Rejsen hjem
   En smukkere natur end her i det øde nordlige Canada, var for mig umuligt at forestille mig. Turen hjemover gennem Yucon, Dowson Range og White Horse områderne, var nok ensom, men den natur jeg oplevede, ophævede rigeligt mit tunge og triste sind, over min elskede hustru Rhea ikke var ved min side.
   Jeg var ikke glad, men savnet blev til dels overskygget, af den helt vidunderlige natur jeg drog igennem, samt det faktum, at hun nu var under kyndig behandling. Store og høje bjerge, store og for øjet uendelige skove, med et liv af dyr ikke mange fik øje på, hvis man ikke havde øjnene åbne for livet i ødemarken.
   Den natur var min og Rheas, vores liv. Sådan havde vi begge bestemt det.
   Gang på gang måtte jeg stoppe op, bare se på det skue der mødte mine øjne, og så undres.
   Hvordan leve i en storby? Hvorfor lod folk sig stuve sammen i kasser af høje huse? Jeg forstod det simpelt hen ikke. Friheden i og med naturen, på dens præmisser, var det liv jeg altid havde levet, og som jeg ikke for alt i verden ville undvære... Og dog.
   Tunge tanker, om hvad min hustru Rhea kunne fejle efter styrtet, gnavede stadig i min hjerne, selvom jeg prøvede at undgå de triste stemninger, jeg af og til kom i, uden at ville det.
   I al min sorg over Rheas tilskadekomst, havde jeg fornuft og realisme nok til at nyde den storslåede natur, som jeg bevægede mig igennem. Mange var de gange vi sammen, Rhea og jeg, havde oplevet så smuk natur som der var her.
   Vi havde ikke før være så længe på rejse, og aldrig så langt mod nord. Skæbnen havde ført os længere væk fra vores hjemegn, end jeg var tilfreds med under den nuværende situation. Jeg var dog fortrøstningsfuld, trods alt.
   Turen hjemover var lang, men smuk og givende. Jeg havde mulighed for at tænke, tænke på den kvinde jeg af hjertet elskede.
   Jeg smilede for mig selv, tænkte på jeg nu var alene, efter at have sendt Rhea med redningshelikopteren. Nu måtte jeg klare mig uden hende. Det havde jeg altid førhen kunnet, men Rhea var blevet en del af mit liv, og jeg savnede hende meget.
   Jeg havde igen været nødt til at tænke over, hvad jeg skulle tage med mig videre. Måtte igen gennemgå den udrustning, jeg havde til min rådighed.
   Jeg ville ride det meste af vejen, og alligevel vidste jeg, at det ville tage mig godt fjorten dage, at nå til vores hjem i bjergene mod syd.
   Jeg havde gennemgået alt grejet, og var stødt på trusser og diverse klæder, der tilhørte Rhea. Skulle jeg brænde det overflødige tøj, for at lette hestens vægt og oppakning?
   Nej, hendes tøj fyldte ikke meget, og kunne sagtens ligge i bunden af den ene sadeltaske. Det meste af både hendes og mit tøj, havde vi alligevel efterladt i den hule, på det sted hvor Rhea blev alvorligt kvæstet, efter det voldsomme stenskred.
   Jagtbøsse til hagl, min pistol og mine jagtknive havde jeg altid indenfor rækkevidde. Riflen og den Colt Rhea havde, var aldrig blevet fundet. Jeg anså disse våben for tabt for altid.
   Hvordan havde hun det nu? Alene på et hospital i en storby, som jeg vidste hun ikke trivedes i?
   Jeg gjorde mig mange tanker om hendes kvæstelser, om hun var kommet under behandling i tide, og om hun ville blive helt rask.
   Jeg blev melankolsk. Jeg savnede hende meget, og tænkte ofte på at hun var mit liv, det der gjorde min tilværelse værd at leve, gav den indhold.
   De daglige marcher var altid lange nu, jeg ville hjem så hurtigt jeg kunne, uden at belaste den lille hest, Kojo, alt for meget. Jeg talte ofte til ham, fortalte om mine tanker, og tænkte på, at der i gamle dage kunne gå uger, hvor enlige ryttere kun havde deres hest at være i selskab med.
