Ceremonien
   Igen disse vanvittige mareridt, hvor Rhea forsvandt i voldsomme klippeskred, eller dybe mosehuller på sletterne.
   Når jeg prøvede at hjælpe hende op fra et vandhul hun var faldet i, eller forsøgte at grave hende fri, ville mine arme ikke lystre mig. De føltes tunge, og alle bevægelser var langsomme, kraftløse.
   Altid vågnede jeg ved Rheas blide kalden, og hendes varme arme omkring mig.
   Jeg var meget bekymret. Hvornår holdt disse onde drømme op? Rhea vuggede mig stille som et lille barn, og det irriterede mig, gjorde mig flov og genert.
   Ved morgenmaden sagde hun til mig, at det var på tide vi holdt en ceremoni, hvor hun ville bede Ånderne hjælpe mig til at forstå dem, i stedet for de martrede mig og skræmte mig.
   Jeg så over på Rhea, der var alvorlig. De øjne, hvor var de smukke, tænkte jeg.
   Med sine øjne kunne Rhea udtrykke sindsstemninger bedre end med ord. I hendes øjne kunne jeg se den dybeste og smukkeste kærlighed. Kunne se en ømhed jeg ikke vidste fandtes, og en kvindes stolthed over den datter eller søn hun talte med.
   Rheas øjne var mig til stor undren, en kilde til fordybelse i det menneskelige mysterium. Hendes øjne "talte", "fortalte" om de stemninger hendes sind, hendes hjerte var i.
   Var alle Indianerkvinder i stand til som Rhea, at udtrykke så klare følelser med øjnene, at jeg aldrig var i tvivl om, hvordan hun havde det?
   Rheas øjne var mig et herligt mysterium, jeg var glad for at udforske. Det gav mig en indsigt, i den kvinde jeg af hjertet holdt så meget af, og en ro i sjælen, at dvæle ved de smukke tanker de altid satte i gang i mig, når hun kærligt så på mig.
   Rhea gav mig mange stunder med kærlige tanker, og tanker der var mørkere, når hun ikke var helt tilfreds med tilværelsen, eller var ked af det, hvilket også forekom, selvom det var sjældent.
   Ofte var det mig der var årsagen, og så havde jeg et problem, vidste jeg. Hun kunne ikke skjule noget, når jeg så ind i hendes øjne. De fortalte altid hvad hun tænkte, følte, og hvordan hun havde det.
   Med sine hænder kunne hun også "tale". Jeg forstod på lang afstand, hvad det var hun ville, ved bare at se på hendes hænders bevægelser.
   Når hun kærligt strøg mig over kinden, kunne hendes smukke hænder fortælle mig, om den kærlighed hun nærede for mig. Deres bløde og fine hud var en lise for min krop, når vi elskede.
   Med sine hænder kunne hun få følelserne hos mig, til at forlade det normale menneske jeg ind imellem anså mig selv for.
   Hvis hun kombinerede begge dele, øjne og hænder, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, for at gengælde de smukke følelser hun satte i gang i mit hjerte.
   En fantastisk hustru. Hvor jeg beundrede den kvinde.
   Hun var meget smuk i sit Indianertøj, rank og fri i sin holdning. Jeg var stolt af at være hendes mand, hendes elsker og fortrolige, som hun ofte kaldte mig.

Det havde været anstrengende at sætte hytten i stand, den hytte der havde været hendes barndomshjem, og som vi nu mange år efter havde taget i besiddelse, så den igen var beboelig. Den havde trods alt stået tom i mere end tyve år.
   Ingen havde boet i den, siden hendes forældre var flyttet til den ene af hendes brødre, efter de ikke kunne klare sig længere i ødemarken. Hos sønnen havde de fået det otium, de begge havde set hen til på deres gamle dage.
   Blandt Indianere var det normalt man tog sig af sine forældre, når de blev så gamle, at deres hverdag ikke længere var mulig. Nu stod den igen som det hjem, hun var så glad for.

"John! Jeg er så glad for vi har fået sat skik på hytten. Nu står den næsten som da jeg forlod den. Her var min ungdoms drømme trygge, og her fandt jeg meningen med livet, det liv vi to lever. Forstår du min glæde, ved atter at være tilbage?" Jeg nikkede tavst.
   Her var ord ikke mulige til at forklare de følelser, jeg fornemmede min hustru havde for den fortid, kun hun kendte, men som hun hen ad vejen ville indvi mig i. Det at Rhea var glad, tryg ved det hun foretog sig, var altafgørende for mig. Jeg ville gøre alt, for at glæde den kvinde jeg holdt så meget af.

