Hvad var det jeg havde givet mig i kast med? Var det bare en tåbelig historie? Eller var det virkelig det helt store scoop jeg kunne gøre?
   Der gik mange rygter og historier om denne mærkelige mand. Alt, lige fra han var sinke, der ikke hverken kunne læse eller skrive, til rygterne om, han var et uægte barn af de kongelige!
   Silver-Krone, hed han. Dronningens Jagtmester, var den titel han kunne smykke sig med. Spurgte man officielt, fik man det svar, at han såmænd bare var en helt almindelig ansat ved det svenske hof, og at han, på grund af sit store kendskab til skoven og landet i nord, var en mester i at finde vildtet, så de kongelige kunne få noget med hjem, når de var på jagt. Navnet var såmænd et almindeligt navn, der stod at læse i fortegnelserne over den tidligere adel. Og måske havde hans forfædre i fordums tid, tilhørt adelen.

Jeg var på vej ud i 'vildnisset', i en af de skønne og store naturparker der fandtes her i det smukke Nordsverige. Jeg havde spurgt på det lokale turistbureau, hvordan jeg bedst kunne komme i forbindelse med denne mand.
   De havde helt åbent leet af mig, og sagt at det var en rigtig blad-and, jeg var udsat for. De foreslog mig, jeg tog ud i den svenske natur, skrev min historie, og oplevede det skønne Nordsveriges sommer, hvor solen var oppe hele natten.
   En turistbus havde bragt mig ud i naturreservatet ad de offentlige grusveje. Her skiltes så de andre turisters og mine veje.
   Hvordan finde noget man ikke ved hvad er? Hvor skulle jeg begynde? Og hvor skulle jeg ende? Spørgsmålene jeg måtte stille til mig selv, var mange.
   Jeg havde de sidste tre dage gået rundt på må og få, og besluttede mig for at gå mod nordvest, mod den Norske grænse.
   Her sad jeg så nu, mutters alene ved en sort/gul pæl, hvorpå der stod: Grænse! På et lille messingskilt.
   Det regnede, var køligt og vådt, men det var det jeg ville, og så håbe på der skete et mirakel, at jeg fandt denne Jæger, eller i det mindste nogen der kunne fortælle mig, hvor han var.
   Proviant havde jeg snart ikke mere af, så jeg måtte vel se at finde beboede områder, få suppleret op på mine efterhånden sparsomme forsyninger. Tre uger i den Svenske vildmark havde også tæret på mine kræfter.

Og så stod han lige pludseligt foran mig, for det måtte være ham.
   Stor og sværlemmet. Klædt i loddent tøj. På en gang både nyt og moderne, og dog så gammeldags. Hans skæg var stort og fyldigt, gråsprængt, håret lidt lysere, huden grov og furet, solbrændt. Med en holdning og en udstråling, der hverken var provokerende eller truende, men dog helt tydeligt fremkaldte den største respekt. I sandhed en lidt uhyggelig mand.
   Uvilkårligt løb det mig koldt ned ad ryggen. De historier jeg havde hørt om ham, lod så sandelig ikke noget tilbage for det jeg så. Det var helt klart, at her kunne fantasien få frit spil.

"Goddag!" sagde jeg efter en tids tavshed, hvor han bare så på mig.
   "Undskyld, men er du Jægeren? Jeg har hørt om dig, har søgt efter dig i flere uger. Hvis du ikke er Jægeren, ved du så hvor jeg kan finde ham?"
   Han stod længe og kikkede på mig, ikke truende, men undersøgende, som om han ville læse mine tanker. Jeg var ikke tryg ved situationen. Hele hans fremtoning, hans klæder, var skræmmende.
   Vi var trods min utryghed i Skandinavien, her var vi civiliserede. Eller var vi nu også det? Havde jeg ikke trængt mig ind på denne fremmede? Udspurgt ham om navn, bedt ham hjælpe mig med at finde en person, jeg ikke vidste hvordan så ud, endsige vidste hvem var!
   Hvad måtte han ikke tænke, denne fremmede. Og havde han overhovedet forstået mit spørgsmål? Forstod han overhovedet hvad jeg sagde?
   Som han stod der, virkede han nærmest uhyggelig stor og frygtindgydende. Tavsheden imellem os var lammende. Jeg var ikke tryg. Hvad havde jeg rodet mig ud i?
   Jeg tog en beslutning. Det måtte være nu eller aldrig.
   "Må jeg byde på kaffe?"
