Nu var det blevet en fridag igen, hvor hun var alene. Det havde været en ørkenvandring, men nu var der endelig en dag, hvor hun kunne undersøge pulterrummet. Hun plejede normalt ikke at sluge sin morgenmad så hurtigt på en fridag, men i dag gjorde hun det. Hun kunne ikke vente med at gøre sin opdagelsesrejse ind i hemmelighederne, hvis der var nogen. Mon der var et tip om den ukendte dreng og måske om deres tidligere bopæl? Hun turde ikke forvente det, men det kunne jo være. Hun vidste ikke engang, om de to gådefulde ting havde en forbindelse med hinanden.
   Så snart hun havde vasket sig og var kommet i tøjet var hun klar til ekspeditionen.
   Hun gav sig dog lige tid til at se efter e-mail. Til hendes store glæde var der en meddelelse om, at hun kunne begynde på førstehjælpskurset. Hun noterede start- og slutdato. Fire uger fri fra trædemøllen i butikken og chikanen. Men så var det til pulterrummet.
   Hun åbnede døren og fandt kontakten til det eneste lys, der var derinde. Det var også det eneste værelse i lejligheden, der ikke havde bare et vindue. Det lugtede også indelukket, støvlugten gjorde det særligt tungt at ånde derinde. Det værelse burde ellers have været hendes fars yndlingsværelse, her kunne han ikke høre larm fra gården eller opgangen. Hun lo lidt ad den tanke, men kom til at tænke på, at den havde den ene væg op til formandens lejlighed ligesom hendes værelse. Her kunne hans skænderier også høres. Det ville måske få hendes far til at synes mindre godt om ham.
   Der var et gammelt bord tæt ved døren, og på det stod der to kasser med julepynt. Naturligvis, det skulle være let at finde dem frem og lægge dem væk igen en gang om året. Hun måtte lige skubbe det lidt til side for at komme længere ind. Der var trangt, men det kunne lade sig gøre, hun var jo ikke så fed, som de havde påstået i skoleklassen. Der var nogle gamle møbler, et bord og nogle stole. Der var tre store papkasser op ad bagvæggen. De var ikke stablet, det ville gøre det lidt lettere at udforske indholdet.
   Hun bemærkede lige en boghylde over en af dem. Der var nogle fagbøger om ernæring, de var måske forældede. Så var der også en ringmappe, hvor der stod Papirer på ryggen. Hun fik fat i den og tog den ud i stuen. Den kunne ske at indeholde spor af det hun søgte. Hun satte sig ved spisebordet med den.
   Det var lige før hun følte sig som en spion, for det var en del gamle papirer, som tilhørte hendes far. Der var et eksamensbevis fra folkeskolen. Han havde mest middelkarakterer. Hun havde selv fået karakterer med 12-skalaen, men det passede jo godt nok, at hendes forældre havde fået med 13-skalaen, og hun kunne nogenlunde regne ud hvad det svarede til, især fordi der var en forklaring af karaktererne på bagsiden af eksamensbeviset. De karakterer, der lå lavest i middelområdet, passede fint med hvad han ofte sagde ikke interesserede ham, historie, geografi, mundtlig dansk. Skriftlig dansk lå pænt, ja, for hans stavning var sikkert god nok. Matematik var også rimeligt, ikke i top, men pænt. Gymnastik lå højt. Sprogfagene lå også rimeligt, især engelsk.
   Der var hans diplom fra social- og sundhedsuddannelsen. Hun kunne ikke forstå, at han virkelig havde haft sådan et job, hvor han skulle hjælpe mennesker. Det var heller ikke den periode i hans liv, som han snakkede mest om.
   Der var nogle udtalelser fra hans praktik. "Har en tendens til manglende tålmodighed med svage klienter." "Gør arbejdet sobert og godt, men tendens til uhøflighed." Så var der hans tid med enkeltfag på HF. Hans karakterer her var rimeligt pæne. Så var der eksamensbeviset for hans uddannelse i ernæring. Her var karaktererne høje, allesammen tocifrede. Kun lige samfundslære lå på en lav middelkarakter, lige over dumpegrænsen. Hun undrede sig eftersom samfundsnyttigt var en af hans yndlingsudtryk.
   Der var nogle breve fra det offentlige, hvor modtageradressen var i Sundby. Det var der, han mødte hendes mor, det vidste hun.
