Så var det vaskedag. Det var Anitas tur til at tage tøjvasken, og da hun havde skubbet til en arbejdsdag, følte hun sig træt på forhånd, men det skulle jo gøres. Der var tre dage til blikkenslageren kom, så hun var nødt til at gå i kælderen med det. Hun fik den tunge vaskekurv ned og så, at der ikke var nogen i rummet. Heldigvis, så skulle hun ikke vente og kunne så blive lidt tidligt færdig.
   Hun fik alt tøjet stoppet i maskinen og satte den i gang. Det ville tage en halv time, så hun satte sig til at tjekke sin mobil. Der var ikke nogen nye beskeder. Hun fik nu det indfald at ringe til Lisa, nu da hun var alene her. Det gjorde hun. Der lød en hilsen i telefonen, der var både trist og glad.
   "Jeg ville da bare høre, hvordan du havde det."
   "Det kunne være bedre, ja, jeg ved du snakkede med min far i går og han fortalte dig det hele."
   "Ja, det gjorde han, og jeg ringer også for at sige, at det gør mig ondt at høre."
   Der lød en anstrengt vejrtrækning og nogle snøft. Hun overvejede et øjeblik, om hun skulle fortælle Lisa, at hun havde en fætter, men blev hurtigt enig med sig selv om, at det måtte hun hellere lade være med, det skulle hendes forældre gøre, hvis de blev enige om det. Ingen grund til at sætte faster Karin i en loyalitetskonflikt.
   "De vender sig bare om og siger ikke noget, når jeg er i nærheden, og i dag var der en af dem, der skjulte min taske et sted, hvor jeg ikke kunne gætte det, og de kalder mig både forbrydertøs og bundfaldsunge."
   "Jeg må sige ligesom din far, at det viser mere om dem end om dig, men jeg ved godt det gør ondt alligevel."
   "Selv mine tidligere veninder er med på vognen."
   Anita mærkede det sved i hendes øjne.
   "Du kan tro jeg kender det."
   "Ja, det ved jeg... jeg ville ønske du boede herovre."
   "Det ville jeg også ønske lige nu, jeg ville også ønske jeg havde den magiske løsning, men ak, sådan en findes bare ikke."
   "Nej, du har ret."
   Nu lød der fodtrin på gangen. "Jeg ringer fra vaskekælderen og nu kommer der nogen, vi må snakkes ved en anden gang, stort knus til dig."
   "Knus tilbage."
   Marianne kom ind med en vasketøjskurv.
   "Hejsa, hvor hyggeligt at møde dig her."
   "I lige måde."
   Hun stoppede tøjet i den ene ledige maskine, der virkede og satte den i gang.
   "Jeg var lidt ked af, at jeg kom til at involvere dig den anden dag, vi kunne jo bare ikke få fat i dine forældre."
   "Det er helt i orden, jeg kunne i det mindste komme overens med min mor om det, og nu har vi en aftale med en blikkenslager, der kan forbedre afløbet."
   "Det er da godt, så håber jeg ikke i kommer til at betale en alt for stor erstatning."
   I det samme viste Morten Hansen sig i døråbningen. "Men goddag, de damer."
   Både Anita og Marianne hilste igen, Anita kunne mærke modviljen presse på indefra.
   "Nå, nu skal vi snart have malet væggene hernede, så bliver det lidt rarere at komme herned."
   "Er reparationen af vores fjernvarme ikke vigtigere?" svarede Marianne, "der er jo ingen der fryser af at malingen her i kælderen skaller af."
   "Skal jeg nu høre den igen? Kan folk da ikke finde ud af bare at købe en ovn, jeg er snart træt af al den utilfredshedshed her i huset, jeg har skabt en økonomi der er forrygende god."
   "Så burde der også være råd til at ordne vigtige ting, der ikke fungerer."
   "Jeg bruger tres timer om ugen på mit arbejde som formand, at du bare ved det, så kunne jeg da godt forvente lidt taknemlighed."
   Marianne rystede opgivende på hovedet.
   "Har bestyrelsen fået drøftet den vandskade vi kom til at lave?" sagde Anita.
   "Hvilken vandskade?"
   "Den nede i tøjbutikken under os, vi har bestilt en blikkenslager til at ordne vores afløb, men hvad skal der ske med den skade vi kom til at lave i butikkens baglokale?"
