Jens og Marianne og deres piger skulle ud med hunden. Den gik med ud ad døren og logrede lystigt med halen.
   Netop som de gik ud så de Lena komme ud af affaldsskuret.
   "Det er hende den nye beboer, Lena," hviskede Jens, hvorpå han vinkede. Lena vinkede igen og kom hen til dem.
   "Hej, jeg er Lena."
   "Det er min hustru Marianne, og vores to piger Lea og Emma, og det der er Bongo."
   Lena gav dem hånden en efter en, hvorpå hun strøg hunden på hovedet.
   "Nå, skal I lige ud en tur og lufte hunden," sagde hun.
   "Ja, det skal jo til," sagde Marianne, "jeg kan forstå du er lærer i ernæring."
   "Det er rigtigt, ja, jeg traf jo lige din mand i vaskekælderen den anden dag, er det rigtigt at de maskiner der er i udu har været det et helt år?"
   "Det stemmer."
   "Formanden kom op til mig i går og plaprede altaner og salgsværdi, som om jeg var interesseret i det, når jeg lige er flyttet ind."
   "Vi mistænker ham for bare at ville få salgsprisen så højt op som muligt og så flytte med en fed fortjeneste."
   "Ja, han virker sådan, det er kun salgsværdierne, som han ævler om, da jeg så sagde til ham, at der er tre vaskemaskiner, der ikke virker, råbte han, at han var træt af altid at blive kritiseret og han brugte tredive timer på arbejdet med at være formand."
   "Det er der andre end dig, der har oplevet," sagde Jens, "hvis du nogensinde bliver nødt til at henvende dig til bestyrelsen, så henvend dig til Jørgen i nummer fjorten, han hører på hvad man siger."
   "Det skal jeg huske."
   "Desværre er han i mindretal i bestyrelsen, hvis han pludselig træder ud, så vil jeg nok være ked af det, men jeg vil godt kunne forstå ham."
   "Hvem er så suppleanter?"
   "Ham kender vi ikke så godt," sagde Marianne. "Han kommer til generalforsamlingen, men han siger ikke så meget."
   "Ja, det er jo første gang jeg prøver at bo i andelslejlighed," sagde Lena, "nu håber jeg også, at jeg om et par måneder kan være væk en weekend uden der sker noget."
   "Ja, det er ikke lige indbrud, der er vores største problem," sagde Marianne, "Skal du besøge familie?
   "Nej, jeg skal undervise på et seminar i Oslo, det er lidt spændende."
   "Ja, det er en lidt speciel by," sagde Jens. "Ava, du ved, hende den rødhårede kunstner, snakker om at tage dertil for at se det nye Edward Munch-museum."
   "Ja, der er jo sat timer af til sightseeing. Der er bare en ting, der generer mig, og det er, at den lærer, der også skulle have været med, er langtidssygemeldt, så er det min kollega her fra huset, der skal med i stedet for ham, det huer mig ikke."
   "Uha, det kan vi godt forstå," sagde Marianne.
   "Han er gift og har en datter, ikke?"
   "Jo, det stemmer, hans bedre halvdel er sådan set venlig nok, men noget reserveret, hans datter er utrolig sød."
   "Det er hende den sorthårede teenagepige, der nogle gange leger med jeres børn i gården?"
   "Ja, netop."
   "Hun ser også sød ud, men nu må jeg vist lige op og se på mine manuskripter, tak for snakken, hej."
   Hun gik op og familien fortsatte ud ad porten.
   "Det er da godt, at der også kommer fornuftige folk ind i huset," sagde Marianne.
   "Helt enig, skat," svarede hendes mand. De gik ud ad porten og hen ad gaden med hunden luntende ved siden af. De var ikke kommet ret langt inden de opdagede, at der var vild opstandelse i tøjbutikken, som var et af andelsforeningens erhvervslejemål. En af medarbejderne havde genkendt dem og styrtede ud til dem.
   "Der løber vand ned gennem loftet, det er helt vildt, og vi kan ikke få fat i bestyrelsens formand."
   "Hold da op!" udbrød både Jens og Marianne. Jens henvendte sig til Marianne. "De to lejligheder ovenover, det er Preben Jensen og familie og så Ellen, er det ikke noget med, at de har fået vaskemaskine hos Preben?" Hun nikkede.
