Nu havde hun fridag på en af ugens hverdage. Hendes forældre havde endelig fundet ud af, at så skulle de ikke vække hende, så ville hun spise morgenmad alene efter en lang søvn. Hun lå i sengen og tænkte, at det var som hun var flyttet hjemmefra. Hun blev liggende lidt. Det nød hun, når hun havde fridag på en hverdag.
   Hun kiggede hen på hendes lille bogreol. Der var mange bøger, som hun nok var vokset fra, men nu ville hun prøve at kigge på dem. Hun fandt lige Peter Pan frem. Som mindre havde hun drømt om at flyve med ham til Ønskeøen. Hun åbnede og gik ind på første kapitel. Der faldt noget ud af bogen. Var det mon noget, som hun havde brugt som bogmærke? Hun samlede det op. Det var et foto, på det maleri af en kronhjort, der var i baggrunden, kunne hun regne ud, at det var taget hjemme hos farfar og farmor.
   Hun kunne se, at der var hende selv som fire eller fem årig. Hun havde fletninger, det var længe siden hun sidst havde haft det. Nu bandt hun håret i en hestehale, når det blev for ustyrligt. Så var der fætter Bent, som hun var jævnaldrende med. Han sad med sin lillesøster Lisa på skødet, hun var givetvis begyndt at sige de første ord på det tidspunkt.
   Men hvem var så ham, som hun selv sad på skødet af? Det var en lyshåret stor dreng klædt i mørkt tøj. Han så ud til at være i konfirmationsalderen.
   Hun ville have antaget, at det var taget for at de kunne få et billede af børnebørnene, men det var kun tre ud af de fire personer, der var deres børnebørn, hendes fætter og kusine og så hende selv, der var enebarn. Den store dreng, hvem var han?
   Hun tænkte lidt frem og tilbage. Billedet så ikke ud til at være printet på en hjemmeprinter. Det var muligvis lavet hos en fotohandler, der tilbød print af digitale billeder.
   Billedet lå inde i Peter Pan. Den havde hun fået i julegave af hendes onkel og faster. Hendes onkel Leo var god til at fotografere, så det var nok ham, der havde taget billedet. Hvordan var den kopi af billedet havnet inde i bogen? Hun kunne ikke engang huske hvilket år hun havde fået den gave af dem. Måske det år billedet var taget? Men der kunne hun jo ikke læse endnu.
   Den store dreng måtte være i tyverne i dag, hvis hun havde gættet hans alder på billedet rigtigt, men hvem var han?
   Nu knurrede maven, så nu måtte hun have morgenmad. Hun gik ud og tog sig noget mysli og mælk og satte vand over til kaffe. Mens hun spiste, tænkte hun videre. Hun kom i tanke om, at hendes far havde været gift før. Havde han et barn med sin eks? I så fald var den store dreng et barnebarn ligesom Bent og Lisa og hende selv.
   Alligevel afviste Anita tanken. Hendes far havde aldrig nævnt det. Det ville han vel have gjort, det var jo hans søn.
   Og min halvbror, slog det ned i hende, så det gav et sæt. Men nej, hun kunne da ikke tro, at hendes far ville have en søn uden at nævne det. Det var godt nok forfærdelige ting, som han ofte sagde om sin eks, Lene som hun hed, men derfor ville han vel som far gerne have samkvem med sit barn.
   Det var bare... det var jo nærmest et gruppebillede af børnebørnene, men lige en person syntes at skille sig ud.
   Eller gjorde han?
   Bent sad med sin spæde lillesøster på skødet, og den ukendte sad med hende selv på skødet... var det et mønster?
   Hun besluttede ikke at spekulere mere på det og nyde fridagen. Mens hun nu sad over morgenmaden, kiggede hun lidt rundt i lejligheden. Væggene med de grønne tapeter var helt bare, der hang ikke et eneste billede undtagen lige et par familiebilleder, et med hendes mors familie og et med hendes fars. På begge billeder var hun nok nærmest omkring ti år, og den mystiske store dreng var ikke med.
   Hun ville ikke spekulere mere, så hun kiggede lidt hen på den store reol. Den indeholdt stort set kun fagbøger om ernæring. Der var dog lige en fotobog, som de havde fået lavet på Nettet. Da hun havde spist færdig og vasket op efter sin morgenmad gik hun hen og tog den fotobog ned. Hun kiggede den igennem, det gik langsomt fordi flere billeder vakte minder. Hun kunne følge hvordan hun blev større. Men ingen billeder af den ukendte dreng.