   Selvom det småregnede, var det lykkedes mig at tænde bål, og lave en kande svensk kogekaffe.

Hans øjne betog mig, var på en måde smukke. De var gråblå, lidt rødsprængte. De virkede ikke uvenlige, nærmest undersøgende, som om de ville bore sig ind i mig, for at se hvad jeg var for en. En fredsforstyrrer der var trængt ind i hans skov, på hans domæne. Øjnene sagde mig ikke noget om hvad han tænkte, men de var ikke uvenlige.
   Endelig, efter nogle meget lange minutter, svarede han på en blanding af Svensk og Norsk:
   "Jeg er Jægeren. Hvad vil du mig?"
   Hans stemme var behagelig, varm og tydelig, som om han bestræbte sig på, jeg skulle forstå ham.
   "Må jeg først byde på kaffe? Så vil jeg forklare mig nærmere."
   Han satte sig. Selvom han sad ned, virkede han stadig meget stor. Hvad havde jeg dog givet mig i kast med?
   Mit næste dilemma var, at jeg kun havde ét krus. Nå, det kunne vel skylles. Men inden jeg kom så langt, så jeg han allerede havde et i hånden. Jeg skænkede det halvt fuld, og tog selv en halv kop af det brune stads, man kalder kaffe.
   En tid sad vi tavse. Det var helt klart, at han ventede på jeg skulle foretage mig noget, og den tyngende tavshed kunne jo ikke vare ved. Men hvordan skulle jeg få begyndt?
   "Ja, undskyld jeg trænger mig på!" Begyndte jeg forsigtigt.
   "Hjemme i Danmark på redaktionen, jeg er på et ugeblad, har vi hørt så mange historier om dig. Min chef og jeg blev enige om, det måtte komme an på en prøve. Er det bare rygter, eller er der noget om snakken.
   Jeg kunne kombinere det med en tur i fjeldene, skovene, og det skønne område hvor mine kolleger mente du boede.
   Der er også noget med en kvinde, vistnok din kone eller kæreste, eller hvad i nu siger her oppe. Jeg vil ikke snage i noget der ikke kommer mig ved, men hvis bare lidt af det jeg har hørt det passer, så lyder det både spændende og usædvanligt, ja nærmest usandsynligt.
   Må jeg godt stille dig nogle spørgsmål? Og vil du fortælle mig om dig selv? Hvem du er? Hvem hun er? Og hvorfor i har valgt at bo her ude i ødemarken helt alene, efter sigende meget primitivt?" Jeg holdt inde, skævede til hans ansigt, der ikke var uvenligt.
   Han så på mig, hen over sit krus. Det var sort og med små slidmærker. Der hvor han holdt om det, var det slidt, og skinnede som sølv. Var det mon sølv? Eller var det bare lang tids slid der havde givet det den farve?
   Han sænkede langsomt kruset. Kikkede på mig, med de ubestemmelige øjne der intet fortalte. Om han fandt min påtrængenhed ubehagelig, eller om han accepterede mine spørgsmål. I sandhed en højst interessant person. Alene hans klædedragt og udseende, havde vakt min største nysgerrighed. Det var i sig selv en historie værd.
   "Primitiv?" Sagde han langsomt.
   "Er det primitivt at drikke af et sølvkrus?" Han løftede kruset og så på det.
   "Alene? Er man alene når man er sammen med en kvinde i den frie natur?
   Du kender allerede mit navn, vel også min kvindes. Du vil vide mere. Hvorfor? Det er det spørgsmål jeg vil stille dig.
   Du er fra Danmark? Du er rejst herop for at få en god historie, men du ved ikke hvilken... Alligevel føler jeg ikke du snager i noget, der ikke kommer dig ved. En ung pige der håber på noget hun ikke ved hvad er. Det er i sandhed et interessant udgangspunkt at have.
   Du fryser, dit bål giver ikke meget varme. Kom med, min kvinde er i nærheden, så kan du jo spørge hende... Tak for kaffe."
   Han rejste sig, og hjalp mig med at pakke telt, sovepose og alt andet grej sammen. Efter et par minutter gik han foran og ind i skoven. Efter mit kompas at dømme, mod øst.
   Bag ham kunne jeg betragte ham uden at virke påtrængende. Han var stor, vel 190-200 cm høj, gik helt ubesværet med min rygsæk og mit telt slængt hen over skulderen.
   For mig var det tungt. Jeg vidste teltet var drivende vådt da vi pakkede det. Det måtte være meget tungt nu. Jeg ville ikke kunne bære det lige så ubesværet som han gjorde.