   "Må jeg lige se det?" spurgte han butikskvinden. Hun nikkede og førte ham indenfor igennem butikken til deres baglokale, hvor han blev vidne til flere stråler vand, der løb ned i hele lokalet. Deres toilet havde en stor sø og ude i deres opholdsrum kunne han se, at nogle af deres papirer var blevet ødelagt inden de havde nået at fjerne dem. Han kunne mærke sit hjerteslag i tindingerne og hev efter vejret.
   "Ved I hvilke lejligheder jeres toilets faldstamme er forbundet med?"
   "Dem til højre."
   "Jeg vil lige prøve at gå op og ringe på hos dem."
   Han stormede ud ad døren og tog sig lige tid til at forklare sin familie sagen inden han løb ind i opgangen, stormede op og ringede på hos familien Jensen. Der var tydeligvis ingen hjemme, så han løb ned igen.
   "Ingen hjemme," sagde han.
   Marianne tog sin mobil op. "Vi har Anitas mobilnummer, jeg kan godt nok ikke lige at drage hende ind i det, men det er vist det eneste, der er at gøre." Jens forklarede lige butikskvinden, at det var datteren i familien ovenpå. Marianne trykkede på Anita, og da det gik på svareren, indtalte hun en besked, der forklarede sagen.
   "Hun aflytter nok sine beskeder på et tidspunkt," sagde hun da hun havde afbrudt forbindelsen.
   "Vi håber, at sagen snart kører videre," sagde Jens til kvinden og hun nikkede.
   "Jeres formand er ikke lige den letteste at snakke med," sagde hun, "men tak for jeres indsats og god dag."
   Familien ønskede hende i lige måde og begyndte på deres tur.
   "Det ser helt forfærdeligt ud," sagde Jens, "hvorfor i alverden har de dog ikke undersøgt, om deres afløb kunne klare det pres?"
   "Det er synd for Anita, at hun nu kommer til at være mellemmand," sagde Marianne, "jeg kan ikke lide det."
   "Heller ikke mig," svarede hendes mand.
   De gik hen ad gaden sammen.

---

Anita sad oppe i overboernes lejlighed med Jeanne og Jannie. De havde spontant inviteret hende op, da hun havde tidligt fri. Luiza sørgede for te til dem og satte sig ned for at snakke med dem. De to gymnasiepiger havde lige nogen sjove historier om deres lærere, som de skulle dele og Anita konstaterede, at også i gymnasiet kunne man grine noget af lærerne. Forskellen var bare, at her var det ikke ondt ment som det ofte var i folkeskolen.
   På et tidspunkt blev Jannie alvorlig og så på Anita. "Er ham den tyran af en chef, som du har, stadig efter dig?"
   Anita tænkte lidt. "Sandt at sige har jeg ikke mærket meget til ham et stykke tid, men jeg ved jo bare aldrig, om han begynder igen."
   "Husk hvad jeg sagde, hvis han gør det, så klag til jeres tillidsmand."
   "Det skal jeg huske."
   "Det er noget med, at du var på en tur til jeres tidligere bopæl i går," sagde Jeanne.
   "Ja," sagde Anita, "jeg havde jo fundet ud af adressen på den ved hjælp af en mappe med papirer, og det var så i Greve."
   "Det er mod syd, ikke?"
   "Jo, på Køgebanen, jeg fandt huset." Hun havde en lille dirren i stemmen. "Og jeg talte med en nabo. Det var... underligt at stå der og se, hvordan vi boede dengang."
   "Ja, det må være underligt," sagde Jannie.
   "Ja, da jeg fortalte ham, at jeg boede der, spurgte han om jeg hed Anita, og det måtte jeg jo sige ja til."
   "Det var så jeres gamle nabo," sagde de to andre piger næsten i munden på hinanden. Anita nikkede.
   "Ja, han var meget flink, mine forældre var flyttet derfra i huj og hast og han var vist lidt ked af at have mistet forbindelsen til dem."
   "Hvad har de mon flygtet fra?" sagde Jeanne.
   "Det er ikke godt at vide, og nu skal I høre den bedste eller den værste, jeg ved snart ikke, han fortalte mig, at min halvbror ofte kom på besøg, altså, min fars søn fra hans tidligere forhold."
   Både Luiza og de to piger fik øjenbrynene op i panden og tabte underkæben, Jeanne udstødte et mindre hyl.
   "Så den ukendte dreng på det billede du fortalte mig om, må jo være ham," sagde hun.
   "Jeg kan ikke tro andet, og ja, I forstår jo nok, at jeg var bestyrtet, så jeg fik ikke spurgt den flinke mand om ham, og han ville sikkert også have undret sig over, at jeg ikke vidste noget om ham."
