Hverdag igen. Det tog lidt tid at komme ind i den gamle gænge igen. Jeg havde et meget stort problem i Susannes angst for mig og min psyke. Men samtaler om hvad der var sket, uden detaljer, rettede op på vores forhold. Vores kærlighed til hinanden var trods alt gået styrket ud af den batalje om Mai Li.
   Vi skulle rundt til min familie, og fortælle dem hvad vi havde oplevet. Uden Susanne var jeg aldrig kommet igennem det. Bedstefar holdt nok ikke vinteren over, det var jeg ked af. Han var hjemme, var hverken dement eller senil, og ganske klar i hjernen, men han havde mistet livsmodet.
   "Jacos. Jeg er gammel, har levet et godt liv. Nu vil jeg gerne herfra, det forstår bedstemor godt. Vil du og Susanne tage jer af hende?.."
   Jeg nikkede.
   "Ja, det vil vi, det har vi allerede aftalt, det er ikke noget problem."
   En uge senere var han ikke mere. Bedstemor flyttede ind hos os, i det hus vi havde købt nogle dage forinden. Det var væsentlig større, der var plads til min bedstemor kunne få to værelser. Hun var glad, selvom hun sørgede over tabet af bedstefar. Hun passede ofte lille Sarah, var stolt af hun bar hendes navn. Vi var igen en lille lykkelige familie, og planlagde faktisk at få flere børn. Om det ville lykkes for os ville tiden vise. Vi så fremtiden trygt i møde. Susannes hjælp til mig med at få styr på mit liv, var uden sidestykke. Vores kærlighed blomstrede som aldrig før. Det bedste var at Susanne igen havde tillid til mig, ikke frygtede min sorte side, nu jeg var trådt ud af militæret.
   John og Nettie så vi en del til, enten hos dem i Thailand eller hos os hjemme i Grækenland.

Jeg havde fået et job. Jeg skulle sejle med turister. Susanne var ikke glad for det, men accepterede jeg ville have noget at tage mig til. Så snart det blæste var hun urolig. Vi havde nu i tre år prøvet at få et barn mere, der var ikke gevinst endnu.
   "Tag det roligt," sagde hun til mig.
   "Det kommer når vi mindst venter det, det er jeg sikker på."
   Vi havde det godt sammen.