   "Nå den hvor I snakkede med Jørgen, ja for fremtiden skal I altså ikke snakke med ham om tingene, han er ude på at besværliggøre vores arbejde."
   "Men hvad er I blevet enige om at gøre ved den vandskade?"
   " Vær ganske rolig, frøken Annette, vi vil ikke gøre noget."
   "Hvad!"
   "Jeg har en god fidus til at få økonomien i huset gjort bedre, vi får drevet vores fire butikker ud, så kan vi få dem lejet ud til nye lejere, og så kan vi sætte prisen op til markedsleje, sikke en masse penge vi så får ind, om bare et par år vil vi kunne bo gratis her."
   "Men hvordan ved du, om du kan finde nye lejere?" indskød Marianne, "det er jo ikke en attraktiv butiksgade vi bor i, det er heldigt vi i det hele taget har de fire butikslejemål, vi kunne ende med at stå uden lejeindtægt og så vil andelshavernes afgift stige katastrofalt."
   "Pjat med dig, jeg har mine forbindelser, jeg skal nok få dem lejet ud igen."
   "Hvad er det for forbindelser?"
   "Det skal I få at se."
   "Men en ny indehaver af butikslokalet under os har jo dog også krav på, at de vandskader vi lavede bliver ordnet," sagde Anita.
   "Men ikke før de flytter ind, jeg håber bare kællingerne i butikken bliver så ærgerlige over at have det skadede lokale, at de flytter, så på den måde kom jeres lille uheld belejligt."
   "Dine lumpne metoder, altså!" Anita rystede over hele kroppen, hun kunne mærke sit hjerte hamre i brystet.
   "Du er stadigvæk ung, frøken Annette, en dag vil du forstå hvordan tilværelsen fungerer."
   Anita røg op og stampede i gulvet. Hun var bange for, at hendes stemme ville ryste. "For det første hedder jeg ikke Annette, for det andet er jeg ikke en fisefornem adelsfrøken og for det tredje ved jeg udmærket hvordan tilværelsen fungerer, når man skal spille ærligt spil."
   Morten trak sig forskrækket tilbage og udstødte nogle diskante lyde.
   "Vi er flere i huset, der ikke kan lide dine metoder, at du ved det," sagde Marianne, "hvis du tror, du kan køre det her hus som din private virksomhed uden at stå til ansvar, så tager du fejl."
   Nu trak Morten sig væk, og de to sad alene i vaskerummet.
   "Tror du han har noget at skjule?" sagde Anita sagte.
   "Det skulle ikke undre mig, men altså, jeg kan sige dig, Anita, jeg troede ikke jeg var en voldelig person, men jeg kunne skyde den mand."
   Anita sukkede. "Det er afskyeligt."
   "Jeg ville ikke undre mig, hvis der var en i huset, der pandede ham en, men det vil bare give ham det trumfkort, at han kan spille martyr."
   "Ja, det er sandt nok."
   "Det her skal ud til resten af huset, han skal ikke tro han kan slippe af sted med det."
   Nu var Anitas tøjvask færdig, og så var det i tørretumbleren. Kun en ud af de to duede.
   "Det er utroligt, disse her maskiner har stået og været i udu i megalang tid," sagde Anita, "og de gør ikke en skid ved det."
   "Det er noget smøleri." Da Mariannes vaskemaskine standsede, måtte hun vente noget tid til Anita var færdig med at tørre.
   "Ja, det er ikke så slemt at vente på dig alene, men jeg har siddet her, hvor vi var fem, der sad og ventede på tørretumbleren."
   "Jeg har også prøvet at sidde i kø her," svarede Anita.
   Hun bemærkede nu, at Marianne kiggede ud ad vinduet og fik et betænkeligt udtryk.
   "Jeg kan se to mænd stå ude i gården, der er kendt som formandens rygklappere, og de kigger herover som om de venter på noget." Hun bed sig i læben. "Jeg kan ikke lide deres udtryk, Anita, når du er færdig så følger jeg dig lige til din opgang, jeg er ikke rolig ved at du skal gå alene."
   Anita kiggede ud og kunne se det passede. Der stod de to med sammenknebne øjne og lignede rovfugle, der overvågede sit bytte. De havde armene over kors. Hun genkendte den ene som René. Hun mærkede sveden pible frem i sine håndflader.
