Imens jeg sidder på sengekanten, mærker jeg, at jeg stadigvæk er forpustet. Min krop den vil ikke rigtig, som jeg vil. Mit hjerte banker uregelmæssigt, og det giver stødvise jag i mit mellemgulv. Jeg forsøger at samle mig, men det er nærmest umuligt. Jeg er stadigvæk fanget i tanker om Julia og vores allerførste møde med hinanden. Det er nogle dejlige minder, men det skærer mig samtidig i hjertet at tænke tilbage på. Jeg mærker, hvorledes at det hjælper at drikke noget vand, men jeg er stadigvæk ude af mig selv.
   Et øjeblik er jeg bange for, at det er endnu et af mine utallige angstanfald, og jeg sætter mig med hovedet imellem benene for en stund. Det hjælper med det samme, og jeg bliver mere rolig. Jeg kan igen trække vejret nogenlunde stabilt.

...


Mandagen efter at jeg havde mødt Julia, skulle jeg tilbage i skole, hvilket jeg ikke var specielt glad for. Jeg hørte ikke mit vækkeur og vågnede først en halv time inden, at jeg skulle møde. Jeg fik travlt med at gøre mig klar. Jeg havde altid noget med at komme forsent i skole, men jeg havde en fornemmelse af, at det var fordi, der var så meget indeni mig, der ikke ville afsted, så jeg altid valgte at udskyde min afgang hjemmefra så meget som muligt. Det lagde min mor selvfølgelig også mærke til, fordi at hun bekymrede sig om mig, men jeg tror ikke, at hun vidste, hvor slemt at det stod til i skolen. Mit værelse lignede et stort rod, og det flød med ting og sager ud over hele gulvet. Det lå og flød med skriveblokke, strømper der ikke matchede, forskellige bøger jeg havde været i gang med at læse mm. Mit værelse var indrettet således, at det lå placeret lige under en loftbjælke og havde et skråt vindue med udsigt ud over byen. Jeg lå tit i min seng, alt imens jeg kiggede ud over byens tage og drømte mig langt væk.

Jeg boede oppe på øverste etage i et gammel lejligheds kompleks. Jeg var glad for at bo der, og vi havde boet der lige siden, jeg var helt lille. Der var ikke meget plads, og det var en ret gammel lejlighed, men jeg kunne godt lide den, fordi at jeg syntes, at den havde sin charme og personlighed. Vi var flyttet ind i lejligheden, da jeg ikke var særlig gammel. Jeg huskede kun utydelig lejligheden, vi havde boet i inden da, men jeg kunne huske at den lå længere væk fra selve byen. Lejligheden, vi boede i nu, var lille men hyggelig. Den var indrettet med et køkken, hvor der var et køkkenbord, komfur, ovn, et køleskab samt køkkenhylder. Foruden dette var der et bord og to stole, hvor mig og min mor ofte plejede at sidde og snakke hen over morgenmaden. Min far var sjældent hjemme på dette tidspunkt, så ham slap vi for at spekulere på. Det var næsten det eneste tidspunkt, hvor både mig og min var hjemme på samme tid, og hvor vi kunne være helt sikre på, at min far ikke ville være tilstede, så det var "vores tid". Vi plejede at sidde med yoghurt, brød, pålæg, juice, te og selvfølgelig kaffe. Min mor plejede også at læse avisen og hive sektioner ud og give dem til mig. Jeg kunne godt lide at følge med i, hvad der skete omkring mig såvel som langt væk fra mig i fremmede lande og kulturer. Udover køkkenet var der en lille stue, et badeværelse, hvor man lige akkurat kunne klemme sig ind imellem toilettet og håndvasken og selvfølgelig min mors soveværelse. Jeg ledte febrilsk efter mit penalhus, som jeg ikke kunne finde. Jeg ledte i skuffer og skabe, men jeg fandt det stadigvæk ikke. Jeg forbandede det hele indædt og slog ud i luften i ren frustration. Der skulle ikke så meget til, førend at jeg blev arrig.

Endelig fandt jeg penalhuset i en skuffe og skyndte mig udenfor, hvor min cykel holdt parkeret. Det var en gammel cykel, som jeg havde haft i mange år, og der betød meget for mig. Den var mørkeblå og en smule slidt men ikke mere end, at det lige kunne gå an. Den havde ringeklokke og cykelkurv. Jeg kørte som en rasende for at nå i skole til tiden; susende forbi huse, biler og folk, der var på vej på arbejde. Jeg var meget bevidst om, at hvis jeg kom forsent så ville både læren og de andre elever blive meget opmærksomme på mig, og det ønskede jeg ikke. Jeg havde det meget svært med for meget fokus på mig som person, så det var somregel noget, jeg forsøgte at undgå. Derfor gjaldt det for mig om at nå frem så hurtigt som muligt. Det gik over stok og sten i et hastigt tempo. Jeg var ved at vælte af cyklen flere gange, fordi jeg kom til at køre ind i sten, der lå midt på vejen, og som jeg ikke havde set. Jeg bandede for mig selv. Det var en dejlig lun dag, solen stod højt på himlen, der var næsten helt lyseblå. Byen lå stadigvæk hen i en stille døs og var først langsomt ved at vågne op.

Jeg nåede lige i skole til tiden og løb ind i klasseværelset, alt imens jeg forsøgte at knappe min skjorte, der stod halvt åbent. Jeg gik altid med skjorte, og i dag havde jeg taget min yndlings skjorte på. Det var en blå og grøn ternet, gammel og lettere nedslidt én af slagsen, men som jeg ikke ville smide ud, da jeg havde fået den som fødselsdagsgave. "Godmorgen, Mikkel.", sagde klasselæren, kiggede på mig og rystede på hovedet. Jeg var helt flov, begyndte febrilsk at knuge hænderne i nervøsitet og forsøgte at glide langs panellet hen til min faste plads ved vinduet. Jeg sad altid ved vinduet, da jeg holdt meget af at sidde og kigge ud af det og henfalde i egne tanker. "Godmorgen", mumlede jeg. Min stemme lød udefrakommende, som om at det ikke var mig selv, der udtalte ordene. Jeg rømmede mig. Læren blev ved med at kigge på mig med et bebrejdende blik. Det brød jeg mig ikke om. Jeg kunne mærke, hvor lille jeg følte mig, og at skuldrene øjeblikkeligt gled op i nakken. Jeg var helt udmattet af den lange cykeltur og faldt sammen på stolen. De andre var for længst alle sammen kommet. De havde blot siddet pænt på deres pladser og ventet på min ankomst. Jeg var den eneste, der manglede, for at timen kunne gå i gang. Jeg skammede mig og gled helt ned i stolens betræk. Det eneste jeg kunne tænke på den morgen var mit forrige møde med Julia, det var måske en af grundende til, at jeg var særlig distræt. Hun var stadigvæk så printet ind i min hukommelse, at det var svært at koncentrere sig om at skulle være i skolen, men det lykkedes mig lige at komme igennem den første time, hvor vi havde matematik. Jeg tabte dog min blyant flere gange på gulvet og måtte ligge på alle fire og rode rundt efter den på gulvet.
   "Hvad laver du, Mikkel?" Spurgte klasselæren og rystede på hovedet. "Det må du altså undskylde." Sagde jeg og satte mig på min plads igen.

