Næste dag gik til ende, endnu en kedelig dag, men nu så hun frem til kurset.
   Som sædvanlig eftermiddagskaffen med forældrene. Som sædvanlig hendes fars skælden ud over de andre på hans arbejde, især de studerende. Hun ville egentlig gerne fortælle om førstehjælpskurset, men det var ikke til at få et ord indført.
   Endelig blev der et ophold. "Der bliver holdt et førstehjælpskursus for medarbejderne i min supermarkedskæde, jeg havde skrevet mig på, og jeg har fået plads."
   "Et førstehjælpskursus" råbte hendes far så højt, at hun frygtede, naboerne hørte det. Når han råbte på den måde, så var han ikke positivt indstillet.
   "Det er da fornuftigt," sagde hendes mor.
   "Men hvad fanden skal man bruge det til for at betjene ved en kasse og fylde hylder op?"
   "For et par uger siden var der en kunde, der faldt om og vi var kun to i butikken, der ikke vidste hvad vi skulle gøre, heldigvis var der en kunde, der vidste det, men hvis det sker igen..."
   "Så er der vel andre, der ved det."
   "Det er ikke nogen selvfølgelighed."
   "Man kan ikke leve, hvis man skal male Fanden på væggen på den måde, så kan du lige så godt sidde og isolere dig herhjemme med dine bøger og din sang."
   Anita kiggede ned og rødmede.
   "Men hvornår er det," spurgte hendes mor.
   "I næste uge."
   Nu begyndte hendes far igen. "Det er dog fandens, at man sådan bruger pengene på den måde i vores supermarkeder, det er måske det, der med til at holde priserne høje."
   "Hvis det var dig, der kom til skade i et supermarked, ville du så ikke have, at du kunne få hjælp hurtigt nok."
   "Det er vel nok, at de ringer efter ambulancen."
   "Men da du jo også er uddannet som sosuhjælper må du jo vide, at korrekt førstehjælp redder mange liv, der ellers ville være tabt."
   "Jeg kan bare ikke forstå, at man skal bruge al mulig tid og penge på alt andet end arbejdet, priserne er slemme nok i forvejen."
   "Men hvorfor handler vi så ikke i Netto?" sagde Inger.
   "Jeg vil ikke røre deres forpulede produkter om jeg så blev betalt for det."
   "Men så må vi jo også betale det, som det koster."
   Anita gled ind i åndsfraværelse og lod dem køre diskussionen. Hun orkede ikke at snakke med om det.


Ugen gik, det var første dag nu, og hun glædede sig over, at hun nu skulle have fire uger fri fra den trivielle stregkodelæsning og den kommanderende souschef. Mødetiden var klokken ni, det følte hun som en tilpas tid at møde. Hun nåede at blive udhvilet, så hun ikke var alt for træt af for lidt søvn.
   Nu var hun bare spændt på hvad det var for nogle mennesker, som hun skulle gå med. Det var nok ikke nogen, som hun ville møde igen.
   Hun fandt frem til den bygning, hvor Røde Kors havde deres lokaler i den indre by. Det var ikke meget hun var kommet der, hun nåede lige at beundre nogle gamle huse i stræderne på vejen. Med lidt besvær fandt hun det, og hun var da i god tid. Hun gik op ad trappen og fandt lokalet. Bordene var stillet op i en hestesko, men der var lige nogle borde og stole sat ind i hesteskoen. Whiteboard og projektor stod parat som et par tjenestefolk, der afventede en ordre.
   Der var allerede nogle mennesker med en vis aldersspredning. De hilste på hende, og hun hilste igen. Hun fandt sig en plads og kunne se, at der var en bog, som var hæftet. Hun bladede lidt i den og fandt det kunstige åndedræt. Det kendte hun, og så var der alt muligt om benbrud og andre skader. Der var en del at lære på fire uger, men hun var parat til at suge til sig.
   På et tidspunkt, hvor hun lige havde siddet og kigget i bogen, var der en der havde sat sig på den forreste bænk inde i midten af hesteskoen. Det var en person med langt brunt krøllet hår, der løb ned over skuldrene. Det hår kendte hun, men nej, det kunne da ikke passe. Det måtte være en med samme frisure og hårfarve.