   Marianne tog sin mobil op og trykkede sin mands mobilnummer. Der blev svaret og hun fik sat Jens ind i sagen. "Har du mulighed for lige at gå ud og være parat, hvis der skulle ske noget?"
   "Det kan du tro, jeg ringer også lige til et par andre i huset." Marianne takkede, og da Anitas tøj var færdig med at tørre, hjalp Marianne hende med at bære det. Da de kom ud i gården, kunne de se Jens stå i baghusets indgangsdør sammen med Bongo og holde øje med de to mænd. Da de begyndte at røre på sig, rømmede han sig så højt at det gav genlyd i gården. Det fik de to mænd til at stoppe og vende sig om, og Jens kiggede på dem med et fast blik.
   Da Anita og Marianne kom til Anitas indgang, kunne de se Jørgen og Antonio stå og se vagtsomme ud, Jeanne stod bagved sin far og kiggede med store øjne. Anita tog afsked med Marianne og gik ind, Jørgen og Antonio bar vasketøjskurven op for hende.
   "Kontakt mig, hvis du får mere vrøvl," sagde Jørgen. "Pas på dig selv, det her er ikke slut endnu."
   Anita takkede og fik kurven ind i lejligheden, hvorpå hun begyndte at ryste over hele kroppen, så hun knap nok kunne stå på sine ben. Jeanne så det gennem den åbne dør, spænede ind og lagde begge arme om hende.
   "Jeg kommer op om lidt, far," råbte hun ud ad døren, Antonio nikkede og gik op med Jørgen.
   "Det er overstået nu, Anita, rolig." Hun førte Anita hen til sofaen og fik hende til at sidde ned.
   "Vil du have et glas vand?" Anita nikkede, så Jeanne løb ud i køkkenet og fandt efter at have åbnet et par skabe et glas og fyldte det med vand, som hun tog ind til Anita. Hun drak af det og Jeanne satte sig ved siden af og holdt om hende.
   "De er nogle svin," sagde Jeanne.
   "Hvorfor var jeg dog så dum at begynde at skændes med ham?"
   "Hvis du får vrøvl med dem igen, så er vi andre her for dig."
   Anita trak vejret hurtigt og anstrengt, men efterhånden begyndte det at blive mere roligt.
   I det samme gik døren og Inger kom ind. "Men goddag, Jeanne," udbrød hun.
   Jeanne hilste høfligt igen. "Men Anita, hvad er der dog?"
   "Hun fik en forskrækkelse, men hun er ved at blive rolig igen."
   "Uha da, så må jeg jo sige dig tak for hjælpen."
   "Det var da så lidt."
   "Vil du have noget, te, kaffe?"
   "Jo tak, te, jeg tror også Anita behøver noget at falde helt ned på."
   "Jeg skal nok sørge for det, bare bliv siddende begge to."
   Anita rystede stadig, Jeanne holdt armene om hende. Det ringede nu på døren, moren gik ud og lukkede op. Det var Marianne.
   "Hej, det er mig der bor i baghuset, jeg vil bare høre, om din datter er ok, jeg hørte hun blev helt ude af flippen."
   "Ja, jeg må jo på et tidspunkt høre nærmere om det, men du må godt gå ind og se til hende, hvis du vil."
   Marianne takkede og gik ind i stuen til de to piger, hun hilste på dem.
   "Hvordan går det, Anita?"
   "Jo, nu kan jeg klare det igen, det er ved at gå over."
   "Det var godt du kunne være der for hende, Jeanne."
   "Det manglede bare, men uh, kan vi dog ikke få det bæst afsat?"
   "Der er lang tid til han er på valg, desværre, men så skal vi stille et mistillidsvotum, og det skal der være flertal for."
   "Mine forældre skal nok stemme for."
   "Det ved jeg, men vi er fyrre husstande i huset, og vi kender ikke alle lige godt, og selv om han så blev afsat, så bor han og hans rygklappere stadigvæk i huset, hvad kan de finde på?"
   "Jeg kan godt se du har ret."
   Inger kom ind med kander og kopper og spurgte Marianne, om hun ville have en kop med, hvad hun sagde ja tak til.
   "Det er jo næsten helt hyggeligt at have besøg af nogen fra huset, det sker jo næsten aldrig."
   Både Jeanne og Marianne nikkede alvorligt. "Savner du det ikke nogle gange, "sagde Marianne, "øh, nu skal jeg lige være sikker, det er Inger, ikke?"
