Vores lille ferie varede i tre uger. Jeg nød hvert minut af den, sammen med de mennesker jeg var kommet til at holde så meget af, jeg følte mig hjemme. Gammelmor havde endda bedt mig om at komme ind til sig, for som hun sagde:
   "Jeg må vide hvem du er, Lisa, og du må høre nogle af de eventyr, jeg fortalte Ayla, da hun var lille."
   En kvinde jeg egentlig var lidt bange for, fordi jeg følte, hun kunne se ind i min sjæl, igennem mig. Men jeg var glad for at havde mødt hende.
   Ayla forgudede hende, opholdt sig meget sammen med hende, og gammelmor syntes at nyde Aylas selskab.
   Så kom dagen, da vi skulle bryde op. At Ayla rejste med os, kom som en glædelig overraskelse for mig. Jeg troede hun skulle tilbage til sine studier, men hun havde yderligere to ugers ferie. Reko havde lovet at hente hende hos Riza og Jægeren, og køre hende til den nærmeste by. Derfra kunne hun så tage toget videre.
   Vi sagde farvel til alle disse gode, og for mig så rare mennesker. Det var med vemod jeg sagde farvel, men hvor havde jeg nydt det.
   To heste, to voksne og to tøser, det var hvad der begav sig mod syd. Det gik ikke så hurtigt som herop, men dagene fløj af sted. Ofte måtte både Riza og Jægeren tysse på os, når vi om aftenen var alt for højrøstede, eller ikke kunne finde ud af at sove før efter midnat. Der var så meget vi skulle nå at tale om.
   Inden vi vidste af det, var vi hjemme igen.
   Det tog nogen tid at lægge alt på plads. Men ved fælles hjælp gik det. Jeg var glad for Aylas selskab. Det var en familie hvor alle var glade for at være sammen. Den kærlighed de viste hinanden, den havde jeg ikke i min vildeste fantasi nogensinde troet eksisterede, men den dag i dag varmer det mig, når jeg tænker på hvor varm og ægte den var.
   Det var Ayla der insisterede på at lave mad om aftenen. Jeg tilbød at hjælpe hende, det syntes hun var en god ide. Det var længe siden hun havde fået vildt, og det Jægeren havde skudt skulle bruges. Man gik aldrig på jagt for fornøjelsens skyld, det var kun når man manglede mad på bordet.
   Ayla var lige så dygtig som sin mor til at lave mad. Det havde længe undret mig, at jeg ikke blev tykkere end jeg gjorde. Vi levede godt, men Riza forklarede mig, det var al den aktivitet der gjorde, at fedtet ikke blev siddende. Den bemærkning lo vi alle meget af.
   Mens vi lavede mad, dækkede bord og gjorde klar til at indtage aftensmaden, gik Riza og Jægeren ned til elven og badede. De ville være væk i omkring en time, sagde Ayla.
   Det forstod jeg ikke rigtigt. En time om at bade? Det syntes jeg var lang tid, de plejede aldrig at være væk længere end tyve minutter. Hvordan kunne hun vide det så nøjagtigt?
   Ayla så på mig, så at jeg rynkede panden spørgende. Hun smilede.
   "Søster! Hvad ville du sige til, at der gik et par uger, imellem du kunne vise og fortælle din elskede, hvor meget du holder af hende eller af ham?
   At de ønsker at være alene, det er kun naturligt. Min far og mor har en ømhed for hinanden, jeg ikke har set magen til.
   Da jeg var yngre, så eller hørte jeg af og til, hvad de lavede om aftenen i teltet, eller ved elven, eller hvor det nu passede sig, når de trængte til hinandens kærlighed, ømhed. Når man er opvokset med det, er det en naturlig ting der bare sker en gang imellem, mellem to der elsker hinanden. Jeg har altid fået svar på mine spørgsmål, har aldrig fundet det pinligt eller stødende.
   Fra mine venner på universitetet ved jeg, de ikke har så godt et liv som jeg. Jeg er meget stolt af mine forældre." Ayla smilede igen.