   Så var der nogen af hendes mors papirer. Hun lå rimelig pænt i folkeskolens afgangseksamen og havde pæne udtalelser på social- og sundhedspapirerne. Så var der Anitas egen dåbsattest. Hun var døbt i Greve Kirke. Hun havde slet ikke tænkt på det før, men det var jo heller ikke hver dag hun så på sin dåbsattest.
   Døbt i Nødebo Præstegårds kirke, hun smålo lidt. Underligt, at hendes forældre, der elskede den julefilm, aldrig havde sagt det. Men selvfølgelig, deres flytning skulle jo af en eller anden grund være hemmelig.
   Nu var der et eller andet brev, der var adresseret til begge hendes forældre fra Greve Kommune. Det var noget med hendes mors ansættelsesforhold, men Anita var mest ude efter adressen. Det var mere end hun havde håbet på. Hun tog sin mobil op med bankende hjerte, åbnede notat-appen og skrev denne adresse. Den ville hun søge på senere, men nu ville hun lige se indholdet af kasserne. Hun kunne måske være så heldig, at der var et tip om den ukendte dreng.
   Hun gik ind igen og lagde mappen omhyggeligt på plads som den stod før og så gjaldt det papkasserne.
   Bag en af dem stod der nogle billeder. Hun løftede dem op for at kigge lidt på dem. Det var naturbilleder af typisk danske landskaber. De var da meget pæne, syntes hun, gad vide hvorfor de ikke var oppe og hænge. Hun sendte lige en tanke til Ava, gad vide hvad hun ville synes om dem. Hun måtte da snart hen at se på hendes galleri.
   Men nu var det papkasserne. Hun var lidt spændt på deres indhold. Den første indeholdt en hel del legetøj. Noget af det kunne hun godt huske, andet ikke, det var noget hun var blevet for stor til, da hun kom i skolealderen.
   Da hun åbnede den anden, opdagede hun et løbehjul bag den. Hun kunne slet ikke huske, at hun havde haft sådan et. Sandt at sige var det heller ikke lige et kvarter, hvor børn kunne køre på løbehjul, som hun boede i nu.
   Der var en boombox, der ovenikøbet var så gammel, at den havde kassettedrev. Sådan en var der selvfølgelig mange der havde, men i en familie hvor de ikke hørte musik, fordi faren hadede det, var det besynderligt.
   Hun tænkte lidt. Det var måske ikke så underligt. Det var hendes mors og nu var den lagt væk, fordi den ikke blev brugt mere efter hendes ægteskab. Gad vide om den duede?
   Hun kiggede lige på sin mobil for at se tiden. Det måtte hun prøve næste gang hun var alene, for der var ikke meget tid at løbe på, hvis hun skulle have undersøgt det hele.
   Der var nogle CD'er. Hun kiggede dem igennem. Det var mest kompilationer af danske pophits og nogle Absolute Music-CD'er. Der var en med John Mogensen. Hun kiggede lidt på omslaget. Han var godt nok et stort brød, men han så nu rar ud.
   Der var endda også noget gammelt pc-tilbehør. Det var muligvis forældet. Der var jo ikke rigtig lavet nogen plads til at henlægge el-skrot her i gården, selv om det havde været på tale. Der var da lige et eksternt DVD-drev. Den snuppede hun, hun ville da forsøge om det virkede, det kunne gøres i stilhed, når hun bare tog sit headset på.
   Der var også en DVD-afspiller. Den måtte være i udu, for ellers kunne hun ikke forstå den lå her. Der var endda nogen DVD-film. Hun kiggede dem igennem, det var danske lystspil med Dirch Passers store grin på forsiden og noget Morten Korch. Det undrede hende ikke, det var især det som de så på Charlie. Men der var lige en, som hun undrede sig over. En Mand Ser Rødt. Manden på forsiden med en pistol tydede på en actionfilm. Hun vendte den lige om og læste bagsideteksten. Det lød også som en sådan. Den kunne hun ikke finde en forklaring på tilstedeværelsen af. Det var den type film, som hendes far brugte som begrundelse for at de ikke skulle gå i biografen.
   Hun gik videre til sidste papkasse, men tog lige DVD-drevet op i hånden og lukkede denne papkasse omhyggeligt.
