Der var koldt udenfor, men det var jo også december, selv om man havde sine tvivl, siden der ikke var noget sne. Louise havde taget på kontoret og jeg lukkede browseren ned til Jobnet. Jeg tog sko og jakke på og fik startet bilen. Jeg handlede lidt ind i supermarkedet. Jeg ville overraske Peter, min bedste ven, med en sixpack øl, så jeg åbnede den ulåste hoveddør i huset. Jeg trådte varsomt indenfor, og lukkede varsomt døren bag mig. Peter var som jeg hjemmegående for tiden, og kunne godt trænge til en lille opmuntring. Det var om end ikke tanken bag overraskelsen. Planen var, at Peter skulle komme juleaften, for han skulle da ikke sidde mutters alene og være sulten. Louise var fremragende i køkkenet og havde for længst sagt 'ja' til at brødføde endnu en sjæl juleaften. En af Louises venner, Ella, var single og kom også juleaften. Måske kunne Ella og Peter blive en match hvis kemien var i orden. Man kunne jo altid håbe på begge deres vegne. Det var jo trods alt om at være søde ved hinanden i en ensom tid.

Jeg hørte lidt action fra soveværelset, og tænkte Peter nok rykkede lidt i melormen, eftersom han var alene i disse dage. Det var trods alt tre år siden Maja skred fra ham, fordi hun mente hans skuldre ikke var brede nok til dem begge. Da Peter havde nævnt ligestilling, var hun flippet helt ud og havde sagt hun ønskede sig en mand og ikke en hund, der ikke kunne passe på sig selv. Det lukkede diskussionen for Peter var lidt selvfed, og manglede at arbejde lidt med sit ego.

Jeg åbnede forsigtigt døren til soveværelset som stod på klem, og så tøj liggende på gulvet. En bekendt kvindekrop sad over skrævs på Peter, som bare lå der og tog imod. Det var Louise.
   "Hej skat, jeg troede ellers du var på job i dag, men sex er selvfølgelig også et job?" sagde jeg.
   De holdt op med at stønne, og fór sammen skammeligt hver for sig som skræmte kaniner.

"Jeg... jeg kan forklare," stammede hun.

"Jeg må indrømme det var uventet fra din side, men Peters desperation kan jeg næsten forstå.
   Hvordan var hun fra en skala fra et til ti Peter?"

"Kom nu mand, det skete bare," forsvarede han sig, og kunne dårligt nok se mig i øjnene.

"Jeg går ud fra hun er en solid otte medmindre du har boinket hende mere end denne gang, og det er blevet til en vanesag? Det kan om end ikke forklare vores manglede action i soveværelset derhjemme, men så ved vi da at hun ikke er nymfoman."

Louise fandt sit tøj og begyndte at trække i det, mens Peter trak dynen yderlig op til brystet.

"Du behøver skam ikke trække i tøjet. Jeg går nu så I kan holde hinanden varme, det er trods alt en kold måned. Jeg stiller øllene her på natbordet - man bliver jo tørstigt af sådan et forehavende. Og skat, jeg har handlet ind til aftensmad, hvis du altså kommer hjem?"

Jeg drejede om på hælen og forlod Peters hjem. Jeg fandt det nærmeste værtshus til at drukne nederlaget i og ønskede alle i værtshuset en god jul, inden jeg i spænding kørte beruset hjemad for at tjekke om jeg skulle lave mad til en eller to personer.

2

Klokken var lidt over fem da jeg efter lang tids famlen fik stukket nøglen i låsen. Men jeg kunne godt have sparet mig besværet. Hoveddøren var ulåst. Det kunne kun betyde at Louise var hjemme. Jeg væltede småkoldset ind i gangen med posen med madvarer. De havde for længst fået stuetemperatur på gulvet i værtshuset. Jeg hængte jakken på bøjlen i skabet, og fik taget skoene af, mens jeg hørte tv'et køre i stuen.

Jeg hankede op i posen og gik ud i køkkenet. Madvarerne vejede lidt til, men der var jo også mælk iblandt varerne som altid vejer lidt - ædru eller ej. Louise kom ikke ud i køkkenet, som hun ellers plejede, men bliver pænt siddende i stuen som hund man har sagt "Sit" til.
   Posens indhold blev fordelt ud på køkkenbordet. Jeg satte de lunkne varer på deres pladser, og gik ind i stuen hvor Louise så noget ligegyldigt i tv. Mit mundtøj var ikke hvad det har været ovenpå den indtaget alkohol og mine tanker var omtumlede og flyvske. Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle sige til Louise, men vidste bare at jeg var skidesulten ovenpå al sprutten. Det var nok intet under at bartenderen inddrog bilnøglen og bestilte taxaen til turen hjemad.

"Hej skat, er du sulten? Ellers vil jeg begynde at lave mamse."

Louise så flygtigt på mig i stedet for tv'et, men ikke længe nok til at oprette øjenkontakt.

"Vi kan da godt spise tidlig hvis du gerne vil," sagde hun lavmælt.

"Super duper... så går jeg i gang i køkkenet."

Jeg vaklede tilbage til køkkenet. Jeg fandt to ildfaste fade frem og gik i gang med at åbne for plastikken omkring mørbraden med en stor skarp køkkenkniv over køkkenvasken. Mørbraden blev befriet fra dets plasticfængsel og kom i det ene fad. Jeg smurte den ind i flydende fedtstof vasker hænder og kom krydderier på, mens jeg tænkte på om Peter mon stadig kommer til jul ovenpå dagens åbenlyse skandale med Louise som omdrejningspunkt.
   Jeg satte ovnen på 225 grader sådan cirka og fik åbnet for flødekartoflerne med den spidse kniv jeg brugte til mørbraden, og hældte indholdet i det andet ildfaste fad. Jeg satte begge fade ind i ovnen og noterede mig tiden på armbåndsuret. Ventetiden forud burde vel bruges konstruktivt, så jeg tog en kold Tuborg Classic dåseøl fra køleskabet og gik ind i stuen. Louise lod som om hun var opslugt af tv'et, da jeg satte mig i den sorte læderstol og så indgående på hende.

"Der er mad om cirka 40 minutter," sagde jeg og tog en ordentlig slurk, selv om jeg nok ikke burde drikke mere. Men det smagte for godt til at lade være. Desuden havde jeg ubearbejdede følelser, der måtte munde ud i et eller andet. Hvis ikke diskussion så i druk.

"Okay," sagde hun bare og kunne ikke se mig i øjnene.

"Det er noget jeg må vide," begyndte jeg og lavede en kunstpause inden jeg forsatte: "Har du og Peter gjort det længe eller hvordan med det?"

Louises blik ramte gulvet og blev fjern. Hun tænkte.

"Det skete bare lige pludselig. Det var ikke noget der var planlagt i begyndelsen," svarede hun stilfærdigt og så over på mig.

"Aha! Så I har gjort det mere end en gang. Tak for svar."

"Ja, vi nyder hinandens selskab, og det var ikke meningen vi ville såre dig. Det var i hele taget ikke meningen at vi skulle være sammen - det skete bare."

Jeg vidste ikke mine levende råd, hvad jeg skulle svare - mit snakketøj plejede ellers ikke at fejle, men alkoholens procenter havde gjort mig dum i hovedet. Jeg vidste tidspunktet til at diskutere måske ikke var ideel i dag.

"Er det fordi jeg er dårlig i sengen eller var det bare Peters charme der tiltrak, så I fandt sammen?"

Peter kunne være en charmør når han ville være det. Det var sådan han scorede Maja, inden hun så ham for hvad han i virkeligheden var, egocentreret, og skred fra ham.

"Jeg ved det ikke, det sagde bare 'bang' lige pludselig. Det er svært at forklare." Hun kiggede over på mig som om hun prøvede på at sige undskyld, men at ordene ikke ville ud.

"Har I planer om at flytte sammen eller forgår det meste af jeres samtaler i soveværelset?"

"Flytte sammen, nej det har vi ikke talt om og det kan jeg heller ikke forstille mig i mine vildeste fantasi at vi gør. Hvad gør vi så nu?" spurgte hun.