I frikvarteret kom Tobias hen til mig og prikkede til mig. Han var en høj, slank fyr med et skarpskåret ansigt. Foruden det var han altid meget sportslig klædt og lignede altid én, der lige havde været ude for at løbe en tur. Det havde han somregel også været. Han plejede at starte sin dag ud med at løbe en tur i området, hvor han boede. Han boede tæt på mig, og jeg havde ofte mødt ham på én af hans utallige løbeture. Jeg forstod ikke, hvordan at han magtede det, men der havde endnu ikke været en morgen, hvor han ikke havde været afsted. Jeg selv var ikke noget morgenmenneske, og det havde resulteret i et par pinlige situationer, hvor han havde mødt mig med rande under øjnene og morgenhår. Jeg forsøgte somregel at være venlig, hvilket altid var min første måde at reagere på, når vi sådan stødte sammen, selvom at jeg efterhånden havde det ret stramt med ham. Tobias havde til at begynde med faktisk været en af mine bedste kammerater i skolen, men vores venskab var langsomt blevet formindsket, da han havde svigtet mig utallige gange og værst af alt været med til at mobbe mig sammen med nogle af de andre elever fra klassen. Jeg følte mig altid en smule akavet, når jeg sådan mødte ham om morgenen. Jeg var altid lettere diffus om morgenen. Den dag havde han et grønt joggingsæt, en hvid kasket og et par nedslidte og udtrådte løbesko på. "Hvad skete der med dig i lørdags, Mikkel? Du virkede helt ved siden af dig selv...mere end du plejer.", spurgte han og blinkede til mig. Han syntes, at det var virkelig morsomt, at jeg for det meste var ret ved siden af mig selv og altid virkede til at kæmpe for at opretholde en nogenlunde harmonisk hverdag, hvilket at jeg sommetider også følte, at jeg gjorde. "Jeg...havde bare brug for noget luft...tror jeg.", mumlede jeg. "Nogle gange så ved jeg slet ikke, hvad der foregår inde i hovedet på dig, knægt.", sagde Tobias og kiggede direkte ind i mine øjne, på trods af at han godt vidste, at jeg havde det svært med øjenkontakt, der altid enten blev total undgået eller det modsatte total overdrevet fra min side af. Det var noget, som jeg øvede mig meget på, og som ofte blev kommenteret.
   Jeg havde noget med at se meget på folk, hvilket at jeg havde fundet ud af ikke var nogen smart taktik, men det var min måde at prøve at finde ind i den mere intime kontakt med mennesker omkring mig.
   "Du må altså prøve at blive lidt bedre til at følge med os andre. Det går jo ikke det her, vel? Det kan du godt se?" Han drillede mig, tog let fat i mig og rystede mig. "For helvede, så kom dog ind i kampen. Det ender jo med at vores klasselære bliver helt bekymret for dig." Jeg kiggede ned i gulvet og trådte mig selv over tæerne; "Ja, jeg ved det godt.", mumlede jeg så omsider efter en lang pause. Jeg følte mig lige pludselig endnu mere ved siden af, end jeg i forvejen gjorde. Jeg vidste allerede godt, at jeg var udenfor, at jeg ikke formåede at følge med de andre men altid stod på sidelinjen, hvilket at jeg hadede. "Jeg har forresten allerede snakket med vores klasselære. Han er faktisk for alvor begyndt at blive bekymret. Han spurgte mig på et tidspunkt, om jeg vidste, hvad der var i vejen med dig. Jeg sagde, at hvor helvede skulle jeg have en idé om det fra." Han grinede og rystede på hovedet. Jeg var så forlegen, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. "Hvad er der egentlig i vejen med dig, Mikkel?", spurgte han så.
   Det var en hyppig joke, der gik omkring; at der var "noget i vejen" med mig, så hans spørgsmål kom ikke bag på mig. Jeg havde gjort alt i muligt for at briste mig fri fra den joke, men det var ikke lykkedes for mig, selvom det var utrolig smertefuldt.

Jeg løsrev mig fra vores samtale og gik udenfor for at få noget luft. Jeg skyndte mig at tænde en cigaret og tog nogle ordentlige hiv af den. Jeg nød fornemmelsen af cigaretrøgen, der fyldte mine lunger op. Den gav mig en følelse af tilfredsstillelse og indre forløsning. Julia dukkede flere gange op i mine tanker. Jeg kunne stadigvæk se hende for mig. Hendes smukke, grønne øjne, der kiggede indtrængende på mig. Jeg tænkte på, hvad hun mon foretog sig nu; mon hun sad og blev undervist derhjemme af sine forældre, eller havde hun fri. Jeg forsøgte at danne et indre billede af Julia, der sad fordybet i tunge skolebøger, alt imens hendes mor eller far var i fuld gang med en hel undervisnings lektion. Det var en dejlig tanke. Jeg kunne godt lide at se hende for mit indre blik; det gav mig en god fornemmelse i kroppen, og jeg fik det straks lidt bedre. Jeg skoddede cigaretten og tændte en ny. Min mund smagte af nikotin, det var i virkeligheden ikke særlig lækkert, men jeg var dybt afhængig af den følelse, det gav mig. Det var begyndt at blæse kraftigt udenfor, efter at det ellers lige havde været solskinsvejr, så det tog mig et stykke tid, førend at jeg fik gang i cigaretten. Jeg bandede for mig selv men forsøgte at dække den med min hånd, således at jeg kunne tænde den med lighteren. Det tog et godt stykke tid, førend at det lykkedes, da cigaretten blev ved med at gå ud.