   Endelig, da klokken blev ni, kom der to personer ind, en mand og en kvinde i moden alder. De bød velkommen til kurset, og de ville lige råbe navnene op fra deltagerlisten. Et efter et blev navnene nævnt, og alle rakte en hånd op og sagde ja, da deres navn blev nævnt.
   Da navnet Jannie Pedersen blev nævnt, gav det et ryk i Anita, især da hun så, at det lige netop var hende med krøllerne, der rakte hånden op. Så var det hende, en tidligere klassekammerat. Hun var ikke meget for at møde tidligere klassekammerater. Nu kunne hun høre dem igen for sit indre øre, afskyelige Nita.
   Hendes hjerte hamrede, men da der blev råbt Anita Jensen, havde hun åndsnærværelse nok til at få rakt sin hånd op og sige ja. Nu gav det tydeligvis et ryk i Jannie, der lynhurtigt vendte sig om og kiggede. Nu var der ingen tvivl, det var hende, de samme mørke øjne, der var lidt smalle, de samme højtliggende kinder. Hendes mund stod åben af forbavselse, og hun var længe om at få vendt sig om mod underviserne igen.
   Anitas kunne ikke klare at tænke på, at der kom en pause, hvor hun var nødt til at snakke med Jannie for ikke at virke uhøflig.
   Men nu var navneopråbet færdig, og de præsenterede hvordan dette kursus ville komme til at forme sig. Det opbyggede en forventningens glæde.
   Nu blev det tid til den første pause, og Anita gik roligt ud i pauselokalerne og trak vejret dybt. Hun måtte samle mod til dette møde.
   Nu viste Jannie sig. "Hej, Anita, det var en overraskelse."
   "Det må man sige," svarede Anita og syntes selv det svar lød dumt.
   "Hvordan er du kommet på det her kursus?"
   "Det var et tilbud på min arbejdsplads, som jeg skrev mig op til."
   "Ok, hvilken arbejdsplads?"
   "Netto."
   "Arbejder du der nu?"
   Anita nikkede, men undgik at kigge på hende.
   "Ja, det er jo noget lignende mig, jeg arbejder bare deltid i Føtex, ellers går jeg i gymnasiet."
   "Så de havde det samme tilbud i Føtex om det her kursus?"
   "Rigtigt, og gymnasiet var villigt til at give mig fri, de syntes det var betryggende, at der var nogen i klasserne, der kunne førstehjælp, de har jo ikke nogen skolelæge som vi havde i skolen."
   "Sikkert."
   "Jeg går i klasse med din søde overbo, Jeanne, hun taler pænt om dig."
   Anita blev varm i kinderne. "Det er bare det... for lidt siden skældte min far hende ud, fordi han mente hun smækkede for hårdt med gadedøren og trampede for meget, ja, altså, han er utrolig følsom overfor støj."
   "Du er jo ikke ansvarlig for, hvad din far gør."
   "Nå, nej, det er sandt nok."
   Anita sank et par gange. Da hun kom til at se på Jannies ansigt, som hun ellers havde undgået, kunne hun se, at der var nogle begyndende tårer i øjnene. Der var ikke meget af det fjanteri, som hun ofte udøvede i skolen.
   "Anita, jeg er så ked af det," hun lagde begge armene på Anitas skuldre, "vi var ikke søde ved dig, da vi gik i klasse sammen, jeg kan godt se, at jeg var dum og bare løb med." Anita fik en stor klump i halsen. "Jeg vil gerne have, at du kunne tilgive mig, selv om jeg ikke fortjener det."
   "Jo, jeg vil godt tilgive dig," sagde Anita med lidt gråd i stemmen, "du virker meget sød nu." Hun kunne ikke lade være med at overveje, om Jannie virkelig mente det, men hun måtte vel vove at tro det.
   "Ved vores eksamen fandt jeg ud af, at du faktisk var kanonsød, og det havde jeg været flere år om at finde ud af, det var takket være din hjælp, at jeg klarede flere af vores mundtlige eksamener."
   De to piger gav hinanden et kram. Det sugede kraften ud af hendes dårlige minder fra skolen.
