Jægeren så på mig og smilede.
   "Ja, Lisa, sådan gik det til, at jeg blev kongelig jagtmester. Den tjeneste som staten gjorde mig, den har jeg været dem taknemmelig for lige siden. Selv om det kun er to gange om året jeg skal stå til rådighed, er det da sket af og til, at dronningen har bedt Riza om at lave mad til hende og hendes veninder, når de var på almindeligt besøg. Hvorfor? Det kan du selv spørge Riza om."
   Han smilede underfundigt, og så på sin kvinde. Der var varme i det blik han sendte hende.
   Riza protesterede, det fik de en hel del drillerier ud af. Men at de også iblandt de kongelige var populære, var der ikke nogen tvivl om. Jægeren rejste sig og sagde:
   "Riza min ven, jeg går en tur med Lisa, der er noget jeg gerne vil tale med hende om."
   Riza nikkede, så bekymret på sin Jæger, og på mig.
   "Så laver jeg aftensmad imens."

Jægeren og jeg gik udenfor, vi fulgtes ad ned til elven. Jeg var meget spændt på, hvad det var han ville tale med mig om, og så alene. Ville han ikke have at Riza hørte hvad vi talte om?
   Jeg var lidt urolig over den måde, han havde sagt det på, og over at Riza bare havde sagt ja, uden at kommentere det. Endelig sagde han noget.
   "Lisa, vil du gøre mig en tjeneste?"
   Jeg svarede, at der ikke var noget jeg hellere ville, at han bare kunne sige frem.
   "Lisa, du ved nu jeg havde en familie i et andet land. Dette land er Danmark. Jeg har tilstræbt aldrig at tale rent dansk, men jeg gør det nu."
   Han fortsatte, men det var ikke rigtigt Dansk. Det var tydeligt, at han havde besvær med at udtale mange ord korrekt. Jeg kom til at grine.
   Smilende sagde han:
   "Lisa, det er lidt pinligt, ikke engang mit eget modersmål kan jeg tale korrekt længere. Le du bare, det er da en form for kolorit ikke at kunne huske sit eget sprog."
   Jeg undskyldte mange gange, for min uhøflige opførsel, det lød bare så morsomt. Det var ikke for at være uopdragen, men det var virkeligt morsomt, vi lo begge.
   Han spurgte, om jeg ville prøve på, så diskret som muligt, at finde ud af, om hans familie havde det godt. Det var ikke sådan at Riza ikke måtte høre, hvad han spurgte mig om, hun skulle blot ikke direkte konfronteres med usikkerheden.
   "Lisa! Jeg må tage et vist hensyn til Riza. Hun er ikke bange for jeg vil svigte hende, det ved hun, jeg ikke gør. Men det at rode i min fortid, det kan gøre hende bedrøvet, det er det sidste jeg vil gøre."
   Jeg svarede, at der ikke var tvivl i mit hjerte om, at Riza godt vidste hvad han ville tale med mig om.
   "Så du ikke hendes bekymrede udtryk?"
   "Jo, men forstår du hvad jeg mener, med ikke at gøre hende urolig?"
   "Ja, men du kan ikke skjule noget for Riza, det ved du, selvom hun ikke er her nu, er hun urolig. Ikke for at du skal ønske dig tilbage til Danmark, men for minderne, de kan mange gange være svære at takle.
   Jeres datter Ayla, hun er også meget bekymret for dig. Alle de historier har ribbet op i noget du havde gemt, ikke glemt.
   Jeg føler mig på en måde skyldig. Det var jo mig der ville have en historie, det var måske ikke så godt alligevel, at jeg bad om det.
   Det du beder mig om nu, vil jeg gøre. Men du skal vide, jeg aldrig har oplevet noget, der har fået mig til at tænke så meget over mit eget liv, som tiden med jer. Jeg har svært ved at sætte ord på. Disse uger har givet mig langt mere, end jeg tror jeg vil opleve i de næste mange år.
   Jeg er jer alle tre taknemmelig for, i har villet lære mig om livet. Jeg vil bruge det så positivt som det er muligt. Jeg vil allerede nu håbe, vi en dag kan tale om, hvornår jeg må komme tilbage til jer.
   Ayla og jeg har talt meget sammen, vi er på hver sin måde en datter af huset, det er vi enige om. Hun sagde, at Riza på en måde også er min mor.