Tobias kom ud inde fra skolen, og det lignede at han skulle til at gå over imod kantinen, men da han så mig, drejede han om på hælen og kom hen til mig. "Nå, står du og ryger?", spurgte han mig. "Ja, det må jeg vist indrømme." "Jeg troede, at du var holdt op." "Ja, jeg forsøgte...men jeg kunne ikke holde det. Det blev ikke til en særlig lang pause...førend at jeg faldt i igen." Jeg kiggede ned i jorden og skammede mig.
   "Du forsøgte? Mikkel, for helvede. Du må altså til at tage dig sammen. Det ender jo galt, det her. Har du bare tænkt dig at dulme dine nerver med nikotin. Synes du ikke selv, at det er en dum idé?" Det var jeg udmærket klar over, men på det tidspunkt var jeg så afhængig, at jeg ikke tror, at jeg kunne se andre muligheder. "Men du ryger jo selv, og hvad har du overhovedet at skulle have sagt? Det bestemmer jeg vel selv.", sagde jeg så med en barnlig undertone. "Ja, men det er ligesom noget andet. Jeg kan styre det, hvis du forstår det?" Sagde han og kiggede hånligt og længe på mig. Da jeg ikke nikkede, forsatte han; "Forstår du det eller skal jeg banke det ind i hovedet på dig?" Jeg var så vant til, at han bare tog forgivet, at jeg sikkert ikke ville forstå hans ord, så jeg tog mig ikke af det. Jeg troede at han ville slå mig, så jeg dukkede mig. "Nej, jeg vil ikke slå dig." Sagde han, grinede og forsatte; "Du er sjov, Mikkel, sommetider. Hvad skal vi dog gøre af dig, hvis du bliver ved med at misforstå alting? Hvad fanden tror du også, at jeg vil gøre ved dig?" Spurgte han og lavede fægtesesbevægelser ud i luften. Han var i sandhed i virkelig god form; det behøvede man ikke mere end blot at kigge på drengen for at vide.
   "Ikke noget" Sagde jeg men bukkede mig hver gang, at han tog tilløb til at slå ud i luften. Situationen i sig selv var komisk, men jeg havde ikke lyst til at han ved et tilfælde skulle ramme mig. "Jeg kan styre det. Det virker ikke til, at du kan det. Der er stor forskel. Hvor meget er du oppe på nu, 2 pakker om dagen?"
   "Ja, det lyder meget rimeligt. Men hvorfor bekymrer du dig pludselig om det?" Jeg var selv i chok over, at jeg nu var oppe på 2 pakker om dagen. Det var alt for meget, og det højeste jeg havde været oppe på længe, men jeg kunne ikke stoppe. Det var kun blevet værre på det seneste, da jeg både havde haft det svært derhjemme med min far, der var fuldkommen utilregnelig og på skolen, hvor mobningen langsomt var blevet mere markant.

Jeg havde altid gjort mit for ikke at komme alt for meget udenfor, for det ønskede jeg virkelig ikke, men på det seneste var det begyndt at gå ned af bakke. Jeg havde det heller ikke godt med at være tilskuer til, hvad drengene fra min klasse kunne finde på at gøre overfor de andre elever fra klassen, så jeg havde trukket mig væk, fordi at jeg ikke kunne magte at se på det. Jeg havde allerede været vidne til diverse situationer, som jeg allerhelst ville glemme igen. I starten var det ikke så slemt, men efterhånden var det blevet så uudholdeligt at se på, at jeg havde det forfærdeligt med mig selv. Jeg havde sommetider ligget derhjemme og haft svært ved at sove, fordi at jeg blev ved med at tænke på det, som jeg havde været vidne til. Hvis det ikke var mig, de var efter, var det helt sikkert en anden af eleverne fra skolen, og der var desværre ikke så meget, at jeg kunne gøre ved det. Lærerne var umulige at have med at gøre; de forstod desværre ikke alvoren af, hvad der gik for sig på skolen, og som elev følte jeg mig magtesløs. "Jeg prøver bare at føre en almindelig samtale med dig, selvom det ikke er en speciel nem opgave.", sagde han. Der opstod en pause. "Hvor er Frederik og Thomas henne?", spurgte jeg ham så om. "De er begge syge.", sagde han og kløede sig i håret, og jeg vidste udmærket, at det var løgn.
   De pjækkede og havde sikkert gang i et eller andet sammen udenfor skolen. De var nok taget i biografen, det gjorde de ofte.

Der lå en lille men hyggelig biograf i byen, hvor de sikkert var taget hen. Der blev ofte vist de helt nye film fra udlandet. Der blev vist film fra mange forskellige steder i verden, ikke blot fra USA, der ofte havde de mest populære og kommercielle film, men fra lande hvor det ofte kunne være svært at forestille sig dagligdagen og det levede liv. Jeg kom der selv ofte og nød at gå derind alene og sidde i bælgravende mørke og se film. Det var et frirum for mig, som jeg ofte benyttede mig af. Sidste gang jeg havde været i biografen, havde jeg set en film i sort/hvid, der havde handlet om et par, der igen mødte hinanden efter flere år at have været adskilt på grund af 1. verdenskrig. Det havde været en meget romantisk film, og den stod stadigvæk meget tydelig for mig i min hukommelse. Jeg havde siddet med popcorn og cola, og der havde kun været et par få andre i biografen den aften. Det havde været dejligt at sidde næsten mutters alene og få en meget intim og følelsespræget oplevelse på det hvide lærred.
   Bagefter havde jeg gået en tur i byen, da jeg ikke magtede at skulle gå hjem, det var nemlig en dag, hvor min far var hjemme og i et meget dårligt humør, og kigget på forskellige glasruder på butikker og forretninger.

"Hvad lavede du i lørdags? Du forsvandt bare lige pludselig.", spurgte han mig så og afbrød mine tanker.
   Jeg vidste, at det spørgsmål ville komme. Jeg var rigtig god til at regne ting ud på forhånd; det var et af mine bedste talenter. Det var altid mere i selve situationen, at mine udfordringer opstod med at have svært ved at forstå mine omgivelser. Det var i situationen, at jeg sommetider kunne føle mig lammet.
   Jeg blev lidt fornærmet men forsøgte at skjule det. Det var ikke mig, der havde valgt at gå, selvom at jeg på et tidspunkt havde haft allermest lyst til det. Det var dem, der forlod mig. "Jeg mødte en pige..", sagde jeg så og fortrød det straks. "Du mødte en pige? Mødte Mikkel virkelig en pige? Det kommer helt bag på mig. Det må du altså undskylde, men det er ikke fordi, det er særlig nemt for mig at forestille mig dig være sammen med en pige." Hans tone var drillende men havde også en hård underklang. "Det kan godt være, at det svært for dig at forestille dig det, men det gjorde jeg altså. Hun hed Julia..." "Julia. Hed hun Julia? Det er vel nok et pænt navn.", sagde han drillende, men jeg var forsvundet langt væk i tanker og stod et øjeblik og stirrede ud i luften. Han begyndte at vifte med hænderne foran mit ansigt: "Er du vågen, Mikkel?" Det var virkelig irriterende, og jeg havde mest lyst til at gå og efterlade ham tilbage udenfor. "Ja...", sagde jeg så.

