Jeg ved det lyder lidt dumt, men vi lever i et demokratisk samfund med fuld frihed for kvinder!"
   "Stop nu lidt, min pige. Jeg er ikke slave. Jeg kan gå når jeg vil. Jægeren ville aldrig påberåbe sig sin ret, der er en gammel skik hos os Samer. Men som jeg tidligere nævnte for dig, er det en helt anden historie, som ikke skal fortælles nu. Jo, jeg har min fulde frihed. Jægeren er min mand og min datters far, selvom han ikke er den biologiske far til hende.
   Hvis du er hos os længe nok, kan det godt være vi vil fortælle dig lidt om Samernes historie, deres levevis. Det er trods alt den der ligger til grund for vores liv i ødemarken. Nå, men der er sandelig Jægeren, og han har fået fisk. Nu må du endelig huske at rose ham."
   Jægeren kom gående hen imod os. Han havde fanget en mindre fisk med en lang rygfinne, og ihukommende Rizas ord, roste jeg ham for hans fangst. Han stirrede på mig, undrende, så brast han i en rungende latter, han slog sig på lårene og sagde:
   "Der fik du mig. Skulle en sådan lille pige der aldrig har haft en fiskeline i hånden før, med nogen ret rose en gammel rotte som mig? Jeg er imponeret, din humor er bedre end jeg havde ventet, du er virkelig morsom."
   Jeg forstod pludseligt, hvorfor Riza havde sagt til mig, jeg skulle rose ham. Han havde gjort mig forvirret før, en smule beklemt. Nu fik han drilleriet tilbage. I mit stille sind takkede jeg Riza for at have hjulpet mig. Jeg kikkede taknemmeligt på hende, og så at hun også morede sig. Riza sagde:
   "Der fik du den, Jæger, så kan du måske en anden gang, lade være med at drille vores gæst så hun føler sig beklemt. Nå, men vil du have den tilberedt nu, eller skal vi vente til vi kommer hjem?..."
   Jægeren svarede, at det måtte vi om, at han fandt selskabet ganske behageligt, foreslog vi fortsatte hjemad.

Stemningen var allerede lidt mere afslappet, både Riza og Jægeren kommenterede hans fangst, hvad angik størrelse og vægt. De var begge enige om, den kunne spises, selvom det ikke var nogen rekordfangst. Jægeren fortalte mig, det ikke var særligt ofte de fik gæster, det var mest Rizas familie der kom på besøg. De havde aldrig følt sig ensomme, de nød hver i sær den andens selskab.
   Efter nogle timers vandring og småsnakken om ligegyldige ting, kom vi til en temmelig stor sø. Det var her de boede, sagde Riza, og det var i den bjælkehytte der lå hvor elven løb ud i søen, de tilbragte det meste af deres tid.

Vel fremme, hjalp jeg til med at pakke ud. Efter en tid var alt anbragt indenfor, enten i selve huset eller i den lade hvor hestene også holdt til. Der var et lille stykke eng i forbindelse med laden. Hestene kunne frit gå inden for det afskærmede område helt ned til søen, de have et stort areal at bevæge sig på.
   Riza tog om min arm, vi fulgtes ad ind i huset. Jægeren kom bag os, for som Riza sagde:
   "Først kvinderne, så mændene!" Det var tydeligt hun drillede ham.

Huset var stort og rummeligt, noget større end jeg havde forestillet mig. Det var absolut lige det modsatte af, hvad jeg havde ventet. Der var mange værelser. De tilbød mig et værelse der lå for enden af en lang gang, for som de sagde: Det værelse lå sådan, at jeg sagtens kunne have lidt privatliv, når jeg lukkede døren.
   Der var en stor stue, et køkken i forbindelse med stuen, der på en fiks måde var afskærmet af en åben væg, der gjorde det muligt at servere maden direkte. Den gav også plads for samtale med den der lavede maden. Ganske fikst, syntes jeg.
   To store værelser for enden af stuen samt et badeværelse og et toilet. I den gang hvor jeg boede, var der også bad og toilet. Min forbavselse var så tydelig, at de begge brast i latter.
   "Der blev du nok snydt!" Sagde Jægeren.
   "Det er min tjenestebolig, den tilhører staten, der har været så generøs at låne os den, så længe jeg er ansat som Jagtmester. Da det er en livsstilling, er det vel her vi skal bo i de næste mange år."
   Der var både telefon og radio. Tv så jeg ikke, men det var vel sat af vejen. De havde lånt det fuldt møbleret, så det var lige til at flytte ind i. Det var nu flere år siden de flyttede ind, men de befandt sig godt i huset, hvilket jeg ikke forstod, når jeg tænker på den måde de levede på ude i skoven.
   Hvem ved? Måske er det det de finder bedst, men jeg må indrømme det blev mere og mere forvirrende, jo mere jeg lærte deres liv at kende. Jeg var meget spændt. Hvem var de egentlig?