   På den sidste papkasse stod adressen i Greve på en label. Hun kunne godt se, at den havde været pakket af en, der var vant til det. Det var haveredskaber, dem kunne de ikke bruge her. De var nok gemt på grund af hendes fars drøm om at komme væk fra København til noget med hus og have. De havde været købt på Nettet, og så havde han pakket dem ned i den kasse igen, da de flyttede. Hun konstaterede, at afsenderen var Jem og Fix. Det havde hun set reklamer for.
   Men nu havde hun deres gamle adresse. Det var mere end hun havde regnet med. Hun kunne ikke lade være med at juble over det, men følte også lidt frygt. Hun sørgede for at lægge alt omhyggeligt på plads som det stod, tog DVD-drevet med ud og lukkede døren. Hun stod lidt og tænkte. Hun var kommet et skridt nærmere opklaringen af de skjulte hemmeligheder.
   Eller var det kun en? Havde deres flytning noget at gøre med den ukendte dreng? Hun ville prøve at tage en tur til Greve, men når nu hun snart skulle på førstehjælpskurset varede det lidt inden hun havde en dag alene, hvor hun kunne tage turen fra formiddagen af uden at de opdagede det.
   Men det var vel på tide at komme ud og få lidt luft inden de kom hjem.
   Hun gik ind og lagde DVD-drevet i en skuffe inden hun tog jakken på og gik ud.
   Jeanne var netop på vej ud i samme øjeblik. De to piger råbte hej til hinanden og slog følge.
   "Tak for sidst," sagde Anita, "det var hyggeligt."
   "Ja, vi skulle ses noget oftere, hvor er du på vej hen?"
   "Bare ud og trække lidt luft."
   "Jeg skal ned på biblioteket og finde nogle bøger til et projekt i skolen."
   "Så tror jeg, at jeg vil gå med derned, hvis det er i orden."
   "Det er det, skal du låne noget?"
   "Jeg har tænkt at låne nogle materialer, som jeg kan afprøve et eksternt DVD-drev på."
   "Har du lige købt sådan et?"
   "Jeg har fundet et i vores pulterrum."
   "Så du skal prøve om det stadig virker."
   "Netop, må jeg spørge, du er enebarn ligesom jeg ikke?"
   "Jo"
   Det forekom Anita at hendes stemme kom til at lyde lød lidt grødet.
   "Du har jo et godt forhold til dine forældre, har jeg indtryk af."
   "Jo, jeg er taknemmelig for at det er dem, der er mine forældre."
   Nu var der noget gråd i stemmen. "Undskyld," sagde Anita, "kom jeg til at såre dig?"
   "Nej, slet ikke," hun var tæt på at græde, "men jeg havde en storebror, der tog sit eget liv, da han var atten, jeg var tretten."
   "Nej!"
   Jeanne begyndte at få meget våde øjne, så de standsede lidt, Anita lagde begge arme om hende.
   "Det må du undskylde, det var ikke meningen at rippe op i noget"
   "Det kunne du ikke vide, men han havde netop bestået studentereksamen på det gymnasium, hvor jeg går nu og var optaget på et studie, som han glædede sig til, og så gik han op i vores pulterrum og hængte sig."
   "I har aldrig fundet ud af årsagen?"
   Jeanne rystede på hovedet, nu havde gråden fortaget sig.
   "Det må have været forfærdeligt."
   "Det var det, men du er klart enebarn, ikke?"
   Anita nikkede. "Eller... ja, jeg fandt et billede i en af mine bøger, som var et gruppebillede af mig og min fætter og kusine, altså, af børnebørnene, hvis du forstår...
   Jeanne nikkede.
   "Der er så en fjerde, en dreng der er cirka ti år ældre end mig, jeg var fire eller fem på det billede, og jeg aner ikke hvem han er."
   "Du har ikke en fætter mere på fædrene side?"
   "Nej, så jeg har undret mig noget."
   "Det kan jeg godt forstå, og jeg kan godt se, at det kan være farligt at rode op i en familiehemmelighed med den far du har."
   "Ja, jeg fandt endda ud af her for nogle dage siden, at vi ikke har boet her altid." Hun fortalte nu Jeanne om hendes visit hos Ellen og hvad hun havde sagt, og hvordan hendes far havde reageret på det.
   "Det er da noget sært noget at det skulle holdes hemmeligt," sagde Jeanne, "mine forældre snakker da frit ud om hvor vi har boet før."