Kort efter ringede det heldigvis til time, og vi gik indenfor. Vores klasselære, vi netop havde haft til time, der hed Henrik og til daglig underviste os i matematik, fangede mig på gangen og trak mig til side. Han var en lavstammet, tætbygget mand med overskæg og stirrende, blålige øjne, som jeg aldrig formåede at briste mig fri af, ligemeget hvor brændende jeg ønskede det. Vi havde ham til matematik næsten hver dag og havde fået ham som undeviser, da vi rykkede fra de små klasser op til 6. klasse. Jeg kendte ham efterhånden ret godt og vidste, at han kunne finde på at være efter os elever, når vi fx ikke ryddede ordenligt op i klasselokalet eller kom forsent til time. Han kunne finde på at sætte eleverne fra min klasse på plads, når han ikke syntes, at vi formåede at leve op til den standard og disciplin, han selv satte så stor pris på. "Jeg siger jo kun, at I skal huske at rydde op i klasseværelset for jeres egen skyld. Vi er en klasse, og det er vigtigt, at vi tager det nødvendige hensyn til hinanden, for at vi alle sammen kan være her og have det godt sammen.", kunne han finde på at sige, alt imens han tog nogle store slurke af sin kaffe. Han kiggede indtrængende på mig. "Jeg vil gerne lige tale med dig.", sagde han alvorligt. Jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg spekulerede som en gal på, hvad han ville tale med mig om, og hvad jeg mon nu havde gjort, siden at han gerne ville have mig for sig selv. Det var en typisk måde for mig at tænke på. Jeg var altid på vagt for, om jeg havde gjort noget galt eller sagt noget, der kunne misfortolkes, for det var jeg så vant til; altså at blive misforstået og misforstå andre. Jeg forsøgte somregel at undgå de situationer, men det var ikke så nemt for mig, da jeg havde det med at tage alting meget bogstaveligt og derfor endte i nogle meget uheldige omstændigheder sommetider, alene ved at opfatte tingene udenfor kontekst. Som regel var det heller ikke tilfældet, tværtimod det modsatte at jeg havde haft en adfærd, der var bekymrende og iøjefaldende.
   Det var ikke første gang, at vi havde haft en samtale i enrum. Jeg huskede tydeligt sidste gang, hvorledes han indtrængende havde spurgt mig, om jeg nu også havde det godt nok, og om der var noget, der trykkede mig. Jeg havde sagt til ham, at det var der altså ikke, og at han ikke skulle bekymre sig om mig, men jeg havde en tydelig fornemmelse af, at han ikke troede på mig.

Vi gik ind i et lille rum for enden af gangen, der også fungerede som skolekontor og møderum. Vi satte os ned i et par stole, der var stillet over for hinanden med et bord imellem. Det var hårde stole af plastic i en afskallet, grå nuance. Jeg følte nærmest, at jeg sad til afhøring, hvilket gjorde situationen i sig selv en anelse komisk. Hvis det ikke var fordi, at den havde været så ubehagelig. Jeg kunne ikke lide, at stolene var så tæt placeret på hinanden, for jeg følte mig utrolig blottet, og jeg kunne ikke lide, at han var så tæt på mig. Rummet var sparsomt indrettet. Der var et vindue med gardiner i en beige farve, der var trukket fra. Foruden det var der et stort verdens kort, der hang på væggen, en lille kommode, der stod i det ene hjørne samt en bogreol fyldt med tunge, støvede bøger. På bordet stod en kande vand og to glas.
   "Vil du have noget at drikke?", spurgte han mig, efter at vi havde sat os. "Ja, det vil jeg da gerne", svarede jeg. Han begyndte at hælde vand op i de to glas, der stod foran os på bordet. Det tog sin tid, og jeg ventede tålmodigt, selvom at jeg var ved at sprænges indeni. Jeg ville helst igennem samtalen så hurtigt som muligt, således at jeg kunne komme fri og ikke have en følelse af klaustrofobi og ikke at kunne trække vejret. "Mikkel. Jeg er glad for at have muligheden for at snakke lidt med dig. Det har jeg længe tænkt på at gøre. Jeg har oplevet, at det er gået voldsomt ned af bakke for dig her på det sidste. Jeg ved ikke, hvad det præcist er, der udløser denne reaktion hos dig, men jeg er begyndt for alvor at blive bekymret for din trivsel. Du virker til at være helt ude af dig selv og til at have det virkelig skidt. Jeg har også lagt mærke til, at du isolerer dig mere og mere fra de andre fra klassen." Jeg kiggede væk, da jeg ikke kunne lide, hvad han sagde. Han havde ret i, at jeg på det seneste var begyndt at isolere mig mere fra de andre fra klassen, selvom at det ikke var noget ønske fra min side af, så havde presset på det seneste været så tungt for mig, at det desværre var endt ud med, at jeg var kommet endnu mere udenfor fællesskabet end jeg i forvejen var. Han forsatte; "Er der noget bestemt galt, er der noget, du holder hemmeligt for mig? Jeg vil dig gerne det bedste og spørger dig kun for din egen skyld. Men hvis du ikke har lyst til at svare mig, så er det også i orden. Det er helt op til dig og dit valg." Jeg kiggede ned i bordet. Der gik en masse tanker igennem mit hoved. Jeg følte mig overfaldet, men noget indeni mig sagde også, at han jo blot forsøgte at komme til en forståelse af mine reaktions mønstre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg vidste blot, at jeg var virkelig forvirret og havde lyst til at flygte på stedet. Jeg følte mig som en belastning, at jeg var et "dyr i bur", der var sat til frit skue. Det var ikke en rar følelse at sidde på skolekontoret helt alene med min klasselære, der kiggede på mig som om, at han undrede sig over hver en bevægelse, jeg gjorde, og alt det som skete indeni mig.

Jeg kunne ikke sætte ord på alle de tanker og følelser, der løb igennem mig, alt imens han blev ved med at holde blikket stift rettet imod mig. Det var en velkendt følelse for mig; ikke at kunne sætte ord på, hvad der skete indeni mig, på trods af at der altid skete en masse. Og måske lidt for meget sommetider. Det var en virkelig træls følelse af at brænde inde med alt det, jeg havde indeni og ikke at kunne formulerer alle mine tanker og følelser ud til mine omgivelser. Sommetider var det blevet så slemt, at jeg havde måtte skrive sedler til min mor, som hun læste, fordi at jeg ikke kunne formulerer min tanker. Hun havde i starten undret sig lidt men havde vænnet sig til det, da hun kunne se, at det betød noget for mig.
   Det havde vi ofte gjort sammen, og jeg forbandede indædt de situationer, hvor tankerne var så mange og så begavede, men at jeg ikke var i stand til at udtrykke dem. Der havde været situationer, hvor jeg var bange for helt at brænde inde og måske forsvinde, men det var heldigvis aldrig sket. Jeg havde haft mange mareridt om dette, men det havde heldigvis kun været mareridt. "Det ved jeg ikke...", sagde jeg endelig, tøvende og usikkert. "Det tror jeg nu nok, at du gør. Hvordan går det derhjemme?" Jeg blev pludselig lidt trist ved tanken, men jeg vidste også udmærket godt, at det ikke var ene årsag til mine udfordringer. "Det går vel fint.", sagde jeg så, selvom jeg godt vidste, at det ikke helt var sandheden.
   "Fint?", spurgte han undrende. "Ja, det går godt, vil jeg sige. Mig og min far har vel vores problemer, men hvem har ikke det?", sagde jeg. "Ja såvel, I har jeres problemer, dig og din far, og hvad skal forstås ved det?" Han kiggede interesseret på mig. "Jeg tror bare ind i mellem at vi...du ved...kommer i karambolage med hinanden." "Ja okay, og hvordan kan det være, tror du?" "Det ved jeg faktisk ikke...for at være ærlig. Jeg tror bare...at vi ind imellem ryger lidt i totterne på hinanden." "Ryger i totterne på hinanden? Hvad mener du med det, Mikkel? Jeg vil gerne forsøge at forstå dig rigtigt." "Jeg ved ikke, om der er så meget at forstå. Men han kan godt blive en smule vred ind imellem, og så tror jeg, at han desværre lader det gå ud over mig." "Det lyder da ikke så godt. Du skal vide, at selvom at du siger, at han bliver vred, så er det aldrig i orden, at han lader det gå ud over dig. Har han nogensinde gjort dig fortræd? Nu skal du være ærlig overfor mig. Det er meget vigtigt, at du fortæller mig sandheden. Lover du mig det?" Han kiggede mig ind i øjnene og så meget alvorlig ud.

