I en spiritus forvirrende tåge, ser han hende komme imod sig.
   Den kvinde han for år tilbage så pludseligt havde forladt.
   Han synes hun smiler, selvom smerten, ensomheden, har sat sine spor i hendes ansigt.

Hvor er han? Hendes mand igennem 10 år, der uden ord forlod hende for over et år siden?
   Er det ham der sidder på bænken med en ølflaske i hånden?
   Ansigtet er stribet af en blanding af snavs og den silende regn. Hans skæg er vildt og utrimmet, øjnene synes fulde af smerte, søgende hendes?
   I et sekund er hun ikke i tvivl. Det er ham. Den mand hun elskede så varmt og kærligt. De øjne kunne hun ikke tage fejl af.
   Hvorfor er han ikke nær hende? Taler til hende og tager hendes hånd i sin?
   Sorgen over han gik uden et ord, ensomheden, tynger hende.
   Alt liv er som udslukt i hendes øjne. Hendes hjerte krymper sig over de tunge tanker der ikke kan forklares, men skal føles.
   Hvorfor svigtede han deres kærlighed? Forsvandt uden et eneste ord?
   Havde han dog bare råbt op, skældt ud eller banket i bordet, kunne hun have forstået det.

Hun havde ikke set ham siden, og politiet ville ikke efterlyse ham. Han havde truffet et valg, havde de sagt, det måtte hun så acceptere og lære at leve med.
   Mange var de aftener hvor hun bildte sig ind, at hun hørte hans skridt på trappen, men når hun åbnede døren var der ingen at se.

Hun stopper op, vil spørge om han er den hun tror, men ordene vil ikke komme over hendes læber. Længe ser de på hinanden. Så sænker han blikket, ser bort og mumler stille.
   "Du fortjente ikke at blive svigtet på den måde. Men jeg kunne ikke mere. Undskyld, det var ikke min mening at komme her igen, at såre dig, undskyld! Jeg går nu."
   Han tager en tår af flasken og sukker. Savlet driver med regndråberne ned ad hans skæg. Han prøver på at rejse sig, men falder om kuld på bænken. Fuld og forvirret.

"Jensen for pokker! Du kan ikke ligge her i regnen. Du bliver syg." To politibetjente hanker op i den fulde mand og halvt bærer halvt slæber ham hen i transportvognen. Den ene vender sig mod kvinden.
   "På Jensens vegne: Tak fordi De ringede til os. Her kunne han ikke ligge i det vejr. Vi tager ham med til Sundholm hvor han normalt opholder sig. Hvad han laver her, ved vi ikke. Det er ikke hans kvarter. Kan De have en god dag, frue?"
   Hun nikker og mumler:
   "Tak, i lige måde." Så går hun langsomt hjem til den lille lejlighed.

Skulle hun have bedt betjentene bringe ham hjem til hende?
   Hun vil tænke over det. Nu vidste hun trods alt hvor han opholdt sig. Så måtte fremtiden vise hvad der kunne ske.