Alians
   Dagligdagen var blevet rutine for dem begge. De befandt sig godt på den fremmede planet. Den lille familie var lykkelig. Li og Armand havde allerede talt om, at de gerne ville have flere børn. Armand var kommet i Rådet, havde fået plads som udvikler af fødevarer. Li hjalp ham dagligt, samtidig med hun passede hus og barn. Drengen kaldte de Tao-Sen, efter Armands og Li's fædre.

Som tiden gik, glemte de helt, de var skibbrudne i et enormt univers. At gode menneskelignende væsener havde gjort det muligt for dem at leve et lykkeligt liv på en planet der mindede meget om den de havde forladt. Hverdagen var aldrig blevet rutine. Hver dag betragtede de som en gave. De følte begge at livet havde tilsmilet dem, trods de aldrig mere skulle se deres kære eller den Jord de kom fra.

Den daglige gang i væksthusene var aldrig blevet en ligegyldig rutine. Altid var der udfordringer der var spændende for både Li og Armand.
   En forårsdag sad han bøjet over sit mikroskop for at følge nye planters udvikling og deling i celler. Han var tydeligt overrasket over en substans der havde infiltreret de nye plantekim. Substansen havde en underlig struktur, der både var krystallinsk og amorf, noget han ikke tidligere havde set. Armand tilkaldte en af sine medarbejdere der tilhørte Sakaerne, medarbejderen hed Smyf. Smyf havde stor erfaring med mikroorganismer og skimmelsvamp, der kunne angribe væksthusene og ødelægge planterne.
   Efter en tid hvor han længe betragtede det fremmede element i et særligt følsomt mikroskop, så han bekymret på Armand. Han fortalte han for mange år siden havde set noget lignende. Aliens havde den gang haft held til at inficere deres væksthuse med microæg, der havde ødelagt alle planter, og givet beboerne på planeten svære sygdomme i deres hjerner. Disse sygdomme svækkede dem så meget, at de fremmede uden særlig modstand kunne angribe dem, og overtage deres kroppe som føde for deres egen yngel. Det havde kostet mere end to tusinde af beboerne livet.
   For en sikkerheds skyld gik Smyf de gamle arkiver igennem, og fandt mange lighedspunkter med den substans Armand havde fundet. Han foreslog de slog alarm til styrelsen og rådet.
   To dage senere blev de angrebne væksthuse isoleret fra alle øvrige enheder, forseglet og bombarderet med noget der lignede en skarp laser. Ingen, uden Armand og Smyf havde adgang til de forseglede væksthuse, og kun til sluserne, hvor kontrolenheder til bekæmpelsen blev styret fra.
   Langsomt blev alle vækster nedbrudt. De visnede og brændte væk, så der kun var forkullede sterile sorte rester tilbage.
   Det tog 40 dage at bekæmpe substansen helt, men så var væksthusene også fuldstændigt sterile.
   Armand og Smyf arbejdede på højtryk for at genskabe det tabte. De ville indhente produktionen af den afgrøde de havde mistet.
   Pludselig lød advarsels- og alarmsirenerne over hele byen. Sekunder efter, og før de nåede at iføre sig deres beskyttelsesdragter, blev der skudt voldsomt fra de kanonstillinger der lå ved siden af væksthuset de opholdt sig i.
   Et mærkeligt fartøj bragede ned i jorden ved siden af dem, og rystelserne sendte dem begge flere meter hen ad gulvet. Så hurtigt de kunne, løb de mod det rum hvor de vidste, de ville være beskyttede mod et fjendtligt angreb.
   De nåede ikke helt hen til beskyttelsesrummet, før en hæslig skabning stod foran dem. Savlet drev fra dens sylespidse tænder. Mærkelige stive arme, der lignede flueben, greb ud efter dem.
   De havde ikke noget våben til at beskytte sig, så det lykkedes det savlende væsen at rage Armand til sig. Han prøvede at kæmpe imod det, men hans kræfter slog ikke til, overmagten fra dyret var for stor. Da det trak sig tilbage med Armand i armene, gav det Smyf de sekunder han behøvede, til at nå hen til det frelsende beskyttelsesrum, lukke og forsegle døren.
   Armand blev slæbt med uden for, og her så han til sin skræk, der var flere af de uhyggelige væsner der slog antennerne sammen. De lignede forvoksede myrer med frygtelige tænder, der konstant savlede fra en meget bred flab, under et næsten firkantet hoved.
   Han blev kastet fra den ene til den anden, for at ende i noget der lignede en stor tønde af grove netmasker, på siden af den cylinder der var faldet ned ved væksthuset.
   Et voldsomt slag fra et af væsenerne flåede hans dragt i stykker, og fik ham til at miste bevidstheden.
