Efter radioavisen kom farvandsudsigterne. Østersøen omkring Bornholm. Vestlige Østersø. Sundet, Bælthavet og det Sydlige Kattegat. Skagerrak, og så videre. Der var stormvarsel for Jærens rev Sydvest og Nordsøen. Hvad var det med det rev, Jærens Rev Sydvest?

Det fortælles at Jæren er det grimmeste væsen, i det farvand der ligger syd for Norge og nord for Danmark. Hun er kvindelig at se på, og bor i Skagerrak i en undersøisk grotte i Jærens Rev Sydvest. Mange søfolk hævder, at når hun viser sig i de høje bølger under en storm, betyder det forlis og ulykke.
   Jærens Rev Sydvest, jo, det hedder det farlige rev godt nok, men det er menneskene, der har bestemt det skal hedde sådan, mener det grimme hunvæsen. Og så påstår de, menneskene altså, at Jæren er navnet på det sydlige flade lavland i Norge.
   Menneskene er dumme." Mumlede det usædvanlige væsen der boede i det dybe Skagerrak.
   Hun var Jæren, og ikke et ligegyldigt landskab i Sydnorge. Et frygtet væsen i det dybe og gådefulde hav, om hvem der gik de forfærdeligste fortællinger. Jæren lod fingrene løbe igennem sit pjuskede og tjavsede hår, der var flettet med tang fra flere af Læsøs mange sunkne vrag.
   Selv syntes hun, hun var smuk. Enhver mands drøm om en kvinde der både var klog, fremsynet og lækker. At hun manglede flere tænder i sin over- og undermund, gjorde kun smilet mere åbent, mente hun. Fed var hun også. Men det fortalte jo bare alle andre, at hun levede godt, var sund.
   At hun havde vorter over hele kroppen, sammenlignede hun med menneskenes fregner, et tegn på god, sund og en lille smule sart hud. Jæren var meget tilfreds med sig selv og sit udseende.

Men hun manglede en mand. En mand hun kunne elske og støtte sig til. Jage fortabte sømænds sjæle sammen med, og som drømmende kunne elske hende, i de stormfyldte bølger hun af og til i ren kedsomhed rejste omkring revet.
   Jæren havde set mange sømænds sjæle vandre forbi revet. De søgte færgemandens båd, der kunne fragte dem til det hinsides. Færgemanden havde forbindelse til de dødes rige. Ham skulle hun nok lade være i fred. Det fortaltes han havde en brændende ild i sine øjenhuler, og alle i havet frygtede ham. Guldringen sømændene bar i øret, var den betaling færgemanden forlangte af de druknede sjæle, for at sejle dem over til dødsriget.
   De sømænd der ikke kunne betale færgemanden, måtte flakke om i al evighed. Nogle af dem fangede Jæren. De måtte arbejde for hende. Samle det skinnende guld og de ædle stene, man kunne finde i sunkne vrag på bunden af det dybe og mystiske Skagerrak. De skulle også høste tang fra Læsøs nordlige vande til udsmykning af hendes mange huler, eller herresæder, som hun yndede at kalde dem.
   Hun drømte ofte om den mand de døde søfolk kaldte for Kong Neptun. Efter sigende et mandfolk der kunne jage enhver moden kvinde en skræk i livet. Hun elskede voldsomme og skrækindjagende mænd, der kunne få havet til at koge, bjærge til at skælve og kvinder til at hvine af fryd.
   Jæren var forelsket, det følte hun helt klart. Hun fik en dejlig kildende fornemmelse i maven, når hun tænkte på Kong Neptun, og alle de fortællinger hun havde hørt om hans mystiske rige og vældige kræfter.
   Hun havde også hørt om en smuk havmand der hed Poseidon.
   Efter rygterne at dømme fra de omvandrende sjæle forstod hun, at Poseidon regerede i en del af middelhavet. Den del menneskene kalder for Det Ægæiske Hav.

En dag fik hun besøg af kaptajnen på Den Flyvende Hollænder. Skibet anløb revet under en brølende efterårsstorm.
   Den Flyvende Hollænder var et sagnomspundet sejlskib, der bragte død og forlis med sig hvor det kom. Kaptajn Van der Klug besøgte Jæren, for at få svar på, hvorfor hun var udeblevet fra det årlige møde med Sirener, Havmænd, Skibsnisser og mange andre skabninger der levede i havet.
   Det havde i årtusinder været en tradition at mødes en gang om året og udveksle erfaringer. Mødedeltagerne var ikke taget hjem til deres egne farvande endnu, de ventede på hun dukkede op.
   Jæren fniste og rodede i sit strittende og ildelugtende hår, der var fedtet ind i fiskeolie.
   Jeg venter på Havguden Neptun. Han skal hente mig og ledsage mig til mødet". Sagde hun, og ræbede sig så voldsomt, at de nærmeste sild vendte bugen i vejret af bar væmmelse.
   "Jeg har sendt bud efter ham gennem færgemanden. Han fik en kiste med guld og ædle stene for at sejle ham op til mig."
   Kaptajn Van der Klug tog sig til hovedet.
   Sindssyge grimme kælling. Neptun er en havgud som mennesker har opfundet. Du er ikke alene dum, du er grimmere end noget væsen jeg har set i de syv have. Der findes ikke en Neptun. Og selvom der gjorde, ville han dåne, hvis han så dit vortefyldte fjæs, og lugtede til dit stinkende skrog af en krop. Færgemanden har snydt dig grundigt."

