-- Max! Max! Hører du mig?
   Stemmen virkede bekendt. Jeg prøvede at huske personen, men det kneb gevaldigt, og så pludselig vidste jeg det: Maren!
   Jeg tvang øjenlågene halvt op på højkant og skimtede det tågede omrids af Marens ansigt. Var hun mon vred?
   Av, hvor havde jeg ondt! Jeg forsøgte at smile, men fik kun lavet en grimasse. -- Hej Maren, hviskede jeg svagt.
   Jeg ønskede ikke, at Maren skulle se mig ligge her midt på McDonald's P-plads og flyde, så jeg forsøgte at rejse mig, men forsøget sendte en storm af smerte gennem mit højre skinneben. -- Av, av!
   Maren satte en stærk, beslutsom hånd mod mit bryst og trykkede mig ned igen. -- Ikke tåbelig, Max! sagde hun strengt.
   Jeg kiggede op på hende, og blev i det samme blændet af en lampe i loftet. Jeg så mig forvirret om. Jeg lå i en seng på sygehuset! Jeg fik øje på Uffe i sengen overfor.
   -- Hvordan i alverden er jeg havnet her? spurgte jeg forbløffet. Men så begyndte jeg pludselig at huske, hvad der var sket. At jeg befandt mig på P-pladsen, og at Angela sad i Kalles BMW og ville køre mig over!
   Hvad var der hændt Angela? Åh Gud, braget til sidst! Hun måtte være sprunget i luften! Jeg lukkede skrækslagen mine øjne. Maren måtte straks have besked. Jeg havde slået Angela, min kones veninde, ihjel!
   -- M-Maren, fremstammede jeg fortvivlet,-- jeg ville ikke slå hende ihjel, Maren! Men hun kørte hele tiden efter mig! Jeg hulkede højt.
   -- Max!
   -- Undskyld, Maren. Åh, Angela...
   -- Max, du har IKKE slået nogen ihjel, så fat det dog, menneske! sagde Maren hårdt og bestemt. -- Angelas bil skred i en stak reklamer og smadrede imod en lastvogn, men gudskelov, også for dig Max, slap lille Angela med et par blå øjne. Heldigt for dig, Max!
   Jeg følte at jeg landede i en blød himmelseng. Følte en ubeskrivelig lettelse. Jeg ville kysse Maren, men studsede da jeg hørte stemmer ude på gangen. Det lød som om, de standsede. -- Hvem er det? spurgte jeg nysgerrigt.
   -- Du skal ikke have gæster nu! fastslog Maren og marcherede hen mod døren. Da hun nåede frem, åbnedes den udefra og ramte hende hårdt i panden. -- Av for satan da!
   -- Ups, sagde overlæge Søren Ventegodt, der vadede ind. Han gik hen til min seng, bankede mig let på venstre skinneben og konkluderede: -- For Søren da, Max. Store fremskridt, må jeg sige! Godt gået, min dreng.
   -- Hvad med mig! råbte Uffe.
   -- Du har godt af at vente! bed overlægen ham af.
   -- Hej Uffe, sagde jeg.
   -- Hej Max. Sikke en omgang, du har været ude for, din stakkel. Men Gud være lovet slap Angela da heldigt fra det vanvid. Ellers var min verden brudt sammen.
   Jeg skulle til at svare, men i det samme bankede det på døren.
   -- Vent med at åbne, råbte overlægen. Han ville først fortælle noget. -- Det går fremad med dit skinneben, men du skal naturligvis ikke belaste det for meget den kommende tid. Og det samme gælder dig og din fod, sagde han henvendt til Uffe. -- Farvel for i dag!
   Overlægen forsvandt ud ad døren, og ind kom Aksel. Han så bekymret ud og havde en æske Toms med til mig. -- Værs'go, min dreng.
   -- Hallo? Hvad med mig?! spurgte Uffe.
   -- Du har fået, tykke!
   Aksel satte sig hårdt ned. Han så virkelig bekymret ud. -- Nu mangler vi bare, at Ole og jeg også kommer til skade, så er hele firmaet indlagt. Det er sgu kønt, som I har klokket i det.
   -- Du skulle fandme selv prøve det, sagde Uffe og ømmede sig. -- Det er altid nemt at gøre sig lystig over noget, man ikke selv har været ude for. Mangel på empati, kaldes det!
   -- Jeg ved ALT om smerte, så bare slap af, makker, svarede Aksel. -- Desuden er det mere end rigeligt, at hele TO mand er ukampdygtige nu. Hvad skal vi gøre, folkens? Hvornår udskrives I herfra?
