På en kaserne i England, blev der holdt afskedsceremoni for en soldat, en officer der nu stod for at skulle pensioneres. Soldatens navn var Gordon. En legende i den specialenhed han nu skulle forlade, og som han havde været et forbillede for gennem mere end 30 år.
   Men hvem var han, denne Gordon?
   Han havde altid været en enspænder, altid boet alene, så længe de officerer der dagligt arbejdede i specialenheden, de kunne huske.

Forældreløs, efter en voldsom trafikulykke, endte han som spæd på et børnehjem. Som 16-årig havde Gordon meldt sig til militæret. Og det at melde sig frivilligt til militæret, var en af måderne man kunne komme væk fra børnehjemmet på.
   Han ville gerne have en uddannelse, og havde hørt at der i militæret var et godt kammeratskab imellem soldaterne. Det, og så friheden fra de daglige ydmygelser havde været vægtige grunde til hans valg.
   Og Gordon var ikke blevet skuffet, hvis man spurgte ham.
   Tidligt havde han vist evner, der helt klart kvalificerede ham til en uddannelse i specialstyrkerne.
   Selvom han ofte holdt sig for sig selv, undgik større selskabelighed, virkede Gordon ikke ensom. Han var venlig mod alle, og beskæftigede sig ofte med kollegernes børn, når der var mulighed for det. Tennis, badminton og andre spil deltog han gerne i, i den sparsomme fritid han af og til undte sig selv.
   At han var tavs, indadvendt og kun lidt smilende, havde man efterhånden vænnet sig til. Som civil var han en venlig og vellidt mand.

Som soldat var hans ansigt som en sten. Ingen havde i den tid han havde været i specialenheden, set ham smile når han var i felten. Der var Gordon den perfekte dræber, der tavst løste de opgaver han blev stillet overfor. Det havde givet ham øgenavnet: "Skyggen".

Gik man ham på klingen med hensyn til kvinder, kunne man være heldig at han åbnede sig en lille smule.
   Gordon havde aldrig, så længe han havde været soldat, haft en kvinde boende. Af to årsager, sagde dem der kendte ham. Den ene var, at ingen andre end han, skulle bestemme om han skulle vandre i de Walisiske skove, de Skotske fjelde eller fiske i de mange søer der var i England.
   Den anden grund til han ikke havde en kvinde boende, kunne man måske bedre forstå.
   Gordon ville ikke have der skulle være nogen der bar sorg, hvis der skete ham noget på de mange missioner han deltog i. At soldaterjobbet var farligt, kunne man konstatere ved at tælle de kors der var på den lokale militære kirkegård over faldne i nyere tid.
   Han var og blev en enspænder.
   Gordon havde en lidt sort filosofi angående sit forhold til kvinder. Han var som mand og soldat den fødte dræber, og kvinden det menneske der gav livet videre til næste generation.
   Kvinden skabte livet, han tog det.

Nu blev der holdt afskedstaler for officeren, obersten Gordon. Hans altid loyale og helhjertede indsats i det militær han kendte så godt, blev nævnt af de mange der i dagens anledning var kommet for at takke ham for trofast tjeneste. Endnu flere medaljer blev hæftet på hans i forvejen højt dekorerede bryst.
   Hans chef gennem de sidste femten år, General Austin, fremhævede hans store dygtighed som soldat, men også hans menneskelighed når han var på kasernens område.
   Kun de nærmeste bemærkede at den ene mundvig trak sig lidt op. Gordon smilede. Hans tanker var et helt andet sted lige nu.

Han tænkte tilbage på den eneste kvinde han nogensinde havde elsket. Han tænkte på barndomskæresten Jette Løwe, som han nu savnede meget. Ikke en dag var gået de sidste mange år, uden hun var en del af hans tanker i hverdagen.
   Hvordan havde hendes liv formet sig? Var hun gift? Havde hun børn? Og... Tænkte hun mon af og til på ham?