Brænde til ild og komfur var ikke hårdt for mig at fremskaffe. Jeg var vant til at fælde træer og hugge grene, så det tog ikke lang tid, før vi havde et godt lille lager af brændsel i det lille skur ved hytten, hvor også vores små heste stod om natten. Nætterne kunne være kolde, selvom dagene var varme.
   Rhea passede sit og jeg mit. Hver især vidste vi, hvad der skulle laves af nødvendige gøremål, for det havde vi talt om ved morgenmaden. Det var her dagens mange gøremål blev fastlagt.

Jeg jagede hver anden dag, eller når vi manglede mad.
   En uge var efterhånden gået, og vi havde nu fundet os til rette. Rhea havde vist mig omegnen, havde vist mig alle de steder der betød noget for hende, og de historier der var knyttet til netop den oplevelse hun berettede om.
   Hun fortalte mig hvor det var bedst at jage, og hvor der kunne fanges fisk i elv eller sø. Floden var endnu for rivende i strømmen til, at det var sikkert at færdes ved dens bredder. Forårets rivende vandstrøm rensede effektivt op i den mudrede bund, efter løvfaldet sidste efterår.
   Det smukke og friske forår var på sit højeste, med Elm, Pil, Ask, Eg, Bøg, og mange forskellige fyr og grantræer, der stod med friske lysegrønne skud og små blade. Duften af frisk træ hængte tungt over dalen, og glædede os meget.
   Blomsternes så småt begyndende flor, var også en af de kilder vi øste af, for at komme fri af vinterens tunge og snærende mørke. Alle dyrenes aktiviteter for det nye liv de havde skabt, var i fuld gang.
   Foråret med de mange lyse farver var vores favorittid, stærkt efterfulgt af efterårets lige så fascinerende flor af brune og gule nuancer, og den tilstundende vinters kølige vinde.
   Den første rim på træerne, og det første snefald, der var forsvundet efter en times tid. Naturens vidundere betog mig altid, mere end jeg ofte ville være ved.
   Min elskede Rhea havde det på samme måde, og vi nød til fulde den natur, vi efterhånden selv var en del af.
   Bjergenes skønhed, med den synkende sols flammende farver over tinderne, betog os altid. Ved vindstille, var månens stråler og spejlbillede i søen, en kilde til at mystificere den smukke og varme forårsnat. Så var vi ofte ude for at se det smukke skue, til månen enten gik ned, eller solens første stråler badede klipperne, med flammende og stærke røde farver for den gryende dag. Her var vi lykkelige.
   Da Rhea kaldte, rev mig ud af mine tanker, lagde jeg øksen og gik rundt om hjørnet til hytten. Hun stod i en dragt, jeg ikke havde set før. Hun var alvorlig, og med det samme blev jeg urolig.
   "Rhea! Hvad sker der? Hvorfor er du så højtidelig? Den dragt du nu har på, den kender jeg ikke, har ikke set dig i den før. Hvad sker der?"
   "John, vask dig og kom ud til mig, men vær stille. Sæt dig ved siden af mig, på min højre side, og forhold dig roligt.
   Det er tid til ceremoni. Vi må formilde Ånderne, så de lader dig være om natten." Rheas øjne var rettet mod bjergene.
   Jeg nikkede og gik ind i hytten. Det var altid fremmed for mig at opleve Rhea så højtidelig, når hun ville tale med sine Ånder.
   Jeg forstod ikke helt hendes religion med de Ånder, der havde været hendes stammes ritualer, så langt tilbage som nogen kunne huske.
   Der var mange legender hun havde fortalt mig om. Mange ceremonier og megen tale jeg ikke kunne forholde mig til, men som jeg accepterede, hvis jeg ville bo og leve sammen med Rhea. Og det ville jeg, det var helt sikkert. Selv var jeg døbt, men ikke særlig kristen, havde ikke været i en kirke i mange herrens år.

