Han var bange for at blive lynched op, at få sat en løkke om halsen, og en stol der blev sparket væk under ham, han var bange for at se dæmonerne i øjnene, og mærke et fremmebrusende individ stå og stirre ligeså fjendtlig på ham, som hans egne såkaldte venner.
   Han var bange for at blive jagtet, af alle han havde kært.
   At dæmonerne fra fortiden ville indhente ham som skeletter i et skabt, der pludselig vælter ud.
   Men om det nogensinde ville ske, var for ham højst usandsynligt.
   Nok snarrere ville han leve med frygten af at være forkert, indtil det ville æde ham op eller at han sagde fuck it, jeg går gerne imod mine skeletter og gerne tager straffen for mine handlinger.
   Hvis de kommer må der jo være en sans af tilgivelse på den anden side?

Det eneste rigtige svar var nok at ændre sin stil, blive et bedre menneske, det var ihvertfald den tale han øvede for sig selv da han gik i haven frem og tilbage, selvom de alle var langt under jorden, nu på denne vildt fremmede og fjendtlige planet, så det ud til at det spørgsmål sad fast i hans periferi, hvis nu han kunne tage sig sammen, gå med rank ryg ned af haven, men der kom intet svar til ham.
   Han mærkede en blanding af sød græs, og fordærv snærre sig ind på hans næsebor, og nu efter alt den tid synes det bare ligegyldigt. Han kunne flygte over atlanterhavet, flygte til en lille hangar, så igennem sikkerheds tjek og baggrunds tjek, udstå tæsk hjemmefra, og et farvel ar på sin kind som nu alle kunne se. Og stadigvæk vandre frit her, han kunne se sig selv flygte mod himlen... første brud af lydmuren, efterfulgt af sekundære rejser mod atmosfæren, for at dokke i karantæne i 1½ døgn på Australis Rumstation, for blot at tage sig i at møde den sødeste pige.
   Han kunne sågar spørge om hendes profil, slå hende op og ringe til hende når de nåede de ydre kolonier? For så udelukkende at blive afvist, som en fucking barnlig sommerkæreste.
   Han tog en sidste bid af en snackbar, for at kaste det apatisk ned i skraldespanden.
   Nok om det Tænkte han.

Lige i det, han svingede ud af parken, og tog ned af stien, med dens brosten og park facader, der endte i et lysthus faldt han hurtigt ind i en automatisk rytme, svingede lidt med armene og satte airplugs i ørene for at høre Dark Country over radioen. Som musikken kørte "Outlaw Justice!" og efterfulgt af "Devils on The Run." Fandt han sig fortabt i denne underjordiske have.
   Så stoppede han musikken i det at speakersne over ham gav genlyd, så højt at han kunne fornemme vibrationerne i sit lange skæg. Det brune skæg bølgede et øjeblik, og så tog han sig i at stoppe da en stemme spredte sig over speakersne. Han tog airplugsne ud af ørene, og kiggede op. Den simulerede himmelskærm over ham, blev ganske forstyrret af et live video feed, af en dame, i hvidt tøj. Gud Tænkte han Det er fucking Patricia den stygge sæk kan da umuligt have opgraderet til Proctor? Så talte hun.
   "Til alle Kolonister i AB-42" hun holdte en kunsterisk pause, og manden bemærkede at hun havde en medaljon rundt om sin hvide keddeldragt.
   Hendes hår var fast og stramt sat i en hestehale, og under øjet, havde hun et X tatoveret på kinden. Hun var blevet Proctor!
   Så fortsatte hun. "Alle beboere, i Sektor 1 bedes venligt huske, at vandforsyningen stadigvæk er kontamineret, og der vil midlertidligt resulture i en rationering, der er fortsat åbent for 3D printede retter i Sektor-2."
   Du skal garanteret ikke tænke på 3-D printe din mad, du har vel adgang til kvæg du kan slagte nu ikke? Ægte kød, fede luder som en fed ko, man blir vel hvad man spiser. Han fnøs.
   "I interplanetariske nyheder, kan jeg rapportere at hjemegnen, fortsat opfordrer de ydre kolonier til at forberede mod Omni angreb her i fremtiden. Dette kommer som Marskal Tén har allokeret nye resourcer til at kombatere plagen, og derved indsætter KFK styrker (Det Koloniale Flåde Korps).
   Manden rullede øjnene, Vi bliver sku aldrig fri for de idioter, selv efter jeg er flygtet væk fra tosser ser det ud til at monstre følger med mig.
   "Vi ønsker jer en god dag, og pas på jer selv i denne svære tid, hjælp er på vej. Det lover vi."
   Manden kiggede op imens han begyndte at traske videre, hans øjne var stadigvæk fokuseret på Patricia, han faldt over en brosten der havde stukket lidt for meget i vejret, imens hans ansigt faldt ned på jorden, og mærkede hovedet slå klik mod stenen. Hørte han Patricias stemme i baghovedet som om smerten og hendes ord kombineret i både fysisk og psykisk forstand. Hjælp er på vej det lover vi..."