   "Rigtigt, jo, det gør jeg, vi havde jo flinke naboer hvor vi boede før."
   "Du burde finde ud af, at det er der også her, Inger."
   "Ja, men min mand er jo så bange for al den kriminalitet, der er her i byen."
   "Jeg er overbevist om at størstedelen i huset her ikke er kriminelle, men selvfølgelig er der nogen."
   "Jeg vil gerne tro på dig, men jeg kan bare ikke overbevise min mand om det."
   I det samme gik døren op og Preben kom trådte ind med en rynket pande og skuldrene hævet, som om han allerede var klar til at angribe. Han standsede lige inden for entredøren og stod som naglet fast og kiggede Både Marianne og Jeanne sagde goddag til ham.
   "Hvad fanden laver I to her?"
   "Vi var bare nødt til at hjælpe din datter, fordi hun fik en forskrækkelse," svarede Marianne, "det håber jeg da at du kan blive bare lidt glad for."
   "Du der, skal du ikke have tørklæde eller burka på."
   "Hvorfor skulle jeg det?" svarede Jeanne og rynkede brynene.
   "Skal I ikke det ifølge jeres religion?"
   "Vel skal vi ej! Vi er katolsk døbte i vores hjemland, og siden vi kom her, har vi været tilknyttet den katolske kirke herhenne på Nørrebrogade og jeg har gået i den katolske friskole ved siden af den."
   "Nå, men hvad laver du så nu?"
   "Går i gymnasiet."
   "Bliver man klogere end andre mennesker af det?"
   "Det ved jeg ikke, men man kommer jo nok til at vide noget mere om nogen ting."
   "Dem som jeg gik i klasse med, der kom i gymnasiet, de var simpelthen så dumme, at jeg ikke kunne fatte de kunne komme et så fint sted, hvor man skulle være klogere end andre, det var bare simpelthen sådan nogle tåber, der bare var blevet kanøflet hele deres skoletid, fordi de var så utroligt dumme."
   Nu var Anita blevet i stand til at sige noget. "Nu modsiger du dig selv, far, du plejer ellers at sige, at der ikke var noget mobning på din skole j Jylland, fordi det var ordentlige mennesker, der boede der, som kunne opdrage deres børn."
   "Nå ja, men her snakker jeg om nogen, der fortjente det."
   "Der er ingen der fortjener at blive mobbet," sagde Marianne.
   "Og den skulle komme fra dig, du er jo en af dem, der mobber vores formand fordi han er bøsse."
   "Er han det?" sagde Marianne, "det vidste jeg ikke, og jeg er også ligeglad, det er ikke det vi er utilfredse med."
   "Jeg har snakket en del med ham, og han lider virkelig under det."
   "Åh, den stakkels forfulgte uskyldighed," sagde Marianne sarkastisk. I det samme ringede Prebens mobil og han gik ud i køkkenet og besvarede. Inde i stuen kunne de høre ham sige goddag, Morten. Det fortsatte: "Nej, jamen dog, det er jeg ked af at høre, jeg skal nok tage mig af det, farvel Morten."
   Han kom ind igen. "Nu vil jeg bede jer to om at gå, vi har en alvorlig sag vi skal tale om nu."
   "Var det vores formand?" sagde Marianne.
   "Ja, og nu har vi altså en alvorlig sag at snakke om, det er intern familiesnak, så vær venlig at gå."
   Både Jeanne og Marianne rejste sig modstræbende, Jeanne hviskede lige til Anita, at hun bare skulle komme op til dem hvis hun trængte til at snakke.
   "Ikke det hviskeri!" råbte Preben.
   Nu gik de begge ud ad døren, Marianne sendte lige Anita et blik.
   Anita så døren lukke bag Jeanne og Marianne. En knude begyndte at forme sig i hendes mave. Hvad var det nu for en "alvorlig sag," og hvordan ville hendes far bruge det imod hende denne gang?
   Det var tydeligt, at hendes far nu havde gang i noget. Han satte sig ned foran hende.
   "Vores formand ringede, han fortalte at du mødte ham i vaskekælderen og var noget så uforskammet overfor ham og kaldte ham bøsserøv og gammel nar. Nu kræver jeg altså en forklaring, for det første, hvorfor har du ikke brugt vores vaskemaskine, som vi har fået her?"
   "Fordi afløbet ikke kan klare den," svarede Anita.
