Kapitel 1

"En caffe latte på minimælk med ekstra shot, tak". Jeg gjorde mig altid umage for at smile til ekspedienterne. Min tidligere erfaring fra cafélivet var, at der nogle dage var flere sure, ligeglade kunder, end dem, der var venlige og nærværende. Dem der fik jobbet til at give mening. Dem der brugte "jeg vil gerne bede om" i stedet for "jeg skal have", og dem, som sagde tak, når man rakte dem deres othellolagkage pakket ned i en kasse, lukket med et enkelt stykke tape. Det var vigtigt for mig at vise overskud og give dem en god kundeoplevelse. Derfor holdt jeg øjenkontakt og smilede mit tak, da hun rakte mig min kaffe.
   "God dag til dig også, og god arbejdslyst". Solbrillerne blev trukket ud af det lange hår og sat på næsen, mens jeg gik ud af døren og over på den anden side af vejen. Nu skulle jeg bare nyde min kaffe, tår for tår, mens jeg gik en tur i formiddagssolen og lyttede til Mørkeland-podcasten. De fleste var på arbejde, men jeg havde første feriedag, og jeg ville nyde hvert minut.

Fortovet var bredt. Tre rækker gule fliser og cykler på række parkeret op af den røde boligblok på min højre side. Gamle cykler, mountainbikes og børnecykler i lyserøde og grønne farver. Jeg gik på yderste række fliser, tættest på cykelstien, da du, en midaldrende mand, trådte ud af den grønne hoveddør tre opgange længere henne og begyndte at gå imod mig. Du havde sort bluse og sorte bukser på, og en grå sportstaske over skulderen. Dit korte hår strittede lige op i luften, og dine skægstubbe var mindst tre dage gamle. Vi kiggede på hinanden og fik øjenkontakt ganske kort, men begge brød den hurtigt igen. Jeg tog en tår af min kaffe og lagde mærke til, at du gik på samme række fliser som jeg.
   Jeg kiggede mig tilbage, for at se om der skulle gå en gruppe bag mig, og at det måske kunne være derfor, at du valgte at gå netop der, men der var ingen bag mig. Vi var alene på fortovet, der nemt strakte sig hundrede meter. Jeg undrede mig over, hvorfor du havde besluttet dig for at gå lige der, hvor jeg gik. Det ville jo blive akavet, jo tættere vi kom på hinanden. Men jeg overbeviste mig selv om, at du nok skulle hen til en af bilerne, der holdt parkeret langs vejkanten. Eller også ville du flytte dig. Du kom trods alt ud fra en opgang og så, at jeg kom gående. Først.

Afstanden mellem os blev mindre for hvert skridt, og du lignede ikke en, der søgte mod en bil. Du gik lige imod mig, mens du kiggede ned i jorden. Hvorfor? Det spurgte jeg mig selv om flere gange, mens jeg mærkede mit nervesystem geare op. Skulle jeg flytte mig? Det mente jeg jo ikke. Jeg gik her først. Du ville nok flytte dig, jo tættere på jeg kom. Fortovet var bredt, så hvorfor valgte du at gå netop der? Havde du overhovedet set mig?

Jeg hostede for at signalere min tilstedeværelse, men du kiggede ikke op. Du havde ikke høretelefoner i, så jeg gik ud fra, at du kunne høre mig. Situationen blev mere og mere akavet, og jeg blev mere stresset, rigid, fordi jeg insisterede på ikke at være den, der gav efter for en forhindring, der var trådt ud af en opgang. Du kunne vælge en af de to andre fliserækker. På en eller anden måde følte jeg, at jeg havde førsteret til min række gule fliser. Men du flyttede dig stadig ikke.
   "Ok. Så gør jeg ligesom ham. Kigger ned. Så går han uden om, når vi kommer helt tæt på hinanden" tænkte jeg og bøjede hovedet, så du tydeligt kunne se, at jeg ikke havde min opmærksomhed på dig.
   Tre skridt, to skridt, et skridt og ... "umpf" En blød, dump lyd af vores skuldre, der bragede ind i hinanden og blev trukket bagud af sammenstødets kraft efterfulgt af en lav mumlen fra min hals "Der var du jo!", mens jeg mærkede kaffen skvulpe rundt i koppen. Men vi fortsatte begge. Forbi hinanden. Ingen undskyldning. Ingen højlydt konflikt. Næsten som om hele den akavethed, der havde fyldt min verden det sidste halvandet minut, slet ikke havde eksisteret. Hvad fanden var det, der lige skete?

