Nis er tidlig oppe, han lister hen og lægger nogle brændestykker på gløderne, i forbifarten hanker han op i den gamle gryde, og går forbi

hestene og ud, for at fylde gryden med sne, hvorefter han bærer den ind på ildstedet. Varmt vand i ansigtet og på halsen, og så på med de tykke trøjer. Mikkel, som også er stået tidligt op, er gået ud for at kigge på månen. Imedens er alle efterhånden stået op, og er kommet i tøjet.
   Da Mikkel kommer ind siger han, "for medens det jeg kan se, så bliver det fuldmåne om tre dage".
   Efter dagens første måltid, går Mikkel ud til den store sten, han sidder op og rider mod mosen.


Samtidig med gensynet hjemme hos Nis, sidder Jacob Erlandsen lænket til stenmuren i fangehullet, 47 år er der gået siden han kom til verden på Ellinge slot i Skåne. De tunge jernringe man har slået omkring hans ankler, er en plage når han vil flytte sig fra stenafsatsen hvor han sidder, og hen til halmen på stengulvet. Lige nu tænker han tilbage på, hvordan hans gerning som ærkebiskop er forløbet. Christoffer ønskede efter sin kroning, biskop Eskild af Slesvig som ærkebiskop, men en stor del af gejstligheden indsatte ham i stedet, og trodsede dermed kongens ønske.

I den tid han var biskop i Roskilde og herre over København, gav han borgerne i København deres egne og første stadsprivilegier, og efter indsættelsen som ærkebiskop 1254 i Lund, fik han bygget en kirke og en række huse ned mod stranden til Øresund, og nu fem år efter ligger der et lille fiskerstade med navnet Malmø. Christoffer var mildt sagt rasende, for stranden der var bygget på tilhørte kronen.
   Gennem sin mor er han efterkommer af hvideslægten, og dermed i familie med mange stormænd rundt om i landet. Han er klar over at denne magt gennem slægtskab, er af stor betydning når de to sværd, Kongen og Kirken krydser klinger.

Flere gange, har han nægtet at indsætte kongens søn som tronarving, og alle forsøg på mægling er løbet ud i sandet. Fjendskabet og uenigheden mellem kongen og ærkebiskoppen bryder ud i lys lue søndag den 6. marts 1256, eftersom kongen har indkaldt til danehof i Nyborg, men ingen af Danmarks biskopper møder op ved den lejlighed, til trods for deres mødepligt.