   "Far og mor har det bedst, når de er ude i naturen."
   Jeg blev helt flov. Det kunne jeg have sagt mig selv, de havde ikke haft ét minut til sig selv. Hvor dumt af mig, ikke at se de havde behov for at være alene en gang imellem.
   Vi havde masser af tid, så vi sludrede om alt muligt. Ayla spurgte mig om mine erfaringer med mænd. Jeg måtte indrømme, at sammenlignet med det jeg her hørte om, var det fattigt. Men jeg havde da haft nogle kærester.
   "Men en ting er sikkert, Ayla. Når jeg skal vælge mig en mand, er jeg allerede blevet meget klogere, kvalitet er hvad jeg vil have! Det vil blive svært, men jeg må vente til den rette dukker op." Ayla grinede.
   "Den mand jeg vil have, han findes ikke, ikke hvis jeg ser på min far og mor. Deres kærlighed er der ikke mange der kan fatte, det kniber endda for mig engang imellem. Jeg har aldrig hørt dem sige ét ondt ord til hinanden, aldrig hørt dem skændes, kun denne glæde ved hinandens selskab.
   Den fuldendte lykke, vil nogen kalde det, det tror jeg er sandt. Jeg længes ofte hjem efter den ro, den tryghed og varme der er her, og så se den kærlighed de omfatter hinanden med. Jeg har et godt hjem, Lisa, og de bedste forældre man kan tænke sig."
   Jeg kunne kun give hende ret, jeg havde heller aldrig oplevet noget så harmonisk, som Ayla, Riza og Jægeren.

Maden stod på bordet, da Riza og jægeren kom tilbage fra elven. På afstand så vi dem komme. De holdt hinanden i hånden.
   "Er de ikke kære?" Ayla klappede spontant i sine hænder.
   "Som at se to unge elskende." Jeg nikkede. Øjeblikkets storhed behøvede ikke kommentarer. Deres øjne strålede, da de trådte ind ad døren
   "Her dufter dejligt, piger. Jægeren og jeg er også sultne. Vi er spændt på hvad i har fundet på at lave." Spændte på resultatet, satte vi os til bords.
   "Far og mor. Hvis I ikke har noget imod det, vil Lisa og jeg gerne sove på samme værelse. Så kan vi ligge og sladre lidt, inden vi lægger os til at sove, uden at forstyrre jer. Hvad siger i til det?"
   De syntes det var en god ide, jeg glædede mig allerede, til vi skulle i seng.
   Maden var vellykket, vi fik ros af forældrene. Ayla delte æren med mig, selvom det var hende der havde lavet det meste. Jeg havde kun hjulpet, hvor der var behov for det. Jeg fortalte Ayla, at jeg var ved at få historien om hendes forældres liv. Det havde hun ikke noget imod, men heller ikke hun brød sig særligt meget om journalister, selvom hun jo nok mente, jeg faldt en del ved siden af.
   Bare jeg lovede ikke at fordreje sandheden, samt at bruge andre navne. Jeg måtte tilstå, jeg ikke havde fået skrevet ét ord endnu. Om jeg nogensinde fik det, varet stort spørgsmål. Det var muligt, når jeg kom hjem, at jeg ville skrive noget der lignede, men jeg følte ikke lige nu, nogen trang til at skrive noget som helst. Jeg levede livet, som jeg aldrig havde forestillet mig, jeg skulle komme til. Og hvad der så kunne komme ud af det, var et andet spørgsmål.
   "Lisa!" sagde Jægeren eftertænksomt og så på mig.
   " Efter maden mener jeg, det er på tide vi fortsætter vores historie. Hvad synes du selv?"
   Det var jeg helt med på, nu havde jeg Ayla ved siden af mig på værelset, det mente jeg ville styrke mig, så jeg ikke ville forstyrre Riza mere, jeg glædede mig allerede.