   "Kan du lide dit arbejde i Netto?"
   "Ikke rigtig, det er så ensformigt."
   "Ja, jeg kunne heller ikke tænke mig at have det fuldtid."
   "Så er der en souschef, der er over mig hele tiden og skælder mig ud for snart det ene og så det andet, jeg kan ikke gøre det godt nok."
   "Ham skal du ikke finde dig i, klag til jeres tillidsmand."
   Den havde Anita ikke tænkt på. Sådan var det at være ny i arbejdslivet, der var jo ting at lære, som man ikke lærte i skolen.
   Nu blev der kaldt ind til time igen. På mange måder var det ligesom skolen, og så alligevel ikke.
   Det næste handlede så mest om, hvor vigtig førstehjælp var, og hvordan det ofte kunne redde liv, hvis den blev givet med det samme. Anita lyttede, men sad og tænkte, at det vidste hun. Selvfølgelig, der kunne jo være nogen til stede, der ikke vidste det.
   Snart var der frokostpause, og nu gik Anita af sig selv hen og snakkede med Jannie. De satte sig sammen ved et bord for at spise deres mad. Anita ville gerne høre lidt om, hvordan det var på gymnasiet. Jannie svarede beredvilligt på spørgsmålene. Da hun fortalte, at de havde oldtidskundskab, hvor de lærte om de gamle grækere, udbrød Anita et stort wow.
   "Jeg læste en bog som barn, der genfortalte de græske myter for børn, jeg syntes de var så spændende."
   "Det er de, og vores lærer er utrolig god til at fortælle."
   "Ligesom vores historielærer i skolen var."
   "Netop, hvis det ikke havde været for ham, havde jeg ikke gidet historie."
   "Har I også samfundslære i nogle af historietimerne som vi havde i skolen?"
   "Det har vi, noget af det er repetition, men så er der alligevel noget nyt, vi kom for nylig ind på andelsboliger, det havde vi vist ikke i vores timer."
   "Jeg bor endda i en andelsbolig."
   "Ja, Jeanne har fortalt mig om det."
   "Vores formand og hans rygklappere er en del på nakken af den familie og også nogen andre i huset, jeg frygter det værste."
   "Ved du hvad, min mor er advokat og vejleder ofte andelsboligforeninger, så hvis der er noget, kan du ringe og spørge hende."
   "Det skal jeg huske."
   De to piger snakkede videre om det ene og det andet indtil frokostpausen var slut.
   I løbet af de første par dage fandt Anita ud af, at dette var som de gode ting ved skoletiden, men uden alt det ubehagelige. Ingen mobning i frikvartererne, kun behagelig snak. Der var mange søde mennesker, syntes hun, men hun måtte nok se i øjnene, at hun ikke rigtig så nogen af dem igen. De kom forskellige steder fra, nogen endda i forstæderne. Der var endda en fra Greve, som hun ikke kunne lade være med at fortælle, at hun selv var født der.
   Dog, måske ville hun se Jannie igen. Hun boede da i kvarteret. Hvordan kunne skoletiden mon have været, hvis hun havde været lige så venlig som hun var nu? Enten havde der ingen mobning været og Anita havde været en del af klassens fællesskab, eller også havde hende og Jannie holdt sammen mod alle de andre. Der var i hvert fald en ting, som Anita observerede i den tid kurset varede: Jannie snakkede ikke om mode, om makeup og om at score fyre. Hun var nok køn, men hun var ikke en, der spillede på det.
   Det eneste problem var, at hun ikke rigtig kunne snakke om det derhjemme. Hendes mor spurgte godt nok til det ind imellem, men når hun sad og fortalte om det svarede hendes far bare med et grynt og så sur ud. Han kunne snart få ledt samtalen ind på de skrækkelige studerende han havde med at gøre. Sommetider tænkte hun på, om hun også så hende på samme måde. At hun var en snosket syttenårig, der bare skulle makke ret. Sandt at sige opførte han sig sådan.
   Men ellers nød hun disse uger på kurset. Hun måtte bare konstatere, at når man trives godt, så går tiden hurtigt.
