Det var endelig en fridag på en hverdag, hvor hun så var alene i lejligheden. Hun havde planlagt at ringe til sin onkel og spørge om den hendes halvbror. Det var ellers hendes tur til at vaske, men hun havde besluttet at gøre det næste dag, selv om det var en arbejdsdag. Hun kunne bare efterhånden ikke vente med at komme videre med det mysterium.
   Hun syntes også, at det varede noget længe inden de hørte noget fra bestyrelsen om, hvordan de stillede sig til vandskaden. Det kunne være de syltede det.
   Der var pludselig en vrede, der greb fat i hende. Her var hun hjemmeboende uden ret til at stemme i foreningen, og så var hun sammen med sin mor nødt til at tage ansvaret for en dumhed, som hendes far var gået med til. Hun havde lyst til at slå hårdt i et eller andet.
   Men nu var det videre med mysteriet om hendes bror. Hun ville vente til hendes onkel havde fyraften, så han havde tid til at snakke. Det var så bare at håbe, at der ikke var andre ting han skulle.
   Hun fik tiden til at gå med at læse. Den eneste ulempe ved en sådan fridag på en hverdag var, at dem hun havde lært at kende i huset, var på arbejde eller i skole, men hun havde da nogle bøger hun kunne læse. Det var dem, som også havde trøstet hende gennem skoletiden, når det var værst.
   Men endelig kom det tidspunkt, hvor hun vidste onkel Leo havde fyraften, så tog hun sin mobil. Først tog hun fotoet frem og lagde på bordet og tog et billede af det, hvorpå hun ringede til hans mobil.
   "Hej, Anita," lød det fra den anden ende, "det var hyggeligt du ringede, det er jo sjældent vi får mulighed for at snakke på andre tidspunkter end sommerferien."
   "Ja, det kunne vi godt bruge noget mere."
   "Hvordan går det med jer i det daglige."
   "Ikke kun godt, må jeg sige, vi er kommet til at lave en vandskade i den butik, som er under os, ja, det var min far, der syntes vi skulle have egen vaskemaskine, og det kunne vores afløb i badeværelset ikke klare."
   "Uha, kommer I til at betale erstatning?"
   "Det gør vi nok, men det er ikke det værste."
   Anita fortalte nu hele historien om foreningens formand, hvad der foregik i huset og hvordan hendes far var faldet for ham.
   "Den formand må I da sandelig se at få væltet af pinden."
   "Ja, det burde vi, men min far tror alt godt om ham."
   "Ved du hvor i landet denne jeres formand kommer fra?"
   "Han er fra jeres egn, lidt tættere på Fredericia, men det er jo stadig Trekantområdet."
   Der lød en kort latter i telefonen. "Ja, så er han god nok i din fars øjne, undskyld jeg siger det."
   "Det behøver du ikke at undskylde, jeg har tænkt det samme."
   "Ja, det ligger jo til familien, min kone, altså din faster, hun vil heller ikke bo andre steder, hun tror det værste om alle, især i København, den tror hun er fuld af farer og fristelser for unge mennesker."
   "Jeg har godt hørt når hende og min far sidder og bekræfter hinanden, det er lige før alt politi vest for Lillebælt er overflødigt."
   "Ja, og vi har derfor heller aldrig rejst nogen steder, det tør hun simpelthen ikke, alle steder er der bare voldsmænd, religiøse fanatikere eller snobber."
   "Min far burde jo ellers være blevet lidt mindre firkantet, når han har været så længe i København."
   "I princippet, ja, men når man stiller sig så fjendtligt og uhøfligt an som han gør, så kommer han ikke ind på livet af nogen, der kunne nuancere hans opfattelser, de har det jo også fra deres forældre, de frygter nærmest hele verden er farlig uden for deres landbrug, og de var meget betænkelige ved, at din far skulle til København og uddanne sig, de har det slemt nok, at vi bor i Vejle, selv om det er i udkanten."
   "De kommer jo næsten heller ikke ud af deres gård med det dyrehold de har."
   "Nej, netop ikke, og din far er derfor også opvokset med, at hele livet er ens arbejde."