   Vi tog af bordet og vaskede op. Da teen var skænket, og vi alle havde sat os til rette, begyndte Jægeren:

Efter Watis død, var jeg meget langt nede. Jeg sørgede meget længe over hende. Mine venner, Samerne, var også bekymrede for mig. De tog mig en dag med op til en af deres kloge mænd. Han var Shaman. Jeg talte meget længe med ham. Han var en af de sidste, der havde lært om den gamle religion.
   Hos ham tilbragte jeg et år, på at lære om Samernes sæder og skikke. Samernes liv, deres historie og deres religion. Da han mente jeg ikke var ødelagt af fordomme, lærte han mig meget om det at være Shaman.
   Han sendte mig også til en klog kvindelig Shaman, eller medicinkvinde, der vidste alt om lægedom, og som kunne se ind i fremtiden. Han håbede, jeg en dag ville være en af de Shamaner, der kunne føre religionen videre.
   Selvfølgelig kunne han lære mig meget mere, men nu var det tiden, hvor jeg tog ud i ødemarken, og prøvede at leve efter det jeg havde lært. Af en eller anden grund følte han, jeg var ført til ham for at lære.
   Jeg tog af sted, og tilbragte det næste halve år i ødemarken alene. Jeg savnede Wati, men følte på en måde hun var hos mig, at hun nok skulle lede mig til en tilværelse der ville være god.
   Sådan alene, så går man ind imellem og snakker med sig selv. Det var på sådan en dag, med et forrygende snevejr, at jeg gik og snakkede med Wati. Hun ligesom smilede til mig. Jeg kunne se hendes ansigt i snefoget, og mærkede hun ledte mig i en retning, jeg ikke før havde gået i.
   Jeg var kommet langt mod nordøst. Om jeg var i Sverige, Norge, Finland eller Rusland, det var mig ligegyldigt. Jeg kan huske, jeg diskuterede med Wati, om jeg skulle fortsætte eller slå lejr.
   For dig kan det her lyde som skingrende vanvid, men jeg befandt mig godt med det. Vi blev enige om, Wati og jeg, at jeg skulle fortsætte lidt endnu mod en lille lund. Det synes mærkeligt, men jeg fandt altid et egnet sted at slå lejr. Det var noget, der for mig var helt naturligt.
   Jeg troede først, det var Wati der kaldte på mig. Men jeg blev pludselig revet ud af mine tanker, da jeg forstod, der var nogen der græd hjerteskærende.
   Jeg gik efter lyden, og stor var min forbavselse, da jeg fandt to små purke på fire til seks år gamle. De havde søgt ly imellem nogle buske, men havde ikke det mest basale med, til at beskytte sig i det vejr.
   De havde været på vej efter hjælp til deres mor. Hun var kommet alvorligt til skade, hytten de havde opholdt sig i, var brændt ned til grunden. Da deres far var ude for at lede efter renerne, ville formentlig være væk i flere dage, var de gået efter hjælp.
   De vidste der var andre samer, et par dages vandring fra hytten. Den mindste var træt, sulten, våd og bange. Den store havde ansvaret, og forsøgte at leve op til det.
   De var begge forkomne, det var vigtigt for mig, at få dem i læ så hurtigt som muligt. Så måtte jeg senere finde ud af, hvad jeg skulle stille op med mine nye små venner.
   Jeg satte dem begge på min slæde, lagde et stort varmt tæppe omkring dem, og sagde de skulle holde fast i hinanden. Det tog kun kort tid, før vi var så meget i læ, at de kunne få varme og noget at spise.
   Igen følte jeg det var Wati, der fortalte mig hvor jeg skulle søge hen. Det var en underlig følelse, at være så tryg, og så bare gå ud i den blå luft, vel vidende at en fejltagelse, kunne få katastrofale følger for os alle tre.
   Efter nogle få minutter nærmest vadede jeg ind i en tykning af små forblæste træer. Det var besværligt at komme frem. Der var mange væltede stammer, men vi fandt et sted hvor der var læ. Jeg medbringer altid selv en smule brænde på mine ture. Man ved aldrig om der er adgang til træ, så er det godt at have en lille forsyning med.