   Da det var sidste dag, blev hende og Jannie enige om at udveksle deres mobilnumre og holde forbindelsen. Jannie mindede hende endnu engang om, at hvis der var noget i andelsforeningen, så kunne hun spørge hendes mor.
   Det var blevet koldt, så hun var nu i sin blå vinterfrakke og havde sorte hue og grå vanter på. Hun tog bussen hjem den dag, da det var koldt at gå og det kunne godt være slemt at komme over Fredens Bro. Derved opdagede hun, at det var blevet julemåned, for chaufførens radio spillede en gammel juleslager. Det var kommet helt bag på hende. Sangen stod i kontrast til hendes følelser. Julen handlede jo om familien, men det føltes så hult. Denne jul ville ikke bringe svarene, men hun ønskede bare flere glimt af sandheden.
   Hun tænkte lidt frem. Det var jo den første jul, hvor hun ikke havde fri mellem jul og nytår. Der ville sikkert være travlt med at hive juletingene væk og stable nytårstingene. Der ville sikkert også være kunder, der havde travlt med at købe til nytår. Hun var endda ikke ked af, at det var sådan, selv om hun fandt jobbet trivielt. Hendes fars job fulgte skolernes ferier, så han var hjemme mellem jul og nytår i modsætning til hendes mor. Juledagene nød hun, for det var en af de få tidspunkter på året hendes far ikke var sur og skældte ud over det ene og det andet.
   Det var bare det, at han prøvede at være morsom, ofte med hvad man kaldte onkel-humor. Den med at en mand, der går med paraply er utilregnelig og overspændt havde hun hørt hvert år, og ved hver frokost i de dage var det stensikkert han kom med hvad en sylte tager på når den fryser, syltetøj. Hun ville sådan ønske, at de sang julesange ligesom de gjorde i skolen i december måned, men det vidste hun var et urealistisk ønske. Så var der de rædselsfulde dage, hvor hun var alene med sin far og enten sad han hele dagen og læste om ernæring eller også holdt han taler om Bents fortræffeligheder, Københavns farer og hvordan hun kun var ung og uerfaren endnu.
   Al hans lovprisning af yndlingsnevøen skar i hendes hjerte. Hun kunne slet ikke leve op til dette idealbillede. Disse dage var en ørkenvandring. Nytår kom hans gode humør og onkelhumor tilbage, og så skulle hun begynde i skolen igen, som nok havde gode timer, men hvor hun hver dag frygtede hvad mobberne kunne finde på.
   Så hun var lidt glad for, at hun ikke havde juleferie i år på den måde hun havde i skolen. Nok var hun ikke vild med arbejdet, men som hun hørte nogen sige, af to onder vælger man det mindste. Selv om julen i år ikke ville blive perfekt ville det dog give frihed fra den sædvanlige ørkenvandring.
   Hun måtte se i øjnene, at hun nok først kunne gå videre med at udforske familiehemmeligheder i det nye år. Når vinterkulden satte ind, kunne hun ikke klare tanken om at skulle gå ud til den adresse hun havde fundet.
   Hun ville jo også helst spørge sin onkel og faster, når hun var på sommerferie hos dem fremfor at bruge telefonen. Så al hendes trang til at finde ud af hemmelighederne måtte styres for en tid.
   Det var bare ikke til at løbe fra, at hun hørte meget af det, som forældrene sagde i et nyt lys. Da hendes far udtrykte glæde over, at hun snart skulle tilbage til arbejde for at gøre noget samfundsnyttigt, havde hun straks tænkt på hans ikke særligt høje karakter i samfundslære. Når han kom med sine hadske udfald mod sin eks plejede hun normalt at falde væk i sine egne tanker, men nu kunne hun ikke lade være med at prøve at finde nogle praj om sandheden i det han sagde. Det var ikke lige lykkedes, men hun blev alligevel ved. Hans evindelige ophøjelse af yndlingsnevøen reagerede hun som sædvanlig med åndsfraværelse på, men indimellem tænkte hun, om det var tegn på, at han havde mistet en søn.
   Hendes mors forsøg på at stoppe ethvert tilløb til en konflikt. Havde hun dårlige erfaringer fra tidligere? Hendes egen familie virkede ellers ikke ligefrem samspilsramt, men var det dårlige erfaringer fra tidligere i hendes forhold til hendes far?