   Jeg var meget spændt, ville han fortælle mig om sit liv? Hvordan var den kvinde han var sammen med? Ville hun være villig til at svare på mine spørgsmål?
   Hans sprog var yderst kultiveret, pænt og flydende. Han havde irettesat mig på en pæn og kultiveret måde. Selvom vi kun havde talt sammen i få minutter, følte jeg mig overbevist om, jeg her stod over for en person, der både var spændende, usædvanlig og stolt.
   Hvem var han? Hvor gammel var han? Der var efterhånden flere spørgsmål end svar.
   Vi talte ikke sammen, på den korte tur gennem skoven. Tavse gik vi. Og nåede en lille lysning efter ca. en halv times tid.
   I lysningen stod et telt, rundt og spidst, som dem indianere og samer bruger. Et par meter derfra stod to små heste, muligvis Islandske, det kunne jeg ikke afgøre.
   En kvinde stod bøjet over en gryde, der hængte i en trefork over et bål. Da vi ankom til lysningen, så kvinden i retning af os, hun smilede varmt til manden og nikkede tavst til mig.
   Helt ubestemmelig af alder. Ikke ung, men heller ikke gammel. Sorthåret, med fine træk der var en smule mongolide. Og så havde hun den lyse ring omkring pupillerne, der fortalte mig, hun var Same, en ægte Same. Hun var en smuk kvinde, noget mindre end manden. Yngre var hun også, men aldeles ubestemmelig af alder.
   Jægeren sagde noget til kvinden, på et sprog jeg ikke kendte. Hun nikkede, og talte til mig på et klart og tydeligt Svensk.
   Hendes stemme var som mandens, blid og venlig, hendes øjne havde en varm glød, da hun så på mig og sagde:
   "Velkommen til Nordland, du ser træt og sulten ud, min ven. Hvis du sætter dig ved ilden, får du snart varmen. Hvad bringer dig hertil?"
   Jeg gengældte hendes hilsen, og fortalte om de historier jeg havde hørt hjemmefra. Jeg ville gerne høre dem fra deres mund, da de alle lød spændende, og helt sikkert ville være interessante for vore læsere.
   Hun smilede af mine ord, fortalte at det ikke var første gang, der var nogen der ville høre om dem, men at de var som alle andre der boede i det nordlige område, og som vandrede, fordi det nu engang var den måde de helst ville leve på.
   Jægeren var gået til skovs igen. Alene med kvinden, mente jeg det var nu jeg måtte spørge hende, om det var muligt at få dem til at fortælle om deres liv.
   Før jeg fik taget mig sammen til at sige noget, så hun undersøgende på mig og sagde:
   "Du er ikke ret gammel. At færdes i skoven og på sletten udenfor de afmærkede stier, kan godt være farligt. Hvis der sker dig noget, ved ingen hvor de skal søge. Hvorfor søger du Jægeren? Jeg tror ikke det kun er fordi du har hørt nogle historier. Hvad er den dybere baggrund for din interesse for ham og mig?"
   Spørgsmålet kom helt bag på mig, mit noget ubehjælpsomme svar, var vel noget forvirrende og ikke særligt præcist, men på hendes smil kunne jeg se, der måske alligevel var en lille chance for, at jeg ville få lov til at blive, og at jeg endog ville få en historie med hjem.

Jægeren kom tilbage. Han fortalte mig, der var en lille sø i nærheden, hvor jeg kunne blive vasket. Riza, det var kvindens navn, kunne gå med mig som vejviser. Når det var i orden, kunne vi spise sammen.
   Han gik hen til hestene. Jeg fandt håndklæde og vaskegrej frem. Riza og jeg gik ind i skoven mod den sø han havde omtalt. Var jeg virkelig så beskidt? Og lugtede jeg virkelig så fælt, at han fandt det ulækkert at være sammen med mig? Jeg var godt nok ikke blevet vasket de sidste par dage, men alligevel. Jeg syntes han var noget grov.
   Vi kom til søen, og tog os en dukkert. Jeg vaskede mig grundigt i det usandsynligt kolde vand. Selvom det var midt om sommeren, følte jeg vandet var meget koldt.
   Riza var en smuk kvinde, mørk i huden som en sigøjner, men det var vel det normale for Samefolket, de var mørkere i huden end os andre Skandinaver. Hun var mindre end Jægeren, også yngre. Meget adræt og let til bens, hendes lange hår var smukt og velplejet, sat op i en fletning der gav hende et stænk af indianerudseende. Hendes tøj var som hans, en blanding af nyt og gammelt, men det var vel det mest praktiske, til den livsform de havde.