Jeg tømte øllen og så på uret: "Vi spiser snart. Vi kan snakke om det i morgen. Til den tid vil mit hoved være bedre."

"Okay," smilede hun kort og usikkert.

Vi spiste og tænkte hvert sit, mens aften gik på hæld i stuen. Jeg drak yderlig et par øl undervejs, indtil jeg blev træt af smagen og var blevet tilpas træt. Jeg gik tidligt i seng, og følte at dobbeltsengen lo ad mig, mens Louise blev oppe for at se tv.


3

"Skal du og Peter så snart ses igen eller hvordan med det?" spurgte jeg ved morgenbordet inden hun skulle på arbejde. Louise var ved at få morgenkaffen galt i halsen over det ømme samtaleemne så tidligt om morgen, og virkede uforberedt. Mit hoved var som lavet af beton ovenpå gårsdagens indtagelse af alkohol, men ville frygtelig gerne vide, hvad de havde tænkt sig der skulle ske i fremtiden.
   "Nej, vi har besluttet at tage en pause," sagde hun som om det var nogen trøst ovenpå utroskabens uforsonlige kniv i hjertet.
   Det store spørgsmål var om Peter kunne se mig i øjnene og stadig komme juleaften. Planen var jo at han skulle blive introduceret overfor Ella. Men om planerne var blevet ændret i sidste øjeblik, fordi Louise og Peter ikke kunne holde deres fingre for dem selv, ville tiden vise.

"Peter kommer vel stadig til juleaften?" spurgte jeg som om der ikke var forgået nogen katastrofe.

"Jeg ved det ikke," svarede hun og tømte sin kaffekop.

"Vil du gerne have at han kommer eller bliver der for akavet for jer, at jeg også er til stede?"

"Jeg ved det ikke," svarede hun igen, sukkede og skyllede koppen af i håndvasken.

"Ella vil vel gerne træffe Peter går jeg ud fra, og hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af. Tænk lidt over det," tog jeg en slurk af kaffen.

"Ok, jeg skal nok spørge Peter ad om han forsat kommer." Hun så ned i gulvet for at undvige mit falkeblik der ledte efter ejendommelig adfærd.

"Det skal du ikke tænke på. Det kan jeg gøre mens du er på arbejde. Jeg har alligevel ikke bedre at lave ud over jobsøgninger. Så skal jeg nok give dig besked, ikke."

"Okay," smilede hun kort og forsigtigt: "Jeg tager afsted nu. Vi ses senere."

"Ja, hav en god dag på jobbet."

"Tak," sagde hun og forlod lejligheden.

Jeg havde mest lyst til at skygge hende, for at se om hun virkelig kørte på arbejde eller hen til Peter, men tænkte at de vel var blevet forskrækket ovenpå gårsdagens hændelse. Jeg var i al fald. Jeg var ikke naiv anlagt, hvis jeg selv skulle sige det, og kunne godt lægge to og to sammen for det meste af tiden. Jeg burde vel have set det komme. Jeg forventede det dog bare ikke af Peter, selv om han var single og brød vores venskab på denne måde. Jeg ville frygtelig gerne redde hvad jeg kunne, selv om tilgivelsen er af en anden størrelse. Min Louise var blevet besudlet og jeg spurgte mig selv om, om det var på tide at prøve nyt indenfor forhold, nu hvor det endelig var gået galt. Tanken om vi måske kunne leve i et åbent forhold rumsterede kort inde i mit hoved. Ville jeg selv kunne leve med tanken om at være Louise utro til fordel for en anden, selvom reglerne var blotlagte eller skulle vi mon bare gå hvert til sit, ovenpå hændelsen. Tankerne flød i en lind strøm af indre kaos og jeg vidste jeg måtte konfrontere Peter, for at få nærmere afklaring på nogle af spørgsmålene.
   Jeg overvejede kort om jeg skal nøjes med at ringe til Peter, men følte det ikke vil være tilstrækkeligt. Jeg havde behov for at konfrontere ham. Se ham i øjnene og huske på vores lange årelange venskab der lå bagved.

Klokken var kun kvart over syv så det var for tidligt at ringe eller besøge ham, for han plejede at sove til ni til ti stykker, før dagen for alvor begyndte for ham. Jeg hældte noget mere kaffe op i kruset og satte mig ind i stuen foran tv'et til nyhederne. Timerne gik med tv'et samt tid foran pc'en inde i arbejdslokalet ledende efter jobs.

Da klokken var lidt over halv ni, kom jeg i tanke om at bilen holdt tæt ved værtshuset fra i går. Jeg bestilte en taxa til at fragte mig hen til værtshuset, og måtte vente i tyve minutter på at den kom. Turen derhen tog kun små ti minutter, men der er langt når man er doven. Jeg fandt og startede bilen. Egentlig burde jeg have haft handlet lidt ind, men fandt det en anelse for tidlig, så jeg kørte lige hjem.
   Hjemme drak jeg et krus Nescafé, mens jeg atter surfede på nettet. Da klokken slog ti, ringede jeg til Peter - mest for at vække ham i tilfælde af han sov.
   Telefonen ringede et stykke tid, og jeg var på nippet til at opgive, men så svarede han endelig.

"Ja hejsa," sagde han.

"Hej Peter. Er du hjemme i dag? Vi har brug for at snakke lidt synes jeg."

"Tjoh, der er vel ikke nogen vej udenom," lød han lidt betænksom.

"Hvad siger du til at jeg kommer om en halv times tid eller er det for tidlig?"

"Nej... det er fint. Kom du bare," lød det lidt anstrengt.

"Godt, så ses vi," lagde jeg på og fik yderlig tiden til at gå i et kvarter, før jeg tog jakke og sko på og efterlod lejligheden tom for liv.

Jeg tog i døren af vanemæssige årsager. Men den var låst. Han kom og låste op. Noget havde han da lært.
   "Hejsa - kom indenfor," sagde han. Det kneb med at se på mig: "Vil du have en kop kaffe? Den er nylavet."

"Ja tak, det vil jeg da godt," jeg tog mine sko af og gik ind i stuen hvor nyhederne kørte i tv.

Peter hentede en ekstra kop fra køkkenet, kom ind i stuen og satte sig i den marineblåpolstret stofsofa, og så på mig, som jeg sad der i stolen af samme stof. Dommedag var kommet.


4

"Jeg kan forstå på Louise, at det ikke var en engangsforestilling inde i soveværelset." Jeg tog en slurk af kaffen og brændte læberne på den varme livseliksir, og fik hurtigt sat koppen fra mig igen på det ovale sofabord i trykimprægneret træ.

"Hey, hvad kan jeg sige. Det skete bare," beklagede Peter.

"Ja sådan giver Louise også udtryk for situationen. Jeg fristes jo helt til at tro jer. Spørgsmålet er vel, hvad vi gør nu?"

"Jeg ved det ikke?" Han rystede lidt på hovedet.

"Vi to har kendt hinanden siden skoletid, og Louise har jeg også snart kendt et godt stykke tid efterhånden. Jeg ønsker at bevare, hvad jeg kan hos jer begge, hvis det er muligt, men kan ikke gennemskue, om I elsker hinanden eller om der blot er tale om dyriske lyster? Elsker du hende?"

"Elsker og elsker det er vel så meget sagt, men vi har da helt klart en form for kemi sammen som bare siger bang." Peter smilede skævt.

"Vil du stadig gerne prøve at møde Ella juleaften, for at se ad om det er noget for dig, eller har Louise fordrejet dit hoved helt?"

"Nej, jeg kan da godt se Ella an, hvis det er det du gerne vil?"

"Spørgsmålet er ikke hvad jeg vil, men hvad du og Louise gerne vil. Jeg prøver blot på at forstå hvor vi er henne i teksten, og prøver på følge med så godt jeg kan. Personligt vil jeg gerne beholde jer begge, og ville ønske at dette aldrig var hændt, men det var vel uundgåeligt på et eller andet punkt. Du er jo ikke just kendt for at være foruden charme når vi snakker damer, så det måtte vel gå galt."