   "Tak, det ved jeg."
   "Det gør du sikkert, de kan ikke forstå, at du ikke beskæftiger dig med dit job, når du har fri, og så har din far jo også et job nu, hvor man skal forberede undervisning og forske og være med i hvad der sker af nybrud, så er det hele verden for ham, han fatter ikke, at nogen, der har et otte til fire job, ikke tænker på det efter fire, ja, og Karin har jo også et sådant job, men med den samme holdning, hun er helt rastløs når hun har fridag."
   "Jeg må sige at du ser skarpt, men hvordan har I det ellers?"
   "Ja, jeg må jo være ærlig og sige, at det ikke er så godt, din fætter Bent er inde en sone en fængselsdom for hærværk og flere overfald og voldstrusler, som han har begået med dem, som han hænger ud med."
   "Hold da fast!"
   "Det må du nok sige, din far vil få et chok når han hører det om hans yndlingsnevø, og det er hårdt ved os begge to, især ved Karin, hun har jo altid været overbevist om, at bare vi blev boende her, så kom han ikke ud i noget skidt."
   "Jeg kan tænke mig, at det også tager hårdt på farfar og farmor."
   "Det kan jeg love dig, de er meget kede af det."
   "Ja, det er også frygteligt, men jeg kan egentlig ikke sige, at jeg er chokeret, for jeg har set det komme, jeg har i vores teenagetid været med Bent ude blandt disse hans kammesjukker, og de var forfærdelige."
   "Jeg har godt bemærket, at dig og Bent ikke er så gode venner som I var som børn."
   "Det er helt rigtigt, men hvordan har Lisa det?"
   "Ikke så godt, ja, du har sikkert bemærket at hun er blevet reserveret på det sidste, jeg ved godt hun er fjorten, men jeg syntes alligevel det var alarmerende, især fordi hun også trak sig væk fra sin bror og gjorde alt for at undgå ham, de to har ellers altid kunnet godt sammen med lidt almindelige søskendeskænderier ind imellem."
   "Hun har nok lugtet lunten."
   "Det har du sikkert ret i, jeg kan også blive lidt gal på mig selv over, at jeg ikke lugtede den noget før, men det, der næsten er mest synd for Lisa, er at det med Bent er rygtedes, og nu mobber de hende i skolen med, at hendes bror er forbryder."
   "Åh nej."
   "Ja, hendes tidligere venner ser vi ikke mere, og når det lykkes at trække et ord ud af hende, så fortæller hun om hvordan de holder hende udenfor fællesskabet og gemmer hendes cykel og taske og alt muligt, hun kommer nogle gange grædende hjem."
   "Jeg håber du kan hjælpe hende."
   "Jeg gør alt for det og snakker med hende om det, men det er så svært, når det er ens egen datter, der synes jeg jo også, at jeg har ansvaret for at stoppe det, jeg har også prøvet at tale med hendes klasselærer, men jeg kan godt se, at det er svært for hende også."
   "Hils Lisa og giv hende et knus fra mig, sig at jeg sender mange tanker til hende."
   "Det skal jeg gøre."
   "Nu var der også en bestemt ting, der fik mig til at ringe, jeg var vist lige ved at glemme det." Hun kom til at smile.
   "Hvad da?"
   "Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er født i Greve."
   "Det vidste jeg godt, men din far ville ikke have du skulle vide noget om det."
   "Så meget har jeg forstået."
   Anita fortalte nu det hele, om naboen Ellen der havde set dem flytte ind, da Anita var lille, om hendes mor der så havde fortalt, at de havde boet i rækkehus i Greve, om hvordan hun havde fundet adressen og så var taget en tur derud og havde fundet stedet.
   "Det var egentlig et pænt hus, vi besøgte jer nogle gange," sagde hendes onkel.
   "Ja, det syntes jeg også, da jeg så det."
   Hun fortalte så videre om sin samtale med den tidligere nabo.
   "Det virkede som om vi havde haft et godt naboskab med ham og hans hustru."