   "Men hvorfor i alverden er han blevet hemmeligholdt for dig," sagde Jannie, "det virker noget abnormt."
   "Jeg må give dig ret," svarede Anita, "og jeg har nærmest forestillet mig, at han måske er gået bort på den ene eller den anden måde."
   "Det tror jeg ikke," sagde Jeanne, "hvis det var tilfældet ville det jo være ufarligt at du kendte til hans eksistens, så kan du jo af gode grunde ikke opsøge ham, for jeg ville gætte på, at det var det der skulle forhindres."
   "Du siger noget." Anita gned sin hage eftertænksomt. "Det er nu heller ikke let at opsøge ham alligevel, jeg kender ikke engang hans navn, jeg ved kun at hans mor hedder Lene og dem kommer der jo massevis af, hvis jeg googler det navn, også selv om jeg begrænser det til Trekantsområdet."
   "Det er ligesom at google min fars fornavn i Brasilien."
   "Det virker altså forskruet på mig," sagde Luiza, "uanset hvad der så er med ham din halvbror, så har du da ret til i hvert fald at kende til hans eksistens."
   "Ja, jeg er helt enig," svarede Anita. De to gymnasiepiger sad og så rådvilde og alvorlige ud.
   Nu kom Anita lige til at tænke på at tjekke sin mobil. Hun havde sat den på lydløs, fordi hun gerne ville have en fredelig snak med dem hun var sammen med, og da så hun, at der var en talebesked. Det var ikke noget hun fik ret ofte, de fleste sendte hende tekstbeskeder. Hun var lige inde og se, hvem der havde ringet.
   "Det er Marianne, hende moren i baghuset," udbrød hun. De andre kiggede forbavset, og Anita aflyttede nu beskeden, hvor Marianne fortalte, at der løb vand ned til tøjbutikken og det nok kom fra deres lejlighed. Anita så forvirret på sin mobil. Det tog et øjeblik, før beskedens indhold sank ind. Hun mærkede et stik af skyld - lige nu burde hun tænke på praktiske problemer, men hendes tanker om Johnny og alt det, hun lige havde delt med sine veninder, var stadig tæt på.
   "Jeg må løbe," sagde hun og rejste sig hurtigt.
   De nikkede alle og sagde farvel til hende og Anita spænede nu ned ad trappen og ud til tøjbutikken. Da hun forklarede en venlig ekspedient hvem hun var, blev hun vist ind til butikschefens kontor. På vej derind forsøgte Anita at samle sine tanker. Hvordan skulle hun forklare det? "Jeg må bare være ærlig," tænkte hun. Men hvad hvis de blev sure?
   Det var en midaldrende lidt kraftig dame med grå striber i det mørke hår, og Anita fik hende trods nervøsitet forklaret hvem hun var, og damen nikkede. Hun rejste sig og førte Anita ud i opholdsrummet og viste hvordan det så ud.
   "Jeg skal nok få snakket med mine forældre om det," sagde Anita.
   "Det er godt," sagde kvinden, "og hvis vi bliver nødt til at kræve erstatning, så er vi villige til at lave en afdragsordning."
   Anita takkede, sagde farvel og løb op til sin egen etage. Hvordan skulle hun dog tackle det? Hun var jo nødt til at sige det videre. Butikschefen var venlig nok, men der var andre ting, der kunne gå galt.
   Hun stormede ind tids nok til at se hendes mor tage vasketøjet ud af maskinen.
   "Den er helt gal, mor, vi har lavet vandskade nede i butikken."
   Hendes mor kiggede forundret, og Anita kastede sig nu ud i en forklaring, selv om hun var forpustet lykkedes det hende at komme igennem den.
   "Det var da grueligt," sagde hendes mor.
   "Vi skulle have fået undersøgt vores afløb først for at se, om det kunne klare det."
   "Men far sagde, at det var gjort."
   "Af hvem?"
   "René, ham vores vicevært."
   "Er han blikkenslager?"
   "Vores formand sagde god for ham."
   "Ja, vores formand, min bare røv, men når det er min tur til at vaske, så går jeg altså i kælderen, det går jo ikke det der."
   "Ja, det vil jeg nok også gøre, men du ved hvordan far er indstillet."
   "Det kan koste os dyrt hvis vi får en erstatningssag på halsen, og hvis han ikke kan se det, så er han mere end almindeligt dum, undskyld jeg siger det, og vi bliver nødt til at snakke med bestyrelsen om det, de kunne bare ikke få kontakt med formanden."