Peter gjorde fagter med hænderne, som i den slags sker, og tog en mundfuld kaffe inden han besvarede.

"Jeg ville ønske, at jeg ikke havde et svagt spot for kvinder, specielt når du er min bedste ven - og jeg beklager dybt, at det er gået ud over dig. Jeg ønsker heller ikke at smide vores venskab over styr, fordi jeg ikke kan styre mig. Det må du tro... Jeg skal nok se denne Ella, det lover jeg dig."

"Nu er sket jo sket, og jeg har ikke snakket ordentlig med Louise endnu, så jeg ved ikke helt hvad der foregår inde i hendes hoved. Men jeg er nu overbevist om at det bare skete, selv om det stod på mere end en gang. Sex er vel ligesom narko, man kan ikke leve foruden det når man først har prøvet det, og leder efter sit næste fix ret hurtigt," sagde jeg, prøvende på at forstå situationen.

"Interessant formulering, men jeg tror desværre du har ret. At se porno er jo ikke det samme." Han smilte en smule forlegent.

"Jeg er glad for at vi fik denne snak, og at du gerne vil se Ella an. Det værste der kan ske, er vel at I ikke passer sammen, men så har du også prøvet den mulighed."

"Præcis." Peter smilede svagt ved tanken om Louise og ham måske var fortid, og tanken tyngede ham tydeligvis.

Vi sad lidt hen i stilhed og Peters blik havde det med at forlade mig til fordel for tv'et.
   "Nå, jeg må også videre i teksten," rejste jeg mig.

"Okay." Det virkede som om han tænkte sit og fulgte mig til dørs, hvorpå vores veje skilles.

"Hvis du elsker en person så sæt vedkommende fri" findes der jordsprog sådan omtrent. Mine tanker angik Louise, om hun følte sig fanget i vores forhold og om jeg mon skulle sætte hende fri. Jeg blev nødt til at sidde ned og snakke med hende om hendes ønsker i vores forhold. Revurderer forholdet så det måske kunne reddes på en eller anden led.
   Jeg kørte ud og handlede ind i Netto og vendte tilbage til den tomme lejlighed. Jeg tændte for tv'et så det fremstod som om der var lidt liv, pakkede varerne ud og satte mig foran pc'en for at slå tid ihjel. Det ville jeg gøre indtil Louise kom hjem, og prøve at være imødekommende - dog stadig anmassende for at få svar på hvad hun gerne ville. Jeg var spændt på hendes svar på forhånd selv om hun havde givet udtryk for at hun ikke ville flytte sammen med Peter. Men måske behøvede hun mere frihed i vores forhold til at se andre. Jeg tyggede på tanken som lå aldeles fjern.
   Tiden gik sin gang og Louise kom hjem. Jeg var klar over hun var småtræt ovenpå sin arbejdsdag, men måtte have vished, så jeg forlod arbejdsværelset da jeg hørte hende i entreen.

"Hej skat, har du haft en god dag på arbejde?" spurgte jeg ind.

"Hejsa, jo tak den gik stille og roligt," sagde hun og hægte sin jakke på plads i klædeskabet og tog sine sko af.

"Jeg fik snakket med Peter som jeg sagde jeg ville, og vi fik os en god snak synes jeg."

"Okay." Hun gik ud i køkkenet og jeg fulgte efter som en hund, der gerne ville aflevere en fundet kæp.

"Peter har lovet at se Ella an, så han kommer stadig juleaften. Jeg håber ikke det gør noget. Ja du gav jo selv udtryk for at du ikke kunne se dig flytte sammen med Peter så jeg antog det ikke er helt seriøst, men kun kødets lyster der er tale om eller har jeg misforstået?"

"Nej, det stemmer. Det er da kun godt at han vil se hende." Hun smilede skævt, som om det ikke helt passede ind i hendes billede.

"Godt, det skal nok blive en god jul." Jeg smilede ved tanken om at alt håb måske ikke var ude.


5

Indtil videre havde jeg fejet mine spørgsmål til Louise inde under gulvtæppet.
   Jeg ville ikke indrømme over for mig selv at Louise og Peter måske stadig havde lyst til hinanden. Jeg afskrev muligheden inde i mit hoved, fordi alting skulle passe efter mit univers. Det var egoistist og måske også forkert, men det var sandheden.
   Jeg havde hentet et juletræ og pyntet det op for at sprede lidt glæde og hygge i lejligheden, selv om vi kun blev os fire og det ikke sneede udenfor. Jeg havde også købt gaver og pakket dem ind i smug i de foregående dage hvor Louise havde været på arbejde.

I de næste par dage op til juleaften snakkede jeg ikke med Peter, og kun overfladisk med Louise for den sags skyld. Intet var det samme efter jeg fangede dem sammen, og det vidste vi alle tre. Nu klingede jeg mig til hult håbet om at Ella kunne bryde stemningen og måske være noget for Peter.
   Juleaften var her. Louise ordnede mad i køkkenet mens jeg dækkede bord, og i ny og næ kom jeg i køkkenet for at inspicere, og for at tilbyde min hjælp. Hun sagde der ikke var det store af hjælpe med, og at jeg bare kunne gå ind og vente på gæsterne.

Ella var den første der ankom. Jeg havde ikke set hende før andet end på fotos i Louises telefon. Hun bar briller, håret var sat op i en knold og var lidt generet anlagt, men virkede temmelig sød og rolig anlagt. Hun var godt 175 centimeter høj og havde en behagelig stemme, og var ikke bange for at tage fat - så hun gik i køkkenet for at lette arbejdsbyrden fra Louises skuldre og for at få en pigesnak.
   Peter kom sjoskende godt en halv time senere med gaver og rødvin. Jeg havde købt rødvin der endnu ikke var trukket op, men Peter insisterede på at vi skulle starte med hans medbragte vin, så den blev i stedet trukket op så den kunne få lov at ånde.

"Er hun kommet?" spurgte Peter, men svaret var overflødigt, da der kom latter ude fra køkkenet. Jeg smilede blot som svar og kunne se, at han var spændt på hvordan hun virkede som person. Peter gik ud i køkkenet, da han ikke længere kunne vente med at se hende, men blev hurtigt sendt ind i stuen igen.

"Nå, hvad synes du?" spurgte jeg.

Han vrikkede lidt med hovedet fra side til side og løftede en hånd der sagde bop-bop. Jeg gav ham et skulderklap og vi satte os ned til et lille glas Bailey, mens et par nødder fra sofabordet undervejs blev konsumeret til tv'ets underholdning.

Pludselig var det tid til mad. Louise og Ella bar maden ind på spisebordet i stuen.

"Kommer I," spurgte Louise mens Ella hentede det sidste ude i køkkenet.

"Ja, kommer nu." Jeg slukkede for tv'et og så på anden og flæskestegen på bordet sammen med alt det andet obligatoriske tilbehør.

Vi fik sat os til bords og begyndte at sende fadene rundt, selv om vi sagtens kunne nå ved at række over. Det ville bare ikke være særlig skikkeligt. Der blev spist i næsten stilhed og jeg bemærkede, at Ella der sad overfor mig, stjal et blik af mig engang i mellem, for så at kigge ned i maden igen. Hun undrede næsten ikke Peter, der sad ved siden af hende et værdigt blik. Peter og Louises blik mødtes lidt forlegent i det skjulte, og de opførte sig næsten overfladiske af dem de i virkeligheden var. Jeg tænkte at måske var denne juleaftens komsammen ikke så god en idé alligevel, når alt kom til alt. Ella dømte som den eneste ryger, rygepause midt i det hele, for at få plads til lidt mere. Hun røg ude på altanen og det resulterede i at alle fik strakt deres kroppe fra bordet for enten at trække luft fra altanen eller gå på toilettet. Efter den korte pause var alle tilbage, og lidt mere snakkesalige ovenpå vinen og den gode mad. Stemningen var ikke overfestlig i sig selv hvis du spørger mig. Men så tog Peter initiativ til en begyndende samtale.

"Hvad laver du så til daglig Ella? - arbejdsmæssigt mener jeg," spurgte Peter.