   "Vi har bestilt en blikkenslager," sagde moren, "han kommer om to dage."
   "Hvem lukker ham så ind."
   "Det gør jeg," sagde Anita, "Jeg har sen vagt den dag, så jeg kan godt tage imod ham."
   "Det har I bare ordnet uden mit vidende?"
   " Bare rolig, Preben, jeg betaler," sagde Inger.
   "Men var det nødvendigt?"
   "Den har lavet en slem vandskade nede i tøjbutikken," sagde Anita.
   "Du venter til du bliver spurgt, var det nødvendigt, Inger?"
   "Ja, vi har i forvejen fået en stor erstatningssag på halsen, den kunne ske at blive værre, hvis der kommer mere vand fra os."
   Preben stod tavs et stykke tid som om situationen var et stykke sejt kød.
   "Nuvel, det får så være, men Anita, at du er uforskammet overfor formanden, det vil jeg altså ikke have gentager sig, man skal tale høfligt til folk, det kommer man længst med, og i tilfælde af det gentager sig må jeg tage skrappere midler i brug."
   "Jeg sagde aldeles ikke noget af det han påstår," sagde Anita, hun kunne ikke skjule, at gråden var ved at presse sig på. Hvordan kunne han finde på noget så lavt? Hun kunne næsten høre hans hånlige tone for sig, mens han spredte sine løgne til hendes far.
   "Preben, måske skulle vi i det mindste høre hendes side af sagen," sagde Inger med en skarphed i stemmen, der sjældent kom frem. "Du har altid sagt, at vi skal være retfærdige, ikke?"
   "Han er en reel mand fra min fødeegn, jeg har ikke nogen grund til at tro, at han lyver, efter min mening er det en lille korrupt elite, der vil overtage magten og smide alle de beboerne ud for at skabe en bohemerede og skabe hashbuler, og jeg har stor respekt for, at han kæmper mod dem."
   "Du kan spørge Marianne ovre fra baghuset, hun overværede det!"
   Nu varede det lidt længe inde Preben svarede, det var som om han tøvede.
   "Morten sagde, at der kun var dig og ham i vaskerummet."
   "Det er løgn, bare spørg Marianne."
   "Jeg er ikke interesseret i hvad hun siger, hun er jo forgabt i dig, fordi du fjoller rundt med hendes to forkælede tøser, så hun vil helt sikkert lyve for at tale til din fordel, og nu vil jeg sige dig: nu holder du dig fra det bohemeslæng, der bor i vores hus! Kunne vi dog blot få alle de ulækre personer ud."
   Han stod nu lidt og tænkte.
   "Men nu siger jeg dig: jeg vil ikke høre mere af, at du er uforskammet overfor vores formand og generer ham fordi han er anderledes, er det forstået?"
   "Han lyver..."
   "Ja eller nej!"
   "Burde vi ikke lige spørge Marianne?" sagde Inger, "hun sagde at Anita havde fået en forskrækkelse, da jeg kom hjem, sad hun og rystede over det hele."
   "Den københavnersnude skal vi aldeles ikke høre på!"
   "Hun er østjyde," sagde Anita.
   "Det rager mig hvad hun er, jeg er ikke interesseret i at høre noget fra hende, men nu vil jeg høre, Anita, har du forstået hvad jeg sagde, og jeg vil bare have ja eller nej."
   "Ja," sagde Anita og rejste sig og løb mod døren.
   "Hvor skal du hen?"
   "Det rager ikke dig! Jeg sagde ja til at jeg havde forstået, jeg sagde ikke ja til at jeg var enig!"
   Hun åbnede døren og løb op ad trappen. Da hun nåede toppen af trappen, støttede hun sig til gelænderet, mens tårerne pressede sig på. Hendes blik gled mod Jeannes dør.
   Hun ringede på, og Jeanne lukkede op.
   "Åh nej da, kom indenfor, kære ven."
   Anita kom ind med tårerne løbende, Jeanne lagde begge arme omkring hende.
   "Sæt dig ned herinde."
   Begge hendes forældre var der. Luiza kom løbende hen og lagde en arm om Anita. "Åh, hvor er det godt du kom herop, vi kunne høre hans stemme skære igennem helt op til os, det lød forfærdeligt."
   Antonio tog hendes ene hånd mellem sine to hænder. "Vi var rådvilde, vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle gribe ind eller ej."