   "Ja, det er jo lidt ude i mere landlige omgivelser, så regner din far med, at de er gode nok, og så stammede de også fra vores side af Lillebælt, så har de det blå stempel."
   Nu fortalte Anita, at hun havde fået et chok ved at høre, at hun ikke var enebarn, men havde en halvbror. Nu kunne hun høre en anstrengt vejrtrækning igennem telefonen."
   "Jeg vidste du ville opdage det på en eller anden måde," sagde Leo, "det har jeg sagt til din far mange gange."
   Anita fortalte ham nu om det billede, som hun havde fundet i bogen nogle måneder før hendes tur til Greve. Hun sendte det med SMS til ham.
   "Ja, det er din halvbror, og det er mig der har taget billedet, dine bedsteforældre ville gerne have et billede af børnebørnene."
   "Det tænkte jeg nok," sagde Anita. "Hvordan er det så havnet der i den bog, som jeg jo fik af jer i julegave?"
   "Du var ti år, og vi sad den jul og så på nogle gamle fotos, også det billede, men det var så pludselig væk."
   "Det er så blevet lagt ind i bogen uden I opdagede det?"
   "Ja, hvordan det så end er gået til, en af os har måske skubbet det ind i bogen i distraktion."
   "Hvor gammel er vi præcis på det billede?"
   "Du er fire og din bror er fjorten."
   "Så jeg gættede næsten rigtigt, men hvad er så navnet på min halvbror?"
   "Han hedder Johnny, og du kan lige så godt få hele historien, sandheden er jo afsløret, ja, hvordan din far læste ernæring i København og var hjemme hos sin daværende hustru i ferierne, det har du sikkert hørt om."
   Anita nikkede, men kom i tanke om, at det var telefonsnak. "Det har jeg."
   "Men du ved så ikke, at den sidste sommerferie, hvor han skulle afslutte uddannelsen ved juletid samme år, blev Lene, som hun hed, gravid med Johnny. De havde ellers aftalt, at der ikke skulle være børn før han var færdig, men den smuttede altså. Han tog det pænt, for når hun skulle føde, ville han jo være færdig. Fødslen gik uden problemer i marts året efter, men det ægteskab, der havde holdt tre et halvt år på at de sås i ferier og enkelte weekender, det gik fløjten da de havde levet sammen cirka et halvt år."
   "Så havde min far vel samkvem med Johnny, som han jo havde ret til?"
   "Ja, Johnny boede hos ham hver anden uge, det syntes at gå fint, og de besøgte også os og jeres bedsteforældre. På et tidspunkt fik din far den ide, at han ville skrive en afhandling, det fik han bevilget støtte til. Han fik også en god udtalelse på den, og så fik han tilbudt stilling i København, og selv om det ikke huede ham at skulle tilbage til København, så kunne han ikke afslå det gode tilbud, det var for fordelagtigt til at sige nej til."
   "Ja, og det var der, at han mødte min mor, så meget ved jeg."
   "Rigtigt, og Johnny tog nogle ture til København, først med sin mor, da han blev større rejste han alene. Lene blev gift igen med en skolelærer, og han tog sig så godt af Johnny som om det var hans biologiske søn. Vi kendte dem kun overfladisk, men han virkede bestemt flink og rar."
   "På et tidspunkt flyttede mine forældre så til rækkehuset i Greve?"
   "Ja, det var da din mor blev gravid med dig, de ville have mere plads nu der kom et barn. Det var to måneder efter Karin blev gravid med Bent"
   "Det kunne jeg regne ud."
   "Johnny fortsatte med at komme over hos jer og med at besøge os, når I var der. Han var glad for dig han legede med dig og gik ture med dig. Det var gensidigt, du blev altid glad når du så ham."
   "Jeg er ked af, at jeg ikke har haft kontakt med ham siden." Hun kæmpede imod en gråd, der pressede sig på, men hun var overbevist om, at han levede endnu, for hvis han var død, ville Leo helt sikkert have sagt det med det samme.
   "Men hvad der så skete da han næsten lige havde passeret konfirmationsalderen, her er der huller i min viden, men du vil sikkert gerne høre det jeg ved."