"Mig uha, jeg er bibliotekar og er bognørd med et stort B." Hun smilede halvstolt og rettede sig op i stolen.

"Hvad med dig selv?" spurgte hun ind med nysgerrige øjne.

"For tiden er jeg arbejdssøgende, men det er ikke lige til at finde noget for tiden," sagde han og proppede lidt flæskesteg i munden.

"Nej fortæl mig om det," blandede jeg mig: "Jeg har også søgt i et stykke tid nu uden resultat. Jeg håber bare at jeg kan nå at finde noget inden jeg ryger ud af fagforeningen, så jeg ikke skal på kontanthjælp og så ud i et såkaldt nyttejob."

"Idet mindste har du en fagforening," sagde Peter og skovler mere mad indenbords, inden han druknede hele molevitten i rødvin.

"Jeg er sikker på at I nok skal finde noget der kommer jer begge til gode. Skål," sagde Louise.
   Skål sagde vi alle og klinkede glas, og der sænkede sig en lille madro, mens vi kiggede på hinanden og på tallerkenen.


6

Ella bryder tavsheden: "Læser I lidt?" Hun rettede på sine briller.

"Nej, ikke særlig meget for tiden," sagde jeg: "Men det kan være, det vender tilbage en skønne dag."
   "Jeg får heller ikke læst noget, andet end det der står i tabloidaviserne på nettet," sagde Peter.

Louise tog en slurk rødvin: "Jeg er i gang med en krimi, men synes den er rodet, fordi der er for mange personer med."

"Nå hvad er den for en krimi?" spurgte Ella interesseret.

"Det er en lidt ældre krimi jeg fandt i genbrugen. Den hedder 'Djævlens ansigt'. Det er en slags forsættelse til 'Skrig under vand' som jeg købte jeg brugt hos Saxo. Det er makkerparret Øbro og Tornbjerg der har skrevet bøgerne. Hvis du spørger mig, så var etteren klart bedre, og jeg tvivler på at jeg får læst de andre i serien efter bind to."

"Så er det godt at der er rigelig andre bøger at vælge imellem," sagde Ella.

Pludselig skoggerlo Ella så meget, at hun snortede, men på en charmerede måde.

"Hvad er det som er morsomt?" spurgte Louise mens vi alle så på Ella, der morede sig kosteligt.

"Forstil jer at være standet på en øde ø med kun en bog, og den stinker bare, fordi den er så dårlig."

Hun lo over sin fantasi, mens vi andre blev smittet og fik et smil på læben.
   Vi blev færdige med at spise og blev enige om en oprydning. Opvaskemaskinen blev sat i sving og tv'et blev atter tændt. Mere rødvin blev skænket mens snakken gik sin gang. Ella smugkiggede på mig en gang imellem og smilte til mig når hun blev taget i akten. Peter og Louise kiggede også på hinanden og smilte i det skjulte. En time senere satte vi os atter til bords for at indtage ris a la mande, hvor Peter fik mandlen og gaven; et eksemplar af Svikmøllen. Der blev igen ryddet af bordet og vi forsatte snakken og hyggen med tv'et i baggrunden på lav lydstyrke. Så kom der gang i gaverne, som ikke tog så lang tid fordi vi kun var os fire, og aften rindende uden varsel mod slutningen.

"Nå, det er ved at være sent," sagde Peter og undertrykte et lille gab inden han forsatte: "Tak for god mad og hygge."

"Ja jeg tror også misserne derhjemme gerne vil have noget mad," sagde Ella: "Men tak for god mad og godt selskab."

"I kommer vel i morgen til julefrokost ikke?" spurgte Louise: "Eller har I andre planer?"

Peter smilte: "Næh jeg har i al fald ikke nogen planer, så jeg kan godt komme. Hvad tid skal vi sige?"

"Hvad med klokken et om eftermiddagen?" foreslog Louise.

"Det lyder fint," sagde Peter.

"Hvad med dig Ella?" spurgte jeg: "Kan du komme i morgen?"

"Tjoh, det kan vi godt sige. Jeg skal alligevel kun sidde derhjemme," sagde hun.

"Fint, så skal jeg nok finde nogle sild frem," smilte Louise.

"Og øl," sagde Peter.

"Og øl naturligvis." Smilte Louise tilbage til ham.

"Kom godt hjem begge to," sagde jeg da de havde fået sko og overtøj på.

"Ja, vi ses," lød det fra dem begge og varmen i lejligheden stod næsten på standby.

Ella vidste ikke rigtigt om hun skal kramme eller give hånd, men overgav sig til alle, efter et kram med Louise. Om det var vinen der havde gjort sit indtog eller medmenneskelighed, der havde vist sit ansigt var uvist, men alle virkede glade.

"Tror du Peter kunne lide Ella?" spurgte jeg Louise ude i køkkenet. Hun var ved at tømme opvaskemaskinen.

"Hmm," mumlede hun: "Jeg tror nu mere hun kunne lide dig."

"Hvad skal det sige?" Jeg vendte hovedet, og så på hendes baghoved.

"Du må da have lagt mærke til hvordan hun i smug kiggede på dig, eller opfangede du ikke det? Hun så dårligt nok på Peter."

"Jeg tænkte at hun bare var lidt genert du ved."

"Det er hun skam også, men tænk over det engang."

Mine tanker forrådte mig. Det var ikke meningen at Ella skulle falde for mig, men for Peter. Havde jeg gjort noget forkert, opført mig forkert eller noget siden det var gået sådan? Jeg kunne ikke tro mine ørers sladder. Ella var sød, det var ikke det, men det var bare... uventet. Desuden var jeg jo sammen med Louise.

"Jamen hun ved da godt at du og jeg er sammen."

"Derfor kan hun vel godt have et crush."

Et crush. Det var ikke lige det jeg efterlyste, i hver tilfælde ikke med mig som center.
   Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig. Den aften fik jeg besvær med at falde i søvn.


7

Ringeklokken varslede besøg med sin rallen, og jeg åbnede for hoveddøren.
   Knolden i nakken var udskiftet med en hestehale, og der var kommet lidt mere kosmetik i ansigtet siden juleaften. Det virkede som om, det udjævnede brillerne mere plant. Men hun var stadigvæk den smågenerte Ella, og var ankommet en halv time før den aftale tid, klokken et.

"Hejsa," sagde hun med et smil.

"Hejsa," gengældte jeg: "Ja Louise er i køkkenet."

Hun hængte sin frakke på en ledig knageræk i gangen, der stort set kun bruges af gæster, og tog sine sorte støver af. Hun var iført en askegrå cardigan, en lang sort nederdel og så forførende godt ud. Hvem skulle tro, at hun var en bogorm i den mundering. Hendes blik prøvede at undgå mit, da jeg gik tilbage til stuen og hun satte kurs mod køkkenet. Jeg plantede mig igen i sofaen foran tv'et, afventede Peters ankomst.

Der gik et kvarter før jeg igen må lette mit luksuslegeme fra sofaen, og ud til hoveddøren. Peter var iført en sorte blazer, hvide skjorte, slips og sorte bukser. Selv var jeg iført en grå blazer, gråternet skjorte, slips og sorte tjenerbukser. Louise havde også stadset sig ud i fin farverig blå kjole med varierende firkantede mønstre. Ifølge Louise, så var Ella seksogtredve år gammel, så vi holdt os alle tæt til hinanden aldersmæssigt. Et par år fra eller til gjorde ingen synderlig forskel. Vi var i al fald alle stadig under fyrre år.

Ella havde nok den mest forfriskende tilgang blandt tøjvalg tænkte jeg, og hentede et par dåseøl af mærket Tuborg Classic fra altanens rammer. Jeg rakte Peter den ene kolde øl.

"Tak som byder," sagde han og åbnede straks øllen.

"Skål," sagde jeg. Vi smagte i fællesskab på den våde vare mens lyttende til tv'et.

Ella kom ind i stuen med et par sildefade til bordet.

"Vil du have en øl Ella?" spurgte jeg.