De var 15 og 16 år gamle da de mødtes første gang. Gordon erindrede hvor forelsket han havde været. Han huskede hun havde hvislet på en kærlig måde: "Bisse!" Når han prøvede at liste sine fingre indenfor i hendes trusser. Kærligt men bestemt havde hun afvist ham. Sagt, at det var hun ikke klar til endnu. Han huskede tydeligt de mange nætter den sommer, hvor de dansede tæt, til solens første stråler sås på himlen i øst.
   Men han havde svigtet hende til fordel for en falsk veninde, og før han havde set sig om, havde han mistet dem begge. Han angrede sin svigefulde opførsel overfor Jette, men indså også, at var de blevet sammen, var han aldrig blevet den soldat han var så kendt for.
   "Oberst Gordon!" General Austin afbrød hans tankegang.
   "Du er langt væk, hører du overhovedet efter hvad jeg siger til dig?"
   Alle morede sig, man kendte udmærket til hans indstilling til lange taler og rosende ord. Gordon kedede sig altid bravt ved sådanne lejligheder, og var ofte fraværende i sit ellers alvorlige ansigt.
   Senere, ved den efterfølgende fest, undskyldte Gordon sit uhøviske mentale fravær overfor general Austin, men generalen slog det hen med en bemærkning om, han nu snart var pensionist. Og pensionister havde lov til at være lidt distræte.
   Gordon smilede det smil der kun var en let krusning på hans læber. Når nogen ved festlige lejligheder tog ham i at være fraværende, svarede han altid med den samme sætning:
   "Fraværende? Jeg? Nej, jeg tænker på min Jette. Men det er der ikke noget at gøre ved.
   Må jeg byde Deres frue op til dans?"
   Som altid fandt Gordon den professionelle mine frem, og mente sig igen herre over situationen.

