David


Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer og lyskryds mødte en horisont af vidtstrakte marker, åbne vidder, åbent landskab. Der var højt til himlen over Mosehaven. Luften var frisk af vinden fra markerne.
   Han havde sagt sit job op som trappemontør. Det var sket fra den ene dag til den anden, efter at han havde arbejdet som trappemontør i elleve år, og før trapperne arbejdet med vinduer og døre, var uddannet maskinsnedker. Og selvom han altid havde været god med hænderne, og selvom han havde holdt af arbejdet med træet: duften af frisk træ, at slibe splinterne af, havde han altid haft lyst til at arbejde med mennesker. Det havde han ofte fået at vide: at han var god til mennesker.
   Han havde læst jobannoncen tilfældigt. Ufaglært nattevagt. To nætter i ugen. Arbejdsplads: Mosehaven.
   Et bosted for udviklingshæmmede.
   Han havde været til jobsamtale med Ketty kun to dage senere, de havde kun været de to til samtalen. Hun havde sænket stemmen, nærmest hvisket til ham over bordet:
   "Der er jo visse helbredsrisici forbundet med natarbejde."
   Hun havde set på ham med et udfordrende blik i sine meget runde, meget brune øjne. Som om hun troede, at han nu ville fortryde. Hun havde så uddybet risiciene:
   "Forhøjet blodtryk. Øget risiko for visse former for cancer."
   Hun havde trukket sig tilbage fra bordet og skænket kaffe op til dem begge, helt op til kanten af krusene.
   "Har du nogen erfaring med sindslidende?" havde hun spurgt ham, og han havde studset over betegnelsen. Han havde været en smule utilpas ved situationen, dette direkte forhør. Havde rømmet sig.
   "Det var ikke udviklingshæmmede?"
   Han vidste ikke, hvad man sagde. Ketty havde verfet ud med hånden, som om det var det samme.
   "Jeg har arbejdet meget med træ. Jeg er uddannet maskinsnedker."
   Hun havde set på ham med sammenknebne øjne, og han var kommet til at smile, næsten grine, fordi han ikke vidste, med hvilket ansigtsudtryk han ellers skulle gengælde hendes blik.
   "Jeg tror, du kan noget med mennesker."
   Hun havde nikket til ham, og så var hun fortsat med at nikke: en langsom, rytmisk nikken med hovedet, som om hun havde indviet ham i en betragtning, hun regnede ham for ikke selv at være i stand til at indse.
   "Det tror jeg da også, at jeg er."
   "Og du har ingen erfaring med stress? Depression?"
   Det havde han ikke. Ketty havde noteret i sine papirer. Hun havde set på ham og nikket fortsat.
   "Det er jo en broget flok, vi har med at gøre. Lige nu har vi kun seks beboere. Der flytter en syvende ind om et par dage. Han er stadig i udredning. Højst sandsynligt noget autisme-diagnose. De fleste bevæger sig inden for autismespektret. Det er vigtigt med forudsigelighed. At alt er som det plejer. Tryghed. At beboerne har tillid til os. Nogle af dem har det svært med nætterne. Men sådan kan vi jo alle sammen have det. Med nætterne."
   Hun havde nikket igen, og smilet til ham. Hun havde talt til ham, som om han allerede var ansat, og det var han åbenbart. Hun havde sagt det igen:
   "Jeg tror, du kan noget med mennesker."

Det var først efter midnat, at han var begyndt at lægge mærke til tiden, at tiden var begyndt at gå langsomt, og han var begyndt at lægge mærke til sine øjenlåg, deres tyngde ned over øjnene, næsten som om de kunne glide videre ned over kinderne og hænge og dingle som et par tunge og trætte hudlapper.
   Han stod stille i køkkenet og iagttog kaffen løbe drypvist gennem filteret, og overvejede om han skulle lede efter noget kalkfjerner, men så kom han fra det.
   Der var en særlig stemning på Mosehaven om natten. Der var ingen gadebelysning uden for vinduerne. Ingen støj fra trafik.
   Indenfor, på Mosehaven der havde form som et L med sine to længer, den ene længere end den anden, forblev lyset tændt af en automatisk foranstaltning. Lyset i køkkenet blev reguleret af sensorer. Sad han stille for længe, slukkede det brat. Af og til måtte han rejse sig op og strække sin arm op mod loftet, fægte med armen og vinke, før lyset vendte tilbage med en urolig blinken i lysstofrørene.
   Der var diverse rengøringsopgaver til natten. Han skulle vaske gulvene, tørre flader af, sætte vaske over. Inden midnat var han færdig med opgaverne. Der blev stille, da han selv stod stille. Da hans egne lyde ophørte.
   Der lå seks mennesker og sov i bygningen. Han var den eneste vågne på Mosehaven.
   Han kunne se sit eget spejlbillede i køkkenets vinduesparti, der vendte ud mod markerne, som han stod der foran kaffemaskinen. Det var sket fra den ene dag til den anden. David: trappemontør. David: nattevagt på Mosehaven.
   Flere gange syntes han, at han kunne høre lyde, og han koncentrerede sig om at lytte, men der var kun stilhed. Så hældte han kaffe op i sit krus.
   Man kunne fornemme det tydeligt, at Mosehaven ikke var et hjem, men et bosted, selvom pædagogerne med ihærdige tiltag havde forsøgt at tilstræbe en hjemlig atmosfære, en hyggelig stemning, med grønne planter på fællesarealerne, kunstige dog, og det nyeste arrangement: citatvæggen i den fælles stue, som Ketty havde præsenteret ham for ved en rundvisning. Rustikke emaljeskilte i pastelfarver:
   "Home Sweet Home." "Little things make big days." "Excuse the mess, we just wanted you to feel at home."
   Men der var ikke noget rod. Der var ikke noget, der flød. Og han vidste allerede nu, at han ikke ville finde nogen kalkfjerner, selv hvis han gav sig til at lede efter den. Han havde allerede overskuet alt, hvad der var. Alt var struktureret, arrangeret. Der var ikke noget, der kunne blive væk, forputte sig, gemme sig. Alt var synligt. På skabslågerne var der klæbet hvide klistermærker. Med sorte blokbogstaver stod angivet, hvad skabet skulle indeholde. "Spil" "Elektronik." "Skriveartikler."
   Der var ingen kalkfjerner på Mosehaven.
   Så. Han følte et underligt brus af adrenalin i kroppen, da han hørte trin på gangen, i stilheden. Og trin der standsede. Der havde været stille så længe, og nu: en lyd. En anden, der var vågen.