Peters og mine øjne fæstnede sig ved Ella. Hun så på mig og sagde: "Nej tak, jeg venter til vi sætter os til bords," og slog over i et lille smil, inden hun igen gik tilbage til køkkenet. Hun hentede mere fyld til bordet, og Peter hævede sine øjenbryn op og ned, signalerende hun var øjenguf i dag. Jeg smilte bredt til ham, og hævede min øl i en skål uden ord.
   Efter nogle minutter kom begge kvinder fra køkkenet.

"Så kan vi godt begynde, hvis I altså kan løsrive jer fra tv'et?" sagde Louise.

"Nu skal vi være der," sagde jeg og slukkede for flimrekassen, inden jeg hentede en ramme øl fra altanen. Jeg fordelte nogle øl på bordet ved siden af rødvinen.

"Kan jeg lige nå en smøg inden vi starter?" spurgte Ella.

"Ja selvfølgelig," sagde Louise og forsvandt ud i køkkenet efter Ålborg Akvavitten, som var i fryseren. Vi tog plads ved bordet, og ventede pænt på Ella, som røg i en fart på altanen.

Hun fik skoddet cigaretten, kom indenfor i varmen, og fik sat sig til bords. Borddækningen var den samme som juleaften, med Ella siddende overfor mig. Louise og Peter smilte varmt til hinanden mens rugbrødet, varm medister, lune frikadeller og lun leverpostej med bacon og champignons blev sendt rundt. Ellas ene fod kommer i kontakt med min, og hun trak foden borte, som om berøringen var farlig.
   Jeg trak en ny øl op hældte den i et glas og sagde: "Skål og tak fordi I kom."

Snart fulgte de andres glas fyldte med enten øl eller vin, og der blev spist med velbehag rundt omkring. Varmen fra maden og alkoholen bredte sig i takt med fadene blev tomme, og mere flere mængder alkohol blev indtaget undervejs. Jeg rejste mig i næ og næ for at hente flere øl fra altanen, og vi nåede på et tidspunkt frem til sildene. Akvavitten blev skænket i de små glas og jeg drak den med velbehag, selv om jeg vidste, at jeg altid blev fuld at lortet. Den var min nemesis inden for spruttens verden.
   Ella og min fod mødtes igen under bordet, men denne gang trak hun ikke i land. Jeg fjernede heller ikke min fod, og nød sjovt nok berøringen. Vores blik mødtes og vi smilte til hinanden uden at trække i land under bordet. Snakketøjet havde løsnet sig hos alle, hvilket sprutten vel kunne tage æren for. Jeg mærkede Akvavitten for alvor gøre sit indtog efter flere skænkede glas, og skyllede smagen ned med øl. Peter og Louise snakkede lystigt med hinanden, og smilte som om de ikke sanser vi også er der. Jeg mærkede et stik af jalousi, men kom tilbage til virkeligheden da Ella pludselig strøg en fod op ad mit ene ben. Hun smilte forførisk til mig, og jeg anede ikke mine levende råd.

"Kan jeg bomme en cigaret?" spurgte jeg hende.

"Ja selvfølgelig," svarede hun: "Jeg antog dig ellers ikke for at være en ryger."

"Eksryger," rettede jeg hende: "Jeg har ikke røget i de sidste seks år plus det løse."

Hun rakte mig en cigaret, og lånte mig hendes lighter. Jeg kiggede på fristelsen i hånden, og ved siden af mig. Vi røg i stilhed i kulden på altanen, hvor der stadig var rigeligt med øl. Jeg blev svag i knæene ved mødet med nikotinen. Cigaretten smagte himmelsk, og jeg tænkte på om hendes mørkerøde læber mon måske også smagte godt. Måske var de som en fin bordeaux. De var i al fald fristende at imødekomme.


8

Ellas øjne mødte mit i et indgående blik. Sprutten havde for alvor talt, og smidt ubetydelige hæmninger over bords. Vi fik skoddet cigaretterne, og gik atter indenfor i varmen til de andre to der stadig sad ved spisebordet og snakkede. Min krop reagerer på den savnede nikotin, med at slappe yderlig af, og jeg havde mest lyst til at sætte mig ned, men vil gerne have rydningen af bordet overstået, hvis det var muligt.

"Er der flere der skal have noget at spise, eller skal jeg begynde at rydde bordet?" spurgte jeg.

Der var ingen der skulle have mere mad, så jeg begyndte at rydde bordet af, mens Louise og Peter stadig sad og småsnakkede, småfnisende ad hinanden. Ella hjalp til med at rydde bordet, og på et tidspunkt var vi begge i køkkenet på samme tid. Jeg stod ved køkkenbordet og hældte levninger i plastikskåle med låg, da jeg pludselig mærkede en hånd på min ene balle. Jeg vendte blikket ved den ene skulder og mødte Ellas øjne, der funklede som lys juletræet i stuen. Jeg fjernede ikke hånden med det samme, men nød nærkontakten. Til slut fjernede hendes hånd, smilte og tog hånden, for at give den et eftertrykkeligt ømt klem. Hendes smil smeltede noget inde i mig, inden vi genoptog vores gøremål. Ella gik på toilet, mens jeg fyldte opvaskemaskinen, og satte den i gang. Med formaliteterne overstået rykkede vi alle ind i stuens møbler, og tændte for tv'et. Det var blevet sidst på eftermiddagen.
   Efter et lille stykke tid begav Ella sig atter ud på altanen for ryge. Jeg fulgte efter.

"Smøg?" spurgte hun.

"Tjoh, hvis du kan undvære, så er det da helt fint," sagde jeg, og kiggede hungrende på hendes læber, der adskilte sig og pustede røgen nonchalant ud.

"Jeg har en pakke til i min taske, så igen problemer i det."

"Kommer du altid forberedt?"

"Altid. Man ved aldrig hvad der kan ske. Jeg kalder min taske for lifesavior, for den indeholder alt muligt mellem himmel og jord, til de værst tænkelige situationer. Nøgler, smøger, kondomer, plaster, tape, vandflaske, fugtighedscreme, eyeliner, læbestift, neglelak og lommetørklæder, for at nævne noget af det en pige behøver."

"Det er altid godt at være forberedt på lidt af hvert," sagde jeg medgivende, og kondomerne klæbede sig fast til min hjernen som fluepapir.

"Ja ikke."

Vi stod lidt og røg i tavshed, og jeg nød hendes nærvær, mens kulden pressede sig ligegyldigt på.
   "Vil du have en øl til?" spurgte jeg.

"Jeg burde ikke, men siden du frister sådan, kan jeg vel ikke sige nej," sagde hun, og kastede et blik indenfor igennem ruderne.

Jeg bukkede mig ned for at tage øl og mærkede igen en hånd på min ene balle. Hånden skiftede hen til lænden. Jeg blev opstemt og grebet af øjeblikket. Jeg strøg en hånd op ad hendes ene skinneben, og mærkede hendes varme hud igennem nylonstrømpen. Jeg fjernede min hånd og rettede mig op med to øl. Hendes hånd forlod mig, og hun smilte forførende tak, da jeg rakte hende øldåsen. Jeg følte dyret inde i mig vokse til et begær, og forstod trangen til dyriske følelser, som jeg længe havde glemt. Men dette var hverken tid eller sted til at udforske forbudte instinkter. Jeg måtte slå koldt vand i blodet.
   Jeg åbnede øldåsen, og kinkede den imod hendes og sagde: "For de små glæder i livet."

"For de små glæder," sagde hun, og tog en ordentlig slurk.

Vi røg færdig og jeg tog flere øl med ind på vores vej.
   Ella satte sig væk fra de andre i sofaen, nærmere betegnet i læderlænestolen, og gav sig til at tjekke mobiltelefon fra tasken. Jeg stillede øllene på sofabordet, og gik på toilettet. Da jeg er kom ud derfra og fik sat mig i vores anden lænestol, så gik der ikke så lang tid før Peter kiggede på uret.

"Det kunne være jeg skulle til at gå, selv om det har været hyggeligt," sagde Peter.