En måned var nu gået siden Gordon blev pensioneret. Han var så småt begyndt at vænne sig til sin nye tilværelse. Den lille lejlighed på tre små værelser nede i landsbyen var stor nok til ham, der var rigeligt at gøre rent.
   Opvask, indkøb af dagligvarer og civilt tøj, var noget han skulle vænne sig til. Gordon syntes det gik nogenlunde.
   Nu kunne han fiske og vandre som det passede ham. Ingen ville spørge til hvor han var. Intet vækkeur ville ringe og befale ham at stå op og møde til tjeneste. Gordon var nu helt sig selv.
   Den lille indkøbskurv han bar på, satte han ved kassen i det lokale supermarked.
   Kurven indeholdt 1 liter mælk, to store tomater, lidt grønt til pynt samt et stykke oksekød han blev nødt til at dele i to, og så fryse den ene halvdel til senere brug. Lidt ost, stegemargarine og smør samt brød, var dagens indkøb.
   Gordon rodede efter sin pung. Var lidt irriteret over at den person der stod bag ham, masede sig på. Han mærkede tydeligt at vedkommende skubbede let til ham. Med hånden tjattede han bagud, som for at fortælle at vedkommende var for anmassende.
   "Bisse". Ordet blev hvislet ud mellem tænderne på en måde, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Med et sæt vendte Gordon sig om.
   "Jette Løwe! Du her?" Kvinden smilede til ham. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, det var hende. Den Jette han i sin ungdom havde elsket så inderligt, men som han også havde svigtet på så grum en måde, at det nok aldrig ville kunne tilgives.
   "Hallo Hr. Vil De betale eller hvad?" Kassedamens tålmodighed var ved at være opbrugt. Der var også andre kunder der ventede. Med en grimasse der skulle være et afvæbnende smil, betalte Gordon, samlede sine varer i et medbragt net og gik mod udgangen.
   Udenfor ventede han på Jette. Hun så strålende ud. Smukkere end han erindrede hende, men hun var også en moden kvinde nu.
   "Må jeg byde på en kop kaffe eller noget andet?" Han bukkede let.
   Hun modtog hans tilbud. Sammen gik de, de få hundrede meter der var til den nærmeste pub, hvor Gordon i øvrigt var et kendt ansigt.
   Opmærksomt betragtede han hende mens de gik, uden hun bemærkede det. Følelserne for den kvinde han engang havde elsket så stormende var voldsomme, de var ved at tage vejret fra ham. Hvor var hun dog smuk.
   Kluntet fik han bænket dem begge ved et bord i den tilhørende have.
   "Kaffe"? Jette nikkede.
   "Noget til?"
   "Nej tak, bare kaffe, sort."
   "Agnes, det samme til mig, og en lille Pastis. Den franske, du ved. Jette, Pastis?"
   "Nej Tak, Gordon."
   Servitricen nikkede til dem begge og forsvandt.
   "Hvad bringer dig så her til dette øde udsted af en landsby, der kun lever fordi her er en garnison af soldater, Jette?"
   "Det gør du, Gordon." Jette så på ham med sine gråblå øjne.
   "Min svigerfar, general Austin, har fortalt så meget om dig. Jeg har diskret fulgt dig, din gøren og laden, efter jeg mistede min mand ved en mission i Afrika for nogle år tilbage. Han var en del af en tophemmelig enhed, der skulle befri et belgisk hospital der var taget som gidsler af hvide lejesoldater. Han døde derude, og er desværre aldrig blevet fundet.
   Han var næstkommanderende i en specialenhed under en officer, hvis navn og nationalitet jeg ikke kan få oplyst. Enheden mistede tre mand dernede, ifølge min svigerfar. Den Belgiske regering havde diskret bedt om hjælp via Nato og FN-kontoret i Bryssel.
   Nå, men det er vist ikke det vi skal sludre om, vel?" Jette smilede spørgende til Gordon. Da han ikke gjorde mine til at kommentere hendes ord, fortsatte hun.
   "Jeg har i øvrigt to døtre. De er begge flyttet hjemmefra, så jeg er alene nu, og savner en at være noget for."
   Igen kikkede hun indtrængende på Gordon. Ville han dog bare sige et eller andet, afbryde hendes enetale. Men da han stadig ikke viste så meget som en trækning i sit alvorlige ansigt, fortsatte hun.
   "Det er fortalt mig, at du kender til det der skete nede i Afrika. Er det sandt Gordon? Og vil du ikke nok fortælle mig hvad du ved?" Hun så på ham med øjne der tydeligt viste, at hun nu nærmest var desperat for han skulle kommentere hendes ord.
   Langsomt går det op for Gordon, at det er den mission han var chef for, for år tilbage. At det var ham der koldt dræbte hendes mand for voldtægt og tjenesteforsømmelser af groveste art i en skudduel dem imellem.
   Men han kunne ikke fortælle hende sandheden, den ville hun ikke have mulighed for at forstå, mente han. Og nu fortalte hun ham så, at hendes svigerfar var general Austin.
   Generalen kendte udmærket til de detaljer der var omkring den ulykkelige sag med hans næstkommanderende.
   Nonnernes leder, Abbedissen, havde sammen med lægerne sendt en indberetning til den belgiske regering, der diskret havde sendt den videre til de engelske myndigheder.
   I indberetningen kunne man læse, at hans næstkommanderende havde stjålet morfin og piller i medicinkassen, da de var på vej tilbage til friheden. En ung nonne havde grebet ham på fersk gerning, og truet med at melde ham til Gordon, hvis det ikke øjeblikkeligt stoppede.
   Han havde banket hende til hun besvimede. Derefter havde han brutalt voldtaget hende. Det var under voldtægten Gordon var blevet tilkaldt af en fransktalende læge.
   Hans næstkommanderende havde, efter at være blevet afsløret midt under voldtægten, skudt på ham og såret ham i armen. Derefter havde Gordon kun set en udvej, nemlig at dræbe sin næstkommanderende.
   Hele forløbet var senere kommet frem ved særligt forhør. General Austin var blevet udpeget af det engelske forsvarsministerium, havde personligt stået for undersøgelsen, og havde ikke haft nogen bemærkninger til tabet af Gordons næstkommanderende. Og det på trods af, at Gordon nu kunne forstå, det var Generalens søn de talte om. Austin hed jo hver tredje indbygger i England, så det havde ikke sagt Gordon noget som helst tidligere.
   Pludseligt rejste Gordon sig, sagde farvel og tak for samtalen, fortalte han havde et møde om mindre end en halv time og ikke kunne afse mere tid.
   Nærmest i panik gik han mod udgangen der var spærret af en servitrice, hun serverede for nogle gæster. Han prøver at mase sig forbi hende, men det mislykkes. Så hører han Jette Løwes stemme ganske tæt ved sit øre.
   "Stop! Gordon! Du kan ikke løbe fra din fortid, og det ved du godt.
   Jeg ved det var dig der var chef for enheden, det fortæller din opførsel mig, og at du kan fortælle mig hvad der skete.
   Kom tilbage til bordet og lad os tale om det som voksne mennesker."