   Nu blev Anita i stand til at sige noget. "Så det er måske lige før jeg ikke behøver fortælle hvad der skete." Hun følte både lettelse og forlegenhed, det var lige før hun følte sig lidt blottet.
   "Nej, vi kunne høre det hele," sagde Jeanne, "ja, altså, ikke lige hvad du sagde, men det din far sagde, det gik igennem, vores formand, altså, føj for en løgnhals."
   "Gid han må få sine løgne galt i halsen," sagde Luiza.
   Anita forklarede dem nu hvad der var sket i vaskekælderen, og de lyttede alle tre og rystede på hovedet.
   Da hun kom til turen hen over gården med Marianne, nikkede de alle tre. "Jens ringede op til os og sagde, hvad han og Marianne frygtede," forklarede Antonio.
   "Sikke et opbud for at få vasketøjet tilbage i lejligheden," sagde Anita, nu kunne hun smile, og de lo alle sammen.
   "Seks personer og en hund," sagde Jeanne, "det kalder jeg effektivitet."
   De lo alle igen, men de blev snart alvorlige. "Mon han også spreder den løgn i huset?" sagde Jeanne.
   "Han kunne godt finde på det," sagde hendes far. "Men han er jo forgabt i din far, Anita, så lader han måske være for hans skyld."
   "Det kunne tænkes," sagde Anita.
   "Men vi kan ikke regne med den mand," sagde Luiza.
   "Nej, det er sandt nok, vi må være forberedte på lidt af hvert."
   "Der er lang tid til han er på valg som formand, til den tid er hans to rygklappere i bestyrelsen også på valg, måske kan vi finde modkandidater til posterne inden da."
   "Det er bare forbandet lang tid," sagde Anita.
   "Ja, det er det godt nok," sagde Antonio, "men det er den mulighed jeg kan se." De andre nikkede.
   De snakkede nu om at invitere dem de vidste var utilfredse til en snak. Det burde være på tide at de utilfredse holdt et møde. Antonio tog en telefon og sendte nogle sms'er. Efter en tid kom Ava ned med Martin. De omfavnede begge Anita.
   "Vi kan godt forstå du blev helt ude af flippen," sagde Ava, "godt Jeanne kunne hjælpe dig." Hun henvendte sig til resten af forsamlingen. "Min nabo kan dårligt gå ned ad trappen, men jeg skulle hilse og sige fra ham, at han er på vores side."
   Den næste der mødte op, var Ellen. "Nå, så er der endelig ved at samle sig et oprør," sagde hun, "det var på tide."
   Hun lagde en hånd på Anitas skulder. "Jeg har fået et referat af hvad der skete i dag, hold på din ret!"
   Den næste der kom, var Jens. "Ja, Marianne er lige så utilfreds som mig, men der skulle jo lige være en til at være hos vores piger." De andre nikkede, han strøg Anitas kind inden han satte sig.
   "Og Jørgen kan ikke rigtig deltage," sagde Ellen, "han er jo bundet på hænder og fødder af at være bestyrelsesmedlem."
   "Men han er på vores side," sagde Anita og alle nikkede.
   Jens rejste sig. "Vi ved jo ikke rigtig med dem, der bor i de andre opgange, men en kan vi sikkert regne med, Lena i naboopgangen og jeg vil tro dem der bor på øverste etage, der lider under den dårligt fungerende fjernvarme, vi skal jo bare ikke tage nogen chancer og komme til at røbe noget til en, der sladrer."
   "Hvad med ham suppleanten, der bor i nummer atten?" sagde Antonio.
   "Han er muligvis god nok, men vi kender ham ikke rigtig," svarede Jens. "Selvom vores vedtægter siger, at suppleanterne har lov at deltage i bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret, så har bestyrelsen forment ham adgang til denne ret."
   "Det har de ikke lov til," sagde Ellen.
   "Nej, absolut ikke, men det vil de skide på."
   "Selvfølgelig, ja," sagde flere af de tilstedeværende.
   "Men så må jeg spørge: har I nogle gode forslag til hvad vi kunne gøre?"
   Den følgende stilhed var præget af, at alle tænkte.
   "Vi kunne væbne os med tålmodighed og så skaffe nogle modkandidater til når bestyrelsen er på valg," sagde Antonio.