   Jeg vil gøre alt for at finde ud af, hvordan din tidligere familie har det, det lover jeg. Jeg er dybt fascineret af, at der her i Sverige lever mennesker som dig og din familie, det havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet. Jeg vil sige, jeg ikke vidste at noget så harmonisk og smukt fandtes."
   Jeg forstod nu at denne mand, som jeg hidtil havde anset for usårlig, en slags supermand, ikke var det. Han var et menneske som os andre, bare anderledes.
   Hans familie i Danmark bekymrede ham. Først nu så jeg hvor frygteligt det måtte være, ikke at kunne se sine kære. Hvor barskt det måtte være, ikke at kunne holde sine børn i sine arme.
   Jeg følte pludselig en stor sorg for denne mand, som jeg elskede over alt på jorden. Det gik op for mig, at hans liv med Riza og Ayla var rigt, men at der også lå en tragedie i den så perfekte familie.
   Jeg kom til at fryse. Jægeren så jeg rystede.
   "Lisa! Den dag en mand, far eller ikke, ikke kan spørge sine børn til råds, den dag har han ikke en familie.
   Vi er en familie på godt og ondt, men vi kan ikke klare alle livets genvordigheder alene. Vi behøver støtte, nu ber jeg om din."
   Han stoppede op, så på mig med et underligt blik, på en gang så stærkt, og dog råbte han om min hjælp. Jeg var lamslået.
   "Jeg skal nok hjælpe, alt hvad jeg kan."
   Så hørte vi hornet. Riza måtte være færdig med maden, hun var vel også lidt urolig for sin Jæger.
   Vi gik tilbage og blev modtaget af Riza i døren.
   "Hvad laver i? Taler i fortroligt?"
   Hun sendte Jægeren det smil også jeg elskede, det gjorde underværker.
   Disse varme og ømme udtryk, havde jeg vænnet mig til, men jeg havde aldrig set de kunne have så magisk en virkning.
   "Undskyld mor, øh Riza, tiden den gik bare."
   Riza smilede til mig.
   "Kald du mig bare for mor. Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med. Både Jægeren og jeg, betragter dig mere som en datter end som gæst... Er det ikke rigtigt, min ven?"
   Hun så over på Jægeren, Han smilede og nikkede.
   "Det er så spørgsmålet, om hun vil tage til takke med os, Riza."
   De lo begge, jeg følte stemningen atter var oprettet som tryg og varm.
   Riza var en vidunderlig kvinde for Jægeren. Jeg var ikke i tvivl om, hun allerede havde gættet, hvad det var vi talte om, men hun støttede og opmuntrede sin jæger, selvom hun vidste han havde det svært, når talen faldt på hans tabte familie.
   Vi gik ind til et dejligt veldækket bord, selvom stemningen atter var let, lå der lige som et eller andet i luften, det var ikke som det plejede. Riza tog ordet.
   "Jæger! hvad har du gjort ved Lisa? Hun virker ikke glad, men beklemt. Er det din fortid der spøger?"
   Riza så nu virkelig bekymret ud. Hendes øjne glødede i en sort nuance, jeg ikke tidligere havde set. Hun så intens på Jægeren. Jeg gøs.
   Der var noget jeg ikke kunne lide ved hendes spørgsmål, og de øjne der nu intenst hvilede på Jægeren.
   Jægeren så først på mig, det var et forpint udtryk jeg så, så så han på Riza.
   "Min kvinde, lige nu er jeg er ét forpint virvar af tanker og følelser, måske skulle vi lave en ceremoni. Jeg undskylder overfor jer begge." Han rejste sig og gik.
   Jeg så på Riza. Jeg var på en gang bange, og i vildrede med hvad der skete. Jeg var angst, det så Riza med det samme.
   "Lisa, der er yderst sjældent Jægeren får det sådan, men hvis jeg ikke siger til ham, at han nu har problemer med sine følelser, får han det ikke bedre. Han er i krise lige nu, at det skulle gå ud over dig, er jeg ked af.
   Jeg har altid frygtet den dag, han ville møde landsmænd. Det er sket tidligere, men det har kun været periferisk, han talte med dem. Det at du er en af hans egne, er blevet en del af vores lille familie, om jeg må udtrykke det sådan, forstærker kun hans problemer, hans savn.
   Vi kan ikke gøre noget lige nu, det må han selv klare. Behøver han hjælp, kommer han til mig, det er jeg sikker på.
   Han er et meget følsomt menneske. Der skal normalt meget til at bringe ham ud af fatning, men Ayla så det tidligt, og jeg har vidst det længe. At det kun er et spørgsmål om tid, før han bryder sammen."