Bedstemor var syg, det var nødvendigt med hjælp til at passe hende. Hun vart faldet i vinter, var ikke kommet sig helt.
   "Jeg er så træt," sagde hun til Susanne.
   "Jeg har haft et godt liv, længes efter bedstefar."
   Susanne havde talt med mig om det, sagt det var normalt når man blev gammel. Hun forbød mig at tale med min bedstemor om det.
   "Jacos, det er ikke noget vi forstår, men noget vi må respektere, hvad enten vi synes om det eller ej." Sådan blev det.
   Jeg var ofte inde hos min elskede bedstemor når jeg havde fri. Også til mig sagde hun, hun gerne snart ville herfra. Jeg kommenterede det ikke, slog det hen.
   "Jacos! Hører du overhovedet efter hvad jeg siger?.."
   Jeg så ned.
   "Bedstemor! jeg har hørt hvad du siger, men jeg forstår det ikke. Jeg vil helst beholde dig her."
   Hun smilede til mig.
   "Sæt dig min dreng, så vil jeg sige dig noget."
   Jeg satte mig og hun begyndte:..
   "For mange år siden mødte jeg din bedstefar til en fest. Han var ombejlet, jeg vidste det ikke var mig eller min side han så til. Glad blev jeg da han bød mig op til dans. Det var kædedans, men at det var ham der bad mig være med, fik mig til at svæve. Jeg er sikker på du ved hvad jeg mener. Susanne og dig har det på samme måde.. Vi har levet et godt liv sammen, din bedstefar og jeg, og når det er slut er man træt. Bedstefar var den der først tog af sted, nu vil jeg gerne følge efter.
   Du har en god og solid kvinde i Susanne. Hun blev din redning min dreng. Vi talte ofte om hvordan hun fik sat skik på dig. Jeres datter bærer mit navn, det er jeg stolt af. Når jeg ikke er mere, er det dig der skal have alt hvad vi har, det ved din far godt. Han er enig med mig i den beslutning, de mangler ikke noget. Huset er lejet ud, men det må du selv klare når den tid kommer. Huset kan du gøre med hvad du vil. Din datter får en bankbog og nogle gamle smykker, som har været i vores familie så længe den kan huskes. Det vil sige flere hundrede år. Lov mig du vil passe på dine piger, det fortjener de. Jeg føler jeg er tæt på døden. Jeg vil gerne sige farvel til dig nu, da jeg ved du skal ud med turisterne i de kommende tre dage."
   Jeg hulkede og lagde mit hoved på hendes bryst. Bedste klappede mig på håret og sagde:
   "Min dreng, græd ikke over mig, men glæd dig over de mange gode og skønne stunder vi har haft sammen. Pas på din familie og lev et godt liv, det fortjener både du, Susanne og jeres børn. Tør dine øjne, og vis mig du er min glade dreng."
   Jeg satte mig op, smilede til hende og sagde med tårer i mine øjne:
   "Bedste jeg elsker dig, det ved du."
   Hun smilede og svarede:
   "Det har jeg aldrig været i tvivl om min dreng. Gå nu, og vær en god mand for din familie. Jeg er træt og vil gerne sove lidt."
   Jeg kyssede hendes kind og gik ud af værelset.
   Susanne så bekymret på mig da jeg kom ind i stuen.
   "Jacos hvad er der sket?.."
   Jeg prøvede på at smile, fortalte hende om min samtale med bedstemor. Hun lagde armene om mig og trøstede mig. Jeg græd som pisket. Det meste af natten talte vi om hvad det var bedste havde sagt. Jeg var knust, Susanne sagde til mig jeg skulle hvile, jeg skulle ud med turister næste dag.
   "Du og jeg kan alligevel ikke gøre noget. Bedste ved hvad hun vil, det skal vi ikke blande os i, men prøve at forstå hendes ønske, sådan er det."
   Endelig faldt jeg i en urolig søvn i Susannes arme.

Næste morgen gik jeg ind og sagde farvel til min bedstemor. Hun sov endnu, jeg kyssede hende og hviskede:
   "Bedste jeg elsker dig. Farvel, og hils bedstefar."
   Susanne sagde til mig, hvis der skete noget ville hun kalde mig over radioen. Jeg tog afsked med Susanne og min datter, lovede at passe på mig selv.
   Nede på havnen ventede vores turister. Vi var tre mand og Andreas kone ombord. Hun lavede mad til alle og hyggede om vores turister. Vi ville være væk i tre dage med tyske turister, de ville fange fisk, ville satse på haj. Vi vidste hvor vi havde chancer for at få dem på krogen. Vi fodrede med småfisk og lokkede dem til os, derefter fik turisterne blæksprutter på deres kroge, så var det bare at vente.
   Vores første stop var tre timers sejlads ud i Middelhavet. Efter kort tid var der to der fik haj på krogen. De var ellevilde, de andre fiskede intenst. Det var fangsten, heldet, der gjorde vi var den båd de gerne ville ud med. Det var dyrt, da vi alle skulle have løn for vores arbejde. Men de betalte hvad vi forlangte, sagde endda de synes vi var billige. De fik god mad om bord, og i forhold til dem på fastlandet var vi de bedste. Alt i alt var det en god forretning for mig.
   Når alt var betalt, havde vi en dagløn på en god del over hvad en normal fisker kunne tjene. Mine folk var fast forhyret ombord. Andreas var førstemand, det skabte ikke problemer. Han havde opgivet fiskeriet til fordel for turisterne. Vi var flere både der sejlede med turister, de andre tog kun daglige ture, de var ikke konkurrenter til os, og vi var ikke en trussel for deres levevej. Vi var alle tilfredse med hvad vi lavede.
   Susanne kaldte på os på anden dagen. Min elskede bedstemor var død om natten. Susanne havde været hos hende hele tiden, hun udåndede i hendes arme. Jeg var knust og tog hjem med den første færge, fra den ø vi var nået til. Andreas fortsatte turen, turisterne forstod godt jeg ville hjem. De var rare alle sammen, kondolerede mig og ønskede mig en god tur hjem.
   Jeg var knust over min bedstemors død. Hun havde altid været omdrejningspunktet i mit liv. Nu var hun ikke mere. Begravelsen var med deltagelse af alle på øen der kendte og elskede hende. Susanne trøstede mig så godt hun kunne.
   Dagen efter begravelsen, sagde hun til mig hun gerne ville fortælle mig noget.
   "Sæt dig Jacos," sagde hun og så kærligt på mig.
   "Før bedste døde, fortalte jeg hende jeg var med barn igen. Hun sagde til mig jeg først skulle sige det til dig, når hun ikke var mere. Hun vidste hun ville herfra, men også at du ikke ville kunne klare begge ting på én gang. Jacos, vi skal have et barn. Bedstemor sagde det var godt at vide. Hun ville nu lukke sine øjne i visheden om, du kunne klare dit liv fremover og sørge for os."
   Susanne så på mig kærligt og spurgte:
   "Er du ikke glad?.."
   Jeg rejste mig, omfavnede hende og græd. Jeg var følelsesmæssig langt ude, jeg kunne ikke klare mere. Sorgen over min bedste, og glæden over vi skulle have det barn vi havde ønsket så længe, det lammede mig. Jeg brød sammen.