   Jeg forstod godt de passede på deres heste, betragtede dem som en del af familien, ja i visse tilfælde satte hesten højere, end konen der ventede hjemme på dem. På en mærkelig måde forstod jeg nu, hvad der drev disse mennesker til at tænke og føle sådan. Min lille hest var den livline, jeg havde til det hjem jeg stilede imod. Selvfølgelig ville jeg kunne nå det uden hesten, men det ville tage måneder, tænkte jeg.
   Kojo var en mild og medgørlig lille mustang. En Indianerhest der var som skabt til at færdes i skove og bjerge. Den var udholdende, og kunne gå i mange timer, uden mad, og med kun lidt væde af og til, fra de vandløb vi krydsede. Jeg havde ikke meget foder tilbage til ham, men han klarede sig udmærket, med hvad der bød sig til af græsser, på vores vandring mod hjemmet.

Vi var på vej gennem er meget stor dal, der snoede sig mange kilometer mod syd. Det var mere end fem dage siden, jeg havde sendt Rhea af sted med helikopteren. Nu fulgte vi en flods bugtede løb gennem dalen.
   Jeg jagede på vejen. Fugle og mindre dyr. Det større vildt ville være spild af mad. Jeg kunne ikke slæbe så meget med mig, uden det gik til, og blev uspiseligt.
   Rhea og jeg havde altid kun jaget, hvad vi kunne spise, og ikke bare for jagtens skyld. Mange hjorte og forskelligt større vildt lod jeg løbe, selvom jeg nemt kunne have skudt mig til et stort måltid mad.
   Jeg fiskede også af og til, og fangede hvidfisk og ørred med fluestang. Min rejsestang, der var sammenklappelig og næsten ingen ting fyldte. Den var jeg glad for, den havde Rhea købt til mig, en dag hun havde været på besøg hos det ene af sine børn i byen.
   Hvor jeg dog savnede min kvinde, savnede hendes selskab, hendes kærlige øjne og varme smil. Jeg havde det dårligt, med ikke at vide hvordan hun havde det. Jeg trøstede mig med, at var der sket noget alvorligt med hende, ville børnene formentlig have eftersøgt mig med fly, de måtte vide fra helikopterens mandskab, hvilken vej jeg ville følge, for at nå hurtigt og sikkert hjem.
   Jeg følte det, som havde jeg fået amputeret mere end det halve, af det menneske der var mig, John, Rheas John.

På en egnet eng standsede jeg, slog lejr. Læsejlet blev rigget til, så det både ydede ly for vinden, og ville tage af for regnen, hvis der kom en byge.
   Jeg skulle også vaskes, skifte tøj, da jeg efterhånden syntes jeg lugtede lige lovlig meget. Havde Rhea været her, havde jeg for flere dage siden skiftet tøjet, og havde badet dagligt i floden, søen eller elven hver dag. Det anså jeg ikke for så vigtigt lige nu, det gjaldt om at komme hjem, få hesten på græs, og så se at få forbindelse over radioen til Rhea.
   Hendes søn Joe, havde foræret os en udmærket radio, der via radiobølger sagtens kunne nå den nærmeste by, hvor han boede.
   Han havde selv en hjemme, og talte ofte med os over radioen, om hvordan vi havde det. Også søsteren Supaya, havde vi af og til forbindelse med, hun havde en radio magen til vores stående.
   Jeg tændte et lille bål, tog alt tøjet af, og gik ned til floden for at vaske mig. Min revolver, en Colt 45, lagde jeg på bredden på en sten, og vadede ud i vandet med sæben i hånden. Herligt, men hundekoldt var vandet.
   Jeg skyndte mig at få det overstået, og vadede i land igen. Jeg tog våbnet og gik op til bålet.
   Det var først på eftermiddagen, så jeg havde tid til at lade varmen fra bålet tørre min krop. Her var heller ikke så mange myg, så det generede mig.
   Nøgen sad jeg og så ind i ilden, og tænkte igen på Rhea. Hvor mange gange havde vi ikke siddet nøgne op ad hinanden ude i naturen, når vi var på rejse, og så bare lade varmen fra ilden tørre os?
   Det havde jeg ikke tal på, men det var mange gange, hvor vi nøgne havde pjattet med hinanden, havde rendt efter hinanden, og hvor jeg havde fanget hende, havde holdt hende fast, for at kysse og kramme hende vildt og voldsomt.