Det var manden med lakjakken. Han stod nøgen på gangen. En stor mand med et stort skaldet hoved, og David tog sig selv i at sige godaften, og manden svarede ham ikke. Det var jo heller ikke aften. Langt over midnat nu.
   Ketty havde gennemgået hver enkelt beboer efter rundvisningen. Manden med lakjakken: Han kunne vågne pludseligt og forvilde sig ud på gangen. Havde vanskeligheder med det verbale sprog. Det var kropssproget, man skulle lægge mærke til. Man skulle føre manden tilbage til hans værelse. Man skulle iklæde ham lakjakken, der hang på indersiden af døren, og manden ville gå tilbage til sin seng.
   Det var ikke så meget dét, at manden var nøgen. Det var mere dét, at han ikke kunne huske mandens navn. Noget med V.
   Han lagde mærke til mandens kropssprog, til armene, der hang udeltagende langs siden. De var slet ikke med i mandens forsøg på at udføre en kropslig handling. Det var kun fødderne, der gjorde et forsøg: trippede ubestemmeligt i små stødende skridt frem mod ham.
   Så tog han endelig mod til sig:
   "Skal du have hjælp til noget? Skal du ind i seng igen?"
   Han forsøgte at tage fat om mandens overarm, men manden veg tilbage med et spjæt. Han forsøgte at genkalde sig, hvad Ketty havde fortalt ham. Overfølsomhed for sanseindtryk. Fobi for ligusterhække.
   Der var navneskilte i metalskinner til højre for dørene til værelserne, og han kom i tanker om, at manden hed Morten, eller det stod ved siden af den eneste dør, der stod åben.
   "Det er herinde, Morten." Han gav sig til at vinke efter manden. "Det er herinde, du sover."
   Der hang en svag lugt af frisk sved ved kroppen, da Morten trådte forbi ham ind i værelset, og han standsede ved tomandsbordet, hvor to gule dækservietter med broderet kant lå overfor hinanden ud for to stole, og hvor der på den ene lå en kam, som Morten nu begyndte at redde sig med over sin skaldede isse, en monoton bevægelse fra panden om i nakken.
   Den hang på indersiden af døren: En skinnende pink lakjakke.
   "Nu skal du bare se her."
   Han lirkede jakken af krogen og foldede den ud bag Morten, så han let kunne træde ind i den, og Morten lagde kammen omhyggeligt fra sig på dækservietten, løftede sine store arme op, som svævede de af sig selv, lod dem forsvinde ind i jakkens ærmer, og et par store hænder kom til syne ud gennem ærmegrebene. Han gav sig så til at knappe knapperne én for én, til han havde knappet den øverste i kraven, hvorefter han gik forbi ham og stod stille foran sengekanten, inden han forsigtigt lempede dynen til side og glattede hovedpuden.
   Han lagde sig ned på en måde, som om ingen bevægelser var tilfældige: satte sig på sengekanten og slog de samlede ben op under dynen, trak dynen op under hagen med begge hænder fat i kanten, til kun en pink kravespids stak op.
   "Jamen, så godnat."
   Manden havde allerede lukket øjnene. Lyset fra gangen faldt ind i en firkant over gulvet, da han slukkede lyset i værelset, svandt ind til en smal stribe, da han lukkede døren forsigtigt.
   Han stod stille lidt i gangen, mærkeligt stolt over sin egen præstation. Det var noget andet end trapper. Et menneske. Det var den første situation, han havde tacklet på egen hånd. Som nattevagt på Mosehaven.
   Han gik tilbage til køkkenet, strakte sin arm op mod loftet i en hurtig bevægelse, næsten som at heile, tænkte han, og lyset vendte tilbage.
   Der var kun et enkelt ubeboet værelse på Mosehaven, værelset overfor depotet for enden ad gangen, hvor den nye dreng skulle flytte ind. Ketty havde allerede fortalt om ham. Hun havde lagt sin hånd på hans skulder.
   "Det skal du nok klare. "