   -- Jeg tror der går omkring en uges tid, svarede jeg bedrøveligt. Det dunkede stadig voldsomt i mit højre skinneben.
   -- Mindst, tilføjede Uffe. -- Det dunker også helt vildt i mit baghoved. Han tog sig forsigtigt til bandagen, der i tykke lag var viklet om hans hoved.
   Aksel kiggede på Uffe, dernæst på mig. -- Ja, det ser satme godt nok trist ud. Fandens til situation!
   Aksels hærdede ansigt lagde sig i alvorlige folder, og imens han tænkte over situationen, sank han mere og mere hen i mismod. Men pludselig lysnede han en anelse op. -- Men jeg har trods alt én lille god nyhed, sagde han og smilede svagt.
   Uffe og jeg så skeptisk på ham.
   -- Hasse og Kurt er blevet anholdt! brød det fnisende ud af Aksel. Han kunne mærke hvordan vores øjne blev store. -- Ja, I tror det er løgn, men vores gode ven, kriminalkommissær Knold, fandt de to stakler på McDonald's parkeringsplads i en mildt sagt elendig forfatning. Han gav dem håndjern på og hev dem på politistationen, skønt de knap kunne gå! Hahaha.
   Uffe og jeg brast ud i voldsom latter, og selv Maren fremmanede et lille, sødt smil.
   -- Deres elendige forfatning er min fortjeneste! grinede jeg højt og stolt. Jo mere jeg grinede, jo sjovere syntes jeg faktisk det var. Hvor var det dejligt og forløsende at le.
   Uffe var til gengæld ved at kvæles i sin latter nu. Det var kammet helt over. Han hev efter luft, hostede, fik krampe i maven og bøjede sig forkrøblet forover i et langt kvalt grin, som tilsyneladende havde sat sig fast i struben på ham! Ha-ha-ha-ha, gispede han hæst. Hans mund var stadigvæk et kæmpestort bredt smil, fra øre til øre, men hans tilstand var tydeligvis blevet farlig nu. Gudskelov fik han med ét mirakuløst luft nok til med voldsom kraft at kaste sig bagover igen. Det reddede sandsynligvis hans liv, men desværre ramte hans baghoved sengens jernstang bagved hovedpuden med samme voldsomme kraft, og derfor skreg han nu så højt og skingert, at vi chokerede måtte holde os for ørerne. Uffes bredde grin var på et mikrosekund blevet til en hæslig grimasse af ufattelig pinsel. -- Tilkald en sygeplejerske!!! skreg han.
   Aksel og jeg løb forvirret rundt og ledte efter en snor, men Maren var heldigvis allerede hastet ud af stuen for at finde hjælp, og sammen med en sygeplejerske kom hun kort efter tilbage. -- Dér er han! sagde hun.
   Sygeplejersken hev en helt usædvanlig stor sprøjte op af lommen og gik sammen med Maren beslutsomt i retning mod Uffe.
   -- Nej, jeg vil ikke stikkes, lad være!!! skreg Uffe. -- Ikke med sådan én, stop det!!!
   -- Jeg holder ham, imens du stikker! kommanderede Maren myndigt, og imens hun med begge arme holdt Uffe fast, førte den unge, lidt usikre sygeplejerske sin lange nål ind i Uffes balle og sprøjtede et beroligende stof ind.
   -- Tak, du kan gå nu, meddelte Maren efter aktionen, hvorpå sygeplejersken hastigt forlod stuen.
   -- Jeg sagde jeg ikke ville stikkes! mumlede Uffe krænket. Så mærkede han smerten i baghovedet igen. -- Av, det gør stadig ondt! klagede han.
   -- Rendyrket hysteri! konstaterede Maren. -- Det går over om lidt.
   Aksel kiggede på væguret. -- Av. Jeg må tilbage til biksen. Ole kan nu engang ikke klare alting alene. Men inden jeg skrider, så lad os for pokker da glædes over, at Krimm-drengene lige nu sidder bag tremmer, haha.
   -- Sidder de da i varetægt? spurgte jeg forundret. -- Har man fundet beviser mod de banditter? Jeg blev helt opløftet, blot ved tanken.
   -- Nej, desværre. De er kun anholdt indtil videre, og skiderikkerne løslades jo nok, hvis politiet ikke finder noget på dem. Fandens til bureaukratisk system.
   -- Man finder næppe noget, sagde jeg tørt. -- Knold har jo bare fundet dem siddende på en parkeringsplads, i en ynkelig tilstand. Det får de næppe nogen straf for. Desværre!
