Hun stod og fyldte på hylderne. Her kunne hun lade tankerne flyve som hun ville. Samtidig var det også en ulempe, for så begyndte hun at tænke på alt det hun ville lave derhjemme. Hun fik ind imellem skældud i skolen for at sidde og være åndsfraværende. Det var der ingen der skældte hende ud for her, bare hun satte varerne pænt op.
   "Sig mig, sover du?"
   Hun gav et sæt. Hun vendte sig om, det var en ikke helt ung mand, som hun ikke kendte. Han var klædt i supermarkedets uniform.
   "Nej, slet ikke."
   "Så koncentrer dig om dit arbejde i stedet for at stå og drømme om Sofus, han er ikke her."
   Hun kiggede engang på hylden. Havde hun gjort noget forkert? Det kunne hun ikke se hun havde. Hvad var der så galt?
   "Hvor længe har du været her?" spurgte han.
   "To en halv måned."
   "Det er derfor jeg ikke har set dig før, men jeg siger dig, her koncentrerer vi os om vort arbejde og ikke noget med at stå og drømme om at du skal på diskotek i aften eller at du skal mødes med Sofus i eftermiddag."
   Hun kom i tanke om, at hun godt havde hørt, at en souschef var blevet indlagt i forsommeren og at han snart ville komme tilbage. Det måtte være ham.
   Hun rettede ryggen og gjorde alt for at se nærværende ud. Hun håbede ikke, at han kom igen.
   Endnu engang gik hendes tanker til hvilken uddannelse hun skulle tage.
   Nu kom der en dreng hen ad gangen, han så ud til at være ti år, han havde lyst strithår og et lidt skævt ansigt.
   "Kan du sige mig hvor jeg finder honningen, søster?"
   "Lige ovre på den anden side," svarede hun og forsøgte at lyde venlig. Han kunne jo ikke gøre for, at hun var træt og dette her med søster irriterede hende. Hun prøvede at sige til sig selv, at det var værre hvis han sagde tykke eller fede som mange andre havde sagt i skolen.
   Men havde hun ikke set ham før? Han forekom bekendt. Han var vel en, der ofte kom her i supermarkedet. Eller havde han gået på hendes skole? Der var så mange der, det var ikke til at huske dem alle.
   Nu kom souschefen igen. Hun prøvede at se nærværende ud. Nu var der heldigvis en, der skulle snakke med ham, så han blev stående på pæn afstand.
   Et øjeblik tænkte hun på, hvor meget klokken var, men så længe denne souschef stod og kunne se hende turde hun ikke tage mobiltelefonen op og kigge. Det var nemmere i gamle dage, da man gik med armbåndsur, plejede hendes far at sige. Han havde også oplevet, at der ikke var mobiltelefoner og man altid skulle bruge mønttelefoner. Han sagde ofte, at så stod folk da ikke og snakkede privat ude i det offentlige som de gjorde i dag. Han udtrykte altid irritation over det. Anita var irriteret over, at han altid skulle snage i hvor meget hun talte i den.
   Det var nu ikke særlig meget. Hun måtte nok erkende, at hun ikke havde så mange at tale med. Hun kvalte et suk. Hun prøvede altid at holde tankerne fra det, men det kom altid på en eller anden måde.
   Det var nu endelig tid til frokost. Det tidspunkt, der delte dagen op i to dele. I dag skulle det så lige netop være sammen med Dorte, der som sædvanlig skulle fortælle om sine eskapader med mænd i sidste weekend. Anita hørte kun med et halvt øre, hun skulle heldigvis ikke høres i den svada. Den irriterede hende hver gang, og i dag havde hun særlig meget lyst til at sige hold kæft.
   Hun forsøgte at komme i snak med nogle af de andre piger, men de svarede hende ikke. Hun spiste resten af sin frokost i et roligt tempo og gik så udenfor ved leveringsrampen. Ikke fordi hun skulle ryge som de andre, der stod der, mere for at komme lidt ud. Dem der stod og røg snakkede ivrigt og tog ikke notits af hende.
   Så havde de endelig fri, og hun var igen hjemme og drak eftermiddagskaffe med forældrene. Hendes far snakkede om arbejdet som sædvanlig.
   Nu gik han lige på toilettet, og da han kom ud, udstødte han et voldsomt udbrud. "Nej, hør nu, nu spiller de sandelig musik deroppe, de perkere."
   Inger rynkede brynene og prøvede at høre godt efter. Anita gjorde alt for at prøve at høre noget. Hun havde før oplevet nogen spille meget høj musik i huset, men lige nu kunne hun ikke høre noget.
   "Jeg kan ikke høre noget," sagde Inger.
   "Det kan høres ude på toilettet."
   Anita gik derud og fangede nogle klavertoner, ikke særlig højt, det forekom hende, at der også var en kvindestemme, der sang.
   "Det er nu ikke særlig højt," sagde hun, da hun kom ud igen, "vi er jo heller ikke på toilettet hele tiden."
   "Det er da lige meget, de skal ikke spille så højt så naboerne bliver belemret med det, nu går jeg op og siger det til dem."
   "Nej, Preben, lad nu være," sagde Inger og greb fat i ham.
   "Du vil åbenbart have, at vi skal finde os i nabostøj i dette hus, men det vil jeg ikke, når nu vi er andelshavere må det være slut med det." Han rev sig løs og gik ud ad døren.
   "Hvorfor gjorde du ikke mere for at stoppe ham, mor?"
   "Det er umuligt, min skat, og du ved jo godt far ikke er meget for musik."
   "Det ved jeg."
   I næste øjeblik kunne de høre Preben råbe højlydt, som den nat hvor han skældte deres datter ud i opgangen. Anita blev højrød i ansigtet.
   "Det ender med vi bliver ekskluderet," sagde hun, idet hun rejste sig og stak sine fødder i skoene. "Nu går jeg altså en tur, mor, jeg vil ikke være vidne til det der."
   "Gå nu ikke for langt væk!"
   "Jeg skal nok kommme tilbage til aftensmad, slap af." Hun blev forskrækket over, at hendes stemme lød så skarp, og det kunne hun se, at hendes mor også blev.
   Hun gik ud af døren og smækkede hårdt og løb ud på fortovet. Hvor ville hun gerne flytte hjemmefra. Det var snart ikke til at holde ud.
   Hun gik turen ned til Blågårdsgade og daskede rundt og kiggede. Efter et stykke tid vendte hun tilbage, og hun nåede det til spisetid.
   Straks de havde sat sig til bordet begyndte hendes far. "Ja, formanden er vist desværre bortrejst, men så fik jeg fat i ham Jørgen, der bor ved siden af dem, han er sekretær i bestyrelsen og klagede over, at de spillede musik deroppe, han kom så herned og sagde, at han ikke kunne høre noget, og da jeg så sagde, at det kunne høres på toilettet, så var han noget så uforskammet, jeg synes de skulle smide ham ud af bestyrelsen."
   "Hvordan var han uforskammet?" sagde Inger.
   "Han sagde præcis det samme som dig, Anita, om jeg da var på toilettet hele tiden, og jeg skal også sige dig, at jeg ikke finder mig i sådan nogle uforskammetheder."
   "Ja, ja, far," svarede hun og så ned.
   Nu fortsatte han med den sædvanlige lange tale om dumme studerende på hans arbejde. Hun satte sig til at spise sin mad i tavshed.