"Mine to japanske venner var de eneste, jeg kunne stole på og tale med. Men kun om aftenen, hvor vi mere eller mindre var overladt til os selv. Der var stadigvæk stikkerne, dem måtte man hele tiden være på vagt over for. Normalt var et enkelt vredt blik fra mine Japanske venner nok, men en gang imellem måtte vi ty til lidt bestikkelse, for at kunne tale i fred.
   Japanerne var sande mestre i at fremstille små hverdagsting, der kunne være til stor nytte i dagligdagen. Det var de ting vi fortrinsvis brugte som bestikkelse. Eftersom alle vidste vi gerne ville være alene, var det ikke svært at få fred.
   Mange af de kriminelle var rene sinker, de var nemme at snyde, let at overbevise om dette eller hint. Når vi så spillede dem ud mod hinanden, var det rigtigt fint.
   Jeg husker speciel en enkelt, men for os meget vigtig oplevelse. En af de kriminelle ville gerne lære et par ord på Japansk. Han lærte også lidt. Det tog sin tid, men han blev efterhånden ganske god til udtalen, ifølge Japanerne.
   Det var os den største fornøjelse, at høre en kriminel sige til en vogter eller stikker, på det bedst klingende Japanske:
   >>Du er det dummeste svin, jeg har set til dato.<<
   Begge grinede meget af den svada. De troede det var en ligegyldig remse for børn, men smukt lød det for en ikke sprogkyndig. Jo, der var også små lyse sider, men de var i absolut mindretal.
   Som sagt ville jeg derfra, jo før jo bedre. Jeg rådførte mig med mine japanske venner. Vi blev enige om, skulle jeg have bare den mindste chance, kunne det kun lade sig gøre om vinteren. Om sommeren ville jeg hurtigt blive indhentet af hundene. Det var helt sikkert man blev skudt under flugten. Ingen kunne flygte, liget ville blive udstillet til skræk og advarsel for andre, hvis der skulle være andre der ville få den vanvittige ide.
   I den tid japanerne havde været i lejren, var der ingen der havde forsøgt at flygte. Vinteren var det eneste tidspunkt, hvor man ville have bare en lille chance.
   Nu vil du vel sige:.. De kan da bare følge sporene!... Ja, det er rigtigt, men i de 8 måneder det er streng vinter, er temperaturen nede på mindre end minus 50 grader, og så kommer den chance jeg taler om... Snestorm, hedder den... Kun under en langvarig snestorm har du en lille chance, dem er der måske 5 til 6 af på en hel vinter. I en sådan snestorm er det ikke muligt at gå uden for en dør, det ved alle. Det vil øge dine chancer for at slippe væk, da optælling ofte springes over når stormen er værst. At dine chancer for at overleve i forvejen er små, det er en kalkulering du helt selvfølgelig må regne med. Men det er altså din eneste chance.
   Vi lagde planer resten af den sommer, alt skulle gemmes i vore egne hoveder, intet måtte komme på tryk. Det var helt sikkert døden, hvis der kom noget ud.
   I det stille samlede og lavede vi forskellige ting, der kunne være til stor nytte for mig. Brød i små pakker gjorde vi våde, for derefter at klemme dem flade så de fyldte mindre, derefter skulle de tørres så de ikke mugnede. Små pilespidser, lidt større spydspidser, snor til strenge, og en rygsæk af egen konstruktion. Alt sammen så nøje planlagt, og alt så godt gemt eller kamufleret, at det var næsten usynligt. Ingen ville spørge til, eller finde noget mistænkeligt i det vi lavede. Tøj var det sværeste at skaffe, uden det vakte mistanke, så det var minimalt hvad vi kunne samle.
   Men en dristig plan tog form i mit hoved. Jeg var i forvejen dømt død, så hvad betød et liv mere eller mindre?...
   Endelig blev det rigtig vinter. Vi mistede mange i den første tid. Den gamle Japaner døde af kulde og sygdom. Det var et svært slag at få. Både hans søn og jeg sørgede, det var en hård tid.
   Efter et par dages voldsom storm, mente jeg dagen var kommet. Der havde været et længere varsel for stormen. Beredskabet var kun sporadisk, og en del af vagterne var sløvede af al den lediggang. Efter appellen der ikke kom, skulle det være.