   Jeg var ulykkelig. Selvom Riza igen og igen forsikrede mig om, jeg ikke havde direkte indflydelse på det, så følte jeg en vis form for medskyld. Riza fortsatte:
   "Kom, så skal du se noget du aldrig har oplevet før. Du skal være helt stille, følge mig, du må ikke stille spørgsmål. Vi må ikke virke forstyrrende på Jægeren.
   Vil du love mig det?" Jeg svarede stille:
   "Ja, det vil jeg, du må passe på mig, Riza, jeg føler en kulde, som om der er noget der vil mig noget ondt."
   Riza tog om mig, slog et sjal omkring mine skuldre, og førte mig udenfor.

Jægeren sad ved et lille bål. Han havde en tromme foran sig. Rytmisk slog han på den, imens han messede en monoton sang. Det var dybt fascinerende. Riza anbragte mig et par meter bag ham, gik selv hen ved siden af Jægeren og satte sig.
   Efter en tid rejste hun sig, satte sig lige over for ham. Hun faldt ind i rytmen, messede sammen med ham, sådan blev de ved i en time eller mere.
   Der blev lagt brænde på bålet, så det ikke gik ud. De sad og rokkede frem og tilbage, messede på et sprog jeg ikke forstod. Af og til drak de af et krus, hvis indhold jeg ikke kendte.
   Pludselig rejste Riza sig op, og tog langsomt sit tøj af. Jægeren så ikke på hende. Da hun var helt nøgen, rejste han sig, dansede omkring hende, og tog sit eget tøj af.
   Sådan, helt nøgne, dansede de vildere og vildere. Jeg så de drak af kruset en gang imellem. Om det var det der gjorde dem så virkelighedsfjerne, eller det var den intense dans, deres messen og trommen, det vidste jeg ikke.
   Jeg havde hørt om Samedanse, om shamaner og deres tro, men jeg havde aldrig set noget lignende. Det der blev opført lige foran mig, var en ceremoni jeg ikke anede eksistensen af. De omfavnede hinanden og dansede igen, det blev vildere og vildere.
   Pludselig stoppede Jægeren trommen, sagde noget jeg ikke forstod. Begge sank sammen, mumlende noget der i et rytmisk tonefald blev gentaget igen og igen. Til sidst blev de helt stille liggende på jorden.
   Instinktiv vidste jeg, at jeg ikke måtte forstyrre dem, men jeg lagde alligevel et tæppe over dem, og satte mig til at våge.
   Det var et mærkeligt lys der var over os. Ikke mørkt, ikke lyst, men jeg følte pludselig en varme og en tryghed, en trang til at beskytte disse mennesker, der havde gjort så meget vidunderligt for mig.
   Jeg gik langsomt rundt om dem i behørig afstand. Et eller andet sagde mig, at dette var helligt, at jeg var fremmed, men ikke uønsket.
   Jeg lagde mig ned ved siden af dem, så længe på dem. Deres ansigter afspejlede fuldstændig ro og afslappethed, en fred jeg ikke kendte.
   Jeg lagde mere brænde på bålet, og før jeg vidste af det, var også jeg faldet i søvn.

Jeg drømte jeg gik over en slette, med mørke områder. Områder jeg ikke følte mig tryg ved at passere. Der var en sukken fra dem. Koldt var der også.
   Pludselig stod Ayla foran mig. >>Gå ikke gennem huldrepladsen, den varsler ulykke. Har du ikke set, der ikke er fugle eller andet liv derude?... Lisa, du må lære at undgå det onde. Kom, jeg vil hjælpe dig.<<
   Ayla førte mig uden om. Nu kunne jeg se alt var dødt, der var kun en tung og kold tåge, over det hun kaldte huldrepladsen.
   >>Ayla! Lad mig ikke i stikken. Hjælp mig!<< Ayla smilede.
   >>Mor er her allerede, far er på den anden side, venter på dig! Søster, du er ikke alene.<< Hun forsvandt smilende.
   Da jeg vendte mig om, stod Riza og smilede til mig, rakte mig sin hånd, og førte mig mod nord.
   >>Vi skal møde Jægeren, er du klar til at springe over elvens vande?<<
   Først nu så jeg den sorte elv. Det sukkede fra den, som om hundrede stemmer våndede sig i dyb sjælelig smerte. Jeg blev bange.