   Jeg tændte bål og lavede et vindskjul, så børnene kunne sidde helt i læ, og på den måde få lidt varme fra bålet og hinanden. Deres tøj var vådt og skulle tørres, det tog jeg af dem, lagde endnu et tæppe omkring dem og fandt noget mad frem.
   De vidste ikke hvem jeg var, kun at jeg ville hjælpe dem. Deres situation var nu under kontrol, men hvad med deres mor, ville hun overleve i det vejr? Jeg vidste det ikke, jeg måtte spørge dem mange gange, for at finde ud af hvilken vej vi skulle, for at komme til deres hytte.
   Selvom den var brændt ned til grunden, måtte der være noget tilbage. Men at deres mor var alvorligt skadet, det herskede der ikke nogen tvivl om. Ingen kvinde ville bede så små børn om at gå efter hjælp, hvis det ikke var livsvigtigt.
   Børnene sov trygt, efter de havde fået noget at spise, de var trætte efter de strabadser, de havde været igennem. Jeg selv spekulerede på, hvad jeg ville finde, hvis det lykkedes mig at finde deres hytte. Det problem måtte jeg løse, når og hvis jeg nåede frem.
   Efter nogle timers søvn vågnede de begge. Den lille græd, han savnede sin mor, det var svært for mig at trøste ham. Det var godt han havde sin storebror hos sig. Jeg gav dem deres tøj på, tæppet pakkede jeg tæt omkring dem, og brød op for at prøve at finde hytten.
   Jeg havde af den gamle shaman lært at se i syner, det var den teknik jeg nu ville bruge. Vel nærmest som i blinde, bad jeg også Wati om at hjælpe os. Om ikke for andet, så for børnenes skyld.
   Du må godt kalde det for et mirakel, men efter et par timer nærmest faldt jeg over den nedbrændte hytte.
   Det sneede stadig kraftigt. Jeg parkerede slæden i læ af et mindre forrådskammer. Til børnene sagde jeg, de skulle blive hvor de var. Vi var ved huset, jeg ville finde deres mor, men det var vigtigt de blev hvor de var, så jeg kunne finde dem igen, når jeg havde talt med deres mor.
   Den store dreng så på mig, som om han ville læse mine tanker. Jeg tror godt han kendte situationens alvor. Jeg gik hen imod den udbrændte hytte.
   Det var en hytte der kun var beregnet til kortere ophold, ikke en permanent bolig. Der var intet der ikke var brændt. Men hvor var kvinden?
   Jeg ledte lidt i brandtomten, men fandt intet. Jeg så mig omkring, og håbede hun havde søgt ly i forrådskammeret. Da jeg havde parkeret børnene ved siden af det, talte jeg lidt med dem, og sagde jeg lige ville se efter, om der var noget at spise. Jeg undgik at give dem en mulighed for at spørge mig om noget som helst, og bad endnu engang den store passe på den lille.
   Et kik derind bekræftede, at hun var derinde. Hun var meget forbrændt, ikke vågen, men heller ikke død. Hun trak vejret hivende, stønnede ind imellem og havde det rigtigt dårligt.
   Jeg tænkte på alt hvad jeg havde lært tidligere om forbrændinger, og gik i gang med at finde ud af, hvor slemt det var. Før jeg tog mig af kvinden, så jeg igen til drengene. Smilede til dem, og sagde deres mor havde søgt ly i forrådskammeret. Hun havde det ikke så godt, så det ville tage lidt tid før jeg igen kunne komme tilbage til dem. De måtte indtil videre blive hvor de var. De nikkede, men jeg så de var meget bekymrede, den lille græd sagte, men blev hos sin bror.
   Forrådskammeret var meget lille. To gange to meter. Det var gravet lidt ned i jorden. Væggene bestod af tykke planker, taget var ligeledes af træ med jord over. Det var et helt almindeligt forrådskammer med kun én meter til loftet. Der var således ikke ståhøjde for mig herinde, men det gik nok endda.