Jeg rystede på hovedet, rettede mig op og tog en dyb indånding. Jeg tog en tår af kaffen, der heldigvis ikke var skvulpet over kanten. En solstråle ramte min kind, og den føltes varmere end før. Helt sikkert fordi solen stod højere på himlen, og måske også fordi stresshormonerne boblede i min krop.
   Mine forældre lærte mig at tage hensyn og gøre plads til andre, og tænke to skridt længere frem. Men som voksen har jeg ofte slået mig på det. Det var som om, ikke alle havde lært det samme.


Kapitel 2

Han hev skuffen op, tog bluser, bukser, sokker og undertøj op og kylede ned i tasken, der stod åben på sengen med det blomstrede sengetøj. Vreden, skuffelsen og sorgen væltede rundt i ham i en stor pærevælling og lukkede til i halsen, så han følte, at han nærmest blev kvalt. Han lynede tasken og flåede den med sig i én bevægelse, mens han trampede ud i gangen og trådte ned i sine slidte sko. Han bukkede sig for at snøre sit snørebånd, men fingrene og snørebåndet kunne ikke samarbejde, og efter flere mislykkede forsøg på at lave en løkke råbte han "Så rend mig dog i røven!" og stoppede i stedet sine snørebånd ned i skoen. Han greb sine nøgler og sin telefon, der lå på kommoden, stak dem i lommen og trampede ud i opgangen.
   Bag ham kunne han høre sin kones gråd og ynkelige forsøg på at få ham til at blive. Synet af hendes tårer og snot, der blandede sig under hendes hage, havde været katalysatoren for, at han havde valgt at gå.

Tirsdag eftermiddag, tre dage forinden, da han havde fået fri fra arbejde, var han kørt forbi en blomsterbutik for at købe en buket til sin hustru gennem enogtyve år. Han havde sat sig tilbage i bilen, lagt dem forsigtigt på forsædet og smilet ved tanken om, hvor glad hun ville blive, når han gav hende dem. Han elskede at overraske hende med små gaver og han gjorde sig umage med at vælge de rigtige ting. Blomsterbuketter, smykker og middage på fancy restauranter. Han glædede sig til at komme hjem til hende hver eftermiddag.

Han låste sig ind i lejligheden, råbte hej, satte sine sko i skostativet indenfor hoveddøren og trådte ud i køkkenet, hvor hans kone normalt var at finde på dette tidspunkt. Men hun var der ikke. Der var helt stille i lejligheden. Han gik ind i stuen, hvor han fandt hende siddende i sofaen med hænderne i skødet og et alvorligt, men nervøst udtryk i ansigtet.
   "Hej skat. Jeg har en lille ting med hjem til dig!" sagde han og smilede til hende. Hun tog imod blomsterne, men det store smil, han havde ventet at se, kom ikke.
   "Hvad er der galt?" spurgte han usikkert.
   "Tak for de smukke blomster. Hvor er de fine! Jeg finder en vase til dem om lidt. Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig, mens jeg stadig tør. Vær sød at sætte dig ned."
   Han satte sig på sofaen ved siden af hende, hun tog en dyb indånding, og da hun begyndte at fortælle, føltes det som et slag i hovedet. Ikke bare ét. Mange. Hun tøvede, men indrømmede at have haft en affære med en kollega. Han blev ør, tavs, følte sig kvalm og kunne næsten ikke holde fokus, da hun fortsatte og fortalte, at det havde stået på i tre år. Hans indre stivnede. Hun græd. Tårerne trillede ned og landede på hendes lår og efterlod en mørk plet. Hun forsikrede ham, at det var overstået, og at hun havde afbrudt det med sin kollega, da det var gået op for hende, at hendes mand var hendes helt store kærlighed.