   >>Riza, hjælp,<< klynkede jeg, men hun var allerede borte.
   På den anden side stod Jægeren, han kaldte, det var som om han ikke kunne se mig. >>Jeg er her<< råbte jeg så højt jeg kunne. Han kaldte igen og igen, kunne åbenbart ikke se mig. Jeg var panikslagen, ville han gå sin vej, og lade mig alene tilbage?
   Jeg måtte over til ham. Jeg råbte på Ayla.
   >>Hjælp mig, søster, jeg er bange!<< Jeg så Ayla smile ude over vandet.
   >>Husk hvad vores mor har sagt: Spring!<< Så var hun borte.
   Jægeren blev mere og mere utydelig. Jeg var kold, angst og bange. Jeg løb mod elven, råbte:
   >>Riza, Ayla, Jæger, hjælp mig.<<... Så sprang jeg.
   Idet jeg sprang, vendte Jægeren sig om, så på mig, rakte armene ud efter mig.
   Jeg svævede, lige ind i hans arme.
   Jeg græd, rystede og græd. Så så jeg Riza, også hun lagde sine kærlige arme omkring mig. Jeg følte jeg havde været i helvede, men at min familie havde reddet mig.
   Jeg sagde igen og igen, at jeg elskede dem. Deres varme stemmer, deres arme omkring mig, fik mig til at føle en tryghed, der gjorde mig glad og varm.
   Det var pludseligt som om det var dag. Al mørke, kulde og grå tåge var borte, jeg var tryg...

Langt borte hørte jeg Riza sige:
   "Jæger, hun drømmer, det var en hård nat for hende, vi må hellere tage hende indenfor."
   "Nej, lad hende blive herude, vi bliver her også, det vil være det rigtige."
   Jeg forstod det ikke længere var en drøm, at jeg var sammen med dem uden for. At jeg var vågen, og at Riza og Jægeren var hos mig. Jeg satte mig op.
   "God morgen! Jeg har det allerede bedre. Riza, vil du holde om mig? Jeg havde nogle uhyggelige drømme, men jeg er helt tryg nu."
   Riza satte sig ved siden af mig, hun lagde sine dejlige arme omkring mig, jeg havde det pragtfuldt, helt trygt.
   "Hvor er jeg glad for i er her. Jeg så også Ayla i min drøm, tak for jeres hjælp. Jeg var virkelig bange for den plads og det vand. Jægeren kaldte, Ayla sagde jeg skulle huske hvad det var du sagde, mor, så sprang jeg, lige ind i jeres favn. Det var en uhyggelig drøm, men det endte godt. I var der begge to."
   Jægeren så bekymret på Riza, men hun slog afværgende ud med hånden og sagde:
   "Hun har ikke rørt drikken, hun er bare så følsom, det går over. Hun kan lære meget af det. Ved lejlighed vil jeg tale det hele igennem med hende, så forstår hun bedre, hvad det er der sker."
   Jægeren lagde flere stykker brænde på bålet, og gik ind for at hente noget mad til mig. Riza blev hos mig.
   Klokken var mange, jeg havde sovet det meste af formiddagen, men det gjorde ikke noget. Vi ville tilbringe resten af dagen her ude i det fri, så kunne vi tale om, hvad der var sket i løbet af natten.

Jægeren kom tilbage med te til os alle, og noget at spise til mig. Vi sad og hyggede os ved bålet, jeg havde det rigtigt godt nu.
   "Lisa," sagde Jægeren, efter jeg havde spist den mad, han havde serveret for mig.
   "Det der skete i nat, var en ceremoni jeg holdt for at ære de gamle Samer, deres ånder, og for at bede dem om hjælp til at komme videre med mit liv. Den hjælp fik jeg...
   Da Riza deltog i dansen, gennemgik vi fødslens ceremoni, derfor var vi nøgne. Sådan er vi født, det er sådan ånderne altid kan kende os.
   Vi er ikke altid nøgne, men i nat var det en særlig ceremoni, der er det nødvendigt. Uden denne kvinde, har jeg ingen adgang til de ånder der styrer det væsentlige, nemlig livet. Det var derfor Riza deltog. Hun hjalp mig ind i den verden jeg søgte.
   Riza er af gammel Shamanslægt, der er ikke mange der kan huske ceremonierne som hun. Hun er både min åndelige vejleder og min kvinde.
   For dig kan det hele lyde, som noget der foregik for mange hundrede år siden, men det er vores oprigtige håb, at de unge vil interessere sig for de gamle traditioner igen, at vi må blive ét samfund."