   Jeg tog alt tøjet af kvinden, så forsigtigt jeg kunne. Hun våndede sig højlydt af smerte, men jeg måtte vide hvor meget hun var forbrændt. Det ville være altafgørende for, om hun ville overleve.
   Ansigtet og hænderne var flere steder så forbrændte, at huden var væk. Store områder var forkullede, men de kunne med forsigtighed renses. De lægemidler jeg havde med, kunne bruges. Det var ikke det bedste, men salve der havde en bedøvende virkning, sprit og antibiotikum i pulverform, det kunne alt sammen bruges i en nødsituation.
   På kroppen havde hendes tøj taget af for varmen, flere steder var hun rød, og enkelte steder var der blaser. Ben, arme og fødder var heldigvis kun lettere forbrændte.
   Situationen var meget kritisk, men hun havde det koldt, var delvis bevidstløs. Det havde hjulpet hende, så skaderne ikke var blevet værre.
   Jeg undrede mig over børnene ikke havde skader. Havde hun beskyttet dem med sin egen krop? Jeg kunne ikke løse det mysterium lige nu, det gjaldt først og fremmest hendes overlevelse.
   Jeg hentede mine medikamenter, tog drengene med ind, og gik i gang med at behandle kvinden så godt jeg kunne, med de muligheder jeg havde.
   Det tog flere timer at få hende forbundet. Ansigt og hænder kunne jeg ikke gøre meget andet ved, end sterilisere så godt som muligt, og give hende en pose om hænderne. De andre skader var lidt nemmere at behandle.
   Under hele processen så børnene til, de sagde ikke noget, kun den lille græd en gang imellem. Kvinden var under min behandling vågnet lidt. Hendes øjne var bange. Jeg fortalte hende at drengene havde ført mig til hende, at vi ville hjælpe hende.
   Jeg puttede hende ind i min egen sovepose. Selv om hun havde mange smerter, bed hun dem i sig. Hun var meget tapper.
   Hun spurgte svagt til børnene, jeg sagde de var her hos os, men at de ikke måtte røre hende, jeg var bange for infektion, det forstod hun tilsyneladende.
   Det var tid til, at også børnene fik lidt opmærksomhed, mad skulle vi også have, der var nok at se til. Om natten sov børnene i de tæpper jeg havde lagt omkring dem, kvinden havde min sovepose, der var ikke noget til mig.
   Der var mad nok i forrådskammeret, det skulle jeg ikke spekulere på. Det lille bål gav en smule varme, det havde vi alle brug for.
   Alt var brændt i hytten, der var ikke noget der kunne bruges, så vi måtte få det bedste ud af det der var. Jeg sov ikke den nat, kvinden klagede sig flere gange.
   Da det endelig blev morgen, havde kvinden feber. Hun talte i vildelse, det gjorde børnene meget bange. Jeg trøstede så godt jeg kunne, men situationen var uholdbar. Hvis jeg ikke fandt ud af noget i en fart, ville det kun forværre vores situation.
   Hvor var der mennesker? Hvor kunne vi få hjælp? Jeg henvendte mig igen til den gamle shaman i mine tanker, for at få et syn.
   Jeg så solen langsomt komme op over trætoppene. Det tog jeg som et godt varsel fra ham. Vi skulle altså gå mod øst.
   Det sneede ikke længere, men her kunne vi ikke blive. Jeg pakkede vores grej, klædte børnene på og anbragte deres mor på min slæde. Med den ene dreng på ryggen, den anden ved hånden, og med slæden på slæb, begav vi os af sted.
   Jeg var i ukendt land, men vidste der mod sydøst var en landsby. Det ville tage os flere dage at nå så langt. Jeg håbede derfor mit syn fra shamanen var rigtigt.
   Vi gik det meste af dagen, kun afbrudt af et kort ophold, for at få noget at spise og drikke. Kvinden havde det stadig skidt, men lidt vand fik jeg tvunget i hende. Hendes forbrændinger gjorde frygtelig ondt, jeg havde ikke meget jeg kunne stilne hendes smerter med.