   "Jeg kan godt forstå du undrer dig, og i dag fandt jeg vores gamle adresse i Greve på pulterrummet og skrev den ned."
   "Så du vil måske tage en tur derud og se det."
   "Det er lige hvad jeg vil, selv om der kommer til at gå noget tid."
   "Forståeligt, det ville jeg også gøre."
   Nu var de i løbet af samtalen kommet til biblioteket, og de blev enige om at gå på café når de havde fundet det, som de var ude efter. De gik nu rundt i biblioteket, Jeanne i fagbogsafdelingen, Anita først hvor der var DVD-film, hvor hun fandt tegnefilmudgaven af Peter Pan, derefter i musikafdelingen, hvor hun fandt en cd, en guide til brasiliansk musik. Jeanne havde en stak bøger, som Anita tænkte måtte være tunge. De gik nu ud på Blågårds Plads og henover den til gågaden. Her gik de ind på den cafe, der var lige overfor pladsenog fandt et bord, der var ledigt. De bestilte en latte hver. Anita så Morten Hansen, andelsforeningens formand, gå forbi ude på gaden.
   "Der er jo vores formand," sagde hun.
   "Ja, føj," svarede Jeanne, "han er i den grad efter os og vil forbyde vores musikalske udfoldelser, han ringer på hos os meget ofte, skælder ud og siger, at vi forstyrrer andre beboere."
   "Vi kan kun høre jer på toilettet, og det er endda ikke så tydeligt, jeg syntes det var hyggeligt at høre jer spille og synge tydeligt, da jeg var oppe hos jer."
   "Mon vores overbo også kun kan høre det på toilettet?"
   "Det vil jeg tro, men han vil nok ikke indrømme det, han sidder også i bestyrelsen og er en af formandens gode venner."
   "Vores nabo Jørgen sidder også i bestyrelsen, han er flink, men han er vist lidt trængt."
   "Det må ikke være sjovt at sidde i en bestyrelse på den måde."
   Anita tænkte lidt. "Det er underligt som vores opgang er overrepræsenteret i bestyrelsen, det var jo næsten mest retfærdigt hvis man kunne få et medlem fra hver opgang."
   "Ja, og en fra baghuset, men der er jo kun tre lejligheder."
   "Hende på første sal fra baghuset er vist i bestyrelsen."
   Jeanne nikkede. "Hun er en af formandens støtter."
   Pludselig var der en ved bordet. "Hej, piger!" De kiggede op. Det var Ava, hun stod med Martin ved sin side.
   "Hej," råbte begge piger, "sæt jer ned hos os."
   "Gerne, sæt du dig ved siden af Anita, Martin, så bestiller jeg lige det vi skal have." Martin satte sig og da Ava havde været henne og bestille, satte hun sig ved siden af Jeanne.
   "Vi sad lige og snakkede om situationen i huset." sagde Jeanne.
   "Det er ikke ligefrem lystigt," svarede Ava.
   "Nej, sandelig ikke."
   Ava kiggede ned i bordet "Vi nærmer os fyringssæsonen, og vores nabo siger, at han kan stå i køkkenet og se sin ånde, når det er vinter."
   "Sådan er det vist flere steder i ejendommen på fjerde sal," sagde Anita.
   "Uha, ja, vi flyttede jo ind i sommer, så vi ved ikke endnu, om det også gælder os, men hvorfor i alverden gør bestyrelsen ikke noget ved det, inden vinteren melder sig."
   "Det er der mange, der undrer sig over," sagde Jeanne, "men de tænker mest på, at lejlighederne skal stige i værdi, så de kan give en god fortjeneste ved flytning."
   "Og så tænker de ikke på dem, der bliver boende," sagde Ava, "vores nabo er en vældig rar ældre mand, men han har sine velmagtsdage bag sig og det er synd at han ikke kan få sin lejlighed varmet op."
   "Det er sandelig så også uheldigt at han bor på fjerde," sagde Anita.
   "Ja, men han får hjemmehjælp, og vi hjælper ham også lidt ind imellem og tager noget med til ham."
   "Min nabo bor så ikke så højt, men hun er rørig endnu," sagde Anita.
   "Jeg tror endda hun er ældre end ham," sagde Ava, "men det er jo forskelligt hvornår skavankerne melder sig i den alder."