   Vi badede begge, det var uhyggeligt koldt. Jeg følte trods kulden, at det friskede mig op at få det kolde gys.

Vel tilbage havde Jægeren fundet et par tallerkener frem, det tog ham kun et par minutter at få maden serveret for os. Det var kød af vildt, men hvad slags vildt, vidste jeg ikke, og for ikke at blive misforstået, spurgte jeg heller ikke, det smagte herligt.
   Selvom det var i tavshed vi spiste, føltes det ikke fremmed. Det var helt klart at disse to mennesker nød at være sammen, nød den mad der var veltillavet.
   Der var vand til, en lille kande var fyldt op fra en kilde eller et vandløb i nærheden, man følte sig helt i pagt med naturen.
   Jeg følte mig tryg og afslappet, varm indeni. Disse mennesker udstrålede en ro og selvsikkerhed, der virkede beroligende på mig, jeg følte mig søvnig men vel tilpas
   Efter måltidet gjorde jeg klar til at sætte teltet op, men Riza vinkede afværgende til mig og sagde:
   "Nej, ikke teltet, der er rigeligt med plads i vores telt, i morgen tidlig tager vi hjem. Hvis du vil, kan du gøre os selskab. Det er ikke ret tit der er andre end os selv, men det er rart med lidt ungt selskab, det får mig til at tænke på vores datter, som er længere nordpå. Det er altid rart når hun er her. Det at have ungdom omkring sig, gør også os yngre."

Resten af aftenen gik med at se på dem, og med stor interesse følge med i deres hverdag. Hestene skulle vandes, de skulle have noget at æde. Selvom de kunne græsse i skoven og i lysningen, havde de foder med til dem.
   Oprydning omkring teltpladsen, brænde til bålet. Der var nok for dem at tage sig til. Det var helt klart de vidste på forhånd, hvad den anden ville foretage sig, og det var en fornøjelse at se den ømhed, de udviste for hinanden. De talte dæmpet til hinanden, deres øjne gav klart udtryk for den kærlighed og glæde de følte, ved bare at være sammen. Hvis det ikke havde været fordi de havde bedt mig blive, ville jeg have trukket mig tilbage. På en måde føltes det, som om jeg trængte mig på, hvad jeg måske også gjorde, men de lod sig ikke mærke med, at jeg var her. Jeg glædede mig til at opleve, hvordan det måtte være, at tilbringe en nat i et sametelt, sammen med disse helt unikke mennesker.
   Solen var på vej ned, heroppe gik den aldrig helt ned om sommeren, det blev aldrig helt mørkt om natten, tusmørke var det vel. Hvad klokken var, vidste jeg ikke, men da de var færdige med at rydde af vejen, kunne jeg forstå, det var tid til at gå i seng.
   Teltet var rigeligt stort til os alle tre, de anviste mig plads inden for åbningen til højre. En lille ovn stod næsten midt i teltet.
   Riza spurgte, om jeg syntes det var for køligt, så kunne de godt tænde lidt op, men de havde også et ekstra skindtæppe, jeg kunne låne. Hun foreslog mig at tage imod tæppet, for som hun bemærkede:
   "Der bliver let så varmt herinde, hvis vi tænder ovnen, at det ikke er til at holde ud."
   Jeg tog imod tæppet der var af renskind, blødt og varmt at se på. Sammen med min sovepose, måtte det være nok til at holde varmen.
   De lå ved siden af hinanden. På jorden var der bredt lidt tørt græs ud, over græsset havde de lagt et stort tæppe. Over sig skulle de have et par andre tæpper. Der var ingen tvivl om det var deres måde at opleve naturen på, ja måske tilbragte de hele sommeren herude i teltet, men anderledes end hvad jeg var vant til, var det nu.
   De tog begge deres tøj af, ikke bare det de havde på som gangtøj, også det inderste tog de af, og aldeles nøgne stod de foran mig, uden blusel, ikke på det nærmeste ænsede de mig. Jeg prøvede ikke at stirre for meget, eller virke alt for synlig.
   I sandhed en situation jeg ikke var vant til, men jeg følte inderst inde, skulle jeg have nogen chance for at komme tættere på disse mennesker, måtte jeg tage det som det kom. Selv beholdt jeg mine trusser på, sådan havde jeg det bedst. Jeg tror ikke de tog nogen notits af det.