   -- Men det var jo midt om natten, indvendte Uffe sløvt. -- Hvad med lastbilen og alle de kufferter? Og hvad med Angela og Hasses knuste bil?? Det virker da mistænksomt alt sammen!
   -- Men ikke på nogen måde, der kan ramme Hasse og Kurt, konstaterede jeg slukøret. -- De kan bare sige, de tilfældigt fik tæv af nogen! Og Hasses BMW dækkes vel bare af Angelas skide forsikring.
   -- Jeg advarer dig, Max. Tal ikke dårligt om Angela. Hun er det sødeste, reneste, yndigste væsen på jorden.
   -- Undskyld, Uffe. Ja, det er hun afgjort da. Det var heller ikke sådan ment.
   En bekymring slog pludselig ned i mig. -- Hov! Hvad med lastbilen?? Og kufferterne!
   -- Bare rolig, min søn, sagde Aksel. -- Jeg hentede den i morges, og alle 20 kufferter var der. Hvornår skal den afleveres tilbage?
   -- Bare en af de nærmeste dage. Det er leje pr dag, så ingen frist, men selvfølgelig så snart som muligt.
   -- Okay, godt så. Jeg kører nu hjem til Kontanters Klang og knokler røven ud af bukserne, det lover jeg. Vi ses, gutter og gutinde!
   -- Ja, vi gør så, Akselgut. Kør pænt!
   Maren kiggede på klokken. -- Der er middagsmad om 10 minutter henne i spisestuen. Skal vi begynde at gå derhen?
   Uffe vågnede lidt op af sin døsighed. -- Åh, dejligt. Jeg er efterhånden blevet temmelig sulten.
   -- Samme her! sagde jeg. -- Jeg har ingenting fået at spise siden burgerne på McDonald's i aftes.
   Maren hjalp først Uffe på krykkerne, og dernæst mig. Det var både smertefuldt og møjsommeligt at komme op af sengen, og derefter at humpe afsted på de to stylter. Det dunkede løs i mit skinneben, og jeg kunne også høre Uffe jamre sig. Men sulten trak.
   Endelig nåede vi spisestuen, hvorfra en fantastisk dejlig duft mødte os. -- Uhmm, hvor skønt, jublede jeg. Mine tænder løb mere og mere i vand.
   -- Det bliver vidunderligt at få maven fyldt op, sagde Uffe og smilede bredt.
   Maren fandt to ledige stole ved det lange bord og hjalp os forsigtigt ned at sidde. Manøvren gjorde ondt, men udsigten til den dejlige mad fik os til at glemme vores smerter for en lille stund. Vi hilste på de andre patienter ved bordet.
   -- Det ser pragtfuldt ud, sagde Uffe. -- Stegt flæsk med persillesovs! Lige hvad jeg trænger til.
   -- Ja, det bliver skønt, svarede en gammel kvinde i en kørestol. -- Hospitalet har valgt at hyre en kok i anledning af, at sundhedsministeren fylder rundt i dag.
   -- Fremragende idé, kommenterede jeg, imens Maren fyldte min tallerken. -- Og hvor dufter det dejligt. Rigtig mormormad.
   Uffe havde også fået sin tallerken fyldt op. Vi kiggede tilfredse over på hinanden. Thumps up! Hvor havde vi dog længe savnet et ordentligt måltid mad, i ro og mag. Jeg stak glad gaflen i flæskestegen.
   -- Max Børge Tomsen?
   Jeg kiggede forbavset op. Det var overlæge Ventegodt, som var dukket op i døråbningen. -- Ja?
   -- Og Uffe Rolfdal Buk?
   Uffe måtte bremse sin gaffel lige foran sin åbne mund. -- Ja??
   -- Jeg har en glædelig nyhed. Jeg har set på journalerne og vurderet, at I er raske nok til, at I kan udskrives nu. Tak for denne gang. Kom godt hjem!
   Jeg mærkede mit ben begynde at dunke igen. -- Selv tak, sagde jeg og ville spise videre.
   -- Jeg må bede jer forlade hospitalet nu. Så vi får plads til nye.
   -- Nu?! udbrød Uffe. -- Men vi kan for fanden vel lige få lov at spise vores mad??
   -- Beklager. Men I har fem minutter til at pakke jeres ting. Farvel!
   -- Tak for beskeden, hr. overlæge, sagde Maren. Derpå hev hun i en fart Uffe op af stolen, fik hans arme under krykkerne, hvorpå hun gav tegn til mig. -- Op, Max! Vi har fem minutter til det!
   Smertefuldt og hivende efter vejret humpede vi tilbage til sygestuen, fik samlet de fleste af vores ting og nåede lige netop ud, inden to nye patienter kom ind.