   Da han atter vågnede, lå han på jorden ved siden af det tøndelignende rumskib, der nu lignede en skrotdynge af forvredet jern og plader. Rystelserne i jorden fra de kæmpende enheder var voldsomme. En lille cigarformet beholder kom svævende hen til ham og lagde sig oven på ham, samlede ham op.
   Atter mærkede han kraftige rystelser. Cigaren tabte ham. Støvet fra jorden hvirvledes op, da han ublidt landede i det. Cigaren brændte op ved siden af ham.
   Varmen fra den brændende Cigar sved i hans udækkede krop. Runde halvflade rumskibe kom langsomt nærmere. Blå og orange lys flaksede fra dem. Hver gang et af lysene ramte en Alian, rystede den voldsomt. Dens panser revnede med et højt knald, gul væske sprøjtede ud fra den, og det stank så afskyeligt, at Armands mave vendte sig. Maveindholdet ville ud, og kom det.
   Rundt omkring ham lå døde og døende Alians, der sprællede med de mange tynde arme og ben i luften, mens de udstødte lyde han aldrig havde hørt før. Uhyggelige pift der hvinede i hans ører.
   Han kunne ikke rejse sig, lå bare og ventede på en af de afskyelige skabninger, der stadig stod på de mange ben, ville få øje på ham og dræbe ham.
   Lig stille, Armand! Er du helt stille kan de ikke se dig, tror du er skrot... Vi ved du er et sted derude, og gør hvad vi kan for at finde og hjælpe dig. Han genkendte Smyfs stemme.
   Armand prøvede at slappe af, men det sved i hans hud, der hvor han var ramt af den ildelugtende gullige væske.
   Hvor længe han havde ligget i det ildelugtende støv, vidste han ikke. Han mærkede stærke arme samlede ham op og tog alt tøjet af hans forpinte og ætsede krop. Han fornemmede at der til stadighed blev sprøjtet en kølig væske over ham. Gennem et tågeslør af væske i øjnene genkendte han flere Sakaer, dygtige læger der var specialister i brandskader og ødelagt menneskeligt væv. Han fornemmede ikke længere smerten.
   De talte beroligende til ham, men lagde ikke skjul på han var alvorligt såret og forbrændt.
   De bar ham til en mærkelig cigarformet tingest, mage til den der havde tabt ham. Lagde ham i den og lukkede siderne. Han følte sig atter oversprøjtet med væske, mærkede en ekstrem kulde ramme sig, så huskede han ikke mere.

Uger senere fortalte den læge der havde behandlet ham, at hans opdagelse af sporstoffer fra Alians, microæggene, havde givet dem tid nok til at imødegå et større angreb. Havde han ikke set æggene, eller de kim de producerede, var de blevet løbet over ende indefra. De Aliens der havde angrebet dem, spandt mennesker ind i kokoner og brugte dem som foder og mellemled til deres afkom. Nu havde hans opdagelse forhindret tusinder af larver i at blive klækket.
   Den kulde han havde følt da kampene endelig havde været forbi, var kuldioxid. Han var blevet frosset ned til det absolutte minimum, for at dræbe rester af væv og substans fra Alians på hans hud. Kulde eller ekstrem varme ødelagde det væv der stammede fra den gullige væske, der var sprøjtet ud over ham. Kulden lammede kun vævets muligheder for formering, men gav lægerne tid til at bekæmpe det fremmede væv effektivt. Den gullige og ildelugtende væske der var stærkt ætsende, havde givet ham varige skader. Store ar på kroppen fortalte om hvad han havde været udsat for.
   Mere end 1.000 Alians i et gigantisk rumskib ledsaget af over 50 små krigsfartøjer havde angrebet deres planet. Fem dage med hårde kampe, havde det taget at nedkæmpe de fjendtlige Aliens. Beboerne havde fået hjælp udefra, fra de små Kentauer der med det samme alarmerne havde lydt, havde sendt deres mest avancerede krigsfartøjer til undsætning. Et døgn havde de været om at ankomme, og havde været den direkte årsag til angrebet var blevet nedkæmpet på så kort tid. Alle de fremmede krigsfartøjer med Aliens var blevet ødelagt, destrueret. Også det store moderskib de var ankommet i.
   Oprydningen efter det ragnarok der var opstået, med de mange ødelagte fremmede rumskibe, havde taget flere uger.
   Lige nu havde Rådet møde, de diskuterede hvordan man i fremtiden kunne forhindre lignende angreb. Man enedes om, at de små Kentauere skulle lade nogle krigsfartøjer blive i deres solsystem til forsvar af planeten. Kanonstillingerne på planeten skulle forstærkes, og varslingssystemet forbedres. Angrebets voldsomhed var kommet bag på alle. Et af de store spørgsmål var, hvordan det var lykkedes Alians at inficere væksthuset. Det måtte Armand og Sakaerne finde ud af. Ikke mindst ville Smyf være en stor hjælp. Han havde den største erfaring og ekspertise med mikroorganismer der stammede fra Alians. Var en dygtig kemiker og biolog.