   "Ham snakker far jo godt med, så han kan snakke med ham."
   "Jeg foretrækker at gå op og få fat i Jørgen lige nu, han virker fornuftig."
   Inden hendes mor havde nået at få stoppet hende løb hun op til næste etage og ringede på Jørgens dørklokke. Hun ventede spændt, og nu lød der trin bag døren, og Jørgen lukkede op.
   "Men hejsa, Anita," sagde han.
   "Hejsa, ja, jeg kommer fordi at butikken hernede har fået en slem vandskade og det ser ud til, at den kommer fra os og det er vores nye vaskemaskine, der er skyld i det."
   "Det var godt nok ikke så godt."
   "De siger nede i butikken, at de ikke kan få fat på Morten."
   "Han tager ofte ikke telefonen, når det er vores erhvervslejemål, men jeg skal nok sørge for at få en snak med dem og med dine forældre."
   "Jeg vil råde dig til at komme ned og snakke med min mor inden min far kommer hjem, jeg tror det er lettere."
   "Det har du nok ret i, jeg kommer med ned nu."
   Han fulgte efter hende ned ad trappen og kom ind i deres lejlighed, hvor Inger sad og ventede spændt. Han rakte hende hånden til hilsen og hun gengældte det.
   "Ja, det er jo en kedelig sag jeg må tale om," sagde han, "men det er nødvendigt, de har en vandskade nede i butikken og alt tyder på, at det er jeres vaskemaskine, der er skyld i det."
   Hvis hendes far havde været hjemme nu, ville han have eksploderet. "Det var en lettelse, at han ikke var her, så de kunne løse problemet på en fornuftig måde," tænkte Anita.
   "Det må jeg så erkende, men vi handlede i god tro, ham vores vicevært sagde god for vores afløb. Jeg ved godt, at Preben er glad for formanden, men nogle gange undrer jeg mig over, hvor meget han lukker øjnene for," sagde Inger og kiggede bekymret på Anita.
   "Sket er sket, men I må ikke gøre det en anden gang, jeg tvivler meget på hans kvalifikationer, han er her fordi han er en af vores formands gode venner."
   "Du skal passe på med at sige noget dårligt om vores formand, når min mand er til stede."
   "Jeg ved det, men jeg vil sige jer, I må ikke godtage hans mærkelige forbindelser til at komme og gøre noget håndværksarbejde hos jer, find hellere selv en, selv om hans forbindelser gør det billigere, de arbejder nemlig sort."
   "Det er derfor de gør det så billigt?" sagde Inger.
   "Lige netop, ja, Morten har afsonet flere fængselsdomme, og misforstå mig ikke, folk der er straffede skal naturligvis have en chance for at komme på fode, men alt peger bare i retning af, at han ikke har forbedret sig, alle hans mærkelige forbindelser virker lyssky, men netop fordi de arbejder sort er det billigere og så synes han selv, at han er en god økonom af den grund."
   Anita kunne iagttage hendes mors ansigtsudtryk, der hang mere og mere.
   "Det er også derfor han ikke har ordnet fjernvarmen," fortsatte Jørgen, "han har ikke fundet en af hans forbindelser, der har kunnet gøre det, jeg tror også det gælder reparationerne af vaskemaskinerne i vores kælder."
   "Og min far der går og er så bange for kriminelle her i byen," sagde Anita.
   "Ja, men Morten har en evne til at besnære, han prøver også at besnære dem i baghusets stueetage, men det virker som om det ikke lykkes."
   "De kan ikke klare ham," sagde Anita.
   "Det er kun godt, de vil jo gerne have en større lejlighed i ejendommen, forståeligt nok, den lejlighed derovre er godt nok for trang til dem, og deres overbo som også sidder i bestyrelsen, hun er en kollega til Ava, og hun er helt vild med at lægge sin andel sammen med deres, så hun kan have atelier dernede."
   "Men vores formand er jo ellers efter Ava om, at man ikke må have erhverv i beboelse."
   "Love og regler i hans optik er der kun for at chikanere dem, han ikke synes om, det må vi se i øjnene, og jeg ville sådan ønske, at du kunne overbevise din far om at holde sig fra ham, men jeg kan godt se det er vanskeligt, så jeg vil ikke bede dig om det."
   Inger rystede på hovedet. "Gid jeg kunne, men som du siger, det er svært."