Der gik en lang pause, hvor ingen af os sagde noget. Jeg løsrev mig fra hans blik og kiggede ud af vinduet, der sad helt oppe under loftet og var lettere plettet og beskidt. Det så ud til ikke at have været vasket i flere uger. Udenfor vinduet gik livet videre, og jeg undrede mig over det et split sekund; at alting gik så hurtigt, og den ene dag efter den anden tog hinanden. Det kunne være helt svært at følge med.
   Nu skulle vi snart have eksamen. Hele 9. klasse var gået så hurtigt, at jeg ikke havde nået for alvor at registrere, hvor tiden blev af. Jeg kunne mærke, som jeg sad på kontoret, hvor meget jeg i realiteten frygtede fremtiden, og hvad der dog skulle blive af mig. Jeg havde overvejet flere gange, hvad jeg skulle, når 9. klasse var færdig, men jeg var ikke kommet frem til nogen gyldig beslutning, som jeg virkelig følte for. Min mor ville have, at jeg skulle direkte videre i gymnasiet. Hun kunne finde på at fange mig, når jeg sad fordybet i egne tanker, hvilket jeg ofte gjorde og brugte meget af min tid på. Sommetider følte jeg det som om, at jeg kunne blive helt opslugt i alle de idéer og tanker, at jeg havde og langsomt blive fjern.
   Det var ikke noget min mor rigtig forstod. Når hun sådan fangede mig, var det somregel med dette budskab; "Du er nødt til at uddanne dig, Mikkel. Jeg vil gerne have en søn, der har klaret sig, og som jeg kan være stolt af. Det er meget vigtigt, både for mig men da også for dig selv." Hun kunne blive helt hysterisk, hvis jeg sagde hende imod. Jeg havde flere gange sagt til hende, at jeg altså ikke var sikker på, at det virkelig var hvad, jeg ville, men hun ville slet ikke lytte til mig. Jeg havde mere overvejet at holde et sabbatår og måske tage ud for at rejse; gerne langt væk fra alt, hvad jeg kendte. Jeg trængte sådan til at komme væk og var parat til at krydse atlanten, men jeg vidste også godt, at det ville min mor aldrig gå med til. "Du har bare at gøre, som jeg siger. Du skal videre i gymnasiet, det er allerede fastlagt.", kunne hun finde på at sige. Jeg plejede at ignorere hende og ryste på hovedet. Men hun var svær at slippe væk fra. Jeg vidste også godt et eller andet sted, at det bare var fordi, at hun bekymrede sig for mig.

"Det har han ikke...", svarede jeg så endeligt. Det var løgn. Han havde jo slået mig flere gange, og særligt på det sidste havde det været rigtig slemt. Han havde været helt nede i kuldkælderen og havde råbt og skreget af mig næsten hver evig eneste dag efter skole. Grunden til at det var blevet værre var fordi, at min far var begyndt at drikke mere heftigt, end han i forvejen gjorde. Det var længe siden, at han havde været inde i en periode som denne, men der var sket noget, der havde udløst det. Min far var blevet fyret fra sit arbejde, som han ellers havde haft i mange år og været utrolig glad for. Der var sket det uheldige, at nogle medarbejdere skulle fyres på hans arbejdsplads, grundet økonomiske årsager, og det var desværre gået ud over ham. Han havde arbejdet i en kontorbygning, hvor hans primære arbejdsopgaver var at sørge for sager, der havde at gøre med udfyldelse af forskellige papirer og formularer. En dag var han så kommet ind på chefens kontor, der havde sagt, at han gerne lige ville snakke lidt med ham. Han havde troet, at det var en forhøjelse i løn, som det drejede sig om, da han særligt på det sidste havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at tilfredsstille hans chef. Min far kunne være utrolig ubehagelig, men én af de kvaliteter han besad som menneske var, at han var utrolig hårdtarbejdende og udholdende, hvilket folk omkring ham lagde mærke til og beundrede. Min far havde haft mange gode stillinger i hans arbejdsliv alene af den årsag, at han altid var klar til at yde sit bedste og kæmpe til at den pågældende opgave var udført og færdiggjort. Det viste sig desværre at være det stik modsatte, nemlig en fyreseddel som chefen overrakte ham med et skævt smil. "Ja, nogen skal jo fyres, og det er i virkeligheden ikke op til mig, men jeg skulle jo vælge nogen, og så blev det dig. Jeg er frygtelig ked af det og håber, at du forstår mit udgangspunkt.", havde han sagt og kigget på ham.
   Min fars største lyspunkt i tilværelsen var hans arbejde, og han brugte alt sin tid på det. Sommetider mistænkte jeg ham for at være meget ligesom mig, bare forklædt i en anden udgave. Måske var vi slet ikke så langt fra hinanden, som jeg troede. Han havde altid arbejdet meget, hvilket måske kunne være en måde at dække over hans egen indre sårbarhed og tvivl. Han var brudt sammen foran chefen, der beklagede men på en meget udglattende og underskyldende facon. Han havde fortalt mig alt om det, da han kom hjem samme dag, med store fagter og gestikulation. Jeg fik hermed at se en side af min far, som jeg ellers ikke plejede at se. Det både chokerede mig og skræmte mig på samme tid, for da han sad overfor mig i stolen, efter at han var kommet hjem den pågældende dag, mindede han mest af alt om en meget fortabt og yderst ensom mand. Jeg var hårdt presset derhjemme, det var sandheden, men jeg havde ikke lyst til at afsløre det over for Henrik. Han skulle ikke vide, hvor slemt det i virkeligheden stod til, og hvorledes jeg sommetider gik lange ture i natten for mig selv, når ingen andre var vågne og røg utallige cigaretter, alt imens jeg brugte timer på blot at tænke over tilværelsen.