Susanne brugte to dage på at få mig på højkant igen.
   "Jacos. Jeg vidste du inderst inde er et godt menneske. Det har jeg kæmpet for, nu ser jeg du er et rart og kærligt menneske, og ikke den maskine jeg frygtede. Jeg er usigelig glad for du er min Jacos, vores børns far, at du er det menneske jeg hele tiden vidste, var bag den facade du skjulte dig bag. Jacos, jeg elsker dig."
   Hun omfavnede mig og nussede mig. Jeg var udmattet, ville bare hvile.
   "Susanne, jeg takker dig for din omsorg, for du havde tålmodighed med mig. Jeg kan godt se nu, trods min sorg over bedstemor er jeg verdens lykkeligste mand. Ved John og Nettie det?.."
   "Nej, det gør de ikke, det ville jeg overlade til dig at fortælle dem."
   Hun smilede og kyssede mig kærligt.
   "Jacos, jeg er fem måneder henne, det har undret mig du ikke har bemærket det før."
   Hun smilede.
   "Susanne, det har godt nok undret mig du var lidt større end du plejede, men jeg troede det var fordi du var så meget hjemme, manglede motion. Undskyld jeg er så dum at jeg ikke kunne se det."
   Hun smilede, tog om mig kærligt og kyssede mig.
   "Vores datter ved det allerede, hun glæder sig. Du er faktisk den eneste i vores lille familie der ikke vidste noget, men nu kan du ringe til hvem du vil og fortælle det."
   Hun knugede mig ind til sig.
   "Jacos, jeg glæder mig til det barn, rigtigt meget," sagde hun og kyssede mig kærligt igen.

John og Nettie var overraskede.
   "For pokker Jacos, der er sgu andet end mosevand i dig! Det troede jeg efterhånden ikke!"
   Sagde John og grinede.
   "Vi kommer med det samme, det må fejres. Vi har to ugers ferie vi vil tilbringe sammen med jer, hvis det passer jer, gør det det?.."
   "Ja," nærmest råbte jeg, "vi glæder os til i kommer."

