Jeg sidder stadigvæk på sengekanten, alt imens jeg forsøger at få samling på mig selv.
   Som jeg sidder og forsøger at få mine tanker i ro, beslutter jeg mig for at tage noget overtøj på og gå en tur.
   Det plejer jeg ofte at gøre, når jeg har brug for at tænke tilværelsen igennem.
   Jeg går ud i gangen, hen til stumtjeneren og tager min jakke, hvorefter jeg tager mine sko på.
   Det tager sin tid; jeg har aldrig været hurtig til at tage tøj på og især ikke overtøj.
   Jeg står i lang tid og binder mine sko.
   Det er som om, at der er uendeligt langt ned til mine fødder men efter et stykke tid, går jeg omsider ud i natten.
   Det er en smuk nat, månen står højt på himlen, der er fuld af stjerner.
   Der er ingen mennesker på gaden; de første står først op om et par timer, når de skal afsted på arbejde, jeg er derfor helt alene.
   Jeg nyder stilheden og den kølige nattebrise.

...

Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg havde skyndt mig alt, hvad jeg kunne ned til parken for at mødes med Julia den samme dag.
   Efter at have hørt hendes stemme i telefonen, og hvor bekymret hun lød, var jeg blevet rykket ud af min egen verden, og i stedet havde jeg nu kun hende i tankerne. Jeg var dybt bekymret for hende, da hun havde haft en tone i stemmen, jeg ikke brød mig om.
   Hvad var der mon sket?
   Havde det noget med mig at gøre og vores møde i går?
   Eller var det noget helt andet, hun ville snakke med mig om?
   Det gik jeg og tænkte for mig selv, alt imens jeg forlod skolen og begav mig ned til cykelskuret, hvor min cykel holdt parkeret.

Det var ikke længere tilbage end i sidste måned, at den havde været væk.
   Jeg var kommet ned til cykelskuret, og jeg kunne ikke finde den, selvom jeg havde ledt overalt efter den. Jeg var ret glad for min cykel, da det var én, jeg længe havde gået og ønsket mig, fordi jeg aldrig havde set en cykel helt magen til den, så jeg var ked af det, da den havde været væk.
   Det viste sig imidlertid, at der blot var en anden af eleverne fra skolen, der var kommet til at tage den i forbifarten, da det lignede hans egen, som han lige havde fået.
   Jeg mødte ham tilfældigvis, da han ankom til skolen på min cykel, og jeg forsøgte at forklare ham, at det måtte være min cykel, han kom kørende på.
   Han så noget forbløffet ud og undskyldte mange gange. Jeg sagde, at det var helt okay, og at jeg bare var glad for at få den tilbage, hvilket var rigtigt. Den betød meget for mig den cykel, så jeg var glad for, at den ikke var blevet stjålet, men at der kun var sket en misforståelse.

Jeg havde fået cyklen som en gave af min tante, som jeg ikke så ret ofte.
   Hun boede for langt væk til, at jeg kunne besøge hende, selvom jeg gerne ville og i sær på det sidste havde jeg virkelig haft brug for det.
   Jeg vidste nemlig, at hun nu boede alene, da hendes mand var død fornyligt i en tidlig alder, og derfor manglede selskab.
   Derudover betød hun også meget for mig, og jeg havde tilbragt mange ferier sammen med hende, da jeg var barn med bl.a at forsøge at lave en tegning, der lignede noget, hvilket næsten havde været umuligt for mig.
   Hun havde syntes, at vi skulle hygge os sammen, og vi havde siddet med kakao, småkager og levende lys på det runde bord, jeg huskede så tydeligt fra hendes stue, men jeg havde altid været elendig til at tegne.
   Da jeg fik den, blev jeg først en smule overrasket.
   Ingen af mine forældre kunne cykle eller for den sags skyld benytte nogen som helst anden form for transportmiddel udover at gå eller tage bussen, og jeg kom også altid selv omkring til bens.
   Det var denne måde, jeg var opvokset på, så det var egentlig lidt specielt, hvorfra at jeg fik selve idéen.
   Jeg havde godt nok snakket om, at det kunne være fedt at lære at cykle, og jeg havde haft én bestemt cykel i tankerne, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville få den i gave.
   Jeg blev utrolig glad og omfavnede hende.

Det var ligeså stille begyndt at blive mørkt, det var jo også sent på efteråret.
   Jeg cyklede igennem byen og i et hastigst tempo.
   Der var mange mennesker i byen den dag, hvilket altid gjorde mig lidt utilpas.
   Jeg vidste aldrig rigtig, hvordan at jeg skulle opføre mig i nærheden af andre mennesker. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at galopere og en tørhed i halsen.
   Jeg cyklede ud af byen og ned til parken i fuld fart, aldrig har det gået så hurtigt.
   Jeg tænkte, at jeg hellere måtte forsøge at nå ned til parken, førend at det blev alt for mørkt udenfor.
   Solen var allerede ved at gå ned, og jeg kørte i fuld fart på min cykel; alt hvad tøj og remmer kunne holde til.