"Okay, så vælger jeg at tro på, at det du fortæller mig er rigtigt. Jeg kan jo ikke andet end at tage dit ord for det." Sagde han. Jeg var lettet. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om situationen derhjemme med min far, der var umulig at håndtere og min mor, der langsomt var ved at knække sammen af at leve sammen med min far, som hun blev ved med at prøve at overbevise mig om, at hun elskede. Men jeg forstod simpelthen ikke, hvordan at man kunne elske en person, der behandlede én således. Hun måtte på et eller andet tidspunkt have gjort sig sine overvejelser, og jeg havde flere gange forsøgt at overtale hende til at forlade ham. "Er der noget andet, der trykker dig?" Spurgte han. Han vedblev med at kigge insisterende på mig. Jeg havde lyst til at rive mig fri af hans stærke blikkontakt. Jeg følte mig så malplaceret og forkert ved at sidde overfor ham. "Du er nødt til at tage dig lidt mere sammen, være åben og engageret i timerne. Flere af dine klasselærer er begyndt at blive frygtelig bekymrede for, om der er noget galt. Du er begyndt at blive mere stille, end du plejer at være, og det er meget svært at komme i kontakt med dig. Jeg snakkede på et tidspunkt med Karina, der mente, at du ikke længere følger med i timerne på samme måde som førhen i tiden, og det på trods af at dansk jo altid har været dit stærkeste fag. Det er virkelig bekymrende, da der jo snart er eksamen og skoleafslutning. Du skulle helst komme herfra med et godt resultat, når det kommer til dine karakterer. Det er vel også, hvad du selv ønsker?"

Han holdt en lille pause. Jeg nikkede, og han forsatte: "Du er nødt til at åbne dig lidt mere op overfor de andre elever og os lærere. Det går jo ikke, at du bare lukker i, når noget går dig på, ligesom den gang hvor at vi havde en samtale, og du bare valgte at gå midt i det hele efter at have råbt og skreget af mig. Du opførte dig helt urimeligt og gav mig aldrig en holdbar forklaring på, hvad der skete med dig, og hvorfor at du reagerede, som du gjorde. Jeg stod tilbage og forstod aldrig, hvorfor at vi ikke blot kunne have snakket stille og roligt om tingene i stedet for. Hvad skete der i realiteten?", spurgte han mig.
   "Jeg tror bare, at det hele blev for meget.", sagde jeg. Der skulle ikke så meget til for at overvælde mig, og det var ikke den eneste gang, at jeg havde valgt at forlade en samtale midt i det hele. Sommetider kunne jeg opleve, at alting voksede sig så meget sammen indeni mig, at jeg ikke længere var i stand til at tænke rationelt, men havde brug for at få et pusterum. "Ja, det forstår jeg også godt. Livet er ikke altid nemt, men synes du selv, at det er den rigtige måde at reagere på?" "Nej...det synes jeg vel ikke." "Nej, netop. Det er jeg glad for, at du kan se. Men du er nødt til at åbne noget mere op overfor os andre, ellers kan vi jo ikke hjælpe dig. Det forstår du godt?" "Jo...det forstår jeg godt. Men det er...jeg tror...jeg skal nok prøve." Min stemme knækkede over, for han havde fanget mig. Ham, som jeg altid havde troet var blind overfor det meste var åbenbart i stand til at se udover hans egne forestillinger og forventninger. Mit billede af ham var langsomt ved at ændres. Jeg bed mig selv hårdt i tungen men stoppede, da jeg frygtede, at det ville begynde at bløde. Han vidste godt, at jeg forsøgte at holde fast i min egen stolthed, men jeg var utrolig sårbar i det øjeblik. Han havde ramt et ømt punkt, og det vidste han også godt.
   "Hvis du ikke var så forbandet klog, Mikkel..." Sagde han og kiggede længe på mig uden at sige noget.

Det var en velvalgt pause, og det vidste vi begge. Den kunne faktisk ikke være blevet valgt bedre, hvilket kom til at fremstå komisk. Jeg kiggede på ham og forbandede ham, men han så kærligt tilbage på mig.
   Han vidste godt, at jeg kæmpede imod af alle kræfter for at komme væk, bare et andet sted hen, så hurtigt som muligt, men han blev ved med at se på mig på den mest kærlige måde. "...Så ville jeg tro, at den var helt gal." Jeg smilede til ham. "Men det er der vist ingen, der er i tvivl om her på skolen. Det ved alle. Jeg håber bare, at du forstår, at det ikke handler om at prøve." Sagde han og kiggede igen længe på mig. Jeg kiggede flovt ned i bordet. Nu vendte han mine ord imod mig, helt bevidst. Det var ikke særlig rart. Men han vedblev med at kigge på mig, indtil at jeg havde nikket og sagt; "Okay. Jeg tror, at jeg forstår dig. Det handler ikke om at prøve." "Nej, netop, men om at du skal have det godt. Jeg vil gerne se dig smile og være glad. Jeg kan ikke lide at se dig have det, som du har det. Jeg forstår sommetider ikke, hvorfor at du reagerer som du gør, eller hvad der ligger bag ved dine motiver. Alt jeg ser er en dreng, der har det meget svært og som næsten; det kan godt være, at det er ubevidst, skriger efter hjælp. Du er ikke en del af fællesskabet i klassen, du siger aldrig noget i timerne og går for dig selv i frikvarterne. Jeg har flere gange set dig gå rundt for dig selv, udenfor på gårdspladsen, og se helt desorienteret ud som om at du ikke rigtig er til stede. Meget kan jeg være vidne til som klasselære, men det kan jeg ikke lide. Jeg er nødt til at spørge dig, Mikkel, om du tager du nogle bedøvende midler af nogen art? Stoffer eller andre remedier?" Spurgte han og så helt alvorligt på mig. Jeg kiggede bestyret tilbage på ham. Jeg havde aldrig prøvet at tage stoffer. Hvordan kunne han også forestille sig det?
   Det var for latterligt, og jeg havde mest af alt lyst til at forlade lokalet. "Nej...eller ikke længere." Blev mit svar. "Ikke længere?" Spurgte han, så helt forbløffet på mig og forsatte; "Nu er det meget vigtigt, at du er ærlig." "Jo. Førhen tog jeg noget meget let smertestillende medicin, men det gør jeg ikke længere. Jeg tog det, fordi at mine smerter i kroppen var for ulidelige. Jeg har døjet meget med spændinger." Sagde jeg. "Ja, det kan jeg sagtens forestille mig. Det kan man næsten se fysisk på dig. En overbelastet dreng ligner du sommetider udefra, men det er også okay. Jeg kan se, hvordan at du spænder meget op i kroppen, og du er altid så stiv, som om at du skulle til et eller andet meget formelt sammentræf. Jeg tænker sommetider, at det er noget værre noget med dig, Mikkel. Hvad skal vi dog gøre ved det? Det er dog godt at høre, at du er holdt op med at tage smertestillende medicin." Sagde han.
   "Ja, det er jeg også glad for." Sagde jeg.