   "Det kræver bare tålmodighed," sagde Ava. " Jeg vil gerne have, at Martin kan vokse op et sted, hvor han kan føle sig tryg, og med sådan en som Morten Hansen ved roret, føles det ikke muligt."
   "Og han kan nå at gøre meget skade på den tid," indskød Jeanne, den fik flere af dem til at nikke alvorligt.
   "Jeg er mest stemt for et mistillidsvotum," sagde Ava.
   "Jeg tror ikke, vi skal skynde os med et mistillidsvotum," sagde Jens. "Hvis vi fejler, kan han bruge det imod os."
   "Fejle? Vi har intet at tabe," sagde Ava med en skarp stemme. "Jo længere han får lov til at sidde, jo værre bliver det."
   "Ja, jeg er principielt enig, men hvis vi ikke får flertal for et mistillidsvotum, så har vi tabt med et brag, han vil blive ved med at køre på, at det er et mindretal, der er utilfreds."
   "Jeg er bare ikke rolig ved, at han skal sidde meget længere," svarede Ava.
   "Det er ingen af os," sagde Luiza, "men vi må veje for og imod med hvad vi gør."
   "Ja, jeg kan jo ikke stemme," sagde Anita, "og min husstand vil jo stemme modsat mig."
   "Ja, du er jo i en vanskelig situation," sagde Jeanne, "det giver os en stemme mindre."
   Anita mærkede et par tårer løbe ned over hendes kinder, Jeanne satte sig over til hende og lagde armene om hende. "Vi ved godt, at du holder med os."
   "Ja, men jeg kan bare ikke gøre noget, for eksempel stemme imod formanden."
   "Hvis vi kan dokumentere nogle af hans ulovligheder, som at nægte suppleanterne adgang til møderne, kunne vi måske få kommunen eller en boligorganisation til at gribe ind," sagde Ellen.
   "Det var måske noget," sagde Jens, "hvad siger I til det."
   "Fornuftigt," sagde flere af dem, Ava nikkede tøvende.
   "Jeg vil godt undersøge mulighederne," sagde Jens, "men har du nogen forslag, Ellen?"
   Netop som Ellen skulle til at svare, bankede det hårdt på døren. Alle vendte sig mod hinanden med et nervøst blik. "Hvem kan det være?" hviskede Anita.
   Antonio rejste sig. "Caramba, hvad er det for en idiot, der ikke har hørt om dørklokker?" Han gik ud og lukkede op, der stod formanden og Preben.
   "Er Anita her?" sagde Preben.
   "Jeg er her, far," råbte hun, "og rolig, jeg kommer snart."
   "Du kommer nu, det er en ordre!"
   Nu tog Morten ordet. "Preben har fortalt, at han har fået vand oppe fra jer og det nu er løbet ned til butikken."
   "Det er løgn og latin!" råbte Anita.
   "Din far har fortalt det."
   "Derfor er det stadig løgn! Far, du kan lige så godt høre det med det samme: jeg er ved at miste respekten for dig, det er vores vaskemaskine, der har lavet ravagen, og mig og mor har bestilt en blikkenslager til at se på afløbet."
   "Du skal aldeles ikke sige noget her," sagde Preben, "du har i det hele taget ikke noget at skulle have sagt."
   "Vi burde da undersøge jeres badeværelse," sagde Jens, "hvis I virkelig har fået vand herfra, så burde det kunne ses på jeres loft og gulv."
   "I har bare at holde jer ude af vores lejlighed," råbte Preben, "og Anita, du kommer med nu! Formanden har givet mig en meget detaljeret beskrivelse af hvad der skete."
   "Har han husket den detalje, at Marianne, Jens' kone, var øjenvidne?" sagde Ellen, der havde rejst sig op og stod foran ham.
   "Vi er ikke interesseret i hendes vidnesbyrd, hun er ikke neutral så vild som hun er med min datter."
   "Det er du vist heller ikke, min gode Preben, så forgabt du er i Morten," svarede hun.
   Morten udstødte et diskant hyl- "Nu har jeg fået nok af jeres diskriminerende udtalelser," råbte han.
   "Nå, jeg ramte vist et ømt punkt, det var nu ikke med overlæg."
   "Men det er også løgn, at fru Marianne var der," råbte formanden, "Anita var der alene, og hun truede mig med vold og kom hen og greb fat i mig."
   "Nå, nu får den en ekstra tand," udbrød Jeanne.
   "Jeg er rystet over dig, Anita," råbte Preben.