Tre dage senere hentede jeg dem ved færgen. Susanne var ovenud lykkelig, fortalte dem jeg var den gode og kærlige mand, hun vidste var gemt langt inde i det hylster der var min krop.
   "Jeg vidste han var et godt menneske," sagde hun til dem. "Jacos er min mand, det har jeg ikke fortrudt, trods alle de problemer det har medført." Hun omfavnede mig og gav mig et varmt kys. Jeg rødmede, John og Nettie sagde de også var glade for jeg nu endelig var faldet til ro, at det var godt jeg havde forladt militæret.
   "Jacos," sagde Nettie, "mange er de tårer som John og jeg har grædt over dig, når vi kunne se du ikke var dig selv. John har altid elsket dig for den måde du bakkede ham op på, da i var unge og gik i skole. Vel nærmest som en bror. Han har aldrig glemt de øretæver du fik for hans skyld, og har altid været stolt over at kunne kalde dig for sin bedste ven."
   Hun så på mig, der var tårer i hendes øjne. Jeg var genert, men takkede for deres venskab.
   "Jeg har altid vidst jeg kunne regne med jer. Mange er de gange hvor John har raget kastanierne ud af ilden for mig. Jeg er en bandit af og til, men jeg har aldrig tvivlet på jeres venskab. Jeg, eller vi, takker jer for hvad i har gjort for os. Uden jer var vi ikke sammen."
   John løftede armen, han ville sige noget.
   "Inden vi kaster os ud i alt for mange falbelader om hvor gode vi er, vil jeg lige sige at uden hinanden, var vi ikke samlede her i dag. Jeg foreslår vi alle siger tillykke til Susanne, Jacos, Nettie, og mig. Vores venskab har stået sin prøve. Intet kan skille os ad, det ligger fast. For vores forældres børn!"
   Han løftede armen og glasset, vi skålede.

En uge var gået af deres besøg. Vores børn legede godt sammen. Vores datter og deres søn legede sammen hele dagen. De var begge glade for hinandens selskab, selvom der var et år imellem dem. Vores datter havde en dukke, den var midtpunktet i deres leg. Nettie smilede over den måde de legede med dukken på. Far mor og børn. Det var deres barn, sagde de.
   "Bare de ikke leger far mor og børn ligesom os," sagde John.
   Både han og jeg grinede fjollet til hinanden. Begge kvinder skældte på os.
   "Dumme mænd, i tænker da heller aldrig på andet!"
   "Nej," sagde John og så over på Nettie, "nu er Jacos og Susanne igen foran."
   Nettie rødmede.
   "Det er ikke mig," sagde hun og smilede,
   "vi gør hvad vi kan, det ved du godt John."
   Vi morede os, havde det dejligt i hinandens selskab.