   "Ja, meget gerne." Hun begyndte at svede.
   "Der opstod et voldsomt uvenskab mellem Johnny og jeres far, jeg har ingen anelse om hvad det gik ud på, men din far reagerede voldsomt på det, og selv om forholdet mellem ham og Lene ikke var det bedste i forvejen, så blev det endnu værre. Han beskyldte hende for ikke at gøre noget ved, at Johnny var på vej ud i noget skidt og narkomisbrug, og hun blev gal og sagde han løj, hendes nye mand smed efter hvad jeg har hørt din far ud, da han en dag var i deres hus for at anklage dem og ikke ville stoppe."
   "Det lyder godt nok grimt."
   "Jeg må give dig ret, men det næste var så, at din far sagde, at han ville beskytte dig mod sådan en som Johnny, så han skaffede en lejlighed i København."
   "Der hvor vi bor nu?"
   "Rigtigt, og han sagde til både os og til sine forældre, at vi vovede på at give den nye adresse til Johnny, hvis vi så noget til ham. Efter et par år flyttede Lene og hendes mand, jeg aner ikke hvorhen, kun at de stadig er her i vores landsdel, vi så heller ikke noget til Johnny efter det."
   Anita var tavs en tid. "Det er en forfærdelig historie." Hendes stemme var grødet.
   "Jeg sagde til din far, at du nok skulle finde ud af sandheden før eller siden, nu har jeg fået ret."
   "Mon ikke, jeg vil prøve at finde både Lene og Johnny på Nettet, kender du deres efternavn? Det ville gøre det lettere."
   "Hun hed Lang, hendes nye mand hed Flemming Holm, så vidt jeg ved beholdt hun sit efternavn, men hvis jeg tager fejl, så har du den med Holm som ekstra mulighed."
   "Tror du Johnny har hendes efternavn."
   "Det vil jeg tro, men hæng mig ikke op på det."
   "Naturligvis ikke, men det vil være nemmere at søge på end bare Lene og Johnny."
   "Ja, så almindelig er Lang heller ikke, og du må godt sende mig mails om din søgning, jeg er blevet noget spændt på det af denne her samtale."
   "Det skal jeg gøre."
   "Men det var godt nok lidt af en snak vi fik her, hvordan har du det ellers?"
   "Jo, i og med at jeg har lært nogle andre i vores ejendom at kende synes jeg det går bedre."
   "Det glæder mig at høre, det er jo det bedste hvis man har lidt naboskab med dem man bor iblandt."
   "Helt enig, men nu tror jeg snart mine forældre kommer, de må helst ikke vide noget om denne her samtale."
   "Nej, din far vil gå helt amok, hvis han hørte om den, men tak for snakken, Anita, det var da hyggeligt, selv om det var alvorlige sager."
   "Selv tak."
   Hun afbrød forbindelsen og lænede sig lidt tilbage for at synke de nye oplysninger. Han levede altså, men hvor var han? Ville hun finde et narkovrag, hvis hun fandt frem til ham? Hun tænkte lidt over det, men endte med et nej. Hvis det virkelig var tilfældet, så ville hans mor vel være ulykkelig og gøre alt for at få ham ud af det, og selv om hun så ikke havde et godt forhold til sin eks, så burde de i det mindste finde sammen om at gøre noget ved det. Eller...? Hun vejede lidt frem og tilbage.
   Hun endte med at sige, at det var en af hendes fars typisk fordomsfulde ideer. Men hvad kunne det så være ved Johnny, der var opstået da han var teenager, som havde udløst den opfattelse? Det kunne hun kun få svar på ved at finde frem til Johnny eller hans mor.
   Men hvad ville der ske? De ville jo være som fremmede for hinanden. Det kunne ske, at de måske ikke havde noget at snakke om.
   Men alligevel, hun ville i det mindste gerne finde ud af, hvad der var blevet af ham. Måske så møde ham, hun måtte bare være beredt på, at det ikke ville være sagen.
