"Hvis du kan sætte navn på psykoviggo, og hænge hans tre drab sammen på en logisk måde, må du godt forstyrre i dag." erklærede Eigil bestemt. "Det kan vi nemlig ikke."
   "Jeg kom kun for at spørge om du vil med ud og lufte oldefars skib et par timer i morgen eftermiddag." sagde Christian medgørligt. "Den har god plads så alle er velkomne. Det andet har i, indtil videre, flere oplysninger om end jeg. Et par af mine venner er rutinerede sejlere og vil prøve om sø luften kan fjerne det værste spindevæv fra hjernen. Vi tænkte det samme gjaldt jer."
   "Der skal mindst en brainstorm til at få mit blodtryk ned på det normale" lød det fra Svendsen. "Lad os bare komme på afstand til dommeren når han får vores ønsker om ransagninger. Han bliver nok ikke begejstret for et par af dem. Nu må vi skyde med spredhagl."
   "Vi står ud ved tolvtiden og lader strøm og vind afgøre resten." oplyste Christian på vej ud af døren."For en sikkerheds skyld har vi en sæk beskøjter med. Husk en øloplukker."
   "Jeg tager med. Det er ikke være nogen hemmelighed vi hænger fast." lovede Eigil. Svendsen og Brix nikkede forbeholdne. Den sidste mand, Flemming så begejstret ud ved tanken om afveksling.
   ***
   "Anklagerens assistent ville hellere med os end overrække dommeren vores ønsker om kendelser til ransagninger" oplyste Svendesen dagen efter. Han ankom med en ramme dåseøl under armen. "Han håbede han ville få passende sikkerhedsafstand hvis han afleverede det hele for enden af et kosteskaft."
   "Det lykkedes ham forhåbentlig"grinede Flemming der supplerede Svendsens øl med en flaske Nordsøolie til nødvendig smørelse. "Brix påtog sig at levere krisehjælp og supplerende argumentation til staklen. Anklageren selv er, efter sigende, optaget af et vigtigt møde. Det er nok på nittende hul på golfbanen, eller sådan noget lignende."
   "Brix bliver alligevel søsyg hvis vandet i hans tandkrus skvulper lidt for meget." mente Eigil. Han reducerede risikoen for kontakt med beskøjter med et par æsker smørrebrød. Dem deponerede han i sikkerhed på kabysbordet.
   "Vores sidste medlem har det på samme måde. Sluk alle telefoner og lad os stå ud" foreslog Christian og hoppede ombord med agtertrosesen.
   Mens motoren bragte dem ud af noret hejste Karsten og Christian spieler og storsejl efter Elisabeths og Bryns anvisninger. Elisabeth stod til rors og bekræftede at ketchen opførte sig nogenlunde som hendes forældres snekke. Da Noret lå bag dem nød alle, i afslappet tavshed, synet af de solbeskinnede marker og skove bag kysten, der strakte sig i en ubrudt stribe langs bagbords ræling.
   "Hvorfor har skibet ikke noget navn?" spurgte Flemming. Han så efter et både på redningskransen, hækken og den ubeskrevne stævn.
   "Det fjernede vores fælles tipoldefar. Han tyvstjal det i Riga i 1919 da han og hans svoger var på flugt fra en flok russiske hemmelige politifolk under revolutionen." svarede Eigil og hjalp inspirationen på vejs med en forsvarlig snaps. "Den forklaring er nok lige så tvivlsom som det er det bringer uheld at omdøbe skibe. Det er der aldrig nogen der har haft mod på at efterprøve. Der er ingen tvivl om at Christians russiske oldemor kom hertil sammen med dem."
   Med kysten på afstand gav Eigil pokker i alle milijøhensyn og smed den første tomme øldåse overbord og rakte ud efter en ny. .
   "Er i sådan set også en slags hemmelige analytikere?" spurgte Flemming. Han fulgte trop med øllet og kunne ikke styre sin nysgerrighed længere. "Eigil og Svendsen siger ikke mere end de har fået lov til. Det vi sige slet ingen ting, ud over i ligger lidt over fredningsklasse A."
   "Jeg troede vil aftalte vi skulle slappe af" brummede Svendsen. Han var foran dem alle med øl og lagde pænt de tomme dåser i en plastpose.
   "Det er aftalen. Det er såmænd ikke særligt indviklet." forsikrede Christian med et smil. "Vi analyserer primært teletrafik i De Mørke Netværk der automatisk saboterer almindelige browsere når de forsøger at trænge derind. Vi hedder CYRANO. Det står for Cyber Recon, Analytic Operation. Der huserer, blandt andet, instruktørerne fra Ghadaffis træningslejre for undertrykkelse og terroraktivit. Da deres chef fik en opsigelse han ikke kunne misforstå kunne de godt regne ud de ikke var mere populære end han. De fandt husly hos deres gamle elever i Bekaa Dalen mens PLO huserede der og i Eritrea provinsen. De fleste af dem blev ansat der til at få de lokale ambitioner til at hænge bedre sammen.Bin Laden medbragte en flok af dem til Tora Bora da han flyttede derop."