En eftermiddag landede en græsk militær helikopter på marken bag vores hus. Vi var midt i eftermiddagskaffen. En græsk og en amerikansk officer kom hen til os. Den græske officer sagde til mig det var John de ville tale med, selvom det var mig det drejede sig om. Han grinede, satte sig og ventede. Jeg bød ham et glas vin. John talte med den amerikanske officer i en halv time, fik en mappe af officeren som han lagde på bordet foran mig. Derefter tog de to officerer af sted igen.
   Vi samledes i vores stue, hvor John sagde han havde noget alvorligt at tale med mig om. Pigerne gik udenfor igen. Da de var ude af stuen åbnede han mappen.
   "Jacos, det er Vietnam der spøger. Lad os se hvad de skriver."
   John var stille i en halv time mens han læste..
   "Jacos, se lige her. Du skal af sted igen."
   Han viste mig papirerne, der tydeligt sagde jeg var udvalgt til at lede en delegation, der skulle fortsætte hvor jeg sidst havde sluppet min opgave i Vietnam. Det havde Vietnameserne et bestemt ønske om. Denne gang var opgaven af en lidt anden art. Det var de sidste fanger og de døde soldater, man i mellemtiden var blevet enige om med den vietnamesiske regering, hvordan man skulle få løsladt og ud af Vietnam. Vietnameserne ville ikke høre tale om andre end mig som forhandler, hvad enten jeg var soldat eller ej, så var det kun mig de ville forhandle med. De havde tillid til mig.
   "Jacos vi har et helvedes problem nu. Hvad vil Susanne sige?.. Jeg tror der bliver ballade denne gang. Jeg foreslår jeg taler med Susanne om det. Et andet problem er jeg har tre måneder hvor jeg kan hjælpe dig, så skal jeg tilbage til staterne, for at overtage et uddannelsessted. Så vi har pokkers travlt hvis jeg skal nå at hjælpe dig."
   Jeg grinede.
   "Nej, det har vi ikke. Mit krav er at du og Bannister skal være backup for mig, ellers bliver der ikke noget ud af den seance, det har jeg allerede bestemt. Jeg tror det vil blødgøre Susanne, når hun hører du skal holde mig i ørerne."
   Jeg morede mig højlydt over min egen ide, som vi begge fandt genial.
   "John! som jeg læser papirerne er det nye vinde der blæser, det er ikke det samme som sidst. Har jeg ikke ret?.."
   John nikkede.
   "Jo, men pas på hvad du gør, de vil garanteret ikke betale hvad som helst for at få vores soldater tilbage."
   "John jeg ved hvad jeg gør, uden dig og Bannister er jeg ikke med, det er sikkert. Vil du hjælpe os i Vietnam John?.."
   Han smilede.
   "Det vil jeg godt, jeg kender jer begge, ved hvad i står for. Jeg håber bare du er helt klar over hvad du gør.. Skal vi tale med pigerne om den nye situation?.."
   Vi kaldte på dem og satte dem ind i de nye planer.
   Susanne var ikke glad, men kunne godt se det var godt John var med.
   "Jeg tager med dig derud Jacos," sagde hun og så bestemt på mig.
   "Om jeg så skal føde vores barn derude, så er det det jeg vil. Du rejser ikke alene," sagde hun og så kampberedt på mig.
   Jeg kikkede på John. Han så ned. Tænkte så det knagede.
   "Vi har et problem," sagde han så og så op på os begge.
   "Susanne! Du kan sagtens få tilladelse til at tage derover, men om du ser meget til Jacos, det tvivler jeg på. Der vil være mange forhandlinger han skal igennem, de vil være lange og besværlige, han vil rejse meget. Har du tænkt over det?.."
   Hun så på ham.
   "John, jeg tager derover med jer, det ligger fast. Hvordan tingene udvikler sig må tiden vise. Jeg vil ikke være alene med mig selv og min graviditet, jeg har venner blandt Vietnameserne, det ved du, så det er ikke noget problem for mig.. Jeg er nervøs for Jacos, får han brug for det vil jeg være ved hans side, hjælpe ham. Du må ikke blive vred Jacos, men prøv at forstå, der er så meget der er sket for dig i det land. Du får ikke lov til at være der alene.. Hvad med dig Nettie?.. Vil du ikke med mig til Vietnam?.."
   Hun så trodsigt på John og mig. Nettie så på sin mand og sagde:
   "John, jeg kan hjælpe Susanne med alt det praktiske, så det vil jeg naturligvis gerne Susanne. Om de vil have os med er ikke noget de skal bestemme. Vi kan tale om det, planlægge sammen, men at vi tager derover det støtter jeg Susanne i. Hvad siger i til det?.."
   Vi så på hinanden.
   "Godt, det er i orden hvis det ikke kan være anderledes, det ved jeg det ikke kan. Jeg kender dig så godt Susanne, så jeg ved uanset hvad jeg siger, har du taget din beslutning, det kan ingen lave om på. Jeg foreslår vi planlægger sammen, vedtager i tager til Vietnam og er der sammen med os."
   "Ok, men det bliver ikke let at være jer, det kan jeg godt garantere jer for. Det bliver meget besværligt!" sagde John.
   "Ja, ja," svarede Susanne, "det er jeres ide om det, men det er ikke hvad jeg tror. Vi kan sagtens klare os. Tiderne har skiftet, selvom vi er gift med jer Amerikanere, er vi kvinder der måske kan hjælpe jer ind imellem, vi er ikke soldater. Vietnameserne har også deres kvinder, det er der jeg mener vi kan blive et vigtigt aktiv for jer. Jeg kender dem lige så godt som dig Jacos, deres traditioner og skikke, jeg ved hvad jeg gør. Er det en aftale?.."
   "Børnene Susanne," sagde Nettie, "hvad med dem?.."
   "Dem tager vi med!" sagde Susanne og smilede.
   "De har godt af at se den virkelige verden."
   John og jeg så på hinanden, vi var ikke stolte af deres indblanding i vores sag, men tav da vi vidste det ikke nyttede noget, at komme med selv de bedste argumenter, for de skulle blive hjemme nyttede intet, de havde bestemt sig for hvad de ville.