   Den store dreng og jeg gik og småsnakkede, da jeg fik øje på en snescooter. Jeg vinkede og råbte, heldigvis så han mig. Det var en ung mand der var ude for at lede efter rener efter snestormen.
   Jeg fik ham sat ind i situationen, han tog begge drengene med sig på scooteren. Det ville tage ham tyve minutter at nå hjem efter hjælp. Jeg skulle blive hvor jeg var så længe, deres landsby var bag den næste bakke.
   Mens jeg ventede, prøvede jeg at lindre kvindens smerter, ved at drysse sne på de forbrændte steder. Hun mumlede og klagede sig stadig. Det var ikke rigtigt lykkedes mig at komme i kontakt med hende, dertil var hendes tilstand for alvorlig. Enkelte ord opfattede jeg dog, de gik mest på børnene. Jeg fortalte hende igen og igen, de var i gode hænder, at hun skulle hvile, hjælpen var nær.
   Jeg tror hun forstod, men det var mig en gåde, hvorfor hun havde sendt dem af sted efter hjælp i det vejr. Det var en desperat handling, hun havde foretaget sig.
   Hjælpen kom, ikke mindre end fire snescootere ankom. På den ene var der en læge. Han undersøgte kvinden meget hurtigt, så jog de videre gennem sneen med hende.
   To mænd tog sig af mit udstyr, min slæde blev læsset på en efterløber til den ene scooter. Jeg satte mig bag ved en af mændene, og så gik det i susende fart over bakken og ned mod landsbyen.
   Jeg kunne se der var store indhegninger hvor der gik enkelte rener, der var vel 15-20 større og mindre huse, det var et helt lille samfund jeg var havnet i.
   Vi kørte til et af husene, hvor jeg blev budt indenfor. Jeg fik noget varmt at drikke, og der blev sat mad frem til mig.
   Imens jeg spiste, sad der tre mænd og fire kvinder, der tavst iagttog mig. Ingen forstyrrede mig i min spisning, men jeg var ikke mere end færdig, da alle ville vide hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvad der var sket.
   Jeg fortalte dem hvem jeg var, hvad der var sket og spurgte til børnene og kvinden. Man forklarede mig, en helikopter ville flyve hende til det nærmeste hospital, og at børnene var hos den ældste fra rådet...
   "Vi er Samer. Her er du meget velkommen. De mennesker du har hjulpet hører til her. Deres far er stadig ude, for at lede efter de rener der er løbet væk. Det er uhyggeligt hvad der er sket, men vi gør alt for at familien skal komme sig."
   En af kvinderne spurgte mig, om der var noget jeg trængte til. Da det ikke var tilfældet, rejste en af mændene sig og sagde, han ville føre mig til den ældste. Han ville beslutte hvor jeg skulle være, så længe jeg var deres gæst.
   Jeg blev vist vej til et af husene i landsbyen. Der tog en ældre mand imod mig. Han hilste mig og bød mig indenfor. Der var flere mænd forsamlede, jeg blev præsenteret for rådet. Det var blevet hasteindkaldt. Det var en katastrofe for det lille samfund der var blevet afværget. Jeg måtte igen fortælle min historie for dem.
   Det var helt tydeligt, de alle så med stor respekt på mig. Den lærer jeg havde haft, den gamle shaman, nød stor respekt i det lille samfund. De kendte ham alle, de havde også alle hørt om mig, hans vandrende elev.
   Samer er altid på vandring, hvor de kommer frem, besøger de hinanden.
   De havde alle hørt om den mystiske Jæger, der levede i deres land, men ingen havde set ham, udover den gamle Shaman.
   Nu sad jeg så her. De vidste alle jeg havde overnaturlige evner. Jeg var blevet oplært af en af deres egne, og det på trods af, jeg ikke var Same.
   Også min flugt med Wati, som de var i slægt med, kendte de til. Det havde givet mig en høj status hos dem, selvom de aldrig havde mødt mig. Jeg var anerkendt af deres Shaman, det var nok for dem.