   Li havde været meget bekymret for Armand. Hans skader havde været alvorlige, han skulle stadig rekreere sig. Trods det var han alligevel hver dag i laboratoriet for at hjælpe med at finde indtrængeren. Sakaerne mente det var sket med vinden. Vagterne havde fem uger før angrebet observeret en drone der var faldet ned tæt ved væksthuset. Undersøgelser havde godt nok vist at dronen var tom, men den stammede fra en anden kultur ingen på planeten Jodau kendte til. At det ikke havde givet anledning til alarm var en fejl. Slusesystemerne for frisk luft måtte nu laves om, gøres mere sikre, så der i fremtiden ikke kunne komme luftbårne organismer ind i væksthusene, hvor de kunne formere sig i fred og ro.
   Undersøgelser af den teori viste sig senere at være rigtig. Det var den konklusion Smyf og andre eksperter var kommet til, gennem deres mange analyser.

Li og Armand havde meget tid til hinanden. Deres søn var dem hver dag en glæde til stolthed. Begge var de enige om, at skulle ulykken med deres rumstation endelig ske, havde de været heldige.
   I dag skulle de til fest. De Kentauere der havde reddet dem i rummet var på besøg, det skulle fejres. Det var alle enige om.
   De små venlige Kentauere skulle hente Li, Tao-Sen og Armand, samt lade to krigsfartøjer blive i planeten Jodas atmosfære, som forsvar mod indtrængende fjender.
   Den lille familie skulle i audiens Kejseren. De havde fået et barn sammen, og dette barn ville kejseren meget gerne se. Man havde fortalt Kejseren at barnet var af blandet race fra mennesker der kom fra en planet de kaldte Jorden. Planeten var i en galakse der var ukendt for det kejserlige imperium.
   For år tilbage havde Kejseren givet dem tilladelse til at bosætte sig på planeten Jodau. De havde til nu været under hans personlige beskyttelse. Den lille familie havde været et godt aktiv for planeten Jodau, men nu ville kejseren gerne se dem, se hvem det var han personligt havde budt velkommet i sit imperium.
   Kejseren var stjerneimperiernes ubestridte hersker. Han var valgt blandt særligt højt udviklede klaner, menneskelignende væsener, der levede på planeter langt fra hvor Armand og Li befandt sig lige nu.
   Li, Tao-Sen og Armand skulle møde den kejserlige familie, flyves til den galakse hvor han residerede. Kentaurerne var det folk der fragtede alle kejserens undersåtter rundt i rummet, samt byggede de bedste og stærkeste krigsskibe.
   Men i aften skulle der festes. Festen skulle begynde efter arbejdet var afsluttet. Alle skulle møde festklædte. For Armand og Li betød det, de skulle være i klæder fra planeten Jorden. Li havde besvær med at skaffe det rigtige stof, måtte lappe deres gamle og slidte klæder, hvoraf de heldigvis havde gemt enkelte beklædningsgenstande fra deres tid på det internationale rumlaboratorium. Resultatet blev pænt, men ikke perfekt. Li brugte sit kinesertøj, Armand hvide bukser og hvid jakke. Til Tao-Sen, syede Li tøj hun kunne finde på, og som var anderledes end det de til dagligt brugte. Ingen kunne vide, det ikke havde noget som helst med Jorden og det tøj man gik i der, at gøre.
   Da de ankom til festen i det store rådskompleks, var ingen af dem der så dem i tvivl om de var fremmede, det kunne ses på tøjet de bar, og på deres ansigter som de i dagens anledning havde malet hvide efter gammel kinesisk skik. Alle havde været forundret over Tao-Sen lignede dem begge. Han havde Armands kropsbygning, moderens skæve øjne og faderens karakteristiske lidt store næse.
   Alle ville gerne tale med dem. Ikke mindst Kentauerne spurgte til deres velbefindende. Armand og Li kunne med glæde fortælle dem, de var mere end tilfredse med deres ophold på planeten Jodau, og de takkede mange gange Kentauerne for at have reddet dem fra den sikre død i rummet.
   Alle gæster deltog med dans og noget der lignede sang. Også Armand og Li måtte optræde. Mange nikkede, lyttede, men forstod ikke hvad de sang, kendte ikke deres danse, deres sprog eller deres ritualer. De fandt det mærkeligt at Tao-Sen også optrådte med sange og en enkelt dans. Det var ikke normalt at deres egne børn hverken sang eller dansede. Den skik hørte de voksne til.
   Efter festen gik Li, Armand og Tao-Sen til ro i det store rumskib der stod på en rampe ved rådskomplekset. Rumskibet skulle transportere dem videre til Kejserens planet. De glædede sig alle tre til at se hvem denne Kejser var, møde hans familie, hans hof.