   "Ja, min mor er jo sosuhjælper, så jeg hører jo af og til noget."
   "Ham formanden og nogle gange også min underbo, som er hans tro væbner, kommer ofte op og belærer mig om, at man ikke må bruge beboelse til erhvervsformål, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt at få ind i deres tykke hoveder, at jeg har atelier og galleri længere ned i gaden, men bare det at jeg nogle gange køber nye materialer sidst på dagen og så har dem i lejligheden til næste dag, det griber de straks, og hende i baghuset over familien med hunden, hun er også kunstner lige som jeg, og hun bruger sin lejlighed som atelier, det siger de ikke noget til."
   "De skulle have en på tuden," sagde Martin, de to piger kom til at le.
   "Nå, Martin, sikke modig du er nu, skal jeg gøre boksehandskerne klar til dig?" sagde hans mor, der ikke kunne lade være med at grine, selv om hun prøvede at styre det.
   "Jeg har godt nok også lyst til at give dem en på tuden ind imellem," sagde Jeanne.
   "Det er vi mange der har," sagde Ava, "men man skal jo ikke altid gøre hvad man har lyst til, men Anita, har I problemer med bestyrelsen."
   "Det er nærmest den modsatte yderlighed, min far og formanden er blevet pot og pande."
   Ava løftede øjenbrynene. "Din far kan jo ellers ikke lide nogen her i huset, har jeg indtryk af."
   "Ham og Morten Hansen er fra samme egn, du ved, Trekantområdet og så regner min far med, at han er god nok, og nu vil min far have, at vi skal have egen vaskemaskine for at vi skal undgå at møde folk i vaskekælderen, det skal han nok få tilladelse til, men jeg ved ikke om vores afløb kan klare det, det er jo ikke lavet til så meget vand."
   Ava rystede på hovedet. "Min morfar plejede at sige, at folk der altid maler Fanden på væggen kan slet ikke se Fanden, når han virkelig er der. Ja, jeg hørte din far skælde dig ud for fulde gardiner forleden dag, hvad var der galt?"
   "Han var rasende over, at jeg snakkede med andre i huset, og ja, vores søde nabo havde så inviteret mig ind til kaffe, og da havde hun fortalt, at hun havde set os da vi kom, og det blev han rasende over."
   "Det er altså de særeste ting han hidser sig op over," sagde Ava, "alle folk i huset griner af hans yndlingsudtryk, københavnersnuder, en stor del af os i huset er jo tilflyttere ligesom ham selv, jeg er fra Lolland."
   "Jeg kan heller ikke forstå det skal være hemmeligt, men ja, nu har jeg i dag ved et tilfælde fundet vores gamle adresse." Hun fortalte om sin søgen på pulterrummet.
   "Du har lige været en detektiv," sagde Martin, "Anita Holmes."
   "Hvem er så Watson," sagde Jeanne med et smil, "Det er måske mig, Jeanne Watson, det lyder skørt."
   De lo alle fire.
   Ava blev alvorlig igen. "Så vil du gerne en tur ud at se det, det er forståeligt nok, men når vi hører lyden af din far, bliver vi helt bange."
   "Han slår dig ikke, vel?" sagde Martin idet han lagde en arm om skuldrene på hende.
   "Nej, dog ikke."
   Ava lagde en hånd på hendes arm.
   "Du må ikke sige det for at dække over ham, er det rigtigt?"
   "Jeg har spurgt om det samme," sagde Jeanne.
   "Godt," sagde Ava, "for det skal du ikke finde dig i, og du skal altså heller ikke finde dig i, at han kæfter op ad dig på den måde, du er stor og kan klare dig selv."
   "Det prøver jeg også at sige til mig selv," sagde Anita, hun havde lidt gråd i stemmen.
   "Du skal bare komme og få hjælp fra os i huset, der kender dig nu," sagde Jeanne og lagde en hånd på hendes anden arm.
   Anita nikkede. "Jeg vil ønske jeg boede alene i huset med jer."
   Nu skulle Martin lige have fortalt en vittighed, de morede sig over den. Så blev de enige om at gå hjem. De rejste sig og gik sammen op ad Korsvej mod deres egen gade. Det var begyndt at blive mørkt, og Hellig Kors Kirken for enden gaden havde fået tændt lys på facaden.