Vi tog alle sammen til Johns base i Thailand, begyndte at gøre klar til at tage til Vietnam. Pigerne og børnene tog af sted en uge efter til Hanoi, hvor de ville finde et sted til os alle. Et sted hvor vi kunne bo sammen. Amerika havde endnu ikke en ambassade, men den ville komme hvis vores mission blev vellykket.
   Bannister kom over til os.
   "Jacos du er sgu en underlig fyr, men jeg er glad for du tog mig med, i det team der skal køre denne sag. Vi fik mange roser sidst vi var her, det er ikke mindst roserne og den nye regering, der er årsag til vi igen er her."
   Vi holdt møde på møde, fik fat i alle de relevante kemikere, læger, patologer, og andre specialister der kunne hjælpe os fremad. Al den kemi der var smidt ned over landet, skulle på en eller anden måde neutraliseres. Genopbygning og hjælp på forskellige niveauer var påkrævet. Da vi var klar til et udspil, tog vi til Vietnam med det oplæg der var godkendt af vores regering.
   Vores ankomst var ikke ubemærket, jeg fik en times omtale i deres fjernsyn. Allerede fra den første dag var jeg et kendt ansigt i landet. Pigerne havde fundet et pragtfuldt sted til os. Det var et helt nyt ejendomskompleks hvor der samtidig var hotel. Der var det hele, set med turistøjne. Der var allerede mange turister i landet, der var et billigt og populært rejsemål, specielt for en del Europæere.
   Vi begyndte arbejdet. John der officielt var civil, tog sig af alle de tekniske ting, som kemiske analyser, administration og andet der ikke direkte berørte den militære indsats. Bannister tog sig af alt det praktiske med de døde. Jeg ville selv forhandle med de Vietnamesiske myndigheder, om de soldater vi vidste var i deres varetægt. De sagde der ikke var flere tilbage, men min ven generalen, som jeg kendte fra min tidligere tid her, havde antydet han muligvis havde en lille overraskelse til mig, den var strengt fortrolig.
   "Deres ven Oberst Wang bliver Deres personlige kontakt til regeringen, det håber jeg De er tilfreds med. Obersten har stor tillid til Deres evner, både som soldat og som kendes af os."
   Han smilede til mig, var tilfreds med det udtryk af forbavselse han kunne læse i mit ansigt.

Jeg var nødt til at trække i uniform igen. Susanne sagde til mig hun var tryg ved jeg var under kommando af John og Bannister. Hun forstod godt det var som soldat de respekterede mig, selvom de ikke kendte min sande måde at forvalte det hverv på.
   "Jacos! Se på mig!.. Lov mig du siger til hvis du føler det går for vidt for dig. Tænk dig om, ligegyldigt hvad du laver. Tænk på os, din familie før du handler, og gør kun det du ved vi også kan stå inde for. Vil du love mig det?.."
   Jeg så på Susanne og nikkede.
   "Det lover jeg dig Susanne. Du vil ikke komme til at skamme dig over mig eller min opførsel.. Jeg beder dig have tillid til jeg kan klare problemerne, ellers siger jeg til. Selvom jeg er i uniform, beder jeg dig forstå det er et job jeg udfører, med dig og de små i tankerne."
   Susanne omfavnede mig.

Arbejdet skred frem, vi hjalp dem både med høsten og med at fjerne den gamle ammunition, der stadig lå ueksploderet mange steder i landet. Jeg brugte megen tid på høfligheder, der var en del af deres kultur. Det kunne for udenforstående se ud som spild af tid, men det var i sidste instans det der mange gange gav resultater.
   Susanne og Nettie gjorde deres, for at være synlige sammen med de vietnamesiske kvinder, der havde relation til os og vores arbejde. Susanne blev større og større. Tidspunktet for hendes nedkomst nærmede sig. Hun ville ikke høre tale om hun skulle tilses af amerikanske læger som var lige ved hånden. Jeg forstod hendes signal til vietnameserne og mig, bakkede hende op.

