Onde drømme
   At møde dig, min Indianerpige, skabte et vendepunkt i mit liv. Jeg er Hvid, du Indianer, et ægteskab der ofte bliver set skævt til, selvom diskriminationen for længst, på papiret, er afskaffet.
   Men på en måde forstår jeg godt mine hvide brødre og søstre. Vi er et umage par, set med deres øjne. Begge lever vi i, og med den natur der omgiver os, langt ude i den ødemark vi begge holder så meget af.
   At vi holder ceremonier, giver kun stof til at mystificere os mere, hvis det at være hvid og indianer, at være gift med hinanden og leve som: Det oprindelige folk; kan siges at være normalt.
   Men jeg er mere end tilfreds med min elskede Indianerpige, som jeg her på mine ældre dage, endelig fik taget mig sammen til at gifte mig med. Vores liv har fået mening, indhold vi begge er tilfredse med. Sådan var det ikke, da jeg som alenemand var skovhugger, i det nordlige Canada. Mange breve og tanker blev det til.
   Du fik aldrig brevene, jeg var for genert, og bange for de ville skræmme dig væk. Et enkelt har jeg dog gemt, for at du med årene skulle se, hvor meget du betyder for mig. Forstå hvorfor du drager min sjæl imod dig, imod: Det oprindelige folk...

(Det gemte brev)

Allerkæreste Rhea!

Den umulige kærlighed martrer mit stakkels, forelskede hjerte.
   I de stille stunder, kalder jeg dig for: Min Åndelige Indianerpige.
   Hvorfor? Jo, det Tabu der er mellem vore kulturer, og det faktum at du, min smukke pige, ikke lader dine øjne hvile på mig af kærlighed gør, at jeg føler mig lammet. Føler jeg kun i tanken, fantasien, kan nå dig, og den kærlighed jeg ved du besidder i dit smukke varme hjerte. Både i tanke og handling, når vi mødes, ser jeg din smukke krop bringe glæde i mit hjerte. Mine følelser for dig, giver både ro og styrke i mit sind. Glæden når vi mødes, kan udtrykkes med ord, ord der kommer fra et forelsket hjerte. At være nær dig, mærke din duft, føle og se din styrke, får poeten frem i mig.
   Ved vort sidste møde, nedfældede jeg mine inderste tanker og følelser for dig, fantaserede over hvad vi begge ville føle, hvis du ville give mig lov til at elske dig:

Stemmen der føles kærlig.
   Stemmen der får min sjæl rolig.
   Selvom det kun er løs snak, væder din stemme min sjæl med livgivende vand.
   I din smukke stemme ligger kærlighedens sjæl.
   Digtere har besunget sjælens frihed,
   dens magt og dens fald.
   Sjælen er selve livets spejl.
   Hvem er vi?
   Det spørgsmål kan vi med rette stille, både hinanden og fremtiden.
   Søgende sjæle?
   Sjæle lindrer den smerte frihedens kærlighed søger.
   Men har vi friheden? Tør vi friheden?
   Ja og nej....
   Ja, fordi vi kan hviske de følelser vi har, kan tale i de intime stunder vi bliver forundt, når vi er ene.
   Ja! Fordi vi begge begejstres af den andens krop og varme sind.
   Ja! Fordi hjertet vil sjælens magi.
   Ja! Fordi hjertet vil den anden. Vil det fuldendte. Vil livet, fremtiden. Vil bryde det Tabu, som andre forlanger vi skal holde.

Og nej!!....
   Fordi trængslernes mareridt altid følger os.
   Altid skal vi være på vagt, og kun i glimt kan øjets kærlige omfavnelse ses i det øjeblik, vi fanger hinandens opmærksomhed.
   Nej! Fordi håndens bløde kærtegn kendes, men savnes.
   Ømheden i stemmens klare ord er vi ofte ikke forundt.
   Mange smerter bliver holdt fangen i et grædende hjerte.
   Kun tankens kraft lader kærligheden blomstre.
   Men fortvivlelsen lurer. Martrer de sjæle der er vores.
   Kærligheden binder vore hjerter.
   Giver det håb vi søger, for den elskov der er vores.
   Den totale hengivelse.
   Og nej!...
   Fordi vi lader det usagte svæve, lader de ømmeste kærtegn blive i hjertet, uden de kommer til udtryk. Fanget af et tabu vi ikke forstår.
   Elskovens smukke nærhed, dens ømhed og hede omfavnelser, opleves som nærværende, men savner den fysiske kontakt.
   Det ville give den ophøjede frihed mening, lykke.
   Hvad vi føler for hinanden, er et fuldkomment udtryk.
   Usikkerhed præger vort famlende samliv, og vi savner at føle ordets ømme betydning fysisk.
   Men vi er stærke, givet til hinanden på en måde ingen andre kender til.
   Universet er vor vugge. Jorden vort hjem.
   Løftet til dine Ånder, om at være den kvinde værdig de gav mig, agter jeg at opfylde efter bedste evne. At være der for dig, være din støtte.
   På Den Hellige Eng opleves den frihed, som kun vores søgende sjæle, der er knyttede tæt til hinanden, har mulighed for.
   Jeg vil altid elske dig, indianerkvinde.
   Altid være den mand du kan læne dit hoved til, altid være der for din skyld, altid være din trofaste støtte.
   Som min smukke hustru, har du plads i mit hjerte, ejer det, og har adgang til dets inderste kammer.
   Som min hengivne hustru, er du min, jeg din, givet til hinanden i kærlighed.