   Men hun ville ikke se på sine forældre i det samme lys efter dette, det var hun klar over. Hvorfor havde hendes mor dog bare gået med til den fortielse af hans eksistens? Hvor hun tidligere havde tænkt på sin far som tankeløs og indskrænket, begyndte hun at se ham som ondskabsfuld.
   Gik egenskaber også i arv til børn lige så vel som ydre fysiske træk? Hun ville ønske svaret var nej.
   Det blev nu midt på eftermiddagen, og forældrene kom hjem som de plejede. Hun kunne høre dem snakke derude, men det virkede så fjernt fra det, som hun sad med i sit hoved.
   Så var der eftermiddagskaffen. De to havde en indbyrdes samtale, som hun ikke fulgte med i. Hendes tanker løb for meget løbsk.
   Så snart hun havde fri igen ville hun søge efter Lene Lang og Johnny på Nettet. Det kunne hun gøre inde på sit værelse med sin bærbare pc uden de opdagede det, så det kunne blive i en friweekend. Det kunne ske at blive sværere end hun troede, men hun ville forsøge.
   Hun blev ikke hængende særlig længe over kaffen, men rejste sig og gik ind på sit værelse.
   Skulle hun begynde sin søgen nu? Nej, hvis hun ikke blev færdig inden aftensmad risikerede hun at blive afbrudt på et uheldigt tidspunkt.
   Hun kunne ikke holde tårerne tilbage. Hun håbede på de stoppede inden de skulle spise. Hun havde ikke haft nogen kontakt med den bror, som måske kunne have støttet hende i den svære skoletid.
   Hvor ville hun gerne snakke med nogen af dem, som hun nu kendte i huset om det. Hun sad og forestillede sig deres reaktioner. Ellen med hendes skolelærerbaggrund, hun skulle nok komme med nogen gode bemærkninger. Jeanne og hendes forældre, hun kunne høre Jeanne være rystet og hendes mor komme med nogle skarpe ord, hendes far ville ryste på hovedet og vanemæssigt komme med et udbrud på portugisisk. Ava kunne hun lige høre skælde ud og sige nogle skrappe ting, og Martin ville som den dreng han var sige, at han skulle have en på tuden. Hun kunne høre Jens og Marianne sidde og sige "utroligt" og "oprørende" og lignende ting, mens hun fortalte.
   Hun ville også fortælle dem det på et tidspunkt. Men nu var det bare med at holde sig i ro. Hun måtte vente med sin søgning til den kunne ske uforstyrret, selv om hun så måtte tøjle sin utålmodighed.
   Der var så aftensmad igen, samme tid hver dag, alt var det samme, men hun oplevede det ikke på samme måde. Alle de ting, som altid plejede at genere hende, syntes uforholdsmæssigt store, som om de var pustet op.
   Og nu kom det.
   "Bent er jo en virkelig god dreng, det er jo godt han virkelig har noget samfundsnyttigt at tage sig til, han vil helt sikkert blive til noget."
   Anita var ved at få maden i den gale hals, og hendes far fortsatte.
   "Han er nok noget stille, men det er bare fordi han er høflig, og det er sandelig godt, at han er vokset op i et godt område, det er noget med at han har skiftet job."
   "Han har skiftet til at arbejde på Hotel Tremmely."
   Hun var lige ved at bide sig i tungen, hun burde ikke have slynget det ud, men den pressede sig bare på og røg ud af munden.
   "Nå, han har skiftet til hotelbranchen, men det er da også udmærket."
   "Ja, det er nok bare lidt hårdt ind imellem," sagde hendes mor.
   De forstod den ikke, det syntes Anita var heldigt. På et tidspunkt ville de nok få sandheden at vide. Mon de så ville komme til at tænke på hendes bemærkning og forstå den?
   Da de var færdige med at spise tænkte Anita på at ringe til sin kusine. Hun vidste jo bare, at det ikke ville blive særlig privat, hvis hun snakkede med nogen på sit værelse, kunne det høres ud i stuen lige såvel som hun kunne høre sine forældres samtaler. Det måtte blive på et tidspunkt hun var alene hjemme.