"Jeg skal også snart hjem og fodre misserne, så jeg vil også vende næsen hjemad. Men ja, det har været superhyggeligt."

"Æv, det var da ærgerligt," sagde Louise: "Vi har da ellers mad nok til alle til aftensmad, hvis kold mad er ok."

"Ikke i dag, men måske en anden gang," sagde Ella.

"Ja, en anden gang," sagde Peter.

"Det har i al fald været hyggeligt. Det er næsten synd at der kun er julefrokost en gang om året," sagde jeg.

Peter fik sit overtøj og sko på og fik krammet alle farvel. Ella tømte øldåsen, og fulgte hans eksempel. Snart var Louise og mig overladte til hinandens selskab.

"Så fik vi også overstået det," sagde Louise.

"Ja, så må vi se ad om de kommer igen," svarede jeg.

"Jo, mon ikke," sagde hun.

Jeg traskede ind i stuen med splittede følelser. Louise fulgte med ind i stuen og plantede sig i sofaen, mens jeg indtog stolen Ella havde siddet i. Jeg drejede hovedet og snuste til læderet i håb om at finde en duft af hendes parfume. Vi sad lidt og stenede tv en halv times tid uden at sige noget til hinanden. Louise slog en skid og rejste sig.

"Skal vi ikke nøjes med at spise ude i køkkenet? Det er trods alt kun kold mad," spurgte hun.

"Det kan vi godt." Jeg rejste mig og fulgte efter hende.


9

De efterfølgende dage efter julefrokosten, vi ikke hverken så eller hørte noget til Ella eller Peter. Dagligdagens trummerum havde igen så småt triumferet, og at juledagene kun var et kært minde. Det hele virkede som en feberdrøm, hvilket man vågner fra før eller siden. Det var på tide at erkende sprutten havde taget overhånd, og at livet igen var i dets triste faste rammer. Jeg tænkte i ny og næ på Ella, og følte mig fastlåst i forholdet med Louise. Jeg tænkte på hun nok følte det samme, siden det var hende der havde begået udåd til at starte med. Jeg måtte være påpasselig med mit mundtøj overfor Louise, hvis jeg ønskede at se Ella igen. Desuden var jeg klar over, at jeg kunne komme i uføre ovenpå julefrokosten. Så i disse dage bed jeg bemærkninger i mig, mens jeg splittet drog igennem de lange dage. Ella havde tændt et lys af håb inde i mig ovenpå en dødvandsperiode med Louise. Spørgsmålet var bare om jeg skulle gøre noget ved det, eller om jeg skulle stoppe det hele ved at kæfte op.

"Hvor helvede er den anden lortesok henne?" hævede jeg en gråternet sok: "Har du set den?"

"Det ved jeg sgu da ikke. Det er dine sokker!" sagde Louise og betragtede sokken.

"Ja, men det er dig der vasker tøj for det meste af tiden, så du må vide det?"

"Hvis den ikke er inde i skabet, så ved jeg ikke hvor den er. Kan du ikke finde dig et andet par?"

"Jamen jeg har lyst til disse sokker."

"Jeg har ingen anelse om hvor den sok er henne, hvis den ikke er iblandt de andre eller i vasketøjet."

Irriteret krøllede jeg sokken sammen, og smed den ind bagerst i rækken til de andre hele par. Jeg fandt i stedet et par grå Everlast sokker, som jeg havde gået i til ukendelighed. Ufatteligt nok var der stadig ingen huller i disse sokker. Jeg plantede røven på den redte dobbeltsengens kant, og tog dem på mens Louise vimsede ud af soveværelset.
   Kaffemaskinen spluttede lidt i sin begyndende fase da jeg kom ud i køkkenet. Louise var i gang med at spise yoghurt med cornflakes.

"Velbekomme," sagde jeg og fandt havregryn og tilbehør frem.

"Hmm... tak."

"Der er noget jeg har tænkt over. Lov mig du ikke bliver sur, og lad mig snakke færdig - okay?"

"Okay, jeg skal prøve," sagde Louise og tog en skefuld yoghurt ind i munden. Hun spiste langsomt, mens hun kiggede på mig.

"Som vi ved er du er glad for Peter, og jeg tænkte om du måske gerne vil prøve at leve i et åbent forhold et stykke tid, for at se det an? Jeg siger ikke at jeg ikke elsker dig mere, MEN jeg kan sagtens forstå begær. Jeg ønsker bare at beholde jer begge i mit liv... Du behøver ikke svare lige nu, men tænk lidt over det inden du svarer."

Louise sank en ekstra gang og så eftertænksom ud, men tog det hele meget pænt.
   "Så du siger, at det er okay at bolle udenom, OG stadig bo sammen?" spurgte hun klart og tydeligt, så der ikke opstod nogle misforståelser.

"Ja, hvis det kan hjælpe på vores forhold, så synes jeg det er værd at prøve. Vi har jo ikke sex for tiden, og det kunne måske være løsningen på problemet tænker jeg." I det samme jeg sagde det følte jeg, at jeg havde fordrevet hende fra mine arme til fordel for Peters. Men det gav mig trods alt frie tøjler hvis hun var med på idéen.

Louise gik igen i tænkeboksen.

"Måske har du ret i at vi vil få mere lyst til hinanden. Vi kan måske endda tilføje nyt til vores sexliv med hjælp udefra," sagde hun optimistisk.

"Lige min tankegang," sagde jeg: "Men tænk lidt over det. Jeg vil jo gerne beholde os." Jeg følte mig splittet over svaret, som jeg burde have forud tænkt.

"Allright, jeg vil tænke lidt over det," sagde hun og blev færdig med at spise.

"Gør det, men ingen tvang, husk det," sagde jeg, og følte byrden blive lettet fra mine skuldre. Det var svært at få sagt, men nu havde jeg endelig fået ordene ud af munden. Jeg gik også i tænkeboks over, hvad fremtiden muligvis kunne indeholde, hvis vores åbne forhold blev en realitet. Jeg forstillede mig kort hun næsten prostituerede sig over for andre mænd på snuskede barer ved mørke aftener, fordi selv ikke Peter var nok nu da hun havde fået sin frihed.

Louise tog på arbejde og jeg er alene med mine tanker i den tomme lejlighed. Jeg tændte for pc'en og surfede lidt rundt imellem nyheder og Facebook. Yderlig skrev jeg digital dagbog. Ved ti tiden ringede Louise pludselig.

"Jeg har lige snakket med Ella. Hun kommer nytårsaften. Gider du ringe til Peter, og spørge ad om han kommer?"

"Ja selvfølgelig. Jeg ringer til ham lige om lidt," sagde jeg og lagde på. Jeg mærkede et håb tændtes og smilede. Måske var Louises og mit forhold dømt til at fejle, specielt fordi jeg selv havde begær. Det var ved at koge over og det var ikke Louise der var i center for attraktionen. Gjorde det mig mon til en dårlig person?

Fra mobiltelefon via YouTube Music streamede jeg nogle Billy Ocean sange til anlægget. Jeg kom i hopla stort set øjeblikkelig. 'Calypso Crazy, Loverboy og Licence to Chill' var blandt favoritterne. Stuen blev forvandlet til et dansegulv, selv om jeg normalt ikke var den store danser. Jeg gentog 'Licence to Chill' et par gange før jeg stoppede musikken, og ringede lykkeligt til Peter fra læderstolen Ella havde siddet i til julefrokosten. Jeg ønskede at stolen duftede af hende, men der var kun aromaen af læder tilgængelig.

"Ja hallo," sagde Peter.

"Hej Peter. Vi vil høre ad om du kommer til nytår? Ella har allerede sagt ja."

"Tjoh, hvorfor ikke. Det kan vi da godt sige," lyste hans stemme lidt op.

"Glimrende. Så er det en aftale. Jeg giver Louise besked så vi kan finde på noget godt mad." Jeg lagde på. De fire musketerer skulle atter samles, og jeg kunne dårlig nok vente.