Da jeg nåede ned til parken, var der næsten ingen mennesker. Jeg gik et stykke tid rundt i parken og kiggede efter Julia. Jeg kunne ikke se hende nogen steder, og jeg blev lidt nervøs for, om jeg mon nu var endt i den rigtige park, eller om det var et helt andet sted, hun havde ment, at vi skulle mødes. Jeg satte mig ned på en bænk og tog min mobil frem for at ringe til Julia.
   Jeg tastede hendes nummer med rystende hænder ind på telefonen. Jeg var nervøs for, om jeg havde misforstået hele situationen, eller om hun havde brændt mig af og slet ikke ville have noget med mig at gøre.
   Jeg fik ikke fat i hende første gang, jeg forsøgte at ringe til hende, hvilket kun gjorde mig endnu mere nervøs. Jeg forsøgte at ringe igen, og det lykkedes heller ikke at få fat i hende denne gang. Jeg begyndte at bide negle, hvilket var en af de dårlige vaner jeg havde, som jeg benyttede mig mest af.
   Denne gang fik jeg fat i hende. Hun lød forpustet, som om hun var løbet.
   "Hej...Julia? Er du der?"
   "Ja. Det må du virkelig undskylde. Jeg er på vej, jeg bliver desværre lidt forsinket. Jeg er ked af, at du må vente. Jeg skynder mig alt, hvad jeg kan." Sagde hun.
   "Det er okay." Sagde jeg og satte mig godt til rette på bænken.

Jeg ventede på bænken, og ca. 10 minutter efter kom hun løbende ind i parken.
   "Det er jeg altså ked af. Jeg er glad for, at du ville komme. Det betyder meget for mig. Jeg har noget, som jeg er nødt til at snakke med dig om."
   Hun så ud til at være løbet langt, og jeg kunne fornemme, at hun var oprevet.
   "Kommer du hjemmefra?" Spurgte jeg hende.
   "Ja, det gør jeg." Sagde hun.
   "Ved dine forældre godt, at du er ude så sent?" Spurgte jeg hende og blinkede til hende.
   Vi mindedes begge to vores første møde, hvor jeg havde været virkelig bekymret for hende, fordi at hun ikke havde fortalt hendes forældre, hvor at hun skulle hen.
   "Nej, men ingen af dem er hjemme i aften. De er begge taget ud til et eller andet arrangement ude i byen. Jeg aner ikke til hvad, men de så meget spændte ud."
   "Okay." Sagde jeg.
   "Lover du at holde tæt med det, som jeg fortæller dig nu?"
   "Ja...det skal jeg nok." Svarede jeg usikkert.
   Jeg var i vildrede om, hvad hun mon ville fortælle mig.
   Det måtte noget være noget specielt, siden at hun ville mødes på denne måde.

Hun satte sig på bænken ved siden af mig og kiggede på mig, længe og uden at sige noget.
   Jeg kunne ikke lide hendes blik, der fik mig til at føle mig gennemsigtig og malplaceret.
   Det var ved at blive aften og småkoldt.
   Efter at have cyklet i alt fart ned til parken, var det helt rart at sidde på bænken.
   Jeg kiggede ud over søen, der lå foran bænken og strakte sig ud i alt sin glans.
   Vandet var næsten blikstille og månen reflekterede sit svage skær i vandet.
   Jeg rystede lidt under den tynde jakke og skuttede mig.
   Det var ved at blive sent på efteråret, og kulden var stadig tiltagende.
   Jeg mærkede kulden krybe ind under tøjet.
   Tiden føltes, som gik den uendelig langsomt.
   Jeg rykkede tættere på hende.
   Hun så smuk ud, denne sene aften, men også utrolig sorgmodig.
   Jeg kunne virkelig fornemme på hende, hvor meget det pressede hende, det hun nu ville til at fortælle mig.
   Jeg rystede stadigvæk og smilede skævt til hende.

"Jeg har noget, som jeg gerne vil fortælle dig.", sagde hun så efter en lang pause.
   "Ja?" sagde jeg.
   "Nu skal du høre." Sagde hun så, efter at jeg havde troet, at hun aldrig ville komme frem til selve sagen.
   Hun så nervøs ud, da hun forsatte; "Jeg har tænkt længe over, om det nu også er en god idé, at jeg fortæller dig det her, men jeg har bestemt mig for at gøre det alligevel."
   "Okay." Sagde jeg og forsatte; "Jeg er glad for, at du vil dele det med mig."
   "Ja..." Sagde hun.
   Jeg nød at sidde på bænken ved siden af hende, men jeg var også nervøs for det, der skulle til at komme.

...

Imens at jeg går igennem den ene gade efter den anden, mindes jeg stadigvæk denne samtale, som jeg havde haft med Julia den kolde vinterdag, hvor vi havde mødtes i parken.
   Jeg havde nær frygtet, at hun ikke ville dukke op, men det gjorde hun selvfølgelig, og ordene hun fortalte mig sidder stadigvæk fast.
   Jeg husker som regel altid, hvad folk fortæller mig og meget stærkt, men dette gjorde helt bestemt et særligt indtryk på mig.