   "Preben, altså, brug lige hovedet," sagde Ellen, "for det første er Anita en pige, hvis du ikke har opdaget det endnu efter sytten år, og så ved du lige så godt som alle andre, at hun har mindre muskelmasse, og for det andet er hun ikke specielt høj, hun er meget mindre end vores lavtærede formand, tror du så virkelig hun havde turdet bruge vold selv om hun havde villet?"
   "Ja, det turde hun fordi fru Marianne stod der og helt sikkert ville have hjulpet hende," skreg Morten.
   "Nå, ser man det, så var Marianne altså i lokalet," sagde Ellen.
   Formanden gav et hyl.
   "Men lige før sagde du, at du og Anita var alene i lokalet, ganske vist er jeg ikke Miss Marple, men dette kan jeg se er en selvmodsigelse."
   Morten udstødte en række voldsomme lyde.
   "Var Marianne der i lokalet eller var hun ikke? En af delene er løgn!"
   "I skal komme til at bøde for det," råbte Morten og gik med raske skridt ned ad trappen.
   "Anita, nu følger du med mig ned," råbte Preben.
   Ava havde rejst sig og var kommet hen ved siden af Ellen og løftede sin finger mod Preben. "Hvis du vover at bruge korporlig straf, så skal jeg nok melde det!" sagde hun.
   "Du skal ikke blande dig, din billedsmører!"
   "Jeg mener det."
   "Det gør vi andre også!" lød det i kor fra resten af de tilstedeværende.
   "Jeg kommer først ned, når du er kølet af," sagde Anita.
   Preben stod lidt og tøvede. Hans blik flakkede. Så sank han sammen og trak sig tilbage ned ad trappen, hvorpå Ellen lukkede døren mens hun rystede på hovedet. Ava tog Anitas hånd. "Husk at vi står bag dig."
   "Nu tror jeg vist vi trænger til noget kaffe og te," sagde Antonio, "vi trænger til at falde ned igen."
   En mumlen i forsamlingen udtrykte, at alle var enige, og snart blev der båret kopper ind og Antonio og Luiza lavede hvad der skulle drikkes. Snart sad de alle og snakkede om ting, de havde oplevet denne dag, især de sjove ting. Der blev grinet meget. Efterhånden begyndte folk at bryde op en efter en. Anita var en af de sidste, og Jeanne sagde, at hun endelig skulle ringe hvis hun behøvede hjælp.
   Anita gik ned og låste sig ind. Der var stille, hendes forældre var vist allerede gået i seng. Hun kunne høre en lyd inde fra deres soveværelse, der lød som en der var ved at stå ud af sengen. Hun hørte sin mor hviske, at han skulle lade være og lade hende komme i seng uden forstyrrelse. Anita tænkte, at denne dag vist havde sat spor hos alle.
   Så blev der stille, og hun gik ud og børstede sine tænder, hvorpå hun gik til sit værelse og gik i seng. Hun følte en uimodståelig trang til at grine, da hun tænkte på Jeannes bemærkning om seks personer og eh hund, så det gjorde hun, men ned i puden så det ikke kunne høres.
   Med tanke på, at tingene kunne ændre sig, gled hun ind i søvnen, men hun blev vækket af formandens stemme, som hun altid kunne høre gennem væggen, men nu råbte han usædvanligt højt.
   "Jeg havde kun fortalt jer, at hun var uforskammet, jeg havde ikke bedt jer om at passe hende op i gården."
   "Men vi ville bare forsvare dig."
   "Ikke på den måde, hendes far er en god støtte, og hvis I havde passet hende op i gården, så kunne vi have mistet hans opbakning, kan I ikke forstå det?"
   "Jo, nu du siger det, vi ville jo bare det bedste."
   "Godt, men pas kun nogen op hvis jeg giver grønt lys!"
   "Helt i orden, Morten."
   Anita krammede puden og kneb læberne sammen Hvis hun dog bare havde haft en optager ved hånden og kunne have optaget det.
   "Men nu kan vi forhåbentlig snart slippe af med de utilfredse elementer i huset."
   Anita kom til at tænke på den dag, hvor hun havde mødt ham i gården og fortalt ham, at hun kunne høre ham gennem væggen. Det havde han vist glemt.
   Hun rullede rundt en gang og trods ophidselsen var hun træt nok til, at hun snart faldt i søvn.