10

Det havde sneet en lille smule efter juledagene, og der lå et jævnt lag sne på den ene side af altanen. Det havde bevirket at jeg har spredt øllene på sneen for at holde dem ekstra kolde. Der var købt kød ind til fondue og overbedækkede rejemadder på franskbrød med asparges, kaviar, kogte æg og cherrytomater samt masser af øl og sprut. En lille smule fyrværkeri i form af raketter var det også blevet til. Der var fjollede små nytårshatte på bordet sammen med bordbomber, stjernekaster, knallerter til at trække i, og der var pustet farverige serpentiner ud over bord og lamper. Louise og jeg havde igen trukket i pænt tøj, og nu manglede de to andre bare. Vi havde aftalt at de kom klokken fem.

Ringeklokken rallede lidt i fem og jeg besvarede døren. For engang sin skyld var det Peter som var kommet før Ella, og havde medbragt sprut i form af blå gajol, nordsøolie og en anden fimset flaske fyldt med procenter som jeg ikke bed ordentlig mærke i.

"Du har provianter med ser jeg. Det havde du ikke behøvet, men så mangler vi da ikke drikkevarer," sagde jeg og tog imod posen med alkohol.

"Det manglede da bare," sagde han med et smil, der var på nippet til at fortage sig med det samme.
   Louise kom ud i gangen for at tage imod, for det var overflødigt at opholde sig i køkkenet denne aften.

"Hejsa," smilede Louise til Peter: "Det er godt at se dig."

"I lige måde." Han lyste op og tog jakke og sko af. Vi gik ind i stuen, og jeg hentede en øl til os alle sammen fra altanen iført mine slippers, der stod parate ved døren.
   Kvart over fem rallede klokken igen, men denne gang tog Louise døren så vi mænd kunne nyde vores opvarmnings øl i fred.

"Undskyld forsinkelsen," sagde Ella og trådte indenfor: "Jeg skulle lige give misserne mad og ønske godt nytår i telefonen. Det trak desværre lidt ud."

"Skidt pyt, du er her nu, det er det eneste der betyder noget," sagde Louise tilgivende.

Ella fik overtøjet af og kom ind i stuen. Hun var iført en sort lædernederdel, tynd sort bluse med lav halsudskæring og sorte nylonstrømper. Halskæden gik helt ned til kavalergangen, og indbød til at stikke næsen imellem brysterne og samtidig med at man sagde sjove lyde i min optik. Men jeg var jo også bare en mand med simple glæder i livet.
   Jeg kiggede over på Louise og vurderede hende. Hun var stadig køn og skøn at være sammen med, men hun havde ikke Ellas charmerede gnist under overfladen. Da jeg stangede Ella en kold dåseøl fra altanen bemærkede jeg hendes friske deodorant. Jeg havde lyst til at kommentere den men undlod.
   Vi sad på vores pladser fra julefrokosten i stuen, og kom til at snakke om vores tid i halvfemserne.

"Husker I, No Mercy med nummeret, Where Do You Go," sagde Louise: "Jeg hørte den til hudløshed."

"Jeg var nu mere fjollet med Milli Vanilli," sagde Ella.

"Der var mange passé i halvfemserne," sagde jeg: "Men kan da godt sætte en playliste over på anlægget fra det årti."

"Åh ja, det lyder dejligt," sagde Louise medgivende.

Jeg fik sat gang i en playliste på anlægget via telefonen, mens pigerne ventede i spænding på hvad der blev spillet af numre. Peter var mere reserveret anlagt, for han har aldrig dyrket musik særlig meget. For Peters vedkommende havde hjertet altid tilhørt sportens verden. Personligt så jeg ikke håndbold for det virkede som om jeg jinxede det ved at se med, for danskerne tabte altid når de var under pres i fx håndbold. Fodbold var heller ikke noget jeg gjorde i, og anede faktisk ikke hvad de forskellige spillere hed.
   Pigerne nynnede ind imellem med på nogle af numrene, mens snakken faldt på nytårsforsæt.

"Hvad er dit nytårsforsæt så Peter?" spurgte jeg ham.

"Jeg tror, jeg skal begynde i fitnesscenter igen. Man går jo og bliver slatten af ikke at lave noget," sagde han.

"Ja, det er vel om at komme ind i den gode vane." Jeg nikkede og skød tanken om fitness borte, selv om jeg også godt kunne trænge til det.

"Hvad med dig. Hvad er dit nytårsforsæt?" spurgte han.

"Åh, jeg har ikke planlagt det store. Måske at få startet på en roman," sagde jeg og smilede skævt.

"Det lyder som meget arbejde," sagde han og kiggede over på pigerne, der lyttede med på drømmene.

"Jeg vil gerne gå til svømning i det nye år," sagde Louise.

"Det lyder da forfriskende," sagde Ella.

"Hvad med dig Ella. Hvilket nytårsforsæt har du så? spurgte jeg nysgerrigt.

"Åh ha, jeg drømmer om at tage til Paris eller Egypten for at komme lidt væk fra det hele," smilede hun og knuste vores smådrømme med sin sofistikeret drøm. Et øjeblik forstillede jeg mig Ella på kamelryg i Egypten eller i Paris shoppe modetøj.

Klokken blev seks og vi besluttede os for at det var spisetid. Vi tændte lys på bordet og får gang i fonduen over både vin og øl.


11

"Med hensyn til dit nytårsforsæt. Har du så nogen at rejse med?" spurgte jeg ind til Ellas visioner.

"Uha, så langt har jeg ikke tænkt endnu, men jeg er åben for muligheder," sagde hun.

Peter og Louise sad og snakkede om, hvor vigtigt det var at holde sig i form og spise ordentlig. De var total på bølgelængde med hinanden.

"Vil du have en smøg af mig, inden vi kommer for godt i gang med maden?" spurgte Ella.

"Ellers tak, jeg har selv købt. Jeg kan jo ikke blive ved med at nasse." Jeg smilede og rejste mig. Jeg gik ud i gangen til min jakke, hvor jeg fandt en pakke Rød Viking Lang og lighter frem. Jeg pakkede den op og stak det overskydende plastik ned i min bukselomme.

"Ej, skal du nu også til at begynde," sagde Louise, der så jeg havde cigaretpakken i hånden.

"En eller anden last skal man vel have," sagde jeg og gik over til altandøren. Ella stod i åbningen af døren og røg. Jeg tog mine grå tøffer på og betrådte altanen for at tænde mig en smøg.

"Hvad skal din roman så handle om? Hvilken genre er det?" spurgte Ella.

"Jeg har et par løse idéer i hovedet, om at det skal foregå i fremtiden, hvor medmenneskelighed er blevet en mangelvare og at vi lever i en steril verden, hvor den lille mand ikke har noget at skal have sagt. Hovedpersonen stifter så en undergrundsorganisation, der er imod styret, og så bliver der en kamp for at få folkets stemme hørt."

"Det lyder som en spændende og god sci-fi historie," sagde hun: "Jeg skriver også lidt her og der, men det er kun blevet til romantiske og forførende noveller indtil videre."

"Man skal vel starte et eller andet sted," sagde jeg og tog et hvæs.

"Har du så også skrevet nogle noveller?"

"Ja, det er da blevet til et par stykker efterhånden," smilede jeg.

"Hvad handler de så typisk om?"

"Åh ha, jeg skriver socialrealisme, du ved om dagligdagens gøren og virke," sagde jeg.

"Lyder spændende. Måske kunne jeg læse noget af det en dag, hvis du ellers er villig til at vise dine værker frem."

"Det er ikke helt utænkeligt. Det kunne vi måske godt finde ud af."

Cigaretterne blev skoddet i urtepotten på altanen og vi gik indenfor, og sluttede os ved bordet til de andre to. Jeg havde taget en ramme øl med ind, og fordelte nogle styks på bordet, og udbragte en skål. Der blev klinket i de våde varer og vi spiste lystigt, mens tiden virkede som en røver, der aldrig gav noget igen - ud over minder.
   Ellas fødder mødte mine under bordet. Hun trak ikke i land, men så op på mig og smilede. Der blev spist og skålet meget mere, som et par timer forløb. Det skete lige indtil alle var mætte og bare sad og stirrede på hinanden og maden, der ikke blev rørt mere af.