   Vi fandt alt grejet frem, og pakkede det i rygsækken. Alt det tøj vi havde kunnet skaffe, tog jeg på. Det var ikke meget, men jeg havde en plan.
   Vi gik igennem lejren til hovedvagten, og så der var 4 mand derinde. Det kunne kun betyde, at der ved bagindgangen ville være én enkelt vagt. Vagttårnene var ikke bemandede i snestorme, der kunne de alligevel intet se. Min Japanske ven hjalp mig udstyret på, jeg gik mod den bygning der skulle lodse mig ud i friheden.
   Japaneren gik tilbage. Efter aftale skulle han gøre sig synlig overfor vagterne og de andre fanger, men på en diskret måde, så alle troede han havde været der hele tiden. Fremme ved bygningen så jeg vagten ligge hen over bordet. Han sov. På bordet stod der en tom flaske. Kunne jeg mon være så svineheldig at han var fuld? Jeg troede det næppe, ville ikke tage chancen, så jeg sneg mig så stille jeg kunne mod døren, åbnede den og gik ind i vagtstuen.
   Idet jeg trådte ind, vågnede han. Med et brøl røg han op af stolen, men for sent. Den lille kniv, som mine gode Japanske venner havde lavet til mig, huggede jeg igen og igen ind i hans strube. Den var skarp som en operationskniv. Tungt og rallende faldt han om på gulvet. Det flød med blod overalt. Jeg måtte arbejde hurtigt.
   Jeg for ud til skabet i gangen til vagtstuen, iførte mig på rekordtid en polardragt, tog en ekstra med over armen, og to par ski. Ud af døren til skoven, og så bare derudaf.
   Den voldsomme storm chokerede mig, den var værre end jeg havde forestillet mig. Efter et par hundrede meter måtte jeg gøre holdt. Jeg var ved at tabe vejret, kulden rev i mine lunger, og jeg måtte pakke om. Der var alt for megen vindmodstand i min udrustning, til jeg kunne komme bare nogenlunde hurtigt væk fra lejren. Jeg var panikslagen, men huskede så den gamle Japaners ord.
   >>Brug karma, tving dig til at tænke klart. Og stol på din gud og dig selv.<<
   Jeg tog alt udstyr af, pakkede om og snørede til, så det fyldte så lidt som muligt. Jeg opdagede jeg havde tabt den ene ski, jeg havde i reserve, der var ikke tid til at gå tilbage og lede efter den nu, det var bare med at komme videre. Selvom jeg snørede hætten helt til omkring ansigtet, kom vinden alligevel ind. Sneen piskede mig i ansigtet og rev det til blods, men jeg måtte videre.
   Jeg tumlede imellem træerne, prøvede at følge den vej vi så ofte havde fulgt, når vi var på arbejde. Jeg ramte træerne, slog mig, ikke alvorligt, men alligevel så meget, at det ofte tog mit vejr. Jeg måtte standse og orientere mig. Efter et minuts hvil tumlede jeg videre, nu mere målbevidst. Jeg stolede på min egen stedsans.

Sådan fortsatte jeg i flere timer. Det begyndte at blive en smule lyst, det gav mig lidt mere mod, stivede mig af. Stormen rasede med uformindsket styrke. Jeg måtte bide mine smerter fra ansigtet i mig, det var helt sikkert nu, at de havde opdaget min flugt.
   Den døde vagt?... Ham kunne de skrotte, han var en usympatisk drukkenbolt, en tidligere småkriminel med de rette forbindelser, der havde givet ham det mest beskidte job blandt vagterne, banke os når vi ikke makkede ret, og retten til at være stik i rend dreng for de andre vagter, samt de usleste vagter om natten. Jo, det var en tjans. Han gik i hvert fald op i det med liv og sjæl, mest det med bankene, en ren satan og sadist.
   Hvis bare den sne ville stoppe lidt, jeg var følelsesløs i det meste af ansigtet, men endnu var jeg ikke langt nok væk til at føle mig sikker. Jeg huskede en slette lidt længere fremme, jeg måtte over den. Den var vel 5 til 6 km. bred, og det meste af den gik ned ad bakke. Kunne jeg bare krydse den, ville jeg være i noget dallignende terræn, det måtte da give lidt læ.
