Når kærligheden smerter, går alting helt i stå.
Den blæser ud som kerter, der vinden puster på.
Den brænder sjælens tanke, den sætter alt i stå.
Den giver hjertebanken, er smertelig og rå.

Hvor er du dog du kære? Hvorfor gik du fra mig?
Hvorfor ku vi ej være på kærlighedens vej?
Jeg vågner så alene, ved solens varme kys.
Mit hjerte er så ene. Jeg mangler jo dit lys.

Og tankerne er mørke. Jeg vil kun hos dig være.
Min sjæl den har en tørke, der ej er til at bære.
Den svinder bort som livet, som bølger på en sø.
Den bøjer sig som sivet, og ved den nu skal dø.

Den kæmper som i blinde. Den har nu mistet alt.
Du vil den ikke finde. Dens sidste suk er talt.
Den er nu kun et minde, et ord der var engang.
En følelse, en kvinde. Der sang sin svanesang.