   Mens han talte slog det mig, at han opførte sig, som var han en af dem, hvad han også var i sin sjæl. Men nu var han den gamle og selvsikre Jæger, den mand jeg elskede som min far.
   Det var forunderligt som den nat havde vendt op og ned på det hele.
   "Det du oplevede, Lisa, var at deltage i vores ceremoni. Vi tog dig med, eller Riza gjorde. Hun er en stærk kvinde, var ikke bange for du ikke kunne klare det.
   At Ayla også var der, er kun fordi du selv bad hende om hjælp. Ayla er som sin mor, en kvinde der kan det åndelige. Jeg tør vove den påstand, at Ayla er født med de evner.
   Jeg ved Ayla var glad for at hjælpe dig, men også hun vidste, du godt kunne klare dig selv, derfor vejledte hun dig kun, og huskede dig på hvad Riza havde sagt.
   Riza! Vil du forklare hvad den drøm betød, for Lisa?"
   Jægeren så på sin kvinde, med det udtryk jeg elskede. Riza tog mig fastere ind til sig og sagde:..
   "Lisa, min pige. Elven er den skillevej du skal over, for at komme til vores verden. De døde områder, huldrepladserne, de er for at forhindre dig i at nå så vidt. Her var det Ayla vejledte dig, og hjalp dig uden om dem.
   Du har aldrig prøvet det før, men disse områder findes også i vores verden, men vi undgår dem altid. Vi ved alle tre, når vi er i et sådant område, vi kan også se og føle de tragedier der her udspillede sig.
   Du var fremme ved elven. Jægeren ventede på dig, men du tøvede. Det er din tillid til os. Igen kaldte du på os. Ayla måtte fortælle dig, hvad du skulle.
   Du tog over til os på den anden side, til åndeverdenen.
   Tænk over hvad du så på din vej til elven, hvem du talte med, og hvad der blev sagt til dig, gennem de følelser for kulde og varme du blev udsat for. Tænk over hvad du så i åndeverdenen.
   Det du så der, er selve dit liv, din nutid og din fortid, fra du var undfanget og til i dag. Det var kun brudstykker du så, men tænk over hvad du oplevede. Det er af den største betydning for dig fremover, at du forstår det budskab åndeverdenen har til dig.
   Du klarede det, det var jeg ikke i tvivl om du ville, da jeg mod Jægerens vilje, tog dig med.
   Hvis du vil, vil jeg gerne lære dig om vores skikke og vores religion, eller hvad du nu må bruge af udtryk, for det du oplevede i nat. Det var helt bevidst jeg tog dig med, jeg mente du var klar til også at se det."
   Jeg kikkede op på Riza. Hendes varme og dejlige smil beroligede mig.
   "Er jeg nu Same?"
   "Nej, min pige, det bliver man ikke så let, men med tålmodighed skal det nok lykkes dig at blive en af os, hvis det er det du vil."
   Jeg havde lyst til at standse mit liv her. I dette sekund ønskede jeg tiden ville stå stille, at den tryghed jeg følte, aldrig ville holde op, og at dette sekund ville vare evigt. Jeg følte mig som genfødt, ren og nøgen, med de mennesker jeg elskede over alt på jorden, omkring mig, men jeg følte også en flig af Jægerens smerte, da jeg kom til at tænke på mine egne forældre, jeg forstod noget af den smerte, Jægeren bar inde i sig.

Resten af dagen sad vi og dovnede ved bålet, som Jægeren hele tiden holdt ved lige. Han hentede også noget mad til os. Det var let mad, vel nærmest frokost. Det undrede mig jeg var så træt, da Riza sagde, at nu var det tid til at gå i seng. Det havde været en begivenhedsrig nat og dag, jeg havde oplevet.
   Jeg rejste mig op, omfavnede dem, og kyssede dem godnat.
   Jægeren og Riza blev udenfor ved bålet, de ville sove under åben himmel. Jeg undte dem gerne den smule privatliv, de endnu havde, jeg var i vejen. Nu kunne de snakke helt privat, være noget for hinanden.
   Jeg elskede dem højt, jeg vidste de havde behov for at være alene. Jeg sov allerede trygt, inden jeg havde lagt mig helt ind under dynen. Men jeg vidste også, at enten Riza eller Jægeren ville kikke ind til mig, og putte mig, når jeg var faldet i søvn. Jeg var lykkelig.