   Af og til havde det afstedkommet, at vi uden blusel havde elsket på det sted, vi nu tilfældigt var havnet.
   Vi var lykkelige sammen, og nu savnede jeg hende så forfærdeligt. Min manddom rørte på sig, jeg smilede, så på den og sagde stille:
   "Så, så, lille ven, det er ikke tid for dig at blive i godt humør, du må vente til Rhea kommer forbi med at blive glædet." Men det hjalp ikke noget, den var blevet opstemt, og følelserne for Rhea var overvældende.
   Jeg så mig omkring, ved egentlig ikke hvorfor, men jeg var lidt genert lige nu. Her sad jeg med en stivert, og havde ikke min smukke Rhea til at hjælpe mig med at tilfredsstille mine lyster, mit tiltagende begær.
   Jeg lænede mig tilbage, lukkede øjnene og tænkte på Rhea. Langsomt og rytmisk tog jeg og gned mit lem. Tankerne til, og om min smukke, ømme og kærlige hustru tog overhånd. Jeg onanerede langsomt, mens jeg tænkte på den kærlighed, vi havde til og med hinanden.
   Da jeg kom, brølede jeg min kærlighed til hende ud over dalen, jeg krummede mig sammen, og havde et par sekunder hvor jeg ikke alene følte Rheas smukke krop, jeg så ind i hendes smilende ansigt, fangede hendes smukke og ømt kærlige øjne.

Bag efter skammede jeg mig lidt, og sagde halvhøjt:
   "Undskyld Rhea, men jeg savner dig sådan." Jeg forestillede mig hun smilede og svarede:
   "Det er ok, John, jeg er hos dig i tankerne."
   Igen gik jeg ned til floden og ud i det kolde vand, skyllede sæden af mine ben og mave, og trampede tilbage til den varme ild.
   Det lettede, jeg følte mig udmattet, men også rolig. Stille takkede jeg Rhea for at forstå mig, og bad hende tilgive, at jeg ikke kunne styre mine følelser for hende længere.
   Aftensmaden bestod af to fugle jeg havde skudt. Jeg stegte dem på spid over bålet. Herligt måltid, nok til mig.
   Den lille hest Kojo, stod og drak vand nede ved floden, nu luntede den tilbage, og stillede sig med bagen mod vinden, og gumlede græs i sig. Den var åbenbart også tilfreds.
   Jeg var stadig nøgen, og den tilstundende aften og nat blev køligere. Jeg tænkte på i eftermiddags og smilede. Det jeg havde foretaget mig, ville jeg sgu ikke fortælle Rhea. Hun ville sikkert grine af det, men jeg var stadig lidt flov over mig selv, over jeg ikke havde kunnet styre mine lyster.
   Ville Rhea have gjort det samme, hvis det var hende der havde været alene?
   Jeg legede med tanken, men skød den fra mig, da mine forestillinger om hvad hun ville have foretaget sig, berørte mine følelser mærkbart.
   Idiot! Gamle idiot John, hvad pokker har du nu gang i, er du ikke ved at blive lidt skør? Tag for pokker et par bukser på, og tænk på noget andet.
   Aftenen var smuk, jeg nød den røde sol, der langsomt forsvandt ned bag de høje bjerge i vest.
   Tusmørket sænkede sig over min lille lejr, og jeg fandt det på tide at krybe til ro. I morgen var der atter være mange mil der skulle lægges bag mig, før jeg kunne være hjemme i vores lille hytte i bjergene mod syd.

Jeg var nu i kendt terræn. Vidste at det kun ville vare et par dage, så ville jeg få øje på vores lille hytte. Jeg var i bjergene i hjemegnen, her havde jeg jaget mange gange.
   Selv hesten så ud til at vide, der ikke var lang vej tilbage, før vi var hjemme. Den havde været mig en god hjælper og ven. Det eneste væsen jeg kunne tale til, og med. Kunne belemre med mine tanker. Dens rolige gemyt havde været en beroligelse for mig.
   Når jeg var ked af det, savnede Rhea. Så talte jeg til den, og jeg bildte mig ind, at den lyttede.

Nå, jeg var vågnet lige før dagen gryede, havde pakket mit habengut, og sad nu stille og roligt og nød morgenmaden, teen og den friske morgenluft. Enkelte tågebanker sejlede stille ned gennem dalen, i retning af flodens indløb i de højere bjerge i syd. Her ville tågen stoppe og blive, til solen kunne jage den endeligt på flugt.