Der blev en lille pause, hvorefter at han forsatte; "Ja, jeg har sommetider set dig og tænkt på, hvad der mon skete med dig, fordi du virkede temmelig omtåget og forvirret. Pludselig er du bare væk. Det kan jeg bekræfte fra flere af dine lærer; at du sommetider forsvinder, nærmest ud af din egen krop, og er meget svær at komme i kontakt med. Det har skræmt nogle af dine lærer fra vid og sans, men du ved for mig, skal der mere til." Sagde han, blinkede til mig og forsatte; "Jeg tror ikke, at de kan lide det, for du virker meget langt væk, og folk har brug for at vide, at du er tilstede og er okay." Jeg vidste udmærket, hvad han snakkede om. Jeg tænkte, at det var én af mine forsvarsmekanismer, som satte i gang på ubelejlige tidspunkter. Jeg led utrolig meget af uvirkelighedsfornemmelse og sommetider følte jeg, at min sjæl hævede sig fra min fysiske krop og fløj ud af den. Det var en meget speciel oplevelse, for da kunne jeg føle, at jeg så mig selv oppe fra, og hvordan jeg reagerede i den pågældende situation uden at være del af min egen krop. "Jeg forstår, hvad du mener." Sagde jeg til ham. "Det er godt." Sagde han og forsatte; "Jeg tror, at der er flere grunde til, at du reagerer således. Jeg kan jo godt se, hvor svært det er for dig sommetider, og hvor meget at du kæmper. Jeg forstår godt, at du er hårdt ramt, og at du er utrolig påvirkelig, hvilket jeg ser som ét af dine mest fremtrædende og ømme karaktertræk. Det er utrolig tydeligt hos dig, mere end jeg har set ved andre. Det er sjældent, at det virker så stærkt som hos dig. Jeg er ikke sikker på, at du forstår, hvad jeg mener ved dette, men det er meget omfattende. Du har en utrolig indlevelsesevne, men sommetider svært ved at forstå, hvorfor folk agerer som de gør. Du virker sommetider meget ubehjælpsom, men det tror jeg ikke, at du er. Det er bare sommetider, at jeg tænker, at du er meget ubehjælpelig, men jeg forstår din måde at handle på og hvorfor at du sommetider er nødt til dette. Det er jeg ikke sikker på, at alle kan, men det er heller ikke vigtigt. Jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne gøre for at formindske din byrde. Den er meget tung, og jeg kan se, hvordan at du lider under tyngden, der sommetider er for svær at magte. Du er en utrolig sympatisk dreng, Mikkel." Sagde han og smilede til mig. Jeg kiggede ned i bordet. Det var svært at tage ind, men jeg kunne se, at han mente det. "Det har jeg altid syntes, at du var. Du kunne hurtigt blive pigernes yndling, for hvem ville ikke synes om dig." Sagde han. Jeg havde nu ikke haft den store succes hos piger, førend at jeg mødte Julia, men jeg kunne ikke lade være med at bryste mig ved hans ord. Enhver dreng ville gerne være vellidt blandt pigerne, og jeg var ikke nogen undtagelse. "Er der noget jeg kan gøre for at lette din byrde?" Spurgte han. "Nej." Sagde jeg, for jeg ville jo gerne virke stærk. "Er det ikke hårdt? Jeg kan godt se, hvor ondt at det gør på dig." Sagde han. Det kunne jeg ikke fornægte, men smerte kunne man bide i sig.
   "Det er jo ikke meningen, at det skal være så hårdt." Sagde han. "Nej." Sagde jeg og smilede. "Jeg kan ikke lide, at du skal have det så hårdt." Sagde han. "Det er okay." Sagde jeg og forsøgte at overbevise ham. "Jeg bryder mig stadigvæk ikke om det. Sådan en utrolig begavet og dygtig dreng som dig, Mikkel." Sagde han. "Det ved jeg." Sagde jeg.

"Må jeg prøve noget, Mikkel?" Spurgte han mig om. "Ja?" Sagde jeg. "Okay." Sagde han. Jeg var lidt nervøs ved, hvad han nu ville finde på. Han rakte mig et papir med forskellige ansigtsudtryk og krops udtryk på. "Er du i stand til at tyde dette?" Spurgte han. Jeg var tøvede ved, hvad jeg skulle svare.
   "Nej?" Sagde jeg. "Okay, det var hvad, jeg frygtede." Sagde han og forsatte; "Den havde jeg luret. Det er meget svært for dig at tolke kropssprog har jeg bemærket." "Ja, det er rigtig nok." Sagde jeg, for det var jeg nødt til. "Jeg kan godt se, at det er et problem." Sagde han og forsatte; "Det giver ikke rigtig mening for dig, vel?" "Nej, jeg har det svært med det." Sagde jeg. "Det er også okay. Det er ret kompliceret. Folk kan vise noget helt andet, end de mener. Jeg kan godt se, at det forvirrer dig." Sagde han. "Ja." Sagde jeg. "Det er heller ikke nemt, for det kræver en forståelse, der rækker langt udover din meget velfungerende forestillingsevne." Sagde han. Jeg smilede til ham. "Det er noget mere komplekst, for det skifter så hurtigt, og det behøver intet at have at gøre med, hvad de virkelig mener. Det tager lang tid at indøve, og det er en evig proces, især for en person som dig, Mikkel. Jeg nikkede. Det havde han meget ret i. Det var en evig proces, og noget som jeg brugte lang tid på at finde ud af.

Jeg kunne ligeså stille mærke, at jeg blev anspændt i hele kroppen. Det var nemlig en af mine mange vaner. Når jeg blev nervøs eller presset gik det altid direkte i kroppen og satte sig som spændinger, især omkring skuldrene. Jeg måtte også sluge en klump i halsen. Særligt på det sidste havde det været rigtig svært for mig. Min far havde været meget efter mig, efter hans fyring fra arbejdspladsen. "Men som jeg har forstået det, snakker du lidt med Tobias, Thomas og Frederik fra klassen?" "Ja, det er rigtigt.", skyndte jeg mig at svare, og håbede at han ved den viden ville blive en smule roligere. "Hvad laver I så, når I er sammen, jer tre gutter?", spurgte han og blinkede til mig. "Vi hænger bare ud." Sagde jeg.
   "Hænger ud?" Spurgte han. "Ja, vi er nede i byen eller i biografen.", svarede jeg. "Okay, det lyder da rigtig hyggeligt. Men både Thomas og Frederik er syge i dag, som jeg har forstået?" Spurgte han.
   "Ja, det er rigtigt." Svarede jeg og tænkte, at det var bedre end at begynde at fortælle, at de pjækkede fra skole. "Okay. Men jeg er glad for, at du har et par venner. Jeg ved også, at du snakker med Anna fra parallelklassen, men det er vigtigt at have nogle venner fra selve klassen. Alle fortjener at have nogen at snakke med, også dig Mikkel." sagde han, smilede til mig og kiggede på mig med et spørgende blik, som om at han ville sikre sig, at jeg havde forstået hans pointe.