   Da bussen susede op ad Nørrebrogade og passerede den katolske Sakramentkirke tænkte hun på Jeanne og hendes forældre. De savnede sikkert deres bror og søn på denne tid. Mon de tændte et lys for ham i den kirke? En tanke slog hende, som hun ikke havde tænkt før: den ukendte dreng på fotoet, mon han var død?
   Der var meget hun ikke kunne lade være med at spekulere på, men nu kom hun til at tænke på sit arbejde. Nu ville hun nyde weekenden inden hun skulle arbejde igen og for første gang prøve julehandlen set fra den modsatte side af disken. Hun stod af på det rette stoppested og gik rask afsted hjem.
   Mens hun gik gennem den iskolde luft, kunne hun mærke, hvordan spekulationerne om familien trykkede på som en tung byrde. Var det hendes fars skyld, at hun aldrig havde kendt den ukendte dreng, eller var det noget dybere? Hun vidste, hun måtte styre sin utålmodighed, men tankerne nægtede at give hende fred.
   Hun vidste, at vinterens kulde ville fryse mange ting fast men ikke hendes trang til at finde sandheden. Hemmelighederne ville vente, men ikke for evigt.
   Da hun gik ind ad porten, så hun en mand feje inde i gården, som hun ikke havde set før. Han var ikke ret stor, så hun var lige ved at tage ham for en teenager, men hun kunne godt se på hans ubarberede ansigt, at han vist var over tyve. Han havde mørkeblondt hår og et fjernt blik som om han ikke rigtig så noget af omgivelserne. Hans påklædning var også jævn, jeans og grøn trøje, der passede til vejret. Siden han fejede, regnede hun ud, at det måtte være en ny vicevært.
   Igen! Det havde været et gennemtræk af viceværter siden de havde fået den bestyrelse, som de havde nu. Nu gav det et ryk i ham, og hun kunne godt se, at det vist var fordi han havde fået øje på hende. Hun låste sig hurtigt ind i sin opgang og løb op ad trappen til sin lejlighed. Hendes far og mor var hjemme og sad parat med eftermiddagskaffen.
   " Nå, så er det slut på kurset," sagde hendes mor, og det kunne Anita bekræfte.
   "Det vil sikkert også være sundt at komme tilbage til arbejde igen," sagde faren, den havde Anita ikke lyst til at svare på.
   "Jeg kan se, at vi har fået ny vicevært," sagde hun.
   "Ja, og det bliver helt sikkert supergodt," sagde hendes far, "denne gang er det en af formandens venner fremfor alle dem som vores administrator skaffede til os, og han gør det til billige penge og kan også gøre alt muligt håndværkerarbejde for husstandene i huset, så det skal nok blive godt."
   "Men hvor kender vores formand ham fra?"
   "Det kan da være lige meget, jeg har fuld tiltro til Morten, og ham René, som han hedder vores nye gårdmand, han er jo midtjyde, så han er helt sikkert god nok, og han har også sagt ja til at komme og ordne vores afløb, så vi kan få en vaskemaskine sluttet til."
   "Det troede jeg ellers du havde opgivet."
   "Det var lige før, for det var nogle forfærdelige priser de tog for at ordne det, men han gør det billigt, så nu skal han bare ordne det, så kan vi bestille vores vaskemaskine, og så skal vi ingen steder ud af huset, når vi skal vaske, fuldstændigt fri for at møde alle københavnersnuderne, jeg glæder mig."
   "Du med dine københavnersnuder!" Hun kunne snart ikke holde ud at høre det udtryk længere, hun syntes det lød som en af de gamle danske film, som de altid så på Charlie.
   "Det er det bedste for os alle sammen, du vil takke mig når du bliver ældre."
   Anita svarede ikke, hun gad ikke det der. Nu var det bare med at nyde weekenden inden arbejdet skulle begynde igen. Hun følte sig træt på forhånd.
   Da hun kom ind på sit værelse og så ud ad vinduet, kunne hun se, at familien i baghuset havde pyntet deres vindue med en julestjerne. Hun sendte et par varme tanker til dem og derefter til dem hun kendte i opgangen.