   Et betagende syn jeg ofte så på i flere timer, da jeg var yngre. Lige nu havde jeg for travlt med at komme videre, til at vente på at solen fik den magt. Mod nord trak der tunge skyer mod mig. Solen måtte jeg så undvære i dag, men det gjorde ikke så meget, så blev dagen ikke så varm.
   Det var tid til at komme videre, og jeg satte mig til rette i sadlen. Det begyndte så småt at regne, støvregn, men alligevel så meget at det var nødvendigt, at tage min kappe på.
   Efter et kvarters tid, drev vandet ned ad den og ned på hesten. Langs siderne løb små dråber af vand ned under dens bug. Jeg lod den bestemme tempoet.
   Ved middagstid var regnen taget til, og det silede nu i stride strømme ned over os. Af og til rystede hesten på hovedet, så vandet stod i kaskader fra den. Jeg morede mig, klappede den kærligt og talte beroligende til den, selvom det ikke var nødvendigt. Jeg sad tørt under regnslaget, der også dækkede det meste af hesten.

Sent på eftermiddagen fandt jeg den hule, eller grotte, jeg ville overnatte i. Der var plads til os begge, så stor var den. Her havde jeg ofte tidligere overnattet. Grotten var tør og stor. Den gav læ for både vind og regn.
   Jeg pakkede ud, og lod den lille hest gå udenfor, hvor den tilsyneladende vidste, hvor græsset var frodigst. Den havde stadig mit regnslag over sig. En lille sø var mindre end halvtreds meter fra hulen, der styrede den ned imod.
   Jeg riggede til med et lille bål, fandt tørret kød frem af bagagen, og lagde det i kasserollen. Smed krydderier ned til kødet, kom vand på og satte den i ilden. Skar en humpel af det sidste brød jeg havde tilbage.
   Jeg havde ikke mange madvarer igen, men kunne klare mig, til jeg nåede hjem. Herlig suppe med kødstykker, og dejligt men lidt tørt brød til. Dyppede jeg det i suppen, var det såmænd et godt måltid jeg fik.
   Sidste nat i naturen. I morgen, sent, ville jeg nå hjem til hytten. Jeg glædede mig meget til at se hytten, til at mærke duften af Rhea, der nu konstant var i mine tanker. Jeg gik ned til hesten, tog dens tøjler og førte den ind i hulen. Her tog jeg det våde regnslag af den, og tøjrede den til en krog, jeg tidligere havde banket ind i en sprække i klippevæggen.
   Lidt mere brænde på bålet, og så bare putte sig i tæpperne. Min sovepose havde lægerne klippet i stykker, da jeg havde pakket Rhea i den under transporten af hende. Jeg havde brændt den, sammen med det andet grej jeg ikke kunne tage med mig, på min videre vej mod hjemmet.
   Også det store og stærke tæppe der havde båret Rhea, havde jeg brændt, det var for tungt at have med, selvom de plamager af Rheas blod der var på det, var til at vaske af, eller at leve med.
   Jeg vidste at Rhea holdt meget af det tæppe, men jeg havde lavet en del huller i det, for at fæstne det til de to stænger, så det udgjorde en slæde. Så meget værd som tæppe havde det efter den behandling ikke været.
   Mørket sænkede sig, og jeg sov ind til nattens mange lyde, både fra den nærliggende skov, og fra plaskene i søen efter de springende fisk. Lyde jeg var fortrolig med, og som virkede beroligende på mig.

Endelig rundede jeg den sidste pynt på min lange hjemrejse. Hytten lå så smukt nede i dalen ved floden og den store sø.
   Jeg stoppede hesten, vidste godt at det ville være mørkt, inden jeg ville nå frem til hytten. Vi fortsatte efter en kort pause, den lille hest og jeg.
   Røg steg op af skorstenen. Hvem var i hytten? Var det Rhea? Nej, jeg skød tanken fra mig, det kunne det ikke være, det var jeg sikker på. Hun var sikkert stadig på et hospital, hvor de passede hende, og sørgede for hun kunne komme til kræfter.
   Nu kom de tanker til mig, som jeg havde skudt fra mig tidligere, mange gange.