Inde i hytten havde Rhea gjort alt klart til mig. Fad, vand og rene klæder. På bordet lå et af skindene fra Bjergløverne, hun havde skudt på vores vej her over. Jeg så på det og bemærkede, at der var små fine flettede snore til at holde det sammen med. Var det hendes mening jeg skulle have det om skuldrene?
   Også en halskæde med hjørnetænder fra bjergløverne, klør og perler, var klart lagt frem til mig. Jeg var ikke i tvivl om, jeg skulle iklæde mig det tøj, selvom det var fremmed for mig.
   Jeg var en smule bange, både for det der nu skulle ske, og for hvad jeg ville opleve. Ville jeg være god nok til hendes Ånder?
   Jeg vidste hun havde overnaturlige kræfter, kunne heale med sine hænder, jeg havde stor respekt for hendes religion.
   Mens jeg vaskede mig og klædte mig på, tænkte jeg på de gange, hvor jeg havde overværet hendes ceremonier. Hun var i trance hver gang. Sveden haglede altid af hende, og hun var meget træt bag efter, ville bare krybe ind til mig og søge tryghed. Ofte var hun urolig om natten efter en ceremoni, men hun sagde altid, at det krævede kræfter at tale med Ånderne. Hun sagde også, at hun behøvede min omsorg og kærlighed for at falde til ro igen. Uden min omsorg, kærlighed, var hun ikke et helt menneske.
   Hvad nu? Ville hun tage mig med i ceremonien? Skulle jeg møde hendes Ånder? Tanken skræmte mig, det kunne jeg ikke benægte.

Stille gik jeg ud til hende. Hun sad ved elven, havde et lille bål foran sig. En trommes monotone dumpe lyd, virkede en smule døsende på mig. Jeg satte mig ved hendes højre side, som hun havde bedt mig om.
   Hun var allerede langt væk i sine drømme. Blikket var sløret og stemmen messende på et sprog, jeg ikke forstod. Hendes krop bevægede sig frem og tilbage i en bølgende bevægelse. Af og til lagde hun et lille stykke brænde på bålet, for at holde ilden ved lige. Ubevidst fulgte jeg hendes bevægelser, blev nærmest fanget af den mystik, jeg fornemmede var til stede.
   Nu tog hun en pose frem fra sin klædning, åbnede den, og tog tobaksblade frem. Bevægede sine hænder i en bue mod himlen, og kastede tobakken på ilden. Røgen blev skarp, stærk, den sved i mine øjne.
   Igen tog hun en plante frem fra sin pose, og lagde den på ilden. En gullig røg steg til vejrs. Også den røg var skarp, nærmest kvalm.
   Rhea viftede den mod mit ansigt, men så ikke på mig. Længe sad vi sådan. Så bøjede hun hovedet ind i ilden, holdt det et sekund i de små flammer, og kastede så nakken tilbage.
   Et langtrukket skrig undslap hendes strube:
   "Nanabush! Midè Rhea, ahnee!"
   Råbte hun op mod himlen med udbredte arme, håndfladerne var sorte af de forkullede træstykker, hun havde taget i hænderne. Håndfladerne pegede opad, som for at modtage noget. Igen og igen gentog hun sit kaldende råb
   Sveden løb mig allerede koldt ned ad ryggen. Jeg havde aldrig set noget lignende. Ilden havde ikke givet hende så meget som en rødmen i hendes ansigt. Hun havde støttet hænderne i gløderne, også de så ud til ikke at have taget skade af varmen fra bålet.
   Hun knyttede hænderne, åbnede dem, tog min ene hånd, og lagde den på mit knæ.
   Rhea rejste sig langsomt, og begyndte at danse foran mig, samtidig med hun sang en indiansk sang, jeg havde hørt før. Den skulle formilde Ånderne.

Efter et kvarter satte hun sig overfor mig, tog nu min anden hånd, og lagde den på det andet knæ. Rhea så mig direkte i øjnene, men jeg følte, hun så ind i min sjæl og ikke i mine øjne. Jeg kunne ikke fange hendes blik.

"Store Manitou.
   Se denne kvinde der er dit barn, men som ikke er dig værdig.
   Du som skabte hende, lærte hende hvad ret og uret er, og som gav hende denne mand som gave, som nu er ved hendes side.
   Se på hende, og gør hende værdig til at være en af dine.
   Du store Ånd, der skabte alt levende.
   Vindens hersker,
   Stjernernes skaber.
   Solens og livets Moder beder dig, for denne kvindes skyld, at være mild mod hende og den mand, hun elsker.
   Vis hende, hvor hun skal sætte sin fod for at være dig værdig.
   Jordens Moder og Søster Måne, hjælp hende til at være den kvinde, I kan være tilfredse med.
   Hjælp hendes mand, om end han er en af de andre, til at forlige sig med de Ånder, der er hendes.
   Beskyt ham, han har hendes hjerte, sammen er de eet barn af den store Ånd.