   Vi havde brugt megen tid på at tilrettelægge ruten. Hvad ville de gøre, når de opdagede jeg var væk?... Det spørgsmål stillede vi os igen og igen. Vi var nået til den konklusion, at kunne jeg bare nå de dybe skove med bjergslugterne, var jeg sikret et pusterum til at tænke og planlægge.
   Jeg jog af sted på skiene. Jeg der ellers aldrig havde været særlig god til at stå på ski, måtte nu bilde mig selv ind, jeg var en mester. Intet mindre kunne gøre det. Hvis jeg ville overleve, måtte jeg lære det i en fart, der var ikke plads til fejltagelser.
   Det gik godt så længe det var ned ad bakke. Da stigningen kom, svedte jeg som en hest. Det var aldeles livsfarligt. Sveden kunne på et minut underafkøle mig. Jeg måtte ventilere dragten omgående og sætte tempoet ned. Det gik for langsomt syntes jeg, men der var ikke noget alternativ, hvis jeg ville overleve.
   Således tænkende, befandt jeg mig pludselig i den vildmark jeg var gået efter.
   Jeg var nu delvis i læ for den barske vind. Det blev vanskeligere at komme frem, jeg måtte tage skiene af. Alt lå på kryds og tværs i denne naturskov. Et rent vildnis af væltede træer og buske der svirpede omkring mig. Sneen var dyb. Jeg manglede snesko, men det var for sent nu at komme i tanke om det. Vi havde faktisk drøftet det, men anså det alt for risikabelt at fremstille nogle snesko.
   Jeg fortsatte fremad, og pludselig befandt jeg mig på kanten af en skrænt. Hvor dybt der egentlig var under mig, vidste jeg ikke, jeg kunne ikke se hele vejen ned til bunden af skrænten, på grund af snefoget. Jeg fulgte kanten et stykke, og opdagede til min glæde en bred fure, der førte skråt ned mod dybet, Jeg satte mig ned, tog chancen og kurede af sted nedad.
   Det gik meget stærkt. For stærkt syntes jeg, jeg prøvede at bremse, men forgæves, det gik bare derud af, så måtte Vorherre hjælpe mig. Jeg endte i en stor snedrive, der næsten begravede mig helt. Jeg prustede, gravede mig fri, og opdagede jeg var i bunden af slugten. Nu gjaldt det om at finde et sted hvor jeg kunne skjule mig.
   Jeg fortsatte over mod dalens anden ende. Selvom det var anstrengende, fik jeg nye kræfter bare ved tanken om, det vel snart ville lykkes mig at finde et hvilested. Jeg gik så hurtigt jeg kunne, og sådan som jeg mente det mest forsvarligt. Ikke svede, huske at ventilere.
   Der var flere kilometer over til den anden side af dalen, jeg nærmest famlede mig frem i blinde.
   Da jeg var nået over slugten, fortsatte jeg langs med kanten af klippen. Lige foran mig var en lille åbning. Var det en hule? Jeg var meget spændt. Jeg kravlede ind igennem den sprække der var i klippen. Hulen var mørk.
   Jeg ventede til mit syn havde vænnet sig til mørket, og kravlede lidt længere ind. Sandelig, den udvidede sig en smule til et brugbart lille rum. Her kunne jeg være i sikkerhed i nogen tid, håbede jeg. Jeg var lykkelig men også træt. Usigelig træt, jeg ønskede kun at sove.
   Med et slog den tanke ned i mig, at her kunne være bjørn. Jeg kunne kun skelne få konturer, men det ville være dødsens farligt, hvis der var en bjørn der var gået i hi her. Jeg måtte være yderst forsigtig.
   Jeg undersøgte den lille hule forsigtigt, klar til flugt, men jeg var alene herinde.
   Jeg rullede den anden vinterparka ud, og så der fra en lomme faldt noget ud. Et kort. Ganske vist kun over omegnen af lejren, men det at jeg havde et rigtigt kort, var en dyrebar oplevelse og gave. At jeg ikke kunne bruge det til noget som helst, sagde mig ikke noget nu, dertil var jeg alt for konfus og udmattet. Jeg måtte hvile mig, så måtte mine ansigtsskader komme i anden række.
   Jeg lagde mig ned, indsvøbt i begge parkaerne, og faldt hurtigt i en dyb søvn."---