Jæren blev rasende på kaptajnen. Så direkte havde ingen før turdet fornærme hende. Hun for ind på ham. Hamrede sin knyttede næve, der var besat med ringe af lysende konkylier, ind i hans menneskeansigt. Men hun kunne blot konstatere, han var et fatamorgana. En våd og tåget luftskygge der jog over oprørte vande på sit, til evig tid fordømte og forbandede skib, med iturevne og lasede sejl. Det varslede altid død og forlis, når søfolk mødte Den Flyvende Hollænder.
   Kaptajnen lo frem for sig. Forbandede den dag han for hundreder af år siden havde krydset Skagerrak i en fuld storm.
   For at redde mand og mus, måtte han indgå en pagt med Djævelen. Aldrig skulle han finde hvile. Aldrig skulle han kende en kvindes kærlighed, ømhed og blide væsen. Altid skulle han med skibet fare med storm og død over de syv have og skabe frygt og gru. Han skulle til evig tid være en skygge af sig selv uden sjæl.
   Alle hans mænd havde i stormen klaret sig ind til strandene. Men for kaptajnen var der intet valg. Han havde solgt sin sjæl for at redde sin besætning, og måtte blive om bord på sit spøgelsesskib.
   Og lige nu stod han og talte med en sindssyg, grum og afskyelig kælling, der var rasende på ham.
   Jeg får min hævn kaptajn, stol på det." Råbte Jæren, og løftede sin ene arm truende mod den drivvåde skygge af en mand.
   På minutter satte hun vandene i voldsom bevægelse. Skagerrak frådede i stærk storm, så skumsprøjt stod langt op over revene og klipperne langs den norske sydkyst. Helt til Norskehavet kunne man mærke de voldsomme dønninger.
   Ti, kælling, eller jeg beder Kraken tage dig, og spærre dig inde i en af de store indsøer, i det land der ligger mod syd, og hvor man taler med nisser."
   Han lo igen sagte. Var udmærket klar over, at Jæren frygtede skibsnisser og Kraken.
   Jæren kneb øjnene sammen og så ondt på kaptajnen. Hun vidste, at mod Kraken var der intet hun kunne stille op. Det søuhyre var frygtet af alle der boede i havet, og mange af skibsnisserne var gode venner med Kraken. Den var en blanding af et monster og en frygtelig blækspruttelignende skabning, der lugtede endnu værre end Jæren. Kaptajnen så drillende på hende. Han havde fået en vanvittig ide, der en gang for alle skulle lukke munden på det afskyelige kvindelignende væsen.
   Poseidon fra Ægæerhavet har for resten talt meget positivt om dig, jærkvinde. Han sagde at Klabautermanden, den usynlige sønisse, havde foreslået ham, at han præsenterede sig for dig. Hvad synes du om det forslag? Poseidon har frygtelige kræfter, og er en smukkere mand end Neptun" Hans sagte latter nåede ikke Jærens øre. Hun var optaget af at se sig selv i resterne af et spejl, hun havde bjærget fra et sunket skib.
   Hun slog sig på den ene balle, skubbede til sine enorme bryster der satte vandet i bevægelse, så flere konkylier faldt ned fra hylden og gik i stykker, da de ramte den hårde klippegrund.
   Kan du li' min skikkelse Kaptajn? Synes du jeg er smuk?" Endnu en gang slog hun let til sit enorme bagparti, så vandet sitrede omkring hende.
   "Og har du selv talt med Poseidon? Ingen kan jo stole på Klabautermanden der ikke kan ses, men kun høres." Hun kneb øjnene sammen og stirrede mistroisk på Kaptajnen. Han nikkede sigende, men kunne næsten ikke styre sin morskab over, hun ikke vidste, at Neptun og Poseidon var én og samme gud, blot fra hver sit land, hver sin mytologi. Han fortsatte.
   "Hvor skulle jeg ellers have mine oplysninger fra, Jærkvinde? Poseidon er smuk, og har en trefork der kan trylle alle skønne kvinder endnu smukkere. Han har slotte som kan få dine huler til at ligne huller i klipperne. Skatte så omfangsrige, at du selv i din vildeste fantasi, ikke kan forestille dig hvor kostbare de er. Og så er han ikke lovet bort til nogen kvinde. Det er det bedste ved ham, synes du ikke?" Jæren så igen mistroisk på kaptajnen, der kikkede troskyldigt på den grimme jærkvinde. Det lykkedes ham at bevare roen og holde masken.
   "Kan du bringe ham til mig, Kaptajn? Jeg vil betale dig godt for din ulejlighed."
   "Jo, det kan godt lade sig gøre. Men så må du først sætte hulen i stand. Den ligner noget havkatten har slæbt hjem. Få havfruerne til at iklæde dig dit fineste skrud, og bed dem samtidig om at rede dit smukke hår. Derefter bør du invitere alle du kender til højbords. Alt sammen skal være parat indenfor cirka en uge. Tror du, at du kan klare det?" Jæren så drømmende frem for sig. Endelig følte hun, at skæbnen tilsmilede hende på gunstigste vis.
   "Jo, kaptajn, det kan du tro. Jeg skal gøre mig så smuk, at han ikke kan sige nej til mig. Sammen skal vi have mange børn, og jeg bliver hustru til en stærk og modig mand af det store middelhav. Måske vil vi slå os ned der, det vil kun tiden vise. Men skynd dig nu af sted. Jeg længes allerede efter ham."
   Kaptajnen rystede let på hovedet, men det så Jæren heldigvis ikke. Hun var allerede optaget af andre, og for hende vigtigere ting.
   Kaptajn Van der Klug tog den tunge kiste med guld, der var hans betaling for at hente Poseidon, og svævede gennem det oprørte vand op til sit skib. Snart var skibet på vej, næsten skjult af meterhøje bølger i det stormfyldte Skagerrak, ved Jærens Rev Sydvest.