"Men nu har vi to vist snakket nok sammen for i dag. Du skal også ind og have time sammen med de andre. Det er dansk, I skal have. Hvad har I om lige for tiden?", spurgte han nysgerrig. "Vi har om drama genren i litteraturen." "Nå da. Drama. Det lyder spændende, og det er også noget som interesserer dig, har jeg hørt? Du er med i skolens musical, er du ikke?", spurgte han og smilede stort til mig. "Jo, det er jeg...", svarede jeg og kunne mærke, at jeg rødmede. Det var rigtig nok, at jeg var med i skolens musical. Skolen havde tidligere på året søgt medvirkende, og jeg havde førhen prøvet at spille teater, så jeg valgte at tilmelde mig. Jeg fandt ud af, at skolen holdt audition, ved at jeg en dag fandt en seddel hængt op på opslagstavlen, hvor der stod, at nu var der åbent for tilmelding. "Er du glad for det? I har Alberte som underviser. Jeg kan forestille mig, at for én som dig er det rart at have en underviser, der kan guide dig, er det ikke rigtigt, Mikkel?" "Jo, Alberte er virkelig dygtig, jeg er glad for at have hende. Hun forsøger virkelig at gøre alle tilfredse. Vi har kun mødtes et par få gange, men det virker til, at det nok skal blive en succes." "Hvad skal I spille. Ved du det?" "Nej, det har vi ikke fået af vide endnu. Vi har mest bare lavet teaterøvelser, men det er virkelig sjovt." "Det er da godt. Det er en fin ting, at du har noget, som du er glad for." Vi gik ud af kontoret igen. Jeg var virkelig glad for Alberte, hun var en virkelig sød lærerinde. "Jeg har sagt til Karina, som jo skal undervise jer i dag, at du kommer lidt senere."
   Jeg smilede til ham men sagde ikke noget og forsatte hen af gangen til klasselokalet, hvor vi skulle have dansk.

De var i fuld gang med timen, da jeg trådte indenfor i lokalet, hvilket de havde været længe. Jeg brød mig ikke om at komme brasende ind i en time, da jeg så blev midtpunkt i lokalet og derfor kom til at stå og ikke ane, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Tobias var forsvundet, han havde nok bestemt sig for at pjække sammen med Frederik og Thomas. Jeg satte mig på min vante plads ved vinduet og stirrede ud af det. Det var begyndt at regne udenfor, og himlen var blevet mørk og dyster at kigge på. Jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg tænkte hele tiden på samtalen med min klasselære, den kørte i ring igen og igen. Jeg tror knapt, at jeg hørte halvdelen af, hvad Karina forsøgte at formidle oppe ved tavlen, hvorefter timen var slut.

Da jeg ville begive mig ud af skolen, ringede min telefon pludselig og rev mig ud af min egen verden. Det var Julia. Jeg blev virkelig overrasket over at høre fra hende. Hun lød bekymret. "Hej.", sagde hun, uroligt. "Hej. Er der noget galt, du lyder helt forkert?", spurgte jeg hende. "Kan vi mødes, gerne i dag?", spurgte hun, uden overhovedet at sige så meget som et hej. Jeg blev helt glad for at høre hendes stemme, men tænkte også at det var bedst at skjule min begejstring, da hun lød til, at noget virkelig gik hende på. "Ja, selvfølgelig." Sagde jeg og bed mig selv i tungen men kunne alligevel ikke lade være; "Det var virkelig hyggeligt i lørdags. Kom du godt indenfor, efter at jeg havde fulgt dig hjem?" "Ja, det gjorde jeg" Hun holdt en lille pause og forsatte; "Men der er sket noget, som jeg har brug for at snakke om. Hvornår har du mulighed for at mødes?" Jeg så på mit ur. Det var et multifarvet armbåndsur, jeg havde fået af min mor. Kl. var lidt over 3. "Om en time, hvor vil du mødes henne? Nede i byen, måske?", spurgte jeg. "Nej, det skal være et sted, hvor der er noget mere fred og ro, og hvor vi kan snakke uden at blive forstyrret." "Okay, hvad med nede ved parken?" "Det er bedre. Lad os bare sige det. Vi mødes om en time. Vi ses."

Hun lagde røret på, og jeg stod tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen af, at noget var grueligt galt. Jeg kunne ikke lide tonen i hendes stemme, den gav mig gåsehud. Jeg spekulerede over, hvad der mon kunne være galt, siden hun havde lydt så ked af det og bange. Mine tanker gik til hende, og jeg skyndte mig ud af skolen for at cykle ned til parken i alt hast. Det kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Jeg måtte se hende og have at høre, hvad hun havde at fortælle mig. Jeg cyklede ned forbi byen og skyndte mig ind i en kiosk på vejen. Jeg ville lige nå at købe noget at spise, da jeg var virkelig sulten. Jeg havde slet ikke fået frokost den dag. Jeg kiggede rundt på hylderne i butikken og bestemte mig for at købe en flaske med vand og en gulerods bolle. "Jeg vil gerne have det her.", sagde jeg til kioskmanden og smilede mit sædvanlige akavede smil. "Ja, så gerne.", svarede han.

...

Jeg kan stadigvæk genkalde Julias stemme i telefonen, og hvor oprevet hun lød. Jeg husker, den følelse jeg havde haft i situationen. Det var en underlig blanding af glæde og bekymring på samme tid. Jeg kan huske, hvor glad jeg havde været for at høre fra hende. Jeg havde slet ikke regnet med, at hun ville ringe så hurtigt til mig, og jeg var blevet revet ud af min egen verden og havde i stedet for fået hendes velbefindende og glæde at spekulere over. Jeg havde været i en underlig trance den dag, husker jeg, alt imens jeg sidder på sengen, men hun havde vækket mig og pustet liv ind i en ellers lettere depressiv tilstand.

Jeg sidder stadigvæk i mit tomme værelse. Jeg strækker mig og kigger rundt omkring i mit værelse.
   Det er stadigvæk mørkt udenfor. Jeg plejer først at gå meget sent i seng, da jeg nyder natten og altid har gjort det. Der er en særlig stemning om natten, hvor det er som om, at man tænker bedre. Jeg kigger hen på min bogreol, den er proppet til randen med bøger af forskellig art; der er både romaner af forskellig skønlitteraturirsk genre, der er biografier og digte mm. Jeg bruger stadigvæk, som da jeg var ung, mange timer om dagen på at læse bøger. Jeg har haft perioder ind imellem, hvor det har været svært at gribe en bog, da jeg har haft for mange forstyrrende og generende tanker om livet og alt hvad jeg oplever og erfarer. Men det giver også altid et pusterum fra dagligdagens tummerum. Jeg forsøger at gribe en bog, men jeg kan ikke koncentrere mig om den og må hurtigt ligge den fra mig.