Gordon opgav sin flugt. Men han havde det ikke godt lige nu.
   Da de havde sat sig igen sagde Jette:
   "Gordon. Jeg tror det var dig der dræbte min mand, men jeg ved ikke hvorfor. Vil du ikke nok fortælle mig hvad der skete nede i Afrika? Så jeg og pigerne kan få fred i vore sjæle? Og fortæl mig hvor han ligger begravet." Hun så oprigtigt bedende på ham.
   Dræbersoldaten var for første gang i sit liv trængt. Hvad skulle han gøre? Og hvorfor havde hendes svigerfar, general Austin, ikke for længe siden fortalt hende sandheden? Det var hans søn der nu lå et sted i junglen og rådnede op, uden så meget som et enkelt kors eller en pæl, til at markere hvor han var stedt til hvile. Og hvorfor havde generalen ikke tidligere henvendt sig til ham personligt, og fortalt om sit familieforhold til hans daværende næstkommanderende?
   "Gordon! Jeg kan se i dine øjne at du er rasende. Jeg er bange for din vrede. Men jeg må vide hvad der skete.
   Jeg har opsøgt det kloster i Belgien der sendte nonnerne til Afrika. Søster Terese har fortalt mig, hun i sit hjerte takker dig for din barmhjertighed og beder for din syndige sjæl hver dag.
   Moder Filippa sagde til dig, du var djævelens yngel, men ingen af dem vil fortælle hvad der skete. Dog sagde de begge, at de hver dag beder for frelse af din fortabte sjæl.
   Du er en dræbersoldat. Det ved jeg, og det kan jeg leve med. Men ikke din tavshed. Har pigerne og jeg ikke ret til at vide hvad der er blevet af min mand og deres far? Dine øjne der før var varme, er nu kolde som is, og jeg er bange for dig nu.
   Hvis du engang elskede mig, Gordon, så fortæl mig sandheden, uanset hvor forfærdelig den måtte være. Så kan pigerne og jeg få fred i vore hjerter."
   Jette så igen på Gordon, der slog øjnene ned. Skuldrene hængte og det var tydeligt han var ramt i sin inderste sjæl. Øjnene flakkede og han rystede let. Han havde dræbt denne kvindes mand, børnenes far. Kvinden som han i sin ungdom havde elsket så inderligt, at han i de sidste mange år havde tænkt på hende dagligt. Nu sad hun overfor ham og krævede en forklaring. Hvad skulle han sige? Hvordan forklare hende hvad der er soldatens lod? Ville hun nogensinde kunne forstå, og tilgive ham?
   Jette afbrød hans tankegang.
   "Moder Filippa sagde også til mig, at jeg skulle finde den soldat hun havde kaldt for "Djævelens yngel", fordi hun ikke kendte hans navn. Hun vidste kun, han bar et kostbart smykke i guld, et krucifiks besat med mange ædle stene. Smykket havde han fået af søster Theresa for at have forsvaret hendes ære.
   Når du finder ham, så bed ham fortælle dig sandheden om hvad der skete i Junglen. Kun gennem ham kan i alle finde fred.
   Gordon, om din hals ser jeg et krucifiks mage til det der er beskrevet af moder Filippa. Fortæl mig hvad der skete i junglen. Fortæl mig sandheden om min mand, og hvorfor du så koldt henrettede ham uden rettergang. Hendes øjne var bedrøvede. Ikke vrede eller anklagende.
   Gordon rejste sig langsomt og betalte.
   "Jette, jeg kan ikke holde ud at se dine øjnes sorg over, det var mig der dræbte din mand, dine pigers far. Vi kan gå hjem til mig, eller til et hvilket som helst sted du vælger. Jeg vil fortælle dig sandheden. Om det så er det sidste jeg gør, inden du forlader mig for altid."
   Også Jette havde rejst sig. Stille sagde hun, mens hun tog ham under armen.
   "Gordon! Jeg ved det bliver svært for os begge, men det er noget vi skal igennem. Lad os gå hjem til dig."
   Sammen forlod de pubben.