Knap en uge senere kom den onde Havheks Ursula, forbi Jærens bolig i revet syd for Norge. Havheksen var en ondsindet vanskabning. En kæmpe havfrue med både fiskehale og blækspruttearme. Aldrig i sit lange liv som havheks, havde hun set noget lignende. Og hun kom dog ofte i det nordlige Atlanterhav.
   Der var pyntet op alle steder i Skagerrak. Revene var udsmykket med søanemoner og tang fra Sargassohavet, Sydhavet, Stillehavet og Læsø. Snegle og konkylier i alle regnbuens farver, lå på klippetoppene sammen med strålende ædelstene. Sild og makrel dansede i store stimer på revene, til musik af klaprende krabbe og hummerklør, og Knurhaner brummede deres karakteristiske dybe lyde.

Hun bankede ikke engang på, men brasede lige ind til den afskyelige jærkvinde.
   Jæren fnyste foragteligt af den sortklædte onde Havheks.
   Pak dig bort dit onde væsen, eller jeg påkalder Poseidon til at klaske dig i den bare. Jeg skal nemlig sige dig, jeg skal giftes med ham i dag, og jeg forventer han hvert øjeblik vil ankomme på det gode skib, Den Flyvende Hollænder, sammen med Kaptajn Van der Klug"
   "Ti, din afskyeligt stinkende og grimme kælling. Du er ikke alene grim, men også noget af det dummeste jeg har oplevet. Kraken fortæller mig, at Kaptajn Van der Klug har bildt dig ind, du skal stå brud med Poseidon fra Middelhavet ved din side." Hun lo så det gav genlyd i de mange huler der var i revet.
   "Dumme gås. Hverken Poseidon eller Neptun er virkelige. De er noget menneskene har opfundet." Hun slog med sin fiskehale på klipperne, så hele revet rystede. Hendes krop dirrede af hendes rå hånlige latter. De små hajer der altid ledsagede hende morede sig højlydt, men holdt sig klogeligt uden for Jærens rækkevidde.
   "Jeg skal hilse dig fra Kaptajn Van der Klug og sige, du er grim, lugter som en rådden Hvalhaj i opløsning, og dum som det klippestykke der ligger for dine fødder. Han har lavet grin med dig, dit fæ." Igen rystede hendes store korpus da latteren tog over.
   Jæren blev rasende. Hun greb klippestykket ved sine fødder, og slyngede det med stor kraft mod det onde væsen. Havheksen faldt forover og gispede. Noget der lignede sort blod, flød fra et stort åbent sår i hendes pande. Med en fart der ikke kan beskrives, flygtede hun ud af grotten og forsvandt imellem de mange rev.
   Jæren var aldeles rasende på den onde havheks, hun for op i vandmasserne og piskede Skagerrak til en voldsom storm. De skibe der ikke allerede var i havn, søgte skyndsomst læ i fjordene eller hastede mod syd til det lille land, Danmark.

Skulle du som sømand, eller som passager på et skib der sejler i Skagerrak, og der blæser en hård kuling, så kan du være sikker på, det er Jæren der raser over Den Flyvende Hollænders Kaptajn, der så grundigt tog hende ved næsen og gjorde hende til grin for alle skabninger i havet. Det siges, at hun den dag i dag kan blive meget vred, når hun hører navne som Havheksen og Den flyvende Hollænder. Så derfor, min ven. Passerer du Jærens Rev Sydvest, så var din mund. Måske lytter Jæren til hvad du fortæller. Og denne historie bryder hun sig absolut ikke om at høre, for så blæser hun til storm over det frygtede rev i det nordlige Skagerrak.
   Det rev der i daglig tale hedder: Jærens Rev Sydvest.