Store Manitou!
   Denne mand bærer Bjergløvens skind på sine skuldre. Dens tænder og klør om sin hals. Gør ham værdig til at bære dine gaver, være en af dine.
   Hjælp ham til at forstå dine gaver.
   Hjælp ham til at forlige sig med dine love og befalinger, at leve som en af folket. Dit folk.
   Modtag vort offer, så ringe det end er.
   Gør ham værdig til at ledsage og beskytte denne kvinde, og hende værdig til at være hans mage.
   Gør dem værdige til at kalde sig for dine børn.
   Uden dig og din hjælp, er de intet.
   Vis dem den vej de skal følge, for at du kan være tilfreds med dem."

Rhea sank udmattet sammen på jorden.

Jeg følte det, som om jeg svævede og skulle kaste op. Jeg var svimmel og fornemmede, jeg blev hvirvlet rundt og rundt. Så faldt jeg.
   Jeg mærkede stærke hænder hjalp mig op at stå, og dansen begyndte.
   Vildere og vildere lød trommernes ensformige rytme, ranglernes blide kalden, og føddernes rytmiske taktfaste trommen på jorden, for endelig, efter det der føltes som timer, at stoppe. Et blink så skarpt ramte mine øjne.
   Jeg mærkede jeg svævede hen over Engen. Jeg så mange Indianere samlede omkring flammende bål.
   Rhea kaldte, rakte sine arme ud mod mig, greb mig, holdt mig fast. Vi sank begge ned på det bløde græs, på; Den Hellige Eng, Jeg hørte bruset som fra tusinde vandfald en forårsmorgen, og så fremmede venlige ansigter smile til mig, hørte messende stemmer. Jeg så ansigter malede i smukke farver, og med fjer og strimler af ugarvede huder om mørke pander der nærmede sig mit ansigt.
   Men jeg blev ikke bange, følte mig tryg ved Rheas side. Følte de anerkendte jeg var en af deres, var Rheas mand. Kvinder i farvestrålende dragter tog om mig, bød mig danse, til trommernes monotone rytme. Omfavnede mig og smilede til mig.
   Langt borte hørte jeg Rhea synge. Jeg gik efter lyden, og fandt hende ved Elven. Hun rejste sig, og så på mig med varme øjne.
   "Kom, min ven, vi vil leve sammen på Engen, vil altid være eet. Een Sjæl og eet Legeme."
   Hun omfavnede mig, og jeg mærkede varmen, freden og trygheden sænke sig over mig.

"John, er du vågen?"
   Rheas stemme vækkede mig. Jeg lå med hovedet i hendes skød, følte mig tryg og helt afslappet. Hun smilede til mig.
   "Jeg er lige her, min ven. Var det en anstrengende rejse?"
   Hendes smil beroligede mig, hendes varme ånde var behagelig mod min kind.
   "Ja, Rhea! Jeg er vågen, og har det godt. Men hvad skete der egentlig?" Rhea smilede.
   "Du var på rejse med mig. Til Åndernes land, på; Den Hellige Eng, for at forsone dig med dem. De er venlige, forstår vi behøver hinanden, og vil hjælpe dig med at forstå den verden der er vores.... din og min. Er du tilfreds med det?"
   Jeg smilede, satte mig op og tog om Rhea.
   "Jo, jeg tror nok, jeg ved hvad du mener, men jeg er forvirret lige nu. Der er så meget nyt jeg ikke har oplevet før. Vil du hjælpe mig med at forstå hvad der skete?" Igen smilede Rhea til mig og nikkede.
   "Kom, min elskede mand, jeg tror vi begge trænger til lidt mad og til at blive vasket. Den kolde vind er ikke god for os, når vi har svedt sådan."
   Rhea rejste sig, og hjalp derefter mig op. Hun slukkede det lille bål.
   Sammen gik vi ind i vores lille hytte. Den hytte hvor Rhea var født, og som havde været hendes barndoms hjem, men som hun nu, sammen med mig, endelig var vendt tilbage til.
   Her ville vi trygt, sammen, tilbringe de næste mange dage.