   "Dengang kunne man ikke forudse det ville udvikle sig til statussymbol og bevis på så meget organisation, det tiltrak andre." fortsatte Karsten. "De oprindelige instruktører har uddannet nye. De virker nu som lejesoldater i den branche. De tilbyder stadig kurser med variabelt grundpensum, alt efter hvem, der ansætter dem. Det forsøger vi efter fattig evne at holde styr på. Da der blev lukket en skole i Somalia begrænsede det sørøvernes aktiviteter på de kanter som i måske har bemærket."
   "De skoler infiltrerer ofte flygtningegrupper, og forebygger modstand fra deres side med misinformation." fortsatte Christian da Flemming havde sundet sig lidt. "Flygtning sender som regel det de kan undvære hjem til dem, de efterlod. De opretter fødekæder til det inden for de netværk, der har forbindelser med hinanden i forskellige lejre. De fødekæder infiltreres også. Dem sporer vi og vores kolleger med varierende held. Jeg overlader den nuværende opgave til din egen fantasi."
   "Har det forbindelse med vores problem?." spurgte Flemming.
   "En smule i periferien" fortsatte Karsten. "Nogen af de iværksatte migranter sender, I bedste tradition for dem, det de kan undvære, til de familiemedlemmer, de har forbindelse med hjemme og i andre lejre. Det omfatter også sorte penge som de tjener på ombygning af ejendomme. Dem der står for de ombygninger får i pose og sæk med svindel med tilstandsrapporter i stor stil. De dræbte var, hver på deres måde, en del af fødekæden for det. De var utilfredse med deres andele.Der er skam gode penge i bygningsbranchen uanset om det er almindelig slitage eller skader efter revolutioner."
   "Vi endte her da vi sporede en ny fødekæde for hvervning oh indsamling til en ny skole i Nevi provinsen." forklarede Christian. "Dem vi sporer er, som sagt, ret kvikke til at infiltrere andre netværk. Både den sorte løn og indsamlingerne overføres gennem et af de skuffeselskaber de lokale brugte til at skjule de fortjenester, de snød deres egne kolleger for. Dem vi sporer hverver også rekrutter blandt dem der har ombestemt sig og smugler dem tilbage tilbage til de skoler."
   "Og det har vi en lodret ordre til at holde os fra, selvom jeg godt kan få øje på noget, der tåler nærmere undersøgelse." lød det fra Svendsen. Han tog sin afslapning helt bogstaveligt og betragtede Elisabeths velformede arkitektur mens hun stod til rors med vind i håret og opmærksomt fulgte med i sejlenes reaktioner.
   "Det er på eget ansvar" grinede Karsten. "Min søde veninde er faktisk løjtnant i den belgiske flåde, mesterskytte og har brunt bælte i karate."
   "Hun havde bare et mindre uheld med en hackning." oplyste Christian."Det er hun også ret god til. Så længe hun er her, undgår hun tiltale for det."
   "Er i her af samme grund?" spurgte Flemming overrasket.
   "Nogenlunde" grinede Karsten."Vi undgår tiltale for whistleblowing om særdeles fortrolige interne dokumenter, så længe vi er her. Officielt må nemlig ikke komme frem at politiet ud over et par drab afslørede grove insiderhandeler med aktier. Det er politiet, der beskytter os fordi vi, ganske rigtigt, stjal den dokumentation vi gav dem."
   "Skal vi glemme det faglige og tage hul på beskøjterne?" foreslog Eigil hovedrystende.
   "Det kan i ikke overholde alligevel" lød det fra Svendsen der åbnede endnu en øl. "Tager du et stykke med rullepølse med til mig når du rejser dig op alligevel."

Turen fortsatte med almindelig spøgefuldhed og indbyrdes drilleri til de lå mellem Asnæs og Hindsholm med frit valg mellem at fortsætte mod Samsø eller Røsnæs. Elisabeth og Bryn afbrød en samtale med med Flemming, der åbenbart havde en fortid som søspejder. Han mente ketchens egenskaber var væsentlige mere spændende end Svendsens og Eigils som han havde fornøjelse af hver dag. De vurderede i fællesskab at tilbageturen derfra ville tage væsentligt længere tid udturen på grund af skiftende strøm og vindforhold.
   "Så har vi en alvorlig krisetilstand" konkluderede Svendsen med et sørgmodigt blik på de resterende øl. "Kan vi gå ind og tanke op?"