"Jeg skal nok rydde af bordet," sagde jeg beslutsomt: "Bliv I bare siddende."

Ella lyttede ikke efter og hjalp til. Pludselig stod vi i alene køkkenet og hun trak i mit slips og plantede et kys på min mund. Jeg besvarede lidenskaben begærligt, og hengav mig til øjeblikket. Jeg krammede hendes ene balle, mens jeg havde den anden hånd på hendes lænd. Hun tog en serviet fra køkkenbordet og tørrede min mund af for læbestift og smilte.

"Hvor er din telefon?" spurgte hun.

"Den er lige her." Jeg fiskede mobilen op ad lommen, og låste den op med mit fingeraftryk.

Hun tog telefonen fra min hånd, og tastede sit navn og nummer under kontakter.

"Ring til mig - ikke," sagde hun og rakte mig telefonen. Hun tog fat om min nakke og pressede atter sine læber mod mine. Jeg greb fat i hendes baghoved, som om jeg ville suge hendes kranie tør for indmad, og begravede mit begær i hendes.
   I det samme kom Louise ud i køkkenet. Hun skulle til at sige noget, men efterlod blot en halvåben mund for så at lukke den, og gik hen til køkkenvasken med nogle tallerkener. Vores kys skiltes ad, og vi frigjorde os fra hinanden. Louise undlod at kigge på os, og skyllede tallerkenerne af med håndbørsten. Vi kiggede vildfarende rundt i køkkenet. Ella gik ind i stuen, mens jeg blev i køkkenet - parat til en eventuel skideballe. Men Louise sagde ikke noget. Hun så blot på mig og gik ind i stuen.
   Jeg gik på toilettet og kiggede mig i spejlet for at se ad, om der sad læbestift. Jeg var ikke sikker, så for en sikkerheds skyld tørrede jeg munden med noget toiletpapir, som jeg skyllede ud i toilettet efter at have tisset. Jeg kiggede igen i spejlet, og vidste jeg havde kvajet mig. Nu havde jeg ikke længere mit på det rene.

Da jeg kom ind i stuen, var Ella ved at få sig en smøg, mens de to andre havde bevæget sig over i stuens møbler. Louise værdier mig ikke et blik, og havde fuld fokus på alt andet. Peter fortalte en joke som hun lo overfladisk af. Jeg kendte hendes forskellige latter, og besluttede mig for at tage en smøg i et bedre selskab. Ella og jeg sagde intet til hinanden mens der blev røget. Vi nøjes med blikfang. Jeg nød dog stadig hendes nærvær, mens vi bappede løs på cigaretterne så længe det varede.


12

Da vi havde skoddet vores cigaretter på altanen og trådte indenfor, virkede alt forkert.

"Skal vi ikke sætte noget andet musik på?" foreslog Ella: "Hvad siger du Louise?"

"Det styrer I bare," sagde Louise og ler falskt, som om Peter havde sagt noget sjovt. Men Peter var gravalvorlig, så det passer ikke ind i sammenhængen. Jeg tænkte, at der var lang vej endnu til klokken, slog midnat ind. Hvad havde jeg dog gjort?

"Har du en øl til mens du står der?" spurgte Peter.

"Ja selvfølgelig," sagde jeg og hentede en ramme øl fra altanen, som jeg distribuerede til alle, inden jeg slukkede for anlægget og tændte for tv'et. Måske kunne lidt tv sprede lidt positive vibes.
   Aften gik trængt fremad med vi alle så tv, og der blev pludselig ikke rigtigt drukket noget alkohol længere. I al fald ikke i store mængder. Kun en øl i ny og næ blev det til - ikke noget voldsomt. Peter gik på toilettet og Louise i køkkenet for at tø rejer op til senere. Ella og jeg sad i stuen og kiggede på hinanden, og et forsigtigt smil kom til syne i hendes ansigt.
   Peter kom tilbage fra toilettet efter at have været i køkkenet, og tog en ny øl med på vejen til ham selv. Han spurgte ikke ad om der er andre der vil have en med på vejen, hvilket var typisk adfærd fra hans side, når vi snakkede om våde varer. Kaffe derimod var en anden snak, som han godt kunne finde ud af at dele.
   Louise kom tilbage fra køkkenet og så på klokken. Den var lidt over ti, så der var stadig to timer at slå ihjel. Vi lod os opsluge af tv'et, og sagde meget lidt undervejs. Jeg besluttede mig for at tage en smøg, og Ella kom for at holde mig ved selskab. Jeg smilte til hende, hvilket hun gengældte. Louise skulede til os, for så at se mere tv. Vi burde sidde og spille femhundrede eller et andet kortspil, men jeg havde ikke lyst til at foreslå det i lyset af hvordan humøret var i stuen.

Efter et gevaldigt tovtrækkeri med klokken, var den gået hen og er blevet kvart i tolv. Louise forsvandt ud i køkkenet og Peter fulgte efter. Rejemadderne var klar lidt i tolv på spisebordet, og jeg havde fundet champagne og glas frem. Klokken slog tolv og jeg åbnede for flasken og hældte det boblende sprøjt op i glassene. Vi sagde 'godt nytår', som klingede falskt og skålede, og der blev ikke noget kysseri. Champagnen smagte af rævepis og behagede mig ikke. Jeg skyllede dog glasset ned alligevel, og fandt hurtigt en øl for at skylle smagen borte.

"Er der andre der skal have en pils med på vejen?" spurgte jeg.

Der blev rystet på hoveder eller sagt nej. Jeg fandt raketterne frem og påbegyndte affyringen af traditionen, som blandede sig med fyrværkeri fra andre medmenneskers udhulede pengepunge. Jeg blev færdig på altanen og kom ind i varmen. Efter få minutter spiste vi vores overbedækkede rejemad i ro og mag, kun forstyrret af lyden af fyrværkeri udenfor.

Louise ryddede af bordet og Peter hentede glas til den kommende alkohol. Jeg havde mistet lysten til at drikke mig i hegnet, og havde mest af alt bare lyst til at lægge mig til at sove, og glemme store dele af denne aften. Men så let slap jeg ikke. Peter hældte blå Gajol op og vi skålede i den ene procent efter den anden.

"Jeg skal ikke have mere. Min mave er kollapset," sagde jeg hvilket var en løgn.

"Ej, det kan du ikke mene," sagde Peter: "Nå, men det er da en skam."

Drikkeriet stoppede brat derefter, og Ella sagde at hun også vil til at gå hjemad. Hun tog sit overtøj på, og krammede overfladisk inden hun forlod os. Peter kiggede på klokken og rundt om i stuen. Situationen passede ikke ind i hans billede.

"Hvis det ikke gør noget, så tager jeg sprutten med igen. Der er jo rimelig meget tilovers," sagde han.

"Ja, gør du bare det," sagde jeg og hentede en pose fra køkkenskabet, som jeg rakte ham. Han krammede Louise og mig, og forlod den synkende skude med sin elskede sprut.

Der gik under to minutter efter han har forladt, før Louise åbnede munden fra sofaen i stuen.

"Jeg synes vi skal skilles," sagde hun: "Det er bedre sådan."

Selv om vi ikke var gifte, som i mand og kone, kunne jeg godt følge hende.

"Det kan godt være, at det er for det bedste," sagde jeg og erkendte mit tidligere forslag om et åbent forhold ikke vil kunne holde alligevel.

"Jeg flytter hen til Peter engang i næste uge, når jeg har fået lidt mere styr på det hele," sagde hun og kiggede på mig indgående.

"Okay," sagde jeg: "Jeg forstår."

Det kunne kun betyde at mit venskab med Peter var gået tabt antog jeg. Han kunne lige så godt have kysset mig på kinderne, som mafiaen gør når de skal til at nakke nogen. I det mindste havde jeg Ellas nummer. Så måtte jeg tage den derfra. Måske skulle jeg ikke skrive en sci-fi roman, men en bog om opløselig venskaber, affærer, ny kærlighed, og det der fulgte med i farvandet. Dette var ikke enden, men en ny begyndelse.