Ærkebiskoppen tager sig selv i ikke at smile, de var i stedet indkaldt til møde i Vejle. Her enedes bisperne om den vedtægt, at når en bisp efter kongens befaling eller samtykke blev fængslet eller på anden måde led overlast, da skulle al gudstjeneste i landet være forbudt og ingen kirkeklokker måtte lyde og intet lig kunne begraves i indviet jord. Dette var den åndelige krigserklæring mod kongemagten.
   Christoffer havde i alle årene ønsket hævn, og nu var den kommet. Jacob Erlandsen ser ned på sine fod lænker og med en bøn på læben, har han indstillet sig på en hård og ensom fremtid i tårnhullet på Hagenskov.
   Sent på eftermiddagen da fældning af træ og kløvning til brænde er i fuld gang, ser Nis sit snit til at blive alene med sin far.
   "Jeg ville ikke fortælle hele sandheden til for mange i går," begynder Nis og nu fortæller han, hvem fangen er og hvordan han er blevet behandlet.
   " Du har nok ret i, at han sidder tårnkælderhullet," kom det bestemt fra hans far. Tårnkælderhullet havde Jens hørt om, da han var oppe hos kong Abel.
   Far og søn ser på hinanden, hvis noget går galt og de bliver fanget oppe ved borgen efter mørkets frembrud, ved de, at straffen er streng og nådesløs. Beslutningen er taget, Jens lægger hånden på skulderen af Nis, idet han siger:
   "Vi venter til fuldmåne så finder vi sammen hullet i muren." Jens peger over mod skovvejen og fortsætter:
   " Karlene er lige ved at være færdige med at stable de sidste kævler og dagens lys er næsten væk "
   Nis kalder til samling og lader dunken gå en runde, inden de går ned gennem skoven mod Jens Nissens gårdsted.
   Vinterens træfældning køres hvert år op til Hagen-skov i løbet af sommeren. Det giver tørt brænde den efterfølgende vinter.
   Den forventede eftermiddag lægger Nis og hans far forråd og et reb stykke på 5 armslængder ned i de to sække på siderne af Jens Nissens hest. I den ene ende af rebet har Nis bundet en jernring, der er lidt større end hullet i muren, hvor han selv nylig sad.
   "Der er en god bid vej uden om mosen og ind i Nordskoven. Skulle det gå galt, siger vi, at har vi fulgt et ulve spor ned til voldgraven," siger Jens Nissen, idet de er på vej op på hestene.
   Far og søn rider ned ad vejen mod skoven og snart er de opslugt af rimtågen i skumringen. Et godt stykke inde i skoven ved en korsvej gør Jens Nissen tegn til, at Nis skal ride ind bag ved og lidt efter lidt bliver vejen smallere.
   Hestenes gang gennem den begyndende tø sne virker let og ubesværet, selv om der på de åbne lysninger stadig ligger op mod en' alen fyge sne. Nu er de kommet til det åbne stykke vej ned langs med mosen. Hvis månen kommer frem vil de kunne ses fra de tre gårdsteder, som ligger langs vejen. Jens standser og kigger op mod himlen:
   "Lad os håbe, at den store sky vil passere månen så langsomt, at vi kan komme forbi uden at blive set." han har vendt sig halvt om og smiler over til Nis.
   Med et let tryk fra hælene sættes hestene i trav og i ly af mørket når de ind i skoven inden månen igen kommer frem, med sit afslørende lys. Efter et kort ridt gennem skoven, er det tid til at holde hestene an ved en vejdeling.
   "Herfra er der hundrede meter ned til graven. Lad os gå over isen med et godt stykke imellem os," siger Jens lavmælt. "Du tager kniven og jeg tager rebet."
   Nis kan mærke, at hans far er blevet mere urolig. og han tænker, at sammen med ham kan det ikke gå galt, Han har aldrig selv været så tæt på kongsgården, efter mørkets frembrud. Nu er det alvor, og han vil vise at han er ligeså modig og frygtløs som sin far.
   Tiden i fangehullet har ændret hans tanker. Det er første gang han selv har mødt overmagt og uretfærdighed. Nis er blevet klar over, at de fleste af kongens stormænd og vagter ser stort på, hvad der er rigtigt eller forkert. En gnist af hævn har slået sin rod i hans tanker.
   Hestene er dækket med skind og Nis har givet dem en rodknold. Et øjeblik efter har de voldgraven lige under sig. Jens Nissen strækker armen ud til standsning.
   "Vi må vente til månen er væk igen, inden vi løber over isen, hvis der går vagter inde ved muren".
   En god tid står de helt stille og endelig går der en sky for månen og to sorte silhuetter glider i hver sin retning skråt ned mod isen i graven. Nis kigger op mod himlen, inden han løber ud over isen. På ingen tid er han inde ved den anden side af borggraven. Hurtigt med små trin sætter han luffer og skindstøvler ned i sneen for at komme op til stien, der går rundt om borgen. Han kan mærke hvordan blodet hamrer indvendig og benene ryster en smule, hans far er kommet op og er begyndt at klargøre rebet, som han har haft om livet på vej over.
   "Løb langs med muren ned til tårnet og se om der er et hul en alen over jorden."
   Nis er allerede et godt stykke på vej langs med muren. Det er temmelig mørkt lige nu, og det er både godt og dårligt. Han søger med næsen helt inde ved tårnet kravlende på alle fire. Det kræver gode kræfter og dem har Nis til overmål. På vejen rundt finder han intet hul. Det er på vej tilbage, at han opfangede lyden af en svag hoste, som kommer ud lige over hans hoved.
   Nis tager luffen af og famler med hånden hen over stenene og her er der et lille firkantet hul. Nis stikker næsen helt hen til hullet og snuser ind, en grim lugt går ind i begge næsebor.