Han sad som forstenet og tog det hele ind i tavshed. Hun forsikrede ham igen og igen om, at hun elskede ham, bad om tilgivelse og sagde, at det var ham, hun ville være sammen med. Han fandt trøst i hendes ord og mærkede et lille håb, da hun tog hans hånd og sagde, at hun elskede ham højere end noget andet. En af hendes tårer landede på hans pegefinger. Han kiggede ned på den og tilbage på hende, hvor han så fortrydelse og sorg sætte sine spor i hendes ansigt. Han mærkede sit indre lukke sig, som det kan gøre, når man går i chok. Han havde bedt om tænketid for at sunde sig, og de var blevet enige om at forsøge at leve så normalt som muligt, mens han fordøjede den rystende nyhed, der var ved at vælte ham omkuld.

De næste par dage havde været akavede, underlige - en følelsesmæssig rutsjebane - og de levede som i et parallelt univers, hvor alting føltes forkert. Han havde insisteret på, at hun skulle opsige sit job og finde et nyt, så hun kunne komme væk fra kollegaen. Men torsdag morgen havde hun nægtet. Hun havde været på samme arbejdsplads i fireogtyve år og så frem til jubilæet næste år. Hun var dygtig til sit arbejde, brændte for sit fag, og hun forsøgte sit bedste at overbevise sin mand om, at hun godt kunne holde sig fra sin kollega. Det havde startet et kæmpe skænderi mellem dem, og da hun grædende havde sagt, at hun ville gøre alt andet end det, var han vendt sig om og begyndt at pakke.

Han trampede hurtigt ned af trapperne i opgangen, hev døren op og gik ud på fortovet. Solen skinnede, men det lagde han ikke mærke til. Han svingede sin grå taske op over skulderen, mens tankerne kværnede rundt i hovedet på ham. Han vidste ikke, hvor han skulle tage hen, når han havde fri fra arbejde, men han kunne tydeligt mærke, at han ikke kunne være derhjemme sammen med hende.
   Han gik ud mod vejkanten, men kom i tanke om, at han havde parkeret rundt om hjørnet på den næste sidevej. Han kiggede kort op for at orientere sig og lod så blikket falde ned på fliserne under hans fødder igen.
   Kunne han være hos sin bror? Eller skulle han finde et hotel? Transporttiden fra bror til arbejde var lang, men huslejen var billigere.
   "For helvede da også", tænkte han. Vreden boblede under huden, men han forsøgte at gøre det, han var bedst til: at være praktisk. Tag over hovedet var nødvendigt. Forhåbentlig bare for en kort stund, indtil hun indvilligede i at opsige sit job, og så måtte de tage den derfra.

Hans tanker blev afbrudt, da han pludselig mærkede et stød mod sin skulder. En ung kvinde med en to-go-kaffe i hånden og solbriller på næsen havde ramt ham med sin skulder, og han lagde mærke til, at hun også lavede en lille bevægelse i overkroppen, som om hun heller ikke havde set ham.
   "Årh, for helvede!" tænkte han for sig selv og rettede blikket mod jorden igen. Hvordan skulle han overhovedet fortælle sin bror, hvad der var sket? Hvor skulle han starte?
   Han fortsatte rundt om hjørnet, låste sin bil op, smed tasken ind på bagsædet og satte sig ind bag rattet. Han var to timer forsinket, så nu skulle han bare af sted. Så måtte han finde ud af, hvor han skulle sove, når han fik fri. Han havde lyst til at skrige eller græde, men han tændte bare for bilen og satte i gang.