   Den gamle høvding rejste sig, gik hen til mig, lagde hånden på min skulder og takkede mig, for hvad jeg havde gjort for en af deres. Han bad mig blive og hvile ud. Jeg kunne bo hos ham. Rådet så gerne jeg deltog i det næste stævne, der skulle holdes i deres landsby. Det var en ære for dem at have mig som gæst, sluttede den gamle høvding med at sige.
   Lisa, du må forstå, at Samer har æresbegreber, som du ikke kender til. Redder du et andet menneskes liv, ejer du en del af det menneske. Du er forbundet til det menneske, og kun en tilsvarende handling kan ophæve denne forbindelse. Det er ikke sådan at man går rundt og skilter med det, men det er noget alle ved, du nyder respekt derfor.

Det gik kvinden godt. Selvom hun blev blind på det ene øje, fik vansiret sit ansigt og har fået amputeret nogle fingre på den ene hånd, så lever hun i dag med sine to drenge, og sin mand langt mod nord.
   Jeg deltog i nogle stævner den sommer. Der var ikke den ting de ikke ville gøre for mig. Men jeg kunne ikke blive der resten af livet, så jeg tog videre på min søgen. Efter hvad, det vidste jeg ikke, men jeg var så underlig rastløs.
   Jeg gik vestpå, mødte mange prægtige mennesker. Også den gamle shaman besøgte jeg. Min søgen var ikke forbi. Jeg havde i mit indre set et syn; en kvinde, der var i stor nød.
   Igen og igen kom hun til mig i mine drømme, bad mig hjælpe hende. Til sidst var hun en besættelse for mig. Hvad drømmene betød, kunne ingen svare mig på, kun at det var et varsel. Men hvornår, hvor, og hvorfor?
   En nat drømte jeg, at Wati så på mig, hun ville sige noget, men kunne ikke finde ord for det hun ville udtrykke. Den drøm kom også igen og igen.
   Den gamle shaman brugte megen tid på at tyde mine drømme. Han kunne kun fortælle mig, at ånderne havde en mening med at plage mig.
   "Lyt til dem, Jæger, lyt til Wati. Gå ud i ødemarken, der finder du svaret."
   Da jeg næste gang i drømme så Wati, sagde hun til mig, hun måtte gå til det sted hvor den evige hvile var. Men der ville komme en anden, og hos hende skulle jeg blive."
   "Gå først mod vest, derefter mod syd. Der skal du finde hende, og hos hende skal du blive."

Lisa! de drømme jeg her taler om, dem fremkalder jeg i meditation. Så rigtige drømme som du forstår det, er det ikke. Drømme er noget Shamaner bruger, jeg har også lært det. Jeg har stor respekt for Åndemaneri, det skal man ikke misbruge eller lege med. Engang imellem er det nyttigt, at få lidt råd og vejledning fra ånderne, de tager aldrig fejl.
   Nu er klokken mange. Jeg tror det er på tide at gå til ro"

"Lisa!" Ayla var den første der brød tavsheden.
   "Det er altid spændende når min far fortæller, jeg har fået fortalt de historier mange gange, og alligevel synes jeg hver gang, der er noget nyt i dem."
   Hun rejste sig, kyssede sin far og mor godnat, og gik ind på vores værelse. Jeg sagde også godnat, og skyndte mig ind til Ayla. Vi børstede tænder og gik i seng.
   Jeg kunne ikke sove. Ayla bemærkede, at hendes far nu fortalte mig om sit liv, det havde hun aldrig troet, jeg kunne få ham til.
   "Det betyder han stoler på dig! Også min mor har stor tillid til dig.
   Du er på en måde sårbar, og alligevel robust. At du er journalist, ville jeg aldrig have gættet på. Men det er nok rigtigt som min far siger, at du nok er den eneste der kan fortælle hans historie, så den kommer til at være rigtig. Men nu godnat, Lisa, og sov godt."
   Det sidste jeg hørte inden jeg faldt i søvn, var Ayla der nynnede for sig selv. En melodi jeg også havde hørt hendes mor nynne, når hun var hos mig om natten for at trøste mig.