   Da vi alle tre var kommet vel under tæpper og i sovepose, sagde Jægeren:
   "Vi ved ikke hvad du hedder! Mit navn er, som du ved, Jæger. Det er dog kun noget de kalder mig, egentlig hedder jeg Johan, Silver-Krone er mit efternavn.
   Jeg er Jagtmester for dronningen, det er hende der er min arbejdsgiver og beskytter.
   Min kvinde, eller om du vil, min kone, hun hedder Riza. Hun er Same, og en bedre hustru eller kvinde, kan en mand ikke ønske sig. Samerne er det folk der bor højst mod nord, det er også der jeg traf hende, hun er en gave fra moder natur til mig. At dronningen også kan lide hende, er et plus, et udtryk for dronningen selv er en smuk og klog kvinde. Jeg holder meget af vores dronning."
   Jeg var fuldstændig paf. Denne dybe behagelige stemme, hvor var det fremmed for mig. Jeg følte allerede jeg havde været sammen med dem i så lang tid, at de måtte have en vis tillid til mig, hvordan ellers forklare den fortrolighed jeg følte, han havde til mig, når han talte? Jeg var stadig meget forundret.
   Han havde stillet mig et spørgsmål, som jeg for længe siden burde have givet disse mennesker svaret på. Det var aldeles flovt. Tænk at jeg ikke havde præsenteret mig for dem.
   Jeg var glad for det var tusmørke nu, hvordan kunne jeg glemme noget så vigtigt som at præsentere mig? Min rødmen over hele kroppen, kunne heldigvis kun mærkes, ikke ses, ellers var jeg krøbet i et musehul. Hvilken skam jeg havde gjort mig skyldig i. Jeg svarede:
   "Jeg må med skam undskylde, jeg ikke har præsenteret mig, jeg kan kun bede om forladelse for denne uhøflighed.
   Mit navn er Lisa Nielsen, jeg er Dansk og bor i København. Jeg er uddannet journalist, er ansat på ugebladet: Weekend Nyt, hvor jeg er ansvarlig for artikler omhandlende "spændende historier". Jeg er 24 år gammel.
   Mine forældre lever begge, jeg er nr. 2 af en søskendeflok på 4. Vi er 3 drenge og så mig som den eneste pige. Min ældste bror er smed, den næste er kok, og den yngste går stadig i skole, han skal begynde på universitetet i Lund til efteråret. Han vil læse historie, med vægt på det nordiske.
   Min far er ingeniør, han bygger fabriker. Min mor er ansat som sekretær, i en stor virksomhed der producerer medicin. Jeg vil endnu engang undskylde, jeg har været så uhøflig, ikke at præsentere mig med mit navn. Undskyld."
   Det var kvinden der svarede:
   "Du behøver ikke at undskylde noget. Det slog bare os begge, vi ikke vidste hvad du hed, nu ved vi det.
   Med hensyn til i morgen, så vil det tage os 4 til 6 timer at nå vores hjem, og hvis du vil, kan du jo følge med. Forvent nu ikke den helt store historie. Det at du færdes helt alene herude, det må så betyde du virkelig stræber efter at få en historie, en oplevelse. Herude er der masser at skrive om, det skal nok gå. Dit gåpåmod, din iver og din.., du må ikke misforstå mig,.. naivitet, har på en måde vakt vores interesse for dig.
   Som jeg tidligere har givet udtryk for, er det altid dejligt med lidt ungdommeligt selskab. Vi savner vel begge vores datter. Hun er også 25 år gammel, og læser på universitetet i Uppsala. Hun vil være læge, vil senere ud blandt vores folk, Samerne. Hun er som os, og elsker det frie liv i skoven, og i det åbne landskab.
   Nu må vi hellere lægge os til at sove. Vi står op i morgen tidlig når vi vågner. God nat, og sov godt, Lisa."
   "I lige måde, Riza, også en god nat til dig, Jæger, og tak til jer begge for jeres gæstfrihed."

Den aften lå jeg længe og spekulerede på, hvor heldig jeg havde været. Men det gav mig også problemer. Hvordan skulle jeg gribe sagen an? Hvor skulle jeg begynde? Disse dejlige og helt usædvanlige mennesker var så gæstfrie, at det var svært at forholde sig til.
   Der gik flere timer før jeg endelig fandt ro. Deres regelmæssige åndedræt fortalte mig de sov, og det, en enkelt ugle og lidt puslen i skoven udenfor, fik mig endelig til at falde i en dyb og vidunderlig søvn.