   I arrighed, blev hans mave oppust, hans skuldre blev til is, og en ubehagelig spænding spredte sig, så tog han impulsivt stenen op, og kastede den mod skærm simulatoren. Men den nåede ikke langt op i luften, før den hurtigt dalede mod jorden i en bue og landede på græsset.
   Så fløj en af dronerne forbi, tog et billede af ham og fløj nænsomt rundt om ham i cirkler.
   "ID" lød det monotomt og kommanderende fra dronenes lydsystem.
   Han rakte en fuck finger, den tog endnu et billede af ham, fløj helt hen til hans ansigt, men han skubbede den væk, den fulgte efter ham, da han gik. Dronen blev ved hvorend han bevægede sig hen.
   Til sidst spredte der sig et greb om den, og mandens hænder kastede dronen ned i brostenene og så pissede han på den.
   Forbandede drone, det her kommer til at koste mig en måneds ration, hvis ikke et klip i mit ID, Jeg ender sku med at blive TIER-1 hvis det her fortsætter Han sukkede. Gik hen mod udgangen der ville lede ham længere ind i komplekset.
   Døren åbnede, til metalkorridoren, der ledte ham i vildrede dybere ind i komplekset. For sekunder efter, lukkede dørene omkring ham med en magnetisk lås, en rød sirene, begyndte at give lyd, og snurre rundt snart vrimlede det med foddroner, der kom ud fra usete døre, han ikke vidste eksisterede.
   Der var to af dem, en med larvefødder, en standard RNC Drone (RIOT N CONTROL) Som var taget fra engelsk.
   De var begge hvide, RNC Droner var gamle, og bygget omkring samme alder som stationen, de var klumsede, store skrald, og fucking dumme. Den anden var en avanceret Robot, som var en menneskelignende en af slagsen, altså en Humanioid Droid fra en nyere generation.
   Den havde skarpe kniv lange fingre på sine hænder. Fødder som et menneske, og med et plastisk ansigt, der kunne gengive menneskelige følelser, eller ihvertfald simulere at den gjorde dette.
   "Identifikation."
   Manden sukkede.
   RNC Dronen gentog, "Identifikation."
   Så tog Droiden over, og gik hen til ham. Den stirrede vredt på ham. Manden trak på skuldrene "jeg har ikke ID på mig."
   "Bearbejder..." Dens øjne summede som om den var i trance et øjeblik, hvilket betød at den sendte besked længere oppe i systemet, og snart ville der komme en menneskelig vagt, og tage over her.
   RNC dronens mave åbnede sig, og displayede en mindre skærm. Skærmen tændte og et videofeed, fra en af de højere stående vagter kom frem.
   "Hvad foregår der her? Dronen siger at du ikke har ID på dig?"
   "Nej." Sagde manden.
   "Hva?" Svarede vagten. "DU har ID men vælger at modsætte protokollen? Identifikation, Pronto!" Sagde han.
   Fucking Tin hoveder alle sammen, tin hoveder og tin soldater, fucking ligegyldigt. Tænkte han.
   "Fint." Sagde manden, og vidste hans ID kort.
   Vagten på skærmen, studsede over det og lænede sig frem af. "Hmm, Jason Orca?"
   "Korrekt." Gentog Manden.
   Vagten rynkede panden så kiggede han på Jason. "Lad mig se her, brændstiftelse af lagerhallen i Sektor 1 for ca. 3 år siden. Straffen var en mindre bøde og et klip i dit ID. Hmm hvad står der her... Jo, og nu har du så valgt at-" Vagten så lettere chokeret ud. "Du har valgt, at ødelægge vores overvågningsdrone, og- pisset, på den?"
   "Korrekt." Sagde Jason med et lettere smil. "Bare giv mig klippet."
   "Klip, nej, du skulle have læst straffekodekset lidt nærmere. Der står her det ikke er første gang vi har problemer med dig jo... jeg blir sku nødt til at degradere dig til TIER-1."
   "Hva!" skriger Jason, det kan du sku da ikke mene.
   "Orca, jeg synes du skal kraftigt overveje hvad du gør. Pas nu på du ikke rammer lavere, du ved godt hvad der sker med TIER-0 jo."
   Jason så sammenbidt ud, og han bed sig næsten i tungen, men så tog han en dyb indånding. "Modtaget."
   "Godt så, du er fjernet fra dit arbejde, meld dig til Processerings facilitet omgående. RNC Dronen vil eskortere der til pronto."
   "Hvad med mine ting?"
   "Din degradering fra TIER-2 indikere at du har mistet de privilgier."
   Jeg fatter ikke jeg tog hele vejen herud for at det her sku ske. Tænkte Jason.
   De næste par timer, gik der bureaukrati i resten, og han sku sidde i kø længe, da det endelig blev hans tur blev dirigerede dronen Jason ind i et lille hvidt rum, der var en sort stol i midten af lokalet, og en form for analysator i den anden ende, et lille kamera monteret på muren, med en rød prik der lyste et lille lys i Jasons retning, det var nåle tyndt og fikserede på hans højre øje.
