Der er tordenkiler i Elysium, drabet er betalt med byzantinsk guld,
   men under en halvmåne hænger nattens frugter løst.
   Mit hjertes paradis er faldet.
   Jeg stod og stirrede på de to biler foran mit hus, et i indkørslen, og en i garagen.
   Er det virkelig mit liv nu? jeg sukker går ind af hoveddøren, bryggerset er fyldt med tøj bunker, går man videre ud i gangen og tar en tur til højre, finder man køkkenet gemt under kop nudlerne, og de infame pizzabakker. De skråler se mig, se mig, jeg har ikke styr på det.
   Se mig mig, jeg kan ikke holde mit køkken rent.
   Utroligt hvor meget man kommer til savne nogle, og ikke blot det man værdsatte, men alt det man ikke tænkte over.
   Bagateller da som vejrmøller i vinden finder fart. Og siden hen skaber en sådan strøm at man ikke kan andet end at tude.
   Ja jeg græd, det var der nok få der havde regnet med, Stærke Fafner, altid klar til at vise sin ranke ryg. Uset fra de fleste i min generation fik jeg ikke et eneste slag prygl, jo en enkelt gang da jeg stjal 25 kr. fra min fars pung.
   Men det var en anden tid. Før nu, før jeg blev til mig.
   Lever du længe nok bliver tiden en kilde af dyb indsigt, hvor mange liv går vi ikke igennem på et enkelt et?
   Men jeg kunne ikke forestille mig det tomrum jeg nu befandt mig i.
   Ubevægelig-urokkelig-utroligt... universelt.
   Jeg vakler igennem køkken kaosset, ignorer den klamme halvspiste sandwich der ligger og suger godt til sig i vasken.
   Og kigger i køleskabet, jeg griber et par øl.
   går ind i gangen, svinger til højre med det samme og ender i tv-stuen. sætter mig i sofaen, knapper øllen op. i mit hoved danser tankerne, jeg prøver at kigge væk, men alt minder mig om det. Det gør det ikke værre men i det mindste har jeg fået fjernet billedet der hængte over pejsen.
   Det var på en tur til Konstantinopel som de kalder Istanbul nu. tog over Bosporus det var så smukt.
   Jeg lukker øjnene og svulmer i øllets bitterhed. blot et øjebliks ro, inden det ringer på døren.
   Jeg for smuttet i badekåben, og en wifebeater og så åbner jeg døren.
   Der står en mand med et kæmpe overskæg der for ham til at ligne Stalin. "Hey makker" siger han med et kæmpe smil, han har en kasse i hænderne.
   Jeg lukker ham ind. "Godaften Martin." Siger jeg til ham.
   "Har du det godt?" Spørger han.
   Jeg maler det bedste plastik smil jeg kan og så skråler jeg til ham. "Hva, du ender sku med at blive stillet for en krigsret hvis du ikke barbere den skovsnegl af."
   "Mig for en krigsret, nej jeg aldrig det vil komme så langt." han klukker.
   "Nej kammerat Josef jeg tror du ville nakke dem før de kom for tæt på."
   "Jeg er da glad for at se du er ved så højt humør."
   "Hvordan går det... jeg mener efter øhm." Martin går i stå.
   Hvorfor er det så fandens svært at snakke om, for dem. det er jo som om man ikke vil tale om det? det er da for helved mig der sørger?
   "Hvad tror du selv kammerat?" siger jeg.
   Han bukker hovedet og kigger mut ned i jorden
   Jeg smiler halvt. "Du prøvede bare at hjælpe, undskyld min ven."
   "Ikk tænk på det makker." Siger Martin.
   "Hvad bringer dig til, og den kasse du har?" siger jeg.
   Nu stråler hans øjne for alvor.
   "Se hvad jeg fandt i min kælder!"
   Vi sætter papkassen på bryggersbordet og deri finder vi et tastatur og en Commodore 64.
   "Ej er det den samme? nej det kan det da ikke være?"
   Siger jeg, nu kan jeg mærke nostalgiens sødme eksploderer i mit hoved, og midlertidigt kan jeg føle det, det er ikke ligefrem rart, men det er bedre end... melankoli.
   "Skal vi ikke slå den til?" Siger han.
   Jeg ryster på hovedet. "Ej det er for sent, jeg er udmattet, skal vi ikke drikke et par bajser og så snakke om det imorgen?"
   Han nikker og denne gang uden den mindste snert af skuffelse.
   Vi sidder og drikker et par øl. jeg når ikke at se ham tage afsted... for luften bliver til varme tæpper der nænsomt kærtegner mine øjenlåg, og for et øjeblik, kan jeg dufte hende. Hun dufter af sensommer sol, og snart kan jeg se hende, jeg virker mere som en kold brise der glider ind over landskabet, men hun står der som den prægtige sol hun er.
   Hendes krop, mit iver. Vores kærlighed. bare to sjæle i denne grumme eksistens, der for et øjeblik, holder livets mørke i skak.