Efter en dejlig og veltillavet aftensmad, sad vi nu foran den åbne pejs. Vi havde alle været i bad. De havde fortalt mig, at selvom hytten lå langt ude i skoven, var der både elektricitet og rindende vand. Vandet kom fra den nærliggende elv, der via en pumpe blev transporteret til huset. Elektriciteten var ført herud igennem store el-ledninger, der dels lå på jorden, dels var i master og træer. 35 km. til den nærmeste by, og 2 km. Til den nærmeste landevej.
   Godt nok var det langt fra alfarvej, men de var meget tilfredse med ikke at have naboer så tæt på. De mange værelser i hytten, var baseret på jagtkammerater og de sikkerhedsfolk der altid fulgte de kongelige. Selv brugte de kun stuen og det ene værelse til daglig.
   Jeg kunne tydeligt mærke, jeg havde været i den friske luft i mange dage, jeg var ikke helt fri for at føle mig en smule søvnig, men tanken om at få disse to mennesker til at tale om sig selv, fik min træthed til at træde lidt i baggrunden.
   Det var Jægeren der først sagde noget.
   "Lisa, hvorfor er du egentlig kommet? Jeg ved du er i gang med en historie, men hvad er det for en historie du skriver? Vil det være en beretning der er sand, eller vil det være en historie hvor du tager dig visse friheder? Vil Riza og jeg få nogen indflydelse på det færdige produkt, hvis det omhandler vores liv? Prøv at forklare det, så selv vi forstår det."
   Jeg tænkte mig om et par sekunder, det var nu eller aldrig. Det svar jeg gav, ville være afgørende for, om jeg havde deres tillid.
   "Riza og Jæger. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare... Som i selv siger, er jeg meget ung, jeg vil så nødigt gøre noget jeg senere vil fortryde. Det har hele tiden været min mening at skrive jeres rigtige historie, men lige pludselig synes jeg det er meget svært. Jeg er blevet godt modtaget, nærmest som en kær gæst, så jeg vil meget nødig såre jer, men jeg vil meget gerne høre hvad i har at berette.
   Jeg kan love jer, på min ære, at der ikke vil blive trykt eet ord, uden det først er godkendt af jer. I vil få den fulde indflydelse på det der vil komme på tryk. Jeg mener det skulle være jeres garanti for, jeg ikke vil skrive en historie, som i ikke kan acceptere."
   De så på hinanden. Riza smilede til mig og sagde:
   "Lisa, du kan ikke skrive alt, men næsten. Jægeren er en særlig person, det vil du erfare senere.
   Hvorfor vi vil give dig lov? Tja, du virker ung men naturlig. Og det vil være godt for dig at høre, om livets mere besværlige og alvorlige sider. Så hvis du min ven, vil fortælle Lisa om dig selv, kan du jo begynde hvor du vil."
   Hun så kærligt over på sin mand, Jægeren.
   Jægeren var nu alvorlig. Han så på mig med sit borende blik, jeg mente jeg kunne se en smerte i hans klare øjne. Et sørgmodigt blik havde han, men det blev mildt og kærligt da han igen så over på Riza. Der var ingen tvivl om han holdt meget af hende. Hans stemme var altid kærlig, når han talte med hende, der var heller ingen tvivl om hun også holdt meget af ham. Jeg følte engang imellem, de var i stand til at kommunikere uden at bruge ord, så tæt forbundne syntes de at være.