   "Men tak for snakken, jeg vil gå ned og tale med butikschefen nu, jeg kan sikkert godt komme overens med hende, men hvad resten af bestyrelsen så siger, det er jeg ikke herre over."
   "Vi kommer så til at høre nærmere?"
   "Det kommer I til, og hvis det kommer til en erstatningssag, så skal jeg nok gøre alt for at forhandle en afdragsordning."
   "Tak skal du have, held og lykke med samtalen." De gav ham hånden.
   Anita smilede. Så langt ville det ikke være kommet med hendes far. Hendes mor kiggede på sit armbåndsur.
   "Det er mærkeligt, den senere tid er din far kommet sent hjem, han plejer altid at være den første."
   "Ja, nu du siger det."
   "Men ok, vi to skal måske lige lave noget mad til i aften."
   "God ide." De gik ud i køkkenet og tog tingene frem.
   Mens de arbejdede på maden, snakkede de om, hvordan de skulle gribe det an med den vaskemaskine.
   "Vi kan sælge den online, så får vi nogle af pengene tilbage, ikke lige alt, men bedre end ingenting," foreslog Anita.
   "Det går din far aldrig med til og det er jo ham, der har købt og betalt den."
   "Så må vi få en blikkenslager til at komme og se på vores afløb og måske lave det sådan at det kan klare vaskemaskinens vandafløb."
   "Den er bedre, det kan jeg så betale, hvis din far er imod det."
   "Ret beset burde du ikke betale det alene."
   "Den kamel må jeg sluge, det vil jo blive dyrere hvis vi bliver ved med at sende vand ned til butikken."
   "Det kan jeg godt se, men så må vi jo finde frem til en blikkenslager så hurtigt som muligt, men hvis der så er lang ventetid på ham, så må vi vaske i kælderen indtil det bliver i orden."
   "Jeg er helt enig, min pige, men din far vil nok ikke gå med til at vaske i kælderen, han er jo stædig."
   "Det nytter altså ikke, mor, hvis det en gang til sker at vandet løber ned til dem i butikken, så bliver det ikke bare dyrt, vi får også et dårligt rygte."
   Moren stod og tænkte. "Ja," hun trak lidt på det, "lad os nu se hvor lang tid der kan gå inden blikkenslageren kommer, hvis han kommer inden det er fars tur til at vaske, så giver det sig selv."
   "Men det er ikke en selvfølge."
   "Du har ret, men du plejer jo at være god til at ordne noget på Nettet, kunne du ikke gå ind og bestille en bliktud, så klarer jeg maden imens."
   "I orden, mor Jeg tror, vi skal forberede os på en storm, når far hører om det," sagde Anita og trak vejret dybt. "Han bliver næppe glad for, at vi har involveret Jørgen."
   "Hvis du kan skaffe en blikkenslager på et tidspunkt, hvor han ikke opdager det, så går det."
   Anita gik ind og søgte på blikkenslagere, og hun fandt også en tæt ved. I det samme kunne hun høre hendes far komme hjem. Han var allerede i gang med et surt opstød.
   Det var muligt at bestille blikkenslagerens ydelse online. Hun fandt lige sin vagtplan frem, så ville hun selv sørge for at lukke ham ind. Der var endda ikke så lang tid til han havde en ledig tid, endda om formiddagen på en dag, hvor hun havde en sen vagt i butikken. Hun markerede den tid og beskrev problemet og så var den klaret. Det var hendes tur til at vaske næste gang, og det blev nok før de kom, men så ville hun gå i kælderen.
   Efter dette kom hun ud og begyndte at dække bord.
   De satte sig nu til at spise. Anitas tanker begyndte igen at gå til hendes ukendte halvbror. Utroligt at netop det, som havde næsten overfyldt hendes tanker siden besøget i Greve kunne fortrænges af alt det vandskadehalløj. Det var selvfølgelig også et problem, der kaldte på en hurtig handling.
   Hendes far begyndte at snakke om uansvarligheden blandt de studerende han havde med at gøre, Hun var lige ved at sige, at herhjemme var det hende og moren, der havde taget ansvaret i dag. Men hun vidste, hvordan det ville ende - endnu en af hans tirader, der ikke førte nogen vegne. Det var ikke det værd.
   Men nu skulle Jørgen vel tage det op i bestyrelsen? Hvordan mon formanden ville reagere? Hun kunne næsten høre hans undvigende svar, men måske kunne Jørgen holde ham i skak.