   "Har du været igennem processen før?" sagde en kølig nærmest metallisk stemme. "Svar venligst ærlig, der er uforudsete konskvenser ved løgne."
   "Ja." Sagd Jason apatisk, imens han tørrede en dråbe sved væk fra panden, med et lettere løst håndled.
   Så var der en blitz, der var så kraftig, at øjnene knep sammen med en migrænes intensitet.
   Hans hænder føltes tomme pludselig, og benene var ladet med raketter der ville have sendt ham til Pluto hvis han ikke allerede befandt sig der i forvejen.
   "Næste spørgsmål." Sagde den metalliske stemme.
   Jason turde åbne kæften, et øjeblik efter. "Hva- sker der? Jeg mener- sidste gang gjorde det ikke ondt."
   Der var et øjebliks ubehagelig tavshed. Så svarede den mekaniske stemme "En Vino Veritas ikke Hr. Orca?"
   Han skuede med små perle øjne, og hans lukkede sin håndflader til en kugle. "Jeg ved ikke hvad du snakker om." Sagde Jason.
   "DOM BEKRÆFTET!"
   "Nej vent!"
   "Brandstiftelse, civil ulydighed, Offentlig ejendom beskadiget, total mangel af respekt for Den Lineære Rehabiliteringsproces."
   "Please ikk gør det."
   "TIER-0!"
   Døren åbnede, og to Soldater i Exoskeletter, med markeret optøjsgear trådte ind af døren, dragterne var sorte, og med grå alluminiums dele på deres exoskeletter trådte faretruende frem, som en påmindelse om hans egen undergang. Jason kunne nemlig se sit eget spejlbillede markeret i de sterile dele.
   Over deres hjerte var der et mærke "CTS". Uden en anelse af navn. Han havde aldrig set Centrale Teknat Styrker her i ydrekolonierne, så nogle langt oppe i systemet ville være ude efter ham?
   De trådte imod ham, så stoppede den ene, tjekkede sin radio med hånden på øret. Så nikkede han til den anden.
   "I får mig ikke!" Skreg Jason Orca.
   Efter et øjeblik trådte en ung kvinde ind med, en hvid keddeldragt, hestehale og et X over "kinden"
   "Jason, jeg troede ikke det var dig, selv ikke der jeg læste rapporten. Så poppede der et lille hul op af gulvet, og en stol blev skubbet op med magnetisk kraft. Hun satte sig over for ham og krydsede sine ben.
   "Hva i al verden laver du her?" Spurgte hun ham. Han foragtede hendes overfladiske venlighed, hendes dybe arrogance. Hendes medlidenhed.
   "Jeg kunne spørge dig det samme?" Han lænede hovedet på skrå.
   "Er du kommet for at følge mig til min dom?" Spurgte Jason.
   ""Ikke lige frem, jeg er kommet for at sætte dig fri."
   "For hvilken pris?" Hans øjne blev smallle og ubehagelige.
   Hendes egne så ikke ud til at have et gran af mistillid som han ellers havde ledt længe efter på hende.
   "Forlad os..." Sagde hun til CTS Marinesoldaterne.
   "Proctor Nitro, det vil jeg stærkt fraråde, han er jo TIER-0. De har ingen rettigheder og er vildt farlige for systemet."
   Patricia Nitro, skulede til ham. "Såvidt jeg kan se er han først TIER-0 når han forlader processeringsfacilititet. Og for det andet er det mig der afgøre hva der konstituere en trussel korrekt?"
   "Ja Frue, det er modtaget." Sagde CTS Marinen.
   Så gik de ud af rummet og forsvandt bag ved den lukkede dør.
   Hun startede med at slukke for maskinen, og så satte hun sig igen. "Der er en chance for at jeg kan rede dig, men den kommer ikke til at være køn." Sagde hun stift.
   "Jaså?"
   "Du må forstå at der ikke er andet at gøre for mig end det her, du tvinger min hånd."
   "Du må til fronten..." sagde hun.
   "Nej" sagde han.
   "Du må til fronten." Gentog hun sukkende.
   "Det for du mig ikke til." Sagde Jason.
   "Hva havde du forventet da du gjorde hva du gjorde?" Hun lignede ikke den samme pige han havde affektioneret på Australis.
   "Ved du hva jeg tror Patricia?" han rømmede sig. "Jeg tror du har en pind så langt oppe i røven at når du endelig for den ud så skider du på alle under dig."
   "Det ikke mig der vandalisere tingene, og gør vores tilværelse hårdere." Et Rynket øjenbryn fyldte hendes ansigt.
   "Ser man det ser man det, så send mig til fronten da."
   "Det var jo ikke min mening at såre dig..."
   Pludselig bredte der sig en stilhed i rummet, melankolien slog ind over ham som små bølger, og han brød ud i gråd.
   Efter et øjebliks gråd, tog han en dyb indånding og kiggede hende i øjet.
   Han sukkede. "Hvis dette er min dom, så må jeg vel tage den med rank ryg..."