   De kom så til deres gade og deres opgang og tog afsked med hinanden på vej op. Anita kunne konstatere, at hendes forældre var kommet hjem.
   "Nå, du har nok været ude på en længere tur i dag," sagde hendes far med rynket pande.
   "Åh ja, sikkert," svarede hun og kunne mærke, at humøret straks gik nedad idet hun kom ind. Hun satte sig ned.
   "Jeg skal ikke have kaffe, jeg har været på café."
   "Nå, men ok, nu er det jo dine egne penge du bruger på det, det er jo ellers noget dyrt. Har du været det sammen med nogen?"
   "Ja, med Jeanne."
   "Hvem er det?"
   " Den brasilianske families datter." Hun fik mobiliseret en trodsig stemme.
   "Må hun godt gå på café?"
   "Selvfølgelig, hun kommer fra et land, hvor de dyrker kaffe i stor stil."
   "Men må hun gå ud ubevogtet, jeg har læst meget i avisen om, hvordan muslimerne vogter over deres døtre."
   "Din viden om verden kan ligge et lille sted."
   "For fanden, det er noget jeg læser om i avisen!"
   "Jeg synes ærlig talt denne her diskussion er formålsløs, det har jeg indset for længst, når jeg siger hvad sandt er, at de ikke er muslimer, så er du ligeglad."
   "Lad os nu ikke skændes," sagde hendes mor, "jeg håber da, at I havde en god tid sammen."
   "Det havde vi, og det er mere end jeg har her."
   Hun kunne se, at hendes far var ved at miste besindelsen, men hendes mor lagde hånden på hans arm. "Begynd nu ikke, naboerne kan jo høre det, når du råber højt, hvad vil de ikke tænke om os?"
   "Jeg er fandme ligeglad med hvad de tænker om os, jeg skal nok sørge for at fortælle dem, hvad jeg tænker om dem, de skidtvigtige københavnersnuder."
   "Det har de hørt," sagde Anita, "og da flere af dem er tilflyttere ligesom dig og mor, har du gjort dig til grin ved at bruge det udtryk."
   "Ja, de griner af mig, fordi jeg er en bonderøv fra landet, men jeg har i hvert fald lært noget om, hvordan tilværelsen hænger sammen."
   Anita rystede opgivende på hovedet og trak sig til sit værelse.
   Nu ville hun søge på den adresse, som de havde boet før. Hun skrev den i Google, og der viste sig et kort over området og et billede af gaden. Ja, det var rækkehuse, lavet i røde mursten, de var pæne i forhold til hvad hun forventede af rækkehuse. De havde også en lille have. Hun prøvede at zoome ind på billedet. Det var ikke fordi det gav flere oplysninger.
   På et eller andet tidspunkt ville hun tage turen derud. Det måtte være med S-tog. Det måtte hun finde ud af til den tid.
   Hun kom igen til at tænke på Nødebo Præstegård, som hun havde fundet ud af, lå i kanten af Greve. Der tog de damptoget, men den foregik også midt i det nittende århundrede. Tænk at hun virkelig var født i det sogn.
   Hun prøvede lige at finde en rute at gå fra Greve station til den adresse. Det så ikke så svært ud, selv om det vist var på kanten til det landlige. Men hun havde jo lige et førstehjælpskursus først.
   Hun ville nu se, om DVD-drevet virkede. Hun sluttede det til og satte den DVD-film i, som hun havde lånt, Peter Pan. Hun havde aldrig set den i fuld længde, men hun kendte godt scenen fra juleshowet hvor de fløj til Ønskeøen. Da hun var kommet et stykke ind i den, var det alligevel som om hun genkendte noget. Den fulgte ikke bogen helt trofast, men havde hun alligevel set den? Hun kunne ikke huske hvornår i så fald.
   Hun vidste nu, at hun kunne se DVD-film med drevet, så hun stoppede filmen, hun ville se den færdig i weekenden. Hun lagde CD-en hun havde lånt ned i den. Det gik også.
   Hun standsede efter et par spor var afspillet og tog drevet fra. Nu havde hun mulighed for at se og høre hvad hun ville ved sin pc. Det gjorde hende glad.
   Hun var også glad for at skulle starte på førstehjælpskursus. At det så lige skubbede hendes besøg i Greve noget tid kunne hun leve med.