   Nu skulle det foreløbig være slut med at tænke på det. Hun gik ind og lagde det mystiske foto tilbage i bogen med det resultat, at julegavekortet faldt ud. Hun samlede det op og lagde det ind og stillede bogen på plads.
   Men hendes øjne blev alligevel draget til de andre bøger i reolen. De var så godt som alle en gave fra hendes faster og onkel. Bent læste nogle af de samme bøger og de havde mange samtaler om dem, og det inspirerede også mange lege når de så hinanden i sommerferierne.'
   Hun så lige Emil fra Lønneberg, tog den frem og læste et kapitel af den med genkendelsens glæde. Hun lo flere gange.
   Hun fik nogle erindringsbilleder i hovedet. Hun havde da vist været i biografen på et tidspunkt. Hun kunne se det for sig. Men hvem var det med? Hendes far holdt jo på, at de ikke skulle i biografen, det var vold og sex det hele. De skulle holde sig til film på TV2 Charlie. Det var deres faste kanal, den kedede hende.
   I sommerferien var det altid dem, der besøgte Leo og faster Karen. Hun mindedes, at de på et tidspunkt havde snakket om at komme over til København, men det mente hendes far, at det skulle de ikke. Der var ikke noget at komme efter der.
   Hun kunne godt huske alle de gange de havde spurgt til, om de havde set nogle af de ting København var kendt for. Hendes fars standardsvar var, at han var i København for at arbejde og ikke noget andet. Hendes historielærer havde ind imellem taget klassen med på tur til historiske steder, så hun havde da på den konto set både Rundetårn, Rosenborg, Christiansborgs kælder med ruinerne af Absalons borg og andre ting. Når hun havde fortalt om det derhjemme, svarede hendes far altid, at det ikke interesserede ham. Han havde heller aldrig været særlig villig til at snakke om de bøger hun læste.
   Men nu ville hun ikke sidde her fortabe sig i minder. Hun ville nyde fridagen, så hun trak i sit overtøj og gik ud uden at have sat sig et mål.
   I dag gik hun en længere tur. Dette her kvarter på Nørrebro, det lignede alt andet. Hun så bare de samme huse hele tiden, gik bare ned på Nørrebrogade hver dag, så hun ville gerne lidt længere og se noget andet.
   Nu endte hun ude ved Guldbergsgade og kunne genkende Empire Bio. Skulle hun forære sig selv en tur i biffen? Det var længe siden hun havde været der. Hendes forældre gad ikke rigtig, der var jo nok af gode danske lystspil på TV2 Charlie, og sådan nogen gik jo ikke i biografen længere. Hun gik hen til indgangen og kiggede lidt på hvad der gik. Hun kendte ikke noget af det, så hun besluttede at lade være. Hun ville ikke bruge penge på noget, som hun fandt ud af var noget lort.
   Hun gik tilbage, ud mod Nørrebrogade igen. Hvor var hun dog træt af at bare se den daglig. Hun tænkte på at gå hjem, men det gad hun ikke rigtig endnu. Hun fortsatte imod det ydre Nørrebro, forbi Runddelen. Var der ikke et bibliotek der? Hun havde hørt om det, men aldrig været der. Som mindre havde hun lånt børnebøger på Blågårds Bibliotek og senere nogle andre bøger.
   Hun fandt frem til Den Røde Plads, der var belagt og malet med rødt. Her var biblioteket, hun gik ind i det. Hun gik rundt og kiggede på, hvad der var på hylderne og de bøger, der lå og var særlig fremhævede. Der var endda nogen, som hun kunne huske fra dansktimerne, som var nogen af de bedste timer på skolen. Det var et stort åbent rum, der indbød til udforskning.
   Hun var ikke så vant til at finde rundt der, men hun fandt da ud af hvor skønlitteraturen var. Der var da Tove Ditlevsen. I første omgang valgte hun Barndommens Gade. Så kiggede hun rundt og fandt afdelingen med SF. Hun tog en antologi med noveller, hun vidste ikke om hun kunne klare to romaner på en gang.
   Hvad mon der var på balkonen? Hun gik op og kiggede. Det var alle mulige forskellige emner mellem hinanden.
