På en klippefyldt bakketop i den store og mørke skov stoppede han op, spejdede efter de blå, hvide.
   Fire af dem kom i strakt galop efter ham. Nu begyndte jagten for alvor.
   Sorte Jærv kendte terrænet godt, og red så hurtigt han kunne mod en stejl slugt nogle kilometer længere fremme. Der kunne han ligge i baghold.
   Han sad af hesten og gjorde sig klar til at kæmpe. Buen og pilekoggeret lagde han ved sin side, og rullede en stor klippe hen mod kanten af slugten. Den skulle stoppe de blå, hvide, så det var let for ham at beskyde dem med sine pile.
   De kom rundt om hjørnet, helt som ventet. Han rullede klippestykket hen til kanten, og i det rette øjeblik, styrtede han det ud over afgrunden.
   Det ramte nummer to rytter, der knustes under dets vægt. Hurtigt tog han sigte, og sendte en pil gennem den forreste rytters bryst. Han faldt af hesten og blev liggende. De to sidste soldater var stoppet op. Nu tog de flugten i den retning de var kommet fra.
   Han vidste de ville komme tilbage efter deres døde kammerater og ventede, klar til skud.
   En halv time gik uden der skete noget som helst. Sorte Jærv blev urolig og krøb sammen bag en stor sten. Han spejdede rundt i alle retninger, og så til sin overraskelse begge soldater til fods. De var mindre end 50 meter fra ham, på den skråning han selv havde søgt dækning bag. De havde forsøgt at komme bag på ham, at overraske ham.
   Hurtigt lagde han en pil på buen, tog omhyggeligt sigte og sendte pilen gennem hovedet på den nærmeste.
   Så hurtigt han kunne, løb han væk fra den store sten og i dækning bag et fremspringende klippestykke. Stakåndet nåede han i sikkerhed og spejdede efter den anden blå, hvide soldat.
   Han var stoppet op, dækkede sig bag nogle klippeblokke, med sit gevær pegende på det sted Sorte Jærv havde stået på, for få sekunder siden.
   Langsomt listede Sorte Jærv nærmere, passede på ikke at træde på løse klippestykker eller grene, der kunne afsløre ham.
   Han var mindre end 10 meter fra soldaten nu. Soldaten spejdede mod toppen af klipperne, ventede at se Sorte Jærv blotte sit hoved. Med et højt skrig angreb Sorte Jærv sin fjende.
   Før denne kunne vende sit gevær imod ham, hamrede han sin kniv ind i soldatens højre overarm og skulder. Han passede på ikke at såre ham så meget, at han ville dø af stikket.
   Soldaten faldt om på siden, tabte sit frygtelige våben og stirrede på den krigsmalede indianer. Rædslen lyste fra hans øjne, han mumlede underlige lyde.
   Sorte Jærv gav sig god tid til den blå, hvide soldat. Han snittede ham i ansigtet, skar hans tøj af ham, og jagede ham nøgen og blødende foran sig.
   Igen og igen skar og stak han kniven i den forsvarsløse soldat, skreg hele tiden frygtelige og skingre kampråb i ansigtet på ham.
   Endelig, efter mere end en time med pinsler, jog Sorte Jærv sin kniv dybt i brystet på soldaten, der sank sammen, død.
   Sorte Jærv dansede triumferende over sin slagne fjende, skar ørerne af ham, skar hjertet ud af brystet, og stod med det i sin hånd. Et voldsomt krigshyl slap ud fra hans strube. Sorte Jærv smed det hele ned i kløften.
   Han gik tilbage til de andre soldater, og gentog sit ritual med ører og hjerte. Så tog han deres våben og ammunition med sig. Hvordan det skulle bruges, vidste han ikke, men de havde været årsag til død og ødelæggelse blandt hans egne.
   Våbnene kastede han ned i slugten til de afskårne ører og hjerter.
   Nu havde han fire heste at holde styr på. Den sidste hest havde han måttet aflive. Den var ramt af klippestykket, og havde brækket det ene ben.
   En time ventede han, for at se om der ville komme flere soldater, men der kom ingen.
   Han forventede, de flygtende brødre og søstre ville være nået frem til de store bjerge i nord, så der red han hastigt imod.

To dage senere så han kolonnen, af det folk der næsten var udryddet, langt borte. Han galoperede hen mod dem, og råbte kampråbet så det gjaldede mellem bjergenes sider. Det råb der fortalte om en fjendes død.
   Stolt red han ind mellem kolonnen af søstre og brødre.
   Det var en stolt Høvding, der kunne berette om de fire soldater han egenhændigt havde taget livet af. Igen og igen ville drengene høre historien.
   Den aften tog han sin elskede Lille Due ind til sig, og lovede hende, han ville hævne alle de dræbte frænder, hævne den massakre soldaterne havde gjort imod det indianske folk.