Med den største respekt for dig og den verden der er din, og som jeg håber du vil dele med mig, er jeg din hengivne, og dybt forelskede beundrer:...
   John
   Sammen, bevæger vi os dybt ind i de skove og de bjerge, der er dit land, dine forfædres vugge. Efter mange timers vandring ved siden af hesten, stopper du op. Tager mig i hånden, og leder mig de sidste meter gennem skoven, til den klippe du kalder din.
   Betagende. Mod øst, slynger en svulmende flod sig mod søen i et rasende tempo, som skulle den nå at lade alt sit vand til søen, inden solen går ned.
   Mod syd er de smukke bjerge, hvor den sidste sne endnu spejler solens stråler, i et væld af røde og violette farver.
   Mod vest, er den smukke nedgående sols røde skive, ved at fortabe sig bag de høje bjerge, som den farver flammende røde, sætter bjergenes tinder i brand.
   Du ser på mig, er lykkelig. Dine lange fletninger hænger ned over dit bryst, er den ramme hvorom dit ansigts smil, bliver understreget af dine smukke brysters konturer. Så smuk du er i den synkende sols stråler.
   Vi pakker ud, rejser teltet og gør klar til natten. Før vi går til ro, nyder vi igen de sidste stråler fra den synkende sol, ser dem bade det smukke landskab, du kalder for dine forfædres land, i et væld af gule, røde og violette farver.

Pludselig skrider klippen under dig. Du hvirvles nedad i et rasende tempo. Jeg stormer ned ad den stejle bjergside, prøver at nå dig. Mine ben synes tunge, mine bevægelser er som i slowmotion.
   Med et skrig forsvinder du i den hvirvlende stenmasse. Dine arme rækker forgæves ud efter mig. Du er væk, begravet af de tusinder af tonstunge sten, der lægger sig der, hvor du forsvandt.
   Jeg anråber mine guder, dine totems, dine ånder om hjælp. Mørket sænker sig over mig, dækker den sidste rest af lyset, der nu kun anes i det hvirvlende støv.
   Mit hjerte føles, som holdt det op med at slå. Kun mørket er tilbage. Tomheden.

Med et sæt vågner jeg. Griber ud efter dig, mærker din varme nøgne krop ved min side.
   Jeg hulker hysterisk, omfavner dig og græder højlydt som et barn.
   Dine øjne ser forskrækket på mig, dine hænder tager om mig, du mærker min sved, der har gjort min krop helt våd.
   Du vugger mig langsomt, nynner blidt den sang, du for år tilbage nynnede for dine børn, da de var små. Det var før din mand forlod dig, for at drage til de evige jagtmarker.
   Den tryghed du giver mig, får mig til at falde til ro.
   Morgensolens første stråler titter ind gennem vinduet til os. Stille hvisker du til mig:
   "Jeg er lige her, min ven, skal nok passe på dig. Min kærlighed til dig, vil jage de onde mareridt på flugt, det lover jeg. Jeg elsker dig!"
   "Du er så smuk!.." siger jeg efter en tid, hvor jeg endelig er faldet til ro.
   "Du er min indianerkvinde, den kvinde der forsøder mit livs efterår. Jeg takker dig for din kærlighed til mig, din omsorg for mig.
   Jeg undskylder, jeg tager sådan på vej, men dine ånder plager mig med onde mareridt, bebrejder mig den hvide mands overgreb, på det folk der er dit, plager mig med onde drømme."
   Du smiler, putter mig under skindet, fra den ren du skød, da du lærte mig at jage, som dit folk til alle tider har gjort.
   Dine favntag giver mig ro og styrke, til at få orden på mine tanker.
   Du vil hjælpe mig med at forsone dine ånder, så de lader mig i fred. Hjælpe mig til at forstå den verden der er din, vores. Hjælpe mig til at forstå hvor stor og mægtig din kærlighed til mig er.
   Jeg er manden, den stærke. Du kvinden, den svage. Lige nu, har dine ånders jagen i mine drømme, vendt op og ned på det hele.
   Du lægger dig over mig, lader din krop omslynge mig, give mig tryghed. Langsomt drages jeg af søvnens og dine favntag, sover atter trygt med din krop omslynget min.
   Jeg elsker dig, indianerkvinde.