   Hvordan skulle hun nu finde ud af det med de to bøger hun stod med? Der var noget med låneautomater. Men der stod en kraftig lyshåret pige nede ved betjeningen, samme sted som Borgerservice. Hun gik derhen, og pigen forklarede hende venligt om at hvordan hun skulle betjene udlånsautomaterne. Hun fik også en forklaring på, hvordan hun skulle finde bøgerne på websiden.
   Nu glædede hun sig til at komme hjem og læse, men hun gik lidt rundt. Hun kom jo sjældent så langt ud i kvarteret. Hun endte helt oppe ved Nørrebro Station. Der var en åben plads og lige bagved stationen var Nørrebro Bycenter. Her havde hun vist engang været med sine forældre. Hun følte sig lidt træt af det kvarter, hvor hun selv boede, men herude kom hun ikke så ofte.
   Da hun kom hjem, satte hun sig i sin sovesofa og åbnede Barndommens Gade. Hun blev efter nogle få sider grebet af den pige i bogen. Hun var jo en pige ligesom hun selv, bare yngre. Og så hendes forældre, der ikke forstod ret meget. Hun syntes der var noget af hende selv i det.
   Hun var nu væk fra denne verden, men det var alligevel den hun genkendte i læsningen. Hun tænkte over, at hun da måtte gøre noget ved sin egen situation.
   Hun blev snart grebet af den, det var som da hun selv var tretten år. Det var så bare tydeligt, at det var et mere fattigt hjem, den var selvfølgelig også skrevet i en tid, hvor man var mere fattig. Men hun levede med pigen i bogen, kunne se hendes konflikter som hun kendte fra sig selv. Den ene side tog den anden. Hun begyndte at tænke over, om hun selv fandt sig i for meget.
   Nu nærmede det sig vist spisetid, så hun måtte hellere lægge den til side. Den med noveller ville hun læse når hun lå i sengen inden hun slukkede lyset. Hun kunne nok klare en historie uden at hendes mor kom ind og sagde, at nu skulle hun slukke lyset.
   Hun havde dårligt nok fået sat sig inden hun begyndte at fortælle forældrene om bogen. Hun fortalte dem, hvordan hun genkendte meget af sig selv i det. Midt i en sætning, hvor Anita skulle fortælle om hovedpersonens misforståelse af udtrykket at blotte, kiggede hendes far meget alvorligt på hende.
   "Hvordan går det på dit arbejde?" sagde han i et tonefald som en der spurgte til en dødssyg persons helbred.
   "Det går som det plejer, men hvorfor spørger du om det?"
   "Du skal altså også komme lidt ud i virkeligheden en gang imellem."
   "Jeg er jo ikke andet, hvor skulle vi ellers være?"
   Nu brød hendes mor ind. "Du skal også tænke på, at en sådan snak om en bog du læser snart, kan kede folk, hvis du ikke kan snakke om andet bliver folk trætte af dig."
   Anita sukkede, men gjorde alt for at skjule det. Det lykkedes ikke. Kunne de dog ikke bare lade hende være og stoppe med det præk bare en gang imellem? Kunne hun dog ikke få lov til at glæde sig over andre ting end TV?
   "Nu skal du ikke sidde og sukke på den måde, vi siger det jo for dit eget bedste!"
   " Ja, med andre ord,'" svarede Anita," jeg skal snakke druk, sex og slankekure."
   Nu kastede hendes far sig ud i en lang tale. Anita orkede ikke at høre efter, hun spiste bare sin mad i en vældig fart for at komme væk. Nu ville hun ind og læse videre.
   Men nu var det hendes mor, der sagde noget.
   "Vi har jo begge to lige nogle ekstra fridage, men du har så vidt jeg ved ikke ret til noget ferie endnu."
   "Nej," svarede Anita, "det har jeg været ansat for kort tid til."
   "Mig og far har jo tænkt på at tage et par dage til Jylland, så jeg håber ikke du har noget imod at være alene de få dage."
   "Nej, det har jeg ikke." Hun var ved at udstøde et jubelskrig, men stoppede det. Hun ville nyde at være alene nogle dage.
   Hun havde glemt at spørge dem til drengen på billedet, men hun besluttede at lade være. Hun ville ikke hidse sin far op. Når hun fik en mulighed for at spørge sin faster og onkel, ville hun spørge dem.