"Hr. Jacos," sagde viceministeren en dag vi spiste sammen, med de fleste der var involveret i arbejdet. "Er De ikke nervøs for deres hustru, nu da det må være tid for hendes fødsel?.."
   Jeg smilede og svarede:
   "Hr. minister. Jeg er lige så tryg her som i Amerika, eller et andet sted i verden hvor kvinder føder børn. Deres hospitaler er fuldt ud kompetente til at hjælpe min hustru. Jeg er tryg ved Deres land, den hjælp hun måtte behøve er jeg sikker på De vil yde hende."
   Han så på mig, smilede og sagde:
   "Det er jeg glad for at høre, glad for De har tillid til os. Det havde jeg ikke ventet. Hvis jeg skal være helt ærlig overfor Dem, så havde jeg regnet med De ville have Deres hustru til et hospital på en amerikansk base."
   "Hr. minister. Selvom jeg ville det, er jeg helt sikker på min hustru ikke ville tage derhen. Ikke af hensyn til mig eller hende selv, men ene og alene fordi hun også er tryg ved Deres hospitaler. Jeg beder Dem huske på, hun har været her i Deres land i mange år. Endda været gift med en af deres officerer."
   Jeg smilede. Der var dyb tavshed mens vi talte, mange anerkendende blikke blev sendt til mig fra mine Vietnamesiske forhandlingspartnere.
   "Har De selv børn hr. minister?"
   "Ja," sagde han og lyste op i et stort smil. "Fem," sagde han og viste hele hånden med alle fingrene, for at understrege antallet. Han brugte næsten en halv time på at fortælle om sin kone og deres børn, hvordan de levede og klarede hverdagen, med alle dens besværligheder. Jeg var en god lytter, lod ham sige det han ville uden at afbryde ham..

Det var et vendepunkt at Susanne og jeg, havde valgt ikke at sende hende til et amerikansk hospital. Mange ting gled lettere. Men de overlevende, og stadig fangne soldater bekymrede mig. Der var, følte jeg, et dødvande jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere. Oberst Wang prøvede at hjælpe mig, uden resultat. Jeg mødtes med John og Bannister, satte dem ind i situationen.
   "Ingen resultater endnu, de vil ikke tale om det. Der er ikke nogen siger de. Hvad nu?.."
   De kom begge med deres mulige fremstød på problemet, om hvordan jeg skulle tage den sag op igen. Bannister fortalte mig, en del af de lig de gravede op var ikke så gamle som de havde oplyst. Men hvor mange er der tilbage?.. Det var der ingen der kunne svare på, kun gætte. Vi havde lister over alle savnede, men ikke positioner på dem alle. Det besværliggjorde vores arbejde en del.
   John havde nyt. Han havde hørt fra et par civile bønder, der havde været i hvert fald tre amerikanere i en lejr, nær det sted hvor de fjernede ueksploderede bomber. Lejren lå i bjergene. Han havde ikke selv set lejren, men mente han kunne levere mig den nøjagtige position senere. Der var en del ammunition i det område hvor lejren lå, det gav ham en mulighed for, uset, at plotte koordinaterne ind. Der var ikke nogen af os der ellers havde en patentløsning på problemet.

Løsningen var nærmere end vi havde håbet. Susanne sagde en aften vi havde lagt os, at hun ville fortælle mig noget, jeg ikke måtte sige hvor jeg havde fra.
   "I lejr no. fyrre er der to Amerikanere. En mulat der hedder Joe, og en af italiensk afstamning der hedder Tino. De er begge piloter, men er meget syge af opholdet. Du må ikke spørge mig hvor jeg har de oplysninger fra, men det skulle være så sandt som jeg er her ved din side nu. Tænk over det Jacos, men vær varsom med hvad du siger og gør."
   Det lovede jeg.
   Lille Sarah havde fået lov til at sove i sin lille seng ved siden af vores. Jeg nussede hende før jeg lagde mig. Susanne smilede til mig.
   "Jacos, jeg er glad for du har så stor en kærlighed til os begge."
   Hun smilede og kyssede mig godnat. Længe lå jeg og tænkte på hvad jeg skulle gøre for at kontrollere Susannes oplysninger. Jeg kunne ikke finde en brugbar løsning. Jeg måtte improvisere, vente til der bød sig en lejlighed.