   "Vi har nok til at brolægge hele vejen til Nirvana" oplyste Karsten og hentede en frisk ramme øl under dæk. "Vores beskøjter består af pølser, frikadeller og kartoffelsalat. Skal vi lade dem vente et par timer endnu?".
   "Lad os bare det" medgav Svendsen. Han fejrede omgående den aflyste krise med frisk øl. "Pas på den tyske orlogsmand der optræder på slap line mellem os og Samsø" advarede han og betragtede en anden sejlbåd med det flag. Det så ud som om rorgængeren på den var i tvivl om hvilken retning han skulle videre i.
   "Ham passerer vi agterom. Der er god plads" kom det beroligende fra Flemming. Han stod til rors mens Bryn og Elisabeth begge opholdt sig i lukafet.
   "Aye, Aye, Captain" lød det medgørligt fra Svendsen. Han saluterede med øllen i stedet for at gøre honnør og betragtede på skift solen og den anden sejlbåd mens han dæmpet begyndte at nynne "Wir fahren gegen England."
   "Han sejler den forkerte vej" påpegede Eigil "Tag hellere 'På Samsø var en pige' inden det ender med u-diplomatiske forviklinger"
   Det lod Svendsen sig ikke sige to gange. De andre faldt i og hilste Samsøs fjerne piger med øllene.
   "Mon han tror det er en kampsang fra vikingetiden?" spurgte Karsten da den tyske rorgænger lagde kursen om til stik syd og forsvandt med en hast, der lignede flugt.
   De nåede lige at give ham sidste sidste vers med på vejen med alle tangenter ude, da Bryn dukkede op med to kander kaffe og et måbende ansigtsudtryk. Han meddelte bestemt at sådan en opførsel enten kostede en tur i detentionen eller en omgang til i Wales som han so bekendt, stammede fra, hvis nogen skulle have glemt det.
   Han blev beroliget med en øl og fortalte andre Walisiske skrøner om øldrikning, herunder at en kendt skuespillers far aldrig nåede at se nogen af sønnens film fordi han altid blev opholdt på en af de kroer, der lå mellem hans hjem og byens biograf.

***
   "Det kalder jeg en vellykket brainstorm selvom det mest var afslapning" erklærede Svendsen med rersten af en pølse i hånden, da noret igen kom til syne midt på aftenen..
   "Affødte den en ide om, hvordan vi tager fat på de tre drab på en ny måde" spurgte Flemming, der overlod roret til Elisabeth for sidste gang.
   "Tredjestyrmænd kan ikke ændre dagsordenen uden forudgående tilladelse." mumlede Svendsen med munden fuld af pølse. "Har vores uofficielle kolleger et forslag, hvis vi absoult skal have lidt fagligt, på faldrebet." spurgte han og så på Christian og Karsten.
   "Har du overvejet en Othello effekt med systematisk mistro.mellem deltagerne i det netværk i efterforsker." spurgte Christian. "Jeg mødte kun Rasmussen en halv times tid. Der var han mere interesseret i sex end i den kunst, vi faktisk kom for at se på. Du husker måske at det netværks kassemester godt kan inspirere til andre ønsker end økonomiske."
   "Var hun der? " spurgte Eigil.
   "Det var hun med garanti ikke men det var Lindegård. Hvis du ser bort fra faktorernes orden kan de første drab skyldes at Lindegård fik en anden form for bestikkelse som Rasmussen gik halvanden kilometer væk for at få andel i. Ham kunne de andre sagtens undvære."
   "Var den gensidige mistro nok til at få resten til at fortsætte." spurgte Flemming og sprang op og gjorde agtertrossen fast til broen.
   "Overfaldet på Lindegård skete efter han højlydt mindede om at de andres fortjenester afhang af han både holdt kæft med de fredningrisici, der faktisk var og den han opfandt."
   "Vi giver dem begge en omgang til under den forudsætning" afgjorde Svendsen, der fik en håndsrækning af Flemming for at komme sikkert op på broen.
   Da begge hans fødder igen var landfaste lagde bølgegangen sig ikke helt, konstaterede han overrasket da han forsigtigt gik hen til enden af broen. .
   "Vi udnævner turen her til en lukket konference og skriver timesedler på det?" afgjorde Svendsen da alle igen var samlet på stranden.
   Da der ikke kom nogen protester ville han gerne vide hvordan fanden de havde tænkt sig at komme tilbage til deres hotel på lovlig vis.
   "Jeg kontaktede Brix da vi nærmede os Noret" oplyste Flemming muntert. "Han holder bag buskene, derhenne."
   "Det får du med som kvalifikationstillæg ved næste lønforhandling" lovede Svendsen alvorligt og satte kurs mod de angivne buske. "Det, der slap ud undervejs må ikke nævnes i nogen rapporter eller gentages, når vi er på arbejde igen."