   Hvad nu hvis hun var krøbling? Ville vi kunne klare at bo i en by? Ville vores forhold kunne holde til, at hun ikke mere kunne ride i naturen? Ville hun blive ked af det? Og ville hun bede mig om at passe mig selv?
   Dumme tanker, åndssvage tanker, vi kun én gang tidligere havde drøftet, nærmest i sjov. Hun havde sagt til mig, at blev jeg invalid, ville hun kærligt passe mig.
   Men var det hende det gik ud over, ville hun ikke leve. Et liv som krøbling var ikke værdigt for hende.
   Jeg havde protesteret, men hun havde smilende sagt til mig, at sådan var det, og så ville hun ikke tale mere om det.
   Men jeg ville ikke svigte hende, det var sikkert. Om jeg så skulle skubbe hende i en rullestol resten af livet, ville jeg gøre det. Vores kærlighed var stærk nok, til at klare alle de udfordringer der ville komme, det var jeg sikker på.
   Jeg havde det dårligt med at tænke de tanker, de var tunge, og gjorde mig urolig og i dårligt humør.
   Som dagen skred frem, nærmede jeg mig hytten, Et par gange havde jeg set en person uden for, men jeg var for langt væk, til med sikkerhed at bestemme hvem det var. Om det var en mand eller en kvinde, kunne jeg heller ikke se. Alle gik jo i bukser nu til dags.

Jeg nærmede mig, mørket var faldet på, men en lampe var hængt ud for at vise mig vej, det var jeg sikker på. Var det Joe der havde taget turen her op? Eller? Jeg vidste det ikke, men glædede mig til at komme hjem.
   Endelig rundede jeg hyttens bageste ende, og styrede mod den lille stald, hvor hesten skulle staldes op. Ud kom Supaya med en lampe i hånden.
   "Velkommen, John. Jeg har fulgt dig de sidste mange timer, og er klar med varmt vand til dig. Mente du gerne ville vaskes, før du satte dig til bordet.
   Jeg har lovet mor at se efter dig, til du er klar til at besøge hende på hospitalet." Hendes tænder lyste smukt hvidt i mørket.
   "Jeg tager hesten, og skal nok sørge for den, strigle og fodre den. Gå du nu ind og gør dig klar til at spise, du må være sulten. Maden er parat til dig."
   Hun tog tøjlen, og trak hesten ind i stalden. Jeg gik ind i hytten.
   Her var varmt, og i vores lille badeværelse var alt gjort klart til mig, selv rent tøj var der lagt frem.
   Jeg forgudede den datter, det vidste Rhea. Hvor hun dog lignede sin mor. Samme smil, samme smukke og ranke skikkelse, og samme kærlige og varme sind. Det var forståeligt at Rhea var stolt af sine børn.
   Joe lignede sin far, havde Rhea altid sagt. Han var en flot mand, det kunne jeg godt se og huske. Jeg kunne kun give hende ret. Jeg havde kendt hendes mand, havde mange gange talt med ham, og havde hyppigt været gæst i deres lille butik. Sågar var jeg efterhånden kommet på gaver med dem, dog kun børnene.
   Hver jul, var det blevet en tradition, at de fik en lille gave af mig, og det selvom Indianerne ikke holdt jul som de kristne.
   Hver jul havde de begge lavet små gaver til mig, som Rhea og jeg i dag var glade for, og meget stolte af. Små billeder, små udsmykninger med fjer og farvede strimler, som Indianerne brugte det.
   Også en drømmefanger havde de et år lavet til mig. Den var stadig over min seng, selvom Rhea sagde, at det behøvede jeg ikke, jeg havde jo hende, og så havde hun leet hjerteligt.
   Da Rheas mand døde, havde jeg fortsat den lille tradition med gaver, men gløden, den hjertevarme atmosfære der havde været i familien, var med faderens død næsten forsvundet.
   Rhea havde kæmpet videre for sine børn, havde sørget for de fik en ordentlig uddannelse.
   Jeg havde ladet hende forstå, at manglede hun noget, skulle hun sige til. Men Rhea havde end ikke kommenteret mit tilbud, elegant havde hun undgået at svare på mine henvendelser, endsige kommenteret at jeg var villig til at hjælpe. Jeg vidste godt at det var hendes stolthed, der forbød hende at modtage hjælp fra en hvid mand.
   Før jeg endelig tog mod til mig, og bad om hendes kærlighed og hjerte, var børnene flyttet til storbyen, og klarede sig hver for sig. Jeg forstod og følte den stolthed Rhea altid gav udtryk for, når vi talte om børnene, hver gang jeg havde ærinde i butikken.
   Efter at have vasket mig og klædt mig på, gik jeg ind i stuen. Supaya kom hen til mig, tog om mig og gav mig et knus. Hendes øjne strålede, glade.
   "John, jeg skal hilse så hjerteligt fra mor, og sige at hun har det godt, men savner dig. Det går meget bedre med hende nu, og hun er glad for du hjalp hende så meget, som du gjorde." Jeg smilede.
   "Supaya, det er det mor har mig til, blandt så meget andet. Er hun så nogenlunde på benene?" Supaya smilede og sagde:
   "John, kom nu og sæt dig og spis, så skal jeg fortælle dig, hvordan mor har det.
   Du må da også have haft en hård tur hjem alene, og ikke kunne vide noget om, hvor meget mor var kommet til skade. Det var det der bekymrede hende mest." Supaya pegede på min plads ved bordet, og serverede maden.
   Mens jeg spiste, fortalte Supaya om de smertelige operationer hendes mor havde været igennem.
   Om genoptræningen af hende, og om hun stadig ikke måtte støtte på det ben, hvor lårbenet var brækket. Armen ville for altid være lidt skæv, men det var til at leve med.
   Lægerne havde rost mine syninger, og rost de skinner jeg havde støttet de brækkede knogler med. De havde sagt, at havde jeg ikke vidst hvad jeg skulle gøre, havde hun ikke overlevet i mange dage.
   Jeg havde gjort det eneste rigtige, nemlig at stoppe hendes blødninger og forbinde hende, forhindret at der kom betændelse i hendes åbne sår ved hjælp af penecelinpulveret, givet hende lidt væde, og så sørge for hun havde ro omkring sig.
   At hun ville få men efter den ulykke var sikkert, men dem måtte vi så leve med.
   "John, i morgen tager du ind til mor. En af mine venners far vil hente dig i sin lille private helikopter, og jeg vil så blive her i den tid der er nødvendig for jer, til mor er så rask, at hun kan komme hjem.
   Det har jeg talt med min bror om, og min kæreste kommer en af dagene, så du og mor behøver ikke være bange for der sker mig noget her ude." Hun smilede.
   "Netop derfor er jeg nervøs, Supaya, hvad kan der ikke ske, når unge mennesker leger gifte folk?" Jeg morede mig højlydt.
   "John, nu driller du, men jeg er glad for du er munter.
   Da jeg så dig komme, kunne jeg se du har tabt dig meget, og på din holdning sås det tydeligt du var bekymret.
   Men du kan være helt rolig, sker der noget, har Røde Ræv lovet at gifte sig med mig, og det ved Mor godt." Hun smålo og var lidt genert, lidt rød i hovedet.
   "Supaya, jeg er glad for alt er i orden, at i hjælper os, og jeg takker af hjertet for jeres omsorg for både mor og mig. Jeg skal nok lade være med at drille mere, det var ikke pænt, det ved jeg godt. Kan du tilgive mig, min pige?" Hun smilede.
   "Ja, John, jeg tilgiver dig gerne, for jeg ved hvor meget mor holder af dig.
   Nu får du te, i morgen tidlig kommer de og henter dig, og så er det nok bedst du er rimeligt udhvilet. Så jeg foreslår, at du lægger dig efter teen og får den søvn, som jeg kan se på dig, du trænger til. Du har været længe i ødemarken, og jeg tror ikke du har hvilet meget, siden det med mor."

Supaya var en herlig pige, som sin mor, var hun enhver mands drøm om en god, dygtig og kærlig hustru. Hende kunne Røde Ræv med rette være stolt af, og meget tilfreds med.
   Jeg måtte vænne mig til min egen seng igen, men faldt dog hurtigt i søvn, til en vise som Supaya stille sang for sig selv.
   At det var en gammel Indiansk vuggevise, lagde jeg ikke noget i, og at hun formentlig sang for mig, bekymrede jeg mig heller ikke om.
   Jeg var træt, usigelig træt, og glædede mig til i morgen at se min smukke og elskede hustru, Rhea.